”Strammere, sagde jeg!” smældede Amelias stemme i sovekammeret. Tjenerinden hev hårdt i snorene til korsettet, hvorved den unge komtesses hvepsetalje blev endnu mere udpræget, end den i forvejen var. Lag på lag blev hun klædt på.
”Giv mig den lyseblå overkjole, så man tydeligt kan se min barm,” beordrede hun. Hun var nødt til at se pragtfuld ud i dag og imponere Athelstan (og hans tåbelige, primitive venneflok), eftersom hun havde et helt klart formål: efter adskillige uger savnede hun sin familie noget så frygteligt, og hun var nødt til at få sin ægtemands accept for at invitere dem. Det var gået op for hende, at Athelstan ikke reagerede positivt på hendes temperamentsfulde udbrud - det havde ellers altid virket på hendes forældre. Nej, i stedet måtte hun være listig og spille skuespil.

Amelia kneb sine kinder for at få den ungdommelige glød frem, og da hun var tilfreds med sit udseende, viftede hun tjenerinderne ud af døren. Hun sørgede for at skubbe barmen ekstra op. Selvom hun havde absolut ingen intentioner om at ligge med sin ægtemand, kunne tomme løfter om en hed nat måske gøre ham mede samarbejdsvillig. De havde ikke sovet i samme seng siden bryllupsnatten for flere uger siden, og siden da havde hun haft sin månedlige blødning. Ikke at hun havde tænkt sig at informere Athelstan om det, og blive besteget som hest.

Med susende skørter skred Amelia ud af sovekammeret og gennem paladset, uden at rette et eneste blik på tjenerstaben, der bukkede og nejede, når hun gik forbi. De kunne lige så godt være luft. Ved de lukkede dobbeltdøre ind til balsalen, hvor resten af Athelstans venner allerede sad til bords, mødte hun sin ægtemand. Som altid så han nydelig ud, men Amelia vidste, hvilket monster, der gemte sig bag de dovne øjenlåg og de mælkehvide kinder. Hun skruede smilet op og gav ham et kys på hver kind, hvorefter hun lagde hånden på hans arm.
”Skal vi?”

Athelstan af Erneyll havde det godt. Al den sviende dårligdom som kravet om et ligeværdigt ægteskab havde afstedkommet (og ej at forglemme den uvante nærdødsoplevelse) var, efter et særdeles succesfuldt jagteventyr, omsider blevet forløst.
Adelssønnen havde fået sit optimistiske syn på tilværelsen tilbage. For en gangs skyld var Amelias tilstedeværelse mere end blot tåleligt; han var atter begyndt at finde nydelse i hendes velsoignerede udseende.
Det var derfor med oprigtig begejstring, at han havde bekendtgjort for sin hustru, at han ville holde et jagtgilde til ære for hende samme aften.

Den sorthårede mand stod allerede klar ved indgangen til balsalen. Bag de tunge døre kunne han høre vennernes grove lattergrynt og sjofle vittigheder, der gavmildt blev delt mens de ventede på at værtsparret skulle gøre dem selskab.
Athelstan havde iført sig moderigtige klæder i Erneylls mørkerøde nuancer samt en stor fingerring af pudset sølv, hvori et hoved af en brølende bjørn var indgraveret. Hendes kys blev modtaget med en anderkendende brummen, mens øjnene hæmningsløst lod sig indfange af den fremskudte kavalergang. Lysten meldte sig øjeblikkeligt og fik Adelssønnen til at minde sig selv om, at det ikke var det rette tidspunkt at tage hende på: det måtte blive bagefter.
Med et vagt grimassesmil og et hovent udtryk i de blå øjne, nikkede han til tjeneren som åbnede dørene og trådte derefter ind i det store rum med sin appetitlige hustru ved sin side.

Massive møbler af behandlet, mørkt træ udgjorde møblementet i det firkantede rum. Tunge gardiner var trukket delvist for de tågede sprossevinduer og tillod kun striber af sløret aftenlys indenfor, til at bryde den dunkle belysning. Bordene var arrangeret som en hestesko, hvor den midterste længe var forbeholdt Amelia og Athelstan. Fire mænd flankerede hver af hesteskoens to sider. Vin og øl var allerede blevet skænket i store pokaler. Et par meter bag værtsparrets opdækkede sidepladser befandt der sig en åben pejs, hvori en glødende, spæd ild slumrede.
Alle otte gæster tav forventningsfuldt da Athelstan fik placeret Amelia i sit sæde, inden han selv løftede sit fyldte glas og med en stemme, der rungede i de grovhakkede stenmure, udbragte en skål for at bekendtgøre at aftenens arrangement nu officielt kunne begynde.
En bekendtgørelse der blev mødt med højlydt – og mindre korrekt – bifald.

At Athelstan var vendt tilbage fra jagten i et påfaldende forbedret humør, var tydeligt at mærke for hele husholdningen, inklusiv Amelia, og eftersom man skulle smede mens jernet var varmt, var det nu, hun slog til. Da hun kyssede ham, mindede følelsen af hans glatte kind og duften af ham om dén episode på bryllupsnatten, men hun skubbede tanken fra sig, fast besluttet på at ligne sit charmerende selv.

Det var kommet bag på hende, at han havde besluttet sig for at holde et jagtgilde til ære for hende. En forræderisk stemme sagde, at han havde skumle bagtanker. At han havde til hensigt at ydmyge hende, men hvordan kunne en banket give anledning til det? Hun ville i hvert fald sikre sig, at alle fandt hende henrivende, selv hvis det krævede uanstændig opførsel.

Som de skred ind gennem dørene lignede de det magtfulde, unge ægtepar de var. Først da Athelstan og Amelia sad i sædet, kiggede hun rundt på hver enkel gæst og opsummerede i tankerne deres titel, rang og alle skandalerne, de hver især var involveret i. Hun løftede sin pokal mod dem, hvorefter hun sendte sin ægtemand et taknemmeligt blik. Den indvendige aristokratiske mekanik skurrede ved deres ukorrekte klapsalve, men hun ignorerede det.
”Jeg formoder, I havde en god jagt?” sagde Amelia sin mand, da tjenerne serverede gildets første ret: honningglaserede and med vagtelæg. Idet hun skar elegant i anden, sendte hun ham et smilende sideblik.
”Det var utrolig venligt af dig, at holde jagtgildet til ære for mig.”

Efter bifaldet bredte den fornøjede snak sig blandt de gæve venner. Athelstans jagtgilder havde ikke skik for at følge de vedtagne normer som normalvis karakteriserede de højtbårnes sociale arrangementer. Der blev i høj grad slækket på de udskrevne regelsæt for passende og sømmelig adfærd – hvilket var en af de væsentligste grunde til at hans loyale broderskab forblev loyalt. De fik et frirum der emmede af testosteron og nedsættende pralerier og spøgfuldheder (mændene ville kalde det morskab, kvinderne ville kalde det usmageligt). Athelstan af Erneyll havde ikke i sinde at ændre på den mere .. løsslupne tilgang, blot fordi Amelia gjorde dem selskab.
Adelssønnen havde intet til overs for de mænd der lod sig ændre af deres koner – hvem kunne bibeholde respekten for en mand, der ikke længere var herre i eget hus?
Af samme grund havde Athelstan ikke fortalt nogen om Amelias krav og hans egen (tvungne) eftergivenhed. Nye ægteskaber havde børnesygdomme og Moder og Philip var de eneste to, som vidste, at der fortsat var nogle småting som det unge par kæmpede med.

”Uovertruffen –” svarede han med forbløffende blid stemme. ”Det var netop, hvad jeg havde brug for. Og Philip havde fundet et eftertragtet jagtbytte.” Han løftede samtidig glasset mod Philip, der sad tættest på. De udvekslede sigende blikke. Derpå drejede Athelstan sig mod Amelia igen. Han værdsatte hendes taknemmelighed (andet manglede da også bare!), og lod det vise i sine blå øjne.
Forsigtigt lagde han hånden på hendes underarm, og bremsede hende i at skære videre i anden:

”Jeg beklager, hvis du har følt at ægteskabet har været vanskeligt. Det er nyt for os begge og kræver en del tilvænning,” Det skrå smil var tøvende og kunne næsten kaldes tiltalende: ”- forhåbentlig vil du betragte dette gilde som min velvilje for at skabe et godt, stærkt ægteskab - sammen.”
Han trak hånden til sig, lod fingrene fatte om pokalen med vin igen. Denne gav var skålen kun henvendt til hende: ”For en lys fremtid!”

Amelia noterede sig det indforståede blik imellem Athelstan og Philip uden at vide, hvad det betød. Hun havde forsøgt at starte samtaler med den trofaste væbner for at vurdere, hvor hans loyalitet lå, men hans høflige og distancerede svar tydede på, at de var kammesjukker. Han ville aldrig blive hendes frænde.

Som Athelstan lagde sin hånd på hendes arm, stoppede Amelia med at skære i anden og kiggede op i hans piercende, blå øjne, der fik hendes puls til at stige af i en blanding af foruroligethed og ængstelse. Hun modstod en instinktiv trang til at trække sig væk fra ham og finde et sted at gemme sig.
Men hans ord var … venlige? Hun sank mundfulden af and og forsøgte at skjule sin befippelse. Hun havde ikke troet, at noget som helst kunne få ham til at benåde hendes utilgivelige opførsel morgenen efter deres bryllupsdag. Spillede Athelstan skuespil? Det troede hun ikke, han var i stand til. I deres korte ægteskab priste hun sig selv for at være dygtig til at læse følelserne i hans ansigt. Og lige nu virkede smilet helt oprigtigt. Det så forkert ud … som om nogen havde brugt en sløv kniv til at skære et smil i en dukkes stivnede mund.

Ligesom han spillede rollen som den tilgivende husbond, ville hun spille sin. Amelia smilede til ham med sin lille, rosenrøde mund; et smil der fik hende til at ligne den syttenårige, livsglade pige, hun var. ”Du er en bedre mand, end jeg fortjener,” sagde hun honningsødt. ”Jeg har opført mig barnligt, men jeg er sikker på, du vil lære mig at være en god hustru.” Hun løftede sin egen pokal til ham. ”For en lys fremtid,” gentog hun, og ganske blidt fandt hun hans anden hånd, der hvilede på hans lår under bordet, og trykkede den. Hun slap kort efter.

I næste øjeblik kom et halvt gnavet kyllingelår flyvende op på bordet. Amelia opdagede grevesønnen Morris sende hende et flabet smil, inden han tømte sin pokal. Hun blinkede indsmigrende til ham og løftede pokalen mod ham, velvidende at de testede hende. Med en upåvirket mine flyttede hun blot benet til siden. Du godeste. Hun var omgivet af primitive, uhumske grise. Hun følte sig som en nyligt udsprunget blomst iblandt ukrudt - ikke at hun havde tænkt sig at afsløre det overfor sin ægtemand. ”Det er forfriskende at befinde sig i et selskab, der ikke påkræver de gammeldags værdier.” Der var ingen sarkasme i stemmen, kun oprigtigt lydende påskønnelse.

Amelias ord var vand på Athelstans mølle. Selvom han havde bidt mærke i hendes skepsis, lod han iagttagelsen fare, for hendes konstatering var ganske korrekt: Han var i sandhed en bedre mand end hun fortjente; noget som adelssønnen indtil nu havde troet havde været åbenlyst for begge parter. Det svage køns langsomme opfattelsesevne havde det med at komme bag på ham – Moder besad den kløgtigste hjerne i Krystallandet og selvom Athelstan udmærket vidste, at hun var et unikum (på så mange områder), forbløffede det ham til stadighed, at han ikke havde mødt andre kvinder med blot tilnærmelsesvis samme skarpsindighed.
Det var derfor med en overbærende imødekommenhed, at han forsikrede Amelias ord om at hjælpe hende med at blive en god hustru. Det var en af mandens vigtigste opgaver i ægteskabet, som samtidig stedfæstede at manden position var indiskutabel højest. At hun nu selv bekræftede det, var som honning i varm fløde; yderst indbydende:
”Det kan du være helt sikker på, kære."
De løftede glas mens hendes hånd uvant klemte hans lår. Den tørre mund blev fyldt med vin.

Det var sådan ægteskabet skulle være, slog det ham, da Amelia kvitterede kyllingelåret, som Morris behændigt fik kastet afsted, med løftet pokal. Hun var føjelig og åbensindet – syntes at anerkende og acceptere sin plads og lade sig indsmigre og opblødes af hans charme. De blå øjne havde svært ved at se væk fra hendes æggende skikkelse.
”Ikke sandt?” istemte han ivrigt med and i munden. Var det graviditeten der havde gjort hende sådan? Han måtte konferere med Moder: hun vidste den slags. Og kunne sikkert også forklare, hvorfor Amelias krop forblev så slank. Kvinder, der ventede sig, plejede ellers at svulme op som oppustelige griseblærer, gjorde de ikke? –
Da tanken først havde indfundet sig, var Athelstan dog alligevel for utålmodig til at vente på Moders råd, hvorfor han med oprigtig interesse henvendte sig til sin hustru:

”Hvordan har du det egentlig? Får du sovet og spist nok? – hold dig endelig ikke tilbage, der er mere mad på vej”


Den ytrede omsorg stod i skarp kontrast til den detaljerede sjofelhed, som Ralph højlydt begyndte at berette om. 

Det kunne virke kontrært, at Amelia pludselig antog en underdanig position, når hun få uger forinden havde krævet Athelstans udsagn på, at de var ligestillede. Men Athelstan var en mand, der var hurtig til at acceptere en ny tilværelse, hvis den bekom ham bedre end den forrige. Det var derfor med tilfredshed at hun observerede, hvordan han godtog hendes ydmyge undskyldning uden betænksomheder, og, ansporet af deres nye fortrolighed, spurgte ind til hendes helbred.
At samtalen drejede hen i den retning, havde hun ikke forudset. Amelia købte sig selv lidt ekstra tænketid ved at løfte pokalen og tage en tår. Med ringens hjælp havde hun sikret sig, at hun ikke blev gravid, og selvom hun havde haft sin blødning, havde hun ikke fortalt det til sin ægtemand af frygt for hans reaktion. Han behøvede selvfølgelig ikke vide noget om ringen – det kunne blot være et spørgsmål om uheldig timing eller manglende forsøg, at hun ikke var blevet gravid – men Amelia forudså en uheldig reaktion lige meget hvad. Athelstan lod ikke til at kende meget til kvindens cyklus, og han ville uden tvivl bebrejde hende for, at de stod uden en arving.

Hvilken version af sandheden skulle hun fortælle - eller undlade at fortælle?
”Det er meget omsorgsfuldt af dig at spørge,” sagde Amelia roligt og løftede sine blå øjne mod hans. ”Jeg føler mig en smule … skrøbelig. Ensom. Skrantende. Typiske kvindeproblemer.” Hun håbede at dette ord kunne afskrække ham fra at spørge ind til emnet. ”Men jeg tror, at et besøg fra min familie kunne genoprette mit helbred. Vil du tillade det? Så jeg kan blive hurtig rask og sørge for en sund arving.”

Athelstan rankede sig til hendes fortsatte uforbeholdne ros af hans galante ageren. Moder ville være stolt. Svaret fik ham imidlertid til at rynke brynene. Hvis det var de mystiske kvindeproblemer, hun eftersigende var influeret af, der fik Amelia til at være så medgørlig og ærbødig var det lige før Athelstan foretrak det sådan –

”…Så jeg kan blive hurtig rask og sørge for en sund arving.”

Øjenbrynene trak sig endnu tættere mod næseroden, mens sætningen gav genklang i adelssønnens hjernekasse. Amelias ordvalg kunne tolkes på to måder, men adelssønnen så kun fatale fortolkning.
”Han er vel allerede sund?” spurgte Athelstan omsider uden at skjule den mistroiske klang, som hendes sætning havde affødt – og som uheldigvis fik usikkerheden til at blusse op med fornyet styrke. Et granskende blik målte hende, mens han ventede på hendes uddybende forklaring, der skulle mane tvivlen endegyldigt i jorden. Hænderne blev lagt på bordet, fingrene på højre hånd vippede hvileløst i nærheden af kniven, der var blevet lagt til hvile på kanten af tallerkenen.

Salen brød ud i grov latter, da Ralphs latrinære beretning omsider nåede sit humoristiske klimaks.
Dog forblev Athelstans alvorlige ansigt uændret på sin hustru. Var det derfor hun ikke var blevet større?
”Siger du at dine ..kvindeproblemer.. gør min søn syg?”

”Siger du at dine ..kvindeproblemer.. gør min søn syg?”
Amelias hals blev en anelse tyk, da spørgsmålet forlod Athelstans fyldige læber. Samtalen var atter stukket i en retning, hun ikke havde forudset, og hun fingererede nervøst ved pokalens stilk, velvidende at hendes skæbne balancerede på et knivsæg, hvor hendes næste ord ville bestemme udfaldet. Hun var nu tvunget til at tage et valg på et splitsekund, et valg med konsekvenser, der kunne koste hende sit liv.

Det var nærmest, som om temperaturen faldt et par grader, da Athelstan fordrejede hendes ord, selvom selskabet ikke lagde mærke til det. Deres grove latter rungede ud i salens hjørner, idet de brølede af vittigheden, uvidende om herrens pludselige humørskift.

”Selvfølgelig er han sund,” sagde Amelia hurtigt. ”Det forsikrede den kloge kone mig om, da hun tjekkede mig. Men gravide kvinder har svært ved at forblive sunde, hvis de føler sig ensomme og modløse. Tilgiv mig, men som du selv gav udtryk for, havde vores ægteskab en vanskelig start. Et besøg fra min familie kan uden tvivl forbedre mit helbred.” Hun vidste, hun var på dybt vand, og hendes puls steg, uden at hun lod det afsløre i sit milde ansigt. 

Som respons på hendes hurtige forsikring om at alt var som det skulle være – at en vis kone havde bekræftet, at sønnen trivedes, fik næring og voksede som han burde i Amelia - fløj det ene mørke øjenbryn vurderende op. For en stund sagde Athelstan af Erneyll ingenting. Hænderne blev rolige; den højre hånd stoppede den trippende dans om knivens skaft.
Tanken om Amelias familie huede ikke den sorthårede mand. Faktisk gjorde han sit bedste for at fortrænge Rævetæven og dennes mere intetsigende husbond.
’Isolér hende, havde Moder sagt: et gensyn kan plante forræderiske tanker og gøre hende vanskelig igen. Et besøg vil få hende til at tale med sin mors stemme og gøre hende rethaverisk. Det sidste du ønsker dig er en påståelig, utilpasset hustru.’

Athelstan nikkede for sig selv – noget der hurtigt kunne mistolkes som var det et svar til hende.
”Vi skålede for en lys fremtid,” mindede han hende så om: ”Vi er gift og det bør derfor kun være vores ansvar at det lykkes. Jeg ved, at du savner dem, men familiebesøg vil ikke gøre det lettere - tro mig.” Han løftede sin hånd med intentionen om at stryge hende over kinden, i hvad der skulle forestille at være et sjældent kærtegn.
”Desuden er jeg sikker på, at dit ubehag skyldes noget helt andet -” Han fugtede sine læber: ”Jeg tror, at vores ægteskabelige ..vanskeligheder skyldes en persons infamitet, og det er dét din sarte krop mærker – det som giver dig ubehag. Men bare rolig, kære. Jeg har løst det.”

Athelstan foldede hænderne sammen på bordet og råbte højt:
”Bring svanen ind!”

En svane tilberedt i ingefær ville kort efter komme ind sammen med en anden bakke, hvis indhold var dækket af et klæde. Svanen ville blive sat på bordet ved Athelstans ene side, og bakken vil blive sat mellem Amelias og Athelstans tallerkner. Tjenerinden ville først der fjerne klædet.

Hovedet der lå på bakken havde engang tilhørt en mørkelver. Mørkeblå, døde øjne ville stirre blindt op mod Amelia. Xelirateis Waaylin havde i levende live haft sit lange, sølvhvide hår i en prægtig hestehale, men nu var håret arrangeret i to store knolde på hver sin side af hovedet. En frisure der miskendeligt mindede om en anden, fortsat levende, person – der manglede kun nogle perler

Amelia forsøgte at trække vejret roligt, men ikke desto mindre hævede og sænkede barmen sig en anelse for hurtigt til at være normalt. Da Athelstan endelig talte, forstod hun, at han ikke nærede mistanke til hendes løgn, men at han samtidig ikke havde nogen intentioner om at føje hende. Neglene bordede sig ind i hendes håndflader, idet forurettethed manifesterede sig i hende. Det var ydmygende at skulle tigge sin egen husbond om lov til at se sin familie, at foregive at hun brød sig om ham, blot for at få en afvisning. I det øjeblik måtte hun for alvor lægge bånd på sit temperament. Havde han ikke forstået budskabet, en hvis brevåbner havde båret?

Et glimt af vrede i det unge ansigt forvandlede sig til undren, da en svane blev placeret på bordet sammen med en anden bakke. Hun tiltede hovedet, de fine bryn rynkede sig en smule over den store bule under klædet. Så fjernede tjenerinden klædet.

Et afhugget hoved. Fra en mørkelver.
En meget død mørkelver med grålige læber, tomme, stirrende øjne og stivnet blod langs hudlaserne på halsen. Amelia greb fat i bordkanten for at forhindre sig selv i at besvime, idet en bølge af kvalme og svimmelhed væltede ind over hende. Hun kom til at bide sig selv i tungen for at stoppe et skrig fra at slippe ud, og smagte blod. Al farven forsvandt fra hendes lyse ansigt, så de røde læber stod tydeligt frem. Det var først efter at have stirret hypnotiseret på hovedet i lang tid, at hun opfangede, at mørkelveren skulle forestille Adena.

Som i en drøm løsrev hun blikket fra mørkelveren og mod sin ægtemands selvtilfredse ansigt. Og i det øjeblik tog hun et valg. Han skulle ikke sejre. Det prikkede bag hendes øjne, da hun rejste sig. Alles øjne lå i forvejen på den unge kvinde, spændte på at se hendes næste skridt.
Amelia, som aldrig i sit liv havde rørt blod, døde dyr eller andre afskylige ting, greb elverhovedet i den ene hårknold og løftede den til skue for alle. Metalsmagen i hendes mund blandede sig med galde. Hun smilede ud til de primitive mænd. ”Se hvad min ægtemand har bragt mig! Et pragtfuldt jagttrofæ. Hvad siger I? Skal vi udstoppe det og pryde væggen?” Amelia løftede hovedet op mod væggen bag hende, for at vise, hvor den kunne sidde til skue for alle. Latteren rungede ud i salen.
Så løftede Amelia pokalen i sin anden hånd og vendte sig mod Athelstan, nu uden at smile. ”Lad os udbringe en skål for min ægtemand. Må han for evigt være jægeren og aldrig den jagtede.”

Fortænderne bed sig fast i underlæben, i et forsøg på at kvæle et henrykt fnis, som banede sig vej op gennem halsen. Athelstan havde klistret sin opmærksomhed fast til Amelia, i forsøg på at indfange alle udtryk og handlinger som eksponeringen af det afhuggede elverhoved ville kunne afstedkomme. Amelia var ikke vant til løse legemsdele, vidste han, hvorfor han havde set frem til afsløringen med næsten barnlig begejstring. Han havde en (forholdsvis klar) formodning om den lyshårede hustru ville finde hovedretten makaber, og at hendes ansigt muligvis ville blive lige så farveløst og lammet som den stivnede ansigtsudtryk, der prægede elveren. Men det var ikke dét – tanken om Amelias umiddelbare væmmelse – som adelssønnen så mest frem til (der skulle forbløffende lidt til at vække den slags følelser i hustruen, havde Athelstan hurtigt erfaret).
Nej, hvad den unge herre var mest optaget af var at iagttage det eksakte tidspunkt, hvor erkendelsen ramte hende; Øjeblikket hvor hun indså at selvom dette muligvis ikke var Adena fysisk (sikke en skam), så var dette alligevel et iscenesat symbol på bedstevenindens (snarlige) død og dermed et endeligt ophør med den onde magi som syntes at forpeste Athelstans og Amelias ægteskab og sjælelige relation.
Symbolikken var næsten rørende. (Selv Athelstan var forbløffet over sit eget storslåede og dybt reflekterende vid).

Amelia rejste sig. De blå øjne i adelssønnens ansigt fulgte hende. De øvrige tilstedeværendes øjne gjorde det samme. Tavsheden, der forventningsfuldt havde lagt sig, da hovedet var blevet båret ind, forblev intakt. Alles øjne blev rundere, da Amelia uventet tog fat i håret på den døde og løftede det i vejret som var det et bytte, hun selv havde haft æren af at nedlægge.
Athelstan af Erneyll var lamslået.
Mens latteren genlød mellem levende og døde, følte adelssønnen det som om, at han ikke længere havde rigtig forbindelse til sin egen krop. Det groteske syn suppleret af en (for Athelstan) ærlig lovprisning af dennes formidable jagtevner gjorde ham fuldstændig mystificeret. Adelssønnen stirrede på sin hustru som han aldrig havde set på hende før.

”Philip!” bjæffede Athelstan inden gæsterne fattede deres pokaler, som Amelia havde befalet.
”Kom med hammeren!” Philip rejste sig omgående for at afstedkomme ordren. Derpå drejede han sig mod sin elskede, selvom han vedblev at tale til den afventende sal.
”- Vi skåler når min kære hustru har fået hængt elveren op på væggen - nu hvor hun selv har vist os, at det er hvad hun ønsker at der skal ske, skal vi ikke ignorere min frues ønske.”
Philip kom tilbage med søm og hammer, som blev rakt frem mod værtsparret.

”Vil du selv have æren, min kære?”
Der var (for en gangsskyld) ingen spot at spore i Athelstans velplejede ansigt.

I første omgang havde Amelia svært ved at tyde det blik, Athelstan sendte hende. Var han rasende? Havde han luret, at hendes sidste hyldest var en advarsel i forklædning? Nej, det var noget andet. Og hun indså, at han var overbevist om, at hendes optræden var oprigtigt! At hun var stolt af ham og bifaldt dette makabre nummer. Blikket var … betagethed! Udløst af hendes lovprisning kombineret med det afhuggede hoved … Igen måtte hun spørge sig selv: Hvem havde hun dog giftet sig med?

I næste øjeblik lød Athelstans bud. Amelias mund faldt åben, men hun lukkede den hurtigt. Måske var dette smuthullet: måden, hun kunne få sin vilje på – ved at gøre lige så grufulde ting som ham.
Philip vendte tilbage, før end hun nåede at synke den klump, der dannede sig i hendes hals. Hendes hænder skælvede, ikke mindst fordi hovedet var begyndt at føltes tungt. Nu med et langt søm og en hammer i den anden hånd, overvejede Amelia, hvordan dette overhovedet kunne udføres. Hun var sig omhyggelig bevidst om de mange øjne, der hvilede på hendes ryg, da hun løftede hovedet op mod væggen. De hviskede bag hende. Vædede de mon, om hun rent faktisk gjorde det?
Amelia forsøgte at holde hovedet oppe og placere sømmet på samme tid, men den fugtige, blodige hud var frygtelig glat, og pludselig trillede hovedet ud mellem hendes fingre, ned ad hendes kjole og landede på gulvet med et bump, der rungede gennem den dødstille sal. Latteren eksploderede. Amelia rødmede af raseri. Det her kunne ikke være rigtigt. Hun var baronesse!

”Hold det oppe!” beordrede hun Philip. Han løftede elverhovedet, så hun nu kunne placere sømmet på mørkelverens pande. Nu, ansigt til ansigt, væltede galden atter op i hende. Det er bare en dukke, fortalte hun sig selv om og om igen, da hun lod det første slag fra hammeren falde: frem for at ramme sømmet kolliderede det med et af øjnene med en svuppende, skvulpende lyd. Rasende af afmagt og ydmygelse over latterbrølet i salen, lod hun slagene regne over sømmet, igen og igen, som gjaldt det hendes liv - halvdelen af gangene ramte hun, den anden halvdel massakrerede hun ansigtet. Da hovedet endelig sad fast, vendte hun sig om i salen, skælvende af chok og med en mave, der var ved at vende sig selv på vrangen. Hun knugede hånden om hammeren. Hænderne var blodige, den fine kjole var fuld af blod, og hun kunne smage blod, fra da hun havde bidt sig selv i tungen.
Ville dette mareridt aldrig få nogen ende?

Endelig viste hun lidt initiativ! I modsætning til det brovtende publikum lo Athelstan ikke, da Amelia tabte hovedet. (Ha-ha). Glæden over at hun aktivt var ved at bevæge sig hen til en fælles interesseflade var mere berusende end Rubinens sødmefulde sommervin. Han havde håbet og ønsket (og i de mest fortvivlende øjeblikke: bedt) om at de snart ville begynde at nærme sig hinanden; få stabiliseret deres forhold, udvikle det til omsorg, kærlighed og gensidig forståelse.
Moder havde heldigvis advaret ham om, at Amelia ville blive vanskelig:
’Hun vil være stædig. Nordfolket er fastfrosne i deres opfattelse af verden. Hun vil ikke være indstillet på at ændre sig, hun vil smelte langsomt. Mist ikke modet, min søn. Bliv ved med at præge hende, sæt hende i situationer, hvor hun er alene: Pres hende og vær der, når hun er ved at miste balancen. Du vil blive det holdepunkt hun vil klamre sig til.’
Athelstan takkede for sin mors skarpsindighed.

Den unge herre hørte Gerald forsøge at bekæmpe lysten til at brække sig, da Amelia, ved en fejl, knuste det ene øje med sin hammer. Resten lo højt. Det var som om latteren var det endelige skub, som hustruens temperament havde behov for. Det enkelte slag forvandlede sig til en kaskade af arrige bank med hammeren. Igen og igen, på samme måde rytmisk og ukontrolleret, ramte hammeren ansigtet og efterlod det mere og mere forslået. Indsunket. Knust. Da kindbenet gav efter og splintredes brækkede Gerald sig i sin pokal. Selv Athelstan måtte erkende at det så voldsomt ud. Dog var han samtidig så henrevet af synet over Amelias uventede iver efter at tilintetgøre elveren (som Athelstan konsekvent så som Adena), at han ikke kunne se bort fra scenariet: Det opildnede ham.

Da hovedet succesfuldt hang (både takket være sømmet og Amelias hårdhændede behandling) fast på væggen, satte Philip sig tilbage på sit sæde og Athelstan rejste sig. Han løftede sin fyldte pokal i tydelig benovelse over hvad der netop var hændt og drejede sin front mod sin hustru, der stod blodig tilbage. Som en sagnfugl genopstået af den grå aske, lyste hun op i det støvede lokale. Lugten af blod havde for længst blandet sig med røgen fra kaminen og maden på bordene.
Du er min, sang stemmen i ham. Du er min, du er min, du er min.

”Amelia af Erneyll har omsider vist os sit sande ansigt.” proklamerede han højt: ” - Skål for min hustru!” Skålen rungede da alle gjorde som befalet. Ingen lo. Mændene så alle mod hende med hvad der kun kunne beskrives som en ting: respekt.