Et sted i Medanien var en ældre bondemand i dyb sorg over tabet af sin yngste søn Johannes
Året forinden var bondemandens elskede kone gået bort og efter hendes begravelse, var den ældste søn rejst til Dianthos. Johannes havde følt sig en smule presset til at blive på gården. Selvom det ikke havde været hans drøm at blive gårdens nye bondemand, ville han ikke efterlade det fysisk hårde arbejde til sin gamle far. Der var bare ingen af dem der var klar over at unge Johannes havde arvet den samme sygdom, som havde taget hans kære moder fra ham. Allerede som 19-årig var Johannes begyndt at blive lidt svagere, som første tegn på denne sygdom, men for ikke at lægge lasten over på sin far, arbejdede han videre som han hele tiden havde gjort. Kort efter sin 21-års fødselsdag, tog han sit sidste åndedrag. Den gamle bondemand blev efterladt alene, ikke kun med gården og det hårde arbejde der fulgte med, men også med sin yngste søns begravelse.
Kisten i træ var ikke køn, men den bedste kvalitet den gamle bondemand havde råd til. Livet havde sat sine spor i den gamle krop, men han kæmpede bravt for at give sin søn en ordentlig begravelse. Der blev sagt et sidste farvel, inden han lukkede låget og førte kisten i jorden.
Hvad han ikke vidste var, at en dæmonisk skygge, en åndeform, havde nået at snige sig ned i kisten lige inden låget blev lukket.

Den gamle bondemand tog fat i skovlen, stak den i den løse jord og fik hældt den første klump over kisten. Et øjeblik efter hørte han en banken, der kom fra… kisten? Han rystede let på hovedet. Det måtte være noget han bildte sig ind, de gamle ører der bedragede ham, som de havde gjort så mange gange før. Så han stak skovlen i jorden igen. Han hørte den høje raslen fra den løse jord mod kisten, efterfulgt af flere bank, denne gang lidt mere aggressivt end før. Han smed skovlen fra sig og lænede sig så ind over det dybe hul. Rynkerne i ansigtet begyndte at folde sig lidt underligt.
”H-hallo?” Kaldte han tøvende ned i hullet, selvfølgelig forventende at intet ville ske.
”… Hallo?!” Råbte en velkendt stemme panisk inde fra kisten og den stakkels gamle mand trådte forskrækket tilbage, lige ind i skovlen og væltede. Han åbnede munden for at sige noget, men han var mundlam. Hvad foregik her?!
”Er du der?!” Lød det stadig panisk fra fyren i kisten, der mere og mere desperat slog og sparkede mod kistens låg. Bondemanden nikkede, og der gik alligevel et øjeblik før det gik op for ham, at den anden ikke kunne se det.
”J-ja… jo…” svarede han rystende, som han kom på benene igen og helt skræmt kiggede ned mod kisten igen. Det gav et gib i ham, da et anstrengt host lød derinde fra, men så tog han sig sammen til at tage fat i skovlen. Han havde selvfølgelig tænkt sig at åbne kistens låg igen, men tøvede alligevel lidt. Hans søn var jo død, så hvem lå nu og råbte i kisten? Og hvordan var han kommet derind?
”H-hv-hvem er d-du?” Spurgte han, med lige så tydelig ryst i stemmen som før.
”Virkelig?! Kan du måske lukke mig ud, inden vi præsenterer os? Her er virkelig ikke særlig rart!” Brokkede den unge mand sig og bondemanden nikkede lidt forvirret. Jo, han skulle da nok lukke ham ud først. Han satte sig i kanten til det store hul og sænkede skovlen ned mod kisten.
Det er ikke min søn… Det er ikke min søn… Det er ikke. Så stak han skovlen ind mellem to brædder og lagde lidt vægt i, for at brække træet op. Mere skulle der ikke til før den unge mand selv klarede resten.

Jaris tog en dyb indånding, da han endelig fik sat sig op i kisten og så rettede han blikket mod den gamle mand, der var blevet helt hvid i hovedet.
”Johannes… Min søn… Men hvordan… Du var.. Jeg havde mistet dig… Havde jeg ikke?” Der gled en tåre ned over den rynkede kind. Havde han virkelig lige begravet sin søn levende? Var han virkelig blevet så gammel, at han bare havde forestillet sig sin søn dø? Hvis han var heldig, så vågnede han lige om lidt. Måske det hele bare var en ond drøm.
Jaris rynkede brynene lidt, som han lyttede til den forvirrede mand. Han havde muligvis fundet et uheldigt tidspunkt at besætte en ny krop på, men til hans forsvar var det altså heller ikke helt let at finde ud af. Som han lige brugte et øjeblik på at tænke over, hvordan han skulle vende den her situation, og mens den gamle alligevel sad og forsøgte at samle de mange, forvirrede tanker, kom Jaris op at stå.

Han kunne vælge at spille med. Lade som om han var bondemandens søn og måske spare den stakkels fyr for at skulle miste sin søn en gang mere. Måske det var lige så frygteligt at ens døde søn meget pludseligt var vågnet i sin kiste. Selv hvis det havde været under mere normale omstændigheder, ville Jaris ikke kunne sætte sig ind i hvad der ville være værst. Men det ville næsten være synd at være den, der fik den grædende gamle mands søn til at forlade ham, efter han næsten var blevet begravet levende.
”… Bare rolig.. lille far,” forsøgte Jaris sig tøvende frem. Han fik næsten kvalme af at skulle kalde ham det, men gjorde sit for ikke at vise sit ubehag. Det var måske også ubehag over stadig at stå i sin grav, så han lagde hænderne mod kanten af hullet i jorden og trak sig op, dog ikke uden en del besvær. Han var øm i hele kroppen, hvilket han hurtigt fandt ud af, da han gik i gang med at bruge musklerne. Det var vel straffen for at besætte en krop, der havde været død i et par dage. Med nogle anstrengte og brokkende lyde, lagde Jaris sig næsten helt forpustet på jorden ved siden af bondemanden. Han skulle vist lige have den slatne krop ordentligt i gang igen.
”Jeg døde ikke helt alligevel. Det var bare… en misforståelse.” Det var en noget vattet forklaring, men han var ikke i stand til at komme på noget bedre lige nu. Han var træt, alt gjorde ondt og han kunne ikke trække vejret ordentligt. Det var som om smerten fra hans egen død var fulgt med, da han kom ind i en ny fysisk form og oveni den, skulle han døje med en krop, der mere eller mindre stadig føltes som et lig, når han bevægede sig. Hver en muskel brændte og hele kroppen føltes noget så tung.

Samme nat, mens den gamle bondemand lå og sov uroligt i sin seng, pakkede Jaris en taske med noget af Johannes tøj. Den gamle ville sikkert blive så forfærdelig trist, når han vågnede op til at hans søn havde forladt ham, men nu havde Jaris forsikret ham om, at han i det mindste var i live. Derefter havde han ikke tænkt sig at blive her. Han havde heller ikke i sinde at tage tilbage til Rubinien, i hvert fald ikke endnu. Forhåbentligt var Baghera forsvundet efter han havde haft sit sjov med Jaris. Indtil Jaris følte sig klar til at komme tilbage, måtte Anna overtage som leder. Med ny krop håbede han på at kunne vende tilbage uden at skulle frygte Baghera. Uden at skulle frygte for sit liv en gang mere.

Han måtte sætte kursen mod Dianthos, mod Daphnie. Det var efterhånden det eneste sted han følte sig tryg.