Link til beklædning

Dagen i dag var ganske luftig, som en konstant brise søgerede for at køle den ellers kvalmende varme luft. Den lyseblå himmel havde vathvide skyer til at glide hen over sig, mon de fik en gang kærkommen sommerregn, indenfor de nærmeste dage?

Det var ikke ligefrem fordi at sladren flød alt for frit, når en af de mange familiemedlemmer til Fyrsten af Kazimi bevægede sig gennem det overdådige palads, men derfor kunne den ikke altid n at stoppes før den nåede deres øre. Ikke fordi det var nogen synderlig saftig sladder som havde nået Meena, i hendes morgen yoga, men sammenholdt med den andet sladder der var gået i krogende om hendes lillebror, Darkhan, så var hendes nysgerrighed alligevel blevet vakt. For hvad var der med ham og en lyshåret ørkenelverkvinde? Og kunne det virkelig passe at Estera ikke var ved hans side i dag, at hun var sendt ud, havde fået fri til at gøre som det passede hende?

Med en frisk aroma af mynte og citrus der fulgte hende, havde hun efter at have forhørt sig om hvor Darkhan var at finde, lagt kursen mod ham. Meena havde naturligvis udnyttet det lidt køligere vejr, ud fra Rubinske standater, til at iklæde sig langærmet sort kjole med guldbroderinger langs halsudkæringen, under kjolen bar hun sorte bukser, som kom til syne da skørtet stoppede en håndsbredte over anklerne. Et sort, gennemsigtigt sjal med guldbroderinger rundt langs hele kanten og spredt sporadisk udover det gennemsigtige stof, hang over den ene skulder. Kun de sædvanlige smykker prydet hendes ene finger, øre og næse, mens det brune hår hang løst om skulderne.

Ude i en af de pragtige og frodige haver til paladset var den unge prins skikkelse at finde, det kunne næsten have været et smukt sceneri, hvis ikke det var fordi han lignede en som havde spis noget bittert. Med lange og hurtige skridt, trods den petite skikkelse af Meena, trådte hun med rank ryg nærmere Darkhan ”Broder.” Hilste hun med et lille nik, hvor efter hun tog plads i den lille oase af bløde puder, betrukket i den fineste silke krystaller kunne købe, uden at afvente en invitation til det af ham.
I et øjeblik sad hun med de brune øjne låst fast på ham, hvor i et drillende glimt spillede. Samtidigt med at hun gjorde sig det lidt mere behagelig,t og lænede sig mageligt tilbage mod den store silkepude bag hendes ryg. Aldrig sad hun og slængede sig så meget i puderne, at det gav hende en sjusket holdning at se på.
”Hvad er det jeg hører? Du har haft lidt problemer med kvinderne eller nærmere en bestemt kvinde?” Før han kunne nå at svare på de første spørgsmål, faldt der et nyt, efter at hun havde set sig lidt omkring ”Hvor er Estera?”.

Det havde været en direkte forfærdelig morgen. Simpelthen alt var gået galt, men Darkhan havde alligevel formået ikke at ligne et rod, da han forlod sit sovekammer. Det var desværre ikke tilfældet med hans klædeskab, hvor samtlige genstande enten lå på gulvet, i den forkerte skuffe, eller var hængt skævt op.
Da han vågnede, vel at mærke alt for sent, fordi han ikke var blevet vækket som altid, af sin personlige slave, var han allerede klar over at det ville blive en helt igennem umulig dag. Han havde været irriteret fra starten af, og det var kun blevet værre. For det var jo ikke kun Estera, der havde efterladt ham. Det var hele tjenestestaben, der tydeligvis ikke kunne finde ud af deres arbejde denne dag. Han var blevet serveret den forkerte morgenmad, der var et aftryk fra en fedtet finger på hans glas og han havde set en plet af støv på rammen til sit maleri. Det var da noget sjusk!

Nu havde han placeret sig i haven. Måske lidt frisk luft og en smuk udsigt kunne hjælpe lidt på det hele, men det stramme udtryk i hans ansigt var ikke forsvundet endnu. Han hørte nogen nærme sig og skævede mod sin søster, som ikke tøvede med at sætte sig til rette i de bløde puder, hvor Darkhan selv sad og rankede sig, med et ben lagt elegant over det andet.
”Hm,” brummede han. Det var hans måde at hilse på, når han var i dårligt humør, hvilket egentlig skete ret ofte. Han skænkede hende ikke et eneste blik som hun åbnede munden og begyndte at snakke, men et lettere fornærmet fnys kunne høres fra den unge dreng.
”Det ved jeg da ikke,” bed han af sin søster.
”Hun nyder sikkert sin rædselsfulde fridag, mens jeg sidder her, helt fortabt.” Kunne det komme som en overraskelse, at Darkhan overdrev noget så forfærdeligt? Først der rettede han et muggent blik mod Meena.
”Er du klar over, at jeg selv måtte arrangere mit bad i morges? Jeg kom til at bruge den forkerte sæbe, så nu dufter jeg forkert.” Han snerrede af Meena, men hans frustration var selvfølgelig ikke ment mod hende. Han sukkede tungt og rettede så blikket ud over den frodige have igen.
”Elendige kunstner,” mumlede han bittert. Det var jo hendes skyld at Estera havde fået en dag fri.

Selvom om de evigt tætpakkede menneskefyldte gader, i den summende handelsby lå tæt op mod paladset, fandt Meena det alligevel altid overraskende så lidt man kunne hører i haverne. Luften var i stedet fyldt med eksotiske fugles kvidrer, og de mange springvands rislen og sprutten. Den brummende hilsen, fik hende til at løfte et bryn i en ganske uimponeret mine, og havde hun ikke næsten taget plads i puderne, som hun havde hilst på ham, ville hun have sendt et velplaceret, ikke alt for hårdt, spark hen over skinnebenet til den fod der var plantet i jorden. Det uimponerede blik forvandt ikke lige med det samme som han både bed af hende og ikke nænnede hende så meget som et lille blik til at starte med. Uopdragende møgunge!

Da han endeligt rettede blikket over på Meena, formildende hendes udtryk sig, der blev både overspillet og overdramatisk ”Nåh lille pus da. Den forkerte sæbe, hvad skal der dog nu blive af dig?” Begge mundvige krogede sig op i et drillende smil, hvor der bag lå en latter og pressede sig på. Flabet skubbede hun sig fri fra puden i hendes ryg og lænede sig frem mod ham, sugede luft ind gennem næsen, og skar en grimasse som havde hun luftet til noget fælt ”Ja så forstår jeg bedre der ikke er en slave eller tjener i din nærhed, puha.” sagde hun mens hun viftede med den ene hånd foran sin næse. Naturligvis duftede han ikke fælt, men det morrede hende alligevel hvor utilfreds han sad og var over noget så benalt, som en forkert sæbeduft.
Elendige kunstner, ordene var knapt smuttet fra ham, før en af silke puderne var i direkte kurs mod hans surmulende ansigt, hvis ikke han flyttede sig eller greb den inden den ville ramme. ”Du har godt af ikke altid at have Estera ved din side, måske kunne det faktisk lære dig at tage bare lidt vare på dig selv, huh?”.
Naturligvis nød den unge prinsesse selv den opvartning hun var vokset op med, at hun ved det mindste vink næsten ingen gang skulle tørre sig om munden, efter et måltid, men hun satte så bestemt også pris på, ikke altid at have Kisra eller andre tjenestefolk og slaver rendende i hælene.
”Hvad er der med den kunstner? Hvad har du gjort hende, siden hun har forhandlet sig frem til en fridag til Estera?” Denne gang så hun på ham med et langt mere alvorligt blik, nysgerrig efter hans forklaring, men ordene gjorde det også ganske klart, hun troede ikke i to sekunder at han var uden skyld for at han nu kunne sidde her, duftende af den forkerte sæbe.

Som Darkhan rettede blikket mod sin søster og så hendes helt milde udtryk, var han sikker på at få lidt medlidenhed for sit helt og aldeles meget forfærdelige problem. Han hævede brynene en smule, klar til at gøre sig enig i hendes ord, der helt sikkert ville være fyldt med trøstende ord, men det var bare ikke det han fik. Brynene sænkede sig igen, endnu mere end normalt, hvor de rynkede sig let sammen mod midten. Et fornærmet fnys forlod hans læber og han lagde lige så fornærmet armene over kors. Hvis det var sådan hun skulle være, ville han da slet ikke tale med hende, så han vendte næsen i vejret og drejede hovedet til den anden side. Han havde tænkt sig at ignorere hende og var fast besluttet på den handling, lige indtil hun øjeblikket efter hentydede til hans åbenbart fæle lugt.
”Så slem er den da ikke!” Straks rettede han blikket mod hende. Han havde åbenbart hurtigt skiftet mening fra at sæbeduften var direkte forkert, til at den da var udmærket, men kun fordi hun skulle påpege det.

Puden havde ramt perfekt i det lille ansigt, hvis ikke Darkhan med et hvin lige havde nået at føre begge arme beskyttende op foran sig. Den nåede at falde til jorden, hvorfra han samlede den op og lagde den i sit skød. Den kunne vel få en tur mere, hvis Meena skulle komme til at fortjene det.
”Jeg behøver ikke at kunne tage vare på mig selv, når det lige netop er derfor Estera er her. Jeg kan jo ikke selv holde viften over mig, så jeg ikke skal sidde i direkte sol.” Han så på hende med et flabet blik, som om alt andet da ikke ville give mening. Hvis man ikke kendte Darkhan, ville man måske tro at han mente sine ord metaforisk, men det var ment i fuld alvor. Han kunne ikke selv holde den store vifte over sig, som lige nu stod og pyntede så fint, lænet op ad en søjle. Hans flabede attitude forsvandt i det samme hun spurgte ind til kunstneren. I stedet forsøgte han at se ud som om han ikke vidste hvad hun dog snakkede om.
”Jeg har da ikke gjort hende noget. Hun mødte op i upassende klæder, talte til mig i en utilgivelig tone og så på mig som ingen af hendes rang burde have lov til at se på en som mig. Hun irriterede mig, fornærmede mig, så jeg gav efter for hendes mobning og gav Estera en dag fri.” Han afsluttede sin forklaring med et let træk på skuldrende. Det var jo lige præcis sådan det var forgået, hvis man spurgte Darkhan.
”Jeg burde også være fornærmet over at du antyder, at det er mig som har gjort noget, men det er vel fint nok. Jeg tilgiver dig.” Nok var det hans ord, men som armene blev lagt over kors igen og blikket blev vendt ud mod haven, kunne man godt se at han måske ikke var helt tilfreds alligevel.

Hun havde været så fristet af at stille et tvivlende spørgsmål tilbage, som han pludselig skiftede mening om den ih så forfærdelige sæbeduft, men hun lod være for nu. Meningen ved hendes lille udbrud og viften for næsen, havde jo lige netop været at få ham til at skifte mening, i stedet for at sidde som den forkælede prins han var, hvis største dilemma i livet, var en sæbe og en manglende personlig slave.

Hvor andre ville le af hans ord, som det virkede fuldkommen surrealistisk at han i rammeste alvor mente sine egne ord, men Meena kendte efterhånden Darkhan godt nok til at hun vidste han mente hvert og et af dem. Ordene blev derfor også mødt af et hårdt fnys, for nok var han prins og det var hans ret, at få Estera til at holde en vifte skyggende over hans skikkelse, mens hun selv kogte under den unådige sol, men derfor var det ikke passende; spurgte man den petite skikkelse overfor ham.
”Jeg tror du har fået sol stik min kære bror, sådan som du brokker dig over baggetæller lige nu.” vrissede hun lidt korrigerende af hans brok. Hvor var det dog fristende at kaste endnu en pude på ham, måske den ville ramme modsat den anden?
”Du har lige netop godt af at kunne tage vare på dig selv. Hvad vil du gøre, hvis du en dag kidnappes?” lød det denne gang dybt alvorligt, for tanken var ikke utænkelig. De var børn af Fyrsten som havde lige så mange fjender som allierede, hvis ikke flere. Det letteste mål var alle hans børn, for selvom Fyrsten ikke selv havde været den store frontfigur når det kom til opdragelsen af børnene, så var de stadig lige netop dét; hans børn og hvad der skulle sikre slægten. Hvad nyttede det at Darkhan kunne bruge et sværd, hvis han næsten ingen gang kunne iklæde sig?
Det var måske sat lidt på spidsen, men han ville nok bedst kunne forstå det sådan?
Han løg ikke lige frem, han fortalte bare sin version af sandheden, men det betød ikke at han slap for det skeptiske blik.
Hun måtte slippe en sprudlende latter også selvom det var med fare for at gøre ham endnu mere fornærmet. Det kunne hun slet ikke tage højde for lige nu, i stedet viftede hun lidt afvigende med hånden ud i luften til hendes ord ”Hun mødte op i upassende klæder.. Darkhan.. Du er godt klar over, det er hvad drenge på din alder normalt ikke ville brokke sig over, ikke?” Latteren kom lidt under kontrol, men læberne krængede sig stadig op i et stort og moret tand smil.
Roligt lænede hun sig endeligt tilbage mod puden hun før havde lænet sig op ad. Et matchende træk på skulderne, til hans og smilet svandt lidt ind igen ”Det er fordi jeg ved du ikke har opført dig helt som du skulle, har du vel? Så prøv lige igen at fortælle mig om du talte helt pænt til kunstneren?”.
Det var ikke kun rygtet om at Estera havde fået fri, at det var en dygtig kunstners pris, der havde fået hende til at finde sin bror, nej det var efterhånden forlydt en del gange i krogende, at han ikke altid var lige venligt stemt overfor andre, at prinse titlen var steget den 14-årige lidt for kraftigt til hovedet.

Det hårde fnys fik Darkhan til at krølle sig lidt sammen, ikke meget, men nok til at hans ranke holdning ikke længere blev holdt. Puderne bag ham blev mast lidt sammen, som han sank lidt ned. Hans ord havde gjort storesøster sur, og trods han generelt ikke havde meget til overs for kvinder, var hun stadig både ældre og af samme rang. Han kunne ikke lægge skjul på det mugne udtryk i ansigtet, der kun blev værre som hun også vrissede af ham. Det var bestemt ikke bare bagateller! Men han var godt klar over at det kun ville bide ham i måsen, hvis han valgte at kommentere på den måde. Derefter måtte han selv fnyse.
”Hele paladset er fyldt med vores mange søskende, og flere af dem forlader stedet oftere end jeg. Chancen for at du bliver kidnappet før mig, er langt større.” Det var simpelthen hans argument. Der var mange andre der ville blive taget, før kidnapperne kom til ham og skulle det alligevel ske en dag, var det jo lige netop derfor han trænede tæt på hver eneste dag. Han kunne forsvare sig, og på det tidspunkt ville det ikke betyde noget, om han var velduftende eller ej.

Det i forvejen stramme udtryk i det lille, mørke ansigt blev kun værre, da hans søster udbrød i morende latter over hans ord. Han greb straks fat i puden der lå på skødet, og kastede den tilbage mod hende, så hårdt han kunne, for nu havde hun da fortjent det.
”Det er da slet ikke morsomt, Meena! Hvis jeg havde lyst til at se så meget hud, havde jeg besøgt det nærmeste bordel.” Han udbrød en helt forfærdet og kvalm lyd straks efter. Bare tanken om et sådan besøg var til at blive dårlig over.
Han rettede på den langærmede åbne jakke i mørkeblå silke og lænede sig så lidt aggressivt tilbage mod de stakkels puder igen. Han rynkede let på næsen ved hendes spørgsmål. Njah, okay. Måske han kunne have talt lidt pænere til kunstneren, men der skulle mere til at få Darkhan til at indrømme den slags. Så han trak let på skuldrende igen.
”Jeg belærte hende blot om passende etikette. Guderne må vide at hun havde brug for det. Så taler hun forhåbentligt ikke helt så frit til den næste adelsmand, hun skal male for.” Han forsøgte uden tvivl at sige sig udenom og ikke et eneste ord om hendes ellers meget nydelige arbejde blev nævnt. Intet af hvad der var sket den dag, havde været hans skyld. Han handlede kun efter hvor frustreret kunstneren havde formået at gøre ham, så frustreret at han ikke engang havde haft lyst til det mindre bjerg af druer, som Estera lige havde været så flink at sørge for.

Ikke så meget som et eneste sekund fortrød hun det hårde fnys, der fik Darkhan til at falde lidt sammen overfor hende. Fnyset ville hun ikke have været kommet, eller i hvert faldt ikke lydt lige så hårdt, havde han ikke været hendes lillebror. Omvendt ville hun heller aldrig have taget denne samtale med ham, hvis omstændighederne havde været anderledes, som at de var i selskab med andre familiemedlemmer.
Han havde alligevel godt af det, for det skete jo ikke ligefrem særlig tit, at det så ikke var så forfærdeligt længe siden at kunstneren, havde kunne få ham til selv samme bare med hendes gennemborende blik, vidste Meena jo af gode grunde ikke.

Allerede før han nået til at chancen for at hun ville blive kidnappet først, vidste hun at den ville komme. Det lå i ordene om at nogle, i dette tilfælde særligt Meena havde det med at forlade det smukke fængsel, som deres faders palads udgjorde. Det fik de i forvejen lidt smalle øjne til at smalle sig en smule mere utilfreds, hvor vovede han, at påstå hun ville kidnappes først?!
Utilfreds over ham brummede hun lavt ”Det kræver de kan fange mig først.” svarede hun flabet, men selvsikkert tilbage. Hun stolede så bestemt på sin egen agile fysik til at en kidnapper ikke ville have let ved at få fat på hende, alt efter kidnapningsmetoden.
Silke puden kom retur, med alt kraft han kunne ligge i kastet, hvilket ikke var så lidt igen. Nok så Darkhan ikke ud af meget med sin slanke statur og unge alder, men ligesom Meena selv var også han fra en ganske ung alder trænet i at bruge sin krop. I stedet for at afværge ved at holde armene op foran sig, eller forsøge at gribe puden før dens møde med hendes ansigt, smed hun sig sidelæns ned i de andre bløde puder. ’Projektilet’ ramte i stedet for ind i hendes side. ”Orh hold da op Darkhan! Det er morsomt.” Man skulle ikke tro at han var en ægte søn af selveste Fyrst Sephyran, så blufærdig og afholdt han var. Deres fader havde sikkert allerede ligget med sin første kvinde, da han havde været på Darkhan’s alder.
Roligt satte hun sig op igen, med puden der for lidt siden var blevet kastet mod hende liggende på skødet. Pillende ved et af hjørnerne, lyttede hun nøje til hans ord om kunstneren, mens hun forsøgte at holde sit udtryk så neutralt som muligt. Det lykkes også næsten, latteren sad stadig og spillede i blikket. ”mmhmh, naturligvis gjorde du det.. Men måske du skulle overveje din belæring, hvis du vil bruge hende i fremtiden? Det skulle vist være ret pænt det hun kan fremtrylle på et læred?” Indtil videre var det så fint blevet undgået at nævne noget om kvaliteten på maleriet, som han slangede sig udenom det emne.

Den unge dreng kunne vel ikke andet end at tro, at det var en generel effekt de respektløse kvinder havde. Det var jo ikke kun hverken kunstneren eller hans søster, som havde fået ham til at krølle sig lidt sammen, trods det var af to vidt forskellige grunde. Hans søsters fnys havde fået ham til at sænke ned i puderne, fordi han egentlig ikke havde lyst til at opleve hendes vrede, ikke når det gik ud over ham. Hans overordnede mening om kvinder, at de ikke skulle være til andet end pynt, var ikke en hemmelighed, men han kunne samtidig heller ikke lægge skjul på, at han selvfølgelig respekterede sine ældre søskende mere end de fleste. Selv hans egen tvillingebror fik ikke den samme respekterende behandling, fordi han var hele to minutter yngre end ham selv. Alligevel kunne han ikke lade være med at fnyse lidt for overlegent, som det første svar på hendes brummende ord. Det næste svar kom i form af endnu en flabet kommentar;
”Et par ordentlige kidnappere ville da intet problem have med at få fat i en palæpyntende kvinde.” Trods den dybt flabede og lige så selvsikre tone som hun selv havde brugt, var hans stemme afdæmpet. Han var jo godt klar over at sådan en kommentar ikke ville falde i god jord hos hende, endnu mindre når den var rettet direkte mod hende.

Man kunne ligefrem se irritationen, da puden ikke ramte som han havde håbet. Han burde ikke sidde og finde sig i at blive grint af på den måde, der var intet galt i at bede en arbejder om at klæde sig passende til situationen. Men Darkhan ville ikke gøre det værre for sig selv ved at kommentere yderligere på det, for det ville kun vende tilbage og bide ham endnu hårdere i den lille, fine bagdel. Han var da også godt klar over, at hendes neutrale udtryk kun var en facade, han kendte hende alligevel godt nok til ikke at lægge mærke til latteren, der stadig sad og lurede i hendes øjne.
”Hm, det er vel udmærket,” mumlede han lettere højrøvet. Han skulle da ikke sætte hende på en alt for høj piedestal, for selvom hendes værker var imponerende, havde hun stadig formået at fornærme ham ufatteligt meget. Han lænede sig lidt til siden, så han kunne stikke hånden halvt ind under låret og trække en lille sammenfoldet bunke af papir frem. Siderne kom fra hans dagbog, som han selvfølgelig havde været nødt til at afreagere lidt i denne forfærdelige dag, men lige nu kunne de fint bruges som vifte.
”Men jeg er nu ikke sikker på om hun overhovedet fortjener mere arbejde fra mig. Burde jeg virkelig belønne hende for sin respektløse måde at tiltale mig på, ved at give hende mulighed for at tjene mere, end hun allerede har? Hun kom da trods alt herfra med en god sum krystaller, som hun samtidig tvang mig til at give Estera.” Han lød noget så fornærmet, for selvom han som sådan ikke havde haft noget imod at tildele sin slave de krystaller, så var det frustrerende at han havde følt sig mobbet til at gøre det af en simpel kunstner. Det havde ikke været hans eget valg, og det var ikke okay.

Det var ret alment velkendt, også blandt Fyrstens børn at deres fader kunne, havde et kolossalt og yderst eksplosivt temperament. Et temperament Meena havde arvet, kun med forskellen at hendes sjældent blev vist udadtil. Typisk undertrykke den lille mørklødet kvinde vreden, ved at borer de mandelformede lange negle ind i håndfladerne, hvorfor det også var eneste sted på den velplejede hud, ar var at finde.
Han var fej! Den afdæmpede stemme afslørede, at han godt selv vidste at den kommentar ikke ville falde i god jord hos den ældre søster, hvilket den bestemt heller ikke gjorde! De brune øjne blev om muligt nærmest sorte at se på, og fingrene stoppede deres pillen ved puden i skødet, så de i stedet kunne presses ind i de lyse halvmåner i begge håndflader.
Han vidste hun hadet tanken om at skulle have en eksistens som intet mindre end palæpynt, det var deres faders ønske, hvilket var eneste grund til hun accepterede en sådan skæbne, hvis ikke det alligevel ville lykkes hende at overtale Fyrsten til at lade hende blive mere. Derfor var kommentaren virkelig underbæltestedet, sådan at smide efter hende.
Hvor meget hun så end holdt ubetinget af ham, så var der også grænser for hvad hun ville finde sig i fra hans side ”Var din mund Darkhan.” Trods de mørke øjne, der truede med at slå lyn af sig, var stemmen ikke vred, den bibeholdt sin bløde melodiske karakter.

Udmærket, det var ikke svært at tyde på Meena at hun ikke helt troede at han kun anså kunsten for værende udmærket, han kunne tilkalde alle kunstnere fra alle kroge af landet, hvis han ønskede det. Hvorfor skulle han tilkalde en kunstner som kun var middelmådig?
”Ja, men nu fik Estera en fridag, og det tror jeg hun er ganske tilfreds med. Selv vi andre bliver trætte af dig, og vi er ikke tvunget til at være omkring dig alle døgnets timer.” Okay den kommentar var måske lige så meget under bæltestedet, som hans kommentar tidligere havde været. ”Måske du er så heldig at Estera har købt en lille ting til dig, som du får når hun kommer tilbage? Så lidt får du da ud af hendes tur?” Det var bare spekulationer, men Darkhan var en af de heldigere, som faktisk havde et tæt forhold til sin personlige slave.

Ud af øjenkrogen fangede en af paladsets tjenestefolk, en køn ung pige på omkring de 16-17 år, Meena’s opmærksomhed. Med en løftet hånd der gjorde tegn til hun skulle træde nærmere de to fyrstebørn, vinkede Meena hende hen. ”Hvad kan jeg gøre for Deres højheder?” lød det spørgerne fra pigen, efter hun havde nejet passende for dem begge. ”Kan De bringe os lidt frisk frugt, druer og figner. Lidt koldt at drikke, intet med alkohol i sig.”.
Mørket der havde ligget i de brune øjne var for længst væk igen, og det samme var det lille opkog af vrede. I stedet sendte hun tjenestepigen et venligt smil, ikke bare et høfligt som det ville være forventet. Når alt kom til alt, så var det jo bare tilfældigheder i skæbnen som havde sat dem i deres positioner, Meena og Darkhan kunne lige så vel havde været til for at servicere for tjenestepigen, med de store bløde krøller og fængslende øjne, havde Chance villet det anderledes.
"Ja naturligvis, jeg er straks tilbage Deres højheder." Pigen nikkede smilende til dem begge, før hun strøg af sted for at efterkomme prinsessens ønske.

Darkhan vidste at den kommentar ville ramme lige hvor den ikke skulle. Han vidste udmærket godt hvor fejt det var af ham at slynge sådanne ord i sin søsters ansigt, når det lige nøjagtig var dét hun ikke ville ende som. Men det var lige præcis derfor han havde gjort det. Der skulle ikke meget til at få irritationen til at sætte sig, og derfra var han lige så typisk som de fleste andre på hans alder. Han ville slå igen, hvis ikke fysisk, så verbalt. Og man slog ikke på de svage piger. Meenas truende ord, der alligevel var pakket så fint ind i en blød tone, fik den nervøse klump til at lægge sig i maven. Nu var han godt klar over, at han ikke skulle provokere mere, heller ikke selvom han virkelig havde lyst. Lidt flabet var han dog stadig, som han rettede blikket mod sit skød og smilede, som var han stolt over at han havde formået at ramme hende så hårdt.

Som forsøgte han at efterligne Meenas ord, skar han en barnlig grimasse til hendes første sætning. Lige meget hvad ville han aldrig have det fint med sin slaves fridag. Ikke fordi hun ikke måtte få tid til sig selv, men fordi Darkhan havde vænnet sig alt for meget til at have hende ved sin side konstant. Guderne måtte vide, at han ikke var god til at være social med andre og Estera havde ikke noget valg.
”Jeg tror vist nok der er én, som skal lære at man bør holde munden lukket, hvis man ikke har noget pænt at sige. Jeg er en pragtfuld person.” Selvfølgelig var det dét, han fik ud af hendes ord. At hun lige havde fornærmet ham. Han bed ikke mærke i at han lige havde gjort præcis det samme over for hende, men det var jo ikke det samme. Han var ikke en kvinde.
”Og jeg vil slet ikke have noget. Det er sikkert kun skrammel fra markedet,” tilføjede han mumlende kort efter, men denne gang afslørede hans tone tydeligt, at det ikke handlede om hverken ting af dårlig kvalitet, eller at det kom fra markedet, men om at han savnede Estera.

Han fik ikke længe til at surmule, før han lagde mærke til Meenas løftede hånd, der gav tegn til tjenestepigen. Da han derefter hurtigt fik øje på hvem der nærmede sig, kunne man straks se en let panik fæstne sig i de helt blå øjne. Det var jo hende, den virkelig kønne pige, han havde skrevet om i sin dagbog. Siderne der blev brugt som vifte, blev straks skubbet ind under låret igen.
”Nj..! Erh.. Hm!” Han kunne ikke nå at stoppe det! I det samme hun stod ved bordet, drejede Darkhan hovedet til den modsatte side og lagde et par fingre mod sin tinding. Han forsøgte at få det til at se ud som om han skulle klø sig, bare for ikke at gøre noget åbenlyst over for den unge tjenestepige. Han holdt vejret indtil hun var gået og med et helt lettet suk, satte han sig ret igen.
”Så jeg høre du er blevet inviteret til Medanien af en adelsmand?” Eller var det adelsmandens søster? Det var et hurtigt forsøg på at skifte emne, for hun havde umuligt kunne undgå at lægge mærke til hans paniske udbrud. Han kunne heller ikke få den tydelige rødmen til at forsvinde fra hele det mørke ansigt, og så varmt havde han det altså heller ikke.

Himlende med øjnene over hans selvfedhed sukkede hun tæt på opgivende over ham, men hun lod det fare i stedet for at kommentere. Sandheden var jo at hun ikke syntes han var helt forfærdelig, han havde sine øjeblikke, så at påstå andet ville måske være lige groft nok.
Straks efter hans ord om ikke at have noget ønske nogen skrammelgave fra markedet. fløj det gennem hendes tanker; Nej du vil bare have Estera hjem igen. Samtidigt med et lille formildende overfor ham spredte sig på de mørke læber. Det var jo forståeligt at han savnede hende, ak der havde været tider hvor hun havde været misundelig på deres forhold. En mild jalousi over at selvom Kisra var en god og dygtig slave, givet til Meena ved fødslen, så havde de aldrig fået et tæt bånd mindende om veninder, trods ihærdige forsøg fra fyrstedatterens side. Kisra var simpelthen for meget regelrytter.
Hendes forståelse betød ikke at han slap for at blive prikket lidt mere til, nu var hun jo ligesom i gang. ”Sabar du vil vel ikke være så uhøflig ikke at tage imod en gave fra Estera, hvis hun bringer sådan en med tilbage til dig, vil du?” De velplejede mørke bryn sank lidt sammen mod hinanden, før de sluttede hendes ord af med at det ene hævede sig spørgerne. Det ville ikke falde i god jord, hvis han sagde nej Det var han simpelhent opdraget bedre til!
Man tog imod de gaver man fik og takkede pænt, om så gaverne faldt i ens smag eller ej. Så kunne man altid skaffe dem af vejen senere, diskret naturligvis.

Hvad var nu det? Brynet der havde været ved at sænkes igen til sin vanlige plads, skød sig tilbage op i den fregnede pande. Hovedet lagde sig på sned og i et øjeblik så hun til som den røde farve tog til i Darkhan’s brune hud. Sad han virkelig og holdt vejret?
Drejende lidt i puderne, forsøgte hun at se efter tjenestepigen, der efterhånden var forsvundet ude af syne bag en af de kæmpe blomstrede buske, før blikket igen landede på hendes bror ”Oh?” lød det først lidt spørgerne, før det næste ”Oh!” var mere afklaret og drillende, som det gik op for hende at det var den kønne pige, han reagerede så kraftigt på til hendes store fornøjelse.
Han forsøgte at snige sig uden om, som en slibrig ål, men så let skulle han ikke slippe! Det her skulle udnyttes! Mon han kunne blive endnu rødere i hovedet?
”Hun er ganske fin, ikke?” spørgsmålet fik næsten en karakter af, at hun havde kommenteret på vejret, en fælde lagt ud for at få ham til at røbe sig selv og tankeløst give hende ret; At også han fandt pigen ganske fin. Så kunne de altid snakke om hendes invitation til Medanien senere.

Man kunne straks se hvor fornærmet den unge dreng blev, som hun nu hentydede til at han kunne være så uhøflig, så uopdragen ikke at tage imod en gave, der var blevet brugt tid på at finde til ham. Selvom det jo lige nøjagtig var det han selv havde sagt for et øjeblik siden, men det var kun hans barnlige attitude, som fik lov til at vise sig når han blev lidt mut.
”Selvfølgelig ikke, så ond er jeg da slet ikke.” Sandheden var vel at han ville beholde enhver gave givet af Estera, selv det billigste skrammel fra markedet, og stadig kalde det en af sine kæreste ejendele. Men at blive distraheret lidt fra sin mutte side ved at blive mobbet lidt af sin søster, var vel stadig bedre end at sidde og sumpe i sin egen selvmedlidenhed. Det var trods alt Meena han havde det tætteste forhold til, ud af alle deres søskende, halve som hele.

Tænderne blev bidt hårdt sammen, så han kunne undgå at sige noget dumt, nu hvor det var gået op for hende, hvorfor han reagerede så panisk. Men trods de sammenbidte tænder, kunne man alligevel se et lidt bøvet smil brede sig om de smalle læber og den røde farve tog mere til i de mørke kinder. Jo, hun var virkelig fin. Et lige så bøvet fnis gled straks over i et røm, da det gik op for ham hvordan han sad og faldt i staver over en tjenestepige. Og så lige foran Meena.
”Helt ærligt, Isa. Det var da virkelig upassende at sige om en af vores tjenestefolk,” forsøgte han at smide den over på hende. Han rettede lidt uroligt på sig i de bløde puder, som om han egentlig bare sad lidt ubehageligt, men i virkeligheden vendte han ryggen en anelse mere til, for bedre at kunne skjule det knaldrøde ansigt og for ikke at skulle se hende i øjnene.
”Prøver du at snige dig udenom mit spørgsmål, fordi du er flov over at skulle tale om den adelsmand, du måske skal besøge?” Det afslørede vel kun at det lige præcis var dét, han selv prøvede at gøre. At snige sig udenom at skulle snakke om den pæne pige, med de store krøller og virkelig smukke øjne. Ikke desto mindre ville han da gerne høre mere om den invitation, men han var godt klar over at hun ikke ville lade emnet om hans blomstrende kærlighed ligge. Det var trods alt første gang han overhovedet havde den slags følelser for en anden.

At være en ung teenager gjorde ikke ligefrem at Darkhan virkede nemmere at stille tilfreds. Faktisk havde han nok været nemmere at stille tilfreds som barn, men der havde han naturligvis heller ikke helt den samme selvstændighed og mening om tingene.
Lige nu var da heller ingen undtagelse, som han lige havde siddet og beklaget sig og fremstået utaknemmelig ved tanken om en ting fra markedet, kun for et øjeblik efter at sidde og se noget så fornærmet ud, som Meena’s ord så bestemt ikke passede herren.
Ordene var valgt ganske nøje, selvom det ikke havde virket sådan, selvom han var utilfreds over dem, så fik de lige den reaktion frem som den ældre søster ønskede, den yngre Kazimi igen skiftede mening som vinden blæser. ”Godt! Det tænkte jeg heller ikke at du ville være. Slet ikke når nu det er Estera vi snakker om.” Lød det ganske muntert og så var det emne ligesom lukket, for nu.
Når slavekvinden kom tilbage fra sin fridag og Darkhan havde haft sin tid til at dampe af overfor hende, ville Meena følge op på om han havde modtaget en gave, og hvis ja hvad han havde modtaget.

Trækkende på skulderne, sendte hun ham bare et bredt smil ”Upassende? Jeg kommenterer bare på det åbenlyse, hun er køn. Guderne og Gudinderne har i sandhed tilsmilet hende.” Det var jo bare en kommentar, at den så næppe ville være ytret åbent, hvis ikke han havde reageret så kraftigt på tjenestepigens nærvær var en helt anden snak.
Det var jo helt kært, sådan som han sad midt i sin første uskyldige forelskelse, og så mens hun havde fuldt udsyn til hvordan hans krop forræderisk sladrede om det.
Et smil gled over i en rømmen, den mørke hud tog endnu en ny nuance af rød til sig og den urolige retten på kroppen. Det tog virkelig alt i hende for ikke at komme til at små grine, for det ville være mere end tarveligt, og kunne ødelægge mere end hvad godt var. Det var jo ikke sådan at han skulle sidde med en følelse af at være forkert med de følelser, der rumsterede i den homonfyldte krop..

Som lovet, kom pigen ikke længe efter tilbage med et guldfad i hænderne. Et mindre bjerg af druer, udskåret friske figner i den ene side, to glas og en guldkande med forfriskende isvand, hvor i både mynteblade og citron var at finde. Vand blev skænket til begge efter bakken var placeret på det lille bord mellem søskende ”Er der andet Deres højheder ønsker?” De kønne øjne flyttede sig lidt skiftevis mellem Meena og Darkhan afventene et svar, fuldkommen uvidende for den røde kulør i prinsens ansigt.
”Nej det er fint, mange tak.” Imens der var blevet skænket op, havde Meena rettet sig sådan i puderne, så hun kunne se på både pigen og Darkhan uden det virkede for åbenlyst.
”Jo en enkel ting til.” Skyndte hun sig at sige, som pigen var ved at lægge an til et nej før hun ville trække sig væk igen ”Deres navn, hvad hedder De?” Et ganske harmløst spørgsmål, hvis ikke det var stillet med en ting for øje, at lade Darkhan kende hendes navn. ”Mit navn er Sonani, Deres højhed. Jeg er opkaldt efter min nanna, jeg mener bedstemor.” Svarede hun prinsessen, mens den lille buttede mund bredte sig i et strålende smil, smilet nåede med lethed de kønne øjne som hun uden tvivl var stolt af at være opkaldt af et velelsket familiemedlem. ”Sikke et smukt navn, meget passende for en køn pige som dig. Mange tak for lidt godt til ganen. De må trække dem tilbage igen, Sonani.”. Sonani najede dybt for dem begge, ytrende et høfligt og afskeden “Deres højheder.” Før hun endnu engang forsvandt ude af syne igen.
Lænene sig lidt frem, rakte Meena ud efter det fyldte glas og tog en tår, mens hun afventede Darkhan’s reaktion på at hun havde spurgt om pigens navn. Den skulle nok blive god.
”Nej.” Kommenterede hun hurtigt og fast, men ikke i en hård tone ”Men nu snakkede vi lige om Sonani ikke? Så kan vi altid snakke om min invitation efterfølgende, når nu du er så nysgerrig Sabar.” Et drillende blink blev sendt i hans retning, før noget af en frisk figne forsvandt da hun sank tænderne i den.

Darkhan havde sine meninger og gjorde altid et bravt forsøg på at holde fast i dem. Der skulle som regel meget til at skubbe ham i en helt anden retning, og han blev direkte sur hvis nogen prøvede. Det var bare lettere at holde fast i sine meninger over for alle andre end de familiemedlemmer, som han holdt af eller respekterede mere end sig selv. Det var ikke mange, men hans ældre søster, der nu sad og fik ham til at have meninger i alle retninger, var én af dem. Han kunne prøve at snige sig udenom, hvis et emne ikke passede ham, og forsøget var bestemt også godt, som den unge dreng kunne være mere stædig end han burde. Men at holde sandheden skjult for evigt, dét kunne han ikke, endnu mindre når han havde så svært ved at lægge skjul på sine følelser.
Han følte sig jo direkte forrådt af sin egen krop, der afslørede hvad han egentlig tænkte om den unge tjenestepige, og hans kære søster havde da ret. Guderne havde i sandhed tilsmilet hende, og dermed gjort det næsten umuligt for en hormonfyldt ung dreng ikke at finde hende interessant. Det var bare ikke en følelse han var vant til, og endnu mindre en følelse han vidste hvad han skulle gøre med. Det var jo ikke fordi han kunne handle på noget af det, det ville virkelig ikke være passende overfor en af deres tjenestefolk.

Det var lige før han stoppede med at trække vejret igen, idet pigen kom tilbage til bordet. Men nej, den stoppede ikke helt, blev kun meget sagte, som forsøgte han at skjule lyden af åndedrag for hende. Det var kun fordi han var sikker på at trække vejret unormalt højt i hendes nærvær, medmindre han bevidst gjorde noget for at lade være. Som regel var det svært at lukke munden på ham, han var så glad for at snakke, for at brokke sig over alt, der kunne brokkes over. Nu var han til gengæld helt stille, ikke en eneste lyd kom fra ham, mens Meena talte med pigen. Men øjnene åbnede sig nysgerrigt endnu mere op, som der blev spurgt efter hendes navn. Det noget så kønne navn, der blev afsløret med et lige så kønt smil, som han ikke kunne lade være med at genskabe hos sig selv, om end hans ikke var nær så charmerende. Han lænede sig frem i puderne, så han kunne se efter hende lidt længere og blev endda siddende i sin lidt akavede position lidt mere end nødvendigt. Først da han hørte sin søsters stemme igen, lænede han sig straks tilbage og sank lidt ned.
”Urgh, behøver vi virkelig at snakke om det? Jeg ved det er forkert af mig at have den slags følelser for én, som arbejder for os. Det er så flovt. Men jeg kan virkelig ikke gøre for det.” Der var et underligt glimt af skam i hans øjne, og det var vel egentlig også det der fyldte. Han skammede sig over sine uanstændige følelser.
”D-du må ikke sige noget til hende, vel?!” Straks vendte panikken tilbage, som han ikke kunne lade være med at frygte, at hun ville sladre.

Det var nu imponerende hvordan en første forelskelse, og også de mange der ville komme efter kunne få en person til at reagere så stærk og så modsat deres egentlige natur. Det ville med garanti ikke være den sidste gang, at fyrstesønnen ville stifte beredskab med dette følelseshav, men han ville forhåbentligt blive bedre til at kontrollere kroppens reaktion, uden at følelserne skulle fejes indunder tæppet.
Havde han rent faktisk stoppet helt med at trække vejret, ville hun først da blive rigtig bekymret for sin lillebror. Det var jo ikke meningen at han skulle ende med at besvime, bare fordi han fandt denne Sonani lidt interessant, og åbenbart mente at vejen frem for at skjule det var næsten at holde vejret.

Da Sonani bevægede sig væk fra samme sted hun var komme med fadet, vendte Meena sin fulde opmærksomhed mod Darkhan, der imellem tiden havde flyttet sig i en noget mere akavet position. Havde hun haft taget plads ved siden af ham, ville det være fristende og hun ville næppe kunne lade være, med lige at puffe til ham. Et lille puf, ikke hårdt nok til at han ville dratte ned fra puderne, men det ville være nok til at få hjertet til at springe et lille slag over. Bare som lidt kærligt søskende dril.
”Hun bærer ikke ring.” Lød det lettere konstaterende, naturligvis havde hun lige ladet blikket falde til hver af de små hænders ringfinger. Det ville jo ikke være på sin plads at opfordre Darkhan vil at handle på sine følelser, hvis hun var lovet væk til en anden mand, lidt pli måtte man jo have.
Forkert?! Hurtigt flyttede hun sig længere ud på puderne og lagde en berolige hånd mod hans ene knæ, med en alvorlig pande rynken, så meget den nu kunne rynkes ”Hey, hey.. Du har intet at flove dig over, hører du? Dine følelser er aldrig forkerte, for de er dine og den reneste form af dig.” Denne gang var hele hendes udtryk overfor ham mildt og kærligt, som en moders. Et blidt klem blev placeret om knæet, før hun trak hånden til sig igen, hun vidste jo godt han ikke var meget for berøring.

Hånden der før havde ligget mod knæet, løftede sig til de fyldige læber, der blev klemt sammen til en smal mørk streg, mens hun lod som om hun drejede en nøgle foran læberne og smed nøglen væk. ”Jeg lover ikke at sige noget til hende, du har mit ord.” – ”Eller til nogen anden.” Forsikrede hun roligt. Var der noget man altid kunne regne med, så var det at den næst ældste Kazimi datter, altid holdt sit ord når det først var givet. Hverken deres Fader, hendes personlige slave eller deres andre søskende ville hører om Darkhans lille forelskelse, fra hende.
”Nå, ville du hører mere om min invitation?” Hovedet tippede sig spørgerne på skrå, afventende om han nu faktisk også ville hører mere, når nu han ikke længere, desperat, skulle forsøge at flytte fokus.

Det var én af grundende til at Darkhan ikke brød sig om at blive rørt. Fordi de små uskyldige drillerier altid skulle gå ud over den der reagerede mest, den der blev mest irriteret, og det var oftest ham. Derfor var han egentlig også lidt lettet over at Meena ikke sad tættere på, for efter han havde rettet sig op, havde tanken godt strejfet ham. Hun ville sikkert have udnyttet muligheden, når han nu sad så perfekt i sin akavede position til at blive skubbet ud over kanten, eller i hvert fald blive truet med det samme.
Hendes konstatering fik den røde farve til at blusse op i hele det drengede ansigt, værre end den nogensinde havde gjort før. Det var lige før det lettere paniske blik fulgte med, som han skiftevis så mellem sin søster og der hvor tjenestepigen var forsvundet om hjørnet. Skulle han allerede tænke på at fri til hende?! Det var i forvejen ikke passende, at han fandt hende lidt kønnere end han burde. En tanke der hurtigt blev fejet af vejen, som hun lagde en beroligende hånd mod hans knæ og forsikrede ham om, at hans kærlige følelser ikke var placeret den mindste smule forkert.
”Men..” Han forsøgte at afbryde hende, så han kunne gøre sig uenig i hendes ord, der alligevel fik et lille smil frem, et smil man dårligt ville kunne se, hvis man ikke så efter og så gav han efter og nikkede. Måske han kunne tillade sig selv at føle hvad han følte, bare for en gang skyld, uden at skulle overvældes af skyld samtidig. Men kun fordi hun sagde det.

Smilet bredte sig til et mere synligt, da hun bagefter lovede ikke at afsløre hans lille hemmelighed. Det havde jo helt klart været nemmere at skjule den, hvis kun han vidste hvad der foregik, men selv han var blevet overrasket over hvordan han kunne reagere, når Sonani kom i nærheden. Det var først nu han kunne slippe den spænding han havde haft siddende i skuldrende siden hun satte sig. Nu hvor han ikke skulle være bange for at der ville blive sladret om hans forelskelse, og også var blevet distraheret fra sit dårlige humør over en frustrerende morgen.
”Ja, det vil jeg. Hvem er han?” Han var stadig nysgerrig efter at høre mere, men hvor de fleste kunne tro at det virkelig var for at spørge ind til en anden, kunne Meena måske gætte at det ikke var hele grunden til han spurgte. Det afslørede den lille rynke på næsen også, som han spurgte. Som om han allerede havde besluttet sig for at hvem end der havde sendt bud efter hende, så var han ikke god nok til hende. Han forsøgte dog at lægge bare lidt skjul på sit dømmende udtryk, da han rakte ud efter sit glas og endelig drak lidt af det friske, kolde vand.

Det havde virkelig krævet alt i hende ikke at kommentere på den røde farve, som var langt kraftigere end tidligere, havde han været lysere i huden naturligt ville selv den saftigste tomat misunde ham! Kommentaren faldt ikke om hans kulør, og dog så alligevel til dels, for naturligvis kunne Meena ikke dy sig, som den gode søster hun nu var at stikke bare en smule til ham ”4 diamanter for dine tanker?” Det var jo ikke særlig svært at forstå hun var nysgerrig efter, hvilken tanke der havde fået ham til at reagere så kraftfuldt. Det var jo bare en konstatering hun var kommet med, men underlæggende var det også en hentydning om, at når nu Sonani ikke bar ring, så måtte Darkhan jo gerne forsøge sig, mere aktivt, med hende.
Hvad end hun tilbød i bytte for hans tanker var irrelevant, de vidste jo begge to at han så lidt som hende manglede de 4 diamanter, det var virkelig mellem dem bare en tale måde.
Havde Darkhan ikke selv bremset sin sætning efter sit men, sad hun klar til at skyde hvad end han ville augmentere med i sænk, for hun mente oprigtigt sine ord. Følelser var den reneste form af en selv, måske de bare ikke altid var passende til situationen, men derfor var de stadig ægte og retmæssige. Han lod til at havde accepteret de belærende ord uden meget modvilje, hun kunne sågar have forsvoret at have sporet et lille smil.
Havde han været mere fast i tanken om, hvor forkert det var at have et lidt for godt øje til en tjenestepige, ville han have fået en lille anekdote om hendes egen første forelskelse, om end den var ganske kortvarig.

En enkel drue blev knipset af klyngen, men ikke for at blive spist af hende, i stedet blev den kastet hen over fadet i retning af ham. Den lille næse rynken kendte hun alt for godt, han havde allerede før noget var sagt besluttet sig, hvem end hun skulle møde var ikke værdig nok til Meena. Var det en jalousi over at en anden mand ville kunne tage hende væk fra Darkhan, endda langt væk fra deres fælles hjem her i Rubinen?
”Alfie Isenwald, det er den tidligere fyrstesøn. Det er hans søster som har skrevet, så jeg ved faktisk ikke om han ønsker mit besøg?” En lille små nervøs pillen ved den tynde guldring, som altid blev båret på den ene lillefinger, begyndte.
Hun var nervøs og med god grund, for ikke alt hun havde hørt om denne Isenwald mand var lige pænt.

Det var selvfølgelig for meget at håbe, at der ikke ville blive stukket til ham, nu hvor den røde farve var værre en nogensinde før. Han foldede læberne sammen til den tyndeste streg, og rystede let på hovedet, som om det rødblussende ansigt ikke havde nogen rod, selvom de begge godt vidste at det ikke passede. Han vidste at han ikke ville slippe udenom at svare på hendes spørgsmål, endnu mere fordi han helst ikke ville yderligere ind på emnet, så selvfølgelig ville hun ikke kunne holde sig fra at ikke bare at stikke til ham, men skubbe ham ud over kanten, til han indrømmede sine tanker.
”Mh, det var… ikke noget. Jeg tænkte bare… Du sagde at jeg måtte føle hvad end jeg føler, men… Jeg kan da ikke handle på de følelser. Det ville være… Det ville ikke være rigtigt.” Han snublede lidt over sine egne ord, som han forsøgte at formulere sig ordentligt, men vist ikke rigtig lykkes. Han undgik med vilje at sige, at det ville være forkert og skyndte sig i stedet at sige det samme, bare med andre ord, som om det ville gøre det bedre. Samtidig sad han og fumlede lidt ved sin ene hånd, lige præcis den finger en ring ville have siddet på, skulle han være bundet i forlovelse. Det var en lydløs hentydning til hendes kommentar om at pigen ikke selv bar ring, og dermed også en mindre afsløring af, at han måske ikke fortalte hele sandheden. Han prøvede bare at snog sig udenom, for han ville ikke indrømme sin panik, da han straks havde troet at Meena ville have ham til at fri til den kønne pige.

Druen kom flyvende i samme øjeblik Darkhan skulle til at tage sin anden tår af det kolde vand. Det var ren refleks at prøve at gribe. I ét hurtigt ryk fjernede han glasset fra munden, hvilket ikke kun fik ham til at blive halvt kvalt i den tår han lige havde taget, men også fik noget af vandet fra glasset til at vælte ud over kanten, og ned i hans skød. I overraskelse over den utrolig våde og kolde fornemmelse i hele skødet, var han lige ved at tabe glasset, der også landede i det kolde skød, men nåede at få fat inden det ramte jorden. Druen havde alligevel ramt kinden og var derfra trillet ned på jorden.
Han rømmede sig, stillede glasset tilbage på bordet og rettede sig op. Han rettede et helt uskyldigt blik mod Meena, som om intet var sket, og så lyttede han.
”Så han har ikke engang selv været mand nok til at invitere dig? Du burde blive hjemme.” Det var ikke kun en kommentar for at snige sig udenom hvad der lige var sket, men en kommentar der tydeligt viste den jalousi der lå i ham. Det var netop fordi han ikke ville have at en anden mand skulle tage Meena fra ham.
Der var vel ingen grund til at gøre noget ved det kolde vand i skødet. Det var virkelig rart at blive kølet ned.

Det var så abosult med den mindste forventning om at han rent faktisk ville svare hende, at hun havde stykket drillende til ham med. Forbløffelsen var derfor ganske tydelig at spore, i det fregnede ansigt som han noget kluntet fik tygget sig gennem sine ord. Ord der mest af alt virkede som om de blev sagt, som han tænkte dem, hvilket gjorde det næsten helt imponerende, at der faktisk kom noget forståeligt ud af den unge prins.
At alt så ikke gav mening, var mindre detaljer, for hvad hans mund manglede at få formulere, fortalte hans fumle med den ene ringfinger; eller gjorde den?
Det kunne umuligt være tilfældigheder der gjorde at det var lige netop dén finger, som der blev rørt ved, efter Meena så fint havde fortalt hun ikke have observeret en ring på selv samme finger på tjenestepigen.
”Hvordan ville du handle på dine følelser for hende?” Hun ville gerne fortælle at naturligvis kunne han handle på sine følelser, men som hun var i tvivl om hvad han helt nøjagtig mente, holdt hun sit synspunkt for sig selv. Det ville være overraskende hvis han, som nok var den mest berørings angste og anstændige person hun kendte, skulle sidde i med dybt syndige tanker. I så fald måtte det være varmen som var steget ham til hovedet, et hedeslag kunne vel godt vise sig i et pludseligt personlighedsskifte, kunne det ikke?

Hele sceneriet der udspillede sig foran ende, hvordan han både var ved at kløjes i vandet og endte med at spilde en god del af glassets indhold ned i skødet på sig selv, bare fordi hun havde været så fej at kaste druen, mens han drak, velvidende han nok ville forsøge at gribe ud efter den. Hun kunne jo ikke vide at han ville vælge at gribe ud med samme hånd der var lukket omkring glasset.
Som havde han ikke syntes han var våd nok, endte det resterende vand også ud over ham, og fik Meena til at grine endnu mere end hun i forvejen gjorde.
Armene lukkede sig omkring maven, som begyndte at gøre ondt af latteren, mens enkelte tårer truede med at trille ned ad kinderne. Et lille grynt lød og hurtigt efterfulgte en hånd der blev lagt hen over munden. Hun hadet de små grynt der naturligt kom, når latteren rigtig tog fat.
Sjalet der var fæstnet over denne ene skulder, blev fingernemt pillet af og rakt frem mod ham, mens latteren stille og roligt aftog igen ”Her, du skal nok tørre hurtigt i varmen, men bare hvis der kommer nogle.” Det gik jo ikke han sad drivvåd, så i det mindste kunne han lægge det sorte sjal hen over sit skød, bare til tøjet atter var tørt.
Udtrykket blev næsten helt opgivende, for ligegyldigt hvad havde Darkhan besluttet sig for han ikke brød sig om denne Isenwald, det ville ikke ændres før han selv fik mødt manden, og selv der kunne opgaven om at omvende den yngre bror være ganske besværlig. ”Sabar, det ved du godt jeg ikke kan. Jeg bliver ikke yngre, og de gifteklare adelsmænd er ikke dem som der er flest af i landet.” Det var ingen hemmelighed at deres fader nok helst havde set, at hun og Malika allerede nu var blevet afsat. Et varmt smil blev sendt i hans retning, mens hun forsikrende tilføjede "Ingen mand kan tage mig fuldkommen væk fra Rubinien. Jeg er en lige så stor del af syden, som syden er af mig.. Så du slipper ikke fra mig, bare rolig." Det sidste blev sagt mere drillende, men hun mente hvert et ord.

Nej, selvfølgelig skulle han ikke slippe afsted med det vaklende svar, der nok ikke havde givet megen mening. Han bed tænderne endnu hårdere sammen, hvilket kun fik den røde farve til at stige i kinderne igen. Han ville jo slet ikke handle på de følelser. Det var jo lige før man sagtens ville kunne antage hans tanker for dybt syndige, det kunne han i hvert fald selv, som det uhyggeligt anstændige menneske han var. Det var da næsten direkte perverst, som han sad der og blev helt flov over tanken.
”Det.. Kan man… Hm.. Jeg vil ikke fri til hende!” Endelig fik han spyttet ordene ud og i samme øjeblik knugede han hånden sammen, da det gik op for ham at han sad og fumlede ved dén finger. Det var den dybt skamfulde tanke han fandt så utrolig upassende, og som han havde siddet med lige siden hun pointerede den manglende ring på pigens finger. Han havde uden tvivl taget det som en hentydning til, at det nu måtte være hans opgave at få en ring placeret på hendes lille fine hånd, men det ville han altså ikke!

Man kunne se underlæben blive skubbet ud i en barnlig, utilfreds mine, som hun sad og morede sig alt for meget over hans lille uheld. Det var jo hendes skyld. Med samme mine rakte han ud og hev fornærmet sjalet fra hende, uden at sige tak. Hun skulle da ikke sidde der og grynte af ham. Lidt trodsigt valgte han at lægge sjalet hen over hovedet, og folde det løst omkring halsen, munden og næsen, i stedet for at lægge det hen over skødet. Så kunne han sidde og se lidt ekstra fornærmet og dømmende ud, selvom hans øjne stadig afslørede en del. Derfor vendte han blikket den anden vej, som hun forklarede hvorfor hun ikke kunne blive hjemme, og derefter forsøgte at gøre ham i bedre humør med en drillende tone.
”Jeg tror ikke på dig,” sagde han efter et øjeblik i stilhed, og så lagde han armene over kors foran sig.
”Hvis du tager afsted, så ender du med at blive gift og så flytter du.” Han havde tydeligvis allerede set hele det forfærdelige scenarie i hovedet, og han ville ikke være med til det.
”Kan du ikke bare vente til den næste invitation? Så kan en anden få det skvat, som får sin søster til at skaffe sig kvinder,” sagde han og fnøs. Det måtte da bare være tegn til at han ikke var det værd.
”Du burde kunne få så meget bedre.” En snert af tristhed kunne anes i de sidste par ord. Han gav det altså virkelig et ordentligt forsøg, som han prøvede at overtale hende til at blive. Hun var en af de få som kunne holde ud at høre på hans brok.