Dagen på havnen var efterhånden ved at rinde ud, den sidste sommersol kastede sine slikkende røde og orange stråler ud på den forsvindende aftenhimmel, og forvandlede de sidste skyer til guld. Izilarna sad på en træstub et stykke udenfor byen og havde betragtet dagen rinde ud. Hvor længe hun havde siddet dér vidste hun ikke rigtigt længere selv, i hvert fald siden solen stod højt på himlen. Hun kunne mærke hvordan varmen havde kysset hendes bare skuldre, der var begyndt at brænde en kende.
Blikket der stirrede udover havnen var tomt, og havde været det længe, hun var et helt andet sted. Bag de udzonede blik kørte et minde, igen og igen, hvordan den unge pige havde skreget og grædt, som izilarna trak dæmonen ud. Den lange kamp havde endt ud i, at den hvidhårede kvinde havde vundet den dage lange kamp og trukket dæmonen til sit fangeskab, efterladende pigen livløs. Måske havde dæmonen besat pigen, kort efter dødens indtræden, ellers havde det årelange misbrug af den unge krop, udsat barnets fysik for så voldsomt stress, at hendes sind døde, mens dæmonen havde holdt kroppen i live.
Izilarnas lagde en hånd mod øjenlågene og pressede til, forsøgende at fjerne billedet der havde brændt sig ind i hendes repitoire af dårlige minder. Hun sukkede højlydt og gled ned fra stuppen, mens små stjernespektre dansede for hendes blik. Fødderne som slog imod jorden sov, det tog hende et par vip på fodsålerne at få liv i de døde ben, inden hun begyndte sin traven mod byen. Hun havde allerede besluttet sig, hun måtte have noget at slå det ned med, noget alkohol ikke kunne klare alene.
De solide læderstøvler bar hende ned mod havnen, her var der rigeligt der havde kontakterne til den virkelighedsflugt hun søgte.
Et par pirater stod længere fremme, den ene kendte Izilarna udmærket, en rødhåret kvinde med nedringet skjorte og et afslørende skørt, Melissa. Hendes kompanjon havde hun ikke set før, en bråten udseende herre med stubbet skæg og beskidt arbejdstøj.
"Iziiil skatter, hvad får dig til at våge dig så tæt på kysten?" Melissa vendte straks opmærksomheden mod den veltrænede kvinde i en bevægelse der fik barmen til at gynge med lidt for veltrænet kropslighed. Hun trådte hurtigt Izilarna et par skridt i møde, inden hun lagde hænderne omkring Izilarnas kinder og stirrede på hende med forventningsfuld glæde.
"Du ser da skrækkeligt ud skat, skal jeg hjælpe dig? Måske løsne de trætte skuldre lidt op, hmm? Kroen har billige værelser for tiden?" Sandt at sige lignede Izilarna efterhånden noget der var trukket til underverdenen og tilbage igen, det store mankelignende hår var filtret og snoet op i en ubehjælpelig hestehale, mens hendes tøj var beskidt og trøken revet i stykker på det ene ærme.
Melissas hænder gled fra kinderne, ned på den lavere persons skuldre, inden en stærk hånd greb omkring hendes spinkle håndled, og den hvidhårede rystede på hovedet.
"Ikke idag Melissa, jeg har brug for noget andet... Noget, fred!" Melissa så næsten skuffet ud, skævende kort tilbage til den brogede herre, inden hun pustede en lok rødt krøllet hår væk fra ansigtet. 
Så lænede hun sig tæt på, så tæt, at samtalen tydeligvis ikke vedkom andre.
"Altså darling, hvadend det er du har brug for... Så... hvis et godt krus rom ikke kan klare sagen, har jeg hørt om en der kan!" Melissa nikkede opkvikkende, det gav et næsten lettet blik i de isblå øjne fra Izilarna, som hun lagde hånden på Melissas, denne overførte utroligt diskret en symbolsk håndfuld ravstykker.
Melissa hvilkede nogle uhørlige ting i øret på den anden og kort efter sjoskede hun videre, langs molen, Melissa vendte tilbahe til den ru udseende herre Izilarna faldt tilbage til det fraværende blik. Hun gik længe syntes hun, ellers var hendes ben bare endnu trætte efter den lange vandring efterfulgt af timers skrædderstilling. 
Til sidst, da havnens huse begyndte at høre op, og et lidt mere åbent landskab dannede sig, dukkede en skikkelse op en skikkelse hun måske sulle henvende sig til. Hun blev pludselig i tvivl om hvad og hvem hunegentlig var på jagt efter, hun rystede kort på hovedet for sig selv og blinkede krampagtigt med øjnene i tusmørket der efterhånden havde sneget sig frem.
"Vektor?"

Stress, jag, ubehag og alt derimellem, var bestemt en ting, som den mørkhudede halvelver var ret så fantastisk til at undgå. Faktisk lidt af et naturtalent, og man kunne næsten mistænke ham for at have lidt af en sjette sans, når det gjaldt om at finde de gode solskinstriber at slå sig ned i, eller de muntre kroer at slutte sig til, for aftenen. Det var en doven arv han havde modtaget af sin elviske herkomst, og med et arbejde der ikke bød ham være andre steder end hvor der var brug for ham... hvordan kunne han så gøre andet, på en dag som i dag? 
En dag hvor at sommersolen nådesløst havde bagt over Fristavn med sine varme stråler, og hvor at den nu her til aften, kastede skumringen omkring dem som en rødgylden sfære af orange og guld. Hele dagen havde han tilbragt på den halvrådne bænk langs havnekajen, og selvom at skumringen efterhånden havde bevæget sig imod tusmørke-tid, og den kære lygtemand havde formået at tænde enkelte af de lanterner man kunne skimte langs de ujævne veje, jah så sad den sølvhårede mand der stadigvæk. 

Kulden rørte ham sjældent mere end varmen gjorde. Og han havde lovet den kære Mattus, at holde en levering klar til ham når han kom tilbage fra sin seneste tur med et af de mange fragtskibe, der jævnligt forlod den uhæderlige havn. Med faste kunder som ham, var det at vente til midt på natten ingenting for Vektor, hvis henslængte krop dovent ventede på at klokketårnene ville slå tolv, og han ville kunne bevæge sig imod byen. Kom han ikke i aften, måtte det velsagtens være i morgen. 
En ru hånd der i en usammenhængende lille rytme bankede imod bænkens ryglæn, var dertil den eneste anden lyd udover den sagte skvulpen af roligt hav. 

Den eneste lyd, indtil en feminin stemme pludselig blandede sig bænk-elverens fred. Hvad var nu dette? 
Selvom Vektor til dels - nok et sted langt i baghovedet - med sin skarpe hørelse havde registeret at nogle nærmede sig, var det sjældent at kvinder henvendte sig på denne tid af døgnet. Det var dog bestemt ikke grundlag for en afvisning, da elveren i næsten selvsamme løftede armen langs bænkens ryglæn, som en markering. "Det kommer an på hvem der spørger" kom det med munter stemme, trods han ikke vendte sig for at se hvem det var. 
"Hvis du er Merilla, er jeg ikke Vektor" tilføjede han, og sænkede armen med et lille klap på siddepladsen ved siden af ham, og et grin i stemmen. Merilla havde han ikke set længe - heldigvis. Hun virkede mildest talt... hysterisk, sidst.
Til trods for at han virkede forræderisk afslappet, var der dog en overvågenhed omkring selskabet der nærmede sig bagfra, da han ikke skulle nyde noget af en kniv i ryggen, eller slag i nakken. 
Man vidste jo aldrig med Fristavn. 

Det gav næsten et gip i den hvidhårede kvinde, da han responderede på hendes forespørgsel, hvad havde hun egentligt selv forventet? Hun vidste dårligt nok hvad hun ledte efter. I et betaget øjeblik lod hun blikket glide udover vandet, hun hadede det, det forræderiske element, men smukt kunne man ikke komme udenom det var. Izilarna trådte de sidste skridt op på siden af bænken, inden hun tog Vektor i øjesyn, de dybblå øjne fik kortvarigt et gulligt skær, som Izilarna skulede gennem tusmørket. En elver? Hun hævede øjenbrynene kort, betaget af hans fine træk, det var sjældent man så elvere i denne del af landet, de fleste boede i Elverly, nogle af bjergelverene sjovt nok i bjergene, men ikke hér, i en havneby. Hun stirrede næsten på ham, akavet længe, fascinationen tog hende med det samme, den typiske fascination de fleste mennesker som regel havde overfor det udødelige elverfolk. Hun havde ikke set mange af dem, og slet ikke så tæt på. Den hvidhårede tog sig selv i den pinlige begloning hun hvade påbegyndt, og styrede sig, på trods af, at hun havde en æggende trang til at bøje sig ned og betragte ham endnu tættere på.
Istedet dumpede hun i en doven bevægelse ned på pladsen elveren før havde angivet, med en blød klappen, på bænken i den sølle forfatning. Så lænede hun hovedet tilbage, bagover ryglænet indtil hendes hals stod i en rank bue og blikket var gledet op i den begyndende stjernehimmel.
"Der er ikke meget Merilla i mig..." lagde hun ud, inden det kække smil bredte sig over hendes læber, men brast kort efter, til en grimasse. Hun tiltede hovedet dovent til side, og lod igen blikket fange hans sølvhår. "Hvilket betyder at jeg har fat i den rigtige, antager jeg?" Izilarna hævede igen brynene, denne gang i en spørgende mine. Hun rettede sig op, trak ud i den ærmeløse tøjes halsåbning, som for at få mere luft, hele årsagen til at hun havde opsøgt Vektor i første omgang var kvælende, omklamrende, følelsen hun ikke kunne slippe. 
"Melissa... Det var hende der pegede mig i din retning, siger det dig noget?" For første gang sad Izilarna helt stille, hun lod blikket fange hans, som prøvede hun at se lige gennem ham, hun hvade lyst, men besad slet ikke den slags evner

Den knirkende lyd af støvler der bevægede sig tættere på, var hvad der fik Vektor til at dreje hovedet og møde den fremmede kvindes hvide ansigt i mørket. Kortvarigt syntes øjnene at blive gullige - halvelverens ene hvide øjenbryn løftedes en anelse undrende ved det intense studie af hans ansigt, men benyttede den gode mulighed til også at tage sin... mulige kunde, i øjesyn. Det var for tidligt at sige endnu, da han bestemt ikke havde set hende her før. Han ville have husket så unik en skikkelse. 
De skarpe øjne trak detaljerne af hendes bemalede ansigt ud, og da de endelig gik op for den sølvhårede at det var fascination der kunne anes i hendes gyldne øjne, jah så var det som om en mærkbar forandring skyllede over elverens undren. I stedet for undren, kom et skævt smil over læberne og han lod hende få tiden til at betragte ham - han håbede måske lidt hun brød sig om hvad hun så. Det gjorde de fleste nemlig. 
Og en arrogant del af halvelveren, havde altid nydt godt af sit gode udseende. 

Det var dog ikke i evigheder han skulle begloes, og endelig syntes hun at have stillet sig tilfreds, eller også var det den almindeligvis akavethed der endelig indhentede hende. Ikke at hun behøvede, Vektor nød det uskyldige studie, omend han ikke brokkede sig da hun endelig ville tage plads. Hovedet gled bagud, og en feminin stemme talte; øjne vendt imod den endeløse nattehimmel over dem. 

Ikke meget Merilla? Et lille grin af 'heh' kom fra halvelverens mund, og roligt nikkede Vektor - jah, hun havde fat i den rigtige halvelver her fra egnen. Omend hendes ansigt var vendt imod himlen, var Vektor's vendt imod hendes og overvejende tanker gled igennem elverens sind, til hvad der havde bragt hende herud. Hans selskab? Næppe, fordi navnet Melissa ringede bestemt en klokke hos den hvidhårede, og det var - trods hendes fantastiske udseende, ikke af selskab hun plejede at opsøge ham. 
Vektor strakte dovent armene op over hovedet, så hænderne der var foldet ind i hinanden, sagelig knækkedes  i dets led. "Ahh, Melissa.." smilede han varmt, og mødte hendes intense øjne med sine egne isblå. "Noget kan man vel godt sige, at det siger mig" grinte han en anelse sjofelt, med et klart billede af hvor vuggende næsten hele hendes krop var. En sand skønhed i halvelverens ukritiske øjne. 
Det var dog en afværgende lille håndrøsten der fulgte med - det skulle ikke handle om kvindens velformede brystparti, og langt mere interesseret, gled hovedet på skrå. "En ven af en ven, kan jeg fonemme du er?" kom det prøvende fra ham, og kroppen vendtes mere imod hende, idet at en albue fandt bænkens ryglæn, så han kunne støtte hovedet til hånden, imens han lyttede. 

Hans blik var ikke fremmed for den særprægede kvinde, hun fornemmede at han tog sig tiden til at studere hende, ligesåvel som hun havde studeret ham. Hun så sær ud, af et menneske at være, flere fremmede havde hende mistænkt for at være en godt forklædt halvdyr. Det tykke hvide hår, den porcelænsagtige hud og hendes absurd veltrænede krop, denne var dog ikke kommet af ingenting, det var årevis lang træning og uendelige vandringer gennem landet, på kryds og tværs. Hvis hendes familie så hende idag ville de nok korse sig, både over hendes simple påklædning, men ligeledes hendes arbejderkrop, som de nok ville kalde den, fysisk arbejde var ikke noget for kvinder. Hun fnøs kort ved tanken, der et øjeblik efter blev afbrudt af halvelverens grin, han fremstod umiddelart som et væsen der var let at have med at gøre. Første positive ting var, at han endnu ikke havde trukket våben, stillet sig mistroisk eller, for nu, havde forladt bænken.

Blot ved navns nævnelse lod det allerede til at Vektor vidste hvem der var tale om, selv før han åbnede munden, de fleste i Frihavn kendte vel i og for sig Melissa. Hun var ikke just nogen bly viol når hun kom kom i land fra hendes sejlture. Izilarna fugtede de lyse læber kort, inden Vektor strakte sig, bevægelsen i sig selv, var nok til at få den hvidhårede kvinde til at give et spring fra sig, en enkelt dyrisk bevægelse der plaserede hende for enden af bænken, udenfor rækkevidde af elveren. En refleks der lå så dybt begravet i hende, at det næppe var noget hun nogensinde kom af med. Hun var håndsky, nok til at blot en hævet arm fik hende til at reagere ubevidst, især på tidspunkter som nu, hvor hun var træt, udmattet og muligvis ved at rode sig ud i en situation hun slet ikke selv var herre over. Med et åbenlyst suk og en rullen med øjnene over sin egen adfærd, sendte hun et kort akavet smil, tydeligvis påtaget. "Beklager..." stemmen i sig selv var undskyldene "Jægerreflekser" Undskyldte hun det med, inden hun endnu engang indtog en mere afslappet position, denne gang, ligeledes rettet mod ham. Det var smartere at give ham den fulde opmærksomhed, så der ikke dukkede flere uhensigtsmæssige reaktioner op. Han var i og for sig også let nok at give opmærksomheden, hans ydre kunne i hvert fald let betage, de isblå øjne var særsommeligt, dragende.
"En ven af en ven, lyder det til!" Den hvidhårede smilede, mere oprigtigt denne gang, om man kunne kalde Melissa en direkte ven, frem for en kærkommen distraktion, var vel et definitionsspørgsmål, egentlig besad Izilarna ikke mange venner efterhånden, livet på landevejen blev ofte tomt og ensomt.
"Vores fællesven siger, at du har noget til... Skal vi kalde det adspredelse?" Izilarna kunne godt gå som katten om den varme grød hele dagen, men det var som sådan ikke derfor hun var kommet, hun var kommet for den kære flugt fra sit eget hoved, noget Vektor, i hvert fald jævnfør den smukke Melissa kunne hjælpe med. 

Det var efterhånden et par år siden at halvelveren havde lært noget ret essentielt, og det var aldrig at lade udseendet dikterer tonen for hvordan man mødte nogle, eller for den sags skyld, lade det lægger rammerne for hvad man forventede de kunne. Landet husede mange forskellige væsner, og i det, husede det også mange forskellige typer - en ting der dog dannede fundamentet for elverens eget job. Fordi typer, jah det var i sandhed hvad han ledte efter... endda mere end specifikke racer, eller personer.
Et enkelt, hvidt øjenbryn blev løftet overrasket op i panden da mennesket sprang tilbage, og selvom Vektor så nok så afslappet ud - albuen støttende langs ryglænet og hovedet støttende til håndfladen - jah så gibbede det let i ham ved den pludselige bevægelse. Hvad var nu det? Havde han ikke været så mageligt anlagt som han var, kunne det sagtens være blevet kopieret, den undvigende bevægelse - sådan noget smittede. Det kunne mærkes i nerverne. Men han behøvede ikke at spørge hvad det havde hanldet om, førhen at hun med en undskyldning i stemmen, forklarede. 

Og da var det, at den sølvhårede endelig fik fastslået... at hun bestemt var en type han var bekendt med. Åh de kære krigere... han havde mødt sin del, hvis liv havde været fyldt til kanten af blod og skrig. Det jagede dem så forfærdeligt om natten, når de var alene. Et enkelt lille nik fulgte med - hun behøvede ikke at undskylde, og halvelveren flyttede langsomt den hånd der havde været skjult en anelse, frem på låret, med et beroligende smil. Bare så hun kunne se at... jah, han havde sku ikke mange ting, gemt i den ærmeløse trøje. Hun havde intet at frygte fra ham, til trods for at hendes krop prøvede at forsvare hende. 
... og ved ordet adspredelse, var det at elverens smil blev en anelse bredere; blev en anelse mere fornøjet. 
"Nogle hårde dage, og nogle hårde nætter... hmm" Vektor nikkede kort, og rettede sig en anelse mere op. Hånden faldt i stedet ned imod bænken, hvor at den i en lille rytme, fyldte hans observerende tænkepause ud. "Jeg kan tilbyde lidt forskelligt 'musling', alt efter hvilken form for adspredelse du leder efter!" en tone af flirt, de isblå øjne fulgte hendes muskuløse krop i dets siddende form, inden at det med et drilskt glimt fandt hendes blik igen. Det var nok ikke den form for adspredelse hun ledte efter, og Vektor var ikke mere selvvigtig, at han kunne tage pis på sig sig, og vinkede afværgende med hånden. 

"... men alt koster min ven" 

Vektors handling sagde mere end ord, at hun var faret op som en dæmon af en kasse ved den mindste hurtige bevægelse, og at han forholdt sig rolig som en saltstøtte sagde det hele. Hvilket liv havde han mon levet? Hvor gammel var han egentlig? Spørgsmålene begyndte at presse på, men det var ikke spørgsmål hun ikke var bekendt med i forvejen. Det var alle spørgsmål hun hver gang havde haft lyst til at få udfyldt af dæmonerne som hun stod øje til øje med. De måtte have set så meget, og levet verdenen i en anden tid, en mere primitiv måde at leve livet på. Hun kendte sulten efter svaret, men vidste ligeledes hvordan det føltes at gå sulten derfra. Det var de færreste dæmoner som var i sludrehumør når hun trak dem fra deres skal, for at indespærre dem som trofæer for adlen, eller for at blive gravet ned til flere livstider under jorden, når de pårørende endelig havde hvad det kostede at betale som Izilarna. For billigt, det var det bestemt ikke at komme og trække dæmoner ud af deres midlertidlige residens, i de dødelige kroppe. Kroppe der af og til levede videre efter den hvidhårede havde gjort sit arbejde færdigt, men mindst lige så ofte efterlod et dødt og tortureret livløst legme.
Ofte var anderkendelsen nok, familien der var lykkelige for at deres mor, bror, datter eller søn ikke længere skulle leve under de pinske forhold det var at være besat, men gerningen kostede endnu en rum sum penge, for ikke at snakke energi og livsmod hos uddriveren.
Izilarna var dog bestemt på sit ærinde, det var en gave hun havde fået tildelt af guderne, og dermed en opgave der ikke måtte gå ufraviget hen.
Hun kneb øjnene sammen imod ham, let, men som kunne hun se lige gennem hans person. Dette var ikke en mulighed for Izilarna. Flirtede han? Mennesket skuttede sig en kende, det var en rar, velkommende følelse, en trøst der fik uforløst hen, men hun havde for længst indset, at ingen partner i dette liv kunne forlies med det liv hun levede, selv ikke en elver, som havde evigheden foran sig. End ikke evigheden til at finde en ny romance senere. Det var en byrde hun bar, hun ikke kunne pålægge andre. Ydermere var hun for stolt til at beklage sig for meget, slet ikke til en fremmed. Dermed ikke sagt at hun ikke kunne nyde opmærksomheden, fra en, der i det mindste foregav at forstå hvad der foregik under de hvide lokker.
"Du har ingen anelse..." Det var bestemt ikke meningen at lyde arrogant eller neglegerende, men det kom sådan ud, han anede ikke hvad hun egentligt flygtede fra, han ville formodentlig ikke have nogen idé herom, af samme årsag følte hun sig nødsaget til at forklare:
"Jeg jager dæmoner, dem, som ingen skam har i livet, dem som tager livene på deres egen regning, det kan være hvemsomhelst, elvere, mennesker, halvdyr... Dem som ikke er egnet til at befinde sig på dette plan!" igen trak hun på skuldrene, denne gang for alvor undskyldende, om det var fordi han egentlig regnede med noget eller bare af person var ufatteligt indbydene, var uvidst. 
"Åbningen af Kzar Mora har vist ikke gjort noget godt for nogen af os." Hun rettede igen de blå øjne mod ham. Blå som oceanets dybder. Hun fugtede endnu læberne i en tænksom mine. Betragtede hans rolige væsen, hans hånd der gled ned på hans lår i en hensynsfuld mine.
"Men... Det er ligeledes grund for, at betaling forhåbentlig ikke bliver et problem, min skat!" Sluttede hun kækt af, med et par hævede øjenbryn. Izilarna besad begær for de færreste fysiske egendele, så længe hun havde sit sværd, der var forvaltet ansvarsfuldt, sine gode vandrestøvler og sit helbred, var hun egentlig sat bedre end de fleste 

I sine rejser rundt omkring i landets farvand, havde Vektor alligevel formået at se sin del af mennesker og væsner, og dertil også i deres forskellige afskygninger. Nogle gode, nogle onde - og selvom han ikke mente man kunne drage en så sort og hvid linje imellem hver person, jah så vidste han, at han selv - næsten - til hver en tid foretrak når man ikke blev mødt af hårde næver eller bidende sværd. 
Fra havets pirater til fine handlende, hvad der motiverede folk var meget forskelligt, og det var motivationen der var med til at kaste lys på hvem de var, og hvad de var. En pirat der røvede handlende men befriede slaveskibe, eller en handlende der snød de stakkels, umatematiske bønder, men gjorde det for at sikre sin familie. Hvem var helt reel god og ond i den sammenligning? 
Det var ikke op til ham at bedømme, og slet ikke hans affære. Ligesom at hans grundlag for at gøre som han gjorde, ikke var op til andre at fordømme. Så længe flasker blev solgt, krystaller kom i lommen og fundamentet for et nogenlunde liv var cementeret, så var han tilfreds. Og uden skam. 

Fordi han vidste godt hvad Nox gjorde ved verdenens væsner. Han havde set sine kunder sygne hen i en patetisk tilstand af svigt, hvor at drømmene efterhånden var det eneste der gav dem grund til at stå op på de mørke dage. Han havde set deres desperation, og udnyttede den til fulde for at tjene mere. Det var trods alt hver mand for sig selv i den her verden, omend man kunne glemme det i den rigtige omfavnelse, eller omkring de rigtige mennesker. Nogle kunne i hvert fald. 

Dog ikke denne, så det ud til. Hans flirten blev mødt af smalle øjne, hvilket bestemt ikke gjorde noget, da det blot betød at et godt udseende ikke var nok til at gøre en kvinde som hende blød i knæene. Det højnede blot interessen for hvad der dog havde skabt det hårde blik i hendes lyse øjne, og Vektor lyttede interesseret - ikke synderligt påvirket af hvor arrogant sådan en kommentar kunne lyde. Han havde nok ingen anelse, og det skulle vise sig at være korrekt. 
En dæmonjæger... ikke en han havde mødt før, de blå øjne funklede undersøgende. Hun måtte bestemt have set sin del, det var sjældent folk nævnte Kzar Mora, helt heroppe. Og da han ikke havde noget input andet end blot at lytte, var han tavs. 
Det nysgerrige - og tavse - forsvandt dog til fordel for et muntert glimt, og halvelveren lo kort. "Ah, jamen så!" Vektor blinkede, og kastede et kort blik omkring dem. Havnen var så godt som død på det her tidspunkt, så de behøvede ikke engang at rykke sig. 
Den ene hånd gled op til tørklædet med de runde metalskiver, hvor at det tog fat i en af dem. "Kender du Nox, min ven? Flydende drømme til et uroligt sind; ønsker du at slippe for minderne, er det her enhver hæderlig mand - og kvindes, måde at gøre det på" startede han ud med, da han var nød til at vide om det var prøvet før, og hvis jah, hvor ofte. Doserne varierede, og udover det, ønskede han - sin moralske gråzone til trods - ikke at hun tog det forkert. 
Han ville sågar tilbyde at være omkring hende, skulle det vise sig at hun ikke havde prøvet det før. Hun virkede som en der kunne bruge bare en lille form for... forsikring i det. Måske bare første gang, i hvert fald. 

En blid brise skyllede indover kystens bredder, det trak en duft af saltvand med sig, en duft Izilarna kunne sværge på, hun havde fanget fra ham tidligere, måske da hun tog det første blik på halvelveren med sine skærpede sanser. Sært. Ikke mange elvere boltrede sig ved havet. 
Om Izilarna var et godt eller dårligt menneske var der vist delte meninger om, hun havde ofte mødt folk som var forargede over, at hun forlangte betaling for sit arbejde. Mængden af gange hun havde måtte forklare at hun også skulle have noget at leve af, var utallige, men hvor let var det egentlig at sætte en fysisk pris på noget, der medførte, at man måtte give afkald på en lille del af sig selv hver gang? Svært, havde hun erfaret.
hun skubbede sig selv ud på kanten af bænken, med begge hænder hvilende mod kanten, hendes fingre greb omkring det halvrådne træ og hun klemte en kende til. Hun havde brug for at føle en smule kontrol over situationen, den var uvant og hun var ikke rigtigt sikker på, at det var noget hun brød sig om. Det var så utroligt sjældent, at det var hende der måtte komme til andre, for at få dækket et behov.

Nox Hun havde hørt det nævnt, flere gangem hun havde kendt til personer som brugte det, og hun var klar over, at det var en farlig vej at gå. Hvis det blot kunne balancere hende en smule, kunne kvæle stemmerne der pinte hende og nægtede at lade hende finde ro, var det risikoen værd. Hun var dog overbevist om, at dette præparat ikke ville blive et problem, de mennesker der blev forfaldne til den slags, havde været ude på et skråplan i forvejen. Første gang kunne næppe være skadelig.
"Jeg har hørt om nox, jeg har aldrig forsøgt mig med det" indrømmede hun, mens blikket nysgerrigt fulgte hans fingre opad, så skævede hun som ham, rundt på havnen, var det mennesker han så efter? Givet vis anede hun ikke hvor lysssky denne slags salg var, men hun var udmærket klar over, at med den slags handler var de fleste påpasselige. "Men jeg tænker som med alt andet, skal det vel prøves før eller siden!" Hun stivnede et øjeblik, som hendes indre kæmpede en indædt kamp, men hun fik hurtigt den fornuftige stemme lukket ned, hun skulle bare have én rolig nat, én nat uden skrig og panik, uden grædende pårørende og forældre som skreg af guderne.
Hun børstede hænderne af for små træflager, som havde higet sig fat til hendes håndflader med hendes jerngreb i bænken, inden hun forsigtigt rykkede afmålt tættere på elveren, hvis han ønskede det en hemmelighedsfuld handel skulle han få det.
"Har du selv prøvet, eller er det en salgstale du har øvet dig på hjemmefra?" Et glubsk smil, der afslørede rovdyret i kvinden dukkede frem på de lyse læber, som hun betragtede ham indgående, gerfra kunne hun for alvor studere ham, en ting der havde brændt nysgerrigt hende fra første øjeblik. Hans hænder, de lod ikke til at være silkebløde, meget som hendes, hænder der var vant til hårdt arbejde.
"Hvem er du egentlig Vektor?" Hun smilede indbydende, nysgerrigt, næsten higende "Hvad får en elver til at sidde på en rådden havnebænk midt om natten?" 

Et helt liv i nærheden af havet, eller for den sags skyld på havet, gjorde at man havde visse forventninger om hvordan at landet lå, og nok også ubevidst, hvordan at landet skulle håndteres. Der var nogle andre spilleregler herude ved den vakkelvorne havn Fristavn, og hvad der havde værdi, var af en lidt anden kaliber end inde ved hovedstaden. Krystaller var selvfølgelig krystaller, og loyalitet var hvad enhver nogenlunde hæderlig sømand måtte besidde, havde man et ønske om at sejle sikkert omkring sin besætning, og ikke hele tiden kigge sig over skulderen. Men det var forskelligt hvad hver person værdsatte, og på det punkt, måtte Vektor indrømme at han værdsatte en form for ærlighed. 
Omkring trivielle og ubetydelige ting, såsom flings, hvor han var igår eller hvorfor det krus øl ikke længere stod hvor det var blevet efterladt, der kunne løgnen løbe af ham som vand i et vandfald. Men omkring sine kunder - eller måske endda sine potentielle kunder? Jah der havde han erfaret, at man kom længst med ærlighed. Ingen ville prøve noget nyt, hvis ikke de følte sig sikre i det. 

Ikke fordi at følelsen af ro og sikkerhed som udgangspunkt hvilede over den hvidhårede kvinde, hvis krop af og til ufrivilligt syntes at spænde op, eller hvis øjne overvågende flakkede ud i mørket omkring dem. Små studier der nok primært kom til syne, da elveren nød at observere så fremmede personligheder som hendes. Ikke desto mindre gjorde det ham tilfreds da hun rykkede nærmere, da det vel betød at overvågenheden ikke kom af hans selskab, som udgangspunkt. 
... skal det vil prøves før eller siden. Vektor's smil blev en anelse bredere ved den dejligt, sunde mentelitet, og nikkede. Selvfølgelig, syntes hans læber at forme. Og selvfølgelig havde han også selv prøvet det, forsatte han så med. At det ikke havde haft den store effekt, se det var hans egen lille skuffelse. 

Men så igen. I stærk kontrast til hendes stramme greb om bænken, var blikket i hendes øjne. Og selvom man skulle tro at ud fra et... agtpågivende sindelag, at kvinden kunne have nogle nervøse trækninger, følte Vektor i selvsamme nu, hvordan han tog en grad af fejl. Lysere end hans, og med en jægers intense opmærksomhed reflekterende i sig; de øjne der mødte hans var ikke et byttedyrs undvigende blik. 
Det fik ham til at smile, et smil der for nogle ville læne sig på af en stødende tilfredshed. "Eh, så nysgerrig..." en tone der brød sig om kvindens interesse og nysgerrighed, og nok også en anelse bevidst, lokkede ham til at svare. "Udsigten. Stemningen. Vindens hvisken i mine spidse ører, og den smukke solopgang imorgen -" med et smørret smil glimtede elverens tænder, da han selv vidste at det næppe var noget så romantisk præget som det. Og kendte man bare lidt til ham - og den energi han udsendte, ville man le højt og forkasteligt af de ord. 
Vektor's hånd gled over de ru skægstubbe. " - er svaret til navnløse dæmonjægere" smilede han. Noget for noget, og han havde da også sine egne spørgsmål til sølvkvinden foran ham. Især hvis hun ikke bare var en flygtig køber, altid på jagt efter sit næste kick. 

Den hvidhårede kvinde var ikke afvigende i hendes udspørgende blik, de fleste mennesker brød sig ikke om lang øjenkontakt, det ville blive akavet for den ene part før eller siden, og alligevel sad hun her, stædig som et æsel, og prøvede at trække alt information ud af elveren foran hende. Om han var hel eller halv, var slet ikke hendes ekspertise at afgøre, men hun havde ikke mindes at elvere havde skæg, som han havde påbegyndende skygge på hagen. Hun trak igen ud i trøjens halsåbning, vejret syntes hende varmt. På trods af de bidende vintre i denne del af landet, havde solen på denne varme sommerdag efterladt luften lun. Måske var hun blot ikke vant til det endnu, hun var dog lige kommet fra bjergene, hvor sne året rundt stædigt hagede sig fast til klippernes grove kanter. 
Hun trak benene op under sig, til hun sad i en magelig skrædderstilling, tydeligvis ikke en kvinde fra adlen, de havde nok aldrig siddet sådan, spørgsmålet var vel i det store hele om de over hovedet var i stand til det, med deres mange lag af ubrugelige skørter og korsetter.
"Uden nysgerrighed ville man ikke vide ret meget..." Kommenterede hun kækt, meget kunne siges om denne Vektor men han kunne da frembringe et smil, en ting som var vældig kærkommen. Det var ikke just løs konversation der prægede Izilarna mest, men det var en dejlig adspredelse, måske hun i virkeligheden trængte til et pusterum. Et pusterum der igen henledte hendes tanker på hvad hun egentligt var kommet efter. Nox. Han havde selv prøvet det, selvfølgelig havde han det, og lignede på ingen måde nogle af de vrag hun havde set det afstedkom. Tværtimod. I og for sig var Vektor nok i sig selv en solid salgssøjle, som han sad der, helt rolig og magelig, og gav sig tiden til at nyde havets brusen og solnedgangens smukke skær, og nu, som natten dukkede op, den stjerneklare himmel.
Det gippede helt i den hvidhårede kvinde, som han nævnte, at han faktisk ikke kendte hendes navn, kortvarrigt blev hun pinligt bevidst om, at hun slet ikke havde introduceret sig selv. Hvad måtte han dog ikke tænke? Måske hun bare var blevet for vant til at blive karakteriseret i form af "Skat, dæmonjægeren er her", eller den mere overraskede version: "En kvindelig jæger?" Anonymitet havde været godt i hendes tidligere fag, men nu, var det måske på tide at åbne en kende op, måske hun endda sad overfor et potentielt kammeratskab.
"Mit navn er Izilarna" Hun slog en varm hjertekær latter op, over sin egne manglende sociale færdigheder, et grin der afslørede en perlerække af hvide tænder "Jeg trænger vist til at omgås andre folk mere" Hun rystede på hovedet, endnu med smilet på læberne, som spillede helt op i hendes øjne. 
"Så... Nox" Hun rømmede sig kort, og hævede endnu engang øenbrynene en kende, i et spørgende udtryk "Hvad koster det mig, og hvor længe varer effekten?" Bare én nats rolig søvn

Øjnene var efter sigende sjælenes spejl og den solbrune halvelver havde sjældent mødt et spejl han ikke kunne studerer med bare en helt bestemt grad af interesse. Nogle gange var det refleksioner af en selv, og mørke øjne kunne spejle en voksende og gnavende grådighed som Vektor kunne nikke genkendende til. Nogle gange var der glimt af håb, og han kunne tage sig selv i søgende at række ud efter det, som prøvede han at være en del af det - tage det til sig. Måske endda besidde det. Ofte var det savn, frygt, lyst eller naiv venlighed - så mange ting kunne findes, hvis blot broen til det blev bygget. Og i en øjenkontakt der ikke flakkede, kunne ligeså meget læses som det blev aflæst, hvis bare man havde tid nok. 
Tid havde han meget af, men fokus var nu engang noget helt andet. Og fokusset forsvandt, sådan som hendes hånd nu fandt frem til trøjeåbningen - hev en anelse ned i den - og halvelverens blik kunne ikke lade værd med at glide en anelse studerende ned imod hendes barm, inden at han med et lille grin trak blikket op igen ved hendes kække kommentar. Hvis han ikke passede på, ville det nok nærmere være nysgerrighed der dræbte katten her i hans tilfælde, skulle det vise sig at hun ikke brød sig om de nysgerrige øjne hendes bevægelser tiltrak. 

Den sølvhårede elver lænede sig tilfreds tilbage, kopierede en del af hendes skrædderstilling idet at det ene ben blev trukket med op på bænken, så hænderne kunne foldes over knæet. Ved den næsten overraskede trækning der derefter gled over hendes kønne blege ansigt smilede Vektor, da det hentydede til at det ikke nødvendigvis havde været en bevidst lille udeladelse af detaljer - hun var her altså ikke kun for for at komme og gå så hurtigt som muligt. Det var dog aldrig en nødvendighed for halvelveren at have navn på sine kunder, men det skabte en hvis følelse af relation til dem, og deres ansigter ville derfor ikke blot være et slørret billede imellem alle de andre; et billede der nemt kunne glemmes som årene gled forbi. 
Izilarna. Latteren smittede, og Vektor kunne ikke dy sig idet at han med en leende nikken gav hende ret - "Og her troede jeg at dæmonjægere skulle have en aura af mystik omkring sig". Ord sagt med en enkelt løftet øjenbryn, og Vektor's øjne glimtede en anelse drilskt i reflektion af hendes smil. Når alt kom til alt, var mange af dem - deres mordbide arbejde til trods - blot mennesker. Og det betød at ikke alt kunne være plettet af blod og betrådt af ensomhed, selvom det nok var en effektiv måde at forsvarer sig på. 

Men Nox. 
Vektor's kæbe strammedes kort idet at han nikkede, og med et blink af øjet forsvandt drillerier til fordel for en lidt seriøs mine. Arbejde var trods alt arbejde, og når de praktiske formaliteter skulle på plads, ville han ikke ligefrem gøre grin med dem. "En flaske koster et jadestykke, og varer i alt imellem 8 - 12 timer" Vektor's trænede øjne gled over hendes statur, og han målte mentalt af hvordan hendes krop burde indtage og 'forbrænde' det. "I dit tilfælde, vil jeg satse på en god middel af 10 timer. Der er mulighed for at eftereffekterne strækker sig ind i dine dagstimer,  efter det, men i sidste ende.... så er det ude af dit system indenfor 18 timer" halvelverens øjne skinnede en anelse idet at han stak hånden hen til metalkapslen på hans tørklæde, skruede låget af....
... og åbnede op for et tæt mørke, med violette, chancerende farver ind imellem. Hånden forsvandt ind i intetheden, og ud trak han forsigtigt en flaske der afgav et gyldent skær, med flydende drømmestøv vævet ind i vandets atomer. 
I tilfælde af at hun ville se med hænderne og ikke bare høre om det. 

Den hvidhårede kvinde havde betragtet ham, ladet sig betage af de mandelformede øjne og dybden deri, der var absolut en venlighed man ikke fandt mange andre steder. Blikket fulgte hans, som det gled nedad, Izilarna var ikke blufærdig, og den ellers tætsiddende halsåbning ville næppe afsløre ret meget. "Du finder næppe noget dernede, som du ikke har set før!" Hun lo, mænd altså, de ændede sig nok ikke uanset race eller alder. Hun lod hånden glide nedover den ene solkyssede skulder, huden som ellers var så mælkehvid havde på de udsatte områder fået sol, efterladende en brændende fornemmelse. Det var længe siden hun sidst havde siddet som hun havde gjort denne dag, siddet stille og ladet verdenen passere og solen krydse himlen, uden at søge skygge elle adspredelse. Men det var adspredelsen hun var her for nu. Udefra hvis man beskuede de to skikkelser, ville de ikke ligne nogle, der havde lyssky ærinder, to magelige væsener på en bænk, under den åbne stjernehimmel. 
Hans trick med den skjulte lomme fik hende dog til at slå øjnene op, hun betragtede kortvarigt intetheden, som han gjorde sit fund. Det var en magi man ikke så så ofte, den var svær at lave, og kun de færrete i landet kunne kreere vedholdende lommer, der ikke kollapsede før eller siden grundet manglende energi. Var det ham selv? Havde han mon fremmanet dette? Hun ville ikke lyve, hun kunne godt bruge sådan et par i sine bukselommer.
"Jeg kan godt give dig mystisk aura, men det ville kræve et solidt afslag af prisen!" Hun var endnu kæk, en ting der var svær at fralægge sig, mange så nok Izilarna som værende mystisk, måske endda bare sær, men det var ligeledes de færreste der brugte timer på at konversere. Folk kom diverse steder med forskellige formål, sjældent for at få en sludder med en fremmed, og slet ikke en så særpræget som hende.
"Det ville formodentlig kede dig halvt ihjel" Hun nikkede, inden øjnene gled hen på flakonen han sad med i hånden, hun var betaget, den gyldne farve var i sandhed smuk, ikke så sært hvis folk hvade et ønske om dette. Det så faktisk ganske uskyldigt ud. Hun skar en grimasse, en jade, det var sådandelig ikke et lille beløb, men det var det værd. Det havde Melissa forsikret om, desuden havde Izilarna været på flere jobs, boet på billige kroer og spist sparsomt den sidste tid. Hendes pung var ikke let, ikke lige for tiden i hvert fald.
Hun rakte ud imod flakonen som Vektor holdt i sin hånd, hendes opmærksomhed havde veget fra ham, det var rettet imod den gyldne væske. Den var i sig selv betagende. Hun lagde forsigtigt begge hænder omkring flakonen, som hun lagde disse i sit skød og betragtede den i stilhed nogle langstrakte øjeblikke. Så nikkede hun resolut. Den ene hånd gled med øvet snilde ned i en af de store posebuksers lommer, hvorfra den trak en læderpung, her fandt hun den ønskede betaling, hun kort efter rakte til elveren, inden pungen kom ned på plads. Med alle disse handlinger, flyttede øjnene sig ikke et sekund fra flasken hun holdt i et jerngreb. Det brusede indeni, hjertet hamrede på indersiden af den ellers rolige udseende kvindeskikkelse, givende en let rosa kulør i de ellers blege kinder.
Hvor længe hun sad sådan var egentligt uvist, men hun rev sig løs, vendte igen det dybblå blik imod elveren ved hendes side. "Jeg... Må hellere leje et værelse et sted i så fald. Eller gå i skoven, det er lige vidt i denne hede!" Hun fugtede igen læberne, de var tørre, hun havde tydeligvis ikke fået drukket nok på denne dag. Det var irrelevant nu, nu var der kun én ting der gjaldt.
"Vil du gå med? Bare den første tid, i tilfælde af at... Jaeh, jeg ikke tåler det så godt?" Hun rynkede brynene i en sær mine, som kunne hun næsten ikke få ordene over sine læber, det var uvant, og sært, og faktisk en kende ubehageligt, at sidde der og spørge en fremmed om hjælp.

Man havde vel sine hemmeligheder såvel som mysterier, og drømmesælgeren havde været hurtig til at finde en lidt nemmere løsning til det problem, der lå i at transportere glasflasker med flydende drømme. For flere år siden var han i en uheldig (eller heldig, alt efter hvordan man så det) situation blevet skubbet lidt for hårdt op af en stenvæg, og adskillige flasker var kommet i klemme. Det havde gjort et indhug på ham selv og hans pengepung; et han rigtig gerne ville undgå at gøre igen.  
Fordi ikke nok med at han selv havde skulle lægge ud for de knuste flasker, havde det også været mildest talt overvældende med den mængde essens hængende omkring hans tøj i timerne efter. Han havde glimtet som en skovfe, og dampene havde gjort noget... spændende ved personen han havde været sammen med, den aften. Alt i alt, skulle det ikke ske igen. I hvert fald ikke uden at det var med vilje. 

Så løsningen var en hemmelig lommedimensionen. - en der havde gjort den her del af hans liv nemmere, da lovens lange arm sjældent tænkte længere end hvad de umiddelbart kunne se, de stakkels fjolser. At afsløre den for Izilarna kunne derfor virke som noget af et sats, men halvelveren havde en god fornemmelse omkring den hvidhårede jæger, der vittigt pointerede at mystik ikke var gratis. Så sandelig ikke, og han ville næppe betale prisen for den. Hverken i krystaller aller relationer. 
Fordi hvor var den givende bundlinje, når ens morale ikke motiverede en til det? Sølvelverens behagelige latter bekræftede dertil til hendes ord - det ville nok heller ikke være den smarteste handelsplan at læne sig på ad, men ellers forholdt han sig i... studerende tavshed over hvad hun ville gøre nu. Fordi med flasken i hånden og reglerne lagt ud, var beslutningen helt og holdent hendes. En beslutning der blev lokket af drømme-essensens betagende lys; han kunne se dens magi tale til noget længselsfuldt  i jægeren. 

Og det var et jah. Pengene blev rakt videre og Vektor gemte dem hurtigt væk i en af hans mange lommer og tasker, tilfreds med at noget trods alt var kommet ud af aftenen, nu hvor hans stamkunde ikke var dukket op. Tænderne glimtede i den svage nattebelysning idet at Vektor smilede, og forventede at se hende luske afsted - endnu en potentiel forbruger til fremtiden, endnu en ven af en ven til samlingen. 
Men... hun blev siddende, ansigtet oplyst mildt af de gyldne nuancer i heneds hånd. Og hun var ikke helt færdig med ham, skulle det vise sig. 

Lyseblå øjne betragtede hende forundret i kølvandet af hendes spørgsmål, mest af alt overvejende om han havde hørt rigtigt - hun virkede ikke som typen der ønskede hjælp, og indtagelsen af Nox var trods alt en noget... udsat situation at være i, reagerede man kraftigt. Udsat eller hjælpeløs, der var mange måder at sige det på - bundlinjen var at det var en situation man næppe ville stå i, i en fremmed mands selskab. 
Men da det gik op for ham at hun mente det, var det en mimik af drillende latter der trak hans læber op i stedet. "Når du spørger så sødt... ville det være uciviliseret - jah dårlig service at sige nej, ville det ikke?" ikke at han havde et problem med uhøflighed, men det var derimod en påtaget imitation af de galante ord han hørte mange mere... æresbundne mænd kaste omkring sig. 
Desuden, kunne han ikke benægte at han faktisk (til sin egen overraskelse), gerne ville. Måske var det almen nysgerrighed der prikkede til et kedsommeligt sind, måske var det en mild fascination af hvordan hun ville ende. Måske fordi hun faktisk havde spurgt ham, selvom han ikke ligefrem udstrålede rent mel i posen. Hvad end det var, jah så fik det Vektor til med et lille smil at strække armene over hovedet - læne sig tilbage over ryglænet for at strække ryg og nakke, inden at han med en elvers elegance fik skubbet sig selv fri a bænken, hænderne plantet i siden. 
"Jeg kender et godt og gratis sted udenfor byen, men Fristavn har også sin charme. Hvis du ikke har noget specifikt i tankerne, kan vi sagtens gå derhen?"

Lyseblå øjne skævede over skulderen til kvinden. Han havde lidt forskellige steder at opholde sig. Det her var trods alt hans hjem, på alle leder og kanter - også udenfor byen. 

Det tog den hvidhårede kvinde adskillige øjeblikke, inden hun fik sig revet lø endnu engang af det betagende syn, af den gyldne væske. Veltor havde i særdeleshed ret, når han tænkte at det kaldte efter noget længselsfuldt, det ar ikke blot en længsel, det var desperation. Desperationen der oftest ledte folk ud i uheldige situationer. Når man som hende konstant levede med en trussel på livet, var der intet mere befriende end at slippe tøjlerne og lade sig beruse af hvadend der var i nærheden. 
Det var sølvelveren som rejste sig, der fik hende revet tilbage til nuet, hun tog nogle langstrakte øjeblikke til at studere ham, nu som han stod op, lave en ubevidst trusselsvurdering en sidste gang. Han var ikke så høj som hun havde forventet sig af en elver, de gange hun havde set dem på afstand havde de tårnet sig op, langt højere end det regulære menneske, men ikke ham her. Ydermere lignede han ikke just typen der lagde sig ud med gud og hver mand, hun fandt ham et bizart sted for magelig til at skulle besvære sig sådan. Henførende egentligt, hvordan han begik sig med sådan en lethed, en legende ligegyldighed.
Nu du spørger så sødt. Izilarna skar en grimasse, det ene øje kneb en kende sammen, hun var ikke vant til at begå sig sådan. Mange kvinder i byen kunne spille på deres charmerende indsmisken hos mændene, utroligt hvor langt de var villige til at gå de kære mænd, for et par bedårende øjne og en sammenpresset kavalergang. Dette ville dog næppe blive Izilarnas tilgang, hun kunne simpelt ikke have det, alene hans samtykke til hjælp var rigeligt til et slag i hendes selvstændige væren. På trods af alt dette, sagde hun ikke et kny, det var lettere at slå det hen med humor, end at skulle lege ungmø-i-nød scenariet.
"Hvis den unge Herre vil være så venlig at træde for?" Izilarna slog dramatisk ud med armen, inden hun bukkede sig dybt forover i samme efterligning af de velhavende adelige, som han just havde præsteret for hende. Så slog hun ud i det legesyge ulvegrin, som sinnede helt op i øjnene, inden hun selv løsrev sig fra bænken og kom på benene. De var ikke enige med hende om, at vandring var en god idé nu, hvor hun havde ladet dem hvile kortvarigt.
Den gyldne flakon kom ned i en af de dybe bukselommer, som gemte sig formidabelt i det foldede stof, inden hun trådte hen ved siden af elveren. Øjnene løb nedover ham, ledende efter noget ukendt, som var hun egentligt ikke selv helt klar over, hvad det var hun kiggede efter. 
"Gratis er som regel godt, og Fristavn er nok ikke min mest taktiske positionering!" Startede hun, inden blikket spejdede udover havnen, det var nok snedigt at komme væk fra byen, alene når mennesket var beruset var der rigeligt at holde styr på, så at lægge lidt afstand mellem hende og befolkningen var nok for det bedste. Hun kiggede så forventningsfuldt på elveren, afventende, at han skulle angive i retning, så hun kunne følge med. Alle alarmklokker i hende var eferhånden kvalt, beslutningen var tagt og prisen betalt. Utålmodigheden var begyndt at indfinde sig så småt, nu skulle det bare gøres

Der var mange måder at omgåes fremmede på, og Vektor værende den sociale sommerfugl som han var, havde oftest en ret god idé om, hvorledes man skulle bøje sig for at opnå det bedste resultat. Det var særlig blevet brugt da han var yngre, hvor at man kunne argumentere for at han havde skiftet identitet som vinden blæste, og kunne det ene øjeblik repræsentere en af kroens buldrende, larmende men muntre sømænd, og det næste falde ned i en arrogant ro og magelighed, lig de mere selv-vigtige men dog farlige personligheder af byens undergrund. Nu til dags, jah så var Vektor mere sig selv, end han var så mange andre. Det var trods alt afprøvet, det havde været sjovt imens det varede... men også ufattelig anstrengende, for en så magelig eksistens som ham. 

En varm latter fulgte trop med den livlige imitation af endnu en adelig, og han nikkede - selvfølgelig kunne han være så venlig at træde for! Mennesket rev sig fri fra bænkens magelige siddeplads, flasken blev gemt væk og hendes lyse øjne mødte Vektor's, i deres stille studie af ham. Isblå øjne, der muntert hørte hvad hun sagde, lod et tænksomt blik gøre øjnene en anelse smallere inden at han med et friskt smil nikkede. Uden for Fristavn! 

---- 

Og uden for Fristavn kom de i hvert fald. Overvejelserne havde korvarigt været ved Diamantbugten, men hun virkede ikke som en der havde lysten eller tålmodigheden til den tur. I stedet slog Vektor ind imod byen, for at føre dem ud af indgangsporten, og hen imod det nærliggende skovområde. Alverdens røverpak havde det med at lure på lidt for naive besøgende, men man bad næsten også selv om det, når man valgte at følge hovedstien. De lokale vidste bedre. 
Hvilket var derfor at Vektor (relativt kort efter de havde mødt de første par træers spredte bevoksning) drejede dem til venstre, så de atter gik parallelt med byen de lige havde forladt. Imens faldt snakken på løst og fast, omend nok mere løst for hans eget vedkommende; der var så forfærdelig få faste ting i hans liv. 
"... altså, jeg siger ikke at det er dumt at stjæle fra kaptajnen på det skib du er ansat på. Men det er en utrolig begrænset mængde steder du kan gemme dig, eh? Det burde sige sig selv" grinte han, og drejede dem af et noget nær usynligt pejlmærke, indgraveret i en tyk stamme, ned af en skovsti der så mere befærdet ud end den de lige havde gået på. 
Hvordan de var kommet ind på det emne, var egentlig ikke noget han havde planlagt - emner havde det med at dukke op når ordende fik lov til at flyde. Og som en der aldrig havde været god til decideret stilhed og hvad det som oftest medbragte, jah så var han god til at fylde den ud. Også for to, hvis det var nødvendigt i mere stille selskab.

Vektor var i sandhed født med en tunge af guld, den hvidhårede jæger tvivlede på, at der nogensinde kunne findes tavshed med ham omkring. Den akavede tavshed der undlod at indfinde sig var dog kærkommen, og Izilarna var heldigvis ikke selv dårligt skåret for tungebåndet. Gennem byen havde været en småsnak af historier, uheldige situationer som de begge havde stået i og selvfølgelig flere sæt interesserede øjne i nakken. Den unge elver lod dog til fint at finde sin vej gennem byen. Izilarna tænkte sjældent selv over det, men hun var naturligvis ligeledes udstyret med en række egenskaber der gjorde sagerne lidt lettere, hvis man kom i bekneb. En ting hun havde været et utal af gange, nogle få ting der havde efterladt ar, som tøjet dækkede til fuldkommenhed.
Hver gang hun tog et skridt ramlede flakonen hun var i lommen mod hendes lår, mindende hende om hvor hun var på vej hen, og kendsgerningen, der flere gange fik hende til at stoppe snakken i en undrende mine. Hun sakkede en kende bagud efter Vektor, ikke mange centimeter, men nok til at hun kunne tage ham let i øjesyn. Normalt anså hun sig som værende en menneskekender til fingerspidserne, men der var noget over halvelveren som gjorde ham glat som en ål, et væsen hun ikke kunne få krammet på, eller holde fast længe nok til at kunne være fuldt bevidst omkring hans intentioner. Alt dette på trods af hans mund som ikke stod stille mange øjeblikke.

De to skikkelser nåede til skovens små veje. Luften var frisk og duggen faldet på bladene, efterladende deres støvler let fugtige som de trådte ned af stierne. "Men, så er det heldigt at det er noget du naturligvis aldrig kunne finde på!" Fortsatte hun, med det indre billede løbende forbi hendes nethinde, dette efterladende et smil på hendes læber. Den kvindlige jæger stoppede op, da en stenrække dukkede på længere inde i skoven, hun bed sig kort i underlæben og nikkede de to skikkelser i retningen. Hun trådte væk fra de små stier, ind mellem nogle tætte træer og buske, som hun studerede stencirken, det lignede umiskendeligt en druidecirkel. Flere store sten stod unaturligt i det friske løv, flere af dem overgroet med mos gennem årene, dækkende for indgraveringer der var falmet ved tidens tand.
Hun skævede rundt, umiddelbart kunne man ikke engang se byen herfra, de havde lagt for mange træer mellem dem og byen som kun summede fra nattens vågne gæster. "Jeg gætter at dette er så godt et sted, som det bliver?" Det var ikke første gang at izilarna havde overnattet i skoven, langt fra, den bragte en ro med sig som var svær at finde andre steder. Blot én forsigtighedsregl, hun kiggede op, niks, ingen fuldmåle. "Med mindre druiderne kommer og æder os, i raseri over vanhelligelsen af deres store sten!" Izilarna klukkede, for første gang faktisk nervøst, ikke for druiderne, de var som regel fredelige væsener, men nærmere for den forstående handling.
I én enkel bevægelse satte hun det ene ben foran det andet, inden hun lod sig dumpe ned i det grønne løv som dækkede denne frodige del af skovbunden, siddende i skrædderstilling, med ryggen lænet op af en af de store klippelignende formationer.
På få øjeblikke lod hun hånden glide ned til lommen, inden hun trak flakonen op. Endnu engang lod hun sig betage, men rettede så blikket op mod Vektor, stakkels mand, sikke en tur hun havde endt med at slæbe ham med ud på.
"Som sagt, jeg forventer ikke du bliver til rusen tager af.. Bare.. De første øjeblikke" Hun hævede brynene i en forsikrende mine, inden hun trak proppen af. "Nogle sidste kloge ord?" 

Selvom Fristavn i sig selv var en ret uhumsk og fredsløs præget by, jah så var naturen der omgav selvsamme, så langt væk fra det som noget kunne komme. Det var en stærk kontrast, en man ikke kunne finde mange andre steder i landet (gættede han på) og i sine yngre dage havde han kunne bruge flere timer på at forvilde sig rundt i skoven. Med byens børn, leget at han var ligeså meget elver som han kunne fremstå, og da han var endnu yngre, søgt imellem de tykke stammer i et naivt forsøg på at finde en faderlig skikkelse. 
I hans søgen var han snublet over små lysninger som dette. Og selvom han ikke kendte til stenenes oprindelse eller den spøjse energi der på visse magiske aftener lagde sig om dette område - fyldte det ud i en magisk, drømmende tåge... jah så fandt hans fødder ofte tilbage til det. Nogle gange frivilligt, andre gange som et af skæbnens usynlige tilfælde. 

Hænderne havde fundet deres vej til lommen, idet at de begge gjorde holdt. Sølvmennesket med et overvejende blik på området omkring dem, og sølvelveren med en afslappet holdning imens han ventede på en godkendelse af stedet. "Mmmmh, der er andet, men så skal vi længere ind i skoven" smilede han, et smil der åbnedes i en lille latter ved hendes næste ord. Selvom han ikke vidste hvad druider var for nogle, tvivlede han på at meget vrede ville komme her. 
Og endelig satte Izilarna sig ned. 
Almindeligvis, jah så ville Vektor ikke kalde det han betragtede og hørte lige nu, som værende nervøs latter eller holdning. Normalt ville han tænke; ahh, det forekom ret afslappet. Men sammenlignede man med kvindens tidligere selvsikkerhed, skulle man være halvblind for ikke at se forandringen der havde sneget sig ind på hende, efterhånden som... tidspunktet nærmede sig. 
En nervøsitet der fik det til at sitre i hans ene mundvig - det var kært og menneskeligt, to ting der ellers havde ligget ret så langt fra den kviktænkende kvinde og hendes udstråling - og det var også hvad der fik ham til at dumpe ned ved siden af hende, efter at have mødt hendes lyse øjne, der havde skævet op til ham. 
Benene var trukket en anelse op, så armene kunne hvile på knæene idet at han lænede sig frem og kiggede til siden, på hende. "Som du vil, Musling" - de første øjeblikke, de sidste øjeblikke. Han skulle nok skride hvis han begyndte at kede sig, det skulle hun ikke være bekymret for. 
Det skarpe hoved gled en anelse på skrå, inden at han med en lille latter trak hænderne ned til lommen, for at finde tobak og pibe frem. Fordi apropo... "Aye, der går nok lige lidt tid inden det er nedbrudt, og skudt ud i dit system. Såeh... ryger du pibe?" alt efter hvornår hun sidst havde spist, kunne der gå alt fra 15 min til 45 min, så et sug eller tre imens man ventede? Det kunne vel aldrig skade. "Og... er der noget du vil have jeg skal gøre, skulle du reagere dårligt? Eller... reagere rigtig godt, for den sags skyld" sidstnævnte sagt med et blink af øjet, da han da ikke var bleg for at gøre det mere behageligt, hvis han kunne. Så slet ikke. De ru hænder begyndte hjemmevant at klargøre en groft skåret pibe, for at stoppe den med en mere billig version af hvad der måske var rart at ryge. Men, når det kradsede gjorde det ham ingenting, omend det selvfølgelig ikke var alle's smag. 

Izilarna lænede sig mageligt tilbage mod stenen, findende en behagelig hvileposition, på trods af at duggen var faldet og solen ikke havde fået lov at vvarme stenen op i dagtimerne, grundet de store trækroner som dækkede området, var det i sandhed en behagelig summen der omkransede området. Der havde med alt sikkerhed været udledt større magiske krafter på dette sted, måske engang for mange år hundrede år siden. Det fik det til at summe i fingerspidserne, enten det, ellers var det den næsten ikke-eksisterende fine duft fra flakonen, hun knugede i hånden. Hun lyttede til Vektor, hans altoverskyggende ro smittede heldigvis af, det var tiltrængt til hendes klamme håndflader. 
"Der er sikkert uendeligt med steder i den her skov..." Hun blinkede kækt til ham, måske selv forsøgende at udskyde øjeblikket "... Men vi skal også kunne finde tilbage!" Hun slog ud i det kække smil, inden hun satte flakonen for læberne, og lod den gyldne væske glide over tungen og ned i svælget. Det smagte overraskende neutralt, hun vidste egentligt heller ikke hvad hun havde forventet, måske oget stærkt, som når man drak rom?
I en doven bevægelse rakte hun den nu tomme flakon mod Vektor "Genbruger i?" at få lavet glas var ikke helt billigt, men det kunne selvfølgelig også være, at det var afspejlet i prisen på flasken i første omgang. Hun knugede flasken kort, glasset virkede solidt nok til at kunne holde en sjæl, men formodentlig ikke nogen dæmon, ikke en gammel en i hvert fald.
Izilarna morede sig let ved hans grove pibe, hun havde nok forventet noget mere elegant, grundet hans elviske gener, en fin let buet pibe skåret af ben måske, eller en lang svungen træpibe. Hun trak benene op, så hun kunne hvile armene på knæene, just som han selv sad, skovens stille ro var slående, det var i sandhed balsam for sjælen, hun måtte bruge nogle flere nætter i skovens dybe ro. At dele oplevelsen med en mystisk fremmed havde bestemt heller ikke gjort den dårligere. "Åh, jotak som byder!" Det var ikke ofte at Izilarna selv røg, hun havde som rebelsk ung haft sin egen, men vanen var ofte mere praktisk end så meget andet. Roligt rakte hun hånden ud mod ham og tog imod piben, som hun kort efter stak ind mellem læberne. Det første hvæs fik hende til at hoste og hakke, så hun selv måtte le efter at have genvundet kontollen over hendes vejrtrækning. "Hvis du nu bare ikke får mig slået ihjel, tror jeg det er fint!" lo hun, inden hun rakte piben tilbage til ejermanden. En sær varme var begyndt at brede sig fra hendes abdomen, en rolig tillokkende varme

Vektor rystede en anelse på hovedet da hun spurgte om der blev genbrugt, men endte alligevel med at tage imod flasken, nok mere af automatik end fordi at han kunne bruge den. Til gengæld byttede han det med piben, som han med et lille smil rakte den hvidhårede kvinde - bare lige for at dulme nerverne selvfølgelig. 
Leende skiltes elvernes læber da hun begyndte at hoste, og mildt rystede han en anelse på hovedet - fordi det havde bestemt været forventet. Det var næppe folk der levede den sunde livstil, der tilføjede et tobakpræget lag af røg til deres liv, sådan som Vektor gjorde i en hyggelig lille vending. Og kunne hun leve usundt og overleve i sit erhverv, var hun lavet af ubrydelig metal, og ikke kød og blod. "Hah! Jeg skal gøre mit bedste!" 
Hans lunger var for længst hærdet af lange aftener på røgfylte kroer og diverse andre finurlige aromaer, så hvor at hendes stemte imod, tog Vektor's 'glædeligt' imod røgen, da han fik rakt den tilbage og dermed tog et sug. Som en af de frygtindgydende drager pustedes røgen ud af næseborene, og den mørke sky bredte sig dovent i den stillestående luft. Skoven omringede dem virkelig med sine lange arme af træ. 
Det var beskyttende, en tanke der blev sendt på flugt ligeså hurtig som den var kommet, da han gjorde en god del for at distancere sig fra alt der kunne minde om 'elviske paralleler'. Lorterace. Slet ikke ligesom menneskernes intense nærvær og spontane tanker. 

Apropo, jah så var det at Vektor tog endnu et sug af piben, inden at den blev rakt tilbage imod dæmonjægeren, der også fik et studerende blik over sig i selvsamme. Nu hvor at væsken var indtaget, var det virkelig kun et spørgsmål om tid førhen at noget ville ske. Og da effekten var stærkt varierende fra person til person, jah så var det oprigtig nysgerrighed i forhold til hvad der ville komme, som fik Vektor til at smile mere indbydende og mageligt. "Hmm... beskriv endelig hvad du fornemmer, hvis du har lyst" Vektor lænede hovedet mere imod stenen, imens at han kiggede op på den mørknede himmel over dem. "Jeg nyder at følge med i en god rus" tilføjede han ganske oprigtigt. 
Der var noget forunderligt ved at være den 'ædru' i sådanne selskaber. Han havde været der utallige gange før, og ofte skulle våge over sine venner når de forsøgte sig med nye varianter af berusende mixture og dets lige, måske endda oftere end han selv havde været den påvirkede person, underligt nok. Men alt efter hvordan det her gik... 
... kunne det være at han selv blev fristet til at slutte sig til hendes lille rejse. Det var efterhånden lang tid siden. Og selvom Nox ikke påvirkede ham på den måde, så havde han andre ting i lommerne, der kunne være mindst ligeså godt.