Da mørket endelig slap sit greb om Samanthas sind og tillod hende at vende tilbage til bevidstheden, var det til fornemmelsen af at blive båret. Ikke smidt over en skulder, som hun havde været så mange gange på vej væk fra optræk til eller et fuldt igangværende slagsmål på en af Frihavns mange knejper, men holdt nænsomt i en favn. Uventet og uvant, men alligevel holdende hende beroliget nok til at lade det skete finde tilbage til hende, før hun gjorde væsen af at være kommet vågnet.
Ikke at det skete helt var af samme mening.
Dårligt havde hun indåndet duften af Lee, mudder, blod og noget andet metallisk, før det sidste syn af ham blev klasket hende pænt i synet af hendes hukommelses venlighed.

Et gispende indtag af luft fulgte, som hun også slog øjnene helt op. Først vendt mod ansigtet på den der bar hende og derefter mod armen hun kunne se. To arme kunne hun mærke, men det gav stadig ikke fulgt mening i hendes sind. Mere påtrængende var fornemmelse af stand tilbagelagt og skoven der var svundet væk. "Hvor længe var jeg nede?" Neutralt og roligt. Intet alarmerende der. Som den dumpe banken i armen hun nægtede at se på og som mærkedes varmere end den burde.

Rejsen havde været lang, og selvom Spikes krop ikke trættedes, kunne han mærke udmattelsen nage bagerst i sit sind. Efter Sam havde besvimet og han havde taget hende i sine arme, var de kun stoppet en enkelt gang ved en bæk, for at vaske det værste blod og skidt væk i det kolde vand.
Skovens dunkle mørke og tætsiddende træer var blevet til let skovbryn, i takt med at mørket havde taget sit hold på nattehimlen. Træerne havde endeligt givet efter for de klippede bakker, der kendetegnede Safirien og dens industriområder. De havde netop krydset toppen af en bakkekam, da Sam endelig vågnede og talte til ham igen, og en varm bølge af lettelse strømmede igennem hans kolde krop. Han havde frygtet at hun ikke ville vågne før de ankom til hovedstaden.

”Nogle timer,” sagde Spike med en rolighed, der næsten skjulte hans udmattelse. Det var midt om natten, og fuldmånen strålede kraftigt ned på dem fra en skyfri himmel, dækket af tusinder på tusinder af stjerner. I det fjerne kunne skæmtes lyset fra hovedstadens udkantsbebygninger.
Spike gik på hug, og satte Sam forsigtigt ned i det ankelhøje græs, der dækkede bakkeskråningen. Hans blik søgte hendes.
”Hvordan har du det?” Det isblå blik bar en blanding af følelser, fra den kyniske beregning af en soldat, vant til smerte, til den ængstelige oprigtighed af en person, uvant til at bekymre sig for andre. Han holdt sin hånd frem, så hun kunne give ham hendes, til undersøgelse.

Samantha lukkede øjnene let ved hans ord og bandt dem sammen med følelsen af afstand til det sted de havde været før hun faldt væk fra bevidstheden. Nogle timer virkede næsten i underkanten, men også ganske rammende. Alt hun virkelig havde ønsket var at høre hans stemme og møde hans blik, så hun kunne forsikre sig om at han var den hun troede han var. Blikket nok det mest sigende, da lettelse lå deri og noget hun ikke ønskede at sætte ord på.

Som han sænkede dem til jorden og derefter lod hende finde den med ende, fødder og for et øjeblik ryg, strammede hun grebet om de flyvske tanker og låste dem så godt hun kunne til nuet. Stjernerne over dem var fine, men ikke hvad hun skulle have blikket på eller svømme hen over. I stedet satte hun sig ordentlig op og fangede hans blå, blå blik.

"Haft det bedre..." Hun flyttede den sløset forbundne arm og greb den så med den anden, som selv det at bevæge fingrene sendte jag fra arm op gennem skulderen og ud i hendes blik. "Sikkert også værre engang, men kan ikke huske hvornår." Hun skar en grimasse, tog så imod hans hånd med den raske og lod ham hale hende på benene. Noget hun burde have kunne gøre på egen hånd, men ikke ønskede at teste om virkelig var muligt. "Det er kun armen, men ja..." Hun sank en klump og nægtede at sætte flere ord på hvad de nok bedste var sket med såret efter dårlig behandling og skidt var hvad det havde fået. "Den sidder da fast... hvordan fik du din sat fast?" Meget diplomatisk skift eller noget, men hendes tanker insisterede på at blive ved med at hive hans arm af og på og det var noget forstyrrende for fokus.

Hendes ord nåde næsten at trække et smil ud af Spike, før hun bevægede fingrene og han kunne se smerten i hendes øjne. Ved første blik kunne han tro hun havde brækket armen, men Spike vidste bedre. Hvor det ikke var umulig at brække nogens arm med en kniv, var det langt mere sandsynligt at kniven havde skæret i hendes muskler. Spike vidste hvad man gjorde i militæret, hvis betændelse satte ind for alvor og magi ikke var til rådighed. Der ville være et tidspunkt, hvor det var valget mellem hendes arm og hendes liv. Han knyttede brynet, men prøvede at holde et neutralt udtryk. Det var bedst ikke at bekymre Sam med sådanne tanker.
Han kiggede på sin hånd som hun stillede spørgsmålet, og begyndte at gå mod byen i et roligt tempo mens han tænkte. Hans hænder, arme og ben blev hugget af så hyppigt, at han ikke længere tænkte over det, når han satte sig selv sammen igen, men det var ikke en nem ting at forklare. Uden at skræmme folk væk.
”Det er en del af min evne. Jeg kan ændre mine kropsdele, ligesom jeg ændrede mit ansigt, eller sætte ting på plads, der falder af.” Han tænkte tilbage på alle de gange, det havde reddet hans liv. Hvor han var gået væk fra et sværdstød, der ellers havde været dødeligt. ”Meget praktisk.”
Han kiggede over skulderen, for at se hvordan hun begik sig i bakkerne, og om han skulle sætte tempoet ned. Et smil krøb ind over hans ansigt.
”Så hvis du nogensinde får brug for en hånd –”

Samantha nåede at se Lee's blik lysne af munterhed, før hendes smerte havde det tilbage til den uventede bekymring og kølige beregning. Det sidste kunne hun forholde sig til, mens hun nægtede at tænke dybere i det første, skønt hun satte pris på det. De havde haft så kort tid sammen og hvad end der var vokset frem mellem dem, så vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre ved det. For nu var der også andre ting der overskyggede de voksende følelser mellem dem. Hun kendte tegnene på betændelse i sår godt nok til at vide det var noget møg med den arm. Især som de første tegn på feber var begyndt at krybe ind på hende og sløre hendes tanker yderligere.

Som Lee begyndte at gå faldt hun i trit med ham. Bevægelsen gjorde godt. Den gav hende en følelse af at gøre noget, komme fremad og ikke bare hjælpeløst være. Efter lidt svarede Lee endda også på hendes spørgsmål og fik til en start et lille nik fra hende. Hun havde set ham forandring sin krop, mærket det endnu tydeligere, men mest mødt flere ansigter fra ham. Øjnene forblev heldigvis de samme. Det meste af tiden.
En sten fandt hendes ene fod, som hun vendte hvad han sagde og fik hende til at gribe ud efter ham for at holde balancen. Først fat i hans arm og hun slap den ikke igen som de gik videre, men lod dens fasthed være hendes. Så trak han en lille fnysende latter fra hende. "Tak, tror jeg..." Synet af den afhuggede arm viftet i hendes retning, som var det naturligt at klappe andre med en frigjort legemsdel fik hende at gyse og alligevel rørte hendes nysgerrighed på sig. "Fungere den for sig selv som hvis den sad fast?" Lidt morbid spørgsmål,men praktisk hvis den gjorde... også selvom muligheden gav hende et levende billede af en afhugget arm krybende over jorden mod hende...
"Er det Dianthos der i horisonten?" Lys kunne jo stamme fra så mange ting, men håbet lå i hendes stemme.

Spike satte tempoet ned, som hun greb hans arm, og da hun ikke gav slip holdt han det lavt. At gå i bakkerne føltes vidunderligt i forhold til skovens indelukkede trækroner. Fodfæstet var mere sikkert i bakkerne, end det havde været i skoven, så man kunne gå og tale uden at det krævede en mental indsats. Spikes hjerte lettedes ved hendes latter. Han længtes efter den simple tid på kroen, hvor de hverken havde behøvet flygte for deres liv, eller frygte betændelse. At han stadig kunne få hende til at le, selvom kun mildt, viste ham at de kunne vende tilbage til det sted, hvis han var heldig.
Han rystede på hovedet. ”Kun hvis jeg stadig rør den, ellers begynder den at. . . smelte.” Han havde aldrig skulle sætte ord på det før, men smelte var vel det bedste ord. Efterlod han et stykke af sig over længere tid, vendte det tilbage til den sølvlignende væske, hans krop bestod af.
”Det håbede jeg du kunne fortælle mig, jeg ved ikke hvor vi er, kun at vi går nordpå. Men før vi når frem. . .” Han drejede hovedet delvist, så kan kunne se hende ud af sin øjenkrog. ”Jeg skal have et nyt udseende,” hans hår tog den unaturlige sølvfarve, og strakte sig ud i lange grove lokker før de enkelte hår begyndte at tage form. ”Noget blond, for en gangs skyld. Nogen ønsker?”

Det hjalp at Lee bevægede sig langsommere efter Samantha hægtede sig på ham. Verden stabiliserede sig omkring hende og hun kunne dele opmærksomheden helt mellem ham og jorden foran sig. Det sendte også alt hvad der hidtil var sket tilbage i mindernes tåge og lod nattens kølighed klare virkeligheden af det. Karavanen var blevet overfaldet, de var flygtet og blevet forfulgt, men de havde overlevet trods alle odds. De var på vej mod hjælp og de skulle nok nå frem.
Det ville lysne igen.
"Smelte?" Hun så overrasket op på ham, rynkede så brynene ved tanken om hvordan det havde føltes, som han havde ændret sig, og nikkede så. "Ah, ja det giver vel mening. Så du er lavet af noget.. andet? Jeg synes jeg så noget.. metal-agtigt på et af våbnene der tilbage..." Hun havde ikke helt lagt mærke til alt for meget og var ikke sikker på om det havde været på sværdet eller den afhuggede arm det sølv-lignende havde været på.

Så trak han en ny dæmpet latter fra hende. "Mere nordøst, nordnordøst. Du kan også se det på stjernerne." Hun vippede nakken tilbage, vendende blikket mod himlen og missende det næste skridt. Hans arm var og blev en redning for hende og holdt hende på benene. "Desuden glemmer ud at jeg kun ved hvor jeg er i forhold til hvor jeg har været og Dianthos er ikke et sådan sted. Det burde dog være under et døgn væk og nok lidt mere østlig retning." Lysene der var forsvundet bag en bakke passede stadig meget godt på oplandet. De havde bare brug for selve byen.
"Oh?... oh!" Mellem den spørgende lyd og den forstående, drejede Samantha ansigt mod ham og hun var med et glad for at hendes sind ikke kunne tage flere ting ind. Det sølvfarvede islæt i hans udseende ville ellers have hende stoppende fra at svare. "Blond ville passe til øjnene. Er du kendt for noget bestemt? Måske sænke højde og gå mod mere muskuløs?" Hun havde set ham med nogenlunde samme højde hver gang han havde skiftet udseende og altid med den samme smidige slankhed.

Sølvet trak sig langsomt ud af håret og efterlod en beskidt blond farve. Hun var ikke den første, der spurgte ind til hvad han var, men hun var den første, hvor han havde lyst til at tale om det. Han huskede kun kampen i skoven i tågede brudstykker. Havde han brugt sine kræfter til at dræbe dem? Meget muligt, men Sam kunne ikke have set ham på sit værste. I så fald ville hun næppe tale til ham så afslappet.
”Jeg ved ikke hvad det er.” Spike kunne huske de første dage, hvor sølvet langsomt havde optaget hans krop. Smerten havde været ulidelig, men hvad der havde været værre var sulten. På samme tid havde han fortæret og var blevet spist, men han kunne ikke stoppe. Han rømmede sig, og skubbede mindet tilbage til det mørkeste hjørne af hans sind.
”Det kan være blødt som smør, eller hårdt som stål.” Hans ansigt blev sølvfarvet, og begyndte at strække sig, Spike måtte sætte tempoet ned, som hans krop ændrede sig under tøjet. Han skrumpede en håndslængde og blev bredere over skuldrene. Næsen blev bredere, og hans kæbe mere fremtrædende. Det tog et part skridt at få hånd på den gangart, som hans nye krop forlangte, men Spike havde træning og fandt hurtigt rytmen. På under et minut, var Spike forvandlet til en komplet anden mand. Farven begyndte langsomt at vende tilbage til hans hud.

”Det eneste -” hans stemmebånd var blevet for kort, og hans stemme komisk lys. Han justerede det hurtigt, og startede forfra, forsigtigt. ”Det eneste jeg ikke kan ændre, er mine øjne.”

Mellem skridt kastede han et blik på stjernerne, men alt han kunne se var slørede plamager af lys. Han kneb øjnene sammen, men lige meget hjalp det. Stifinding var ikke noget mørkets specialtropper blev trænet i, så selv hvis han kunne se stjerne tydeligt, ville han ikke kunne bruge det til noget.
”Hvad ser jeg efter?”

Samantha så til siden og tog det opståede udtryk på Lee's ansigt ind. Først tillukket og koncentreret, hvilket så meget kunne forklares med hendes spørgsmål, som håret der fandt en farve og holdt den. Længden var længere end hun havde set ham have den før, men den sendte de slanke trække i en retning hun næppe troede han ville i.
Så valgte han at åbne op. Hun lyttede og lod ham tage sig tiden, før hun gav hans arm et klem. "Det er hvad det er og du er hvad du er." hendes stemme var rolig og accepterende. Efter mere end et årti på havet, kommende og gående fra diverse havnebyer og flækker havde hun set hvad landet vaskede ud. Det var der de sære, de groteske og anderledes endte i langt de fleste tilfælde - dem der ikke valget mørket helt. At blive til noget der mindede om flydende metal var end ikke det mærkeligste hun havde set. Desværre.

Hun så væk, da hans ansigt begyndte at ændre form, men kun for et øjeblik før morbid fascination trak hendes blik tilbage. Det var så glidende og virkede så enkelt, men som han talte og stemmen ramte skyerne afslørede han lidt af besværet bag. Haldis lå i detaljerne. Det fik dog et hurtigt grin fra hende, før hun nikkede. "Nordpå ville de forsvinde i mængden. Jeg ville ikke forsøge et rubinsk skjul. Du ville knuse de arme kvinders hjerte med de øjne." Hvad man ikke havde eller kunne få var altid mere eftertragtet.
Så klingede en ægte, perlende latter fra hende. "Mellem stjernerne?" Et blik på ham og hun lod latteren blive til et smil. "Ahh. På havet bruger vi dem til at lægge en kurs og bestemme hvor vi er. Nogle stjerner bevæger sig ikke på himlen og kan bruges som holdepunkter. Som Nordstjernen."

Hun fortsatte med at fortælle løst om de vandrende billeder på himlen og de historier der var digtet om deres navne eller have givet dem navnene. Det var en god måde at få natten til at føles mindre mørk på holdt hende nogenlunde fokuseret. Ud på de lysere timer begyndte hun dog at tabe tråden oftere og oftere og vise tegn på at svinge mellem at have det for varm og for koldt.

Han kunne bruge hele dagen på bare at lytte til hendes latter. Det var utroligt hvor stor effekt så simpel en lyd kunne have. De mørke tanker forsvandt som dug fra solen, og han kunne ikke lad være med at le over hendes kommentar om rubinske kvinder. ”Bange for jeg finder en høj rubinerinde, og sælger dig til slavehandlen?”

Spike faldt tavst i skridt ved hendes side, som hun begyndte at fortælle om stjernerne, og stillede kun spørgsmål når pauserne var længe nok. Selvom de var på flugt fra døden, hårdt såret og sultne, trak hendes ord fokusset væk fra det. Efter mere end en time med stjernesnak indså Spike, at det ikke kun var hendes latter han kunne lytte til for evigt. Med solen begyndte hendes fortællinger at vakle. Feberen havde taget holdt i hende, og bekymrende hurtigt. Han ønskede at gøre det samme for hende, som hun havde gjort for ham, men hele hans voksne liv havde været dedikeret til død, og det gav ingen hyggelige historier. Så han gik længere tilbage, til hans træningsdage i mørkets hær. Han begyndte at fortælle historierne om de daglige strabadser han og hans venner på den tid var kommet ud for. Som historien om dengang de havde plantet en død ræv i den næseløse instruktørs jakkelomme, og han først havde opdaget det, da han blev smidt på ansigtet ud af et horehus. Eller dengang de havde samlet deres penge for at give en jomfruelig og kysk kadet end tur i høet, og han så var endt med at blive røvet for rub og stub, og efterladt nøgen på en markedsplads. Han talte, selvom han var dybt udmattet, og Sam ligeså. Dianthos var endnu langt væk, men han turde ikke stoppe for et hvil. Han frygtede at Sam ikke ville have styrken til at rejse sig, hvis først hun gav efter. Så han talte, og gjorde sit bedste for at holde historierne muntre.

Lyden af Lee's latter løsnede lidt mere op på alvoren mellem dem. Som gjorde gengældelsen af hendes det mere  iorden at slappe af og nyde øjeblikket. Han havde da også nok overskud til at drille hende, hvilket Samantha tog som et godt tegn. Havde de været helt på røven ville han ikke have kunnet det. Allerede nu fornemmede hun hans alvorsfølelse stærkere end hendes.
Så vurderende lagde hun hovedet let på skrå og så det mindre stykke op på ham. "For en anden kvinde?" hun lod den hænge i luften mellem dem et kort øjeblik, før hun lod blikket glide fremefter og gav ham et let skub med skulderen. "Nah, hun ville finde mig en bedre fangst, så du måtte finde dig i at dele!"

Som solen brød horisonten blev det sværere og sværere for Samantha at koncentrere sig om både at sætte den ene fod foran den anden, holde sig oprejst hvor hun helst ville lægge sig og lukke øjnene, og lytte til Lee's fortællinger. Hans stemme holdt hende dog gående, som hun svøbte den om sig og brugte den til fast holdepunkt på samme måde som hun stadig brugte hans arm.
Med solen svandt lyset væk fra horisonten og oplandet til hovedstaden virkede længere væk, skønt det ikke kunne være det. Derfor overraskede det hende også som underlaget under hendes fødder ændrede sig fra græs og jord til fast-trampet vej. Det fik hende til at åbne øjnene helt og fokusere. Bygninger var skudt op på begge sider af dem. Små og jævne som de var i landsbyer, men de betød andre væsner og et tydeligt afbræk i det bakkede landskab.

Andre rejsende begyndte også at vise sig på vejen og lyden af hove sammen med den skramlende lyd af hjul hoppende på løse sten, nærmede sig bagfra, som Samantha vaklede og lænede sig tungt ind mod Lee. Hun havde ikke meget mere at give og end ikke energien til at sige noget om det.

Spike tav som de bevægede sig ind på vejen. Husene var en blanding af spisesteder, boliger og små forretninger, alle tøjret mod at være det første stoppested i en længere strækning. Enkelte vogne pakket med alverdens vare, kørte fordi dem. Han forsøgte at hverve transport for Sam, der dårligt kunne holde sig oprejst længere, men alle ignorerede ham. Forslået, blodig og beskidt var der ingen, der ville løbe risikoen og tage imod de to rejsende. De måtte fortsætte rejsen til fods.
”Vi er der næsten.” Om han løg for sin egen skyld eller hendes, var svært at sige, for han havde ingen idé om hvor langt de stadig havde at gå. Sam lod ikke til at høre hvad han sagde. Feberen havde udviklet sig alarmerende hurtigt. Alene at nå for enden af vejen virkede som en udfordring. Spike tvang sig selv til at tænke på noget andet end sin udmattelse, og gik på hug foran hende med armene så hun kunne sætte benene igennem. ”Op på min ryg, Sam.”
Han ventede tålmodigt til hun var på plads, og løftede hende med hænderne under hendes lår. ”Bare lidt endnu,” hviskede han til sig selv. De kunne stadig nå til helbredelseshuset i tide, hvis Sam kunne holde fast. Og han kunne holde sig vågen.

Samantha åbnede øjnene halvt, som Lee's stemme brød den opståede stilhed imellem dem. Så nikkede hun let, men blev stående lænet ind mod ham og virkende til at bruge energi bare på det. Vejen havde været lang og uden søvn, hvilket samen med det lette blodtab og det alt andet end pænt behandlede sår, havde efterladt hende færdig. Næsten var ikke tæt nok og hvor gerne hun end ville fortsætte flyttede hendes fødder sig ikke ud af stedet.

Så flyttede Lee sig. Forandringen tvang hende til at fokusere ordentlig på ham og finde hvad end der var tilbage af stædighed i sig. Noget der først fik hende til at ryste på hovedet. Som verden vippede i svar, fulgte hun det dog op med et let nik. "Bare lige kort. Så skal jeg nok fortsætte." Bare lige en mulighed for at lukke øjne et par minutter og så kunne hun finde energien til at gå. Selvbedrag var så dejlig en ting, men her alt hun kunne holde fast i, som hun fandt sin plads på hans ryg, holdende fast med den gode arm og balancerende den anden på hans skulder.
Forhåbentlig var byportene nærmere end hvad det så ud til.