Det blodrøde lys, skinnede smukt igennem Isaris templet mosaikvinduet - fik de mange forskellige farvet glas, til at ligge en helt bestemt stemning i kirkeskibet. Det største rum i kirken - her folk kom for at sidde og lytte til de mange messer fra præster og præstinderne. Der var altid en helt fantastisk ro for Rhoslyn, når hun stod der og begyndte at tænde de utallige stearinlys ved begge sider af alteret. Snart ville natten ligge sig, og hun ville begynde hendes bøn til Isari, inden at hun selv ville finde tilbage til hendes lille alkove. 

Hun hørte skridtene da en af præsterne kom fra våbenhuset, nikkede høfligt til hende - og gik selv hen for at tænde nogle af de mange lys. "Må lyset være med dem" kom der lavmeldt og stille fra den spinkle kvinde, i de hvide rober med guld kanterne - samt den sorte hals der dækkede brandsåret der gik fra halsen og ned af hele venstre side. "Og må lyset være med dem" svaret manden igen, de nikkede begge og han trak sig. Hendes blå øjne, lagde sig fra alteret hen mod prædikestolen. Der ville hun stå en dag, så kunne hun fortælle omkring hendes visdom som Isari havde givet hende. Hjælpe folk med at se lyset selv, og forhåbentlig få lettet det umenneskelige pres der lå på så mange skuldre. 
Igen kunne hun høre skridt, men disse var mere hektiske end de andre, en midalderende mand der havde røde plamager i hans kinder - hvilket typisk betød, at han havde overanstrengt sig for at komme hen til hende. "Fader Tom, er der noget jeg kan gøre for dem?" spurgte hun en anelse bekymret, som hun viftede ilden ud af den lange svovlstik. "Rhoslyn, Moder Isolde har desværre gået ned med feber, vi har fået en healer til at komme. Men vi har ingen til at dække stiftestolene. Er det en mulighed for dem at overtage, til vi finder en bedre løsning?" det var tydeligt at se, at farven i det ellers allerede blege og fregnet ansigt forsvandt. "Stiftestolene? Men jeg, de ved jo jeg ikke har aflagt min ed endnu." hviskede hun næsten uhørligt, som hun vred sine fingre nervøst mod hinanden. "Hvordan kan jeg fremstå som en, der kan tage mod de tunge byrder som folk unægtelig vil ligge på mig? Og give dem gode råd og hjælpe dem?" prøvede hun at forklare, som manden gav hende et smil og lagde en varm hånd mod hendes overarm. "Det at de tvivler om de kan hjælpe og tage deres byrder fra disse mennesker, viser allerede hvilken person de er. Og ed eller ej, ville de kunne hjælpe flere - det handler blot om at lytte." forklarede han, Rhoslyn tog en dyb indånding og nikkede "Nuvel, så vil jeg gøre mit bedste - jeg går derover med det samme." hun bukkede dybt, og med hurtige skridt bevægede hun sig over til stiftestolene. Det var med let rystende hænder, hun åbnede døren, og satte sig ind - tænde for røgelse der duftede af lavendel. Der lagde hun så sine hænder i skødet, og lukkede øjnene. Hun ville høre, så snart at døren på den anden side åbnede, og derved vide at der var en som var klar, til at stifte for mørket der måtte have taget fat i personens indre.

Godt to uger efter den frygtelige oplevelse på kroværelset, lignede Ava stadig skyggen af sit forrige selv. Jo, hun var da blevet i stand til vaske sig selv, spise mad med større appetit og læse godnathistorie for sin datter. Men når hun forsøgte at lave regnskab, rystede pennen så kraftigt, at skriften blev ulæselig. Og når hun stod i klasseværelset for at undervise, blev hun ved med at se hans ansigt på børnenes. Hun havde hurtigt opgivet derefter.

”Du skal snakke med nogen om det, forstår du?” Sådan havde Pax’ ord lydt, og som dagene var gået, og hun til sin egen gru var blevet så apatisk, at hun ikke længere var i stand til at udvise samme kærlighed til sin egen datter som før i tiden, indså hun, at han havde ret.

Hun bevægede sig derfor vagtsomt gennem de nedre gader i Dianthos’ by. Han er her ikke. Hvad skulle han lave i et hul som dette? Jeg er ikke længere interessant for ham. Således messede hun for sig selv, mens hun konstant så sig over skulderen. Hun havde bundet et tørklæde om håret og bar en sort kappe for at glide i ét med skyggerne.
Det var en lettelse at nå frem til Isaris tempel, og idet hun trådte ind over dørtærsklen til den hellige sfære, slappede hendes skuldre mærkbart af. Duften af røgelse smøg sig om hendes skikkelse. Hun trippede hurtigt hen til en ledig skriftestol, lukkede døren i og sank ned på stolen. Stilheden sænkede sig, kun afbrudt af raslen fra tøj og dæmpede bønner på den anden side.

”Præstinde…” Hun måtte rømme sig for at klare den hæse stemme. ”Tak fordi, du tager tid til at lytte til mig i dag.”

Af alle mennesker hun havde forventet at høre i dag, havde hun aldrig i sin vildeste fantasi troet at det ville være en bekendt. Nej, en ven. Og her sad hun så og hørte hvordan at døren gik, at en person satte sig på den anden side - et menneske hun ikke kunne se eller vidste hvem var. Så da i et rum tid intet blev sagt, tog hun blot en dyb indånding og begyndte at sige nogle remser fra en messe, der snakkede om tilgivelse og at tro på lyset nok skulle være der, i ens mørkeste tid. Det var vel derfor at folk kom for at stifte, var det ikke?

Også hørte hun stemmen, og hun fik kuldegysninger som det gik op for hende, at hun kendte kvinden på den anden side. Nu sad hun i et dilemma, skulle hun sige det? Eller, skulle hun holde facaden? Det pludselig dilemma for den unge kvinde, gjorde hun først intet sagde. Men efter at have taget en dyb indånding og fået samlet sig selv, fik hun taget en beslutning - for hvis hun kunne genkende Ava's stemme, ville hun også genkende hendes. Og dertil, kunne så selv vælge om hun ville bede om en anden - eller blot fortælle hvad der var galt. 
"Barn af lyset, vi har altid tid til at lytte - hvad er det der bekymre dig, siden du er kommet her i dag?" sagde hun med en imødekommende og klar stemme. Hun knugede sine egne fingre sammen; hvad er der dog sket, siden du kommer i dag? Tænkte hun sit stille sind, mens hun mærkede suget i maven, som hun afventede en respons fra den anden side.

Ava lyttede tavst til bønnerne, men det var som at høre et andet sprog. De bragte ingen lindring for hendes flænsede sjæl. I stedet ventede hun tålmodigt, til præstinden havde talt færdig. Hun spændte kroppen, og gjorde sig parat. Det ville blive grænseoverskridende at krænge det inderste af sin sjæl ud til en fremmede, men hun fortalte sig selv, at præstinderne var gode mennesker med ubegrænset tålmodighed og kærlighed, ligesom den gudinde, de tjente. Den gudinde, som Ava langsomt var ved at miste troen på.

Så var det, som om noget faldt på plads i Ava. Med ét genkendte hun stemmen. De havde ofte drukket te sammen og diskuterede tro. I ét ryk rettede hendes blik sig mod nettet, som var tætvævet i en grad, der slørede identiteten af præstinden, men stadig afslørede lys hud og hår. Det var nok til at bekræfte hendes tvivl. ”Rhoslyn? Er det virkelig dig?” hviskede hun. ”Jeg troede ikke, du var uddannet præstinde endnu? Men hvor er jeg dog glad for at høre din stemme!” Hvis hun endelig skulle snakke med nogen, var hun glad for, at det var én, hun stolede på.

Hendes skuldre gled ned på plads, da hun hørte hvad der fulgte efter; Rhoslyn? er det virkelig dig? 
For frygten havde hurtigt manifisteret sig, som var hun bange for at kvinden ville storme ud, og ikke komme tilbage. Nogen brugte jo stiftestolende til at snakke med en fremmede, en som de vidste ikke vidste hvem de var - og derfor uden at holde tilbage, kunne fortælle hvad der var sket. Hun sank langsomt sit spyt, som var formet sig mellem gangen og tungen. Og trods så meget vand var blevet frembragt er nervøsiteten, følte hendes hals stadig tørre end Rubiniens ørken. 
"Ava" sagde hun langsomt, en anelse hæst - rømmede sig i sin knyttede hånd og tog en dyb - næsten opløftende indånding. "Jeg er blevet kaldt på en lidt.. prekær tjeneste, så jeg er hellere ikke helt færdig med at være præstinde endnu." svarede hun langsomt, mens hendes fingre begyndte at knuge det hvide stof. 
Ingen havde forbredt hende på, hvordan det ville være hvis hun kendte personen! Hun måtte tænke hurtigt, hvad ville være det bedste i dette øjeblik? Kunne de blive siddende, eller ville hun helst kunne se hendes ansigt. 
"Foretrækker du at blive siddende sådan her, ellers kan vi godt trække os ind i en af rummene bagved, hvor ingen kan høre os?" hun ventede med at spørger, hvad der dog havde bragt hende til stiftestolende. Det havde hun i det mindste lært, de skulle selv finde tiden til at forklare - det var ikke noget hun skulle fremtvinge, da det typisk var mørke og utænkelige ting, der kunne dukke op hos folk. Hvis det ikke var de små ting, som de havde kommet til at slå en. Drikke for meget, eller løget over for en person de elskede.

Ava nikkede forstående, men indså, at Rhoslyn selvfølgelig ikke kunne se det. ”Jeg er sikker på, du gør det fremragende,” fastslog hun. Rhoslyn omfattede, om nogen, de kvaliteter, en præstinde burde indeholde: næstekærlighed, forståelse og omtanke. Engang havde Ava selv overvejet at blive præstinde, men hun vidste, at der voksede et mørke indeni hende. Et mørke, der var vokset støt på det seneste.

”Lad os gå ind ved siden af,” sagde Ava dæmpet. Hun foretrak at se Rhoslyns ansigt, når de talte. På den måde ville ingen desuden kunne høre, hvad de talte om. Hun rejste sig, åbnede døren ind til skriftestolen og lukkede den bag sig. Da Rhoslyn ligeledes dukkede op, greb Ava kortvarigt hendes arm og trykkede den blidt som hilsen. Hun fulgte efter Rhoslyn ind i et afsides rum med et par tunge kister, reoler med bøger og kurve med lys. Desuden stod der et gammelt træbord og et par stole, hvoraf Ava lod sig synke ned i den ene.

”Tak fordi du giver dig tid til at tale med mig,” begyndte hun stilfærdigt. ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte …” Hun fik et fjernt blik, som om hun mindedes noget, imens hun vred hænderne. ”Jeg er bange for, at jeg har mistet troen på Isari.”

Det var et blidt udtryk som mødte Ava, da hun kom ud af stiftestolens rum. Med hurtige fingre, fik hun vendt et skilt der ville fortælle den næste stiftende, at der ville gå noget tid før at hun kom tilbage. Hvor til hun måtte forklare over for sig selv, at dette måske var en anden måde end man normalt så, man tog en andens tilståelse. Men, hvad der virkede for nogen virkede ikke for andre!

Hendes egen hånd klappede kort Ava på den, som der havde lagt sig rundt omkring hendes arm. Inden Ava trak den tilbage igen. Stilheden lagde sig mellem dem, som de  bevægede sig ind i rummet, hvor Rhoslyn mente at de kunne tale i fred uden at blive forstyrret. 
Hendes blik lagde sig rundt omkring i lokalet, inden hun lukkede døren bag dem - sikrede sig den var låst. Mest så folk ikke bare kunne brase ind og forstyrre dem. Nøglen blev dog siddende i låsen, mest så Ava ikke følte hun ikke kunne komme ud igen. Det kunne til tider, virke meget angst provokerende. 
"Selvfølgelig min ven." sagde hun blidt, og satte sig ned over for hende i den anden stol. 
Øjnene blev dog store, da hun hørte de næste ord. Mistet troen på Isari?
"Hvad er der dog sket min kære?" spurgte hun lige ud, mest fordi hun ikke helt kunne holde det tilbage. Det var meget store ord at bruge, sådan at sige man havde mistet troen på lysets gudinde. Hvad var der dog hent siden hun pludselig følte noget så voldsomt? 

Ava krummede sin udmagrede krop en smule sammen, som for at beskytte sig mod minderne, der bølgede over hende ved Rhoslyns spørgsmål. Hun slog hænderne sammen over brystet og stirrede ned i gulvet. ”En mand har gjort … grufulde ting ved mig,” hviskede hun med mørke øjne. ”Jeg var på vej hjem til mine forældre og skulle overnatte på en kro, da en af mine medrejsende viste sig at være Zaladin i forklædning.”

I ét ryk rettede Avas blik sig mod den kommende præstinde, hvis blide ansigtstræk blev et anker i det oprørske hav, der truede med at drukne hende. ”Han tog mig ved magt, Rhoslyn. Og han dræbte de to, vi rejste sammen med. Han dræbte dem!” Desperat greb hun ud efter Rhoslyn og klemte hendes arm hårdere end det var meningen.

Hun prøvede for alt i verden, ikke at kigge medlidende på hende. Hun kunne selv husket hvordan det var, de blikke der kunne få en til at følge man var mindre værd. Fordi alle kiggede på en, som man var mere skrøbelig end hvad man var. Sådan havde de i hvert fald gjort, da healerne ikke kunne fjerne hendes store plamager af brandsår. Noget med det havde været magisk ild, og det kunne de ikke stå op imod. 
Så blikket var mere blidt, opmuntrende så Ava forhåbentlig ville fortælle mere af hvad der var sket. 

Et suk forlod hendes næse, da den anden kvinde kom ind til kernen af hvad der var sket. Forfærdeligt, hvordan kunne nogen dog gøre noget så frygteligt? 
Hendes hånd lagde sig på Ava’s hånd der klemte hårdt omkring hendes arm. Noget der nok ville skabe blå mærker, når hun vågnede dagen efter. Men det var intet i forhold til den smerte, som den stakkels kvinde havde gået igennem. “Det er jeg utrolig ked af at høre du skulle gå gennem Ava.” Sagde hun oprigtigt, mens hun søgte efter ord der måske kunne være lindrende for denne smerte hun følte. “Ingen i verden burde opleve sådan en smerte, og jeg kan godt forstå at du er et meget mørkt sted nu, hvor alt føles som om det aldrig bliver bedre.” Hun lænede sig frem, og lagde en blid hånd mod hendes kind. “Hvis det er Isari’s ord du leder efter, kan jeg kun sige - at ingen gud, eller gudinde ville pålægge dig noget du ikke ville kunne bære. Men det betyder ikke, at man skal bære denne sorg og forfærdelse alene. Har du nogen du kan være sammen med? En der kan passe på dig i natte timerne, hvor jeg må gå ud fra det er værst?”

Det gibbede let i Ava, da Rhoslyns hånd lagde sig på hendes kind og fremkaldte minder om det sidste menneske, der havde berørt hendes krop. Det gik op for hende, at hendes tag i præstindelærlingens arm var for hårdt, så hun gav slip, mens hun lyttede til Rhoslyns ord. Det var ikke balsam på hendes sjæl, som hun havde håbet på. Snarere følte Ava uretfærdighedsfølelsen vende tilbage.

”Jeg har min datter,” sagde hun afvisende. ”Og en ven, der passer på mig.” Pax havde folk til at holde øje med børnehjemmet. ”Men hvorfor, Rhoslyn? Hvis Isari er nådesfuld og kærlig, hvad er så meningen med, at jeg skulle igennem disse pinsler? Er det ikke nok, at mine tidligere handlinger har kostet alt? Hvorfor fortjente jeg denne straf?” Spørgsmålene væltede frem, alt imens hun vred sine hænder i desperation for at klynge sig til forståelse.

Hun tog langsomt hånden tilbage, og nikkede langsomt. Hun vidste ikke helt hvad hun kunne gøre, for at gøre situationen bedre. For det var en forfærdelig situation at stå i. 
Måske det ville hjælpe at dele noget fra hendes eget liv, hvor hun havde stået i lignende situation. Hvor hun også havde tænkt hvorfor havde hun fortjent dette? 

“Det er vigtigt, at vi ikke lukker os inde i os selv. Hvis vi ikke lader folk komme tæt på igen, og lukker op for de uretfærdigheder vi har oplevet. Hvordan skal vi så kunne heale, de uretfærdige sår på sjælen vi har fået. Jeg kan nok desværre ikke sige noget, som kan gøre at det hele føles okay. Eller give dig en forklaring på hvorfor Isari har handlet som hun har gjort” hun smilede igen blidt, så godt hun nu kunne, i håb om at lindre hendes sjæl - vel vidende at det ville tage mere end bare hendes ord og et smil for at hjælpe hende ud af mørket. 
“Ava, ingen fortjener denne straf. Men at sende skylden mod vores gudinde, for ting der sker på jorden, vil aldrig løse vores problemer. Jeg kan godt forstå at alting er mørkt og er svært at se en udvej ud af. Vi har alle vores bjerge at skulle bestige, jeg har da også tvivlet min tro da jeg var yngre. Men for mig er Isari det lys og den styrke jeg også finder i mig selv. Og derfor skylder jeg det til mig selv og hende, og finde det positive i hverdagen - også selvom det kan være svært.”

Ava prøvede. Hun prøvede virkelig at tro på Rhoslyns ord. De havde givet mening engang. Hun havde fortalt sig selv de samme ting, efter hun var løbet bort fra sin familie, gravid og ensom. At der var godhed i verden, at Isaris lys nok skulle vinde frem. Men efter hendes sjæl var blevet flænset, var som at fange lysstråler dybt nede havet, hvor mørket for længst havet omsluttet hende.

”Jeg tror, Isari har forladt mig endegyldigt,” hviskede hun og fæstnede sit blik et sted over Rhoslyn, fortabt i tanker. Rhoslyn ville uden tvivl kunne se, at Ava havde forandret sig. Væk var den naive, blide kvinde. Hun havde render under øjnene, var virkelighedsfjern og havde tabt sig voldsomt, fordi hun var ligeglad med at spise. En kvinde, der havde givet op på sin krop. ”Måske gjorde hun det for længe siden? Alt, jeg ser nu, er mørke… Onde tunger hvisker i mine ører at jeg fik, hvad jeg har fortjent. De ægger mig til at begå mørke gerninger. Jeg vil dræbe ham, Rhoslyn. Jeg vil finde Chaunce Lochtree og dræbe ham.”

Det var med øjne der næsten genspejlede den sorg, som der måtte være i den anden kvindes hjerte. Hvordan kunne man ellers snakke så nådesløst omkring deres gudinde? Forladt hende endegyldigt? Selv for de væsner, hvis lys var så forsvundet der var Isari der jo også til at hjælpe dem på vej. 
Hun skulle lige til at sige noget, men så så den unge kvinde hvordan at Ava igen åbnede munden, og lod hende fortsætte hendes talestrøm. Det var vigtigt at hun fik det hele ud, så meget vidste den unge snarlige præstinde da.

“Åh Ava, Isari forlader dig aldrig. Du finder hende i de mennesker der befinder omkring dig, de findes i din datters øjne når hun kigger på dig med den glæde som du har givet hende. Det liv som du valgte at give hende.” Fik hun endelig fremstammet, det var hårdt at høre at hun ville dræbe en person. Men, vent havde hun sagt Chaunce Lochtree? 
Hun gjorde store øjne, og sank den klump som havde dannet sig i hendes hals. Hun, hun havde jo mødt ham. Han var jo en forstyrret ung mand, som der manglede Isari i hans liv. Men hun havde aldrig set ham som en mand, der kunne finde på at begå mord. Som hun blev tør i halsen, over denne nye viden - valgte hun i første om gang ikke at nævne at hun kendte manden hun søgte af ansigt. 
“Må jeg spørger dig om en ting Ava? Hvad håber du, du vil få ud af at begå mord? Og dræbe denne mand?”

Endelig var det, som om Rhoslyn brød en smule igennem til Ava, da hun så smukt mindede hende om, at Isaris godhed stadig var at finde i hendes elskede. Ja, hvis Isari stadig fandtes, var hendes blide, uskyldige, intelligente datter et bevis på det. Og dog… selvom Avas hjerte græd, var det ud af et mikroskopisk hul. Resten var blevet belagt af jern.

”Retfærdighed,” sagde Ava uden tøven. ”For alle de liv, han har taget. Du kender ham ikke, Rhoslyn! Du ved ikke, hvad han er i stand til! Nogen er nødt til at stoppe ham.” Det lød nærmeste heltemodigt, og det var med en stemme, der var betydeligt lavere, at Ava tilføjede: ”For at få hævn. Han skal føle samme smerte, som jeg stadig føler. Mit underliv er ødelagt. Jeg har fået ar på min krop, der aldrig heler. Jeg kan ikke længere undervise, fordi jeg konstant har en altødelæggende hovedpine. Jeg er bange for gå ud for en dør af frygt for at møde ham.” Hun rejste sig fra stolen og vendte ryggen til Rhoslyn for at se ud af det sprossede vindue.

Hun betragtede Ava, så hvordan hun rejste og kiggede ud af vinduet. Det hun havde sagt, det lå tungt på den unge kvindes skuldre, for hvordan kunne man dog hjælpe med det? Hvad kunne hun sige, for at føre Ava tilbage på stien mod Isaris lys, når hun var så opsat på at gå mod alt det som det foreskrev. 
Rhoslyn vred sine hænder mellem hinanden, og sad i stilhed for blot en stund. Både så hun kunne give plads til at hendes egne tanker faldt på plads, men også en forhåbning om at Ava selv kunne høre hvilke forfærdelige ting der kom ud af hendes mund. 
På trods af at det også var forfærdelige gerninger som var blevet gjort mod hende. 
"Da jeg var yngre." sagde hun blidt - "Skete der en voldsom ulykke i de tempel jeg boede i. En magisk ild, formådes at være påsat af en elemental, rasede så voldsomt. At vi ud af tyve mennesker, kun slap fem ud. Jeg selv, med halvdelen af min krop skamferet. Jeg kan stadig ikke få sol på mine hænder, uden at det brænder så voldsomt at jeg kan mærke ilden igen. Og jeg vil aldrig sige, at jeg kunne sætte mig ind i de grusomheder som er blevet dig påført, og jeg misbilligere, enhver der vælger at gå mørkets vej så dybt. Hvilket også gør, at jeg ikke kan stå ved, og lade dig planlægge at myrde en person. Lige meget hvor ond han er, gå til de rigtige folk, gå til lysetshær og hør om de kan hjælpe, hvis han virkelig er så ond som du siger, kan han umuligt ikke være i ledtog med mørket selv. Og i mellem tiden, synes jeg du skulle se nogle af templets healer, måske de også kan hjælpe med at heale dit sind." hvad skulle hun ellers sige? Hun var ikke trænet i dette, og bestemt ikke så voldsom en sag som Ava havde lagt i hendes skød.

Ava kunne nærmest mærke Rhoslyns fordømmende blik over de syndige ord, eller også projicerede hun sin minutiøse samvittighedsfølelse over på kvinden. Hendes tanker var dystre, Zaladins forføriske mørke slikkede hende langs halsen, men hun blev tvunget til at være nærværende, da Rhoslyn begyndte sin fortælling.
Undervejs vendte Ava sig om med overraskelsen malet i ansigtet. Det var ikke til at se på den yngre præstindelærling, at hun havde gennemgået noget så frygteligt, og at hendes krop var dækket af ar.
Ava havde overvejet at gå til lysets hær og spørge om hjælp, men en stemme i hendes sind hviskede, at det var hendes ret at destruere ham.
”Jeg er ked af, at det er hændt dig,” sagde hun ærligt. ”Men vi to er ikke ens. Jeg vil aldrig kunne finde fred og forsone mig med, hvad der er sket, hvis han er i live, selv hvis han rådner i en fangekælder.” Hun rømmede sig en smule og glattede sit forklæde, inden hun anlagde en distanceret mine. ”Men jeg skal nok besøge dine healere.”

Hun tog en dyb indånding, holdte den lidt og pustede ud. 
Husk Rhoslyn, hvis du føler panikken der begynder at brede sig i dig, så er det bedste du kan gøre, at trække vejret. Langsomt, og dybt.
Det var noget som havde fulgt hende længe, hver gang at hun følte at panikken var ved at overtage hendes krop, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Begyndte hun at trække vejret, og hvis det var helt slemt - så lagde hun en finger mod det ene næsebor pustede ud, også trak hun vejret ind gemmen det andet. Og sådan fortsatte hun gerne, i et par minutter. 
Men minutter var nok ikke det hun havde lige nu.
“Okay - må jeg spørger dig om at gøre noget andet for mig? Du vælger selvfølgelig selv om du vil eller ej.” Hun ventede en anelse på at kvinde ville vende sig mod hende. Og hvis hun ikke gjorde, eller sagde noget der ville fraråde hende til at stille hendes spørgsmål. Så ville hun igen åbne munden, som hendes nu kolde fingre knyttede sig mellem hinanden.
“Vil du komme og besøge mig igen? Eller - jeg kan selvfølgelig komme og besøge dig. Jeg kan komme forbi hver dag, med brød - også bare sidde og snakke. Nogen gange om det her, hvordan du har det. Og andre gange, bare om de små ting? Ville du indvillig i det? Lad mig prøve at bevise dig om, at Isari stadig er hos dig, også selvom at det ikke føles sådan lige nu.”

Ava vendte sig mod Rhoslyn og nikkede forbeholdent, inden præstindelærlingen uddybede sin bøn. Et tavst suk forlod Avas læber. Hun vidste, at Rhoslyn dermed havde forhåbninger om at ændre hendes mening. ”Det ville glæde mig at få besøg af dig, Rhoslyn,” sagde hun. Ærlig talt kunne lidt selskab få hende til at føle sig tryggere, selvom hun ikke havde nogen forhåbninger om, at det kunne drive mørket væk.

Ava trykkede Rhoslyns hånd, inden hun slog tørklædet op om hovedet. Hun nikkede kort til præstindelærlingen og strøg ud af døren.