Dagen var endelig oprandt. Den Grå Sal i Highwell-borgens hjerte var ryddet for møblerne til dens normale brug, og i stedet pyntet til festlighederne. Blomsterranker af grønt, med liljer og roser iblandt, slyngede sig mellem søjlerne langs væggene, og gik igen i de opstillede anretninger ved bagvæggen hvor de indrammede familiens våbenskjold. Løbere var rullet ud langs de fire vægge og ned gennem midten af salen. Farverne skiftede fra hvide i siderne til koksgrå på det hævede plateau for enden, og til grøn ved den store indgang. Løberen i midten skiftede fra koksgrå til grøn og havde indlangt to bølger af hvide runer, der krydsede hinanden i forening med tre meters mellemrum. I de to åbne områder var rygløse stole stillet frem, og nu optagede af familie og bekendte i dæmpet samtale mens de ventede. Alle var kommet, alle var på plads, alle ventede.

Som de første toner fra en fløjte klingede ud, åbnede de to sidedøre placeret nærmest indgangen. Fra den højre trådte William Thurston ud, klædt i gråt, hvidt og sølv, mens Isadora Highwell trådte frem fra den venstre. Hendes kjole var hvid med sølvgrå underskørter og sølv broderier. Sløret, der sad fast med et sølvspænde i hendes ellers løsthængende, hvide hår, startede med et mønster af dalende snefnug, men havde dem gradvist erstattet med blomster mod bunden.
Et øjeblik stod de to unge stille og så over på hinanden, før de, traditionen tro, fulgte hver sin hvide løber langs væggene, op til forhøjningen, hvor en præst af Aladrios ventede. Denne smilede let, som han begyndte på ritualets ord og handlinger.

Mange ord og få handlinger føltes det som, før præsten fandt et hvidt silkebånd frem, og bandt deres fremrakte hænder sammen. Et synligt symbol på den forening der var sket, og den lighed der var i den. Langsomt vendte de sig rundt, så de stod med ansigterne mod de forsamlede. Musikken fra galleriet skiftede, og de fulgte den midterste løber ned gennem salen sammen.
Ved den store dør ud ventede en Leander-præstinde på dem. Også hun smilede, som hun fortsatte ritualet, bandt båndet op og i stedet bandt enderne til hver sin blomsterkrans, som hun derefter lagde på deres hoveder. Stadig var de bundet, men nu til frodighed såvel som hinanden.

Dag sad spændt, på den eneste stol med ryglæn, en særlig gestus så vel som en nødvendighed for hendes tilstand. Hun havde været der en håndfuld dage i forvejen, for at hjælpe og berolige bruden op til. En fornuftens stemme, som Isadora selv havde kaldt hende.

Nu var dagen oprendt, og det var næsten utålelig for Dag. Hun var glad på Isadoras vejene, det var ikke det, men brylluppet betød også den snart-kommende ende på Dags besøg, og den velsignede Nat-fri oplevelse det havde været. 

Men idag var Isadoras dag, og Williams, og Dag var for en gang skyld i sit liv, glad på en andens vejene. Hun havde aldrig været til et bryllup før, men havde siddet med til flere af prøverne de seneste dage, så da de første toner spillede ud, vendte hun roligt blikket, sammen med resten af forsamlingen, for at se de lykkelige, og følge dem i deres sidste skridt som individer, før de blev bundet sammen, under gudernes åsyn, og gjort til en helhed.

Det var smukt, og Dag synes at kunne se de sidste tråde af nervøsitet og anspændthed glide af Isadora, og give vej, så den indre lykke kunne stråle ud uhindret.
Brudeparrets vej fra alteret til døren var en tåget affære, som Dag måtte kæmpe en hånd kamp med tårerne og hendes lommetørklæde, men hun kunne hører jublen da parret blev velsignet af Leander ved udgangen.

Sammen i balance og frodighed.. Ja, der var vel værre skæbner at finde!