Kazimi familiens palads havde altid været et prægtigt skue, og selv fra fjerne afstande, trak de høje vægge og dekorerede tårne en god del blikke til sig. Meget kunne man sige om den forgyldte familie, og mange rettende ord kunne falde fra de andre fyrsteslægter, der næppe forstod det fundament der skulle til for at holde noget så storslået, kørende. Men når det gjaldt skønheden af landet, ville Rubinien - og helt specifikt, Balzera, altid være kønt for øjet. 

I hvert fald hvis man svævede en god del over de støvede gader, og grundet afstanden ikke kunne se de mere tragiske dele af byens kroge. På de prægtige, sorte svangevinger, havde den sorthårede diplomat ikke meget tilovers for jordens gående individer. Hvorfor skulle han også det? 
Nej, og så slet ikke hvis det bare var byens almene borgere; han var målrettet i hvor han ville lande, og den flyvende skikkelse bevægede sig støt imod paladset foran ham. Dovne vingeslag var det eneste man hørte i den tørre luft, da bastardsønnen bevægede sig med en til tider lydløs elegance, når det gjaldt rejse igennem luften. Hvilket kunne være problematisk såvel som praktisk, alt efter situationen. 

Han havde dog ikke tænkt sig at flyve ind over de store vægge der indrammede det fyrstelige område. Nej, nok vidste de at han var på trapperne - eller helt specifikt, nok vidste Prinsessen at han var på trapperne... men han skulle ikke risikere noget dumt, og landede derfor med raslende fjer og fejende vind et stykke fra selve indgangen, hvor at nogle vagter - meget nysgerrige vel og mærke - stod klar til at lede ham længere ind i paladset. Det havde været at foretrække selv t flyve ind, men gåturen var ikke decideret ubehagelig. Bare træls, når den kunne undgåes. 
Ramiel's ene hånd fulgte forfængeligt den slanke fletning ved hans side, rettede på nogle sidste detaljer, inden at han med et indbydende og klart smil, fulgte med ind. 

Der gik mange rygter omkring den ældste datter af fyrsten af Kazimi. 
Rygter som, at hun var den sorte enke. At manden slet ikke var død af pesten, men af andre - ikke så naturlige årsager. Der gik rygter omkring, at hendes fader blot brugte hendes sind, til hans egen fordel - men aldrig ville give hende anerkendelsen for hende. Rygterne omkring hendes godhed mod tjenestefolket, og aldrig havde hyret nogle slaver - de rygter var der også. Og hvem var der til at sige, hvilke var sande og hvilke var forkerte? 
Som en af dem i eliten af de adelige familier, måtte man jo erkende at sladder de kom vidt omkring. Alle havde en mening, og følte at de havde behov for - og for slet ikke at nævne; ret til. At have en mening omkring mennesker, som både følte og var bedre stillede end andre. For selvom, at der ganske vidst var adelige folk i denne verden, som ville påstå hårdnakket at de ikke følte sig bedre priviligeret - at det blot aldrig ville være en ting, som de oprigtig kunne sige og folk ville tro på dem. For krystallerne de havde mellem fingrene, i deres lommer og i familiens slægtsnavn. Det var der priviligiet kom fra. 

-
Hun havde en gæst denne aften, Ramiel Lunea Ad Kazirea. Og selvom han måske ikke delte det samme slægtsnavn, vidste den ældste Kazimi datter at dette var hendes halvbror. Som den evige brandslukker for familien, var det næsten ikke mærkeligt at hun også kendte til de fleste af de mere - hemmelige børn, som faderen havde produceret. Hvilket altid gav hende en sur smag i munden, ikke så meget at han ikke kunne holde sin sabel i hans silkebukser. Men at manden i det mindste ikke havde pli nok, til at være mere diskret omkring det - og om ikke andet, måske så ville stoppe med at se ned på kvinderne i denne familie.
Hun sukkede lavmeldt, som hun lagde hendes pen og papir fra sig. Hun ville ikke nå meget mere denne aften, før at Ramiel ville komme. Hvilket irriterende hende, at hun altid formåede at lade sig fange i hendes egne tankevæv og ikke kunne komme ud af det igen. Måske var hun blot i dårlig humør, hun havde trods alt ikke sovet i fem døgn. Og på trods af, at hun ikke havde den store behov for det - viste de sorte render under øjnene, at udmattelsen var så småt ved at indhente kroppen. Den burde ligge ned om ikke andet. 

"Deres gæst er ankommet." præsenterede en fin petit rubinsk kvinde, som bukkede, inden hun trak sig halv tilbage. "Gør klar i tehuset." svarede Kaatima som hun rejste sig op. Tehuset havde hun fået opført i haven, ved springvandet hvor de to fine hvide påfugle gik rundt - formet som et oktogon. Stod det med fine røde og guld malede vægge - vinduer i alle væggene på nær åbningen som ingen dør havde. I det lille tolv kvadartmeter hus, lå der silkepuder i regnbuensfarver. Hvidt silke hang draperende ned fra loftet. Og svævede blidt i den varme sommervind. Derude satte Kaatima sig - iført afslørende lyseblå rober af silke. Det var varmt, og trods at solen var ved at gå ned i horisonten - gjorde det ikke koldere. Så man iførte sig også således, at man i det mindste kunne holde det ud.
Ramiel, ville i mellemtiden blive ført ud til hende, som hun sad og kiggede en smule distraheret på de flotte hvide fugle, der gik rundt og klukkede ved vandet som sendte en næsten trancesættene lyd ud. 

At have vokset op så tæt på slottet, betød at Ramiel næppe var en fremmed i de prægtige bygninger, og han følte sig tydeligt tilpas imellem de skønne dekorationer og behagelige farver. Selv var han næsten et levende bevis hvor forfængelig Rubinske mænd kunne forekomme til sammenligning med mange af de andre dele af landet, og det var ingen tilfældighed at de vinrøde klæder og guldbroderinger passede perfekt til menneskets mørke hud, hår og vinger. Øjnene, hvis regnbuehinde også havde en strålende gylden farve var malet op med sort henna, og kiggede i naturlig arrogance ned på de tjenere der førte ham afsted. 
Han havde altid gerne ville have haft sine egne, og det stak lidt at se hvor mange tjenestefolk der susede omkring i Prinsesse Kaatima af Kazimi's bolig. Bare en lille smule. 

Ramiel blev blidt ledt videre og ud i en smuk have, hvor at et thehus formet i en oktagon med det samme trak blikfang til sig. Naturen omkring var velplejet. og den summende fornemmelse af liv var næsten uvirkelig, når man blot kunne gå 10 kilometer væk og finde intet andet end et endeløst hav af sand så langt øjet kunne se. Men ikke desto mindre var det en god form for uvirkelighed, som der da kun blev skubbet en anelse mere til, da man udefra kunne spotte en mindst ligeså flot dekoreret 'stue'. Og midt i den, sad Kaatima. 
Distraherede øjne fulgte de hvide fugle udenfor i haven, og Ramiel's indtil nu næsten reserverede udtryk, ændrede sig med et lille smil, til et ansigt af høflig venlighed såvel som professionalisme. Han havde ikke haft mange sammenstød med den kære kvinde, men vidste fra egne kontakter at hun ikke var nem at løbe om hjørner med... de smalle læber blev trukket en anelse længere op, og halv-englens øjne glimtede vagt. Det måtte de jo så finde ud af nu. Af sit køn alene, var Ramiel's forventninger lave. Men fyrstens blod løb også i hendes årer, og rygter - mange rygter var til at høre i krogene. Han måtte selv få dannet sig et billede af kvinden foran ham.. og selvom det var fristende bare at afskrive hende som endnu en af de mange stupide kvindfolk her  i landet, skulle han ikke undervurdere fyrstens egne gener. Hun var trods alt halvt sin mor, men også halvt sin far. 

Men ingen af de tanker kunne dog fornemmes, da Ramiel med en blid raslen af fjer blev ledt ind i tehuset, og bukkede for den siddende kvinde. "Deres højhed" gled det over de smalle læber, og Ramiel's gyldne øjne kiggede interesseret op fra hans bukkende position, inden at han efter passende tid rettede sig op igen. Omkring dem var der tydeligvis sat op til en varm kop i den lune sommerbrise, men Ramiel ville næppe sætte sig førhen at han blev inviteret til det. 
Desuden... et kort blik på siddepladserne, og han kunne konstatere det ville kræve lidt plads bagved ham, skulle han ikke sprede vingerne besværligt ud. 

Hendes blik lagde sig som en falk, da hun så hans skikkelse bevæge sig ud i haven. Hun tog en dyb indånding, kunne mærke hvordan hendes brystkasse hævede sig og sank langsomt igen. Det var svært at beskrive, hvorfor hun følte en pludselig tung fornemmelse i maven; sådan en fornemmelse der typisk var reserveret til når hendes fader kom på besøg, eller når hun skulle gøre audiens hos ham. Den samme følelse opstod også tit, når hun skulle mødes med nye forretnings muligheder. 
Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med, at hun var utrolig træt - noget der ikke skete ofte, men øjenlågene virkede tungere, end de havde gjort for lidt siden, så igen tog en dyb indånding. En hun prøvede at tvinge hele vejen ned til hendes mellemgulv. Og med let rystende ben, efter at have siddet i skrædderstilling i stykke tid, fik hun rejst sig op for at tage ordenlig mod hendes gæst. Måske var han ikke mere end hendes halvbror, men familie var han dog stadig - og han fortjente stadig hendes respekt. Foruden at være et medlem af Kazimi familien, trods han ikke bar navnet. Så var han også en mand, og selv hvis hun var den ældste overlevende barn af Fyrsten af Kazimi. Ville hun aldrig blive gjort til arving, udelukkende på grund af hendes køn.
Og som disse tanker rumsterede i hendes hoved, som hun selv bukkede for Ramiel, formåede hun stadig at få et venligt smil frem på hendes læber. "Ramiel Lunea Ad Kazirea - en fornøjelse at kunne byde dem velkommen i mit hjem." svarede hun med en blød og kælen stemme, hun rejste sig op og tog i øjesyn af hans store vinger. De fyldte mere, end hun havde regnet med - derfor fik hun viftet hurtigt med hendes hånd og to tjeneste folk kom fluks over til dem.
"Vær venlig at gøre plads ved dør åbningen, så vores gæst kan sidde komfortabel - og bring gerne noget vin og frugt ud til os." de nejede, og undskyldte med bøjede hoveder som de begyndte at bevæge sig rundt omkring gæsten, for at sikre sig at puderne var lagt således, at han kunne side komfortabelt. De fik også skubbet skydedørene længere op, så der var mere plads i indgangen, så de kunne komme og gå uden at komme i vejen for Ramiel. 
 

En blød stemme tog hans navn til sig, og med langsomme bevægelser, fik den bevingede diplomat atter rettet sig op. Han havde ikke tænkt sig at påpege problemet for hende, det burde hun kunne gøre fuldstændig af sig selv, og det tog heldigvis ikke lang tid for kvinden, at dertil også finde på en løsning. Døråbningen måtte det blive til, og Ramiel kunne ikke lade værd med at umærkeligt ryste på hovedet, da hun næsten 'bad' sine tjenere om at gøre det, i stedet for at kommandere dem afsted. Så venligt talte ikke engang han til tjenerne, og hun var en prinsesse! 
"Fornøjelsen er helt på min side" man skulle ikke tro de tanker rumsterede, så blidt som de ord blev sagt. 
Og i sidste ende, var det ikke hans ting at blande sig i, hvilket også var derfor at han lod værd med at følge dem videre mere med blikket, og - idet at han mødte hendes falkeøjne - atter smilede igen, skjult tilfreds med at de i det mindste havde sans nok til at undskylde for den her ubelejlighed. En blød raslen fulgte med halv englen da han endelig kunne bevæge sig imod sin nye siddeplads, hvor at anklerne krydsede hinanden, og han i en glidende bevægelse fik sat sig. 
Ahh, vin og frugt. 

Alskens lækkerheder blev serveret, men det var ikke førhen at den sidste karaffel var blevet sat hos dem, at Ramiel rakte ud, for med trænede fingre at skænke til dem begge. Først hende, selvfølgelig, og så ham selv. Imens gled de gyldne øjne undersøgende over hende, og med hvad der mindede om mild overraskelse, gled et sort øjenbryn op i panden. Hun virkede træt. 
"Jeg håber ikke mit besøg er ubelejligt for dem, den korte melding til trods" startede han dog ud med, da det ikke var hans plads at kommentere på prinsessens udseende. 
Selvom hun vel skyldte fyrstefamilien at se mere præsentabel ud, når der kom gæster. Nu var han trods alt ikke en helt fremmed, så helt galt kunne det ikke være. Men hun var - om hun ville det eller ej - et indtryk af familien som helhed, når man mødte hende. 
Indtrykket kunne ikke være slidt, selvom det var hvad halvenglen i sit stille, giftige sind tænkte, bagved den høflige front. 

Smilet der blomstret frem på hendes læber, var ikke til at tage fejl af. Hans kommentar, som han havde givet om at han ikke håbede hans besøg var ubelejligt for hende, var tydeligvis ikke et forsøg på at være høflig. Det kunne måske være, at mange ville tage det således. Men ikke Kaatima, nej det var hun for rutineret til. Hun var træt, og hun så træt ud - det havde han tydeligvis bemærket.
Så smilet på hendes læber, var ikke et venligt et af slagsen. Nej, det afspejlede tydeligvis det hun følte - nemlig at han var trådte over grænsen - men på den gode måde. En måde hun alligevel satte pris på, for ingen havde været så direkte - men på så, fantastisk en måde? 
"Mmh, selvfølgelig ikke, for dem - har jeg altid tid til at de kan komme forbi, når som helst." hun tænkte ikke helt selv over hvordan det lød, før det faktisk kom ud over hendes læber. Men som de var sagt, smilede hun blot lidt mere sødt, inden hendes fingre lukkede sig elegant omkring vin glasset og førte det op til læberne.
Godt nok, som hendes fader ville beskrive det; så var hun i de sidste år, af hendes brugbare periode som kvinde. Men det betød også, at denne ældre kvinde, havde flere tricks op hendes ærme, end mange forventede. Og hvis Ramiel troede han sådan kunne løbe om hjørner med hende, så skulle han så sandelig tro om. 

Et mørkt øjenbryn fandt vej til panden ved de ord der kom fra prinsessen, og Ramiel tog sig lige nogle sekunder til at overveje hvordan han skulle svare på det. Han kunne ikke lade værd med at bemærke hvordan betydningen kunne være dobbeltment, og en mere... selvtilfreds del af diplomaten kunne ikke undgå at le en anelse tilfreds i sit stille, private sind - når som helst simpelthen. 
Men det ville næppe være passende at pointere det, så Ramiel... lod værd. Havde det ikke været fyrstens egen datter, havde det nok været en anden situation, men der var alligevel en vis respekt og etikette som skulle overholdes; hun var ikke bare en af landets kønne ansigter. Desværre. 

De mørke fingre klikkede kortvarigt sine bemalede negle imod glasset, hvor at vinen dovent blev slynget rundt; rubinrødt og glimtende i solens lys. "Det vil jeg så huske" smilede han endelig, og førte det dertil op til de smalle læber. 
Mageligt fandt halvenglen sig til rette i de kønne omgivelser, der i sandhed var de adelige værdige. Han havde altid misundet sådanne et sted, til fordel for hans egen beboelse. Og selvom Ramiel boede godt, ville han aldrig bo så godt, eller få samme misundelige blik, som det han selv kunne dele ud af. Alt sammen noget der kun var til stede i et splitsekund, inden at han mødte Kaatima's kønne øjne igen. 
"Meget har forandret sig her de sidste par måneder, hmm?" hvorvidt Ramiel var interesseret i løs snak for at bløde selskabet op, eller fordi at han oprigtig var interesseret, det kom som oftest ud på et, og kunne være svært at gennemskue for fremmede. 
Men Kaatima var trods alt ikke en fremmed. Han vidste nok mere om hende end hvad der faldt på høflig interesse - både fordi det var hans arbejde, men også fordi det var... en personlig interesse, at vide hvad de adelige afkom havde for sig af planer og idéer. Førstnævnte noget der til gengæld ikke kunne opstøves, uden at trække i tråde han ikke havde indenfor sin rækkevidde. 

Gør endelig det.
Tænkte hun i sit stille sind, som hun langsomt lod hoved glide skråt til siden. De brune øjne der betragtede manden foran sig indgående. Der var noget omkring ham, noget som fortalte hende at hun skulle passe på - være varsom hvad hun sagde, og hvordan hun agerede. At han ville bruge det mod hende, når hun mindst ventede det. Hvilket i hendes fag, ikke var en god ting at føle en person kunne finde på. Hendes mørke tunge gled ud og fugtede langsomt hen over hendes ligeså mørke læber. Selvom hun normalvis ikke begærede mænd, var det stadig en formidabel måde at vende mødet til hendes fordel. Ja, hendes fader undervurderede måske det kvindelige køn. Men af selv samme grund, var det også derfor at han kom så tit i problemer med dem. For kvinder var snu, og de brugte deres gaver som var dem givet, på værste og bedste vis. 

Hun nikkede langsomt, som hendes blik rettede sig mod den røde væske i det flotte glas, med guldbelagt kant i toppen. Hun satte det fra sig, og lænede sig frem over bordet. Velplaceret, således at hendes barm var til frit skue - men alligevel, anstændigt nok til at ligne, hun ikke gjorde det med vilje. Som hun tog en af de friske figner og skar den over i halv. 
Hun bed langsomt ned i den, og mærkede hvordan saften den søde runde saft, begyndte at glide en anelse ud ved den ene mundvige. De slanke fingre gled op, og tørrede de få saftdråber væk og slikkede det af hendes finger.
“Meget har forandret sig?” Gentog hun, og lod nogle næsten flirterende dovne øjne kigge op mod ham igen. Hvad var det han ville? “Må jeg tale lige ud?” Spurgte hun som det næste, som et smil bredte sig hen over de fyldige læber. 

Et lille sus gik igennem ham ved kvindens langsomme bevægelser, der alle som en, virkede mere og mere... opmærksomhedstrækkende, skulle han være ærlig. Måske ikke til at starte med, men sådan som hendes barm pludselig stod frem, hendes overlagte måde at skære og bagefter spise frugten på, jah der var det at Ramie'ls gyldne øjne fulgte dråben ned af hendes mundvig en kende hypnotiseret, inden at de i et ryk vendte tilbage til hendes øjne. 
Ahva? 
Han havde oplevet sin del af kvinder flirte med ham - det kom altid som en advarende men behagelig summen i kroppen. Men det overraskede ham alligevel, at den meldte sig på banen da Kaatima nu kiggede på ham. Ikke at det kunne være sådan, han måtte lægge mere i det end han plejede at gøre. Det havde virket med vilje, men det var alt for usikkert, at gå ud fra det. 

Alligevel kunne han ikke stoppe sig selv i at læne sig en anelse frem, tydeligvis med en gnist af interesse, affødt af hendes ord. Glasset snurredes dovent og fraværende i hans ene hånd, som den eneste anden bevægelse end munden der åbnede sig. "Jeg kan vel ikke stoppe dem" smilede han en anelse leende, nok mest for sin egen humor. Han hverken ville, men han kunne heller ikke. 
Desuden, var det altid spændende hvilke tanker der rumsterede bagved kvindesindets kønne ansigt, de havde de i dén grad med at variere en del. Som oftest var det ren stupiditet, og selvom Ramiel ikke forventede... stpuditet af prinsessen, jah så var det ingen hemmelighed, at han heller ikke forventede det store politiske emne, eller den mest udsøgte filosofiske vinkel. Sådanne ting plejede kvinderne i landet, ikke at ville snakke om - og hvorfor skulle de også, når det alligevel lå uden for deres kompetancer. 

Smilet trak skævt op i den ene side, som hun lagde hoved en anelse på skrå. Hun tog den anden halvdelen af figenen, og spiste også den - næsten på samme måde. Hendes blik rettede sig ud mod haven, de skønne rødlige blomster der voksede rundt omkring dem.
Nogle nætter, stod hun selv derude og sikrede sig at hendes have, var en af de smukkeste i paladset. Ikke at det skulle betyde noget for mennesket der sad foran hende, egentlig havde noget at mene omkring havnen i sig selv. 
Hun rokerede rundt, og rejste sig langsomt op fra hvor hun sad, og gik hen mod ham således at de kunne sidde tættere - nu var hun også gemt væk bag en af hans vinger. Så var der jo ingen der kunne se hvad de lavede, eller snakkede om. Hvad han troede denne handling var omkring, det kunne hun jo ikke bestemme - og det var nok hellere ikke hvad han troede det var. Hvis han drog nogen former for konklusioner. 
"Oh min kære Ramiel - du kan altid stoppe nogen fra at snakke frit. Spørgsmålet er blot hvordan vi former vores ord, som gør at personen stopper eller ej. Men nu tager jeg dig på dit ord og lader dig ikke stoppe mig." hendes tale var også mindre formel nu, de sad vel tæt - ingen grund til at ligge mellem linjerne. 
Med en hurtig refleks, som han nok selv kunne skubbe væk havde han lyst greb hun ham omkring hans kæbe. Hun rejste sig højere op på hendes knæ, og lænede sig mod ham - "Hvad er det du vil Ramiel?" spurgte hun, som hendes øjne blev smalle og borede hendes varme brune øjne, ind i hans næsten køllige rav guld.

Om Ramiel overhovedet bemærkede hvordan hans vinger foldede sig en anelse ud for at gøre plads til prinsessen, det var ikke til at sige. Ikke desto mindre gjorde han absolut intet for at stoppe hvad end hun havde af planer, ligedele nysgerrig på hvordan og hvor hun ville ende, såvel som spændt. Og hun skuffede ikke. 
Kvindelist var af en finurlig størrelse, og Ramiel havde altid været svag overfor den. Det var nemt at lade sig falde hen i bløde hænders greb eller tilbedende øjne's tavse ord. Det var nemt og morede ham på et plan man nok sagtens kunne aflæse sig frem til, sådan som han heller intet gjorde for at trække sig ud af hendes greb, eller slippe for hendes øjne. Men det var hvad det var, kvindelist. Og han ville være en sølle diplomat - og andet - hvis han lod sig overmande så nemt, selv med en attraktiv og magtfuld kvinde som Kaatima. 

Ramiel's blik var i nogle sekunder en anelse nydende, jah drømmende som han blot betragtede hende og hvilken skønhed hun var, inden at en større hånd lagde sig om hendes, ved det greb hun havde om hans kæbe. Foldede de slanke ringbesatte fingre indover, og smilede, næsten mildt og overbærende til hende. Åh den fine ørkenrose. 
"Intet andet end at se hvordan De har det, Deres Højhed" glat som en ål lod han hende holde hånden der, inden at han blidt skubbede den tilbage. Noget af det sidste han gjorde, var at glemme sin plads. "De ved bedre en nogen anden, hvorledes rygter kan fordreje sig. Og jeg ville blot sikre mig at de rygter ikke havde noget sandhed i sig" Ramiel flyttede i stedet håndryggen hen til hans læber, og kyssede den. "Nu hvor at de snart skal giftes, vel og mærke" 

Det var som at betragte flydende guld, som hans øjne betragtede hende - med en lyst, hun ikke havde set meget længe. Hvilket både skræmte hende, men også fik en kølig fornemmelse til at glide ned af hendes rygsøjle. Hvordan var det egentlig han vovede at kigge på hende? Og hun blev pludselig ramt af en væmmelse, at han følte sig berettigede til at se sådan på hende. Ikke at hun lod det vise sig i hendes ansigt, det ville være for nemt - det ville være for meget han kunne bruge mod hende. 
Falsk. Hvæsede en stemme, hun vovede ikke at tro på det. For hvorfor skulle Ramiel være bekymret om hvordan hun havde det, og omkring de rygter som der sværmede rundt omkring den ældste prinsesse? 
Et sug greb hendes mave, som han kyssede hendes håndryg. Lagde mærke til, hvordan han holde den lidt længere end han måske burde. Kaatimas øjne begyndte at blive smalle, inden hun rev sin hånd til sig, og for at støtte sig lagde hun en hånd mod hans overlår og hævede sig yderligere. 
Han var næsten uhyrlig høj. 
Nu hvor hun skulle giftes - at han dog skulle minde hende om det. 
“Og alligevel skal alt pakkes væk og fortælles som var det alt sammen blot omsorg fra Deres side.” Mumlede hun, mens et sarkastisk smil drejede sig på hendes læber. Hvis hun følte, hun snakkede for meget, kunne hun blot knipse med fingrene og sende dem fem minutter tilbage i tiden. 
Men nået omkring manden, som hun ikke havde flyttet sig fra - fik hende ikke til at gøre det - endnu. 
“Hvilke rygter?” Mumlede hun så, som de dybe brune øjne lagde sig på hans læber, og hun listede sin hånd tættere op ad hans lår. Alt sammen en del af den ældre kvindes plan. 

Små tegn viste, at trods hun ikke ville lade sig mærke for meget af det, jah så trængte han i igennem til noget, trykkede på nogle knapper i hende. Trangen til at hæve sig selv over ham, selvom hun uden tvivl vidste at hun var over ham rangmæssigt på alle leder og kanter, måden hun søgte at påvirke ham ved blikket på læberne og hånden der sneg sig en anelse længere op, efter at have hævet sig. Ramiel's øjne spærredes en anelse op, men ikke i forskrækkelse.
Diplomaten sukkede, men gjorde intet for at stoppe det. Han havde sin ryg fri, og stolede på at han ville kunne argumentere for lige præcis det, skulle det gå over gevind. 
"Selvfølgelig er det blot hensyn, Prinsesse" startede han ud med, og spidsede munden en anelse overvejende. Mest et show for galleriet, Ramiel vidste så udemærket godt hvilke overvejelser han havde gjort sig, og de startede i det sekund Kaatima begyndte at være... nærgående. 

Halvenglens vinger flyttede en anelse på sig som det eneste i det ellers fattede, slanke ansigt. "De har gjort deres pligt fantastisk, da de stadigvæk var i stand til den. Uden en mand ved sin side, kan det være... svært. Svært at finde samme tilfredstillelse, og vide hvor man høre til..." selvom  han ikke havde mange tvivl - diplomaten havde været nede og grave dybt i forskellige menneskers interesser og holdninger til det her. "... Deres afvigelse har ført dem vidt omkring. Fra Rubiniens varme til nordens kulde, hmm?" adskillige elskerinder, og nogle mere... snaksagelige end andre. 
Tungen fugtede kortvarigt læberne, og Ramiel førte glasset op til læberne, og drak. En tår der fik fornøjelse til at danse i de gyldne øjne, selvom den ligeså godt kunne have været der før han drak. "Misforstå mig ikke, Prinsesse. Kroppen gør hvad kroppen vil..." et kort blik ned imod hendes vandrende hånd. "Men i Deres tilfælde, påvirker det ikke kun Dem, hvad De vælger at gøre" der skulle to til at danse tango, og hvordan kunne det være, at der var gået lang tid imellem hun havde hørt fra enkelte af de kvindlige elskere? 

Hun spærrede øjnene op, da hun hørte hvad han sagde, men hun bevægede sig ikke væk fra ham, som et et snedigt smil gled hen over hendes mørke læber.
Hun lod sig glide tættere på ham, hendes læber mod hans øre. “Man skal passe på med hvem man viser sin hånd.” Og selvom at hun ikke vidste alt han vidste, så var hun nu bevidst om at Ramiel kunne finde ud af ting. Ting hun ikke ønskede han skulle vide, og derfor var hendes held lige vendt. For det bevinget menneske, havde givet hende hvad hun ønsket. Han havde fortalt hende hvilke hånd han havde på hånden, og en god diplomat ville altid gå med de milde ting. For man ville jo ikke have, at folk ville flygte fra samtalen. Men man gik også med noget som ville påvirke dem nok til de gjorde noget dumdristigt. Som for eksempel vise et kort hånden, som den anden ikke havde fået endnu. 
Hendes læber var nu helt henne ved øreflippen, ja hun kunne næsten mærke ørene der lå som fine dun hen over øret. “Hvilket uheld, at du ikke kan huske hvad vi lige har snakket om.” Hun lukkede øjnene, og mærkede suget i hendes mave. 
Et minut, hun mærkede hvordan hun flyttede sig fra ham. 
To minutter, hun lænede sig hen mod ham og var flirtende.
Tre minutter, hun bevægede sig hen mod ham, men gik nu baglæns tilbage på hendes plads.
“Jeg kan vel ikke stoppe dem” 
Tiden gik i gang igen. Med et smil på læben, som bestemt ikke tilhørte situationen som før lænede hun sig frem og greb omkring hendes vinglas og tog en slurk. 
“Jo bestemt Ramiel, men jeg ville sådan ønske at de turde snakke mere frit omkring mig. Men jeg kan godt forstå dem, det er trods alt intimiderende, når man har ønsker man ikke er sikker på kan blive indfriet - eller?” Sagde hun en anelse tilbageholden, som hendes blik rettede sig mod loftet. “Men hvordan har de det? Jeg vil så gerne høre om deres planer for fremtiden, jeg høre at de er yderst dygtig som diplomat.” 
Han ville nok mærke at noget ikke var helt som det skulle være. En form for deja vu, men det ville også være det eneste. Ikke huske hvad han havde fortalt hende, hvordan han havde elsket at se hende prøve at virke større end ham, selvom hun allerede var højere rang. 
Og det glædet hende, og det var tydeligt at se på smilet.

Uforståenhed bølgede igennem mandens krop ved de ord, der virkede mere arrogante end noget andet her i rummet. Uheld? Hans erinding var sublim, hans minder kunne ikk- 

Hvad der helt konkret skete, var et tidsspring. Og Ramiel, hvis øjne åbnedes til scenen der lige havde passeret for blot for minutter siden, glimtede gyldent i forvirring og ubehag over den fornemmelse der hvilede over ham. Hvad var der lige sket? Var han zonet ud? Deja-vu trak i hans minder når han fokuserede sine øjne på prinsessen foran ham, men den fornemmelse fik ikke lov til at sidde længe, idet at hans opmærksomhed blev tvunget imod hendes svar. 
Ønsker der ikke blev indfriet? Uforståenheden forblev bagved det høflige smil omkring diplomatens læber, der let rystede en anelse på hovedet over hendes ord. Som hun dog kunne formulere sig. 
Mageligt lænede han sig en anelse tilbage, en hånd på knæet og den anden omkring vinglasset; hun hoppede fra et spørgsmål og videre til det næste, men han havde ikke travlt. 

"Intimiderende er et spøjst ord at bruge" startede han ud med, den ene side af ansigtet krøllet opad i et selvtilfreds og behageligt... eller, overlegent om man ville, lille smil. "Jeg kan ikke tale på vegne af hvad de selv føler og tænker, Prinsesse, men jeg holder mig ikke igen fordi at de er... intimiderende" og hvilken kvinde ville da også ønske at være det? 
Kvinder var indbydende, rolige, passive. En tår blev taget af vinen, inden at han affejende løftede den bemalede hånd. De kunne sagtens snakke om ham, hvis det havde været hendes pointe i at være direkte. 
"Nuvel, fremtidsplaner? De smigre mig, sådan at være interesseret" halvenglen rankedede sig en anelse. "Jeg har længe prøvet at få stablet en kommunikation op med elverne i nordvest, men de virker... optagede af andre ting. Ikke at jeg bebrejder dem, livet går langsomt for de spidsørede"

Hendes blik hvilede tungt på manden foran sig, mest fordi hun skulle sikre sig at han ikke fattede mistanke. Nogle mennesker, kunne jo godt gætte der var sket noget mærkeligt. Og derved ligge to og to sammen, men fordi hun altid havde brugt det i så lille et omfang. Var det yderst sjældent, at hun havde været nødt til at lyve omkring hvad der var sket.
Hun tog en dyb indånding, og åndede tungt ud, for at få stressen i kroppen til at forsvinde. Den mørke tunge gled kort ud, slikkede smagen af vinen der havde ligget sig hen over læberne.
For nu, måtte hun tro at han ingen ting vidste om hendes evne. Og han bed da også på, som en fisk på fiskemandens krog. Bare en hånd som strøg med hårene som udgjorde hans ego. Så blomstrede han frem, og begyndte at blive mere medgørlig i hvad han fortalte hende. Men selv der, turde hun ikke håbe på at hun havde den vindende hånd. At håbe var hvad der kunne blive ens fald, nej man skulle tro.
Hun nikkede langsomt.
”Jeg havde også en diplomat forbi fra ældsterådet.” tilføjede hun, som hun lod de slanke fingre plukke nogle af vindruerne der lå på bordet. ”Og ja, man skal være påpasselig med at give dem for lang tid. Hånden af at svinde bort af alderdom, er ikke just noget der får dem til at handle hurtigere.” sagde hun med et lille smil på læben. Alt i mens hun blot ønskede at smide ham på porten, og få hendes egne spioner til at finde ud af hvad det helt præcist var han vidste – eller ikke vidste.
”Hvad er det de håber denne kommunikation kan gøre for os?” spurgte hun lige dele interesseret og påpasselig.

Egoet ville nok for altid være Ramiel's syndefald, og var noget han elskede når folk pudsede af med deres fine ord og høflige konstateringer. Et eller andet sted, bundede det nok i en konstant higen efter at føle sig bedre og mere værdifuld end hvad han så sig selv være, men det retfærdiggjorde så slet ikke mandens glimtende guldøjne, der bar en gnist af arrogant bedrevidenhed i sig, når han lod dem glide over den mørkhårede kvinde. 
Spurgte hun virkelig fordi at hun ikke vidste det, eller fordi at hun ville vide om han kendte sine egne grunde, til at ville etablere den her kontakt? Halvenglen lænede sig mageligt en anelse tilbage, til trods for at der ikke var noget ryglæn bagved ham. 

"Åh, ikke noget konkret De skal bekymre Dem om, Prinsesse" indvendigt skurrede det en anelse imod hårene hvordan at hun havde fået audiens med en der repræsenterede ældsterådet, men ikke noget han lod sig mærke af udadtil. Han skulle nok få skaffet sig et sådanne møde også, nu hvor at det tydeligvis var en mulighed.  Endnu en velsmagende slurk blev drukket, og hans hoved gled en anelse på sned; halvenglens læber splittede i et leende lille og kvindemildt smil. 
"Men, en diplomat fra ældsterådet? Det lyder ikke videre handelskvinde orienteret, vil jeg dog vove at påstå" kommenterede han med et løftet øjenbryn, velvidende at han dog sagtens kunne blive irettesat. "En lang vej at tage... måske jeg kender ham, om du kan huske hans navn?"
Men han havde trods alt forventet at hun ville have mere kontakt med de handlende på den anden side af midterlandet, Ramiel kunne sagtens se det værdifulde i at gøre hende kunsten efter. Var ældsterådet begyndt at... handle, måtte han vel gøre det samme. 

Selvfølgelig var det ikke noget for hende at bekymre sig om, hun var jo blot en kvinde, en kvinde som så oftes blev undervurderet. Men det var også det hun helst ville have, så snart at folk, især mænd, begyndte at opdage hvad hun kunne. Så var det at tingene begyndte at blive kompliceret, og trods for, at hun havde ændret tiden og sendt Ramiel tilbage fem minutter. Så var hun stadig under den overbevisning om, at Ramiel vidste lige præcis hvem han sad overfor.
“Fyrsten af Kazimi, er måske ikke glad for at indrømme det, men han stoler på hans ældste datters fornemmelse af folk” sagde hun med en blid stemme, hun kunne mærke hvordan hun blev mere og mere irriteret. Så mange år af hendes liv, hvor man havde fået at vide man ikke var god nok. Men alligevel kunne hun bruges i en forstand, der kunne sørger for at familien klarede sig ekstra godt. Alt mens, at han kunne gå rundt og have kone nummer tre, nye børn på vej for slet ikke at tale om alle de elskerinder han tog forgivet.
“Zahir Kahn” sagde hun, som hun lod fingrene lukke omkring glasset og tog endnu en tår. Blikket rettede sig ud mod den smukke have, hun så i det fjerne to af hendes børn der sad og legede. Måske havde det været rart, slet ikke at være født som adelig. Være fri til at elske dem man ønskede, gå fra den man troede man elskede, men vidste sig ikke at være den rigtige.
“Kender de ham?” spurgte hun efter et øjebliks pause, som hun vente sig mod ham med et hævet bryn.

Et enkelt øjenbryn blev løftet hos diplomaten ved de ord, men det var ikke  noget han valgte at kommentere videre på. Det var ikke fordi at det var vovet sagt - hun havde ret når hun sagde, at fyrsten næppe var meget for at indrømme de livliner  han en gang imellem trak på, vedrørerende sit selskab og hvordan han skulle imødekomme dem. Men hun vidste - endda ligeså godt som han vidste det - at hun aldrig ville få den respekt hun mente at hun fortjente. Ramiel sukkede i sit stille sind over hende; hun vidste sikkert ikke engang selv hvorfor. 
Kvinder var upålidelige, utilregnelige og når de slog fejl i deres virke, var det tæt på utilgiveligt. At holde Kaatima her, var at beskytte hende imod hendes egen magtsyge og illusionen der slørrede hendes øjne, og fortalte hende at hun kunne klare arbejde i den grad... godt. 

Ramiel løftede glasset til sine læber, og nikkede derpå uden meget tøven. Han kendte ham godt. Zahir Kahn var en han havde haft fornøjelsen af at høre om, men aldrig en han havde mødt. Så hvorvidt Zahir kendte ham, se det var en anden sag - men det blev der heldigvis ikke spurgt ind til. "Selvfølgelig". 
De gyldne vingers fjer spredtes en anelse idet at Ramiel rankede sig, og et guldglimtende blik fandt loftet over ham. "Og hvad er den ældste datters fornemmelse så omkring ham, hvis man må spørge?" alligevel dristede han sig til at grave, da hun velsagtens havde en mening, modsat ham der desværre ikke havde en mening at danne endnu. 
Blikket fandt Kaatima igen, og han tog en længere tår af den fantastiske druevin hun bød på.