Selv i mørket havde den hvide lilje været tydelig. Én enkelt hvid lilje var blevet efterladt på Reinas skrivebord hver eneste nat de seneste par uger. En gestus nogle måske ville anse som en trussel, men som i virkeligheden var blevet lagt som en gave. Om Reina selv anså det sådan var Ash ikke klar over; han var forsvundet hver aften så snart han havde lagt blomsten.
Det havde været fristende at blive de aftner, hvor Reina havde været på værelset. Hun havde set så uskyldig ud som hun havde ligget og sovet og – forestillede Ash sig – drømt om ham. Men så længe han ikke var blevet inviteret til at blive havde han ikke planer om at gøre det, så derfor var han forsvundet ligeså hurtigt som han var dukket op. Ud af skyggerne, efterladt en gave og tilbage i skyggerne igen.

Men i aften havde han andre planer. For man kunne ikke blive inviteret på besøg, hvis man ikke gav sig selv muligheden for det. Så denne aften var han taget af sted kort efter at solens sidste stråler var gået ned over Dianthos for at søge mod det samme værelse der havde draget ham de sidste mange nætter.
Måske burde han have tænkt sig bedre om efter han igen havde fundet Reina, for han var sluppet af sted fra deres møde med livet i behold, hvilket han jo ikke vidste om han ville igen. Måske kom det i virkeligheden an på hendes humør eller hans evne til at snakke for sig; måske var det for sendt efter det mord han havde begået den aften de havde fundet hinanden igen.
Og alligevel kunne han ikke holde sig væk. Det var en fysisk umulighed, for Reina dragede ham som et møl bliver draget af flammen. Han kunne ikke bare vende sig og gå og glemme alt om hende, det var en umulighed.

Men denne aften var han kommet inden hun var gået til ro. Han havde timet det så værelset havde været tomt da han var trådt ud af skyggen og havde fordrevet ventetiden på at læse lidt i en bog hun havde liggende på skrivebordet indtil han hørte nogen nærme sig døren. For en god ordens skyld lod han skyggerne række ud og skjule ham, indtil han genkendte Reina, der i det samme trådte ind på værelset og lukkede døren bag sig. ”Jeg ville have troet en ypperstepræstinde fik tilbudt mere fornemme gemakker end det her.” Kommenterede han, samtidig med at han lod skyggerne trække sig væk igen. ”Burde du ikke have et luksusværelse et sted?”

De hvide liljer var begyndt kort efter Reinas møde med Ash. Det var ikke en blomst hun så særlig ofte, men hun var ret sikker på at hun engang havde nævnt den til Ash. Der var ingen grund til at plukke en buket til sig selv trods alt, men når hun skulle plukke blomster, så involverede det næsten altid nogle af disse. At han kunne huske det efter alle disse år, kunne hun ikke forstå, for hun var ret sikker på at det var ham. Det kunne ikke være nogen anden i hendes sind. Måske også fordi hendes sind sværmede om ham i de fleste vågne timer hun havde.

Hun havde dog lidt håbet på at hun kunne have nøjes med de hvide liljer, selvom det løb hende lidt koldt ned af ryggen hver gang hun samlede en op fra sit skrivebord. Hun var udmærket klar over at han kunne komme ind og ud af værelset hvis han havde lyst til det, så måske hun også forsøgte at holde lidt mere lys på sit værelse de nætter.
Hun havde dog aldrig forventet at han faktisk ville konfrontere hende. Hun håbede han ville glemme hende, så hun kunne glemme ham, men efter en lang dag, hvor hun blot ønskede at sove, blev hun mødt med mere end hvad hun ønskede på sit værelse.

Hendes hjerte begyndte straks at galoperer, som døren blev lukket og en velkendt stemme ramte hendes ører. Hendes øjne fangede straks skyggen og ja, Ash der sad og så ud som om at der ikke var noget galt i at han var herinde.
”Hvad laver du her?” udbrød hun lidt lavmælt, som var hun bange for at blive taget i et have en mand på sit værelse. Det var nok mere, at der ikke havde været meget ro i templet siden præsten var død grundet Ash. 

Det var ikke fordi Ash havde næret nogen forhåbning om at Reina ville komme ham springende i møde når han gav sig til kende, men at hun heller ikke lade ud med at lyse hele rummet op var et klart plus i hans bog. Han nærede ingen håb om at tingene ville blive som de havde været engang, det var der gået for mange år til og tingene havde ændret sig for meget til at de ville kunne gå tilbage til det der engang havde været. Men han havde håbet på at se hende, og dette håb var nu opfyldt. Og en del af ham nærede vel også et håb om, at de kunne finde en lille gnist af det der engang havde været. Under deres første møde var der i hvert fald blevet delt en del kære ord - ord som han håbede stadig var gældende på trods af det visitkorthan havde efterladt sidste gang.

Han svarede ikke på hendes spørgsmål lige med det samme, i stedet sendte han hende et granskende blik, som forsøgte han at regne ud hvad der skete i hendes indre. "Jeg kom for at besøge dig, naturligvis." Svarede han så. "Vores sidste møde endte noget... abrupt. Og desuden kom du aldrig ud i parken, så jeg ville bare sikre mig du var okay." Det passede ikke helt, for han vidste hun var okay - fysisk i hvert fald, men han havde aldrig haft et problem med at lade løgnen flyde ud over hans tunge. "Jeg bekymre mig for dig, Reina." Det var til gengæld ikke løgn, for det gjorde han. Egentlig havde han troet, at han ikke ville have næret helt så dybe følelser for hende efter alle de år, men efter deres sidste møde måtte han erkende, at han følte ligeså stærkt for hende, som han havde gjort dengang.

Det første møde havde været overvældende for Reina, selvom hun stadig huskede mange af de ord der var blevet sagt i mellem dem dengang. Der havde hun dog ikke kunne tænke klart, men hun følte at det var nemmere nu... til dels. I hvert fald lige indtil at hendes øjne landede på Ash og hendes hendes krop føltes som om et jordskælv gik igennem hende. Hun forholdt sig dog roligt udadtil, så godt hun nu kunne.

Ordene der flød fra hans mund lød oprigtige, men de faldt ikke i ligeså godt jord, som det måske var meningen at de skulle. Der var alligevel en lille del der følte sig elsket af at han bekymrede sig om hende, men hun prøvede at kvæle den del så godt hun nu kunne.
"Du har dræbt en af mine præster, Ash... Troede du virkelig at jeg ville mødes med dig efter det," sagde hun selvom hendes stemme knækkede lidt mod slutningen. Bare tanken om at han kunne gøre noget så grusomt, fik hende stadig til at få det ubehageligt i hele kroppen. Det her var ikke den samme mand som hun havde forelsket sig i for år tilbage. 

Ash burde måske have tænkt sig om. Han burde måske have vidst, at det han havde gang i var mere end almindelig dumt: at han skulle glemme mødet med Reina og ikke se sig tilbage. Han burde nok heller ikke have besøgt hende om natten for at ligge små gaver, og han burde slet ikke være dukket op her.
Omvendt burde han nok heller ikke have rodet sig ud i alt muligt med mørket dengang han havde levet, og han burde i hvert fald slet ikke have gældsat sig så meget, at det kun var lysets krigere der til sidst havde kunne fungere som betaling.

Der var rigtig meget han ikke burde have gjort, og alligevel stod han nu her. Sådan var tingene nu engang og om det var skæbnen der havde spillet ham et puds, eller egen stolthed, så var tingene gået som de var. ”En mand kan drømme.” Svaret blev efterfulgt af det der kærlige/skæve smil der altid havde været forbeholdt Reina. ”Desuden sagde du selv, at du ikke ønskede aldrig at se mig igen.” Det havde godt nok været noget hun havde sagt inden hele det der præstemord var blevet opdaget, men hey, hun havde sagt det. ”Men altså,” og så tog han et sats, ”jeg kan da godt gå, tage hjem igen og så ses vi aldrig mere? ” Det var et sats uden lige, for hvis hun sagde ja var han ligesom nødt til at gøre det. Han kunne godt være en temmelig klam stodder, og han var ikke blank for en omgang katten-efter-musen med sine ofre, men Reina var anderledes, og hvis hun virkelig ikke ønskede at se ham, ville han lade hende være. Skønt det smertede voldsomt at tænke på, at hun måske ville tage hans ord for gode vare. 

Det var altid nemt at se tilbage og tænke på alle de ting man kunne have gjort anderledes, og Reina kendte det bedre end de fleste. Der var mange ting hun fortrød og ønskede hun kunne have gjort anderledes, men det nyttede ikke noget at dvæle på sin fortid. Det ville ikke få ens elskede tilbage, man kunne derfor kun se fremadrettet, og håbe på at man havde lært lidt af de fejltagelser man havde begået. Dog som hun stod her, så var hun ikke helt sikker på at hun egentlig havde lært af sidste gang, selvom hun stadig var vred på ham, så var det også som om at det velkendte ansigt sendte andre følelser igennem hendes krop, som hun ikke længere var vant til.

Man kunne se tvivlen i de blå øjne, som blikket flakkede lidt rundt, men til sidst landede på Ash. Usikkerheden var stor, og pludselig følte hun sig som en teenager, noget hun ikke havde gjort i årevis. Hvorfor gjorde han hende altid i tvivl?
”Det var inden jeg vidste at du havde dræbt en af mine egne,” kom det tøvende fra hende. Mordet var stadig klart i hendes sind. ”Det burde ændre alting.” Burde. Det var ikke med vilje hun havde valgt de ord, men hun kunne ikke benægte at hun stadig havde svært ved at sende ham væk, til trods for at hun vidste hvad han havde gjort. Hun havde aldrig rigtig troet på at kærlighed ville gøre en så blind, men her var hun. ”Hvorfor gjorde du det? Hvad havde han nogensinde gjort mod dig.” Han havde været en god præst, men det var vel også dem nattens væsner gik efter.

Reinas brug af ordet "burde" var det eneste svar Ash havde brug for. Det kunne meget vel være at hun burde sende ham væk eller bare gøre noget som ypperstepræstinde, men han følte sig rimelig sikker på, at det ikke ville ske. Havde hun været fuldstændig afklaret ville hun ikke have sagt hvad hun burde gøre, men gøre det i stedet. "Det burde du sikkert," han kunne have vadet rundt i hendes valg af ord, men i stedet valgte han at være helt ærlig overfor hende. Det skyldte han hende i det mindste. "Og jeg burde slet ikke være her - men det er jeg." Der var mange ting ingen af dem burde gøre, og alligevel var de endt her. En af de ting han måske ikke burde have gjort var netop det mord Reina i det samme bragte op med et spørgsmål, der fik ham til at trække på skuldrene. "Ingenting, jeg kendt ham ikke." Svarede han igen med en ærlighed der var sjældent for ham. "Men jeg havde mine ordre, præcis som du har dine." Det var vel i bund og grund det der holdt dem i gang; ordre. Han fik sine fra Mørket og hun fik sine gennem troen på sin gudinde, men i bund og grund var det ordre om, hvordan de burde argerer og leve. "Hvis det er nogen trøst gjorde jeg det hurtigt: han mærkede ikke noget før han døde." Det var sikkert ingen trøst, og dog... Ash kunne have valgt at trække det ud, det ville ikke være første gang, men det havde han ikke gjort. Så meget respekt havde han i det mindste haft for præsten. 
Han var stille et stykke tid mens han så på hende, en smule vurderende, som forsøgte han at se igennem hende og se hendes tanker. "Har det skræmt dig jeg har været her?" Spurgte han så og slog ud med hånden mod hendes værelse for at understrege sit spørgsmål.

Det var først da han selv sagde burde at det rigtig gik op for hende at hun havde brugt den vending, hvilke bare fik hendes skuldre til at sænke sig og hun kiggede væk. Hun kunne ligeså godt give op på at prøve at sætte sig imod Ash. Hun kunne tydeligvis ikke, og det skar dybt i hende, at han stadig havde en sådan magt over hende. Hun skulle indbefatte alt hvad der var rent og godt, og alligevel... så var hendes hjerte blødt og sårbart, og tilhørte tydeligvis stadig manden foran hende,  som også var en vampyr. Et væsen af natten.
Ordet burde fik hende dog til at kigge tilbage på ham, for ligeledes havde han ting han gjorde som han ikke burde, selvom hun ikke var sikker på om der lå andre ting under det, end at hun havde bedt ham forlade stedet og ikke komme tilbage.

Hun begyndte at bide indersiden af sin læbe, som hun lyttede til hvad han sagde, inden hun åbnede munden for at svare ham på mordet, og hvordan det ingen trøst var at han døde hurtigt, og hvem han dog arbejdede for! Hun havde dog sine ideer. I stedet for blev hun ramt med et spørgsmål hun ikke var klar på, og igen kunne hun ikke se på ham.
Hun banede vej forbi ham for at gå længere ind i værelset, så hun kunne kigge alle andre steder end på ham. ”Både og,” sagde hun, så ærligt som hun kunne. ”Men jeg ved også at hvis du ville dræbe mig, så havde du gjort det for længst, og jeg kender dine evner.” Det skræmt hende mere, om han kun havde været her for at lægge en blomst eller også noget andet. ”Hvorfor lægger du blomster her?” spurgte hun, stadig med ryggen og de foldede vinger mod ham. 

Ash havde sådan set ikke forventet at det ville være nogen trøst for Reina, at præsten ikke havde lidt. Igennem sin tid som vampyr havde han måtte indse at døden var en sjælden trøst for folk - også når den kom hurtigt og smertefrit. Overylevelsesinstinktet for en selv og andre var måske for stort, hvad vidste han, så det havde været et forsøg og ikke andet. 
Men hun kommenterede det ikke, men skubbede sig i stedet forbi ham for at komme længere ind på værelse. En gestus de færreste ville have turde, taget i betragtning af det ry vampyrer havde, men som en del af ham valgte at tolke var fordi hun stolede på han ikke ville gøre hende ondt. Det var måske også for sent. 
Hendes svar skar dybere end han havde troet det ville, og et langt øjeblik stirrede han på hende - en anelse chokeret over, at hun troede han nogensinde kunne finde på at dræbe hende. "Det ved jeg ikke," svarede han endelig, ude af stand til at kommenterer på det første hun havde sagt. "Måske.. måske fordi jeg ikke ville have dig til at glemme mig. Du havde glemt mig da vi mødtes første gang." Han så på hende et langt øjeblik inden han tog en beslutning. Han vidste det var en beslutning der muligvis ville udløse en reaktion fra hende, men han var ligeglad som han gik hen bag hende, for at ligge en hånd på hendes skulder så han kunne vende hende mod sig. "Reina," hans stemme var lav som han så på hende. "Jeg kunne aldrig finde på et dræbe dig. Jeg elsker dig for meget til det." Hans blik gled ned på hendes læber. Alt i ham skreg efter at fange dem med sine og drikke af dem, men en del af ham vidste også det måske ville være at trække den lidt.

Inderst inde vidste Reina godt at han ikke ville gøre hende fortræd, ellers ville han ikke være her og forsøge at snakke med hende. Desuden håbede hun inderligt også på at der stadig var en del af den Ash hun kendte, og hvis ikke... Så fortjente hun nok i sidste ende at blive skadet, og Kiles omfavnelse så ikke så ubarmhjertig ud mere. Ikke når hun allerede havde undgået den to gange ved Isaris lys.

Det isnede i hendes krop, da han mindede hende om, at hun havde glemt ham første gang de sås, selvom... det ikke var rigtig. Han havde været død, han burde ikke have været der.
Et ryk kom fra hende da hun mærkede hånden og hun vendte sig halvt om med store øjne og kiggede på Ash, vingerne havde også sitret kort, men heldgvis var de ikke foldet ud af overraskelse, så han var blevet slået ned.
Hendes hjerte skippede et slag, som kærlighedserklæringen kom, og hendes mund blev helt tør. ”Du var ikke glemt Ash,” var ordene endelig da hun endelig fandt det i sig selv at forme dem. ”Du var død, og ingen forventer at se en død... ven stå foran dem.” Hun tog hans hånd for at fjerne den fra skulderen, selvom hun kunne mærke hvordan blodet brusede igennem hende. Det her var svært, især når han kiggede på hende på den måde. ”Jeg er glad for at du er i live, det er jeg virkelig, men jeg kan ikke stå indenfor hvad du har gjort. At dræbe en uskyldig mand og forvente min tilgivelse på det, det... det går ikke.” Alligevel havde hun ikke givet slip på Ash's hånd, og hendes stemme virkede næsten usikker i sin påstand. Det her var tydeligvis sværere end hendes ord gav udtryk for. 

Et sekund sitrede hele hendes krop så voldsomt, at Ash ville sværge på han havde kunne høre det: hjertet der bankede hurtigere og blodet der brusede kraftigere. Blodet. Han havde været forudseende nok til at æde inden han var kommet her, for skønt han ikke ønskede at skade Reina vidste han også godt, at han kunne blive... utilregnelig når han var rigtig sulten.

Hendes ord skar dybere end han havde troet de ville. "En ven." Gentog han. "Var det alt hvad jeg var? Eller siger du det nu fordi jeg er så unaturlig en skabning?" Han mente ikke selv han var unaturlig - det var tydeligt i hans stemme - men hun havde åbenbart ikke set ham som andet end ven. Pludselig føltes alle de år han havde længtes efter hende som spildte år.
Hun behøvede ikke slippe hans hånd, den trak han til sig selv. Hendes ord havde gjort ondt, rigtig ondt. "Fint." Hans stemme var blevet kold og følelsesløs, som han slugte alle de ord der kæmpede for at komme frem, for i stedet at trække på skuldrene. "Så er der vidst ingen grund til at din ven bliver hængende her." Han trak på skuldrene. Hvis det var hvad hun anså det de havde haft for kunne han ligeså godt bruge natten på at arbejde eller jage - hvilket oftest var det samme. "Jeg gav min sjæl for dig, Rein," han var ikke sikker på hvorfor han følte det nødvendigt at minde hende om det, men det gjorde han. "Jeg be'r til det var det værd og du driver resten af din evighed til noget stort." Han vidste han ville bruge resten af sin evighed på at gøre hvad han gjorde nu, om end han kunne mærke en vis bitterhed brede sig i hans hjerte, som ikke havde været der før.

Reina kiggede væk, da han påpegede hendes ordvalg med at han blot havde været en ven. En tydelig løgn. De havde været så meget mere end det, men at sætte ord på det, ville blot gøre mere ondt i hjertet på hende. Derfor bed hun også lidt sammen, for hun frygtede lidt hvordan ordene ville komme ud hvis de kom ud.
Selvom hun ikke ville se på ham, så kunne hun dog høre hvordan ordene havde såret ham. Hun ønskede det ikke, men der kom altid en konsekvent af det man sagde.

Det var først da han mindede hende om, at han havde givet hende sin sjæl, at hun kiggede tilbage på ham. ”Jeg ønskede ikke at du skulle give din sjæl for mig,” hviskede hun endelig. ”Jeg ønskede at du skulle leve.” Tanken om hvad han havde givet op for hende, sad dårligt hos hende. Hun havde ganske vidst beholdt livet, men til hvilken nytte.
”Du var mit alt Ash,” hun kunne ikke stop sig selv, selvom hun ønskede hun kunne. Ordene væltede blot ud af hende. ”Jeg gav dig mit hjerte, men jeg ønskede ingenting til gengæld. Noget jeg holder ved, men jeg er ikke ung og naiv mere. Jeg er ikke blevet givet en tredje chance for et liv, for at jage en kærlighed med en... en vampyr.” Det var dømmende ord, mere dømmende end man skulle forvente af en der fulgte Isari, men selv Lysets gudinde havde trods alt væsner hun ikke brød sig om. 

Han skulle aldrig være kommet. Det havde han jo egentlig vidst inderst inde hele tiden, men han havde valgt at overhøre sin indre stemme og i stedet fulgt sit hjerte. Det havde været dumt, det burde han have vidst. Der kom aldrig noget godt ud af at følge sit hjerte på den måde og ignorere sin fornuft. Det var det der havde fået ham og Reina og alle de andre i fedtefadet i første omgang.
Men han havde tydeligvis ikke lært noget, og nu var konsekvensen så dette: en bitter følelse der næsten føltes værre end den første sult der havde drevet ham efter han var vågnet op som vampyr. Den sult havde revet i hver eneste celle i hans krop og gjort det smertefuldt til et punkt, hvor det næsten havde været uudholdeligt. Reinas ord havde gjort det samme.

Han havde vendt sig om for at gå da hendes ord nåede ham, og fik ham til at vende sig om mod hende igen. "Det ønske ville ikke være gået i opfyldelse, Rein. Jeg kunne ikke leve uden dig." Det havde han i hvert fald ikke troet dengang, og alligevel havde han klaret en tilværelse som vampyr uden hende indtil nu. Men nu hvor han vidste hun levede ville det ikke længere være så nemt. Det var han fuldt ud bevidst om. "Det sjove ved at give en ens hjerte er, at man aldrig forventer noget til gengæld. Det gjorde jeg heller ikke da jeg gav min sjæl for dig." Han burde måske have stoppet sig selv og overvejet sit næste skrift, men før han nåede det var han gået over til hende for at ligge en hånd mod hendes kind og fange hendes læber med sine. "Du behøver ikke jage noget, jeg er lige her." Hviskede han.

Selvfølgelig kunne han leve. Det var i hvert fald det hun tænkte i sit stille sind, som hun kiggede på ham. Han ville med siden være kommet sig over hendes død, selvom den ville have virket uretfærdig på tidspunktet. Elvere kom sig altid over de sorger de mødte, for de havde en evighed til at komme sig over dem, noget hendes hjerne stadig havde svært ved selv at justere sig til, med hendes eget evige liv. Det havde ikke føltes så evigt da hun var blevet dræbt anden gang dog.

Kysset kom som en overraskelse fra hende, og i et øjeblik stod hun blot stivnet fast, som ordene registrerede, men så skubbede hun ham hårdt væk. Hun var ikke den stærkeste, men hun var på ingen måde svag. Hendes år i hæren havde gjort underværker for hendes fysik, som nu om stunder normalvis var dækket til af de blide præsterober.
”Hvad laver du dog?” udbrød hun, for selvom hun ikke kunne benægte den dybe kærlighed hun stadig havde for Ash, så var det her ikke længere noget hun ønskede eller søgte. ”Det var ikke det jeg sagde på nogen måde!” Følelserne hvirvlede i hende, og hun prøvede at finde ord på det, men han havde alligevel gået over en grænse hun ikke havde været klar over at hun alligevel havde tegnet mentalt for sig selv da hun første gang havde mistet ham. ”Jeg ønsker det heller ikke givet til mig!” Måske hvis han ikke var vampyr og ikke havde dræbt en hos præsterne, men selv der.... så var hun ikke sikker på at hun ville have søgt det fysiske med ham. 

Det var meget muligt elvere kom sig over den sorg de mødte igennem deres lange, lange liv, men Ash var en halvelver, som var vokset op blandt mennesker, så hvad han følte var meget menneskeligt. Eller, det havde det i hvert fald været engang, skønt det var begyndt at gå ned af bakke selv før han var blevet til vampyr. Han havde trods alt altid balanceret på grænsen mellem mørke og lys, så måske havde han i virkeligheden lagt sin menneskelighed fra sig længe før han var død. Måske havde det så i virkeligheden været mere passende at sige, at Reina var den, der havde holdt fast i den del af ham der trods alt havde været god.

Var skubbet overraskende? Nej, det var det egentlig ikke. Det havde været et sats, nej et behov, men det havde været hans behov. Inderst inde havde han vel vidste det var sådan hun ville reagerer; hun havde trods alt allerede givet udtryk for, hvad hun mente om sin ven og den sti han var endt på. "Okay, okay." Sagde han, idet han trådte et skridt bagud og løftede begge hænder i en overgivende gestus. "Dit svar var meget... oplysende. Tak for det." At sige hendes reaktion havde såret ham ville være en underdrivelse. Udadtil virkede han ganske rolig, som han tog endnu et par skridt bagud, men inderst inde rasede en storm af sorg og svigt i ham. Følelser, der gjorde ham rasende, mere rasende end han før havde været, men som samtidig også bragte ham i fuldstændig ro. For hun havde sagt hvad hun mente om dem, og skønt det ikke var hvad han havde håbet, så havde han i det mindste fået et svar han kunne arbejde ud fra. For hun ville måske ikke have ham, men hun skulle ikke få lov til at glemme ham. "Hvor lang tid tror du der går?" Spurgte han, som en pludselig indskydelse faldt ham ind. "- Inden de andre præster begynder at stille spørgsmålstegn til, hvorfor der dør en ny præst hver eneste dag, hvis krop dukker op inde på dit værelse? Jeg gætter på maks to uger. En, hvis de er fornuftige nok til at ligge to og to sammen." Som han talte trak skyggerne sig sammen om ham, klar til at opsluge ham, hvilket gjorde smilet der spillede om hans læber næsten dæmonisk i halvmørket.

Reina følte en lille smule lettelse, som han lod sig skubbe væk, og han ikke krævede mere fra hende, for hun kunne ikke give mere. Ikke til ham, og ikke til nogen anden. Måske en sølle trøst, at Ash var den eneste der havde fået en smag af Reina på den måde, inden hun havde lukket sig selv af med sit embede. Måske hellere ikke den sundeste måde at lukke sit liv af på, men noget hun havde fundet nødvendig efter tabet af Ash, og noget hun ikke havde fortrydt, heller ikke nu når hun stod ansigt til ansigt med manden hun elskede, eller havde gjort.

Et gisp gik igennem hende, som han pludselig begyndte at vove at true hende og dem der faldt under hendes beskyttelse i templet. Som ved deres sidste møde, så lyste solen nærmest op i hendes hænder, som hendes øjne forvirret og en smule vrede stirrede på ham. Hun håbede lidt at den ville hjælpe til at trække skyggerne væk.
”Det gør du ikke!” Det var ikke rigtig et spørgsmål og ej heller en kommando. Måske et håb om at han ikke var så langt nede af den sti, at han tænkte det var den eneste mulighed for dem. ”De har intet med det her at gøre!” Måske var det blot endnu en grund til at Ash så sig vred på dem, men Reina kunne næsten være naiv til tider. Om ikke andet håbede hun på at han kunne se mening i at deres problemer lå mellem dem, og ikke alle dem hun holdt af. Hun ønskede ikke at miste flere i sit liv, selvom hun vidste at det var en realitet i hendes nu lange liv. 

Sommetider var det nemt at lade sig snyde af Ash. Han kunne sidde på en kro og snakke med alle og enhver på samme afslappede måde, som enhver byvagt, han kunne hjælpe en fortabt kvinde i natten hjem uden anden tak end et venligt smil. Og han kunne have lagt blomster hos sin gamle flamme uden nogle tanker bag sine handlinger. Men når alt kom til alt var han præcis den vampyr der fik Reina til at trække sig. Der var i bund og grund intet menneskeligt tilbage i ham, og samme aften som han havde hygget på kroen i timer kunne være samme aften han slagtede en af kropigerne efter lukketid og efterlod hendes maltrakterede lig til at blive fundet næste morgen.


Han kneb øjnene sammen ved lyset i Reinas hænder: skarpt som det var. Det var ikke nok til at blænde ham, men det kunne det sikkert blive. Alligevel veg han ikke, men lod smilet hvile på sine læber. "Der er mange der ikke har noget at gøre med noget som helst, som alligevel lader livet hver eneste dag, Reina." Han trak let på skuldrene. "Uskyldige dør hele tiden, det er en del af livet." Om det var en fremmed eller en præst i et tempel gjorde ingen forskel. Og slog Ash ikke en præst ihjel ville han slå en anden ihjel. Det var ligesom Det han gjorde.

I takt med hans ord, så steg lyset også i Reinas hænder, som hendes øjne blev smallere, men også mere blanke. Hun kunne mærke tårerne presse på, som realiteten endelig blev sat ind for hende. Hun burde have lukket ned for det her inden det var startet, da det gik op for hende, hvad han var, men det var for sent nu. Mon ikke han også ville have taget kroppene dengang, fordi hun ikke kunne give ham hvad han ønskede.

”Men du behøver ikke,” svarede hun tilbage, frustreret. Hun vidste folk døde, hun havde set døden i øjnene to gange, men det betød ikke at hun kunne forsøge at beskytte dem hun holdt kært. Selvom hun også vidste hvad hun skulle gøre, så var det stadig svært faktisk at gøre det. Selv da hun havde været i Lysets Hær havde hun aldrig været glad for at lade andre lade livet, og Ash så stadig så bekendt ud. ”Forlod katedralen og kom aldrig tilbage, ellers er jeg nødsaget til at gøre hvad der skal til,” sagde hun med lidt mere kraft i stemmen. Hun kunne ikke vakle nu.
Lyset var blot blevet støre og spredte sig ud i rummet, som prøvede det at fylde hver en krog med den rene solenergi. 

Han kneb øjnene sammen som lyset i rummet steg. I forvejen var det et lille rum, og lyset fik skyggerne til at trække sig sammen, selvom han forsøgte at strække dem for at beskytte sig. "Men, Reina, jeg er jo vampyr. Jeg er ond og derfor behøver jeg det faktisk." Sarkasmen var til at tage og føle på sammen med vreden der gjorde hans stemme iskold. Hun havde såret ham mere end nogen nogensinde før havde gjort, og det var nemmere at skjule de følelser bag vreden.
Hendes advarsel fik ham til at fnyse. "Ja, det vil du helt sikkert. Du har intet at miste alligevel." Ikke ham, i hvert fald, det havde hun gjort fuldstændig klart for dem begge.

Lyset brændte på mod den hud der var synlig, som han trådte hen mod en krog hvor de sidste skygger holdt krampagtigt fast. Det var nok, han behøvede ikke mere end en enkelt skygge for at kunne træde ind i den, så med et sidste blik på Reina trådte han ind i skyggen og forsvandt fra rummet.

//OUT

Desværre var hendes følelser mere kompliceret end Ash havde en idé om, men hun ville også beskytte dem hun havde kært og det hun havde opbygget henover årerne. Selv ikke en gammel flamme kunne ændre på det. Også selvom hendes hjerte skreg ud efter den Ash hun havde kendt for så mange år siden, men det her var ikke den samme person. I Reinas sind, så ville hun i hvert fald mene at det var forbandelsen der havde overtaget ham.

Lyset brændte bare hårdere som han snakkede mere, men inden hun kunne fjeren alle skyggerne der var i rummet, forsvandt han alligevel ud i ingenting, og Reina var endnu engang alene med sig selv. Hun var ikke sikker på at han havde ret i at hun intet havde at miste. Hun ønskede ikke at dræbe, og mest af alt hun ønskede ikke at skade Ash, men der var ingen anden vej.

Derfor var det også med beslutsomme skridt hun kiggede sig om i rummet, inden hun bevægede sig ud. Hvis Ash virkelig mente at han ville skade hendes hjem, så ville hun hellere være sikker, i stedet for at miste endnu flere af dem hun holdt af. Mere sikkerhed, det var den eneste vej frem.