De fleste hælere var dårligt mere end gadetyve, med nok netværk og ambition til at begynde at købe og sælge af stjålne goder. En tyv stjal, løj og snød for at leve en dag mere, hvori de kunne stjæle, lyve og snyde. Mødt med en pludselig alderdom, der frarøvede dem deres ungdommelige smidighed, måtte de nøjes med at lyve og snyde – og det var en hælers hverv. I hvert fald indtil Shrade satte butik op. Evigt langsom og sløvsindet havde han fundet en ny måde at drive forretning. Respekt, og uanselige mængder vold.
De fleste nye hælere var desperate for en smule kontanter, og tog glædeligt imod tilbuddet om at slutte sig til Shrades netværk. De fleste meldte sig endda frivilligt, når deres sidste krystal blev brugt – for selvom der ikke var stor rigdom at finde hos Shrade, så havde han formået at lave en stabil klikke i undergrundssamfundet. En sjælden gang imellem fandt man den anden slags hæler. De flyttede til byen med deres egne forbindelser og ønskede at lyve on svindle Shrades folk. På Shrades jord. Til dem kom der intet tilbud om netværk. Protokollen var simpel, men effektiv. Når de opgav deres arbejdsgiveres navn klippes den længste finger af hver hånd. Hæleren smides på porten, og fingrene sendes til arbejdsgiveren.

-  -

Solen gik langsomt på hæld, som smedjens flammer kæmpede med det døende sollys om at oplyse gårdspladsen bag Shrades smedje. En flok duer søgte til himmels som stilheden blev brudt af Shrades hammer mod jernstangen, han var i færd med at forfine. Han havde haft en lang uge. Udover at skulle møde en bestilling han ikke havde materialerne til, eller krystallerne til at anskaffe, havde han også begravet en af sine egne. En ven.

Hammeren slog skævt og flækkede det bløde jern i to. Shrade gryntede af misfornøjelse, for tredje gang på den eftermiddag. Hvor hans hoved og nakke var dækket af de tykke overlappende plader, der skjulte hans hoved, bar han derudover intet andet end bukser og en ærmeløs tunika. Han placerede den ene af sin underarmsproteser på ambolten, og tog en dyb indånding. Som varmen fra det gloende metal spredte sig igennem metalprotesen, der sluttede abrupt lige inden albuen, søgte han metallets hjerte. Ildens knitren, duernes kurren og gårdens øvrige lyde gled ud af hans opmærksomhed, som han fandt og bragte de to stykker gloende metal sammen igen. En brise strøg igennem gården og løb under hans visir. De få pletter af uskadt hud på hans ansigt og skuldre mærkede den kølige lufts lindrende effekt, men resten af hans arrede væv følte intet. Med aftenens fjerde grynt greb han atter om hammeren, og svang den mod det hurtigt kølende metal.

Der kom sjældent ubudne gæster i butikken ved denne tid, da det enten var for sent eller tidligt, afhængigt af hvilken slags kunde der normalt besøger.

Den første reaktion hun havde haft, da to langefingre var ankommet til hende - havde været vrede. Vreden over nogen havde gjort dette mod hendes mand - hendes folk. Derefter var hun dog blevet imponeret - for når alt kom til alt, havde hun ikke været synderlig imponeret over hans arbejde. Det var altid gået for langsomt, som han havde ytret sin mening omkring, at det var svært at gøre jobbet godt nok, med de midler han havde til rådighed. Hvilket var noget vås - hun havde selv lavet disse smugler ruter, og hun vidste hvor effektive de var. I sidste ende, var det mere et spørgsmål om mandens sløseri og dovenskab der måtte spille ind. Så manden der havde sendt denne advarsel, havde næsten sendt hende en invitation i stedet - og gjort hende en tjeneste. En tjeneste der burde belønnes. Så jagten var gået igang med at finde ud af hvem der havde gjort det - det havde ikke været svært. Shrade, en smedje dækket i metal. Ja det var ikke noget der gik ubemærket forbi folkets næser. Så rygterne sydede ganske lystigt blandt de kriminelle man fandt i slummen. 

Den blonde kvinde havde dog ventet, taget sin tid - samlet sin viden og sin ressourcer. Og nu skulle hun se om denne aftale kunne komme i stand. 
Hendes kutteklædte skikkelse havde stået en tid og betragtet manden - set hvordan han havde hamret det glohede jern - fejlet og startet forfra. Noget tyngede ham, og hendes hoved havde lagt sig på sned i en dyrisk fascination af personen. Han var ikke hvad hun havde forventet. 
Ganske langsomt begyndte hun at gå fremad, hendes skikkelse gik rundt omkring ham, så hun stillede sig i hans synsfelt. der blev hun stående ind til at han tog hendes skikkelse ind - ind til at viste hende interesse. Men hun hverken sagde eller gjorde andet - jo, hendes slanke fingre greb omkring hætten og kastede den væk fra de blonde lokker. 
De kastede sig blidt i den vind der gled hen over gårdspladsen, og et lille smil spredte sig hen over de buttede læber som piercende blå øjne betragtede den store skikkelse - ja hun ville næsten gå så langt at kalde ham en kæmpe. Han var i sandhed, slet ikke hvad hun havde forestillet sig. Og alligevel indfriede han alle hendes forhåbninger. 

I sandhed, dette ville blive spændende.  

Det var ikke med det samme at Shrade opdagede kvinden. Hans tanker var fikseret på metallet, der skulle forarbejdes mod dets vilje. Mellem hammerslagene fyldtes hans hoved med alt han kunne have gjort anderledes, og hvad der kunne være sket. Det var først da metallet var kølet af, og han løftede det for at smide det ind blandt flammerne at han så kvinden foran ham. Han rettede sin ryg, stillede hammeren på ambolten og tog hendes skikkelse ind.
Selvom alle virkede små i sammenligning med Shrade, var denne kvinde i sandhed petit. Kutten kastede skygger over hendes ansigt så intet kunne anes. Den bløde aftensol blev fanget i hendes gyldne lokker allerede før hun kastede hætten tilbage. Shrade forstod hvorfor hun havde haft hætten oppe. Med den blege og urørte hud, den spinkle ansigtsbygning og det upraktiske og kønne hår, var der en ting der stod helt klart i Shrades sind; hun hørte ikke til i den lavere bydel. Hun var ikke en kunde. Han knyttede sin næve, og selvom han intet andet gjorde for at ændre sin holdning, blev den markant fjendtligere.
Men hun havde opsøgt ham af en grund, så meget var sikkert. Når folk havde noget at sige, var det bedst at være tavs. De begyndte altid at tale alligevel.
Shrade var en mand af få ord.

Hendes hoved lagde sig langsomt på sned, betragtede ham - men det var svært at læse en mand som var iklædt en maske som ham. Og hun var ganske sikker på, at hun ikke kunne få ham til at tage den af - selvom at det at hendes øjne blev smalle, bestemt fortalte hende en historie om at hun ønskede hun kunne. Eller at hun blot var mistroisk - hvilket bestemt også var en korrekt følelse at ligge i den spinkle kvindes ansigts udtryk. 
Blikket lagde sig mod den knyttet næve, og et bryn løftede sig - så lidt reaktion kunne man alligevel læse hos den ellers stumme kæmpe. Spændende, hun måtte være opmærksom omkring denne - hvilket kun gjorde alting bedre for den blonde tyv. 
Sådan stod de så og kigge på hinanden - og lige som denne Shrade, var Evlyn en kvinde der havde en helt umådelig stor tålmodighed. Men hun kunne også godt forstå, det nok var hende der måtte bryde isen. Det var trods alt også hende der havde opsøgt ham. Så det var vel på sin plads, at hun forklarede sig omkring hvorfor hun bare sådan troppede op på hans bordtærskel - et lidt dovent blik lagde sig over smedjen inden de lagde sig på den store skikkelse igen.
“Normalt sætter jeg ikke pris på at få sendt fingre af mine mænd - men jeg burde næsten komme med en gave til dig - brød mig ikke synderligt meget om ham.” Hendes handske klædte fingre gled hen over ambolten. Inden de koral blå øjne kiggede op, og lod dem fæstne sig mod hvor hun forventede hans øjne ville være - kunne hun se dem. 

Så det var hende, der havde opstillet hællerbutik i Dianthos. Pudsigt, hun slog ellers ikke Shrade for typen for den slags – hvilket egentligt også gav god mening. I deres branche var det som regel en ulempe at være iøjnefaldende, selvom Shrade havde vist at det godt kunne fungere.
Kvinden tænkte tydeligvis ikke højt om de der var ansat under hende, men det var også forståeligt. Hans egne mænd var alle og en, med enkelte undtagelser, slyngler. Forventede man andet, var man et fjols. Det var hende han havde at takke for konflikten, der havde ledt til døden for en hans mænd. Shrade forventede at den blusende vrede vendte tilbage, men blev mødt mod en kølig ligegyldighed. De var ikke mere hendes skyld end det var hans egen.

Han stak det stadigt varme jern ned i vandet og afbrød hende med et højlydt his. Jernkæmpen skar en grimmase under visiret, og som musklerne spændtes omkring munden, spasmede de. Han var ikke interesseret i tomme ord, og selvom han ikke var god til at ytre dem, kunne han nemt genkendte dem når de blev kastet efter ham. Hellere komme lige til sagen, og skåne dem begge fra at forsøge en samtale.
”Hvorfor er du her?” spurgte han, som metallet atter blev stukket ind i gløderne. Shrades stemme var lysere end hans massive krop måske kunne foreslå, og selvom hjelmen dæmpede og forvrængede lyden, var der en tydelig melodisk undertone, som ingen mængde af muskelkramper eller jernplader kunne maskere.

Det var en interessant skikkelse som stod foran hende. Både det at hun ikke kunne aflæse ham, som var en af de ting som hun følte sig allerstærkeste i. Men også, generelt hele hans fremtoning - den fascinerede hende, mere end nok hun nogen sinde ville fortælle nogen. Eller ville hun? Hun glemte hele tiden, hvordan at hendes personlighed gradvist var begyndt at ændre sig - jo længere tid hun brugte sammen med ham. Hvor hun før aldrig ville knytte sig til personer, følte hun pludselig en træng til det - hvilket både var umådelig skræmmende, men også meget befriende. Hvilket var grunden til at hun var begyndt at gøre denne klan hun var i, endnu mere sikkert grundlag for hendes medlemmer - og det betød at man hyrede folk man stolede på. Og selvom at hun måske ikke var fan af denne mands måde at håndtere tingene, havde ikke noget mod man brugte hårdhændet metoder til at få folk til at fjerne sig fra ens område. Især, så længe han undgik at slå folk ihjel - men alt det kunne der vel snakkes om. 
Evlyn fugtede sine læber, da han endelig kom ind til sagens kerne - hurtigere end hun måske havde regnet med - men ikke noget der betød at hun ikke var villig til bare at ligge sine kort på bordet.

“Jeg vil gerne hyre dig” svarede hun kort og kontant og lagde armene over kors - “Eller retter, jeg vil gerne have at du bliver en del af mit netværk. At du skal være hæler - for mig.”

De metalliske fingre åbnede sig langsomt fra omkring jernstangen, som Shrade styrede dem med sin magi. Det var spøjst, tænkte han i det øjeblik, at overveje hvor svært det havde været med proteserne, til at starte med. Han var væltet ud af kloaksystemet på udkanten af byen, hver bevægelse en lidelse, hvert åndedræt ild. Han havde været ingen, men når magterne der fandtes besluttede sig for det, havde de ødelagt hans liv.
Når han trak vejret, kunne kun han selv høre det raspende lyd, der undslap fra hans døde lunge, men lyden tjente som en unægtelig påmindelse. Aldrig igen ville han være underkastet en anden.
”Nej.” Stemmen var kold, og fast som stål - uden plads til forhandling eller diskussion. ”Jeg arbejder for ingen.”

Hendes ene bryn hævede sig i en undren, da han sagde nej - at han ikke arbejdede for nogen. Ikke at hun havde forventet, at han uden tøven ville afvise hendes tilbud. Men at det skete så voldsomt, og uden plads til at forhandle eller diskutere med hende. Det kom alligevel bag på hende, det var ikke noget der skete særlig ofte - eller. Hendes bryn lagde sig i folder, mens hun overvejede hvornår hun sidst var blevet udsat for, så direkte en afvisning fra en hun ville have et sammen arbejde med.
“Nej?” Spurgte hun langsomt, som skulle hun sikre sig, at hun havde hørt korrekt. Selvom at hun godt havde hørt det. 
“Oh, det var uheldigvis ikke helt det havde jeg håbet på selvfølgelig.” Svarede hun stadig med en blød stemme, som var hun ikke provokeret af hvor kold han var. Hendes blik rettede sig igen på hans arbejde, mens hun gik nogle skridt rundt i hans smedje. Hvordan kunne hun så bryde hans skjold af metal og stål? Både figurativt og bogstaveligt talt. 
“Hvorfor ikke? Du har ikke en gang hørt hvad jeg kan tilbyde dig.” Hendes tunge gled hen over hendes læbe, mens hun lagde armene hen over hinanden. De koral blå øjne der blev lyst op af glødernes lys. 

Nok var Shrade ikke en kløgtig mand, men han kendte kvindens type. Hun delte den samme tanke som mange kriminelle gjorde, og som kun blev mere almindelig jo højere på rangstigen man stod. Alt kunne købes, for den rigtige pris. Det stod malet i overraskelsen over hans betingningsløse afslag, og i den afslappede arrogance med hvilken hun havde opsøgt ham, handelsmand til handelsmand. Ikke et øjeblik var det faldet hende ind, at hun trådte i manègen med et dyr, og ikke en mand.
Men var han et dyr? Shrade sukkede dybt, og tvang sit sind ned i et lavere gear. Vold lå tungt i luften i aften, og han havde ladet ønsket om afløb for sin vens død forme sine tanker. Han ønskede at slås, og fokusere den formløse vrede, der vred sig i hans indre.
Smedearbejdet måtte vente. Han trak ud i en rist, og kullene faldt ned i et aflukke, hvor de kunne køle af i fred. Armene over kors, vendte han sig mod hende, bevidst afspejlede hendes egen positur.
”Så tal, men gør det godt og kort. Jeg bliver sur, når folk spilder min tid. Eller forstyrre mit arbejde. ”

Smilet blev blidere som han endelig gav hende opmærksomhed, hans ord gjorde hende ikke det store - hun havde trods alt haft med en del mænd, der hverken gjorde sig i små snak. Eller for den sags skyld manere, hun sukkede tungt og nikkede så. Skulle han have det godt og kort, så var det vel sådan hun skulle gøre det. 
"Siden du tydeligvis ikke vil arbejde for andre end dig selv, hvad så med at indgå i et sammenarbejde? Jeg køre alt mit hæler arbejde igennem dig." startede hun ud og fugtede hurtigt sine læber, inden hun fortsatte "Jeg kan derudover, så give ly og hjælp din dine mænd - jeg har smugler ruter igennem Krystallandet, og en klan i norden og en i Rubinien." konstaterede hun hurtigt, hendes netværk gik dybere end mange gik rundt og troede - desuden krystallandet, havde hun også kontakter uden for de gense grænser.  " Desuden - I min klan gør vi også ikke i mord, så at en af dine mænd skulle lade livet, er jeg naturligvis beklageligt. Og jeg vil gerne tilbage betale den gæld. Selvom det er sjældent et liv kan gøres op med noget andet." hun lod armene hænge afslappet ned af hendes sider. "Så hvad siger du?"

Den navnløse kvinde fik det til at lyde godt – det var trods alt hendes hverv. Men Shrade kunne ikke lide det, og det af en helt simpel grund. Selvom han og hans mænd på papiret var frie, som de kunne være, ville de blive afhængige af kvindens netværk, hvilket ville give hende magten til at skære forbindelsen, og efterlade Shrade med en arrige kriminelle, der hverken kunne sælge deres ting eller købe andet, end hvad der var at finde i byens lokalnetværk.
På den anden side, var der gode penge i hendes forslag. Shrade var ikke kun ansvarlig for sig selv, han havde et netværk af mænd, der forventede forbedring. Hvis han holdt hende på afstand, ville hun finde nogle andre eller starte sit eget netværk, og det ville ikke være til at sige hvor meget velstand hun kunne tilbyde.

Det trodsige lys brændte langsomt ud i den tavse skikkelse, i takt med at lyset fra kullene brændte ud. Mørket havde sænket sig omkring dem mens de havde talt, og en skarp, våd kulde nippede i hans blottede ar. Han vendte sig omkring, og gik mod døren til smedjens butik.
”Kom indenfor.” Hans stemme var blødere, næsten undskyldende. Meget kunne man sige om Shrade, men han bar ikke nag.
Inde i butikken gik han til højre bag skranken, til en smal dør, der ledte til en ligeledes smal trappe, kun akkurat bred nok, til at Shrades massive overkrop kunne gå op. For enden af trappen fandtes Shrades personlige kammer, der trods sin imponerede størrelse var beskedent indrettet. Udover en massiv seng fandtes der et bord med tilhørende stole, og i rummets ene hjørne var der et rod af metal i alskens former. Både bordet og sengen var støvet, og det var tydeligt, at der sjældent var gæster.
Gulvet knirkede faretruende under Shrades vægt, som han gjorde sin vej til en af stolene. Han satte sig, og gestikulerede mod en af stolene, på den modsatte side. Havde der været noget at tilbyde, ville han gerne have gjort det – men Shrade spiste aldrig hjemme, og drak kun det snavsede vand fra gårdsbrønden.
”Hvis vi skal gøre samarbejde, har jeg nogle betingelser.”

Hendes stemme havde lagt sig omkring dem, som et blødt tæppe - eller sådan valgte hun at se det selv. Hun valgte at se stilheden som værende en god ting, hun ville hellere have at han tænkte det over, inden at han valgte at give hende et svar - ydermere. Så var det bedre, end den kølige tone han havde givet hende før, hvor han meget blankt havde sagt nej. Nu kunne det da tyde på, at han måske i sidste ende var interesseret i hvad hun kunne tilbyde ham. Det ville tiden vise, som hun betragtede det sidste lys fra de gløder, han havde brug til at bløde metallet op til så varmt et punkt, at han med sin hammer kunne forme sværdets æg. 

Også vente han sig, og først stod hun en anelse forvirret - valgte han nu blot at ignorere hende, og håbe hun gik sin vej selv. Men nej; Kom indenfor. Det skulle han ikke sige to gange, og med en lidt for ivrig maner, skridtet hun hen mod ham - lod sig glide ind af døren og lukke dem bag dem. Med nysgerrige øjne, indtog hun butikken - for at øjnene blev endnu større som de fik hans private kammer at se. Den pludselig gæstfri hende, gjorde dog hun blev en anelse påpasselig. Det var ikke tit, hun mødte folk der ændrede sin måde at være på, så stærkt. Men på nuværende tidspunkt, som hun satte sig i stolen som han havde gestikuleret til, valgte hun at se det som en positiv ting. 

"Selvfølgelig - alt andet vil undre mig - lad mig høre - hvad er dine betingelser?" spurgte hun, som hun lagde det ene ben over det andet. I et kort øjeblik overvejede hun at tage hendes rejsekappe af - men på nuværende tidspunkt, gik det - det kom trods alt også an på hvor længe de havde tænkt sig at diskutere detaljerne. 

Shrade lagde den ene underarm på bordkanten, og lænede sig frem i stolen. Vægten af den massive stålprotese, der overtog hvor hans arm endte, fik bordpladen til at klage. Et øjeblik truede bordet med at give efter, men stod så stærkt imod den tunge byrde. Det var dage siden han havde sovet, og han længtes til at lægge sig i sengen, mere end noget andet.
”Vare, der krydser bygrænsen, er vores. Dine folk har ingen direkte kontakt med kunderne. Er der noget du skal bruge, sender du bud til mig. Vi beholder halvdelen af indtægterne fra alle salg.” For hvert punkt strakte han en finger på næven, der lå på bordet, indtil alle fire punkter var listede. Det sidste punkt behøvede ingen finger. ”Og hvis du gør handel med andre i byen, vil du komme til at misunde det fingerløse møgdyr, du sendte til byen.”
Derefter ventede han tavst på hendes modsvar. Nok var Shrade en hård negl, men forhandling var alle kriminelles levevej.

Hendes blik lagde sig flygtigt på bordet som der klagede over vægten som Shrade lagde på det stakkels bord der var mellem dem. 
Blikket forholdte sig dog køligt, som han begyndte at snakke, og de lagde sig også hurtigt mod hans skikkelse. Selvom hun stadig havde svært ved at finde ud af, hvor hun helt præcist skulle fokuserer sine øjne hen. 

Hun tog en dyb indånding, det var jo ikke helt hvad hun ønskede. Men hun kunne sagtens arbejde ud fra det. “Okay -“ startede hun ud, det sidste kunne sagtens være helt ombord med. “Det er hellere ikke min hensigt at gå til en hæler, også bag efter finde en anden jeg også kan handle med.” Hun fugtede læberne. “Men jeg er kunden såvel som arbejdsgiver.” Sagde hun og lænede sig mere behageligt tilbage i stolen.
“Jeg har fundet en system i kloakerne, hvor min klan har indrettet os, vi har vores egne smugler veje - mit ønske er at en af dine mænd, kan være dernede, mest af alt for at tage mod vores vare for at sælge dem videre. Vi stjæler, du sørger for at vi får krystallerne for de vare. Du kan frit benytte vores smugler ruter til dine egne vare der krydser bygrænserne, og jeg er også villig til at sige, alt af vores der krydser grænser, har du selvfølgelig retten til at sælge videre, og have en del af profitten i. Men jeg har også mine egne medlemmer der skal betales for deres arbejdede.”

Løse termer. Shrade nikkede anerkendende. Detaljerede aftaler ledte altid til at nogen blev trådt over tæerne, og i deres verden ledte det næsten altid til blodsudgydelse. Hellere have en aftale, hvor forholdene var mere afslappede. Specielt, når de var afslappede til Shrades fordel. Personligt havde han ikke det store at bruge kloakruterne til, men på den anden side kunne adgangen ikke skade. Om noget ville det være nemmere at komme rundt i byen, og måske endda en god måde at bevæge vare omkring eller opbeholde dem.
”Okay,” sagde Shrade og åndede afslappet ud. ”Det kan jeg arbejde med.” 
Han troede ikke et øjeblik på, at hun ville undlade at tale med andre hælernetværker, det var kun naturligt. Men de netværker vil have hørt om hendes involvering med Shrade, og enhver småkriminel i Dianthos vidste hvad det ville sige at gå imod Shrade og hans mænd. Hvis ikke han truede hende, kunne han ikke udøve sin vilje, skulle hun gå imod hans ønsker. For en mand som Shrade, var truslen størstedelen af arbejdet.

”Shrade,” introducerede han sig, og lagde armene over kors. De havde ikke udvekslet navne, selvom han fornemmede at hun allerede kendte hans, hvilket igen fremhævede hendes fremmedhed.
”Hvad sagde du dit navn var?”

Hun gav et kort og hurtigt nik, da han sagde han kunne arbejde med hendes foreslag. Så var begge parter vel glade, og det gjorde at hun lige som ham åndede lettet ud. Hun lænede sig mere afslappet tilbage i stolen, mens det ene ben blev lagt over det andet. Hendes hænder der blev placeret på hendes knæ. 

Et lille grynt forlod hendes læber, som han introducerede sig. Hun vidste godt hvad han hed, og hvem han var - hun havde trods alt lavet benarbejdet før hun var kommet her. Men derfor satte hun stadig pris på høfligheden, smilet blev kun større da han spurgte hvad hun havde sagt hendes navn var. “Det gjorde jeg ikke.” Sagde hun og lagde hoved en anelse på sned, “Jeg har mange navne jeg går under - Ravnen og Evlyn er de typiske. Men nu når vi skal være gode sammenarbejdespartner, kan du kalde mig Evlyn.” 

Shrade stolede ikke på personer, med flere navne. Eller personer med få. Det var en filosofi, der havde tjent ham godt i livet, og en han havde tænkt sig at holde sig til, til den dag han døde. Han rejste sig op, og trak en flaske vin frem fra en hylde over sengen. Efter kort at tøve trak han yderligere to af de reneste glas frem, og stilede det hele foran Evlyn. Flasken var allerede åbnet og genforseglet med et stykke stof.
”Hæld op.” Shrade overvejede om det var nødvendigt at sige mere. Om hun kendte de uskrevne regler, der blomstrede og gik tabt i byens mørkeste gyder. Han knep øjnene sammen, og satte sig ned igen. Han placerede en hånd på hver side af hjelmen, der sagde et tilfredsstillende ’klik’, som metallet trak sig tilbage og frigjorde hjelmen. Han trak den af, og kiggede forventende på kvinden.
Shrades ansigt havde engang været kønt, på sin egen måde. Han havde altid været større end de andre gadebørn, og hans ansigt havde båret præg af det. Hans næse havde været bred, men ikke synderligt stor, med et bredt kæbeparti og forholdsvist symmetriske træk. Man skulle være trængt op i et hjørne og i undertal for at sige han var pæn, men han havde bestemt heller ikke været grim. Nu, efter hvad han havde været igennem, ville selv hans venner have svært ved at genkende ham. Den ligblege hud var på steder som kanvas strakt over for stor en ramme, med muskler der knudrede sig under huden i et netværk af spastiske nerver. Hans næse havde været brækket adskillige gange, og sat sammen med næsten komisk sans for ansigtsstruktur, da den tog et skarpt sving til siden, og derefter rettede sig op. Hans læbe var fanget i en konstant grimasse, som musklerne kæmpedes indbyrdes over dominans af hans ansigt.
Han følte hendes stirre, og stillede hjelmen fra sig på bordet med et brag. Hjelmen virkede umuligt lille i hans hænder, dårligt meget større end hans hoved. Han havde selv fremstillet rustningen, og med sin tykke hud havde han intet behov for at have lag mellem sig og sin rustning. De fleste blev chokerede over, hvor lidt rustningen tilføjede til hans størrelse, men Evlyn slog ham ikke som typen til at blive chokeret.

Hun betragtede glassene og flasken af vin som blev stillet frem på bordet. Det ene bryn løftede sig, mens et skævt smil formede sig på hendes læber. Han var ikke en mand af mange ord, men det havde hun jo allerede hørt. 
"Så gerne."  svarede hun, som hun tog klædet af stoffet fra flasken, kort duftede hun til vinen - og derefter begyndte hun at hælde op i glassende. Da begge glas var hældt lige meget op i, flyttede hun glasset hen til ham, og satte det andet foran sig selv. Hun rørte dog ikke ved det, drak ikke af det - før at hun havde set ham gøre det. Måske kendte hun ikke til skikkende her i Dianthos - men hun kendte bestemt til dem hvor hun kom fra. Og selvom at hun var her for at indgå en aftale med Shrade, ville hun kun drikke af glasset - hvis han selv tog en tår - eller hvis han bad hende om at drikke. Men så også kun fordi, hun havde hendes trofaste eliksirer i tasken, der skulle tage de fleste forgiftninger. 

Hun kunne dog ikke lade være med at kigge interesseret på den store mand, som han begyndte at åbne op for hjelmen og fjernede den, så hun nu kunne se personen bag metal masken. Hun gjorde dog ikke yderligere mine, ikke overraskelse eller forvirring. Hvis nogen ville rende rundt med sådan en rustning, måtte det enden være fordi ens krop var for skrøbelig til at gå foruden. Eller fordi man ikke ville have folk stirrede på noget man ikke selv var herre over. 
Så hun smilede blot og nikkede, som hun betragtede hans sande form. Der var ikke så meget andet, han kunne gøre for at chokere hende. Det havde han allerede gjort med hans manere.

(Der er sket rigtig meget med Evlyn siden den her tråd, så jeg lukker den nu, men du må meget gerne skrive til mig når du kommer tilbage og er aktiv igen, så skal vi da finde på noget nyt sammen <3)