”Unge, smukke dame!” blev der råbt henover gaden. Det var en mandlig elver, med kort stort hår, med de flotteste lilla øjne, der råbte til Dorianna. De store grønne øjne så over på manden, som vinkede hende nærmere til hans bord. Godtroende, gik Dorianna straks derhen. ”Du skal da have disse støvler, til dine bare tæer!” pointerede han og pegede på hendes fødder.
Dorianna var havfrue, men det havde været mange år siden, siden hun sidst havde begivet sig ordentligt op på landjorden, og i den grad ind i Dianthos. Dorianna havde til gengæld evnen til at manipulere med sit udseende, så lysten til at gå på landjorden ville give hende ben. Dette resulterede selvfølgelig i at hun på et eller andet tidspunkt hade gået nøgen rundt på Dianthos havn, indtil en kvinde havde tilbudt hende hvad der mindede om en natkjole. Dorianna gik i hvert fald rundt i en ret så stor hvis tynd kjole og hendes fødder var ikke beklædte.

Dorianna rystede afvisende på hovedet til sælgeren. Hun kom ikke til at bruge støvler, og hvis hun købte dem, måtte hun jo tage dem med tilbage til havet, så pengene ikke gik tabt…
”Skoene vil få dig til at gå på en sky!” lyd det overbevisende fra sælgeren. Der skulle egentligt ikke mere til, før Dorianna rakte et par krystaller til sælgeren. Hendes fødder havde været lidt ømme af at gå rundt på brostenene, selvom det ikke havde været lang tid.

Med de nye sko i sin favn, vendte hun sig om og tabte både pung og nye sko i et sammenstød med en ældre herre. ”Det må De undskylde!” lød det hurtigt på krystalliansk før hun prøvede at samle sine ting op fra jorden. Hun så ikke selv, hvem hun stødte ind i, men ville helst se personen i øjnene, inden hun blot gik videre.

Det havde været en fredelig og afslappende dag for Elias. Han var gået rundt i Dianthos uden at tigge, da han allerede havde tjent rigeligt de tidligere dage. Derfor havde Elias besluttet sig for at holde en lille fridag (selvom alle dage teknisk set var en fridag for ham) For tiden befandt han sig i havnen, hvor han gik og kiggede ud på vandet imens han tænkte på de mange rejser han havde været på med hæren. I starten fokuserede Elias på de gode minder han havde, men selvom han forsøgte kunne han ikke undgå at nogle af de dårlige minder langsomt boblede frem i hans erindringer. Han ønskede ikke at tænke på det, men sindet havde til tider sin egen vilje. Han så de mange slag og kampe for sig, mindedes hvordan han langsomt var blevet til den sure og gamle mand han var i dag, men værst af alt ledte tragedierne ham til at tænke på den familie han havde mistet igennem tiderne.

I samme stund skete det heldigvis at en ung kvinde stødte ind i ham, hvilket fik ham ud af de mørke tanker.
Dog gjorde det ikke humøret bedre, da Elias havde været udsat for et andet sammenstød nogle dage tidligere.
Disse minder kom nu atter frem og fik hans surmulende personlighed til at blusse op. ”Det må De undskylde!” lød det fra kvinden inden hun begyndte at samle det op hun havde tabt i sammenstødet. Elias sagde ikke nogen, men mumlede vrissende lidt af hele situationen.

// Sorry har manglet kreativitet

Kollisionen fik Dorianna til at tabe alt hvad hun havde i hænderne og straks undskylde for manden over hende. Med nogle febrilske bevægelser fik hun samlet sko og pung op i sine hænder og vendt sit blik tilbage til herren hun var stødt end i. ”Jeg beklager virkelig,” lød det ydmygt som hun prøvede at fange herrens blik. ”Jeg håber ikke de kom noget til?” lød det fra hende. I bekymring dukkede der en lille bekymret panderynke op på det fine ansigt.

De store øjne så undskyldende på herren. ”Er der noget jeg kan gøre, for at gøre det godt igen?” spurgte hun hurtigt efter, selvom hun på igen måde var sikker på at der var noget som hun kunne gøre bedre. Blikket så ham diskret op og ned, for at vurdere hans umiddelbare stilling og rank, og hvor vidt hun var i ballade. En ting var de adelige der kunne få hende arresteret, en anden ting var de lokale, som kendte alle og en hver, og havde alle på sin side – de kunne i den grad sørge for at rive Doriannas lemmer fra hendes torso. Hun stod med skoene i sin favn og pungen mellem fingrene i sin høre hånd.

Elias sagde ikke noget. Hans mimik var fortsat irriteret, men han valgte dog at undgå øjenkontakt for ikke at sende irritationen imod pigen. Det var muligt at han var en sur og gnaven gammel tigger, men pigen havde trods alt fået ham ud af de mørke tanker. Elias øjne faldt på pigens pung, da hun spurgte om der var noget hun kunne gøre. Han drejede hovedet væk fra hende, stadig med et irriteret udtryk, imens han rakte en hånd frem "Hvis du giver mig den mindste krystal du har, så kan vi lade som om, det her aldrig er sket" var det eneste svar tiggeren gav. Elias registrerede at pigen kiggede på ham selvom hans blik var et andet sted. Det var muligt at hun var bange for ham eller undersøgte om han var en trussel. Sådan var der ofte mange, der reagerede overfor tiggere og fattigfolk.