Den gule ildkugle hanghøjt på den skyfri himmel, varmen var markant mildere end den tørre varme i det sandede Rubinien, men det betød ikke at den stadig unge Kazimi prinsesse satte mindre pris på den.
Inde fra den hestetrukne lukkede karet, som i små gyngende bevægelser, bumlede rytmisk hen over den snoede landevej, var de mørke øjne flere gange ved at glide i trods ihærdige forsøg på at suge det grønne og frodige landskab til sig. Rubinien var nok hendes hjem, men Medanien havde en helt særlig plads i hendes hjerte, med alt dens simple skønhed.

En dyb men blød melodisk kvinde stemme ramte Meena’s øregange, samtidigt med følelsen af en blid hånd på hendes skulder ”Deres højhed, vi ankommer inden længe”. Kisra’s lysebrune øjne bevægede sig rundt på Meena’s skikkelse, som Meena rettede sig op fra den mere sammen synkende holdning hun var endt i, som hun var gledet over i søvnen.
”Tak, Kisra” lød det en anelse lavt og stadig små døsigt, som hun stadig var at vågne op efter sin utilsigtede lur.
Den peronlige ørkenelverslave lod hun tjekke om alt var som det skulle. Ikke et lille hårstrå måtte sidde forkert, uanset hvor trættende Meena så end mente at, pilleriet og tilretningen af hendes hår og tøj måtte være. Hun skulle jo ikke bare på et tilfældigt høflighedsvisit hos en del af Isenwald grenen, om end det var blevet pakket noget mere ind i brevet, så stod det ganske klart at formålet var et møde mellem den tidligere fyrstesøn og den nuværende fyrstedatter, for at se om det kunne føre til et gifte mål.
Alt sammen stablet på benene af hans gifte søster. Det var vel passende at hendes bror snart fandt sig et passende parti, han blev jo ikke yngre.
Det var da heller ikke gået hendes øre forbi at flere af Kazimi prinsesserne var ugifte, og uden lovning om deres hånd. Rygtet gik dog på den ene ikke skulle være en ægtefødt grundet hendes farveløse statur. Mens den lidt ældre søster var uden tvivlsomme rygter om hendes ægthed, men skulle være en sand ørkenblomst med sin skønhed. 

I klædt en garnet rød gulvlang kjole, der var prydet i perler af samme farve påsyet kjolens yderste lag, de vanlige guldsmykker som ringen i næsen, den tynde ring på venstre lille finger der i dagens anledning var i selskab med andre ringe fordelt i en passende mængde på de andre fingre. To guld halskæder, hvor den ene var en var en tyndere kæde sad tæt omkring den solbrune hals. Det brune hår var trukket tilbage i en lavt ansat knudret knold, enkelte må lokker bevidst hang løst omkring omkredsene det fregnede ansigt. I begge øre var flere forskellige øreringe, nogle i rent guld og andre med sten, men alle placeret så de passede til hendes øre.
Med hænderne foldet afventende foran sig, lod hun de brune øjne glide nysgerrigt rundt i det rum en tjener havde henvist hende og Kisra til, ved deres ankomst. Tankerne begyndte så småt at kredse omkring de rygter hun havde til lusket sig, omkring denne tidligere fyrstesøn, der kunne dukke op når det skulle være.


(Kjole)
(Hår)
(Halskæder)

Man kunne høre de små fødder banke, da husets lille pige kom løbende hen over gulvet på første sal. Hun trykkede dørhåndtaget ned og brugte hele sin vægt for at skubbe døren ind til værelset op. Indenfor stod Alfie og rettede på tøjet foran gulvspejlet. Han var ikke klædt i sit fineste, for han skulle jo nødigt se direkte desperat ud for at få et muligt ægteskab på benene. Det var trods alt ikke ham der havde arrangeret dette møde, men hans yngre søster, der åbenbart mente at det var på tide.
De mørke farver dominerede hans påklædning. Et par mørkegrå, næsten sorte bukser, der sad som skræddersyet til hans form og en jakke af samme stil. Under jakken kunne man se en lidt løs skjorte i den grønne farve, der hørte navnet til og spændt fast om brystkassen og skuldrene sad de læderremme, som kunne holde både pilekogger og små, skarpere våben, trods intet af det sad der i øjeblikket. Det lange hår var sat som altid, den øverste halvdel i en hestehale, undtagen det pandehår som ikke kunne nå, og skægget var velplejet og velfriseret i de to tynde fletninger, udsmykket med en lille, beskeden sølvring i hver.

Den lille pige løb hen og greb fat i et jakkeærme, hev løs i det han lige have rettet til.
”Alfie! Hun er kommet! Jeg har lige set hendes karet på broen,” sagde hun begejstret. Alfie rettede blikket mod den muntre pige gennem spejlet og smilede, forsøgte at lade sig påvirke af hendes alt for positive energi.
”Så må jeg vel hellere komme derned,” sagde han med et lille suk over det sidste kig i spejlet, inden han vendte sig mod den lille pige og satte sig på hug foran hende.
”Husk nu hvad din mor sagde. Du skal nok få lov til at møde hende, men i dag er det vigtigt, at jeg får snakket med hende alene. Okay?” Han løftede et afventende øjenbryn, sendte hende et lille alvorligt blik, som kun en onkel kunne. Bag det glade udtryk forsøgte hun at gengælde hans blik og så nikkede hun. Lige i dag var det meningen at han skulle se fyrstedatteren an og omvendt, så kunne mødet med familien komme senere, hvis dagen i dag da førte til noget.
Alfie uglede en hånd gennem hendes hår og rejste sig.

Fyrstedatteren og hendes slavekvinde skulle ikke vente længe, før dobbeltdørene ind til pejsestuen blev åbnet af to tjenestefolk. Med et lidt højrøvet men venligt smil kom Alfie gående ud gennem de åbnede døre. Selv med den anstændige afstand han holdt til den lille adelskvinde, tårnede han sig stadig over hende, indtil han pænt bukkede for hende.
”Velkommen, Deres Højhed. Jeg er Alfie Isenwald. Jeg håber Deres rejse har været behagelig?” Startede han, med den mest venlige tone han kunne formå at fremmane, efter han havde rettet ryggen igen. Selvom han bestemt ikke fandt et ægteskab nødvendigt, måtte han vel alligevel indrømme at hans kære søster havde fundet en yderst nydelig kvinde.

Selvom det i virkeligheden ikke drejede sig om mange minutter at Meena stod i den store pejsestue, kun i selskab med sin personlige slave. Så føltes det som noget nært en evighed før dobbeltdørene blev åbnet op. Ind trådte en mand knap og nap 40 cm højere end petite skikkelse som fyrstedatteren udgjorde.
Pludselig blev rygterne om hans jagt evner, hvordan han ene mand skulle have nedlagt hele 5 varulve på en gang, uden at få en eneste skræmme, næsten en mulighed. For hvem ville overleve 5 varulve på en gang, selv med hans fysik måtte det være et rygte, skabt på en mere realistisk sandhed.
Det havde virkelig taget mere end hun forventede ikke at små stirre på ham, jo nærmere han trådte hende.
Ikke før han bukkede opdagede hun at hun ganske diskret havde holdt vejret, og måtte derfor forsøge at puste ud, og fylde lungerne på ny med frisk luft, uden det blev alt for tydeligt.
Som forventeligt blev hans buk matchet med et passende nej for hans stand, alt mens et perfekt smil brød de fyldige læber. Et smil som havde været indøvet siden barnsben til aldrig at virke flask eller uhøfligt. I stedet var det høfligt og indbydende. Smilet nåede med lethed de brune øjne, og stik modsat resten af hendes mimik lagde hun her ikke skjul på, at selvsamme øjne sugede hver en detalje til sig. Nok havde hun ikke forventet han ville være andet end behagelig for øjnene. Alligevel var hun blevet glædeligt overrasket over hans udseende, som han ikke lignede en klassisk adelsmand.

”Meena Israa af Kazimi” præsenterede hun sig med en bløde melodiske stemme, som hvis ikke hendes udseende alene afslørede hun var barn af Rubinien, så gjorde måden hun nærmest sang på ordene. ”Den har været ganske upåklagelig, om end lidt lang. Heldigvis er udsigten det hele værd, den er noget andet end den sandede ørken”. Smilet der før blot havde emmet af almindelig høflighed, fik noget mere oprigtig over sig. For rosen om Medanien var langt fra sagt som sædvanlig høfligheds fraser, det var oprigtigt ment.

Roligt drejede hun sig lidt i overkroppen, mod Kisra der stod observant med en passende afstand til begge fyrstebørn ”Du må gerne forlade os Kisra”. Den ældre slave kvinde skulle lige til at komme med en indvendig, om at det ikke var passende at lade dem være alene tilbage i pejsestuen, men læberne nåede aldrig at skilles. For med det samme blev hun mødt af et langt mere fast blik. Beslutningen var taget, den unge Kazimi prinsesse ønskede at være alene med ham og det var ikke til diskussion.
Kisra forlod med en vis modvilje rummet. Så snart den ene af dobbeltdørene lukkede i lå Meena’s opmærksomhed atter igen på Alfie ”Så vil De køre alle høflighedsfaserne i gennem, før vi kan nå til dus?” spurgte hun roligt, men med en tydelig undertone af en flabet udfordring.

Der blev ikke lagt skjul på hendes hensigt, da hendes kønne øjne lod til at indtage alt den robuste adelsmand, havde at byde på. Til gengæld lagde han da heller ikke skjul på at han ligefrem nød at blive betragtet på sådan en måde, endnu mere når det var af en smuk ung kvinde, der havde et smil lige så yndigt. Til sidst passede den bløde stemme lige så fint til resten af hendes lille væsen.
”Jeg må indrømme at jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at se det rubinske landskab. Men det glæder mig at Prinsessen har nydt turen gennem vores frodige marker.” Der var ingen tvivl om at Alfie var født og opvokset som adelsmand i Medanien med de ord. Selv nu, hvor han egentlig ikke havde megen magt tilbage og samtidig heller ikke megen respekt fra landets folk, nød han livet i den verden han var skabt til. Et tørt liv i sand og hede kunne ikke mange finde tilfredsstillende.

Alfie forblev stille som Meena bad sin slavekvinde om at forlade dem. Han bemærkede godt hvordan hun skulle lige til at sige noget, men hurtigt valgte ikke at åbne munden alligevel. Han kunne vel næppe bebrejde hende, for det var helt sikkert ikke passende at lade en ung dame være alene med en lidt ældre mand. Men Alfie sendte slavekvinden et smil og et lille nik, som forsikring om at han selvfølgelig nok skulle behandle hendes prinsesse med den respekt hun fortjente. Den ene dør blev lukket og så rettede Alfie det lidt nysgerrige blik mod Meena.
”Åh nej, lad os endelig droppe de unødvendige høflighedsfraser.” Alfie lød næsten lidt lettet, hvilket han vel egentlig også var. Det var forfriskende at se en kvinde af hendes stand skubbe de sædvanlige tiltaleformer til side. Han havde jo heller aldrig været helt glad for dem, men det var ikke accepteret at undlade.
”Så kan jeg måske også få lov til at hilse på dig med et ordentligt håndtryk, og ikke bare et upersonligt buk?” Med de ord trådte han lige et skridt tættere på og rakte så hånden frem, klar til at hilse ordentligt på, hvis hun da lod ham. Hans tone var også straks blevet mere afslappet, i stedet for den påkrævede omgangstone der hørte adelen til.

Burde hun havde været mere diskret som hun så åbenlyst havde betragtet ham? Ja, men nu havde der kun været dem selv og Kisra til stede. Kisra ville næppe sladre om det, og var det ikke også det de var her for? At se hinanden an på mere end en måde?
”Det kan du heldigvis nå endnu. Jeg mener når nu jeg møder dig i dit hjem, så ville det kun være passende at næste møde bliver under Rubiniens sol, ikke sandt?”.
At de først lige skulle se hvordan dette besøg ville ende, førend der kunne planlægges et visit i den sydligste del af Krystallandet, det var detaljer den solkyssede kvinde ikke hængte sig i. Det var allerede gjort ganske klart at hun ikke ligefrem var særlig interesseret i at spilde tiden, ved at gå omkring den varmegrød; dermed ikke betydende at hun forhastede sig af utålmodighed.

Han bed på uden den mindste tøven. Lettet gled de slanke hænder fra hinanden fra positionen foran hende, hvor fingrene havde ladet sig flette sammen. Skulderne sank en anelse, men uden hun mistede den ranke holdning det mindste.
Ville han bruge den ene af sine evner, ville han opfange en regnbue af følelser. Spænding, betagelse, nysgerrighed var dog dem som lige nu stod stærkest. Hun lod ikke den fremstrakte hånd hænge længe i luften mellem dem, før hun lagde sin i hans.
”Hvis du lover ikke at placere et påtvunget kys, på håndryggen. Bevares jeg har intet imod kys, kun dem som er fremtvungen.” Ordene blev sagt uden den mindste smule blufærdighed, og nogle ville let kunne have tolket dem som værende yderst upassende fra en kvinde af hendes status. Var det en test af ham? Ja.
Denne gang betragtede hun smilende hans udtryk mere taktfuldt, som hun afventede hans reaktion. Nok var han villig til at lægge alle højlighedsfraserne til siden, men hvor sippet var han i virkeligheden?
”Sig mig, Alfie, hvad vil du så bruge vores første tid på? Vel ikke at vise mig hele herregårdens samling af familieportrætter vel?”. Hun satte da pris på god kunst, som så mange andre, men tanken om at skulle gå troligt ved hans side. Udbryde et næh, mhm, ih, ah og andre lyde når det var passende, mens hun så på det ene maleri efter det andet. Det hang hende langt ud af halsen, for dét fortalte hende ikke noget om ham.

Det var som Alfie havde forventet. Skulle deres møde i dag ende lige så godt, som Alfies kære søster håbede på, ville han næppe komme udenom en tur til det varme Rubinien. Hvis den mulighed bød sig, ville han da ikke takke nej, nok mest takket være den kønne kvinde, der stod foran ham. Det kunne da være trættende at omgås de samme velkendte ansigter hver dag, en tur ud af huset ville gøre ham godt, om så det var til den ulidelige hede. Så Alfie nikkede let.
”Så sandelig. Hvilken mand ville jeg dog være, hvis jeg ikke tog samme tur som jeg har udsat dig for.” Dermed sagt, at det da ville være direkte uopdragent, hvis han nægtede at besøge hendes hjem, hendes verden, ligesom hun gjorde for ham i dag.

Den tykke facade af adelig høflighed forsvandt så snart han var gået med til at droppe det. Allerede der lod det til at de begge blev langt bedre tilpas og den lille, mørke hånd blev lagt så fint i hans. Det venlige smil bredte sig lidt mere, som hun pænt frabad sig det påtvungne kys mod håndryggen.
”Selvfølgelig, vi blev jo enige om at droppe høflighedsfraserne,” sagde han. Som han så det, ville et kys mod håndryggen være lige så unødvendigt, som at være dis. I stedet nøjedes han med et håndtryk, der ikke klemte alt for godt til om den lille hånd, men stadig var fast, som et håndtryk skulle være. Men han kunne ikke holde et sigende blik tilbage, som hurtigt afslørede han da også langt hellere ville bruge tiden på de kys man ikke planlagde.

Alfie trak hånden til sig igen og løftede så let det ene øjenbryn. Var det virkelig en måde at charme sig ind på en ung dame, at vise hende den uendelige samling af gamle, slidte familieportrætter? Nej. Han smålo og rystede så let på hovedet.
”Jeg er ikke selv interesseret i de gamle malerier, jeg kan næppe se hvordan de skulle interessere dig. Måske en…” Mere nåede Alfie ikke at sige, før han blev afbrudt af den lille pige, der lige havde stukket hovedet ind ad den dør, som stadig stod åben.
”Hun har en ring i næsen!” Udbrød hun, helt fascineret og Alfie rømmede sig højlydt, da han rettede blikket mod hende.
”Har du ikke en bog, du skal læse færdig?” Hans tone var rolig, men bestemt og den lille pige forsvandt grinende om hjørnet igen. Alfie sørgede for at lukke døren efter hende, før han rettede sig mod sin gæst igen.
”Hvad med en spadseretur i haven? Eller måske lidt længere,” tilbød han. Det kunne vel give dem mulighed for ikke at blive afbrudt af børn eller tjenestefolk.

Blikket. Det afslørende blik for at de delte samme holdning, sendte et lille sug gennem maven på hende. Jovist var han ældre end hende, hvor meget havde hun endnu til gode at finde ud af, og så var han jo mand. Det var jo næsten forventeligt af samfundet at han ikke have levet et liv i cølibat, som det var forventet at hun gjorde.
Det var i sandhed befriende at være i rum med en adelsmand, som der ikke udad til dømte hverken med ord eller blik. Han fremstod på ingen måde uintelligent for hende, hvorfor han også havde måttet opfange der havde ligget mere i hendes ord, at hun naturligvis ikke kun snakkede om kindkys.

Den fineste lille lyse pigestemme afskar Alfie i hans talestrøm, påtvang sig deres begges opmærksomhed. Et øjeblik kunne det have set ud som om pigens ord irriterede den unge prinsesse. De mørke velplejede øjenbryn knyttede sig sammen på midten, før de gav slip på hinanden og i en blid og varm latter søgte lidt op i den fregnespækkede pande.
Uden meget tanke, blev den ene hånd lagt mod Alfie’s overarm, som et usagt ’det er okay’, da han rømmede sig højlydt. Blikket, hvor latteren endnu spillede rokkede sig ikke fra pigens nysgerrige. ”Måske jeg senere kan hører om den bog De skal læse, når De er færdig med den? Det tror jeg vi begge gerne ville være interesseret i? Ikke sandt?” Langsomt drejede hun hovedet og blikket op mod Alfie’s. Ikke fordi det så meget var et spørgsmål, for nu havde hun jo praktisktalt lovet pigen deres selskab senere, hvis hun da sørgede for at give dem tid sammen mens hun læste sin bog.
De kunne så kun håbe på at det var en af de tykkere bøger.
Hånden på armen blev sænket igen da hovedet forsvandt væk bag døren. Hans spørgsmål blev mødt af et nik og en eftertænksom mine ”Lad os vælge en spadseretur lidt længere væk end haven.. Jeg tror ikke det var sidste gang vi vil få selskab af nysgerrige blikke” svarede hun endeligt med moret stemme. Afventede på at han anviste vejen, hvor hun ville følge med ham.

Alfie havde pænt bedt sin niece om at holde sig på afstand, mens han fik mulighed for at lære fyrstedatteren at kende. Han vidste ikke helt, hvad han havde regnet med. Måske at hun rent faktisk ville lytte til hans anmodning, bare for en gang skyld, men det kunne vel næppe komme bag på ham, at hun ikke rettede sig helt efter det alligevel. Det var hans egen skyld. Han kunne sjældent finde ud af at være den hårde opdrager, det var hans søsters job. I pigens øjne var Alfie den bløde onkel, som mere eller mindre gav hende lov til alt. Det lod heldigvis ikke til at hans kønne gæst havde noget imod den korte afbrydelse, og inden pigen forsvandt om hjørnet sendte hun lige den mørke kvinde et stort smil, der let fyldte hele det lille ansigt.
”Jeg håber du er forberedt på at høre hende læse længe, for hun lader dig ikke slippe let. Du slipper nok heller ikke for en lang række spørgsmål om dine smykker,” sagde han med et let hævet øjenbryn og et lille morende smil. Alligevel nikkede han let, hvis hun ikke havde noget imod at tilbringe lidt tid med hans niece, så ville han da hellere end gerne deltage. Det var vel lige så vigtigt at hun kunne lide hans familie, som at hun kunne lide ham hvis dette skulle føre til mere, for hans hjerte tilhørte allerede den lille pige.

Man kunne tydeligt se på Alfie, at det lige nøjagtig var det svar han havde håbet på at høre fra hende. Selvom en tur i haven stadig ville være at foretrække, frem for at blive inde, så kunne det hurtigt ende i en masse lurende blikke fra de mange vinduer, ikke kun fra familien, men også tjenestefolk.
”Lad os tage bagdøren ud, ellers kommer vi vist ikke langt.” Det undrede ham jo ikke, hvis pigen stadig lurede på gangene. Lige så blidt lagde Alfie en hånd mod hendes ryg, som han stille og roligt førte hende ud gennem døren og dernæst gennem en smallere gang, der førte ud til baghaven. Han valgte måske også denne vej for lige at imponere hende bare lidt med den store have, pyntet med farverige blomster og et springvand i hver ende.
”Så med håbet om ikke at lyde alt for banal; Fortæl mig lidt om dig selv. Nogle nærgående familiemedlemmer?” Det var egentlig ikke dét, han ville spørge om, men mere en lille morsom kommentar, når nu hans familie havde formået at blande sig fra starten.

Det var simpelhent en udsøgt mulighed for hende at finde ud af om det andet store rygte, der blev hvisket i krogene, havde hold i sig?
Hun kunne naturligvis også tage bladet for munden, og spørger ham uden at lægge fingrene i mellem, om det passede at han ikke alene skulle foragtede børn, men også være yderst modbydelig overfor dem! Sådan et spørgsmål ville næppe fører et særligt sandfærdigt svar med sig.
Naturligvis ville han ikke åbenhjertet indrømme sådanne rygter, skulle de have hold i sig. Så var det meget lettere at opleve ham i nærvær med et barn. Et barn formodet at være hans niece eller var det måske hans datter? Nej, hun mente så bestemt ikke at havde ikke hørt noget om, han skulle have været gift før.
Pigens smil kunne unægtelig ikke undgå at smitte af på Meena, hvis smil kun voksede sig større. Smilet osede af både imødekommenhed og varme. Det var ingen hemmelighed at hun elskede børn, hendes niecer og nevøer var nogle af dem hun havde kærest. Derfor var det også af stor betydning, hvordan en kommende mand så på børn, for dem ville der komme nogle af; engang i fremtiden.
”Heldigvis er mit ophold planlagt til at vare nogle dage, så jeg har masser af tid, - om ikke andet kan jeg altid spendere den resterende tid, skulle jeg finde ud af du er en frygtelig mand” svarede hun kækt med et drillende glimt i de brune øjne.

Med hånden placeret førende mod hendes ryg, fulgte hun ham troligt med ud til haven. Trods hendes noget mindre skikkelse, lod hun ikke til at være hæmmet af hverken kjolens skørt eller forskellen på deres skridtlængde. Hvor han tog et skridt, tog hun to, men uden at det virkede som hun måtte små løbe ved siden af ham.
Nok havde Fyrsten gjort en del ud af at få etableret prægtige frodige haver, hvor eksotiske fugles sang fyldte luften. De haver var dog usammenlignelige med denne have, hvis blomster ikke virkede nært så kunstigt skabt, det havde bare en anden mere simpel skønhed over sig.
At hun nød synet kunne ikke skjules i hendes udtryk, og som de passerede nogle blomster kunne hun ikke lade være med at falde på fristelsen. Kælent strøg de mørke fingre, med de mandelformede negle, over de bløde blomster blade
Hans spørgsmål efterlod en lille latter, som på ingen måde var nedværdigende. Som latteren ebbede ud, rystede hun let på hovedet med ordene ”Nej, ikke mere end de ved de ikke skal forstyrre hvis bedt om det. Havde min ældste søster og bror boet hos vores fader endnu, så ville mine niecer og nevøer nok ikke kunne holde deres nysgerrighed tilbage - De mindste af dem altså” Før han kunne nå at skille sine læber, komme med en kommentar på hendes svar, fløj et spørgsmål over de buttede læber ”Er hun din..?” Spørgsmålet lod hun stå åbent, for ikke at ende med at fornærme ham, skulle det i virkeligheden være en datter af ham.

Der skulle meget til at forarge Alfie. Der flød efterhånden så mange rygter om ham, at det var svært at holde styr på. Han gik bare ud fra, at de fleste af dem omhandlede hans forræderiske mor, og om han mon havde tager del i det, da hun tog imod bestikkelse fra Kiles Orden. Et rygte der, trods hans benægtelser, stadig florerede i hele Medanien og hvor langt det var kommet, havde han ingen idé om. Han ville nu alligevel blive lidt forarget, hvis han kendte til de mere modbydelige rygter, at han ikke behandlede børnene ordentligt. Men mon ikke denne frøken havde fået en masse at vide, alle de beskidte detaljer, som alle troede, de vidste, ting som Alfie ikke engang selv var klar over. Det var vel rimeligt, når hun nu skulle overveje at indgå sig i et ægteskab med manden. Hendes kække kommentar bragte en let latter frem hos ham.
”Jeg er sikker på du nok skal ende med at kunne lide, hvad du finder ud af,” sagde han og gengældte det lille glimt i øjet, om end hans ikke var helt så uskyldigt, som han kortvarigt lod blikket glide ned over hende. Lidt selvfed måtte man vel godt være. Han behøvede vel kun at dele de ting han fandt relevante og hvis hun endelig kom ind på et lidt mere ømt emne, kunne han altid lyve. Han løj alligevel for hele landet i forvejen.

Det så ud til at hans lille forsøg på at imponere hende havde virket, som han ikke kunne undgå at lægge mærke til hvor meget hun nød synet af de farverige blomster, og heller ikke lige kunne holde sig fra at røre. Han trak først hånden mod hendes ryg til sig, da han havde ført hende ud gennem en låge i den høje hæk, hvor to vagter stod ret. Derfra kunne de følge den lille sti ned mod den nærliggende å.
Han skulle til at spørge ind til de omtalte nevøer og niecer, men hun kom ham i forkøbet med et nyt spørgsmål. Han ventede et øjeblik med at svare, bare for at lade hende gætte færdig, som han da godt kunne regne ud at hun måtte tro det var hans datter.
”Min søsters. Livet har endnu ikke været venligt nok til at skænke mig en datter. Indtil da er jeg den onkel hun går til når mor siger nej. Hun lærte ret hurtigt at snog mig om sin lillefinger,” sagde han og smågrinede. Han var ellers ikke let at manipulere, hvilket hele hans attitude nok afslørede, men at sige nej til sin lille niece, det kunne han oftest ikke finde ud af.
”Du har måske børn?” Det ville generelt være forrykt at tro det om en ung adelskvinde, men trods de unge frøkener var forventet at leve i cølibat indtil de blev gift, så nægtede han da at tro, at hun ikke havde givet lidt ud af sig selv. Hun var jo bestemt behagende at se på.

Rygterne om Cordelia’s forræderi, og at Alfie skulle have haft en finger med i lige netop dette, havde som mange af de andre store rygter ikke gået Meena’s næse forbi.
Som datter af en kvinde med samme skamfulde plet forevig lænket til hendes navn, havde det været et af de rygter som hun havde fejet væk igen, og ikke sænket mange tanker.
Ikke fordi hun hverken var blåøjet eller naiv, han havde trods alt været en voksen mand da det stod på, men hun var ikke til at dømme ham for hvad hans mor havde gjort, og hvad han måske havde vidst. Der var andre rygter, der var langt vigtigere at få svar på.
Noget helt andet som heller ikke gik hendes næse forbi, var hvordan de grønne øjne gled ned over hende. Hun ville lyve overfor sig selv, hvis hun benægtede at det ikke gav et kildende sug i maven, hans blik sammen med ordene.

En dyn ind trækning gennem næsen fik den lille brystkasse til at hæve sig, som den luften med blomsternes duft fyldte hendes lunger, inden hun lod sig fører videre gennem en vagtbevogtet låge. Hvor de fleste adelsfrøkener ikke ville værdige dem så meget som et skævende blik, fik de både et lille venligt smil og nik med på forbi farten. Nok var hun prinsesse, men det betød ikke at de under hende skulle behandles nedværdigende. Havde det været tilfældet, ville hun havde været gået glip af mange festlige stunder i Balzera’s havn.
Stik mod hvad man kunne have forvente, sank hendes skuldre sig ikke, som det burde have lettet hende at høre det var hans niece, og ikke en datter. Ville det egentligt have betydet så meget, havde det været en datter? Når hun tænkte nærmere over det, så var det er klart nej.
Underlæben forsvandt væk, som hun måtte bide sig i den for ikke at komme til at små grine af hans ord. Ord der først nu lod hendes skuldre skænkes en smule, afslørende at noget havde naget bag den fregnede og solkyssede pande. ”Jamen, så er det jo passende at jeg har lovet hende vores begges selskab – Hun virker også skøn, så jeg kan godt forstå du har svært ved at sige nej til hende.” Der var en oprigtighed bag de drillende ord. Nok havde det kun været et glimt af niecen, og medmindre hun skulle vise sig at være dybt jaloux, så Meena måtte ’kæmpe’ om Alfie, så havde hendes mavefornemmelse næppe ikke taget meget fejl.
Spørgsmålet kunne med lethed havde fået hende til at fare i flint, for hvor vovede han at antage at hun ikke længere var urørt, men også at hun som ugift havde fået et barn. Det ville jo nærmest være en langt større skandale, end hendes moders forræderi.
De enkelte lokker som så fint indrammede ansigtet sammen med pandehåret, dansede let som hun rystede på hovedet som svar, før ordene fulgte ”Ikke endnu, men forhåbentligt vil jeg blive velsignet af Leander i fremtiden. En søn og en datter ville være perfekt, men jeg vil være lykkelig hvis blot jeg velsignes med sunde og raske børn.” Hun om nogen vidste jo at ikke alle graviditeter endte lykkeligt, eller havde chance for ikke at ende lykkeligt. Hun selv havde været kysset af Kile ved fødslen. Der var ikke mange ting i denne verden hun frygtede, men at bære på sit barn i 9 måneder, kun for ikke at høre den stærke barnegråd efter en fødsel, var noget af det hun frygtede mest.
Ubevidst, som hun havde svaret ham havde hun pillet ved flere af ringene der prydet fingrene. Pilleriet var endt ved den tynde guldring på venstre lillefinger, som i stedet blev drejet rundt om fingeren.
”Hvad med dig? Hvor mange og hvad ville du ønske du endte med at få?” nu havde hun jo fundet ud af at han ønskede at blive far, med mindre han stak hende en løgn bygget på forventninger.

Sammenlignet med andre adelsfrøkeners selskab, var denne fyrstedatters noget helt andet. Trods Alfie var vant til sin egen lille familie, havde han selvfølgelig oplevet en vis højrøvet tendens hos de fleste andre, og bestemt ikke kun kvinderne. Det var lige før mændene var langt værre, som de ikke kun følte sig hævet over deres tjenestefolk, men også over kvinderne i deres egen kreds. Han havde efterhånden set alt for mange vagter og unge tjenestepiger få nedværdigende og upassende blikke. Det var helt rart at være i selskab med en ung frøken, som ikke kun gav sig tiden til lige at sende et høfligt smil til vagterne, men heller ikke blev fornærmet over en kommentar eller et blik. Måske det skyldtes hendes baggrund. Alfie havde jo fået en masse at vide om adelen i Rubinien, nok mest om deres store behov for at holde slaver. En vane han vel egentlig godt kunne have haft selv, hvis det ikke ville have været ulovligt og så åbenlyst at det foregik heromkring. Folk snakkede for meget.

Det var som om noget var gået hende på, da han ikke kunne undgå at lægge mærke til skuldrende, der lige blev sænket efter hans ord. Noget der tydede på at det havde noget med samme emne at gøre, men lige meget hvor afslappet de to fremmede var i hinandens selskab, var der grænser for hvor meget han kunne tillade sig at blande sig og spørge ind til.
”Helt bestemt sødere over for mig, end hun er for sin mor,” sagde han, dermed også hentydende til at Meena nok kunne forvente bare lidt konkurrence, selvom Alfie nok måtte erkende at hun ville vinde over pigen i disse dage, medmindre der var noget alvorligt galt. Han havde aldrig noget imod at tilbringe tid med sin niece, endnu mindre hvis det var hvad hans gæst også ville bruge lidt tid på, men han måtte samtidig sørge for at give frøkenen en bedre oplevelse, end bare at fungere som barnepige de næste par dage.
Trods hendes indtil videre rolige attitude, ville Alfie egentlig have forventet bare en snert af fornærmet reaktion, som ordene forlod hans mund, men det var ikke tilfældet. Hun tog hans forrykte spørgsmål med ret ryg, hvilket også lige fik et lille, behagende smil til at brede sig over hans læber. Der skulle åbenbart mere til at fornærme den unge dame og med hans tendens til at være lidt for direkte ret ofte, var det kun godt.

Nu begyndte snakken at synke dybere ned i emnet om børn, og selvom ingen af dem nok ikke havde forventet at det ville dukke op så hurtigt, kunne den store mand alligevel ikke helt lægge skjul på, at han blev lidt blød om hjertet. Nok kunne han være noget så kold, ikke kun over for dem der gjorde ham uret, men i hele sin væremåde. Lige så snart de små mennesker blev bragt op, og så endda hans egne i fremtiden, kunne han ikke længere lade som om han ikke mange følelser havde.
”En robust søn jeg kan tage med på jagt og derefter en prinsesse af en lillesøster, som han kan beskytte. Men ligesom du, ønsker jeg i bund og grund intet mere end et par sunde og raske børn.” Mens Alfie talte trådte de over en lille bro af træ. På den anden side var der godt mudret og han trådte over uden problemer, men han var da lige gentleman nok til at række en hjælpende hånd tilbage til hende, så hun ikke skulle ende med at få mudder på hverken sko eller kjole. Der lagde han også mærke til hendes pilleri med den tynde guldring.
”Er der noget galt?” Han var nødt til at spørge. Hans søster havde samme tendens at pille ved en tilfældig tråd eller lignende, når hun var bekymret eller nervøs. Om det var af samme årsag Meena gjorde, kunne han selvfølgelig ikke vide, men han ville nu hellere spørge.

Det kønne ansigt lagde sig i alvorlige folder, mens hovedet gled på sned. Det havde været ganske let at tro hun bestemt ikke var tilfreds, med udsigten til at skulle konkurrere om Alfie’s opmærksomhed, med hans niece. Selvom smilet var forsvundet ind, de mørke læber presset sammen til en smal streg i ansigtet. Afslørede hendes stemme hende, nok vendte mundvigene ikke opad, noget de næsten havde gjort siden de begge var blevet enige om at være dus fremfor dis. Alligevel emmede den melodiske stemme af en varme kun et smil, synligt som skjult, bragte med sig ”Så må jeg hellere gøre mig umage for at være sødere end hende, så vi ikke skal hive i hver sin lillefinger af dine..” Denne gang var det hendes tur til at lade blikket glide over ham, startende fra top til tå og tilbage igen, hvorefter mundvigene krummede sig tilfreds op ad igen og selvsikkert tilføjede til sine ord ”..Det ville jo være en ulige kamp på forhånd”. Den lille mørk glødet kvinde kunne jo trods alt tilbyde ting og dele af sig selv, som hans niece af gode grunde ikke kunne.
Når alt kom til alt, ville hun nok i sidste ende, ende med at holde mindst lige så meget af pigen, som Alfie; Skulle de ende med at ville forsegle deres skæbner i et ægteskab, hvad end det ville være af kærlighed og begær eller ren og skær formalitet. De begge havde trods alt begge behov for den usynlige pagt, som en forlovelse og senere et ægteskab ville kaste af sig; arvinger til slægten.

Omgivelserne han ledte hende til og i gennem var smukke, den ene plante stod nærmest frodigere end den næste. Åens klare vand som klukkede, mens den spejlede solens stråler der slap gennem de træer der stod tættestes trækroner, givende det hele et drømmelignende udtryk. Det var bare ikke dem, som de brune øjne hvilede mest på, for som snakken var faldet på små mennesker, børn, var hun blevet ganske betaget af hvordan denne bredskuldrede mand, næsten, blødte helt op for øjnene af hende. Havde han snublet og faldet i åens vand, ville han blive opløst, som vandet med lethed ville trænge gennem det bløde.
Pilleriet ved ringen, stoppede som han rakte hende en behjælpelig hånd, så hun kunne blive forskånet for det værste mudder. Med en takkende bøn til guderne, takkede hun for hendes agilitet, der trods alt gjorde hele seancen over at komme over mudderet noget mere elegant; End hvis hun havde været intet mindre end klassisk palæpynt.
Spørgsmålet kom bag på hende, efterlod en tydelig overraskelse og forundring hos hende. Et øjeblik havde hun været ved på sædvanlige høflige maner at affeje ham, med et ’alt er i skønneste orden’ og et da tilhørende påtaget smil, lige efter adellig etikette, men hvad godt ville der komme ud af det, at afspidse ham med en hvid løgn?
Han havde jo trods alt været observant nok til at bemærke noget var gået hende på. En mental note blev taget inden hendes svar endeligt faldt ”Der er to ting som går mig på sinde, men jeg er ikke sikker på du vil sætte pris på at høre dem begge. Begge ville have potentiale til at få dig til at storme tilbage til huset” Ville hans nysgerrighed vinde over ham? Ville han vove at bede hende åbne begge de to små æsker af Zaladin’s? Uden at tænke over det, havde hun ikke sluppet hans hånd igen, men i stedet lod hun den klemmes en anelse, for hun ønskede ikke at han ville afbryde deres møde allerede.

Det ville være en direkte løgn, hvis Alfie ikke indrømmede at han helt bestemt kunne lide ordene der lød fra hende. Hans ego blev da kun pudset lidt ekstra ved det tilfredse blik, der lige gled hele vejen ned over ham efterfølgende. Den skjulte mening med den lille tilføjelse gik ikke hans næse forbi og et lidt bredere smil kunne ses mellem det pænt satte skæg, måske lidt bredere end han burde have gjort det.
”Jo, du har vel allerede et par fordele.” Den sætning skulle forstås lige præcis som den var blevet sagt; En kompliment om hendes kønne udseende, med en snert af perversitet om hendes kvindelige former. Han var vel stadig en mand, med lige så åbenlyse behov og lyster som enhver anden, men som de fleste andre kunne han ikke se pointen i at lægge skjul på dem, om end han stadig sørgede for ikke at lyde direkte vulgær. Nu kunne han bare tillade sig at sige lidt mere end han normalt ville, fordi de begge havde givet udtryk for deres interesse, eller nærmere deres fysiske tiltrækning.

Overraskelsen over hans bekymrende spørgsmål i hendes ansigt var tydelig. Han kunne selvfølgelig have valgt at ignorere det, skubbe det til siden med at det nok ikke betød det samme, som når hans søster stod og pillede unødvendigt ved sin kjole. Det ville nok være det de fleste ville have gjort i denne situation, men han kunne ikke undgå at mene, at det ikke ligefrem ville hjælpe noget. De skulle trods alt lære hinanden at kende, hvilket uden tvivl ikke ville blive lettere, hvis han ikke sørgede for at gøre hendes ophold så behageligt som muligt.
”Om jeg sætter pris på at høre dem, er ikke vigtigt, men derimod dit velbefindende. Du må sige til, hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe dig af med hvad end der går dig på.” Ligegyldigt hvad der måtte være galt, om hun måske bare havde brug for et lyttende øre, så var Alfie parat til at gøre som hun ønskede. Derfor slap han heller ikke hendes hånd, som hun stadig holdt fast selv efter at have taget imod hans hjælp over den våde jord, så han lige netop kunne bekræfte sine egne ord. Som han tålmodigt afventede hendes næste træk, trådte han lige et skridt nærmere, og brød dermed den ellers anstændige afstand, der hele tiden havde været mellem dem.

Læberne blev smallede, da hun pressede dem tæt sammen, før tænderne sank ned i den nederste af læberne, og holdt den som gidsel mens hun tog sig et øjeblik til at lade blikket fare. De mørke øjne søgte rundt efter om der nu skulle være en vagt, eller et tjenestefolk som var gået efter dem, men som hendes søge ikke bar frugt landede det atter på Alfie.
Underlæben poppede fri fra deres fængsel mellem tænderne. Intet ved hans ord eller kropssprog afslørede om han faktisk var ganske ligeglad, at hans spørgeren ind var intet mindre end forventelig høflighed.
Ikke at hun ville mene hun var helt håbløs til at læse folk, men modsat den almindelige Krystalisaner, var samtlige adelsfolk opdraget og uddannet til at være perfekte versioner af dem selv, og ikke mindst perfekte værter! Noget der til tider gjorde det tæt på umuligt at gennemskue, hvornår der var en oprigtighed i deres ord.
Hvad der kunne føltes som en evighed, var i virkeligheden kun ganske få øjeblikke, hvor hun trak luft ned i lungerne ”Du ved lige så godt som jeg, at rygter løber frit i adlen og mellem tjenestestablen. – Jeg vil gætte på at du ligesom jeg har hørt rygter, både gode og dårlige, om mig op til min ankomst?” begyndte hun roligt, selvom nervøsiteten for hans reaktion stadig lå og ulmede lige under overfladen. ”.. Snakken går at du skulle ikke alene hade børn, men fodre dem til glubske ulve, varulve for at være helt præcis.” ordene blev sagt med en god portion tyk afsky, med en vrænge på næsen, som fandt hun det rygte mindst lige så modbydeligt som det der gik om hendes fader. At han skulle have forvandlet hendes moder til en statue af det pureste guld, som hævn for hendes forræderi.
Hun burde have sluppet hans hånd, trukket sig tilbage så der igen ville være en passende afstand mellem dem. Skulle der mod forventning komme en tjener rendende, som efterspurgte Alfie, fordi noget krævede hans opmærksomhed her og nu.
I stedet endte hun med at træde et halvt skridt tættere ham, kortede afstanden mellem dem til at være omkring 20-30 cm. ”Men sådan som du taler om din niece, om børn.. De kan kun være hadefulde rygter, skabt på grund af din moder?” Havde han haft nogen som helst tvivl om hun troede helhjertet på dét rygte, burde hendes ord skyde den til jorden igen.
I stedet stod hun afventende for hans reaktion. Ville han fare op, lade en vredes ild rase og lade den true med at udslette alt som den berørte?

Det var vel ikke helt til at undgå, at Alfie selvfølgelig spurgte ind til hvad end der gik hende på af ren høflighed. Sådan var han nu engang opdraget af sin mor, selvom man måske alligevel kunne sætte spørgsmålstegn ved meget om hendes person, og sikkert også sådan som hun havde valgt at opdrage sine børn. Han spurgte dog ikke kun af ren høflighed, for trods det ikke var ham selv, der havde inviteret denne adelskvinde på besøg, så var det stadig hans ansvar at sørge for hende velbefindende, mens hun opholdt sig her. Det var ikke kun hans job som vært, som manden i huset, men også som potentiel kommende ægtemand. Han behandlede alle med en vis form for respekt, undtaget hvis han ikke mente de havde fortjent det og der skulle oftest ikke meget til.

Det tog hende ikke mange øjeblikke at lade ordene flyde, men på den korte tid havde hun alligevel formået at vække hans nysgerrighed endnu mere.  Hun virkede så nervøs for at sige hvad hun ville. Alfie nikkede let, han vidste helt bestemt godt hvor mange rygter der lød mellem tjenestestaben, sådan havde det altid været.
”Selvfølgelig.” Han havde uden tvivl også hørt en masse rygter om hende, endnu flere da det kom frem at hun skulle besøge herregården. Den første tanke der slog ham, var det mest almene rygte der løb om ham. At han skulle have haft en finger med i det spil, hans egen mor blev afsløret i, men det rygte kunne umuligt gå hende så meget på.
Der skulle meget til at overraske Alfie, han havde efterhånden været udsat for lidt af hvert, men det næste han hørte fik alligevel hans ansigt til at trække sig op i en næsten helt forbavset mine. Det var sikkert kun toppen af de mange rygter der ikke havde nået ham endnu, men selvom han bestemt ikke var en helt uskyldig mand, så kom det virkelig bag på ham at så grusomt et rygte var blevet spredt.

Alfie var for en gang skyld helt mundlam. Hun måtte vel have spurgt fordi hun reelt var lidt nervøs for om der var noget sandhed i det, og hvis han sagde noget der kunne tolkes den mindste smule forkert nu, ville det kun forstærke hendes tro om at det kunne være sandt. Det var kun lige indtil hun fik skudt en sikker pil gennem den tanke, for hun troede tydeligvis ikke på det. Stadig med overraskelsen malet i ansigtet, fik han fundet en lille smil frem og også en let latter, så han ikke viste hvor vred det egentlig gjorde ham, at det rygte var blevet spredt i hele landet. Han slap stadig ikke hendes hånd, men klemte derimod blidt om den, fordi han satte pris på at hun i det mindste ikke troede på det. Han kunne til gengæld godt forstå hvorfor hun havde spurgt.
”Jeg var ikke klar over at sådanne rygter overhovedet fandtes. Men jeg kan forsikre dig om at de ikke er andet end netop dét. Løgnagtige ryger, højst sandsynligt skabt på baggrund af Cordelia, som du sagde. Min niece betyder alt for mig, nok mere end offentligheden er klar over, fordi jeg sørger for at holde mit privatliv privat. Måske jeg kan få lov til at bevise det senere, når vi skal gøre hende selskab.” Generelt gik Alfie ikke op i hvad andre troede om ham, mest fordi mange af de grimme rygter havde en del sandhed i sig, men ingen skulle tro at han nogensinde kunne finde på at lægge hånd på et barn, og da slet ikke hans egen niece.
”Men jeg forstår hvis du ikke vil risikere at blive blandet ind i alt der bliver sagt om mig. Hvis du ønsker at gøre dit besøg kortere end planlagt, skal jeg ikke stoppe dig.” Alfie ville hellere give hende en mulighed for at sige fra nu, end lade hende blive i flere dage hvis hun var usikker. Det var vel også en lille test. Hvis hun nu gav udtryk for at hun helst ville stoppe, ville han selvfølgelig heller ikke spilde tiden, hverken sin egen eller hendes. Men han håbede og forventede da at hun kunne holde til lidt mere end at frygte fremtidige rygter, sande som falske.

Havde han benægtet at skulle have hørt et eneste rygte om hendes person, ville hun ikke have troet et eneste af hans ord.
Rygter flød i så rigelige mængder om adlen, og når man så også var datter af Kazimi forræderen slap man bestemt ikke for at de løb mere frit. Trods at hun med sin unge alder, modsat ham, ikke ville kunne have haft en finger med i sin mors forræderi, som hun ganske enkelt ikke været gammel nok, så afholdt det dog ikke folk i at opdigte rygter, med det som gemmen gående tema. Så var der alle rygterne om hun tit blev set på Balzera’s havn og både mænd og kvinder på en nærliggende kro oftest fik lov til at pille ved hende, hvordan hun skulle være gået ombord på et skib med at følge mindst 4 brede sømænd, hvor den ene skulle være en halvork. At hun mere end en gang var set snige sig langs skyggerne, hen til en gammel kvaksalver for at få afbrudt en graviditet, eller hvordan hun aldrig viste sine skuldre fordi hun var mærket af selveste Kile, som hendes forældre havde måttet indgå i pagt med for at få hende tilbage til livet, og hvordan hun nu var en tjenerinde af Kile.

Hans forbavselse over hendes ord, fik hende til med en lige så stor overraskelse at skyde begge bryn op i den fregnede pande, som det gik op for hende at han aldrig havde hørt det rygte før, end ikke en svag hvisken. Hans begyndende ord bekræftede hendes antagelser.
Det blide klem om hånden, gjorde hende opmærksom på hun stadig ikke havde sluppet hans hånd. Den lette latter og det lille smil, sammen med at han ikke slap hånden prompte eller gjorde antræk til det, pustede den svage nervøsitet over hvordan han ville reagere væk. Hvor meget vrede rygtet havde vækket i ham vidste hun af gode grunde ikke. Han virkede ikke synderlig vred over ordene som han stod og forsvarede sig selv, men hun om nogen vidste bedre. Han kunne meget vel som hende selv, være et naturtalent til at skjule sin vrede.
”Nej!” udbrød hun afbrydende før han kunne nå at sige sine ord færdige. Øjnene var opspærrede, som var det med vantro hun hørte ham overhovedet begynde at forslå, at hun ville afbryde sit ophold. En beklagende grimasse lagde sig over hendes ansigt, sammen med en voksende kulør af rød. Det var ikke første gang hun havde ladet sine følelser løbe af med hende, ladet dem slippe et ufilteret udbrud afsted. ”Beklager, det var ikke meningen at jeg ville afbryde dig Alfie. Jeg ser dog allerede frem til at se dig sammen med din niece, hvis da ikke jeg ender med at få alt hendes opmærksomhed?” Sagde hun med en lille latter, som hans tidligere ord rumsterede, at hun nok skulle blive udsat for diverse spørgsmål og særligt om ringen i næsen.
”Det blot rygter. Jeg vil hellere selv gøre mig mine egne erfaringer med dig, skabe min egen viden om hvem du er, og hvad der er rigtigt og forkert?” De stod jo ikke til og skulle giftets i morgen, så der var jo ingen grund til at stikke halen mellem benene, løbe tilbage mod herregården og kaste sig ind i kareten med ønsket om at kursen gik mod Rubinien.
Roligt trak hun hånden fri, mens hun trådte det sidste stykke tættere på ham. Det eneste der afholdt dem fra at stå helt tæt, var hendes hænder mod hans brystkasse. Hænderne ’rettede’ på hans klæder, før de bevægede sig op og greb ham blidt, men fast omkring kæben ”Desuden har jeg hørt at lige børn leger bedst?” Hvis han tillod det, ville hun trække hans ansigtet tættere hendes, tæt nok til at deres næser var millimeter fra at røre hinanden, før end at hun ville slippe taget om kæben igen, og træde forbi ham med et legende glimt i øjnene og et smil dansene i mundvigene, alt mens hun kastede et blik over skulderen tilbage på ham som et usagt ’kommer du?’.

Det var en test hun meget hurtigt bestod, som han ikke engang nåede at sige sin sætning færdig, før hun afbrød ham med et bestemt nej. En reaktion der straks fik et lille tilfredst smil frem på han læber. Om det så var ham, eller bare hans eminente udseende, der fik hende til at være så opsat på at blive, det kunne han vel ikke være sikker på, men han håbede da at begge havde noget med det at gøre. Det tilfredse smil blev bredere, som hun begyndte at forklare sig, fortælle hvorfor hun havde været så uhøflig at afbryde ham. Det var sådan enhver adelig ville se det, men ikke Alfie. Han fandt det tværtimod lidt smigrende, at hun ikke engang havde brugt et lille øjeblik på at tænke over et svar, før det blev spyttet ud. Han matchede hendes lette latter og nikkede i enighed over hendes ord. Han skulle nok ikke forvente meget opmærksomhed fra den unge pige senere, når han nu sørgede for spændende nyt selskab til hende.

”Det glæder mig,” kommenterede han blot og sendte hende et blik der kunne forstås som ’I lige måde’, men uden at skulle sige det direkte. Det gav ham også mulighed for at få styr på alle de rygter han havde hørt om hende, ikke kun de mange rygter om hendes løse holdning til at give sin krop til fremmede, men også det om at hun skulle være tjenerinde af Kile. Det ville vel være meget rart at vide, om han skulle holde det åbenlyse rygte om sig selv hemmeligt for evigt, eller om han en dag kunne tillade sig at afslører sandheden, at han virkelig havde taget del i sin mors forræderi.
Hun trak hånden til sig og han kunne ikke lade være med lige at følge hendes hænders bevægelser med et skævende blik. Havde hans søster set hvor uanstændig tæt de stod, og så uden egentlig at kende hinanden, ville hun dåne. Sådan kunne han da ikke tillade at stå med en ung adelskvinde! Hendes kære storebror var slet ikke så fin som hun troede, for inden længe fandt hans ene hånd lige så stille vej mod den unge kvindes hofte. Han var dog ordentlig nok til ikke at give helt efter for sine egne lyster og trække hende endnu tættere på sig. Det var kun fordi han var forberedt på at hun da ville tage det skridt, som hun trak hans ansigt tættere på hendes og lagde op til netop dét. Det var bare ikke tilfælde, for i næste øjeblik var hun flabet nok til at slippe ham og passere ham med et direkte pirrende udtryk i øjnene, forklædt som uskyldig leg.
”Og så går du, før vi kan finde ud af om det er sandt?” Først der kommenterede han på hendes sidste bemærkning, i en tone der passede perfekt til hendes legende glimt i øjet. Han fulgte stadig med hende, men lige så snart han nåede op på siden af hende, gik han halvt ind i hende for at få hende til at stoppe op igen. Hun fik ikke længe til at reagere, før han vendte sig mod hende, lagde en arm omkring hende og bukkede sig ned for at kunne ramme hendes læber med sine, hvis han da fik lov. Kysset var blidt, men insisterende. Insisterende nok til at han fik skubbet sig så tæt på hende, at hun nok ville være nødt til at træde et skridt tilbage, farligt tæt på åen, der løb bag hende.

Med rygter om hendes letsindige tilgang om at dele sin krop, med hver mand og kvinde hun stødte på under sine udflugter væk fra paladset, så burde hun have været meget mere striks med at følge en ordentlig etikette. Uanset hvor meget sandhed de rygter så end måtte holde, så havde hun jo stadig et ry som skulle værnes om.
Derudover var det aldrig til at vide, om hendes Fader brugte noget af hans sparsomme tid på at spionere hende i dette øjeblik. Han ville næppe finde det særlig tilfredsstillende at opdage hans datter stod så tæt op ad en mand, og da slet ikke hvordan hendes fingre havde vandret op ad Alfie for dernæst at have lagt op til et kys. Med Fyrstens temperament, ville det ikke være utænkeligt at det ville være med fare for en karsprængning, hvis han opdagede det.
Skulderne hævede sig mod ørene, før de sank tilbage på deres plads, mens hun rettede blikket frem for sig igen ”Ikke længere væk end vi stadig kan nå at finde ud af det.” lød det småflabet. Selvom hun havde ryggen mod ham, som hun svarede ham, var det ganske tydeligt at hører hvordan smilet omfavnede ordene.
Det var ikke fordi det var umuligt at træde forbi ham, som han blokerede hendes vej, havde hun ønsket det. I stedet stoppede hun afventende op, stående så tæt at bunden af hendes skørt dækkede spisen af hans skosnuder. Ikke at hun skulle vente længe på hans næste træk.
Fingrene lukkede sig omkring hans nakke mens hun bød kysset velkomment. Med fingerspidserne bevægende sig kælent ind i den mørke hårgrænse, gled hendes øjne i, før hun var tvunget til at træde et skridt bagud. Hvor tæt de befandt sig på den klukkende å, havde hun ikke taget højde for, før jorden under hendes hæl forsvandt.
Med alt vægt lagt bagud på hælen, var det uundgåeligt at hun sendte dem begge ud af balance, med direkte kurs ned i åens vand. Det føltes som om hun end ikke nåede at åbne øjnene og slippe det overraskede hvin, før øjnene og mund blev tunget lukket i igen af vandet.
Det var ikke den dybeste å, kun lige akkurat dyb nok til at hun ikke stødte mod bunden med ryggen, som han blev trukket med ned over hende. Alligevel endte hun med at sidde med vand til under brystet, da hun kom op at sidde. Det værste vand blev skubbet af ansigtet med hænderne, mens hendes blik søgte mod ham ”Er du okay?” selvom det var svært at tro for hendes latter, var det et oprigtigt bekymret spørgsmål, han kunne jo havde været landet mere uheldigt og ramt en skarp sten i åen.

Der var ingen tvivl om at begge deres opførsel ville blive set direkte skamfuldt på i øjeblikket. Det var en af grundende til, at Alfie havde håbet lidt på en gåtur lidt længere væk end den frodige baghave, for de havde begge hurtigt givet et indtryk af, at de ikke helt gad at holde på de uskrevne regler, der gjaldt for folk i deres position. Passende etikette var kedeligt, alt for stift, hvis man spurgte Alfie, og han var sikker på hun ville være enig, ellers havde hun vel ikke forslået dem at være dus fra starten af. Så kunne man altid opretholde den rigtige opførsel i offentligheden, hvor det ikke var helt så acceptabelt at gøre som de nu gjorde.

Alfie havde forventet at hun ville tage det næste skridt, men nu havde hun lagt op til det, og så måtte det være hans træk. Som dansede de rundt på en skakplade og brugte dem selv som diverse brikker. Det endte med at være åen som meldte skakmat, da ingen af dem kunne nå at tage fra og snart kunne mærke vandet gennemvæde deres klæder. I et hurtigt forsøg på ikke at lande direkte hen over den spinkle kvinde, fik Alfie vendt sig lidt sidelæns i luften. Han tog fra på åens bund med en hånd, der uheldigvis ramte en lille klynge af sten, og inden længe begyndte den røde farve fra håndfladen at sætte sig i skjortens ærme. Han lagde bare ikke mærke til det. Trods vandet umuligt kunne dække hele ham, havde det stadig nået at trænge ind til det meste, inden han kom op at sidde. End ikke det halvlange hår var sluppet helt, hvor de nederste spidser også lige var blevet dyppet i åen. Han kunne ikke lade være med at grine.
”Ja, jeg har det fint. Men jeg må indrømme at det ikke var sådan, jeg havde forventet det ville ende.” Det tog ham ikke mange øjeblikke at komme på benene og træde op på den tørre jord, hvortil han rakte den lidt blodige hånd ned mod hende, for at kunne trække hende op. Hans fokus lå på hende og ikke hånden, og derfor bemærkede han stadig ikke den lille flænge. Det var jo ikke værre end mange andre skader, han havde samlet gennem årene.
”Er du okay?” Han fik spurgt i samme stil som hende, med en let latter lagt hen over den oprigtige bekymring, for hun kunne vel stadig være landet mere uheldigt, end hun lige gav udtryk for.