”Hvad mener du med hun har mistet sin hånd?” vrissede Ivan, faren til kvinden hvis hånd var blevet fortalt var væk. Regnen silede ned, stride voldsomme regndråber der næsten fik det til at se ud som om, at det var lodrette baner af vand, som der kastede sig fra grå og mørke skyer. En dør blev smækket op, det gamle træ knirkede voldsomt under presset. Brosten, blev glatte og våde, som en af mændene i mørke kutter bar rundt på en bylt gemt væk i en masse tæpper. Kareten de var ankommet, var allerede ved at blive ført på plads, af en af staldknægtene. Glæden over, at de ikke havde skænket ham et eneste blik, var ganske synligt at se på skuldrene, der lagde sig ned igen.
”Vi fandt hende for sent, et monster havde fået fat i hende –” manden der havde spurgt, hvad der mentes med at en hånd var væk. Åbnede for bylten så han kunne se ned på ansigtet, forslået – blodigt. Men unægtelig hans datter Pleasance. En vred vrissen forlod hans læber, som han slå ud med hånden. Men inden den nåede at kollidere med den gennemblødte mands kind, nåede han at knytte den. Det var blot nogle lynene øjne der gled hen over skikkelsen.
”Tyran!” råbte faderen, og drejede hurtigt rundt på hælen, og forventede tydeligvis at tjeneren ville følge med, sammen med datteren han havde i sine arme.

Da de endelig var kommet ind i tørvejr, i deres familie afdeling af borgen. Kom en gammel kone dem løbende i møde. ”Hvad er der los?” spurgte kvinden bramfrit, tydeligvis ligeglad med, at manden der havde kaldt på hende, var højere oppe i rangstigen end hun var. Mest af alt, grundet de magiske evner som hun besad. Trods at hun var et femteled i familien, havde Tyran formået at holde fast i nogle ganske fine og flotte magiske evner.
Uden tøven, rev faren tæppet løst således at der var frit udsyn til den indbundne stump, hvor der burde være en hånd. Tyran knyttede sine bryn; ”Hun bliver hendes egen død en dag.” hvæsede hun, og pegede over på en blød dagsseng. ”Lig hende der, og forsvind så, inden at du bliver helt rød i hoved af raseri.” dette gjorde tydeligvis blot at Ivan blev endnu mere hidsig. ”Forsvind” hvæsede Tyran, som hun begyndte at pakke tæpperne væk, så hun kunne få et bedre udsyn på den forslået kvinde.
”Ah ved Zaladin, hvad har du nu gjort ved dig selv.” mumlede hun, men var lige ved at skrige af rædsel, da en pupilløs iris blev synlig. ”Er han gået?” hviskede Pleasance hæst, og et smil spredte sig hen over hendes læber. Tyran sukkede og lod blikket glide hen over skulderen. Faderen slæbte allerede afsted med tjeneren der havde bragt hans datter tilbage i sådan en stand. Kun Kile ville være nødig, og give den stakkels dreng en hurtig død. Ikke at nogen ville forvente det, af Ivan Lochtree.
”Ja, han er væk nu.” Pleasance rejste sig op i en siddende stilling. Og rakte stumpen frem. Langsomt viklede den gamle kone, de blodige bandager af. ”hvordan?” – ”jeg huggede den selv af” svarede Pleasance dovent tilbage, som var det lige så ligegyldigt som at slå en flue ihjel. De indsunkne øjne blev store af forbavselse, men det var tydeligt at kvinden vidste bedre, end at kommentere yderligere. Og lige så stille, begyndte magien at summe omkring snittet, og lige så stille begyndte en ny hånd at vokse frem.
En smertefuld proces, men Pleasance, sad med døde øjne og stirrede frem for sig;
”Er min bror hjemme?” spurgte hun, dog uden at lade blikket glide tilbage på hendes familiemedlem, der arbejde videre med et fokus der ikke så ud til, at vige fra dens opgave der lå foran hende.

Tyran skævede til den sorthårede kvinde, før hun nikkede tavst. Derefter forsatte den helbredende proces, men ikke forinden, at den ældre kone kommanderede en skygge, at finde Chaunce Lochtree. Det var bedst, at det gik tjept, så meget vidste hun. Desuden havde den pågældende unge mand været rastløs og krigerisk, siden at hans søster havde forladt ham, og det var en lettelse for tjenestefolket, at hans ustyrlige vrede, forhåbentlig snart ville blive tæmmet – eller i hvert fald… vendt mod andre end dem selv.

Chaunce skød op af den bløde lænestol, og skridtede med lange, målrettede skridt igennem det mørklagte palæ. Det havde sitret vidende i hans indre, i det Pleasance var ankommet til hjemmet; hans magi – det, der også rendte i Pleasances årer – reagerede altid ved hendes nærvær, hvormed Chaunce vidste, at søsteren var vendt tilbage. Det var derfor med en næsten barnagtig iver, at han søgte efter hende i alskens værelser. Hun var dog, beklageligvis, ikke til at finde, førend en ung mand med spids næse og lasede klæder, trådte frem fra en skjult dør i væggen.
”Min Herre. Deres søster er at finde i køkkenet”, fortalte han, men foruden at hans blik rykkede sig fra gulvbrædderne, hvorpå han stod. Han vidste bedre, end at se på Chaunce, der som et rovdyr elskede et skræmt blik.
Chaunce fnøs, hvorefter han dog selv forsvandt og ikke mange øjeblikke efter, skød døren til køkkenet op med et brag. Et kæmpe, frydefuldt smil spredte de hjerteformede læber, i det den kønne mand formålsrettet bevægede sig mod Pleasance. ”Min elskede - omsider er du vendt hjem!”, mumlede han grådigt, i det han satte sig ved hendes side og strøg hendes hår.

For et øjeblik var han for optaget af, at betragte hans hjemvendte halvdel, til at han rigtig bed mærke i, hvad der præcis foregik. Da det dog omsider hændte, spærrede han de giftgrønne øjne op i en mild forundring. ”Hvad har du dog været udsat for?”

Selvom at hun kunne havde ment hendes storebror, var det ganske tydeligt hvem hun mente. Hendes elskede, hendes et og alt. Normalvis havde hun ikke haft behov for at spørger, så snart hun var i nærheden af broderen, ville hun mærke hvordan magien omkring hende ville summe. Tråde der ville strække sig af iver og nød ud efter hans. Men hun var så træt, fuldstændig lemlæstet efter den behandling hun havde modtaget. Som hun havde nydt, men desværre afbrudt inden hun kunne have set, hvad der ville have båret sig frem til. Men igen, hvis mændende hun havde rejst med, ikke havde fundet hende da de gjorde. Ville der måske slet ikke være noget af hende tilbage. 
Med blodet der strømmede ud fra stumpen, begyndte knogler og danne sig, og til sidst var der en hånd tilbage, som havde hun aldrig hugget den af. Det eneste der var anderledes, var at hånden ikke længere var sort, men som en helt normal menneskehånd. Bleg som resten af hendes hud. 
Sårene i ansigtet, hendes læber, brystvorten som var blevet lemlæstet blev alt sammen tilset. Inden hun blev placeret i en løs kjole. Især da brændmærker fra rebende hun var blevet bundet med, stadig sved. Dog havde Tyran forsikret hende om, at de ville gå væk efter noget tid. Senest i morgentimerne.

Da Pleasance var færdig, havde hun formået at overtale den ældre kone til at føre hende hen til køkkenet. køkkenfolket var gået igang med den unge frues, lidt underlige foresprøgelse og var igang med at lave pandekager. Det øjeblik da den anden halvdel af tvillingparret trådte ind af døren. 
Hun lagde sig helt instinktivt imod hans hånd, som den gled hen over hendes fedtede hår. Hun skulle virkelig i bad. 
"Har du savnet mig?" spurgte hun glædeligt, og kiggede på ham med hendes lysende brune øjne. Og begge kinder synligt hævet op, af alle de slag hun havde modtaget. 

"Oh! Jeg fandt en nyt projekt! Den var voldelig.. Han åd min hånd!" sagde hun med et grin, og betragtede ham med stor fornøjelse. Og viftede med den nu nye hånd, som ikke længere havde samme sorte farve som den anden.

Chaunce formåede, på en og samme tid, at betragte Pleasance med glæde og reservation; en reservation der udsprang af en gnavende uvished, i det søsteren fremviste sin nye hånd. Hans ansigt var moret, men også fortrukket i en afventende grimasse, indtil det øjeblik, at Pleasance selv gjorde det klart, at hun fandt hele affæren ganske underholdende. Først i det øjeblik blødte broderens ansigt op i et grin, i det han nikkede.
På intet tidspunkt forlod Chaunces giftgrønne øjne søsterens egne pupilløse; som slugte han ethvert af hendes elegante træk, drak hendes væsen ind…

”Jeg har savnet dig forfærdeligt”, mumlede han i en hvisken, i det han – som et barn på narrestreger – skævede til Tyran over skulderen med et lumsk smil. På tvillingernes sprog – deres sprog – tilføjede han: ”De er kedelige. Der er ingen leg i dem, men nu er du tilbage. Fader er også frygtelig sur hele tiden.” De giftgrønne øjne slog morede gnister, der dog forsvandt end ikke øjeblikket efter; som havde de aldrig eksisteret.

Chaunce sank en klump, hvorefter han lænede sig frem mod Pleasance. Hans øjne afslørede et spirende håb, i det han spurgte: ”Har du også savnet mig?”

Hendes læber pressede sig mod hinanden, som de langsomt trak sig ud i en tynd linje. De normalt kolde øjne, spillede med liv og glæde. Som hun betragtede sin bror der sad foran hende. Selvom de begge, havde deres eget sjov, og rendte rundt og skabte kaos hvor end de begav sig hen. Så var det altid bedst at komme tilbage til hans nærvær. Aldrig ville hun være foruden. For han var hendes et og alt, hendes helhed og hendes nordlys. 

Det var kun de sigende blikke, der kom fra dem som stod omkring de to søskende. Der gjorde hun ikke allerede havde kravlet hen på skødet af ham. Hun savnet hans varme, hans nærvær. Kun han kunne gøre, at det hele var okay igen. For selvom, at hun havde nydt det og fremprovokeret det. Så havde en anden stadig rørt hende, og stadig taget det - som hun før i tiden, kun havde holdt helligt for manden der sad foran hende. Ikke at Pleasance, tænkte over at han måske burde få det at vide. Nej, hun var meget mere optaget af, at glæde sig over at han var i hendes nærvær igen. Hvordan hans magiske energier pulserede ind i hende, og gav hende fornyet energi. 
Hun grinede lavmeldt, da han fortalte at de var kedelige og der ingen leg var. "Hvad har du så lavet mens jeg har været væk, slet ingen ting?" spurgte hun interesseret, som hendes stemme næsten spandt. De kolde øjne, der betragtede hans ansigt kærligt. 

Instinktivt lænede hun sig frem mod ham, som hans ansigt nærmede sig hendes. Tungen vædet sig hen over de hævede og iturevet læber, inden hun nikkede. "Du er altid i mine tanker, når du ikke er tæt på mig - selvfølgelig har jeg savnet dig." svarede hun, stadig på deres eget udviklet sprog. 

Chaunces reserverede ansigt blødte øjeblikkeligt op, og blev i stedet varmere, ja, næsten kådt. Uden at være bevidst omkring det, efterlignede broderen søsterens tunge, så også hans hjerteformede læber blev fugtede. Dernæst fulgte et nik, et anerkendende og taknemmeligt et af slagsen. Så længe Pleasance også havde savnet ham, kunne den ulidelige fornemmelse få lov til at leve, når hun unægtelig tog afsted igen. Efter en særdeles kaosfyldt aften havde Chaunce ikke selv samme frihed. I hvert fald… ikke endnu.

Den kønne mand lod sin ene hånd falde på søsterens tynde lår, som han lige dele begærligt og hengivent kærtegnede. Omkring dem begyndte tjenestefolkene at krympe sig, for Chaunces magi syntes at reagerer pulserende på Pleasances nærhed, og broderen selv var ikke i stand til at tæmme den. Han ville ikke tæmme den.
”Jeg sneg mig ud”, indrømmede han spindende, i det han søgte anerkendelse for sit forræderi i Pleasances pupilløse blik. ”Jeg tog afsted. Langt væk. Der var en kvinde med et selskab”, fortalte han ivrigt, men stadig på det sprog, der lød som dæmonernes hvisken og som Lochtree-tvillingerne selv havde opfundet mange, mange år tidligere. ”Hun var bestyrerinde for et børnehjem –” et frydefuldt, opstemt grin afbrød Chaunce, men hastigt samlede han sig; som havde situationen ikke moret ham til en start, ” – jeg tog deres liv og derefter tog jeg hende. Hendes skrig og tårer var så smukke. Du skulle have hørt dem. Set dem.” 

Det var unægteligt, hvordan at tjenestepigerne og manden begyndte at krympe, under det forfærdelige spind som strømmede ud fra Chaunce. 
Tyran var en klog kone, og fik hurtigt trukket panden væk fra varmen og gennet alle ud af køkkenet. Nogle sigende blikke blev sendt til tvillingeparet, men intet blev sagt som de alle forlod dem alene. Og alene passede Pleasance bedst, som hun lagde hoved lige så stille på skrå og lyttede opmærksomt. Normalt ville hun være blevet rasende, sygeligt jaloux over at hendes bror var taget afsted alene, uden hende. 
Men hun tog en dyb indånding, og hendes øjne blev næsten mørke af lysten der strømmede igennem hende. Det var som om, at han kunne tænde en flamme i hende, så nemt ved bare at puste til gløderne. Ikke desto mindre, var det stadig imponerende. "Fabelagtigt." lod hun lige så stille glide hen over tungen, som hun betragtede ham. Hendes var jo næsten vand, ved siden af hvad han havde formået at stille op. 
"Åh men broder." mumlede hun stille, som hendes fingre gled hen over hans kind, over de høje kindben der gjorde han ansigt stod så flot i kontrast. "Hvis jeg havde været der, ville jeg jo være været sygeligt jaloux, over hun skulle være så heldig, at lade dig tage hende.. Men det er fantastisk, du har moret dig mens jeg har været væk." uden hun selv havde lagt mærke til det, var hendes ansigt, gledet helt hen imod hans. Så hun kunne mærke hvordan hans varme ånde, slog imod hendes hævede og sygeligt blege ansigt. 

Det morede og det lumske forsvandt øjeblikkeligt, i det Pleasance lod sine ord undslippe; som havde det aldrig været der til at starte med, som havde den kønne mand aldrig følt det. Hastigt rystede han på hovedet, alt imens de giftgrønne øjne flakkede mellem søsterens pupilløse og Chaunces stærke fingre søgte Pleasances forslåede ansigt. Hans gestus var kærlig, hengiven og blid, for selvom Chaunce kunne se, at der måtte være smerte forbundet med de mange hævelser, selvom han før havde følt smerte på egen krop, så forstod han det ikke som andet end en abstraktion.
”Du ved, at jeg er dig hengiven”, forsøgte han at fremstamme, pludselig som en kuet hund under ejerens voldsomme slag – eller måske snarere truslen herom. ”Alt, jeg tænker på, når vi ikke er sammen, er dig min kære. Du er mit liv. Det ved du, gør du ikke?”

Langsomt gled det kønne hoved på sned, men foruden at de stirrende, urokkelige øjne forlod Pleasances egne. Det stærke hænder forlod søsterens ansigt og greb i stedet om hendes egne, for at føre dem til Chaunces læber, så han kunne plante varme kys mod dem. ”Du skulle have været der”, lød det dernæst, men ikke bebrejdende og snart efter kom forklaringen:

”Hun var ganske troende. Oh, de bønner hun fik fremstammet. Det var som… musik.” 

Der var en lille del i hende, som elskede når han begyndte at snakke sådan til hende. Som var hun stærkere og mere frygtindgydende end hun i virkeligheden var. 
Hun sank langsomt luft ind i hendes lunger, som hun lod ham betragte hendes øjne. Så intenst at hun næsten glemte at blinke. Hun ville nyde hvert sekund det var, at være tilbage i hans nærvær. For åh hvor havde hun savnet den summende energi der eksplosivt sprang frem i hendes fingre, når hun var så tæt. 
Hun skilte langsomt læberne ad, som hendes fingre dansede hen over hans hals, hen over hans kæbe og til sidst fangede nogle korte hårstrå og puttede dem tilbage på plads. På plads i hans altid perfekte hårpragt. 
Smilet fortog sig, og hun blev næsten kølig i hendes mimik. Mest af alt, fordi hun stadig var umådelig træt. Monsteret havde alligevel gjort et ganske stort nummer, ud af at torturere hende. Hvor vred han var blevet. Vred over, at han ikke kunne forstå hende - ikke kunne få hende til at skrige af frygt. 

“Og du er mit. Alle går og tror jeg er den stærke af os når det kommer til de magiske kræfter.” Hun fugtede sine læber, som et smil spredte sig tilbage hen over de mørke læber. Hvor han nok nu ville kunne se, at hendes piercing manglede. Revet ud. 
“Ville have ønsket jeg kunne være der kære broder - men ligeledes skulle du have mødt ham jeg fandt - et mand - men ligedele et monster. Fabelagtig, sådan som jeg kunne få ham til at gøre hvad jeg ønskede, og stadig tro han havde kontrollen.” Hun smaskede med læberne, som hun trak sig væk fra hans krop og rejste sig op. 
Hun havde trods alt ikke fået de pandekager som tjenesterne folket havde flygtet fra at lave. 

Chaunces smalle hoved gled på sned, som de giftgrønne øjne fulgte søsteren rejse sig. Han lyttede intenst; klæbede og klistrede sig til ethvert ord, og for blot et øjeblik, syntes Chaunce… eftertænksom. Som skulle historien falde på plads bag den hvide pande, men det var dog ikke den, der syntes, at få første prioritet, som Chaunce selv omsider svarede hende. Hans stemme var hæs og lavmælt, men ikke usikker i sin karakter:
”Du er den stærkeste. Din magi er uovertruffen. Det har jeg altid vidst. Altid mærket.”

Dernæst fulgte en kortvarig tavshed. Stadig lod Chaunce ikke sit blik forlade Pleasances skikkelse, som hun begyndte at spise grådigt. Han nød at betragte hende, og som altid sank han hen i en behagelig dvale. Det var ligeså sensuelt, som det var erotisk, ligeså kærligt som det var hengivent. Og da kunne han ikke klare den fysiske afstand mere, hvormed han rejste sig og gik hen til hende.

”Fortæl mig alt, kære søster”, bad han, som hans hjerteformede læber plantede et kys mod hendes nøgne nakke.

Hun snøftede lidt, den hårde regn havde måske alligevel gjort et nummer på hendes helbred. Det ville hun nok finde ud af senere. Hendes hoved gled hen over den ene skuldre, som hun betragtede hendes broder, da han ikke gav hende ret. Et fnys forlod hendes næse, og et skævt smalt smil gled hen over læberne, inden hun vente øjnene ned imod de velformede pandekager. Hendes fingre greb et stykke af, og puttede det i munden. Men hun kunne ikke holde sig til at være fornem, som hun rev et større stykke af og proppede det i munden. På ingen måde særlig feminint eller sensuelt. Blot, sultent. Men det mættede ikke, og hun vidste godt hvorfor - fordi hun længe ikke havde fået dæmon blod. Og det var der, hvor Chaunce var så meget stærkere. 
Hvorfor hun altid ville have brug for ham. Tænk hvis han en dag forsvandt? Hun rystede på hoved, puttede endnu et stort stykke i munden. Så optaget af hvad hun lavede, havde hun ikke hørt hans skridt før at læberne ramte hendes nøgne nakke. Det gyste igennem hendes krop, og hun var nød til at lukke øjnene som hun sugede hans varme til sig. 

“Er du sikker på du vil høre det?” Kom der hæst, men stadig drillende. “Jeg så en mand, over to meter høj.. der var bøddel. Han slå tre landevejsrøver ihjel - det var næsten.. et kunstværk.” Startede hun ud, og fugtede læberne, hun overvejede først at dreje rundt i hans arme. Men valgte at blive stående som hun stod. 
“Jeg måtte møde ham, - og han skuffede ikke, for da jeg fandt ham, var han igang med at fortærer et andet menneskes ben... men.” Hun grinede “jeg gjorde ham så sur, at han slog mig..” hendes øjne blev næsten sorte af nydelse, som hun stirrede frem for sig. Så igen for sig, hvordan han havde hvæset og knurret af hende. “Han var som et vildt dyr, der ville fodres.” Det gøs igennem hendes krop, da hun tænkte tilbage på hvordan hun havde hugget hendes egen hånd. “Jeg fik ham til at spise min hånd.. og derefter tog han mig. Vildt og voldsomt, han hadet mig - men jeg fik ham til at kræve mig, så han ikke kunne stoppe sig selv.” Det var sygt og voldsomt, men for hende var det spændende og interessant. “Du skulle have set, hvordan han slubrede min hånd i sig..” hendes hænder greb omkring bordet hun stod hen over. Så hårdt at hendes knoer blev hvide. “Jeg ville bare føle noget.” Hvæsede hun så til sidst, og kunne mærke vreden der bølgede frem i hende. “Men jeg kunne ikke føle smerten, jeg kunne ikke føle glæden...” ulækker, ulækker. Du skal drikke det, du er så klam - du er kun i live på grund af dine magiske kræfter.

“Det var Savaric der fandt mig... han blev... så sur.” Hun var ganske sikker på, at hun ikke behøvede at forklare hendes tvillingebror hvad hun mente, at deres ældre bror blev sur betød. For de havde begge været udsat for den utæmmelige vrede som han besad. 

Chaunce lyttede til søsterens fortælling, alt imens fingrene pillede fraværende ved den hvide natkjole. Han følte sig hverken særlig skræmt eller vantro over fortællingen, for den var jo på sin vis ganske almen. I hvert fald for dem. Desuden var Pleasance stærk og hun var vendt tilbage – ja, hun havde tilmed haft en god oplevelse.
Hvad der dog voldte broderen en del kvaler, var det faktum, at søsteren var blevet taget af en anden mand, men også, at hun tilsyneladende intet havde følt. Chaunce selv følte; så meget vidste han. Vrede, glæde, tilmed en morskab, der fik ham til at le, så hans mave gjorde ondt. Endnu ikke havde han følt sig ked af det. Chaunce græd aldrig, men havde gjort det som spæd. Nej, det tætteste på en sådan følelse – han kunne kun formode, hvordan det måtte fremstå i ens indre, taget hans mange eksperimenter i betragtning – så var følelsen af, at blive stødt. At blive kastet til side.

Og altid af Pleasance selv. Som da hun var taget afsted uden ham. Ikke, at det var det eneste, han kunne mærke i sit bryst; der, hvor følelserne jo unægtelig sad. Glæden – glæden over hendes oplevelse, glæden over, at hun var vendt hjem – var, og ville altid være, størst.

”Du og jeg er ikke som andre, kæreste”, brummede Chaunce omsider kælent, i det han listede sine varme hænder ind under hendes tynde kjole. ”Du kan kun føle disse ting med mig, ligeså vel som jeg kun, kan føle de ting med dig –” Den høje mand tav dog brat, ligeså vel som hans hænders vandring, i det Pleasance nævnte storebroren.

”Hvad gjorde han?” 

“Hmm” spandt hun, som hun mærkede hans fingres vandren. Han havde ret, de var ikke som andre og hun ønskede hellere ikke at være som nogen anden. Hun var stolt af hvem hun var, hvad hun kunne, og hvad hun havde oplevet. Men lige som han også sagde; hun kunne kun føle disse ting med ham. For hun kunne allerede mærke den kildende fornemmelse, der gled op af hendes rygsøjle. Som en edderkop der lige så stille kravlede op af den. Et smil spredte sig hen over hendes læber, som hun lukkede øjnene og fortabte sig i følelsen af de varme hænder, der gled ind under hendes tynde kjole. 

Dog måtte hun spærre øjnene op da han stoppede, afventende på hvorfor han pludselig ikke fortsatte. Hun havde jo ellers glædet sig til hvad der kom som det næste. Hungrede efter det, nu når de havde været så længe væk fra hinanden. Og selvom at der blomstrede lilla og blå farver frem over alt på hendes krop. Halsen, hvor Tyran også havde været nød til at heale hendes halv knuste halsrør, efter at Theod havde kvælt hende til bevidstløshed flere gange. Var farverne af blodsamlingerne bag huden stadig at anskue. 

Hvad gjorde han.

Begge af tvillingeparret havde oplevet storebroderens vrede. Chaunce dog mere end Pleasances selv, og hun havde været der til at samle ham op, og være der for ham. Hvilket nok også var grunden til at deres bånd, var blevet så tæt - foruden alle de andre grusomheder, der kun havde hjulpet til de var så stærke som de var nu. 
“Han.” Startede hun ud, og kiggede tomt frem for sig. “Ikke..” hun prøvede at lyve, og sige han ikke gjorde det store. “Han brugte sine kræfter på mig.” Grinte hun så, foruden hans telekinese, havde han meget lig de samme kræfter som tvillingerne selv. “Fik mig til at spise jorden for hans fødder, holdt mig fangede i sindet hele rejsen hjem. Og” hun trak på skuldrene, og kiggede ned på pandekagerne “Du ved hvad han gør..” for første gang i meget lang tid, var hendes stemme næsten skrøbelig. Ja, følelserne var der altid, når hun var i nærheden af Chaunce, og hun kunne igen få lov til at føle sig ked af det. For det var okay, så længe han var der. 

Chaunce fugtede sine hjerteformede læber med en lyserød tungespids, hvorefter han nikkede tavst. For første gang i lange tider var den høje mand tom for ord; den brutale storebror var, nuvel, et ganske ømt punkt og Chaunce mærkede, hvordan alting i ham skrumpede i en så velkendt følelse af frygt.
Ikke, at den følelse kom alene. En pulserende tilfredsstillelse fulgte ligeledes med som følgesvend, og hvorfor den opstod, vidste Chaunce ikke. Den kom dog altid, når han var i nærheden af Savaric; en klam fornemmelse af opstemthed, der satte sig i den lange krop og gjorde den hård, kampdygtig, i forventningens frydefulde øjeblik; et øjeblik, der dog altid tog sin ende, som smerterne tog over sammen med frygten.

Ganske pludseligt begyndte Chaunces kærtegn igen; som sprang han fra en milepæl til en anden, ganske uden selv at være opmærksom på det.
”Vi burde give ham en lærestreg, nu hvor du er helbredt igen”, lød det lavmælt i en hvisken, hvorefter et lille, lumsk smil sneg sig ind i Chaunces ene mundvige. ”Det går ikke. Hans opførsel er os ikke værdig, og nu hvor er sammen igen… vi kan gøre alting, så længe vi er sammen, kæreste.” 

Hun tog en dyb indånding, og lod igen et stykke pandekage finde sin vej ind i hendes mund. Gumlede langsomt på den, som hun ventede på at hendes bror fandt ud af hvad han følte omkring situationen. Hendes eget blik blev en smule fraværende som hun kiggede ud af rummets vindue. Hvordan regnen piskede mod det, efterlod tunge streger af vand der gled ned af de glinse ruder. Mærkede følelsen da et lyn slog ned, og oplyste rummet i hvidt lys også forsvandt igen. Det var næsten så at flammerne på stearinlyset der flakkede lydløst rundt, kunne fornemme den skiftende atmosfære blandt de to mennesker. Hvordan at tung mørk magi bølgede omkring deres fødder og op af deres kroppe. Ville en der kunne læse aura se dem i dette øjeblik. Ville de nok se den forfærdelige klamme mørke der pulserede lystigt omkring tvillingerne. 

De pupilløse øjne lukkede sig dog i, og sukkede næsten lydløst da hun mærkede hans kærtegn. De bløde fingre der gled hen over hendes næsten ligblege hud. Det var næsten afhængighedsdannende hvor meget hun elskede hans hud mod hendes. 
Hun spandt da han understregede hvorfor, at de burde give deres bror en lærestreg. “Måske vi skulle.” Sagde hun kælent, som hun skubbede pandekagerne væk, og hoppede op på bordet i stedet. Hendes ben fandt hurtigt rundt omkring hans hofter og guidede ham ind til sig. Hendes fingre gled kælent hen over hans stærke kæbe, mens tommelfingeren gled hen over hans underlæben og trak lidt ned i den. 
“Måske give ham en lærestreg - vise hvad der kunne ske med hans smukke brud, opføre han sig ikke ordenligt.” Hviskede hun, og lænede sig frem mod hans læber og kiggede ham dybt ind i hans øjne. Hans flotte dybe grønne øjne. 

Chaunce fulgte per instinkt med Pleasances opfordring. Denne gang forblev hans hænders kærtegn dog ikke et sted; nej, de søgte ind under søsterens kjole og strøg hende hengivent henover de tynde lår, hele vejen ned, til de omsider nåede hendes ankler. Der lod han sin kærtegn gøre holdt, som hans lange og stærke fingre krøb omkring hende.
For blot en brøkdel af et sekund, slog Chaunces giftgrønne øjne gnister af begær og lyst, og blikket talte sit tydelige sprog; han kunne sprede hendes ben her og nu, bukke sig ned og lade hans tunge kærtegne hende –

I det Pleasance dog kom på en idé – en bedre idé, naturligvis – svandt gnisterne straks ind igen. Smilet på læberne blev bredere og Chaunce kom til at grine i indestængt fryd; en lettere skinger lyd, man måske ikke ville forvente af den høje og bredskuldrede mand.
En hastig og ivrig nikken fulgte. ”Ja, ja, ja, ja”, lød det begejstret, hvorefter Chaunce fjernede sine hænder fra søsterens ankler og i stedet lagde dem omkring Pleasance smalle liv. ”Han skal lære, hvad der sker, når man ikke opfører sig ordentligt. Når man ikke giver dig den respekt, du fortjener!”, brummede Chaunce, lige dele kælent og i en ondskabsfuld hvæsen, hvorefter han bøjede sig frem og kyssede Pleasances kind.

”Vi kan få hende til at danse!”, udbrød han, end ikke øjeblikket efter, hvormed endnu et grin forlod ham. ”Oh, det er så godt, du er hjemme igen! Se hvad du gør ved mig! Jeg oplives af dig!”

Hun kunne ikke holde et lille grin tilbage, og tungen der gled hen over de mørke læber. Det var så tydeligt, hvor meget han ønskede hende lige her og nu. Og hun kunne mærke hvordan det kildede hele vejen igennem hendes krop. Og hun ønskede det - men ikke lige så meget som hun lystede efter hævnen han havde fået draget hende ind i. Hele hendes krop næsten summede omkring tanken om hvad der kunne ske med den smukke brud. Hun havde trods alt ikke kunne give nogen børn endnu - og hvor længe havde de lige været sammen? På den gode side af fem år hvis hun huskede rigtigt. Det var jo næsten en skændsel at der ikke var sket mere på den front. Så det ville da kun være passende hvis de pådrog sig den mulighed.

“Præcis” sagde hun kælent, som hun rykkede sig en smule tættere ind på ham. Øjne lukkede sig i, da han kyssede hendes kind. Og hun nød den korte men skønne kontakt fra hans læber mod hendes hud. Lige meget hvor læberne placerede sig henne, havde de altid en helt fantastisk effekt på den tynde kvinde. 
“Vi kan få hende til at skrige så smukt som den skønneste engle sang.” Brummede hun kælent mod hans hud, inden hun kort lod deres læber mødes. Hun skubbede ham derefter væk, og sprang ned fra bordet. “Hvorfor vente? Han er optaget af at snakke med vores fader - lad os få hende til at danse og vride sig - så han kan komme tilbage og se det! Det bliver verdensklasse show” sagde hun mens et dyrisk forfærdeligt smil spredte sig hen over hendes læber.

Chaunce kom til at grine igen. At Pleasance skubbede ham væk, uden at have slukket hans tørst, syntes ikke, at efterlade den høje mand under synderlige kvaler. De giftgrønne øjne skinnede nemlig stadig af lige dele begær og opstemthed. Følelsen – eller måske snarere følelserne – relaterede sig nemlig ikke længere til Pleasance alene. Nej, den kønne og blonde hustru til Savaric havde nemlig fanget Chaunces blik mange år forinden.

Og nu præsenterede muligheden sig for ham – det var næsten ikke til at bære!

Chaunce fulgte efter Pleasance, ud af køkkenet og igennem de smalle gange. ”Hun er i biblioteket i sygfløjen i disse timer på dagen”, berettede han kælent, alt imens hans hænder gned sig krampagtigt mod hinanden. ”Hun sidder der i flere timer. Læser og læser, gør hun! Det er noget, noget så kedeligt, kæreste. Hun sidder der bare. Læser, og læser, og læser. Føj!” Des mere Chaunce talte, des sværere for ham blev det, at holde sin mørkemagi i sig; alt det grønne forsvandt fra hans blik, og de usynlige blodårer på hans kraftfulde hals blev ligeså sorte som natten.

”Læser, og læser, og læser, og læser…”

Hun gled hurtigt ud af køkkenet, hun burde måske vente - burde hvile sig. Men hun kunne ikke, havde hverken lyst eller tid. Det summede i hendes fingre, det knitrede omkring dem af dem mørke energi der krævede et offer. Krævede at deres stemmer blev hørt, og de blev respekteret som de burde. Nu havde de lidt længe nok under deres fader og storebror. De var de stærkeste i denne borg! Havde det ikke været for deres fætter Drago som havde flygtet fra borgen - eller som de alle havde fået at vide, var afgået med døden. Så ville han nok havde været stærkere end dem - hun havde set hvordan han havde fået en ung dreng til at knække sammen og dræbe sig selv. Det havde været absolut fantastisk, så synd at Drago selv havde grædt fordi han havde gjort det. Så hun tog lidt den tanke tilbage, nej Chaunce og hende var de stærkeste. For de blev ikke stoppet af menneskelighed, de tog den ud over grænsen. 

Pleasance ville nok være blevet vred og fornærmet, hvis nogen anden end hendes bror havde sagt at det at læse bøger var kedeligt og føj. Hvis der var noget hun elskede, så var det at læse og begrave sig i bøger. Men i stedet for at blive vred på ham, blev hun vred på svigerinden. “Hun læser i mine bøger?” Vrissede hun, som hendes spinkle ben og bare fødder gled hurtigere ned over de slidte marmor gulve. Den mørke magi som strømmede fra broderen, ramte hende og hun gengældte den. Faktisk kunne hun slet ikke styre det. Og allerede nu, ville man skimte hvordan at hendes nyerhvervet hånd begyndte at blive sort i fingerspidserne. 
Hun slog døren op til det store bibliotek, og der sad hun - den smukke smukke svigerinde, hendes blonde lokker der lagde sig ned over de spinkle skuldre og indrammede det fine hjerteformet ansigt. Hun var smuk, smuk som en engel - og det gjorde Pleasance syg i maven. For hun havde set hvordan hendes tvillingebror havde kigget på hende. 
Hun skulle straffes - straffes for at hun læste i hendes bøger, straffes for at få hendes bror til at lyste efter hende. Og straffes fordi at hendes ældre bror ikke respekterede hende. 

“Godaften” spandt Pleasance, som hun betragtede skikkelsen - der allerede nu begyndte at skælve under den voldsomme mørke der strømmede ind i rummet. Lige så stille lukkede hun døren, og slikkede sig grådigt rundt omkring hendes læber.
Hendes skrig, skulle høres ned af de kolde klamme gange. Så alle i borgen kunne høre dem, og vidste hvem der var på spil i aften. 

Chaunce fulgte med Pleasance, hans hjerteformede læber spredt i et bredt grin. Der var ganske enkelt ikke noget, der kunne sammenlignes med søsterens mørke, når denne flød fra hende i pulserende strømninger; strømninger, Chaunces egen magi, genkendte og søgte instinktivt. Det var, som at få elektriske stød – nej, ren koffein i hovedpulsåren, der sendte en strøm af livlig energi, ned igennem resten af kroppen.

Ja, ja, ja, ja, tænkte stemmen begejstret; en stemme der ikke helt var Chaunces egen. ”Ja, ja, ja, ja”, lød det dernæst, i en tro kopi, fra den høje mand, hvorefter et lavmælt jubelskrig fulgte troligt. De to søskende drejede derefter ned af den sidste gang og kunne ikke mange øjeblikke efter, skridte stormende ind i biblioteket.
Og der sad hun; smuk, som en solopgang, med hendes blonde hår der bølgede ned bag hendes tynde ryg og indrammede hendes hjerteformede, fregnede ansigt. Chaunce begyndte at le stille, alt imens han rystede på hovedet af hende og tsk’ede gentagende gange; ”ak ja, lille du. Det skulle du ikke have gjort. Det skulle du slet, slet, slet ikke have gjort”, jublede Chaunce frydefuldt, i det han hastigt lagt afstanden til svigerinden i lænestolen.

Chaunce møvede sig ned ved siden af hende, og greb om hendes spidse hage. ”Jeg har kedet mig. Jeg har kedet mig, oh, du forstår ikke… eller vent! Det gør du jo! Jeg sagde det til dig mange gange! Tsk, alt det sjov, vi kunne have haft, du og jeg!”