”Jeg HADER jer!” råbte den syttenårige Amelia de Pomadour til sine frustrerede forældre. ”Han er en nederdrægtig og modbydelig rotte, og jeg vil hellere tømme natpotter til jeg dør end at gifte mig med ham!”
”Ved alle guder og gudinder, pigebarn,” snerrede Celeste og tog sig til hovedet. ”Dæmp dig dog. Hele tjenesteskabet kan høre dig.” Rigtigt nok forhold det sig sådan, at en stuepige, som var ved at tænde et ildsted en etage nedenunder, rystede træt på hovedet. De var vant til den slags hysteriske anfald fra den unge adelsfrue, men deres nu hyppige forekomst gav tjenesteskabet hovedpine.
Oppe i tårnværelset så Celeste krævende på sin mand. ”Så sig dog noget til hende.” Louis gned sine tændinger. ”Amelia, du ved godt, der er ingen anden udvej. Du vil gifte dig med Athelstan af Erneyll.”
”Men far!” hulkede Amelia. Hun havde skreget. Hun havde grædt til hun var opløst, og hun havde smadret en værdifuld vase ved at kyle den tværs igennem hendes fars arbejdsværelse. Intet havde nyttet.
Hans højhed, Athelstan af Erneyll, Amelias forlovede, var på vej.

Slottet i Nordvik havde vibreret af aktivitet fra morgen til aften de sidste uger. Gulve var blevet skrubbet, sølvtøj pudset, portrætter støvet af og møbler poleret, så alt fremstod i perfekt stand. Der var ikke en plet at finde, det sørgede Celeste for.
På dagen for hans højheds ankomst havde Amelia næsten gennemgået samme behandling. Kammerpigerne havde skrubbet hendes mælkehvide hud, hevet i hendes hår for at få den perfekte frisure og pakket hende ind i stramt korset og fine skørter. Selv Celeste indrømmede, at hun så fortryllende smuk ud, efter hun havde knebet datterens kinder hårdt for at få ungdommelig glød i dem.
Nu, flere timer senere, sad familien og ventede i en af stuerne, hvor de fornemme gæster blev budt velkommen. En tjenestepiger kom jævnligt trippende ind for at holde dem opdateret om, at Athelstan nu var kommet, at han og hans virke var indlogeret i de fineste værelser, og at han var parat til at se dem. Såfremt de havde boet et andet sted i riget, havde familien taget imod ham ved slotsporten, men Nordvik var et koldt sted.
Amalies hjerte hamrede i hendes bryst. Hun havde ikke talt til sine forældre hele dagen. Hun var rasende og nervøs, og havde lyst til at kaste med noget mere. Endelig, langt om længe, sagde herolden: ”Hans højhed, Athelstan af Erneyll.”
Familien rejste sig op.
Amelia slog blikket ned og nejede dybt.

De var skridtet ind gennem slotsporten, Athelstan af Erneyll siddende på en prægtig, kostbar stridhest. En fyrring hingst med forbløffende kræfter og sort pels, der skinnede af sved.
Væbneren – en 28-årig mand ved navn Philip - havde reddet på den højre side. Han var Athelstans mest fortrolige og nu hvor forældrene var blevet tilbage i hovedstaden, havde Philip påtaget sig det ærefulde erhverv som rådgiver.
Athelstan værdsatte hvad der blev ham sagt, men det havde været svært at holde koncentrationen fast på, hvordan han burde gebærde sig når de ankom eller huske navnene på Amelias forældre. Havde hun overhovedet søskende? Athelstan havde ønsket at spørge Philip, men synet af sine støvler der var blevet helt matte af rejsestøv, distraherede ham. Det måtte blive ordnet så snart de kom frem. 
Han havde heldigvis en overflod af tjenere med. Følget havde bugtet sig gennem det ørkesløse naturlandskab. Generelt havde rejsen være forbløffende begivenhedsløs. Foruden en snehare havde det været svært for Athelstan at afreagere og komme af med alt det, som summede i ham som hvepse.
Nu hang haren bundet, død og blodig, til en af sadeltaskerne. Athelstan havde leget med tanken om at give den som gave til sin forlovede. Eller lægge den i hendes seng, hvis forældrene ikke lod dem være alene inden.

Mens Philip sikrede at hestene blev behandlet ordentlig, lod Athelstan sig modtage af en opdragen og ydmyg tjenestestab. Der var intet umiddelbart at sætte på husholdningen, ej heller stedets forfatning – alt var poleret og ordnet. Underligt nok generede det ham en smule og han lod demonstrativt en finger glide over flere af værelsets flader, inden døren blev lukket og efterlod ham alene med sine egne tjenere.
Skoene blev ordnet, håret blev redt tilbage med parfumeret salve og rejsetøjet blev udskiftet med glatte, røde gevandter.
Herolden bekendtgjorde Athelstans tilstedeværelse og han mærkede hvor vigtig han følte sig. Selvom det var nyt at være uden Moder og Fader, blev nervøsiteten tilsidesat. Det her var hans store øjeblik. Amelia de Pompadour stod flankeret af sine forældre og synet af den blomstrede unge kvinde, fik Athelstan til at tabe kæben. Han udnyttede grumt, at hun havde slået blikket mod gulvet, og betragtede hende med hensynsløs nyfigenhed. Han mærkede hvordan vejret blev trukket betydeligt lettere; Guderne være med ham – de havde velsignet ham med en kvinde, der i det mindste, var vokset op og blevet pæn.

”Mig en ære” proklamerede han med en adelssøns røst og trådte selvsikkert frem. Han gjorde en forekommende håndbevægelse mens han nærmede sig sin forlovede, i forventningen om at komme til at kysse hendes fagre hånd.
Alle gode råd om takt og pli, som Philip havde fodret Athelstan med på hele turen, var glemt.

Amelia havde været elleve år, sidste gang de forlovede havde set hinanden. Seks år var der gået, seks lykkelige år, hvor hun havde fornægtet, at hun en dag skulle giftes med ham. I selskabssæsonen i Dianthos var de aldrig stødt på hinanden, men Amelia havde hørt rygter om ham. Rygter, der hviskede om en mand så smuk og ondskabsfuld som den dybeste vinternat i Nordlandet. Hun havde skældt sine veninder ud, når de sladrede om ham, og nægtede at forholde sig til ham.

Nu stod han i hendes stue seks år senere. Amelia løftede langsomt blikket. Et par skinnende støvler var det første, hun så, dernæst røde, pragtfulde klæder, en bred brystkasse og hans ansigt. Ubevidst tog hun en hurtig indånding, hvorved det spæde bryst løftede sig. Han var smuk. Grufuld smuk. Som de smukke, men dødelige monstre fra de eventyr, hun læste.

Så rakte han hånden frem, den selv samme hånd, som havde hivet og nevet hende som lille, og hun mærkede uviljen vælte frem, ikke mindst fordi gestussen krævede hendes hånd til et kys, der langt fra var passende for situationen. I et øjeblik legede hun med tanken om at sætte et smukt fingeraftryk på hans kind, men hun mærkede Celestes brændende blik, der sagde, at når man var en mand som Athelstan, gjaldt de gængse regler ikke. Derfor strakte hun modvilligt hånden frem og lod hans læber strejfe håndryggen. Bare der ikke var gift på.

”Det er mig en ære at se dem igen, Deres Højhed,” svarede hun så modvilligt, at man skulle tro nogen holdt et sværd mod hendes hals. ”Jeg er taknemmelig for, at De har ulejliget Dem rejsen hele vejen herop nordpå.”
Efterfølgende bød Celeste og Louis ham hjertelig velkommen med de sædvanlige høflighedsfraser, og introducerede ham for Amelias storebror og to yngre søstre. Det gav Amelia et par sekunder til at stirre på ham i smug.
Hele selskabet fandt plads på sofaerne, og ganske strategisk endte Amelia med at sidde ved siden af Athelstan. Adskillige tjenere kom straks bærende ind med te, småkager og andre specialiteter fra Nordlandet.

”Jeg håber, turen hertil forløb gnidningsfri?” spurgte Louis. ”Det er godt, De kommer om sommeren, for om vinteren er her ganske ufremkommeligt.”
”Og hvordan har Deres kære forældre det?” tilføjede Celeste. Amelia lod sine forældre tale og stirrede stift på tekoppen i sin hånd. Hun ignorerede sin storebrors drillede og hoverende blik. 

Athelstan var mildest talt forbløffet over, hvordan Amelia havde udviklet sig. Han havde da godt været klar over, at tiden var gået; han var jo selv blevet højere, bredere og mere markeret. Men af en eller anden grund havde han alligevel forventet at stå overfor den samme trodsige pige, der skreg når man hev hende i håret. Athelstan smilede for sig selv, da han bukkede sig frem og berørte hendes udstrakte hånd med sine læber – han skulle nok få hende til at skrige igen.

Han så direkte på hende, da deres hilsen var blevet udvekslet. Var det trods han kunne skimte i hendes yndige øjne? Det slog den unge herre af Erneyll, at hun ikke just udstrålede voldsom entusiasme (som ellers var forventet) over at stå over for så mægtig en mand som ham selv. Han kneb øjnene let sammen, som ville han kunne se igennem den udeblivende begejstring. Men det lykkedes ikke, og han endte med at bortforklare det med, at det nok bare var fordi, at Amelia var nervøs. Alligevel stak det til ham, og gjorde det svært at forholde sig til de tomme høflighedsfraser, der kom ud af den fine mund.

Den nagende tanke forsvandt ikke selvom de blev placeret ved siden af hinanden på kostbare sofaer, mens alt slags mad og drikkelse blev serveret for dem.
Athelstan af Erneyll havde aldrig kunne fordrage selskabssnak, som i hans hoved ikke var andet end en mulighed for nysgerrige kællinger til at snage i sager, der ikke vedkom dem. Og proppe sig med søde sager samtidig. Han var ikke interesseret i at vide noget om familien de Pompadour, og havde endnu mindre lyst til at fortælle om sin egen. Eller den ørkesløse tur, for den sags skyld. Moder havde advaret ham om Amelias mor og hendes glubskhed når det gjaldt om informationer om andre familier. Moder havde sagt, at Amelias mor, som han allerede havde glemt hvad hed, i det skjulte fortrød forlovelsen, efter at Moder og Fader var blevet fordrevet fra deres landsted nord for Elverly. Hun havde kun hån til overs for Erneylls uheldige skæbne, og afholdt sig kun fra at ophæve forlovelsen, fordi det ville være ilde set.

”Det var en mageløs tur,” hørte han sig selv sige med hvad Athelstan regnede med ville lyde som oprigtig begejstring: ”Det er virkelig et unikt landskab, men jeg må beklageligvis sige, at jeg ikke nød det så meget som jeg burde, fordi jeg var en smule distraheret ved tanken om at skulle mødes med frøken Amelia igen” Han trak charmerende den ene mundvig op og skævede til sin forlovede. 
Moder havde sagt at de elskede smiger:
”- De har det ganske glimrende,” fortsatte han henvendt til den snagende mor: ”Jeg skulle sende Jer deres varmeste hilsner. De var frygtelig kede af at måtte gå glip af at se Norvik.”

Han viftede bakken med de søde kager bort, da det blev ham tilbudt:
”Jeg har virkelig set frem til denne dag med stor længsel,” indrømmede han, med ægthed i stemmen. Atter engang skævede han til sin forlovedes lyse hoved og håbede at forældrene ville forstå den slet skjulte hentydning til at parret havde brug for at være alene.

Amelia tog automatisk en småkage fra tjenerens fremrakte fad. Den smagte tørt og pergamentagtig, og hun kunne ikke få en bid mere ned. Hun var sig omhyggelig bevidst om Athelstan ved sin side på trods af, at hun ikke kastede et blik i hans retning. Hun kunne mærke sædet synke en smule til siden under vægten af hans høje skikkelse. Hans karmoisinrøde klæder var en skærende kontrast til resten af rummets nordiske, dæmpede farver. Og hvad var det for en parfumeret duft, der hang over ham?

Der var sket meget med den unge Athelstan siden sidst, de havde set hinanden. Ikke nok med at han var blevet flottere, end hvad der var sundt, han opførte sig og talte også som en fyrstesøn. Hans bramfrie erklæring om at han havde tænkt på hende, fik hende endelig til at kigge op. Ved alle guder hvor er hans øjne blå, tænkte Amelia og mærkede sit hjerte slå en smule hurtigere.

”Vi havde selvfølgelig håbet på Deres forældres tilstedeværelse, men vi forstår selvfølgelig, at de har travlt. Med et rige som Deres er der meget at se til, også selv hvis man ikke længere har residens dér,” sagde Celeste. Den stikkende bemærkning blev pakket ind i et indladende smil. Amelia himlede med øjnene.
”Selvfølgelig har De det, Deres Højhed. Min Amelia er blevet en skønhed, ikke sandt? Vi vil trække os tilbage, så I kan lære hinanden bedre at kende.” Skørterne brusede om Celeste, idet hun rejste sig og viftede sin husbond og børn op ad sofaerne. Amelia lænede sig en smule frem og sendte Louis et bønfaldende blik, som han besvarede med en undskyldende mine.

Så var de to alene – foruden anstandsdamen, der sad på en stol ved væggen. En grå, ældre kvinde med dårlig hørelse og endnu dårligere syn.
En let sne faldt udenfor slotsvinduerne. Udover den knitrende ild i det mægtige ildsted, var der stille i værelset. Amelia knugede sin tekop. Hun vidste, hun burde sige noget til ham. Vise ham, at hun også havde tænkt på ham. Men hvordan kunne hun det uden at indrømme, at hun havde drømt om at stikke synåle i hans hænder?

Klask! Athelstan var opvokset i de aristokratiske kredse og kendte stikkende hånsord, når han blev udsat for dem. Også selvom de var pakket ind i høflige klæder. Moder havde ret, tænkte Athelstan med spændte kæber. Kvinden var en rævetæve – en giftig grydeslikker der, i stedet for at mæske i folks levninger, suttede begærligt løs på gode menneskers ulykke som et småbarn sutter på en patteflaske. Han sendte Amelias mor et grimasse-smil, og vidste at han ville betale hende tilbage, så snart muligheden bød sig. Et svagt øjeblik forestillede han sig moren bundet, blodig og forreven, til sadeltasken ved siden af sneharen. Hvor mon Philip egentlig havde lagt den?

Det eneste han kunne glæde sig over, var at forældrene trods alt havde forstået, at han ønskede at være alene med sin udkårne. Hun sad tavs og tvær ved hans side. Ikke én gang havde hun kigget på ham, indså han og mærkede hvordan gløderne, som rævetæven havde efterladt i hans mave, blev varmere.

”Har du slet ikke noget at sige?” røg det ud af den unge herre, der i modsætning til Amelia, havde drejet sig halvt om i sit sæde, for at kunne stirre hende direkte, og lettere bebrejdende, ind i hovedet. Athelstan af Erneyll havde slet ikke bemærket det grå spøgelse på stolen et stykke derfra. Generelt bemærkede han sjældent folk, der var under hans stand.

Amelia rettede hovedet mod ham i et ryk, og hendes gråblå øjne låste sig fast i hans safirblå. Han lød oprigtigt fornærmet, måske endda såret over hendes kølighed. Kunne det virkelig passe, at Athelstan af Erneyll havde skiftet mening om hende? Han havde opført sig upåklageligt indtil videre, endda en smule for ivrig. Hvis der virkelig lå sandhed bag smigeren, og han rent faktisk havde glædet sig til at se hende… Så var hun nødt til at tage en beslutning i dét øjeblik.

Igennem de seneste år havde Amelias veninder gjort det klart for hende, at hun havde gjort et ualmindeligt godt parti. Athelstan af Erneyll var ung, magtfuld og smuk, ikke ligesom de gamle, gnavne oldinge, nogle af pigerne endte op med. Når det kom til hendes forældre, havde hun intet valg. Celeste ville sikre sig deres ægteskab, om så hun skulle slæbe Amelia i hendes hår op til alteret. Og Athelstans ankomst på slottet cementerede for alvor deres forlovelse. Så hun måtte gøre et forsøg med at lære ham at kende.

”Tilgiv mig, Deres Højhed,” sagde hun endelig. ”Jeg var blot nervøs, fordi jeg ikke har set Dem i seks år.” Stemmen var mild, og hun tillod sig da at sende ham et lille smil, der ikke desto mindre smagte lidt surt. ”Der er sket så meget siden da. Vil De ikke nok fortælle om dem selv?” Til trods for hans bramfrie "du" fastholdt hun den korrekte tiltale. De ville først blive dus, når de var gift. Alt andet lå forkert på hendes tunge.

Athelstan havde fæstnet hele sin opmærksomhed til Amelia og lod på intet tidspunkt sine bebrejdende øjne flakke væk fra hendes kønne ansigt. Han slugte hende, mens han ventede på at hun skulle sige noget, som han havde opfordret hende til.
At samtalens fokus tilfaldt ham, hjalp betydeligt på det skummende humør, som rævetæven havde efterladt i ham, inden forældrene havde forladt dem. At Amelia tilmed kaldte ham ’deres højhed’, selvom de var alene var endnu et plus. Athelstan sendte hende en overbærende grimasse og gjorde klar til en animeret samtale om hans beundringsværdige våbenfærdigheder -

Anstandsdamen rørte sig, stolen knirkede uventet og fik henledt den unge herres opmærksomhed. Et tvært ansigtsudtryk blussede omgående op og armene, som allerede var halvt hævet; klar til den indlevende og dybt fascinerende fortælling om hans strålende person, faldt dramatisk ned.

”Hvad laver hun her?” bjæffede han og kiggede indgående mod den gamle krage, der garvet så tilbage. Hun så næsten død ud, syntes Athelstan af Erneyll. Hendes ansigt var indsunket og rynket og det skabte skrækkelige associationer til de helvedesberetninger, som templer og kirker var bemalet med. Han gøs indvendigt.
”Hvorfor skal du overvåges sådan? Tør din moder ikke lade os være alene? - få hende til at gå.” Stemmen var giftig og befalende, da han atter genfandt sin forlovedes gråblå blik.

Amelia mærkede en smule fryd over, at hendes ord havde formildet ham. Athelstans bitre ansigt livede straks op ved udsigten til at skulle fortælle om sig selv … og så blev han pludselig modbydelig. En fin rynke tegnede sig mellem Amelias øjenbryn. Havde han virkelig først set madame Covall nu?

I næste øjeblik skød rødmende vrede op i hendes kinder. Hvor vovede han at befale hende til noget som helst? Sådan talte ingen til Amelia af Pompadour! For to år siden havde en lærer i etikette beordret hende til at gå ud for døren, fordi hun havde kaldt ham et hængebuesvin. Celeste havde fyret læreren på stedet. En anden gang havde en af stalddrengene kaldt Amelia for en ”forkælet trunte”. Hun fortalte sine forældre, at han havde rørt forkert ved hende. Dagen efter havde hun betragtet ham blive pisket gennem vinduet på sit værelse.
Det trick kunne hun nok ikke bruge på Athelstan.

”Nej, jeg vil ej,” sagde Amelia trodsigt. ”Madame Covall er min anstandsdame, og det har hun altid været. At du overhovedet antyder, at hun vil sladre til min moder som en anden gås, er en fornærmelse mod mig!” Hendes øjne knitrede mod ham. Hun havde helt glemt den høflige tiltale. Imens broderede madame Covall blot upåvirket videre på en gyselig dug, hun nok havde været i gang med i ti år. Hun havde hverken hørt eller set noget. Det var derfor, Amelia holdt fast på at beholde hende. Den gamle taske stod allerede med ét ben i graven.

Athelstan af Erneyll så hvordan vreden skyllede ind over sin udkårnes yndige ansigt, og gjorde det helt uappetitligt at se på. Han måtte have ramt et ømt punkt, og i et kort øjeblik frydede han sig over, at hun var så letantændelig. Var det fordi forældrene ikke længere flankerede hende og kunne sende hende formaninger med deres blikke? Det var i hvert fald ikke længere den høflige, tavse kvinde som sad ved hans side, men en arrig, krænket sag, der til forveksling mindede om pigen, han havde set seks år forinden.

Hendes højtlydte trods fik instinktivt Athelstan til at se, om Kragen havde hørt det, men da det ikke så sådan ud (hun fortsatte formålsløst med at stikke nål i stof), trak han hørbart vejret ind gennem næsen. Moder havde understreget vigtigheden af at dette møde skulle forløbe gnidningsfrit – både fysisk og psykisk – men det afholdt ham ikke fra at sende lynende blikke afsted, i forsøg på at intimidere Amelia til at føje sig. Da det ikke syntes at have nogen synlig effekt, skiftede Athelstan omgående taktik:

Ansigtet blev blødt op, hovedet skudt en smule frem og til siden, mens skuldrene faldt ned i hvad der umiskendeligt kunne ligne en underdanig position.
”Jeg vidste ikke at De nærerede sådan en højagtelse for deres anstandsdame, Frøken Amelia. Havde jeg vidst det, ville jeg naturligvis aldrig have forslået noget så .. -”Han prøvede at abstrahere sig selv fra den ulmende vrede som hendes trods havde affødt. De var ikke gift endnu. Han måtte finde noget andet at afreagere på senere.
”- Jeg beklager min taktløshed. Min iver efter at være alene med Dem, må have overmandet mig.”
Da et mentalt (men yderst livagtigt) billede - af anstandsdamen der brændte skrigende på et bål mens Amelia hulkende så på - gled over hans bevidsthed, rykkede han sig helt frem for at tage sin forlovedes fine hænder i sine:

”Tilgiv mig - det var ikke min mening at såre Dem, Frøken Amelia.”

I et par sekunder fløj usynlige gnister mellem de to unge mennesker, indtil Athelstan skiftede taktik for at blødgøre sin forlovede. Begge kendte deres pligt overfor forældrene og vidste, at dette første møde var afgørende for deres ægteskab. Amelia havde endnu ikke tilgivet hans fornærmelse, men hun var nødt til at lade som om.
Derfor knejsede hun let med nakken og nikkede, som for at vise hvor værdig og tilgivende hun var. Frem for at lade sine hænder hvile i hans, løftede hun den let mod hans mund som indikation til, at undskyldningen også krævede et håndkys, velvidende at han var nødt til at besvare det. Hun smilede en smule skadefro med en følelse af at have kontrollen i situationen. ”Jeg accepterer Deres undskyldning, Deres Højhed.”

Dernæst greb hun tekoppen og underskålen og tog en let tår af det fine porcelæn. ”Sig mig så, er det sandt, at De er indehaver af Krystallandets prægtigste stridshingst, og at De sidste vinter redede en hel landsby ved at nedlægge en ulv? Der går mange, imponerende historier om Dem.” Hun tvivlede på, at de var rigtige, men det ville hun ikke fortælle ham. I stedet sendte hun et, syntes hun selv, betaget blik under de lange øjenvipper.

Kæbemusklerne spillede under den udspændte hud og fik tænderne til at knirke faretruende. Athelstan, der ikke kunne andet end at lade sig ydmyge og bukkede hovedet for at kysse hendes udstrakte hånd, forbandede Amelia langt ind i Mørkets varmeste flammer. Hvor vovede hun! Hun udnyttede hans position som den eftergivende part, og Athelstan var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nød det.

Udsigten til at kunne gengive sine bedrifter fik galden til at forlade munden. Et par mistroiske blå øjne forsøgte at bedømme hende, men fejlede. Hvis hun kun var ude på at latterliggøre ham – eller endnu værre: ytre ringagt mod hans kostbare stridshest, ville han have svært ved at styre sin vrede.
”Ja, der findes ingen bedre” svarede han højtidligt og kunne mærke stoltheden røre på sig, når han tænkte på sin hingst. Hesten var det eneste Athelstan oprigtigt værdsatte og holdt af. 

Påmindelsen om ulven – ja, i det hele taget at der eksisterede en masse storslåede historier om hans person - fik det til at trække insisterende i mundvigene:
”Jeg red den ned med hesten og kløvede den med mit sværd” berettede han og fortsatte:”- Men det er vand ved siden af mine største bedrifter. Jeg har reddet en kvinde fra en gemen voldtægtsforbryder da jeg var 14 år– jeg stak ham gennem øjet med min jagtkniv.” Athelstans øjne funklede: 

”Men jeg skal nok spare Dem for de gruopvækkende detaljer – Moder har informeret mig om at De – som ungmø - ikke bør høre om den slags. De skulle jo nødig dåne.”

Amelia var nysgerrig efter at se, om rygterne talte sandt. Hun granskede hans ansigt, mens han fortalte, men så ingen tegn på løgne. Og dem var hun gode til at spotte. Ja, faktisk lykkedes det ham at imponere hende. Hun kendte ingen andre fjortenårige, der havde gjort noget så storslået som at rede en kvinde fra en voldtægtsforbryder. Hvis hun havde været af mere fornuftig karakter, ville hun måske have studset over brutaliteten ved at stikke en kniv i øjet på et andet menneske.

Amelia modstod en trang til at himle med øjnene. Hun var ganske vist en ungmø, men sart var hun ikke, og hun fandt de blodige og morderiske historier allermest spændende. ”Der findes mange væmmelige mænd i verden,” istemte Amelia alvorligt. ”Men De, Athelstan af Erneyll, lyder både modig og hæderlig.”

Ja, Athelstan lød i høj grad som heltene i historierne. Hun kunne nærmest høre sin bedste veninde henånde: ”Gud, hvor er han heltemodig.” Hun havde stadig ikke accepteret, at hun skulle gifte sig med ham, men måske var Athelstan ikke så slem? Måske var det bedre at gifte sig med en ung mand, man kunne sno om sin lillefinger, end én kedelig, gammel og grå gnavpot? Hun var ikke dum nok til at tro, at man kunne gifte sig af kærlighed. Den slags hørte til de mest urealistiske, latterlige historier, hun kunne læse. Dem rev hun hellere over og kylede i karminen.

”Har De lyst til at ride en tur i morgen?” foreslog Amelia spontant. ”Jeg længes efter at se din stridshest. Selv har jeg en ung hoppe, Snefryd. Den hurtigste i hele Nordlandet.” Varmen og stoltheden i stemmen kunne næsten konkurrere med Athelstans, da han talte om sin helst. Amelia havde reddet hele sit liv og var ganske dygtig. Hun håbede inderligt, at hun var hurtigere end ham.

Athelstan havde håbet på en eksplosiv reaktion og følte sig voldsomt skuffet over, at hun ikke engang gav ham et tvært udtryk. Tværtimod syntes hun pludselig at indfinde sig med – og i samme grad som ham – at spille deres roller som velopdragne unge, der havde et lykkeligt bryllup i vente.
På trods af mistroen om at det hele var skuespil slugte han alligevel hendes ord med grådighed, rankede - mægtig som han følte sig – ryggen og vippede øvet med hovedet, så pomadehåret glinsede.
Amelias forslag blev taget imod med oprigtig og tydelig glæde. At få mulighed for at ride, ville hjælpe med at få de vrede følelser ud som både hans udkårne og rævetæven havde skabt i ham. Og hvis han spillede sine kort rigtigt, kunne han udkonkurrere ’den såkaldte hurtigste hoppe’ og forhåbentlig smide Amelia af sadlen. 

”Kommer du? Jeg troede du sagde, at den var hurtig?”
Athelstan af Erneyll sad højt til vejrs og råbte sig over skulderen. Han havde ladet deres tåbelige forsøg på at være civiliserede og taktfulde blive på slottet. Det havde sneet hele dagen forinden, og selvom det var ophørt, lå der fortsat et forbavsende tyk lag af sne – taget i betragtning af at årstiden skulle forestille at være sommer. Det var i sandhed et rædselsfuldt land. Derudover kunne Athelstan til sin egen gru mærke, at sin stolte ganger ikke var trænet til det kolde landskab med snedække. Det ville muligvis ikke blive helt så let at vinde denne usagte hurtighedskonkurrence som først antaget. I hvert fald ikke, hvis han skulle være galant og ikke snyde.

Sneen havde dalet over Nordvik hele natten, så sålbænken udenfor slotsvinduet på Amelias værelse var dækket af sne, da hun vågnede. Hun åbnede vinduet på vid gab og tog en dyb indånding af den friske, stikkende luft. Der duftede af sommer, selv i et vinterlandskab som dette. Måske var det duften af kanelbagte æbler nede fra køkkenet, som kokken altid lavede i sommerhalvåret.
Det tegnede til at blive en smuk dag. Perfekt til en ridetur.

Et par timer senere havde stalddrengene sadlet begge heste op. Amelia var iført varme underbukser (livsvigtigt), en fornem isblå nederdel skabt til at ride i damesadel, en hat med rævehale, kridhvid habitjakke med en hvid hermelinpels langs halsen, galocher og en fin pisk. Hun lignede en dronning og opførte sig som én, da hun skridtede over gårdspladsen og steg op.

Snart var de begge i fuld fart over vidderne. Dagen forinden havde de spillet hver deres rolle i et indstuderet teaterstykke, men i dag var skuespillet fløjet af i den høje fart, begge lagde an til. Amelia strøg afsted på Snefryd, men til hendes store frustration måtte hun erkende, at Athelstans hingst var lige så hurtig, hvis ikke hurtigere. Hun bed et par skarpe ord i sig og gav Snefryd længere tøjler. ”Kom så, vis den rådne blomme at ingen sydlændinge skal komme og tro, de er hurtigere eller bedre end os,” hviskede Amelia. Hoppen drejede sit øre mod hendes stemme og, som om den kunne høre hende, satte den farten op. Dette var hendes hjemstavn, og hun var fast besluttet på at vise det.

Pludselig lå de side om side, og hun sendte ham et konkurrerende sideblik. Farten, den friske luft, ja, spændingen, finde hende til at smile. ”Denne vej!” råbte hun og drejede til højre ind i en skovstrækning. Stien var smal her, og hvis hesten var uvant til sneen i de skarpe sving, ville det være umanerlig svært at overhæle hende dér.

Athelstan havde haft det ambivalent med Amelias tøjvalg. Hun var yndig. Ja, sågar bedårende og han havde haft svært ved at se bort, da hun steg på hesten, men han havde samtidig bemærket at han ikke havde været den eneste; tjenestestaben havde hæmningsløst slugt hende med blikket. Og det havde gjort ham irritabel. For selvom han selv havde i klædt sig kortbare gevandter i mørkeblå nuancer og med bløde pelskanter af en truet dyreart, havde han ikke kunnet overgå det svage køns naturlige tiltrækningskraft; Alle havde set på hende.

Hendes pludselige udbrud fik Athelstan til hovedkulds at lade sin egen hest følge efter, og han fortrød det øjeblikkeligt. Den brede vej blev afløst af en smallere skovsti, og Athelstan som ellers havde formået at opretholde et godt, konkurrencedygtigt tempo, mærkede omgående, hvordan det uvante terræn umuliggjorde samme slags fart. Eder og forbandelser hvislede ud mellem tænderne på adelssønnen, idet han alligevel pressede hingsten arrigt frem for at indhente det forsømte. Amelia udnyttede åbenlyst sit kendskab til den rædselsfulde natur, og han hadede hende inderligt for det.

Hesten skummede, men han var ligeglad. Fanget på den smalle sti var det umuligt at overhæle hende, men det kunne ikke forhindre ham i at ride helt op bagved og forsøge at få hingsten til at snappe den lille Snefryd i bagen. Eller forsøge at skubbe både hest og ejer af vejen, ved at udnytte hingstens størrelse og sine egne stærke arme.

Det boblede i Amelias bryst af fryd over at ligge foran Athelstan og den hurtige hingst. Fråden stod om Snefryds mule, og Amelia mærkede hoppens muskler arbejde under hende, idet den gav sit yderste. ”Flot, Snefryd, løb som vinden!” roste hun. Lyden af galoperende hove var lige bag hende …

Og i næste øjeblik hvinede Snefryd, da hingsten satte tænderne i hendes bagdel -en ganske naturlig reaktion for sådan en handling! Hoppen sparkede ud efter hingsten, så Amelia nært var faldet af. Med besvær trak hun hoppen ud til siden for at genvinde kontrollen, alt imens Athelstan susede forbi dem. Hun kunne sværge, at hun så et glimt af hans selvtilfredse ansigtsudtryk, der beviste, at han havde gjort det med vilje.

”Stop! Jeg befaler dig at stoppe!” råbte hun hysterisk. ”Hvor vover du at lade dit bæst bide Snefryd, din snydetamp!” Hoppen dansede under sin rytter, tydeligvis påvirket af alt råberiet, men Amelia kunne ikke styre de skummende følelser, der rasede i hende som en orkan.

Den lyd, som Snefryd kom med, fik affødt et bredt grin på adelssønnens blussende ansigt og han svor, at han ville imitere lyden, som hesten havde fremkaldt, når Amelia i fremtiden havde brug for at falde ned fra sin piedestal med et ydmygende klask. Det var nemlig lyden, der i al sin simpelhed ville minde Amelia om, at hun ikke kunne narre Athelstan af Erneyll – at han ville vinde lige meget hvad.

Hendes hysteriske råb fik ham til at grine af skadefro. Med en brat bevægelse fik han drejet hingsten omkring og i let trav red han tilbage mod sin aggressive elskede. Hendes rasen tændte ham. Ansigtet var blevet lagt i hoverende folder, med et mørkt øjebryn skudt i vejret. Athelstan fik hingsten ført helt hen til Amelia, og lod den med triumferende lethed cirkulere rundt om den sure ungmø og den trippende hoppe.
Ryggen var rank, da han lod en fri hånd løbe igennem det sorte hår. Tonen var påtaget overrasket - pakket ind i en bevidst irriterende og overbærende grimasse:

”Jamen dog, bryder den søde, lille pige sig ikke om at tabe?”

Den sødmefulde sejr havde været nær, lige inden Athelstan knuste alt håb med sin frygtelige hingst, og det efterlod Amelia stikhamrende tosset, mens hun fik kontrol over hoppen. Det bragte hende ingen tilfredsstillelse, at Athelstan rent faktisk stoppede og vendte tilbage til hende, for i dét øjeblik, hadede hun ham inderligt. Det var ikke blot hans ord, eller det faktum, at han kaldte hende en lille pige, der pustede til ilden i hendes sind, det var også måden, han trippede rundt om hende som et rovdyr, der havde sit bytte i sin hule hånd.

Hun havde en frygtelig lyst til at lade pisken svirpe mod hingstens bagparti, så den måske ville stejle og smide Athelstan af – det ville være et pragtfuldt syn at se ham sprælle rundt i sneen som en fisk - men hun vidste, det ville koste dyrt hos sine forældre.

Hendes fine ansigt trak sig op i en vred maske, da hun snerrede: ”Du er præcis lige så utålelig og arrogant, som da vi var små!” Hun var nødt til at dreje hovedet for at følge ham rundt i cirklen. ”Men jeg vidste ikke, at du også var en snydepels! Er det sådan, Erneyll er kommet til magten? Ved at snyde?"

Det var yderst fascinerende (og ej at forglemme latterligt tilfredsstillende) at se Amelia kæmpe med sit voldsomt brændende temperament. Husk etiketten, kære! Havde Athelstan lyst til at sige, og havde om muligt gjort det, hvis ikke den forlovede var kommet ham i forkøbet.
Det første sætning var til at klare – der opstod små trækninger ved øjnene, men det var langt fra nok til at fjerne det hoverende fjæs, som adelssønnen havde iklædt sig. Nej, det var først da hun ytrede de sidste par ord, at det hele begyndte at vakle –

Farven forsvandt fra den unge mands ansigt og han løftede instinktivt armen, da han i sin cirkulære rute omkring Amelia og hoppen, var inden for rækkevidde af hendes fine ansigt.
Næven var hård og blodårene sprang frem på håndryggen, da han – i sidste øjeblik – fik bremset bevægelsen og dermed stoppet sig selv fra at slå din udkårne direkte i ansigtet.

”Hvor vover du at sige den slags!” spruttede han, ude af stand til at sænke hånden. ”Det skulle komme fra dig!” Athelstan var på nippet til at droppe alle planerne om at blive blot et øjeblik længere i det kolde, dumme land.