Det var ikke mere end en lille uge siden, at den unge Nyssa var dukket op i banken og råbt sin vej gennem receptionen. For ikke at stille alle de fremmedes nysgerrighed, havde Agarés trukket Nyssa med op på sit kontor. Han ville vide hvem der havde været så dum at gøre hende noget og han var klar til at storme efter dem. Kun fordi han var overbevist om at det ville være et problem for hende, men det var vist ikke tilfældet. Nyssa morede sig vist mere over situationen end Agarés gjorde og hans misfornøjelse blev kun tydeligere, da han fik smidt en krystal i armene og selv begyndte at krympe.

Det store udvalg af nu alt for stort tøj havde tvunget den unge Agarés til at bruge krystaller på nyt. Ikke for meget, da han virkelig ikke regnede med at skulle forblive sådan her i længere tid. Derfor havde han også hele tiden krystallen på sig i lommen, så han kunne få den med sig og måske finde ud af hvor længe dens effekt virkede.
Agarés havde fået en tæt ven til at tage over for sig som offentligt ansigt for banken. Han kunne ikke selv troppe op til diverse møder sådan her, ingen ville da kunne tage ham seriøst og ingen ville stole på at så ung en dreng kunne holde deres rigdomme sikre. Til gengæld var han forbundet med det nye ansigt for banken, så han hele tiden kunne følge med. Og indtil da, kunne han stadig tage sig af alt papirarbejdet fra sit hjem.

Selvom det havde været både rart og nostalgisk at kunne smide alt ansvaret fra sig, da han tog del i flere drillerier sammen med Nyssa, kunne han stadig ikke helt løbe fra det ansvar, der pustede ham i nakken. Det meste af dagen var blevet brugt på det kedelige papirarbejde, alle de kontrakter der skulle tjekkes igennem, rettes og underskrives. Og når nu man alligevel skulle sidde fanget alene i sit hjem med arbejdet, så måtte man gerne drikke lidt til.
Agarés havde lige fået tømt en bundsjat af en flaske der stod på kontoret, og måtte forsøge at fiske en ny frem fra det alt for høje skab. Forældrene havde altid stillet de alkoholiske flasker på øverste hylde i glasskabet, så deres lille dreng ikke skulle få nogle gode idéer og selvom Agarés ikke selv havde børn, havde han gjort det samme. Det var vel bare af ren vane. Det betød så også, at han nu ikke kunne nå.
Drengen strakte sig alt hvad kunne, stillede sig på tæer og anstrengte sig virkelig for at få fat i en flaske. Jovist, han kunne trække stolen med sig hen foran skabet, men han var simpelthen for stolt til at skulle stille sig på en stol for at kunne nå. Og stædig. Alt for stædig.

Der gik rygter om den store, stygge Agarés.. Rygter om, at der måtte være hændt ham noget, da han ikke længere var at finde som det åbenlyse ansigt for banken. Sådanne rygter nåede også Deavás, som han havde sat kursen imod dæmonernes by for at mødes med en anden, men straks ændrede planerne for at finde ud af, hvorfor Agarés lige pludselig ikke passede sit job som normalt. Mon den unge Dandels havde sat nye krav til den gamle dæmon? Tanken om at hans barndomsven var under tøflen derhjemme, kunne ikke andet end at bringe et lusket smil frem på hans smalle læber. Deavás bevægede sig igennem gaden med blikket rettet imod den store bygning, der tårnede op over de øvrige bygninger. Den var ikke til at undgå, da slet ikke, når man ofte havde taget vejen dertil i sine unge dage.

Ingen ville fortælle ham, hvor Agarés befandt sig henne, da han først trådte ind i banken. Det hele blev hurtigt fejet til siden, som Deavás udmærket var klar over at Agarés ville vide, hvad der foregik, hvis han lavede en for stor scene. Noget fortalte ham, at dæmonen måtte være søgt hjem, som den gang han var kommet slemt afsted og de var endt under andre omstændigheder end tidligere set. Agarés foretrak at slikke sine sår derhjemme.. og andet. Derfor forlod han også roligt banken med armene over kors, men blikket rettet imod hans bolig. Han vidste godt, at han ikke var at finde i banken denne dag, men han skulle lige se, hvordan situationen blev håndteret i offentligheden, hvilket for ham, ikke var særlig imponerende.

Ikke så underligt, så befandt Agarés sig i sit hjem, nærmere bestemt sit kontor, som Deavás trådte frem til døren, åbnede den og faktisk bare gik ind uden at spørge om lov. Agarés skulle ikke have chancen for at bortforklare sig ved døren eller skjule, der hvad rent faktisk foregik, så i stedet trådte han bare ind og gik direkte hen til kontoret. Døren skubbede en roligt op, som han trådte ind og vendte blikket imod Agarés, der dog ikke så ud som han plejede.. Han gjorde hvad han kunne for ikke at bryde ud i en latter, som han så drengens ihærdige forsøg på at nå en flaske fra øverste hylde. Derfra valgte han blot at træde hen til glasskabet for at række over Agarés og fiske den flaske, drengen havde udset sig, ned fra hylden, han holdt dog godt fast omkring halsen.
”Her gik jeg og troede, at Dandels havde en finger med i spillet..” kommenterede han leende, som han virkelig ikke kunne styre morskaben ved at Agarés lignede en lille dreng, der nok kun lige havde nået teenageårene, men endnu ikke var vokset særlig meget i højden. Han kiggede ned på den lille skikkelse, som han lagde armene over kors og lod flasken hvile i sin favn. ”Men at du er krympet var aldrig faldet mig ind” lo han, tydeligvis i et rigtig godt humør, som Agarés umuligt kunne gøre meget modstand eller for den sags skyld tvinge ham til noget! Endelig var rollerne byttet om! ”Du ved godt, at små børn ikke må drikke, ikk?” spurgte han en smule hånligt, som han bevidst løftede flasken højt nok til at Agarés ikke ville kunne nå den.

Så ihærdigt Agarés forsøgte at få fat i den forbandede flaske, hørte han ikke døren gå. Han var midt i endnu en anstrengt lyd, der meget hurtigt blev halvkvalt i en mindre forskrækkelse, da han så armen række ind over ham. Han fik skubbet skulderen ind i skabet, fik samtlige flasker og glas til at larme, da han straks vendte sig rundt og så et næsten hoverende udtryk i ansigtet på Deavás. Drengen så bestemt ikke tilfreds ud, med de sammenbidte tænder og rynkede bryn, men det så til gengæld ikke helt så truende ud, som det plejede.

En flabet grimasse kunne ses på det lille ansigt, som den hånende kommentar blev smidt efter ham. Efter en enkelt uge i den lille krop, var det utrolig nemt at falde ind i de gamle vaner, den gamle attitude, som unge Agarés havde som barn.
”Du ved godt at man ikke må mobbe dem, der er ældre end en selv, ikke?” Svarede han muggent tilbage. Han var i forvejen irriteret over at være fanget i sit hjem med det kedelige papirarbejde, han var vist ikke i humør til at blive nedgjort også. Og så lige af Deavás. Han fulgte flasken med blikket, som den blev løftet op og så sukkede han tungt. Bare fordi flasken havde forladt skabet, ville det ikke blive nemmere at få fat på den. Alligevel rakte han armene op, hvor den ene greb fat om Deavás’ arm, så han kunne lægge alt sin vægt i, og den anden rakte op efter flasken.
”Jeg kan ikke tilbyde dig et glas, hvis du ikke giver mig den!” Det var vel egentlig kun en undskyldning for ikke at virke alt for ynkelig, selvom han godt var klar over at det ikke virkede. Han var en bitte fyr, han var direkte ynkelig.

Det bekymrede ikke Deavás, at Agarés måske ville blive forskrækket over hans pludselig indtrængen i kontoret, måske fordi han glædede sig til at se det unge ansigt krybbe sammen i hjørnet. Der var en del forskel på deres højder, så det var ikke et stort problem for Deavás at nå flasken og samtidig kigge ned på Agarés der var yderst utilfreds. Han trak blot flasken til sig og holdt den i sin favn, som han tog et øjeblik for lige at nyde synet af den bette Agarés, der altid havde været højere end ham. Men ikke nu. Det ville være dumt ikke at nyde situationen, for det var ikke til at sige, hvad der var sket og hvornår magien ville ophøre.

Den flabede kommentar kom en smule bag på ham, som Deavás ikke havde hørt den tone længe. Det var fuldkommen som at stå overfor den unge og møgirriterende ’storebror’ fra den gang.. Men så let skulle Agarés ikke vinde denne gang, som han blot fnøs ganske let over kommentaren og løftede det ene øjenbryn, han så lettere uforstående på drengen. ”Det stoppede dig nu aldrig dengang, så hvorfor skulle det stoppe mig nu?” spurgte han med et morende blik og et tydeligt glimt i øjnene. Deavás havde muligvis ikke haft chancen for at mobbe Agarés ligeså meget den gang.. Men altså, det var nye tider nu. Deavás havde set langt mere af landet end den gamle dæmon. Han bøjede ganske let i armen, da Agarés greb fat i den, men vægten så ikke ud til at flytte ham meget, som han blot flyttede flasken fra den ene hånd til den anden, før han lod armen falde med Agarés.
Endnu en latter forlod Deavás læber, som Agarés syntes at tilbyde ham et glas, men fandt det besværligt uden flasken. Så løftede han den modsatte hånd op og placerede den imod drengens pande for at holde en arms længde imellem dem. Med den anden hånd fik han lirket proppen ud, så den faldt ned på gulvet, imens at han løftede bunden i vejret og placerede mundingen imod hans mund. Det blev til en hurtig tår, før han vendte blikket imod Agarés igen. ”Vi behøver da slet ikke glas..” lo han hånende, som han rakte flasken imod ham, men valgte at give et ryk med flasken for at sende et sprøjt alkohol imod Agarés' ansigt.

Agarés bed tænderne endnu hårdere sammen, så mere og mere anstrengt ud som han forsøgte at lægge mere vægt end han egentlig kunne bag det desperate træk. Han var ikke vant til at være så hjælpeløs, det var direkte frustrerende at han ikke bare kunne gøre som han plejede og tage hvad han ville, når han ville. Han fnøs over den flabede kommentar, men så mange kræfter han brugte, blev det fnys til et lille, fimset grynt i stedet.
”Det er da slet ikke det samme, Deavás. Det var fint da jeg gjorde det, fordi det gik ud over andre, men nu går det ud over mig.” Og når mobningen begyndte at gå ud over ham, så ville han ikke være med mere. Han kunne jo ikke længere give igen med vold og magt, for selv hvis han prøvede, ville de fleste kunne stoppe ham uden problemer.

Det var lige før Agarés var skvattet, da Deavás endelig lod armen falde, men han nåede lige at få fodfæste. Straks fulgte den anden arm med flasken der blev flyttet, men afstanden mellem hans lille hånd og flasken blev kun større, idet en hånd blev lagt for hans pande. Det gik ikke op for Agarés hvor umådelig dum han så ud, da han stadig forsøgte at skubbe til med panden først. Han så næsten helt fornærmet ud, mens Deavás satte flasken for munden og tog en tår. Ikke fordi han ikke ville dele, det gjorde han jo altid, men fordi han kun gjorde det for at være irriterende, fordi Agarés alligevel ikke kunne gøre noget ved det.
”Det passer mig fint, men så giv mig i det mindste-mh!” Han blev afbrudt af alkoholen der sprøjtede mod hans ansigt, hvilket kun gjorde ham mere irriteret. Nu var han jo nødt til at give lidt igen, men siden han tydeligvis ikke fik lov til at nå med de korte arme, greb han endnu bedre fat om Deavás’ arm med sin, så han forhåbentligt kunne holde ham bare lidt fast, da det ene ben blev løftet og en fod blev losset direkte mod den andens skridt. Han håbede på at det ville distrahere ham nok, da han samtidig gjorde et hurtigt forsøg på at snuppe flasken med den frie hånd.
Når han ikke var større, måtte han vel ty til feje kneb.

Det var tæt på umuligt ikke at finde dette morsomt, som Agarés bogstaveligt talt hang i hans arm for at få fat på flasken, han sådan havde kæmpet for allerede før, at han dukkede op. Deavás kunne ikke helt lade vær med at more sig på hans bekostning, som han ikke lod til at flytte armen selv da Agarés forsøgte at lægge alle kræfter i. Drengens grynt bragte et lusket smil frem på hans læber, som han løftede den anden hånd imod Agarés hoved for at stryge ham i håret. ”Du siger altså, at det er på tide, at det går ud over dig?” spurgte han lettere henkastet, som han egentlig ikke ønskede et svar på lige netop det spørgsmål. For svaret ville bestemt ikke matche det han selv havde i tankerne, hvilket man bestemt også kunne spore i blikket, der blev sendt til den unge dæmon, der endnu kæmpede for at få adgang til flasken. Mon han var i færd med at drikke frustrationerne over den spinkle krop bort? Han havde tydeligvis allerede fået noget og hvorfor havde han endnu ikke fundet en ’kur’, hvis sådan én altså fandtes?

Hvor ville han gerne have set ham falde på røven! Men desværre fandt Agarés fodfæste, som Deavás trak flasken til sig og valgte at placere den hånd, han havde brugt til at pjuske drengen hår med, imod hans pande, så der var en konstant afstand imellem dem. Slurken var velkommen, selvom Deavás ikke følte, at han havde brug for sprut til at dulme frustrationer eller more sig med, da den unge dæmons præsentation var nok lige nu. Det konstante smil var også en klar indikation på at han faktisk morede sig over det og gerne så det fortsætte længe endnu.
Sprøjtet af alkohol faldt tydeligvis ikke i den fine unge herres smag, som han straks ændrede karakter eller forsøgte at gøre det, for det var virkelig svært at tage ham seriøs, når han var så lille. Han hævede øjenbrynet, som han atter gik efter hans arm, men opdagede for sent at han valgte at bruge et noget så fejt trick. Slaget kom fuldkommen bag på ham, som han straks knækkede sammen, smed flasken fra sig og valgte at vælte Agarés omkuld, så han fik lagt sig ovenpå ham, for at ømme sig. ”Din lille mide..” hvæste han med tydelig spor af smerte, som han tog sig til skridtet og ignorerede det faktum at flasken var gået i stykker, så snart den havde ramt gulvet. I stedet gav han sig til at bide ham i næsen, som var de begge børn.

Det var godt nok mange år siden Agarés havde følt sig så hjælpeløs. Han var helt bestemt ikke vant til at blive behandlet på denne måde, at nogen overhovedet kunne få lov til at behandle ham på denne måde og slippe afsted med det, fordi han simpelthen var for lille og slap til at gøre noget ved det. At det så lige var Deavás der fik lov til det, gjorde kun det hele værre. Den lille lort af en dæmon, som Agarés mange år forinden havde mobbet noget så groft, skulle ikke have muligheden for at give igen. Men som det så ud nu havde Agarés ikke meget valg, for selvom han kæmpede videre, alt hvad han kunne, så nyttede det ikke.
Stadig med armen strakt mod flasken, skævede han lige mod Deavás. Der lød et fornærmet, men lettere fimset fnys fra drengen. Det var overhovedet ikke dét, han havde ment! Selvfølgelig skulle den slags ikke gå ud over ham og derfor måtte han også vælge at gå efter et lidt mere ømt punkt, for at få en lille chance for at vinde. For det var vel endnu engang hvad det handlede om. Hvem der vandt. For sådan havde det altid været.

Deavás tog tydeligvis intet drengen sagde eller gjorde særlig alvorligt, og taget Agarés’ lille størrelse i betragtning burde det vel ikke komme bag på ham. Men det irriterede ham voldsomt meget. Så snart Deavás knækkede sammen, slap Agarés ham helt og skulle lige til at række ud efter flasken. Han nåede ikke langt, for inden længe blev han trukket med, som Deavás fik væltet ham omkuld og derefter landede over ham. Agarés vrissede, som han hørte flasken smadre mod gulvet og så gav han sig til at vride sig under ham, skubbe løs for at få ham til at flytte sig.
”Helt ærligt, Deavás! Flyt dig, dit fede læs lort!” Det var en typisk kommentar fra Agarés da han ikke havde været ældre end han så ud nu, men det var sjældent han brugte de ord efter han var blevet voksen. Han råbte hen over den andens ord og i næste øjeblik mærkede han tænderne sætte sig i næsen, hvilket kun fik ham til at råbe endnu højere og ikke bare skubbe, men rette en lille knyttet næve direkte mod hans kæbe. Ikke at den ville slå specielt hårdt, men det var netop derfor han sigtede efter kæben.
”Arv! Har du aldrig lært at man ikke bider i små drenge?!” Hvæsede han sammenbidt over smerten, og tydeligvis kun fordi han var så frustreret over at det overhovedet kunne ske. Han nægtede at blive behandlet på den måde!

Deres indbyrdes kæmpe var efterhånden ved at tage overhånd, som de sjældent kunne opføre sig bare nogenlunde anstændigt i hinanden selskab, måske fordi de manglede det tredje medlem, der normalt holdt styr på tropperne. Nyssa. Men så længe de var efterladt til hinandens selskab, så var der ingen chance for at de ville komme derfra uden et par skrammer enten på sjælen eller kroppen. Alligevel morede det Deavás gevaldigt at Agarés ikke kunne gøre meget modstand på nuværende tidspunkt. Det var faktisk nok at holde fat i hans hoved for at forhindre ham i at komme tæt nok på til overhovedet at gøre skade. Og dog.. Ingen længe brugte drengen det mest brugte trick der overhovedet var i bogen. Sparket landede perfekt, men han skulle ikke tro, at han havde sejret, som Deavás hurtigt trak ham med ned i faldet.

Flasken der gik itu var ikke nok til at få Deavás til at vende blikket bort fra barnet under ham, som han vrissede noget så frustreret over det feje trick. De små skub var dog ikke nok til at flytte ham, alt han gjorde var at placere et knæ imellem benene på Agarés for at give sig selv støtte, imens at han holdt ham nede og gik efter næsen. De typiske tilnærmelser havde ingen effekt, som Deavás greb fat i hans arme og forsøgte at strække dem ud, så han kunne låse Agarés til den nuværende position under ham.. Slaget imod kæben fik ham dog til at slippe, som han i stedet rettede ryggen og kiggede ned på ham. Virkelig nedladende. ”Men du kan jo lide det” lo han køligt, før at han flyttede knæet op imod drengens skridt og pressede på uden at masse ham fuldkommen. Så bukkede han sig ned igen. ”Din arrigskab er virkelig lokkende” hviskede han, som han førte læberne over Agarés ører og lo ganske let. Der var vel intet i vejen for at udnytte ham bare en smule uden at tage det for langt.

Det lidt slappe slag mod kæben lod til at virke, men ikke helt som Agarés havde håbet. Han ville have Deavás til at fjerne sig, så han ikke var tvunget til at blive liggende på gulvet og tage imod den frustrerende behandling, som han ellers selv havde nydt at give Deavás så mange gange før. Derfra kom det direkte nedladende blik. Et blik han aldrig ville have taget særlig alvorligt før, fordi han var større og havde mere end én metode at bruge imod sin gamle ven. Men denne gang var det anderledes. Denne gang ramte det ham hårdere, end det nogensinde havde gjort før, fordi han nu var langt mere underlegen, end han var vant til. Det var ikke helt så let at tvinge Deavás i gulvet med et skub længere.

Den kølige kommentar fik ham til at bide tænderne endnu hårdere sammen, så hårdt at det næsten gjorde ondt. Skulle han virkelig finde sig i at blive behandlet på denne måde?! Knæet pressede ind mod hans skridt og bekymringen kom til udtryk i det mest ynkelige støn Agarés nogensinde havde formået at udbryde. Det kunne han takke den lille, drengede stemme for. Han lagde albuer og hæle mod gulvet og forsøgte så at slæbe sig bare lidt længere bagud, inden Deavás bukkede sig ned igen og forhindrede ham i at rykke sig mere. Han ville bare et lille stykke væk fra det truende knæ mellem sine ben.
De hviskende ord og læberne der strøg hen over øret, burde have fået ham til at miste besindelsen, mere end han allerede havde. Det var heller ikke fordi det ikke irriterede ham endnu mere, men hvis Deavás morede sig så meget, nægtede han at tilføje til den morskab. Han ville hellere se, om han kunne stikke tilbage. Nu lagde den voksne mand jo selv op til at skubbe det i den retning, men han tvivlede på at han ville vælge at skubbe det alt for langt, nu hvor Agarés ikke var andet end en ung dreng, trods det ikke gjaldt mentaliteten. Hvor ubehageligt tilpas kunne han mon gøre ham?

Lige så arrig som han hele tiden havde været, førte han straks en hånd op og greb fat i kraven på den andens tøj. Han var nødt til at trække ham lidt tættere på sig, så han kunne nå hans hals med munden, hvor han bed til, men hurtigt slap igen. Fordi han havde været så frustreret i forvejen, var han næsten sikker på det ville blive taget som en reaktion af samme grund, men hans ord efterfølgende, vendte situationen til noget helt andet;
”Så gør noget ved det.” Han lød langt mere forførende, men samtidig direkte beordrende. I samme øjeblik slap han kraven, men kun for at tage fat lidt længere nede og trække op i skjorten. Han fremstod næsten helt desperat efter at pille tøjet af Deavás, men han måtte kæmpe for ikke at le. Han havde ingen intentioner om at gå hele dén vej, for han ville ikke være i stand til at tage styringen med magt. Han ville kun se hvor langt han kunne trække den, indtil Deavás sagde stop.

Der var noget helt fantastisk over den pågældende situation. Det var muligvis det eneste tidspunkt hvor Deavás ville have chancen for at tage hævn for alle de gange, hvor Agarés havde valgt at tryne ham for sin størrelse. Men nu var rollerne ligesom byttet rundt og det havde han bestemt de helt store planer om at udnytte, særligt efter det spark, han havde fået i skridtet, så var det jo lige før at den lille dreng tiggede om at blive taget på det groveste! Så længe han kunne holde ham imod gulvet, så længe havde han planer om at gøre det, så var han faktisk ligeglad med om den lille sekretær ville komme løbende eller ej, for der var bestemt intet som skulle forhindre ham i at more sig. Så måtte enhjørningen bare se på, det kunne der jo også være noget morskab i.

Der hvilede et konstant smil på hans læber, som Deavás betragtede Agarés under sig, nok lignede han ikke sig selv, men han kunne sagtens genkende ham i de små træk, men det ynkelige støn var hvad der gjorde udfaldet, som han straks brød ud i en hånende latter. Det fik et næsten sulten blik frem i de gyldne øjne, som han rakte ud efter Agarés hofte for at trække ham til sig, imens at han flyttede begge knæ til at støtte sig imod gulvet, så han forblev hevet over drengen. ”Hvor skal du hen?” spurgte han med et hævet øjenbryn og et sigende smil, der kunne betyde alverdens ting i dette selskab.
Drengen kunne forsøge at stikke af nok så mange gange, men Deavás valgte blot at stramme grebet yderligere om hans hofte. Neglene blev boret ned imod huden, som han lænede sig ind imod den spinkle og lille krop. Agarés vidste virkelig ikke hvad han havde rodet sig ud i ved at opføre sig så næsvis i alle de år. Det var ved at være på tide, at drengen fik sig en lærestreg, særligt hvis han ikke lige foreløbig kunne vende tilbage til sin voksne skikkelse. Hvis han gjorde, så ville der nok falde brænde ned, men så kunne Deavás bare gøre sit bedste for at undgå ham i fremtiden.

Det overraskede ham dog en smule, at Agarés lige pludselig valgte at række ud efter ham for at trække ham tættere på eller nærmere låse ham i en tæt position til drengen under ham. Bidet var en besynderlig udvikling, som han hvæste lettere utilfreds og strammede grebet om drengens hofte. Deavás vendte dog hovedet omkring for at slikke ham på halsen, imens at han strakte kroppen frem og pressede deres underliv sammen. ”Det har jeg bestemt også planer om” hviskede han imod den unge hud med et bredt smil på læben. ”Med den attitude, kan jeg jo kun behandle dig, som voksen” fortsatte han i samme tone, som han flyttede let på sine hofter og maste sig imod den lille krop under ham. Kort efter flyttede han begge hænder under drengens tøj og rev neglene over den blege hud. Han rettede sig let op for at presse sine læber imod de unge drenge læber, før at han trak hovedet let til sig. ”Får du slet ikke ballade med din lille mage?” spurgte han køligt, som forventede han at det måtte holde Agarés tilbage, at være sammen med en anden. Mon ikke den store, eller drengede dæmon, måtte være bange for den lille skikkelse i hans ’hjem’?

Der kom den. Den hånende latter fra Deavás, som ikke kunne formå andet, end at tænde Agarés fuldkommen af. Han kunne vel ikke have forventet andet, når han udbrød så ynkeligt et støn i sin kortvarige nervøsitet over et knæ mellem benene, men det var da ikke hans skyld! Hans stemme forrådte ham på det groveste i øjeblikket. Han ville til gengæld have gjort, måske ikke helt det samme, men noget derhen ad, hvis rollerne var byttet. Det var jo ikke fordi han regnede med, at Deavás ville finde sig i at få losset et knæ i skridtet. Han vidste det godt. – Hævnen var dårligt begyndt endnu, men i mellemtiden kunne han da forsøge at give lidt igen.
Det lod heller ikke til at virke. Han slæbte sig en anelse væk fra ham, kun for at blive trukket tilbage igen. Det var her han bemærkede det sultne blik i den andens øjne. Et blik der gjorde ham dybt utilpas, på en måde han ikke havde været længe. Han følte sig underlegen. Af samme grund havde han heller ikke tænkt sig at svare. Han skulle væk! Det var da åbenlyst. Han fik bare ikke lov. Det eneste man hørte, var anstrengte, sammenbidte støn, hver gang han forsøgte at rykke på sig, men blev holdt fast af det stramme greb om hofterne. Forbandede møgunge til Deavás.

Det var lettere at skifte taktik. At vende den rundt til at han meget gerne ville have Deavás til at fortsætte, fordi han stadig var overbevist om, at han ikke ville gøre det. Der gik dog ikke mere end et øjeblik, før han fortrød. Lige idet han mærkede den våde tunge mod halsen, underlivet, som blev presset mod hans eget og ordene der fulgte. Det var jo lige netop ikke dét, der skulle ske!
”Urgh, jeg mente det ikke, kødhoved! Kan du ikke finde en på din egen størrelse at mobbe?!” Det havde været lettere at forholde sig i ro, hvis han var sikker på at kunne slippe ud af det rod, han havde smidt sig selv i, men han kunne ikke forsvare sig ordentligt i sin lille størrelse. Man kunne høre de anstrengte støn, som han forsøgte at vride sig under Deavás, der ikke tøvede med at stikke hænderne under hans lidt for store skjorte.
”Få de hænder væk fr-hm!” Han blev afbrudt af et tvunget kys, som han ellers i de fleste tilfælde ville have nydt, men ikke denne gang. Heldigvis varede det ikke længe.
”Hvad rager det dig?!” Vrissede han. Det var ikke fordi han ikke ville svare sandfærdigt, men Deavás havde ikke fortjent andet end vrede. Af samme grund møvede han hænderne op mellem dem, så han kunne lægge dem begge mod hans hals og skubbe til. Taget hans lille størrelse i betragtning, havde han ikke mange kræfter at gøre godt med, men han håbede at han kunne skubbe hårdt nok til i det mindste at gøre det ubehageligt for ham, så han flyttede sig.
”Lad mig advare dig med det samme, Deavás. Alt du gør ved mig nu, har jeg tænkt mig at gøre ved dig, lige så snart jeg kan. Så giv mig dit værste.” Han vidste, at Deavás kunne være slem, så han så virkelig ikke frem til at se hvad han ville gøre. Men han mente, hvad han sagde, og det skulle betragtes som en direkte trussel, måske endda en udfordring. Han vidste vel, at Agarés kunne give igen på samme måde, hvis han blev presset nok til det. Han ville gerne ty til krystallen i lommen, men det krævede at han kunne nå, og det kunne han ikke med Deavás over sig.

Denne dag kunne simpelthen ikke blive mere perfekt, endelig havde han Agarés hvor han gerne ville have ham og der var faktisk ingen vej tilbage for den ’unge’ dæmon, der var fanget under ham. Deavás havde i hvert fald planer om at nyde det til fulde, så længe det overhovedet var muligt, for det var ikke til at sige, hvornår det ville vende og måske endda bide ham i røven senere. Men det kunne han så sandelig ikke bekymre sig om nu. Ikke når det var oplagt at udnytte den spinkle krop under ham. Han sørgede derfor også for at holde et godt greb om kroppen, da Agarés først lavede de første ryk efter at flygte hen over gulvet. Der blev ikke svaret igen, men Deavás var ikke i tvivl om at det bestemt ikke passede ham, at det ikke var ham der havde styringen.
Det faktum at Agarés overhovedet forsøgte at kæmpe imod det, var en sejr i sig selv. Men det var ikke ligefrem nok, når han nu havde chancen for at tage det længere ud endnu, så måtte han finde vej tilbage senere. De havde alligevel været oppe og toppes længe, så hvad gjorde en ekstra konflikt i deres lange liv egentlig? Han kiggede stadig sultent på det unge kød, som det tydeligvis havde en indflydelse på Agarés humør.

Skulle det ske at Agarés var med på ideen, så ville det ikke andre hans egen taktik meget, netop fordi han allerede havde sat det i hovedet og måske derfor ikke tænkte over de konsekvenser det kunne få for ham. De morede sig jo bare, det havde de jo gjort flere gange. Så hvordan kunne dette være meget anderledes, andet end at Agarés ikke skulle tage styringen og faktisk ikke havde meget at skulle have sagt. Endnu en latter blev fyret af, som han lod latteren vibrere imod Agarés hals. ”Er du nervøs for størrelsen?” spurgte han hånligt, som han løftede hovedet og vendte blikket imod hans. Han søgte øjenkontakten for at få en fornemmelse af, hvad der mon gik igennem dæmonens hoved.
Stille, men samtidig også en smule grådigt, lod han hænderne vandre op af Agarés brystkasse, før at han nev ham i den ene brystvorte og hurtigt endte med at trække hånden til sig, før at han mødte læberne, sikkert modvilligt fra modpartens side af. For en stund stoppede han dog op, som der blev vrisset af ham, havde han mon ramt en nerve ved at kommentere på ’forholdet’ til sekretæren. ”Jeg mindes, at du ikke fik stilt dine lyster, så jeg hjælper bare..” lo han hånligt, som han bestemt nød at rollerne var blevet byttet om. Desuden så ville Deavás ikke få problemer med en kvinde eller mand for den sags skyld, da han var fri til at gøre, hvad der passede ham. Ikke at Agarés brød sig om det, ellers ville han næppe forsøge at kæmpe imod, som han mærkede hænderne omkring sin hals. Han trak sig en smule, men svajede i ryggen, så han fortsat pressede underlivet imod ham.
”Jeg gør ikke andet end at gengælde tjenesten fra sidst” mindede han ham om, som han trak på skulderen og tydeligvis ikke tog truslen alvorligt, for der var blev tale om gengældelse og intet andet. Så rev han sig også lettere voldsomt frit af Agarés greb og flåede i stedet skjorten op, så han kunne bukke sig ned over den ungdommelige krop og slikke ham fra navlen og hele vejen til kravebenet. Hænderne plantede han imod hofterne, som han rev neglene lettere voldsomt over hans hud, med intention om at bryde huden.

Under normale omstændigheder ville denne situation ikke være så frustrerende for Agarés. Han var vant til at kunne forsvare sig selv, fordi han oftest var større end sin modstander. En fordel han altid havde spillet utrolig meget på og samtidig det faktum, at han sørgede for at holde sin styrke ved lige. Han kunne altid tage kontrollen med magt, altid vende en uheldig situation til sin fordel på den ene eller den anden måde. Det var en af grundende til at han aldrig havde set et større problem, når han og Deavás gik i gang med deres magtkampe. At ligge her, med Deavás hen over sig, og uden chance for at vride sig fri, var grunden til at han havde trænet sin fysik siden han var ung dæmon. Han skulle ikke ende i sådan en position, hvilket han så var alligevel. Og selvfølgelig var det lige Deavás, som fik æren af at udnytte den spinkle Agarés.

Han mærkede de lette vibrationer fra en latter mod halsen, og forsøgte da også lige at flytte sig væk fra det, men uden held. Han var sikker på at Deavás forventede en reaktion, som var fremtvunget af irritation, men Agarés kunne ikke lade være med at smågrine over hans ord i stedet, da han fik fanget hans blik.
”Selvfølgelig ikke, jeg har jo set den før.” Trods han svarede i en mindst lige så hånlig tone, som Deavás først startede, lød det ikke helt så effektivt takket været den utrolig barnlige stemme. Dét var hvad der gik igennem dæmonens hoved i øjeblikket, men inden længe ville frustrationerne tage over igen.

Var det forkert, at han alligevel ikke kunne lade være med at nyde Deavás’ mange berøringer? Han ville da helst slippe for at skulle fortsætte sådan her, men han kunne vel ikke komme helt udenom, at det jo lige var den behandling han normalt ville have. Det gjorde ham kun mere vred, når han konstant blev mindet om hvor svag han var.
”Nårh, så du vil gerne hjælpe? Så lad os bytte plads,” sagde han sammenbidt, stadig desperat forsøgende at skubbe til. Et forsøg der ikke lod til at gøre den store forskel, hvilket han egentlig heller ikke havde regnet med. Han formåede at få hans ansigt lidt på afstand, men ikke underlivet, som stadig blev presset mod.

”Gengælde tjenesten? Jeg mindes ikke, at jeg pressede dig mod gulvet!” Han nåede dårligt at færdiggøre sin sætning, før Deavás rev sig fri fra det lidt fimsede greb, og straks flåede knapperne på den fine skjorte fra hinanden. Han ville have flyttet et ben op mellem dem, men han var for langsom, og sekundet efter mærkede han tungen mod maven.
”Argh, hvorfor er du så irriterende?!” Allerede inden tungen nåede op mod brystet, gav Agarés sig til at vride sig endnu voldsommere end nogensinde før.
”Har du intet bedre at lave, end at flå tøjet af mig?! Jeg har ikke tid til at have uduelige dæmoner på besøg! Arv!” Ordene blev spyttet ud i frustration, men det sidste i overraskelse over, at det faktisk gjorde ondt da Deavás rev neglene over huden og trak blod. Den lille krop var tydeligvis ikke helt så robust, men det forhindrede ham ikke i at blive ved, som han fortsat sprællede og vred sig under ham. Hvis Deavás så gerne ville fortsætte sin elendige tjeneste, så skulle det da ikke være alt for nemt.

Selvom Agarés havde været yngre og mindre på et andet tidspunkt, så havde Deavás aldrig rigtig haft muligheden for at udnytte det, som han kunne gøre lige nu. Det var en gylden mulighed og næppe noget, som han ville få chancen for igen, så han var nød til at gøre brug af chancen, særligt når Agarés holdt fast i sin sædvanlige ’vinder’ attitude, så måtte han jo heller vise ham, at det ikke længere gjorde sig gældende, så længe at han var lille, svag og skrøbelige. Lige klar til at blive plukket. Derfor kunne Deavás heller ikke holde sin latter tilbage, netop fordi det hele morede ham, han var slet ikke nervøs for at situationen skulle vende og derfor tænkte han ikke over, hvilke konsekvenser det kunne få for ham allerede i dag, hvis de gjorde. Men den unge dæmons svar fik ham blot til at himle med øjnene. Deres tanker var ens, ligeså beskidte, som de altid havde været og Nyssa var der ikke til at rette dem ind, når det bliver for personligt. Altså var magtkampen, som altid, uundgåeligt. Men i dag var det en god ting. ”Husk.. du er blevet mindre..” hviskede han imod den bløde hud omkring halsen. Oplevelsen ville bestemt ikke blive den samme som sidst. Det skulle han også nok sørge for.

Det var da ufatteligt, som den stædige dæmon insisterede på at kunne tage styringen, når han var fanget på den måde under ham. Deavás lo blot af hans ord, besvarede dem ikke, som blikket måtte sige det hele. Det var direkte hån og han lagde ikke rigtig skjul på det, som han også førte tungen ned over hans krop. Der var en saltet smag over den unge krop, som han trak tungen til sig og lod som om at han smagte på ham. Grebet omkring hans krop blev kun strammere og strammere, som Agarés insisterede på at beklage sig. Men der var ingen vej tilbage, huden var blottet og Deavás var øverst, så der var kun én vej, det kunne gå, hvilket de begge nok havde indset. ”Nej.. men den sofa var bestemt ikke behagelig.. og dine hån.. Dem har jeg været træt af i mange år efterhånden” vrissede han en smule bestemt af dæmonen, som han måske ikke var helt fair ved at have valgt et hårdt underlag, men hvorfor skulle han flytte dem nu? ”Vil du foretrække sengen, som sidst?” der var intet i vejen med at minde Agarés om den første gang, at Deavás for alvor havde styringen over ham. Han kunne i hvert fald godt lide at prikke til den unge dæmon.

Den åbnede skjorte indbød blot til mere leg, som han strøg tungen over Agarés tunge på ny. Han bevægede sig roligt længere ned over hans overkrop, indtil han lagde en afventende hånd over hans skød og løftede blikket for at møde dæmonens blik. ”Du er den irriterende her” lo han med et legende smil på læben, som han klemte til omkring Agarés skridt. ”Jeg har lagt hele dagen og natten af til dette besøg” fortsatte han i samme tone som tidligere. Det overlegen smil var som malet på hans ansigt, som han dog greb hårdt fat om hans skridt for at få ham til at ligge stille. ”Har du travlt? Skal jeg sætte tempoet op?” det var simpelthen for morsomt, som Deavás greb fat om buksekanten og gjorde klar til at flå bukserne af ham, men først var han nød til at trække sig lidt, så han kunne få bukserne helt af.

Deavás havde ret. Agarés skulle huske på, at han ikke længere havde samme størrelse, og lige netop derfor var han også rimelig nervøs for smerten der ville følge, hvis Deavás fortsatte. Hvilket han uden tvivl ville. Han havde virkelig aldrig været særlig god til at tage imod, når det gjaldt den slags lege. Han kunne selvfølgelig bare ikke vise sin bekymring, og det var heller intet problem i øjeblikket, for han var samtidig så gal, at intet andet kunne skinne igennem. Udfordringen med at styre sin vrede havde altid været en svær én for den gamle dæmon.
”Lige præcis, nu passer min lille størrelse sikkert til din,” svarede han vrissende af sin vens hviskende ord. Havde det været muligt i deres position, ville han have været flabet nok til at toppe sine ord af med et skævende blik ned mellem dem, et blik han havde rettet ned mod den andens underliv flere gange før.
Nej. Han fik da ikke lov til at bytte plads med den tykpandede dæmon, som lå hen over ham, og hånede ham for overhovedet at have haft tanken. At mærke tungen over sin krop, og derefter se Deavás smage efter, gjorde det kun værre. Hvis han endelig skulle smage på ham, så kunne han da gøre det ordentligt!

Noget der kunne have mindet om et fornærmet fnys, blev i stedet et hvæsende grynt, da det allerede hårde greb om hans spinkle krop, blev endnu hårdere. Det var dog utroligt så meget han kunne brokke sig, men det var ikke hans brok, som pissede Agarés af. Det var spørgsmålet efter, der lige mindede ham om en af de værste dage i hans lange liv. Den dag Deavás fik udnyttet ham.
”Årh, så luk dog hullet. Du brokker dig mere end de usle små mennesker. Som om du ikke nød alt, jeg gjorde ved dig! Så vidt jeg husker sagde du selv nej, da jeg spurgt om jeg skulle stoppe. Du har ingen ret til at tage hævn nu!” Han råbte og skreg, som kun en dreng i den alder kunne, og den lysere stemme gjorde det kun værre. Han kunne få det til at skære i ørene, hvis han råbte højt nok.

Endnu engang mærkede han tungen mod huden, men denne gang skulle det ikke være alt for let. Han gjorde stadig alt han kunne for at sprælle og vride sig, selvom det var alt andet end behageligt mod det hårde gulv. Han tog hånden mod skødet som en direkte trussel, for det var da det eneste, som kunne få ham til at lystre. Han bed tænderne sammen og skulle lige til at komme med en lyd skabt af raseri. En lyd der ikke ville være helt så effektiv med den nye stemme, men det gjorde åbenbart intet. For i stedet for at knurre, udbrød han et støn, der godt nok stadig lød meget utilfredst, men nydelsen bag var tydelig. Klemmet om skridtet ville ikke have været et problem, hvis han ikke var så… forkert. Det forhindrede ham dog ikke i at fortsætte sin modstand, lige indtil der blev klemt endnu hårdere fat. Det ynkelige støn fra tidligere lød igen, og bragte en nervøs klump i halsen med sig, da han straks stoppede med at flytte på sig. Han lagde en hånd over Deavás’ og borede neglene ned i huden, som om det ville få ham til at fjerne hånden fra hans skridt.

Nej, han skulle ikke sætte tempoet op. Han svarede ikke, for det blik han sendte, sagde rigeligt. Han var rasende. I samme øjeblik han greb fat i buksekanten, greb Agarés fat om hans kæbe med den anden hånd, hvor han også borede neglene ind i huden. Han vidste det ikke ville gøre ondt nok til at han ville stoppe, men det var heller ikke formålet. Han skulle bare distrahere lidt.
”Du er så ynkelig. Hvad er du for en latterlig undskyldning for en dæmon? Som kun kan finde ud af at tage hævn over sårede mænd og små drenge, der ikke kan gøre modstand. Hvilken skændsel du er for hele racen.” Derfra tog det ham ikke mange øjeblikke at slippe sine greb med borende negle, og som han drejede overkroppen og næsten smed sig mod gulvet igen, hamrede han en albue direkte mod Deavás’ ansigt. Et slag der var langt mere kraft bag end man skulle tro, når det kom fra så lille en fyr. Nu lagde han alle kræfter i, som han mere eller mindre brugte neglen som anker mod gulvet og trak sig afsted, samtidig med at sparke alt han kunne mod Deavás. Hvis han var heldig, kunne han i farten nå at få losset et knæ i maven på ham. Og han fortsatte, også selvom det betød at grebet om hans skridt blev strammet. Det var en forfærdelig smerte han var villig til at tage med, i forsøget på at rive sig ud af den andens jerngreb.

Vreden var ikke til at ignorere hos Deavás gamle ven, men det generede ham ikke spor, netop fordi han ikke ville lade muligheden forsvinde ud af sine hænder, bare fordi den gamle dæmon var en smule muggen over den situation, han var kommet i. Han fnøs lettere frustreret over hans ord, som det uden tvivl var en fornærmelse af hans størrelse og ment til at provokere ham, men så langt ville han bestemt ikke gå endnu. Han skulle nok vise ham, hvem der ville få problemer med størrelsen, når først han fik tøjet af ham.. Derfor endte han også med at knurre en smule af hans ord, før at han lod emnet ligge. Hvis Agarés var overbevist om at de passede bedre sammen nu, så måtte han jo heller hjælpe ham med at bekræfte eller afkræfte den udtalelse? Blikket i de gyldne øjne var sultent og hånligt, han lod slet ikke til at være vred eller gal på samme måde, som den spinkle dæmon tydeligvis gav udtryk for under ham.
Deavás slog et mindre slag med sin tunge, som var han ikke helt tilfreds med den smag, han kunne få. Han ville langt hellere stryge tungen op ad hans krop, hvis den havde været smurt ind i blod. Men det kunne der også arbejdes på, når først han fandt den rette måde at holde drengen nede imod gulvet, så han ikke længere skulle bekymre sig om at holde ham låst. Mon Agarés havde noget reb eller lignende, han kunne gøre brug af?

Hvis der blev brugt personlige angreb imod ham, så var Deavás bestemt ikke bleg for at gengælde ’tjenesten’ og smide mudderet lige tilbage i hans fjæs. Det hvæsende grynt fik ham blot til at bide ham i maveskindet, som han egentlig ikke følte, der skulle bruges flere ord, men Agarés insisterede og fik dermed også hans fulde opmærksomhed på ny. Han rettede ryggen og kiggede blot nedladende ned på ham. Skulle han virkelig tale sådan til ham, var det ikke ham, der var fanget under ham, var det så virkelig smart at forsøge at provokere ham nu? ”Jeg behøver ingen grund til hævn.. Jeg har lyst til at tage hævn, så det er hvad jeg gør..” bed han tilbage, selvom det var en smule svært at hæve stemmen ligeså meget som den lyse stemme Agarés brugte. Men han skulle nok høre det. Han kunne umuligt overhøre det, som han sendte ham et overlegent smil og rev ham over brystkassen.

Det var tæt på umuligt at holde fat i den drengede krop, som Agarés gjorde sit for at forsøge at vride sig ud af hans greb. Derfor måtte han også ty til knap så fine metoder og i stedet gribe ham i skridtet, så han kunne holde ham bare lidt i skak. Det lod til at have en effekt, som Agarés ansigtsudtryk dog sagde noget helt andet end det støn, der undslap hans læber. Der kunne Deavás ikke skjule, at han havde vundet en mindre sejr, ved at tvinge ham til at stønne, hvor han helst ville hvæse og skrige af ham. Det var svært at ignorere sine lyster, særligt når de ikke blev stillet. Var det ikke hvad han havde informeret ham om sidst? Men selvom der kom støn fra drengen, så lod han ikke til at ligge helt stille, hvilket tvang ham til at tage endnu hårdere fast, han ville selv have hvæst af den, der gjorde det imod ham. Men kunne dæmonen da ikke bare fatte et hint! Den pludselige ro kom bag på ham, før at Agarés placerede sin hånd imod hans og borede neglene ned i håndryggen. Han skar en utilpas grimasse og løsnede helt automatisk grebet en anelse.

Det var sjældent, at han havde set Agarés så rasende, det fik ham for en stund til at synke en klump, samtidig med at han var tæt på at løsne grebet om ham. Minderne farede ind over ham, men han var nød til at distrahere sig selv og valgte derfor at gribe dæmonens bukser i et håb om at hive dem af ham og derved binde dem omkring anklerne, så benene var låst. Men han nåede ikke så langt, som han mærkede endnu en hånd, denne gang rundt om hans kæbe. ”Slip mig” hvæsede han, som han forsøgte at vride kæben ud af hans greb, men det var smertefuldt, så længe Agarés gjorde brug af sine negle.. ”Hold dog mund!” råbte han arrigt af ham, som Agarés endnu en gang indledte et personligt angreb på ham. Hvor vovede han! Deres venskab hang udover kløften lige nu.. ”Jeg skal vise dig, hvad jeg er i stand til” råbte han, fuldkommen distraheret fra at Agarés pludseligt havde flyttet sine hænder og indledte et flugtforsøg. Der ramte albuen hans kæbe og slog ham omkuld, så han endte med siden imod det hårde trægulv. Deavás greb helt automatisk ud efter hans bukseben for at hive ham tilbage, da drengen løftede benet og sigtede med sit knæ. Deavás slog frustreret en albue i benet på Agarés for at tvinge ham i gulvet, imens at han forsøgte at kravle over ham. ”Du er færdig, din lille mide!” råbte han vredt, som han greb ud efter skjorten og hev til for at flå den op i syningen. Den modsatte hånd fik fat i Agarés lomme, som han rev til i håbet om at det ville få ham tilbage i grebet, så han ikke nåede at komme for langt væk.

De fornærmende ord skulle ikke tages som en udfordring til at vise om det passede, men han vidste da godt at Deavás nok ville tage det sådan. Hvad end der så ville følge efter, kunne han måske ikke kun bebrejde sin hånlige ven for, når han selv valgte at provokere. Det var ikke fordi Agarés ikke kunne stikke næsen i vejret og holde munden lukket, og i de fleste tilfælde ville han nok også have gjort det. Det var bare ikke muligt, når det lige nøjagtig var Deavás, der lå og grinede over ham. Han var aldrig bukket frivilligt under for ham før, og havde bestemt heller ikke tænkt sig at gøre det nu. Heller ikke selvom det ikke var en nem opgave at gøre betydelig modstand.
Det var ikke det smarteste træk at vælge de ord, som blev spyttet direkte efter Deavás. Alligevel kunne han ikke lade være. Han var klar over, at det kun ville gøre det værre for ham selv, at det kun ville provokere Deavás til at blive endnu grovere, men han skulle ikke tro at Agarés dermed ville give sig lettere, for det kom aldrig til at ske. Han skulle volde ham flere problemer end nogensinde før, få ham til at indse, at han ikke bare kunne lægge den lille dreng ned og gøre som det passede ham.

Der var ingen vej tilbage. Deavás ville have hævn, mere end han havde fået i sengen, og man kunne vel argumentere for at han havde fortjent det. Han havde ikke tænkt sig at svare. Det ville kun gøre det hele værre, for han ville ikke holde sig tilbage, ligesom alle andre gange. Som han sagde, så havde Agarés brugt mange år på at nedgøre ham, mobbe ham, håne ham og få ham til at lægge sig, og nu var det hans tur til at blive lagt ned. Han havde dog ment hvert et ord. Deavás var ynkelig. At han ikke havde nosset sig sammen til at prøve ordentligt noget før, og først nu gjorde sit værste, var direkte ynkeligt.
Deavás beordrede ham hvæsende til at slippe, hvilket kun fik ham til at stramme endnu mere, bore neglene endnu hårdere ind mod huden. Hvis Deavás måtte trække blod, så måtte Agarés vel også. Eller i hvert fald forsøge.

Det hele skete så hurtigt. Det ene øjeblik hørte han Deavás råbe i frustration, og det næste lå han selv på gulvet, i fuld gang med at slæbe sig fri. Han havde ikke set efter, men kunne høre at albuen havde ramt. Han skulle lige til at losse fra med knæet, men blev stoppet da slaget med albuen ramte og knæet i stedet blev hamret mod gulvet. Taget i bukserne holdt ham fra at gøre afstanden mellem dem større, men motivationen til at fortsætte blev stærkere, da han mærkede Deavás’ forsøg på at kravle ind over ham igen. Den position skulle de ikke ende i!
”Kravl tilbage i dit ynkelige hul og dø, din stinkende dæmon! Hnurgh!” Han råbte tilbage, og nåede kun lige at ytre det sidste ord, inden han blev trukket tilbage i den åbne skjorte. Han handlede hurtigt, drejede overkroppen en halv omgang, så skjorten gled af den ene arm, og derfra kunne han fortsætte sit flugtforsøg. Han gav alt han kunne, så meget at lommen, som Deavás fik fat i, endte med at blive revet i stykker, så krystallen faldt ud og trillede hen over gulvet.
Han kunne ikke have undgået at Deavás kom nærmere, men af samme grund håbede han nu også på, at bare ét af de mange spark han rettede mod ham, ville ramme helt perfekt mod hans skridt, bare én gang. For hvis det lykkedes, kunne han, trods smerten i sit knæ, sætte fra mod gulvet og kaste sig endnu længere frem, forhåbentligt tids nok til at kunne slippe helt fri. Han var klar til at løbe skjorte- og lommeløs hen til døren og ned ad gangen på første sal. De anstrengte støn og råb lagde ikke skjul på hvor mange kræfter han lagde bag hver eneste bevægelse.

Det kunne godt være at Agarés beklagede sig over hans brok, men vidste han overhovedet, hvor mange gange han havde måttet lytte til hans? Det var virkelig frustrerende og værre, når man tænkte på at det lige nu blev sagt med en virkelig drenget stemme. Det skar igennem øregangen og rev en smule i nakkehårene, hver gang at den unge dæmon åbnede munden. Derfor var det lidt af en befrielse, at de lige pludselig endte med at bevæge sig bort fra de verbale tilnærmelser og i stedet sprang i kødet på hinanden. Deavás var ikke nervøs for at tabe til den unge dæmon, derfor havde han heller ikke helt så travlt med at vælte ham omkuld, fordi det netop var sjovt at skubbe rundt med den lille krop, som egentlig ikke kunne stille meget op, udover at sparke og vride sig konstant. Det var jo umuligt at få tøjet af ham!

Agarés havde uden tvivl fortjent det, der var på vej imod ham, for Deavás havde i sinde at sætte ham på plads, så de gamle scener aldrig ville gentage sig igen. Han var træt af at blive set ned på og det faktum at Agarés altid følte sig ham overlegen. Han skulle bare vide, men Deavás befandt sig ikke i en position, hvor han kunne dele ud af sine erfaringer, medmindre han skulle bruge dem direkte på drengens krop. Så ville det også være umuligt for ham at benægte, at Deavás faktisk havde lært en del.. Det faktum at han blev kaldt ynkelig og en skændsel for deres race, var dråben der fik båret til at flyde over. Han var muligvis ikke længere interesseret i drengens røv, men ville langt hellere flå ham levende, hvis han kunne komme til det. Først skulle han dog have kontrollen over hans bevægelige ven.. Han vred selv ansigtet ud af hans greb, som Agarés strammede grebet om hans kæbe, havde han haft muligheden ville han gerne have bidt en finger af ham, men der blev hånden fjernet for hurtigt og en albue sendt imod hans kæbe, så han følte sig omtåget kortvarigt og dernæst rasende.

Albuen var et direkte angreb, som Deavás forsøgte at låse Agarés til gulvet på ny ved at kravle ind over ham. Det kunne godt være at hans krop var lille, men der var godt nok meget energi i den lille størrelse. Det var faktisk bare møghamrende irriterende, som han ikke stoppede med at vrisse af ham, selvom han endnu kunne mærke smerten i kæben. Det ville helt sikkert efterladt et ordentligt blåt mærke på hans kæbe dagen efter.
”Det har jeg tænkt mig, ned i dit ynkelige hul!” Hvæsede han, som han greb fat om ham og forsøgte at tage fat i hans røv for at bore en finger ind imellem hans baller. Skjorten fungerede ikke som anker særlig længe, som Agarés formåede at få den ene arm fri og derved løsnede skjorten nok til at han ikke kunne holde fast med den. Han slap den og valgte i stedet at række ud efter hans skulder for at flå neglene ned over hans ryg. Et bump distraherede ham, som det kom kort tid efter at han havde revet lommen itu. En krystal glimtede lige pludselig på gulvet ikke langt fra ham. Hvorfor mon Agarés bar rundt på den slags? ”Står det så slemt til med din mage, at du er nød til at skaffe bestikkelse?” lo han hånende, som han dog ikke var forberedt på ét af de mange spark, der endte med at ramme ham i brystkassen, så det slog luften ud af ham og fik ham til at vende rundt på ryggen for at jamre af den brændende smerte. ”Du er dødsens!” råbte han, som han gned hænderne imod sin brystkasse for at dulme smerten. Så vendte han rundt og rejste sig op for at følge efter ham. Lige som han kom til at sparke til krystallen, så den røg hen i pølen af sprut fra tidligere.

Det var ikke en mulighed at give op nu. Agarés havde aldrig givet op, bare fordi han var ramlet ind i lidt modstand, heller ikke da han var ung. Han kunne dog godt mærke, at energien til at give så meget igen som han plejede, ikke var helt så god. Han var ikke det mindste i tvivl om at Deavás ville vinde den her kamp, hvis Agarés ikke fandt på noget i en fart. Men med anfaldet af raseri, røg det meste af fokusset ud. Han kunne ikke tænke helt så klart, som han ellers altid plejede. Han handlede ud fra frustration, og derfor endte han hurtigt med at gøre Deavás gal. Noget der alligevel formåede at bringe den nervøse klump fra halsen helt ned i maven og sætte sig fast. Han var ude, hvor han ikke kunne bunde, og det ville kun blive værre herfra.

”Hvorfor tror du bestikkelse er nødvendigt, når jeg har dig i røven hele tiden alligevel?!” Nåede han lige at provokere, idet han fik ramt med foden og endelig fik muligheden for at flytte sig. Allerede da han kom på benene og skulle til at tage de første skridt i løb mod døren, var han ved at skvatte over sig selv i farten. Man kunne høre bumpet i hele huset, da han ramlede ind i døren med skulderen og dermed genvandt balancen, for at løbe videre.
”Og du er langsom!” Råbte han flabet tilbage, mens han sprang ned ad trapperne til stuen. Måske hans plan ikke var den bedste, men det var den eneste han havde i øjeblikket, og den eneste mulighed for at lade ham få bare lidt af en pause.
På vej mod døren der ledte udenfor, greb han nøglen fra kommoden og spænede ud. Han smækkede døren i efter sig og skyndte sig at låse, så Deavás ikke kunne følge efter. I hvert fald ikke derigennem.
”Jeg låser op igen, når du kan finde ud af at opføre dig ordentligt!” Råbte han ind til ham, hvorefter han lænede sig mod husmuren og straks gled ned at sidde. Han var forpustet. Så forpustet at det nok ville kunne høres gennem døren, hvis man lyttede efter. Han vidste af Deavás ville kunne komme ud gennem bagdøren eller et af de mange vinduer, men han havde bare brug for en lille pause. Bare så han havde en chance for at kæmpe videre uden at falde sammen. Trods han godt kunne mærke, at den lille krop ikke kunne udholde lige så meget som han var vant til, var han da alligevel lidt imponeret over hvor langt han var nået.

Har dig i røven hele tiden alligevel.. Den lille mide kunne virkelig formå at ramme de rette knapper hver eneste gang. Deavás vrissede irriteret af ham, imens at han forsøgte at komme ovenpå igen efter slaget med foden, der havde skubbet al luften ud af ham. De små fødder kunne virkelig forvolde skade og det var bare pisse irriterende, at det overhovedet lykkes drengen at stikke af. Det var langt fra den sædvanlige jagt, hvor Deavás måtte jage et hjælpeløs bytte igennem den mørke skov, nej, det var en lille møgunge, som kendte huset ind og ud og vidste hvor smuthullerne befandt sig. Alligevel endte han med at bruge luften i sine lunger til at le over drengens klodsethed, da han skvattede over sig selv og slog skulderen ind i døren. ”Og du er klodset” skreg han efter ham. De havde virkelig gang i en ordentlig omgang barnlig diskussion lige nu. Men der gik fortsat noget tid før at Deavás kom på benene og kunne fare efter ham, lige som han hørte hoveddøren smække i og metallet låse denne. Hvor fejt var det ikke lige at stikke af fra det hele på den måde. Han placerede derfor meget arrigt en knytnæve imod døren for at hamre hånden ind imod døren. ”Bare vent, jeg skal nok få fingrene i dig!” råbte han igennem den massive dør, som han hvilede panden imod døren og tog sig en smule til ribbenene. Han var efterhånden godt forpustet, men havde bestemt ikke tænkt sig at overgive sig så nemt.

Efter noget tids ro, valgte Deavás at vende sig imod huset og trappen, hvor han var kommet fra. Hvis Agarés havde tænkt sig at blive ude, så kunne han da bare gøre det. Så kunne han altid snuse omkring og lave rav i den indenfor. ”Hyg dig udenfor, imens jeg roder igennem dit hjem og finder alle dine hemmeligheder” råbte han imod døren, før at han traskede imod trappen. Han lagde hånden imod gelænderet til trappen, som han kunne fornemme en lille rift fra de glasskår der havde været spredt ud over gulvet efter flasken. Måske han i virkeligheden bare skulle tømme sprutskabet.. Uanset hvad så gav afstanden imellem dem, Deavás tid til at tænke.. ”Jeg tømmer sprutskabet!” råbte han, som han strøg tilbage til rummet, det hele var startet i og fiskede en flaske ned fra hylderne. Han var trådt hen over pølen, men bemærkede nu den glitrende krystal. Hvorfor bar Agarés rundt på den? Flasken åbnede han ved brug af bordkanten, som han satte sig ned på hug, tog en tår af flasken og rakte ud efter krystallen..