”Du ruinerer mig,” klagede Rey. ”Jeg har ikke råd til så meget som et krus øl længere.” Manden foran ham, en ukendt butiksindehaver, fnøs og gav bægeret med terninger tilbage til Rey.
De befandt sig på et af de finere etablissementer. Ikke så fint at terningespil var forbudt, men fint nok til, at man ikke behøvede gnubbe albuer med havnearbejdere, soldater og andet skravl, der udmærket kendte til typer som Reys tricks.
Rey selv var iklædt et typisk middelklassesæt bestående af tunika og posede bukser. Hans ravnesorte hår var akkurat langt nok til at blive bundet i en lille hestehale, selvom tjavser faldt ned omkring hans ansigt. Ud fra tøjet ville andre dømme ham til at være købmand eller en lignende stilling, og kun det skarpe øje ville ane sigøjneren nedenunder.
”Jeg er misundelig på jer her i Dianthos. Så pænt kvindfolk har vi ikke i Sydhavn,” bemærkede Rey og nikkede mod en ung, korthåret kvinde med yppige former. Idet manden kiggede, fjernede Rey et par terninger fra bægeret og dumpede et par ladet terninger ned i. Reys kumpan, en lavstammet, kortraget mand, højt øje med ham oppe i baren, klar til at skride ind, når han gav tegn til det. På den måde regulerede de, hvornår Rey tabte og vandt.
Købmanden gryntede noget uforståeligt og så afventende på ham. Rey rystede bægeret og kastede terningerne. 4 seksere. Akkurat nok til at vinde.
Manden fnøs. Med en ligegyldig mine kastede han ti ravstykker på bordet og gik sin vej. Rey trak på skuldrene og stak pengene ned i sin lomme.

Renny anede – beklageligvis – hvad der foregik. De målrettede, giftgrønne auraer efterlod ikke megen til fantasien for den unge kvinde, der dog ikke havde ladet den sorthårede mands bluff fortsætte ufortrødent, eftersom det, i hovedstaden vel og mærke, var mere regel end undtagelse. Selv i de finerer pavilloner fandt man disse slags kunstneriske tricks, og grundet Rennys magiske evner kunne hun ikke undgå, at stifte bekendtskab med dem. Som ethvert andet fænomen sprang det frem for nærmere betragtning og efterlod ingen hemmeligheder tilbage, når først hun rigtigt lod sine mørkebrune øjne tage det i nærmere øjesyn.

Bag hende nåede spillet omsider til ende. Løgnhalsen forblev dog siddende, kompagnonen gjorde det samme, hvormed Renny kunne konstatere, at de endnu ikke var færdige – men også, at den solskinsfattige eftermiddag pludselig havde fået et ganske andet formål end først antaget. Det var derfor, at hun rejste sig fra sit behagelige sæde og skridtede hen imod manden; hendes fyldige læber adskilt i et indsmigrende smil, hendes bløde hofter vuggende i takt til den svulmende barm. ”Du er forhåbentlig ikke også på vej ud?”, lød det spørgende fra den tre år ældre kvinde, i det hun yndefuldt gled ned på stolen overfor Rey. De mørkebrune øjne funklede af indestængt morskab, men deri lå der også noget andet og spillede – en udfordring.

”Tør du tage et spil med mig?”

Rey gjorde tegn til en stuepige om at servere et nyt krus øl, mens han ventede på, at kumpanen fandt et nyt offer til dem. Såfremt det ikke lykkedes, ville kumpanen selv træde til og dermed undgå at vække mistanke.
Imidlertid var det ingen fornem officer, der kom hen til hans bord, men den kønne kvinde fra tidligere. Det tog et øjeblik for Rey at slide øjnene fra kvindens barm og hofter op til hendes mørkebrune, funklende øjne.

”Det kunne ikke falde mig ind,” svarede han muntert. ”Jeg sad netop og ventede på én som dig.” Han gjorde tegn til, at hun kunne slå sig ned i stolen overfor ham. ”Ja, men spørgsmålet er, hvad du tør kaste i puljen?” Han betragtede hende roligt og analyserende. Hun var smuk, forførisk og alene, hvilket betød, at hun enten var dybt naiv, en vagt i forklædning eller noget andet, der truede aftenens indkomst. Han stolede ikke et sekund på hende, men det var ikke ensbetydende med, at man ikke kunne have det sjovt.

Renny lod de slanke øjenbryn flyve op i panden, hvorefter hun lo lavmælt men hjerteligt. Der var altid noget charmerende over disse svindlere – det skulle der jo trods alt være, for ingen ville gå i fælden, hvis ikke et smil eller blik lokkede dem – og den mørkhårede mand var ingen undtagelse. Så meget vidste Renny instinktivt, for til trods for hans åbenlyse fascination af hendes barm, flød den giftgrønne farve stadig omkring ham. Og den havde fået selskab af Lystens. Meget vel, tænkte Renny, hvorefter hun lænede sig en smule frem, så den pæne skjorte blev spændt yderligere af de fyldige bryster.

”Så var det jo heldigt, at jeg lige kom forbi”, svarede hun, i det hun dernæst blinkede smilende til ham. Den leg kan vi sagtens lege, konstaterede en tændt stemme. ”Jeg har lidt af hvert at smide i puljen. Hvad med dig selv? Jeg har ikke set dig her før”, lød det dernæst, hvorefter Renny lagde sit hjerteformede ansigt en smule på sned. Det var bedst at gøre sig en subtil mistro, havde Renny erfaret, for ellers var der jo ikke megen sjov ved hele affæren.

”Jeg vil jo nødig gå herfra helt og aldeles rippet. Skal vi sige, at taberen hopper nøgen i Springvandet ved markedspladsen?”

Rey mærkede hele sit fokus blive trukket mod Rennys kavalergang, da hun lænede sig frem, som om hendes barm var et sort hul, og han stirrede skamløst. Først da hun satte sig ned, vendte hjernecellerne tilbage og tvang ham til at koncentrere sig om, hvad hun svarede. ”Jeg er også bare på besøg i Dianthos. Min familie handler med tekstiler,” fortalte han roligt. At lyve var en kunstart, han havde lært at beherske gennem mange år. Det var altid bedst at lægge sig tæt op ad sandheden. Hans sigøjnerfamilie var på besøg i Dianthos, og selvom deres primære erhverv var underholdning, solgte de da nogle gange tekstiler. Dertil havde han lært alt om stof for lynhurtigt at kunne rangere kunder efter klasse.

Ved hendes forslag lo Rey muntert. Det var sjældent, man fandt kvinder med den slags spræl i. Ganske sikker i sin sag satte han bægeret på bordet og lænede sig nonchalant tilbage i stolen. ”Kender du spillet Dragehale, eller skal jeg forklare det?” spurgte han en smule nedladende. ”Miss…?”

Renny undlod, at lade den unge mand vide, at hun havde øjne i hovedet. Desuden var det jo netop, hvad en kavalergang var til for – altså, at blive betragtet, så det distraherede blik ikke så megen andet. Desuden var der noget fascinerende ved denne ukendte skikkelse, for hans ord bar hverken genklang af noget sandt eller falskt, hvilket øjensynligt betød, at han havde fordrejet sandheden i nogen grad.
Og i grunden var det lige meget, afgjorde Renny. Så længe hun vandt.

De slanke øjenbryn hævede sig en anelse, i det et moret smil indfandt sig på de buttede læber. ”Miss Gandir – og nej. Du må hellere fortælle mig reglerne, så vi er sikre på, at vi spiller samme spil”, svarede hun, i det hendes blik blev sigende. Igen, subtil mistro var vejen frem, havde Renny erfaret. Alt andet ville fremstå… nuvel, mistroisk.

”Og hvilket navn går du så under?”

”Godt, miss Gandir, reglerne er simple.” Han gav sig til at forklare principperne bag terningespillet, som nok var mest kendt iblandt sømænd og andre rejsende. Imens rystede han terningebægeret og fik i bevægelsen fjernet de ladede terninger og erstattet dem med normale.

Han genkendte ikke navnet Gandir, men det glædede ham, at hun var en miss frem for en mrs. Selv turde han ikke fortælle hende sit efternavn, et klassisk gøglernavn, af frygt for at afsløre sin sande identitet.
”Mit navn er Rey Havaki, men du kan bare kalde mig Rey. Damerne først.” Han smilede til hende og rakte hende bægeret. ”Så hvad bringer dig til Den Gyldne tønde her til aften?”

Omsider løj denne Rey, og Renny havde svært ved at skjule sin morskab. Hun formåede dog at nikke, i det han forklarede spillets regler og måtte konstatere – igen med en hvis spøgefuldhed – at Neagu og hende selv, samt den øvrige besætning, havde spillet terningespillet før. De havde ledt til en række diskussioner og beskyldninger om snyd, men også høje latterbrøl og spændende væddemål.

I det Renny greb om bægeret og slog – et ganske vellykket slag, hele fire 6’ere – trak hun på den ene skulder. Et underfundigt smil spillede i hendes ene mundvige, i det hun svarede med en løgn: ”Jeg er under dække. Min mission er, at finde frem til fordækte bondefangere, der revser almene borgere.” Et kækt blink fulgte troligt, hvorefter Renny rakte bægeret frem mod den unge mand. ”Hvad med dig? Er du en af dem, jeg søger?”

Rey løftede anerkendende øjenbrynene som reaktion på hendes heldige slag og tog imod bægeret, da hun rakte det. Som reglerne foreskrev, måtte han nu fjerne en terning og havde dermed endnu færre chancer for at få de rigtige slag.

Hendes svar kom bag på ham, men han var tilpas dygtig en skuespiller til ikke at afsløre noget. Hvad enten hun talte sandt eller ej, og det kunne hun meget vel, kunne hun intet bevise, medmindre hun havde lyst til at undersøge den lille pose ved hans inderste juveler. ”Lad os sige, at jeg var en af dem du søgte, miss Gandir…” begyndte han og rystede bægeret. ”Hvordan ville du straffe mig? Læder og pisk?” Han lænede sig frem og smilede skævt til hende, inden han lod terningerne falde. Kun en enkelt 6’er. Han rakte dem tilbage til kvinden.

Renny fortrak en ganske påtaget grimasse, i det Rey ikke lykkes med at slå, som spillet dikterede, han burde for at vinde. End ikke øjeblikket efter lød der dog en hjertelig latter fra den sorthårede kvinde, der troligt blev fulgt af Rennys greb om bægeret. Hun fjernede endnu en terning, rystede bægeret uden særlig omtanke og slog. Tre seksere. Det var slet ikke skidt.

Dernæst lod hun sine mørkebrune øjne fæstne sig på mandens skikkelse, ubarmhjertig i deres morskab og målrettethed. ”Jeg har ikke besluttet mig for, om du i grunden er så vigtig endnu”, svarede Renny, hvorefter hendes hjerteformede hoved skred en smule til side. ”Men hvis du nu var hjernen bag operationen… se, det ville jo være noget helt andet.”

Det ærgrede Rey, at hun ikke hoppede med på hans flirten, og det overbeviste ham om, at der var noget sandhed bag Rennys ord. ”Det smigrer mig, at du synes, jeg kan ligne hjernen bag noget så veltænkt,” sagde han og lavede en gestus mod sig selv. Han tog en slurk af sin øl og slog med terningerne. 3 6’ere.

”Miss Gandir, hvis du virkelig er den, du siger du er, har du så ikke bedre ting at tage dig til? Har du været i nedre Dianthos for nyligt? Så sent som i går så jeg et knivstikkeri på højlys dag. Banderne slås konstant for territorier, og mange kan ikke passe deres arbejde, fordi de hele tiden drikker sig fulde. Hvad er lidt snyd i terningespil? Ikke at jeg nogensinde kunne finde på den slags…”

Renny nikkede, som erklærede hun sig enig i Reys udtalelse; jovist, det var faktisk ret smigrende. Ikke lang tid lod den sorthårede mand dog kvinden sidde i let morskab, for straks fulgte yderligere ord.
Et let skuldertræk fulgte, i det Renny svarede prompte: ”Nej, det er naturligvis helt hypotetisk. Det forstår jeg naturligvis godt.” Et lavmælt grin forlod hende dernæst, hvorefter hun tvang sit ansigt i mere alvorlige folder. Man var vel ikke spion for ingenting.

”Jeg er ikke, som jeg giver mig ud for, men jeg har øjne i hovedet. Ser du… jeg har lidt hjælp udefra. Eller oppefra, alt efter hvad man tror på.”

Hun havde et vidunderligt smil, noterede han sig. Fuld af livsglæde. Den slags smil så man sjældent nu til dags, og det overbeviste ham om, at hun i hvert fald ikke var fra nedre by. Det var næsten enestående at bevare livsglæden i det helvedeshul. Eller også var hun unik. Eller mentalt forstyrret.

Rey betragtede hende nysgerrigt, imens han dissekerede hendes ord. ”Og tror du på 'oppefra', miss Gandir? Tror du på guderne og gudinderne?” Han slog et særdeles uheldig slag og skar tænder. ”I så fald tror jeg, Chance er med dig. Det ser ud, som om du er ved at vinde.”

Renny smilede hemmelighedsfuldt men lod Reys ord hænge i luften mellem dem, indtil hans slag var slut og det derved blev hendes. Hun slog for endnu engang, egentlig overbevist om, at hendes held nu måtte vende, men sådan skulle det dog ikke vise sig at være. I stedet vandt Renny – tre 6’ere for endnu engang – og med et lille skuldertræk, rakte hun bægeret tilbage mod Rey.

Dernæst samlede hun sine hvide hænder på bordet og lod de urokkelige, mørkebrune øjne lande på den unge mand. ”Jeg vandt kun, fordi du ikke snyder længere. Jeg må dog rose dig – du er hurtig på fingrene. Det tog mig tre forsøg, før jeg rigtig bed mærke i din teknik. Hvor har du lært det henne?” 

Rey så ærgerligt hvordan hun slog det vindende slag. Han løftede anerkendende sit ølkrus og tog en ordentlig trøstetår. Godt vædemålet ikke havde drejet sig om penge – ære havde han alligevel intet af. Han tørrede sig om munden med ærmet og lavede en grimasse.

”Jeg er vokset op iblandt rejsende. Der var ikke andre interessante ting at tage sig til i vognene på de lange rejsedage. Noget skulle vi lave.” Han trak på skuldrene. Så lænede han sig frem med et påtaget underdanigt udtryk. ”Hjertelig tillykke med sejren, miss Gandir … men de mener vel ikke for alvor, at jeg skal hoppe nøgen i springvandet på markedspladsen, vel?” Hvis situationen havde været omvendt, havde han selvfølgelig insisteret på at ære vædemålet for at få et kig til hendes prægtige former.

Renny smilede, og nikkede dernæst med funklende øjne. Historien var, i hvert fald for Rennys magi, sand. Det betød dog ikke, at hun antog den for gode varer.

Den sorthårede kvinde efterlignede Reys fremadlænende facon, og lod sin hage støtte i hendes ene øjne. Dernæst blinkede hun – ganske påtaget – uskyldigt med de lange, mørke øjenvipper. ”Det mener jeg da naturligvis i ramme alvor. Men vent – bliver De pludselig bange?”, spurgte hun, hendes tone lys og legende, før Renny atter lænede sig tilbage i stolesædet med et triumferende smil.

”Det havde jeg ellers ikke set komme. De er måske ikke en mand af deres ord?” Renny var lige ved at himle med øjnene, velvidende at det jo ikke passede uanset. ”Hvad med Deres ven derover – ” Et nik blev kastet i retning af kompagnonen i baren ” – han er måske mere beregnelig end Dem selv?” 

I et øjeblik var de to unge menneskers ansigter ganske tæt på hinanden, og det slog Rey, hvor lange hendes øjenvipper var. Ja, her var en kvinde, der kunne sno mænd om sin lillefinger. Den slags skulle man passe på med. Han fastholdt øjenkontakten i et par sekunder, inden han lænede sig tilbage med et dybt, dramatisk suk.

”Kompagnon?” Rey kiggede i retning af hendes kast med hovedet. ”De må tage fejl, miss Gandir. Ham kender jeg ikke.” Han smilede til hende, velvidende at hun vidste, han ikke ville afsløre netop denne sandhed. Så rejste han sig fra stolen og lagde et par ravstykker på bordet. ”Ak ja, hvis De virkelig mener det, må vi vist hellere komme af sted. Jeg er, om nogen, en mand af mine ord.”

Han gav hende sin arm og fulgtes med hende ud på gaden. Solen var ved at gå på hæld, og markedspladsen var ryddet for dagens boder. Byens retmæssige borgere var så småt ved at gå til ro i de små hjem, mens dem, der trængte til en aftentår, myldrede frem. Da de nåede springvandet, tog Rey sig et hurtigt kig omkring. Der var ingen vagter i nærheden. Han begyndte at knappe sin skjorte op, og fastholdt hendes blik. ”Nyd bare synet, miss Gandir. Jeg tvivler på, De er vant til det.”

Renny lo klukkende, i det Rey løj. Det var nemlig unægtelig det, at han gjorde; magien, Renny aldrig havde bedt om, men som dog alligevel pulserede troligt i hendes indre, fortalte hende nemlig, med klokkeklar overbevisning, at manden – der desuden havde skævet til hende ud af øjenkrogen – var en bekendt.
”Jeg har øjne i hovedet”, mumlede den sorthårede kvinde, påtaget konspiratorisk, hvorefter hun blinkede legesygt til den unge mand. ”Min mund er selvfølgelig lukket. Det er udelukket for min egen fornøjelses skyld, forstår De.”

Dernæst satte det umage par mod markedspladsen og springvandet. Renny havde takket nej til hans arm, og i stedet spadseret forbi ham med vuggende hofter og funklende, mørkebrune øjne, og den korte tur fra krostuen til deres endelige bestemmelsessted, havde foregået i stilhed. Der var trods alt ikke mere at sige.
I det at Rey begyndte at afklæde sig, stillede Renny sig demonstrativt foran ham. Hendes stærke arme var lagt over kors og hun betragtede ham uden skam i blikket. Der var ingen grund til at blive forfjamsket; Renny var i hvert fald ikke typen, der fik røde kindben af nøgne mænd. Hun havde set adskillelige ganske frivilligt, og selvom svindleren var tiltrækkende, ville hun nu ikke give ham den fornøjelse.

Det var også derfor, at Renny, da Rey omsider stod afklædt, tog ham i nøje øjesyn – og derefter nikkede med et skuldertræk. ”Du kan gå an i det rette lys”, svarede hun moret.
Da Rey omsider gik i springvandets kolde vand, smilede Renny tilfreds. Hvad der dernæst fulgte, gik unægtelig umådelig stærkt; Renny begyndte, både ganske elegant og hastigt, at træde væk fra Rey og springvandet, alt imens hendes – påtaget – paniske råb begyndte: ”Vagter! VAGTER! SKYND JER!” Der hørtes tumult et sted bag dem, og Renny smilede bredt, blinkede og satte dernæst i løb væk fra…

Nuvel, gerningsstedet.