Natten havde lagt sig over Dianthos, folket var enden på vej hjem - eller havde fundet deres ben vandre ned til de forskellige kroer i krystallandets hjerteby. Dog vandrede man længere ned, ind i skumringskvarteret, ned i undergrunden - ville lugten af sved og blod penetrerer de sarte næser. Lyden af skrig og jubel, eder og gudsforladte ord ville også være ind i mængden. Som to kvinder, slog på hinanden inde i ringen. 

Varulven der med sved ned af hendes krop, drog nogle hastige og hæse vejrtrækninger. Normalt kunne hun snildt vinde kampe, men denne kvinde - ja hun havde vist sig at være en udfordring. En håndryg tørrede blodet væk fra næsen, og smurte det ud over ansigtet i stedet. Knoerne var røde og hævet, inden hun hovedkulds med et dyrisk snerren kastede sig imod den anden skikkelse.  



Regnen var begyndt at dale fra natte himlen, stjernerne og måne var gemt bag sorte tunge skyer. Men trods det kolde vand, som der blev lukket ned over byen, var det stadig næsten ulideligt varmt. Derfor gjorde Sarah hellere ikke den store dyd i, at gøre noget ved at hun blev gennemblødt. Smerten i hendes venstre arm var enorm, skulderen var blevet revet afled - og hun havde selv sat den på plads igen. Desuden, var hendes knoer hævet og hud revet af dem, tre af fingrene på venstre hånd var mørkeblå og højst sandsynligt også brækket. Men det havde hun ikke tid til at tage sig af nu, hun havde vundet krystaller i aften. Og nu skulle de bruges på at hun kunne skylde sine problemer væk. Hun kunne mærke det i hver fiber af hendes krop, at det snart ville være fuld måne igen. Endnu et minde om en forbandelse, hun havde fået påtaget sig uden hun ønskede det. 
Med en udtryk der hurtigt fortalte folk, at de skulle holde sig fra hende. Gik hun ind af døren til kroen, våde fodspor fulgte efter hende, som hun gik op til bardisken for at bestille en kold øl. Heldigvis for hende, var der ikke mange denne tirsdag aften, der snart ville strække sig ind i natte timerne.
Nej, hun skulle blot nyde stilheden og den healende væske der kunne dulme smerterne. 

Med Renny sikkert ude af landet – hvad Eadgar troede var en tre måneders behagelig sejltur til Topalis – havde Eadgar begyndt at vurdere, hvordan han nemmest og hurtigst kunne rode bod på sine grufulde handlinger og samtidig sikre, at Varulven alligevel ikke kom efter Renny, så snart denne var tilbage i hovedstaden - brun som en kastanje.
Han vidste at han måtte tilbage i sølet. Han vidste ligeledes at det utvivlsomt ville blive endnu hårdere end forrige gang, for i modsætning til sidst var det ikke længere vreden som bar ham fremad, men en betændt og gnavende fortrydelse.

Det hjalp ikke på noget som helst, at Eadgar den Andægtiges bedste mulighed for at støde på Sarah igen, var at sætte sig ind på Det Halve Svin og vente. Stolene var elendige, der lugtede muggent og selvom der ikke var særlig mange mennesker, stod der en kvinde i hjørnet og blev ved med at sende ham sære smil. Til sidst smilede han høfligt tilbage. Tomhændet og beklemt iagttog han med stigende gru, hvordan kvinden omgående forlod sit hjørne og gik hen foran det bord, hvorved Eadgar sad placeret. Foran ham stod en urørt øl.
Hun satte sig på den tomme plads overfor: ”Hvad som helst for fire ravstykker”
Forkynderen spekulerede på, hvad hun mon mente, endte med at smile usikkert som respons og gestikulere mod øllen. Men det var ikke øllen kvinden var interesseret i, hvilket Eadgar den Andægtige desværre hurtigt fandt ud af:

For i selv samme åbnede kvinden kappen, der var viklet rundt om hendes krop og til den unge mands forfærdelse så han, at hun var aldeles nøgen: ”Hvad som helst for fire ravstykker” gentog kvinden bramfrit. Synet fik begæret til at dukke op som et spøgelse fra fortiden og en voldsom rød farve skød op i kinderne og lagde sig hen over næseryggen. Med en blanding af voldsom forlegenhed og tydelig foragt over hendes åbenlyse vulgære handling, slog han hånden op for brystet og problamerede bjæffende:” Jeg skal møde en anden!”
”vær ikke bange –” svarede hun: ”Jeg er altid godt kunne lide at dele”. En spottende grov latter forlod hendes mund, da kvinden blev mødt af Eadgars himmelfaldende vantro, men ikke desto mindre rejste hun sig og forlod bordet, for at gå tilbage til sit hjørne.

Synet af hendes nøgenhed blev hos forkynderen, på samme måde som et brændende lys stadig kan ses et stykke tid efter, at man har lukket øjnene.

Den første øl blev skyllet ned, hurtigere end den måske burde. Hun kunne allerde mærke, hvordan at alkoholen spredte sig igennem kroppen med voldsomt hast. Hun hvæsede af smerte, da hun havde lukket fingrene omkring kruset med den dårlige hånd. Hun sank langsomt, inden hun kunne høre en stemme ramme hendes øregang. Hendes bryn gled sammen, da hun var ret sikker på - at hun kendte den? 
Lige så langsomt, vente hun sig rundt da nysgerrigheden greb i hende. Og ganske rigtigt, det hun så - fik et spinkelt smil til at brede sig hen over hendes læber. Forkynderen, Eadgar sad og stirrede vantro på en kvinde der havde sat sig. Møde en anden? Hvem skulle han dog møde sådan et sted? 
Hendes bryn blev dog løftet, først i en spørgende grimasse - før det gik op for hende hvad kvinden blev ved med at kvække. Hun prøvede at tilbyde ham selv, kvinden bag baren kiggede ligeledes vantro. Dette var ikke sådan en kro; “Sarah - kan du ikke smide hende ud? Hun har gjort flere utilpas!”  - “Men jeg er her kun for at nyde min øl.” Protesterede den høje varulv, som kort lagde hendes øjne på den andens ansigt. Måske var det ikke så meget de andre, men kvinden selv der var utilpas over situationen. Og da de spinkle fingre, gled hen over hendes gode hånd. Ja, hvordan kunne hun sige nej?
Sarah himlede med øjnene, inden hun skubbede sig væk fra stolen ved disken. 
“Så tror jeg, vidst du skal finde et hjørne og stå ved - i stedet for at blotte dig for uskyldige herre.” Brummede hun irriteret, som hun greb den anden kvindens arm. Der protesterede meget højlydt. “Det regner! Der er ingen ved hjørnerne!” Sarah hvæsede, da kvinden greb hendes dårlige arm. Alle muskler blev spændt op, som hun brugte nogle af de gemte energi resurser for at slæbe den sprællende kvinde afsted. “Jeg kan give dig en god aften!” Prøvede kvinden også på Sarah, inden hun åbnede døren og skubbede hende voldsomt ud i regnen. “God aften dig også - dine beskidte hænder kan finde en mere passende at tage sig af.” Hånede hun, inden hun knaldede døren i hoved på hende. 

Med hastige skridt, gik hun hen til bordet hvor Eadgar sad. “Hvad laver du her?” Ordene indbød til en irritabel kvinde, men de var blot spørgerne. Mens hun betragtede ham med let doven grimasse. “Pil jeg føler lidt jeg fortjener en øl på husets regning?” Sagde hun, uden at fjerne blikket fra forkynderens krop. Og inden hun vidste af det, stod der allerede et krus på bordet foran hende. Og ud af øjenkrogene kunne hun se det søde smil pigen gav hende - inden hun vente tilbage til hendes arbejde. 

Eadgar den Andægtige havde brugt sin tro til at få den indprentede nøgenhed - der tonede frem som en grøn silhuet, når øjenlågene midlertidigt gled i – væk fra sin bevidsthed. Det ville ikke gavne situationen hvis tankerne kredsede om skøger og billige tilbud. Han rummede rigeligt med skam i forvejen.
’Hav Lyset i tankerne på alle dine veje, så vil Lyset jævne dine stier’ mindede Eadgar sig selv om, og snoede sit sind ind i erindringen om de hellig skrifters ordlyd.
’Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Lyset i bøn og påkaldelse med tak’. Forkynderen ville gøre som foreskrevet. Han ville sætte sin lid til at Livets Gudinde var med ham i dette Mørke og han ville betale tilbage med messe og bøn, når boden var betalt og katastrofen forhindret.

Forkynderen så op og udstødte en forskrækket lyd, der blev forsøgt holdt tilbage i halsen. Adamsæblet hoppede og kvalmen var øjeblikkelig. Synet der mødte ham var decideret frastødende. En fin, bleg hånd røg uundgåeligt op til munden. Ved Lysets hellige ord –
”Du er jo såret,” udbrød han og forsøgte at se bort fra blodansamlingerne, der fik ansigtet til at hæve op og skifte kulør. Blodet fra næsen var blevet udtværet og var næsten størknet. Håret var vådt og hænderne... 
Eadgar fik bekæmpet et surt opstød, da øjnene, ved en frygtelig fejltagelse, bemærkede de ødelagte, mørke fingre, der ligesom resten var begyndt at hæve faretruende op. Aldrig i sit liv havde Eadgar set noget så væmmeligt og han var glad for, at det var længe siden, at han havde spist.

I forsøg på at holde kvalmen i ave fæstnede han de grønne øjne til bordet imellem dem, nærmere bestemt det urørte ølkrus, som Eadgar den Andægtige havde købt, så stedet ikke havde en undskyldning til at smide ham ud. Så, midt i al den kødelige ødelæggelse som sad foran ham, syntes forkynderen at komme i tanke om, hvad den radbrækkede kvinde havde sagt og han dristede sig til forsigtigt at se flygtigt mod hende.
”Kender jeg dig?” Der var noget genkendeligt over stemmen, men ubehaget som hendes udseende vakte, gjorde det umuligt for den unge mand at se nærmere efter.

Hendes bryn gled mod hinanden, da hun ganske tydeligt så hans væmmelse i ansigtet. 
Af en eller anden grund, dybt ind i hende - rumsterede en følelse. En ødelæggende følelse, noget hun havde oplevet så mange gange før. Men havde troet, og håbet - endda formået var forsvundet. Men hvordan manden der hylede lyset, og gudinden Isari kiggede og derefter måtte søge sit blik væk. Ja, det fik skammen til at vælde op i den ellers så forstenet kvinde. 
En dyb indånding blev taget, som hun overvejede om hun skulle sætte sig - eller blot lade ham være i fred. Hendes hænder, let rystende, greb omkring kruset og hun druknede sig igen ved at hælde den lyse væske ned i svælget. 
Et dybt suk forlod hendes næse, da han spurgte om han kendte hende. Inden hun himlede med øjnene, og satte sig ned. “Sarah.” Mumlede hun, og lod de gode fingre hen over det forslået ansigt. Var det virkelig så slemt? Hvilket gled hen over hendes mund, næsten som en mumlen - tydeligt at det ikke var ment for ham at høre. Typisk var hun ikke forfængelig, men måske bare for i aften - når hun var så tæt på hendes forandring. Var følelserne endnu mere ude på tøjet end normalt. Hun hæv fingrene op i luften, og viftede Pil imod hende igen. Efter en to minutters tid, stod der igen et krus foran hende, og det hun havde drukket var taget væk. 
“Så spørger jeg dig igen, hvad laver du her?” Selvom, at hvis han havde så svært ved at kigge på hende - kunne det jo hurtigt ske, at han ikke en gang havde lyst til at føre en samtale med hende. Og måske det var for det bedste, hun havde trods alt ikke formået at udføre opgave endnu. Og hun var generelt bare ikke i humør, til at han skulle belære hende - og han virkede som typen, der godt kunne finde på at belære hende. 

Sarah?
Varulven?

Modsat hvad man umiddelbart ville forvente af en, der var farveløs af kvalme, lyste forkynderen pludselig op – og selvom det ikke just var gensynsglæde i den klassiske forstand han udviste – var det noget som lagde sig tæt op ad det.
Lettelsen over, at det rent faktisk var lykkedes Eadgar den Andægtige at få fat i Sarah igen berusede ham for en stund, godt hjulpet på vej af følelsen af de mange timer ulidelige venten i sølet rent faktisk havde betalt sig. Det lykkedes den unge mand at se på Sarah, og kunne, nu hvor han vidste det var hende, godt genkendte visse af de forslåede træk.

Den ene øl erstattede den anden. Eadgar forholdt sig tavs mens Sarah blev betjent. Selvom han ikke gik ind for den glubske indtagelse af alkohol, som varulven syntes at praktisere, kunne forkynderen ikke bebrejde hende for at ville dæmpe smerterne med et eller andet; for han var sikker på at de sår hun havde anskaffet sig gjorde mere end almindeligt ondt; det var trods alt et par niveauer over at banke sin tå ind i et stoleben, og selv den smerte skulle man ikke kimse ad.

Eadgar den Andægtige overhørte hendes spørgsmål. Hvordan kunne hun overhovedet spørge, når hun selv lignede en der havde fået bank med en valkestok? Eller et par soldater, der var blevet sat til at beskytte et stort hus på en kostbar beliggenhed i den øvre del af hovedstaden. Tanken fik ham til at gyse; Forkynderen måtte vide det – alt andet afhang af det:

”Hvad er der dog sket med dig? Er du blevet overfaldet? – De sår ser rædderlige ud”

Hun kunne ikke lade være med at himle med øjnene, det kom som en ganske naturlig refleks for hende. Næsten lige så naturligt, som for væsner at trække vejret. Hun var vant til folks dømmende blikke, deres falske omsorg når de spurgte hvad der var sket.
Spørgsmålet var nu blot, skulle hun lyve og fortælle at; ja hun var blevet overfladet. Men det forekom hende unormalt, at lyve blot for at manden foran hende måske ville synes mere om hende. For hvad ville han ikke tænke, hvis hun selv havde været skyld i hendes forfærdelige tilstand. 
Hendes blik blev rettet ned imod den det hvide skum, der dækkede for den gyldne væske der lå under. Hun lukkede træt øjnene, og lod fingrene glide igennem det våde hår. 
Dog valgte Sarah at gå med sandheden, for når alt kom til alt. Kunne man sige meget omkring varulven, men en løgner - det var hun ikke. 
“Det er sådan jeg tjener mine krystaller.” Prøvede hun dog en smule henkastet, og ville tydeligvis ikke uddybe yderligere, hvad hun mente med det. Bare fordi at hun ikke ville lyve, behøvede man jo ikke være uhensigtsmæssig. 
Og hvis Eadgar ikke var alt for naiv, ville han da også selv kunne gætte - hvad en kvinde ville lave sådan en tirsdag aften, der udgjorde at hun var forslået på denne måde. Især i dette kvarter. 
Hun lænede sig tilbage imod stolens træ ryglæn, og lod fingre glide hen over hendes ømme næse ryg. var den brækket? Med en hurtig bevægelse, og en ordenligt knæk satte hun den på plads igen. Et støn forlod hendes læber, hun burde nok tage forbi Edward - han ville kunne hjælpe hende. Men lige nu, måtte hun indrømme; bare tanken om at rejse sig op, var næsten for meget at bruge energi på.
“Og de er ikke så slemme. Jeg har haft værre..” mumlede hun endelig, inden at hendes øjne flygtigt gled hen over hans ansigt for at se hans reaktion. 

Først opstod lettelsen. Hvis det var hendes måde at tjene til dagen på, betød det at sårene ikke stammede fra et sammenstød med familien Gandirs øgede sikkerhed. Det slog Eadgar den Andægtige, at havde dette været tilfældet, så havde Sarah næppe sat sig ved bordet, men i stedet gået efter hans strube i utæmmet arrigskab; for så havde varulven været klar over, at forkynderen havde sladret – man øgede ikke sikkerheden for sjov. Altså måtte Sarah endnu ikke være påbegyndt den opgave han dage forinden havde givet hende. Det var et godt tegn.

Efter at den umiddelbare lettelse havde lagt sig, var der plads til, at han kunne registrere, hvad Sarah egentlig havde sagt.
”Har du frivilligt ladet dig banke?” En himmelfalden væmmelse blev forsøgt holdt tilbage, men det var svært og formåede at sætte spor i den unge mands mimik og kropssprog. Det var en vederstyggelig tanke og om muligt endnu værre handling: ”Tillader du, at folk banker dig mod betaling?” tanken var så uhørt at den, i forkynderens ører, lød både absurd og urealistisk. Det gav simpelthen ikke mening for manden: ”jamen, det er jo skrækkeligt!” – og primitivt og vulgært.
Sarah sank omgående en tand længere ned på fordomsstigen.

Lamslået forsøgte han at forestille sig den mængde desperation, der skulle til, før man ville kaste sig ind i noget så sygt. Hun tog sig pludselig til næsen. Var hun begyndt at bløde igen? Han løftede hovedet, for flygtigt at se mod det, da der i samme øjeblik lød et frygteligt knæk – af den slags Eadgar den Andægtige aldrig havde hørt før, men som han ikke havde problemer med at forestille sig hvad skyldtes. 
Forkynderen brækkede sig i munden. Mærkede mavesyren på tungen og sank det, synligt anstrengt: 
”Ej, ej! Hvad er det du laver?” udbrød han, så snart han var sikker på, at det var muligt at åbne munden igen: ”Stop!” 
Han havde instinktivt løftet hånden; halvt for øret og halvt for øjnene. Det tog ham et par sekunder at sunde sig så meget, at han kunne svare i et blødere tonefald end det han netop havde benyttet sig af:
” Sarah, vær så venlig at stoppe med den slags – det er virkelig…” Eadgar udstødte en illustrativ lyd: ”-Er du sikker på, at du ikke bør se en healer?”
Det værste han kunne forestille sig, var hvis varulven gik i gang med at prøve at fikse de tilskadekomne fingre også. 

Der kom den.
Væmmelsen, hun himlede igen med øjnene. Og begyndte at drikke af hendes nu tredje glas, alkoholen var så småt allerede ved at dulme hendes smerter. Ikke at de var i nærheden af de uger hun havde oplevet i hullet. Hvordan, at hun var blevet tæsket af hendes mor, når hun var blevet fundet efter en uge hvor hun var løbet hjemmefra. Ja, der var nok mange grunde at tage af, hvorfor at den femogtredive årige kvinde, kastede sig ind i kampe. 
Hun sank væsken, fugtede læberne. “Ja, hæderligt arbejde hænger ikke på træerne. Og desuden tillader jeg ikke folk at banke mig. Jeg var bare uheldig i aften, hende jeg mødte var voldsommere end normalt.” Mumlede hun en smule forlegen, for selvom at hun altid havde knubs og blå mærker efter en kamp. Var de normalt ikke så slemme som disse. 
At han blev så forfjamsket over hun knækkede sin næse på plads igen. Fik dog en latter til at boble frem fra hendes strube, derefter trak varulven på skuldrene. “Jeg holder inde, hvis det gør dig bedre tilpas. Du bliver nød til at få lidt hår på brystet, hvis du skal overleve i den her verden.”
Selvom hun selvfølgelig havde tænkt på Edward, var der også den sandhed; “Har jeg ikke nok krystaller til.” Svarede hun, for selvom hun måske brugte dem på at drikke sig selv i hegnet. Var det stadig dyre, at gå til en som der kunne fikse det med det samme. Og hun havde trods alt en høj smertetærskel, så mon ikke det gik.
Smerten der pulserede i de tre fingre, fortalte dog en anden historie. Og en skærnede grimasse var svær at holde tilbage. 
“Men Eadgar, du har endnu ikke besvaret mit spørgsmål. Hvorfor er du her?” Hun satte kruset fra sig igen, og lagde armene overkors. Fortrød dog hurtigt, da det lagde pres på den dårlige arm, og hun løsnede den hurtigt igen. Hendes ben blev i stedet lagt op sådan, så at foden hvilede på det andet bens knæ. Hun lænede sig en smule frem, hun var meget interesseret i at høre hvorfor han befandt sig tilbage i slummen. Sidst hun havde mødt ham, virkede han ikke just for at være glad, for at finde sin vej herned. Så der måtte være sket noget, siden at han befandt sig - og noget fortalte hende hvad det var. Nu måtte forkynderen dog selv forklare sig, hun agtede ikke at ligge hendes egne hypoteser frem på bordet. 

Det gav mere og mere mening, at varulven tyede til de groteske mængder af alkohol, der uden stop fandt vej ned gennem dennes hals. Eadgar den Andægtige var tilbøjelig til at tro, at han kunnet have fundet på noget lignende, hvis hans liv og mæthedsfølelse også afhang af andres vrede og grufuldheder. Måske havde Sarah haft ret, da hun ved deres første møde havde sagt, at hun ingen sjæl havde tilbage? Den var ikke utænkeligt, at den var druknet i blod og øl; i en selvvalgt syndig livsstil. Der skulle i hvert fald mere end et par ture i skiftestolen, så meget var sikkert. Alligevel kunne Eadgar ikke lade være med at bede for hende. Han bad hende finde Lyset, nu hvor hun selv syntes at have mistet et hvert håb om frelse.

Denne gang gav Eadgar ikke sin mening til kende. Han havde bemærket skæret fra det hvide i hendes øjne, og var ikke interesseret i at puste yderligere til irritationsilden.
Selv da hun spydigt hentydede til den manglende kropsbehåring (som hun absolut intet vidste noget om!) vendte Eadgar den Andægtige sit milde væsen frem og lod det tage hendes verbale slag i stedet for stoltheden.
”Jeg går ikke ind for blodudskydelser – hverken tvungent eller frivilligt” bekendtgjorde han og sagde dermed, mere indirekte, at der intet behov var for at han skulle vænne sig til synet. Eadgar var fast overbevidst om at denne tur til sølet ville blive den sidste; derefter ville han kunne vende tilbage til sin fredsommelige tilværelse i Lyset.
”Jeg kender en healer – du behøver ikke tænke på krystaller” indskød han derefter og lavede derpå sin første reelle håndsrækning til varulven. Forhåbentlig ville det bidrage til, sammen med den evige strøm af øl, at hendes temperament ville nå et mere trygt hvalpestadie.

Måske var det ligeledes dette ønske - om at formilde hende mest muligt - der gjorde at Eadgar omsider valgte at lytte til Sarahs spørgsmål. Han trak vejret ind. Hun lænede sig fremad og han lænede sig uvilkårligt mere tilbage. Det blodige ansigt gjorde, at han ikke forsøgte at skabe øjenkontakt, men i stedet prøvede at fiksere blikket på hendes hals, hvor der var et lille stykke blottet hud, der ikke var farvet rødt som resten:

”Vi bliver nødt til at snakke om den.. eh .. opgave, som jeg gav dig sidst – men alternativt kan vi gøre det, når du er blevet tilset af en kyndig? Jeg kan se, at din hånd og arm volder dig smerter.” 

Hun blev ramt af lysten til at rive og ruske i ham. Få ham til at forstå, at den lyserøde tilværelse - det at kaste alt sin tiltro på en gudinde. Det ville i sandhed være hans fald, for en eller anden dag, ville der komme en og udnytte det. Også ville han ingen resurser have, til at modstå det, fordi han havde levet i lykkelig uvidenhed liv. Og sortseeren Sarah, kunne ikke andet end at forvente; at galt det ville det gå. 
Det var nemt ikke at lade deres øjne mødes, da han havde hans egne fast rettet imod noget andet - sikkert et sted på hendes krop, som ikke var forslået eller dårlig tilredt.
Men da han nævnte han kendte en healer, og ikke behøvede krystaller. Da, blev hun forvirret. Han ville hjælpe hende? Det stemte ikke overens, med noget som helst af det som hun havde opfanget fra ham før. Hvorfor ville en mand, der så ned på hende, ønske at give en hjælpende hånd? 
Ganske naturligt blev Sarah mistænksom, lå der nået bag denne venlighed? Måske en forhåbning om at det ville mildne den stærke kvinde. Han vidste trods alt hvad hun kunne formå at gøre, skulle nogen vælge at sige sig imod hende. Eller generelt bare irritererne den kortluntet kvinde.

Hun sukkede igen, da han nævnte opgaven. Ja hun havde også nogle spørgsmål vedrørende netop dette. Som for eksempel hvordan det kunne være, at der pludselig var kommet ekstra vagter. At Renny bestemt virkede til at se sig mere paranoid hen over skulderen. 
Men da han valgte at trække grænsen, og ikke ville snakke med mindre hun blev tilset af en kyndig. Måtte hun jo lade manden overtale hende. Især da hun var ganske sikker på, at det ikke var fordi hun var i smerter. Men mere, at han så ville holde ud af at kigge på hende. 
Hun hældte resten af øllen ned, og satte kruset med et tungt klunk på bordet. “Jamen så vis vej - Eadgar.”

Sarahs halsmuskler spillede under den tynde hud, iagttog Eadgar den Andægtige og vidste, at hun var irriteret. Eller frustreret. Eller sur. Muligvis chokeret? En ting var i hvert fald sikkert: man spændte ikke sin hals sådan, når man se på en med kærlighed i blikket.
Tavsheden måtte betyde at hun reelt overvejede tilbuddet, der netop var blevet fremsagt. Eadgar bad til at hun ville lade sig overtale. Dels fordi det ville gøre det betydeligt nemmere at sidde overfor hende. Og dels fordi det ville kunne sikre en bedre samvittighed. Eadgar den Andægtige havde gjort sig skyldig i synden stolthed – han havde, fordomsfuldt og tarveligt, set ned på hende uden at indtænke Sarahs situation og desperation ind i det overordnede billede, som han allerede havde malet af hende: Eadgar den Andægtige skammede sig over sin egen opblæsthed.
De gyldne ord slyngede sig om forkynderens bevidsthed:
'Ifør jer da, som Lysets udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed'

Det havde tvunget ham til at skifte indstilling; at forsøge at møde Sarah med et rent sind og oprigtig godmodighed. Hun havde jo så tydeligt brug for hjælp – stille bøn var ikke nok.
Det blev tolket som en guddommelig belønning at varulven takkede ja til tilbuddet. Eadgar den Andægtige rejste sig: 
”Vi skal gå et lille stykke. Men hun er god og vil hjælpe dig.”


Det lille sted stod lænet op af den ru bymur, der adskilte den nedre bydel fra det centrale bydistrikt. Et skævt plankehus, med skodder slået fra de glasløse, smalle vinduesrammer og en tung trædør, der ligeledes stod åben. Eadgar den Andægtige havde ført Sarah ind i huset, der kun bestod af et enkelt rum; et åbent ildsted, nogle simple møbler af groft høvlet træ, og halvfrisk strøelse på det nedtrampede underlag, der udgjorde husets gulv.
Stedets ejer stod ved ilden, da Eadgar røbede deres tilstedeværelse.
Det var en gammel kvinde med en krop, der på alle måder vidnede om at have udført hårdt fysisk arbejde hele livet. Håret var gråt, skubbet tilbage i knold. Et net af dybe furer prægede det solbrændte ansigt og indrammede to intelligente, grå øjne, der betragtede gæsterne med tydelig interesse:

”Er du blevet taget i at skide blandt adlens kortbare stridheste?” lød det hæst fra kvinden, som ikke prøvede at skjule sin morskab. Tænderne var badet i orange spyt, og fik dem til at se endnu mere gule ud end de egentlig var.
”Kom herhen, så jeg kan se dig ordentligt.” Hun gestikulerede til Sarah; bad hende gå hen til ilden, så ansigtet kunne blive oplyst.

”Og du!” For første gang henvendte hun sig til Eadgar. ”Jeg udspørger dig senere. Pakken er omme ved brændet, tag det med tilbage mens jeg ordner dette her.. Du er jo bleg som en ånd, knægt.”
Forkynderen smilede farveløst tilbage, synligt taknemmelig over at hun gav ham en undskyldning for at forlade healerens sted – og dermed slippe for at se på de snarlige (og skrækkelige) scenarie: 

”Jeg er snart tilbage, Sarah” forsikrede han og skyndte sig ud af døren.

Sarah nikkede mod Pil, der stod og pudsede et glas. Et taknemmeligt smil blev sendt imod varulven, og et lille moret fnys forlod hendes stemme, som hun trådte ud i regnen og den lumre varme der stadig lå i luften. Den lidt længere gå tur, som Eadgar tog hende ud på, blev tilbragt i stilhed. Hun havde ikke noget hun kunne komme på at sige til ham, og han virkede stadig ikke til at han havde lyst til at diskuterer hvorfor han var nede i slummen. 

Det var nysgerrige øjne, der gled over huset de var gået ind i. Tørheden var en velkommen ven, som hun lod fingrene glide igennem det nu gennemsølet hår. Vand gled ned af hendes ben, og en pøl med vand formede sig rundt omkring hende. Stadig iført en simpel slidt kjortel, og nogle hørbukser. Lod hun fingrene glide ned i de våde lommer, og krympede ryggen. 
Kvinden som der måtte være healeren, var ikke - et kønt syn. Og det skulle komme fra en som Sarah, men de gule tænder der næsten blev orange. Det fik en dårlig smag frem i hendes mund, og denne skulle kigge på hende? 
Nogle skeptiske øjne lagde sig på Eadgar, der stadig ikke lod deres øjne mødes. Nok også ganske godt for hans skyld. Men hun trådte alligevel frem, så kvinden kunne se hende bedre an. “Hm sidst jeg gjorde det, fik jeg en bedre behandling end jeg gjorde i aften.” Sagde hun i en tør humor, ikke at hun nogen sinde havde gjort noget så uanstændigt. Men hun kunne da sagtens være med på spøgen, hvis det gjorde dette nemmere. For hun var ganske sikker på, at det ikke ville blive en behagelig oplevelse. 

“Mmhm” brummede hun, som hun kastede blikket hen over skulderen og så hans skikkelse smutte ud i regnen igen. Han måtte virkelig ikke bryde sig omkring synet og lyden, der ville komme til at høres i rummet om ikke meget længe. 
Hun lod kvinden lede hende hen et sted hvor hun kunne sidde, og bed tænderne sammen da den kyndige begyndte at se hende an. 
“Bare... gør det så hurtigt du kan - du skal ikke bekymre dig om det gør ondt.” Mumlede hun en smule brysk; som sagt havde denne kvinde prøvet meget værre. 

Healeren syntes at værdsætte Sarahs tørre humor, for hun lo af svaret. Kjoleærmerne blev rullet op med en vant bevægelse, afslørede lyserøde streger af arvæv; de var ujævne og visse steder bulede de let ud. Selvom arrene med sandsynlighed var gamle, fik den dårlige healingsproces dem til at fremstå nyere. Mere skinnende.
Med en ru hånd tog hun fat om Sarahs hage, drejede øvet hovedet i skæret fra ildstedet og inspicerede omhyggeligt det forslåede ansigt. Derpå gik opmærksomheden ned til de smadrede arme, og særligt hånden med de ødelagte fingre blev undersøgt nøje. Healeren trykkede og følte, for at tjekke hvor meget der skulle til før Sarah ville tilkendegive at det gjorde ondt.

”Bliv siddende,” brummede hun, da hun tilsyneladende havde set nok, og forlod kortvarigt varulven. Hun kom tilbage med alt der skulle bruges til de snarlige aktiviteter. En gryde med vand stod allerede ved ilden og kogte. Hun tog den af, blandede nogle tørrede urter i vandet og rørte rundt til rummet blev fyldt med en skarp lugt. Derpå dyppede hun et klæde i gryden og greb fat i Sarahs hage igen med fast hånd. Healeren var kyndig men ikke blid – om det skyldtes Sarahs ytrede ønske om at det skulle gå hurtigt, var ikke til at sige, men hurtigt gik det. Hænderne havde prøvet det før.
Væsken ville svie frygteligt i de åbne sår men sikre at der ikke gik betændelse eller koldbrand i det efterfølgende.

Derefter kom turen til fingrene: ”Vil du have dem afstivet? Jeg kan lægge en skinne på to af dem – det vil være upraktisk men øge sandsynligheden for at de ikke ender med at blive krumme og ubrugelige” Healeren illustrerede, hvad hun mente, ved at vise sin egen uanvendelige og skæve ringfinger på venstre hånd ”- Og så skal neglene af. Blodansamlingen vil gøre, at de falder af lige meget hvad, om nogle uger – men du kan risikere, at blodansamlingen til den tid har beskadiget vævet så meget, at der ikke vokser en ny negl frem, når først den gamle er væk – og så kan du naturligvis være så uheldig, at der går betændelse i skidtet, hvilket kan gøre kødet sort og dødt, og så skal du kan du takke de hellige guder, hvis du kan nøjes med at få hugget fingrene af. Ofte vil de tage hele hånden.”
På trods af Healerens lettere utiltalende udseende og ageren afslørede hendes ord en stor viden om emnet. Hun sendte Sarah et orange smil. Gyldne spytbobler sad ved tandkødet.

”Det vil være mere smertefuldt at hive dem af nu end at vente til det sker af sig selv –” det var ikke en tilfældighed at negleafpilning var en yndet torturmetode: ”- Men eftersom jeg ikke skal bekymre mig om smerten, synes jeg vi skal få det overstået”

Havde Eadgar den Andægtige været til stede, ville han nu have grebet ud efter noget, der kunne holde ham oprejst.

Og siddende blev hun.
Trods at det sved, og rev i hendes krop da healeren begyndte at prikke og tjekke. Så rørte hun sig ikke, og kun ganske få lyde forlod hendes mund. Brynene, og sammentrækningen af en snerren; var det som der gav et indblik i, at dette gjorde ondt På varulven. Og havde hun været hvilken som helst anden, ville hun nok have problemer med at holde sig oprejst. Det summede i fingrene, i hendes fødder, hun kunne smage gallen i munden. Sådan som man gjorde, når smerterne begyndte at blive meget voldsomme; det var værre end hun lige havde regnet med. Men hun spurgte ikke efter smertestillende, det gjorde en omtåget. Og selvom hun gjorde det selv, ved at drikke sig i hegnet med hendes alkoholiske vare. Ønskede hun ikke, at nogen anden skulle gøre det imod hende. Ikke igen. 
Hun lyttede dog opmærksomt, som der blev fremlagt hvad der skulle ske. Hendes blik landede flygtigt på de mørkeblå fingre, hun havde godt regnet med at der skulle drastiske midler frem. Og det ville selvfølgelig være bedre at fjerne neglen, end at hele hånden - det havde hun set før. Hvordan at koldbrand kunne æde legemesdele væk. Hun havde engang set et helt blev være helt sort og dødt; lugten havde været det værste. 

Derfor var det ikke nogen svær beslutning; “Fjern dem.” Sagde hun, og gav et halvkvalt smil da det blev nævnt at det ville været smertefuldt. Hun trak på skuldrene. “Smerte er en kærkommen ven. Du gør hvad der skal til, for at jeg beholder mine fingre i fremtiden.” Brummede hun, tog en dyb indånding, selvom hun ville have ønsket hun ikke havde gjort det. Duften, eller nærmere lugten der ramte hende kunne hun godt have været foruden.
Men hun måtte jo ligge sin lid til, at kvinden vidste hvad hun snakkede om. Hvad kunne hun ellers gøre? 
Så hun tog en dyb indånding, lænede sig tilbage og lukkede øjnene hårdt i. 

Healeren gryntede fornøjet, da Sarah takkede ja til forslaget om at få neglene revet af. Og så ikke uden den samme tørre humor som varulven havde benyttet tidligere.
”Jeg kommer til at binde dig, ”afslørede hun nøgternt og fortsatte sin forklaring: ”Du vil instinktivt forsøge at trække din hånd til dig – muligvis vil du kunne bekæmpe trangen til det den første gang, men næppe med de to øvrige. Jeg vil bruge en tang og skal nok gøre det hurtigt – vil du have noget at bide i? Jeg har oplevet folk har knækket tænder af at bide for hårdt sammen, og det var et værre griseri – Rejs dig, du kommer til at stå herovre.”

Healeren viste Sarah hen til den nye plads; Borgmuren udgjorde den fjerde væg i det lille hus, og imellem to store sten var der kilet en jernring ind i mørtlen. Uden at vente på godkendelse (den var jo givet) løftede hun Sarahs arm op og fikserede med øvet snilde varulvens håndled således, at hendes hånd blev spændt op ad muren. Da varulven var sikkert spændt fast, tændte healeren et tællelys nærved.
”Spred fingrene. Hvis du har brug for det må du gerne støtte imod væggen med den anden hånd. Men ingen hurtige ryk.” En ru hånd hev en lille jerntang frem fra en dyb lomme i den grågrumsede kjole. Med den anden hånd lagde hun et snoet stykke stof over Sarahs skulder – så kunne pigen selv beslutte om hun ville bruge det til at bide i eller ej.

”Klar?”
Midt i spørgsmålet tog healeren uventet den lille tang, satte den fast på kanten af den første bulne fingernegl, skubbede metallet ind under - så langt det var hende muligt - og med uventet styrke rev hun brat opad og let bagud, så neglen ikke kunne andet end at følge med. Forhåbentlig ville huden være gavmild og slippe uden at trække lange, smertefulde travler ned langs det misfarvede fingerled. Blodet vældede omgående ud af det nye, sarte sår. Klogelig havde hun, inden Sarah var blevet bundet til væggen, samlet en del af gulvstrøelsen sammen, så det kunne tage det værste blod, hvis det skulle begynde at bløde alvorligt. Den afpillede negl blev ligeledes smidt i strøelsen mellem deres fødder.

Den ældre kvinde så undersøgende på Sarah. Det var ikke sjældent at kombinationen af det voldsomme ubehag og smerte som afrivningen ville medføre samt det – mildest talt – klamme syn kunne gøre selv de stærkeste sjæle bløde i knæene og få dem til at besvime:
Hun spurgte derfor:

”Er du klar til den næste?”

Hun åbnede det ene øje, da hun fik at vide at hun skulle bindes. Tænder bed nervøst ned i læben, som den kyndige healer fortalte hvad der skulle til at ske nu. Sarah tog derfor også en dyb indånding, hun kunne klare dette; dette var ingen ting. Ikke i sammenligning med alle de andre ting; dette var en mantra der fortsatte ufortrødent i hendes tankespind. Der var så mange værre ting, hun havde udsat sig selv for. Som folk havde udsat for hende. 
Med disse tanker der rumsterede rundt i hendes indre, rejste hun sig en smule rystende op. Og gik over til den nye plads, lod healeren binde hendes hånd fast. Hun lagde en hånd imod den klamme væg, og mærkede igen kuldegysningerne der gled igennem hendes kolde krop. Regnen var begyndt at væde igennem tøjets stof og klæbede sig ulækkert til hendes ganske spinkle krop, taget i betragtning af hvor stærk hun var. 
Derfor bad hun også om at den ældre kvinde, hvis navn hun stadig ikke havde fået. Bandt hende en ekstra gang, bare for at være sikker. 
Hendes hånd klemte omkring en af stenene i muren, og nikkede så; “Klar” hvæsede hun, bed fast omkring rebet og lukkede øjnene. 

Smerten strålede voldsomt igennem hendes overarm. Pulserede igennem overarmen, som et strålende hvidt lys. Flammer slikkede omkring hendes finger, og hun bed hårdt ned omkring rebet. Vejrtrækningen var tunge udåndinger, som hun mærkede sveden der piblede ned over hendes pande. 
“Bare få det overstået” hvæsede hun med voldsom besvær, hele hendes krop rystede allerede. Og hun skulle holde endnu bedre fast, for ikke at gå i gulvbrædderne. 
Da næste kom, formåede hun igen at holde det i sig selv. Men den sidste, hun kunne mærke hvordan at neglen ikke ville give slip lige så let som de andre. 
Rebet blev spyttet ud, som et skrig væltede hen over hendes læber. Det var som om hun havde fået en kold spand vand i hoved, smerte der skyllede ned over hendes krop; næsten alt ædende. Og hun skulle gøre alt, for at blive i nuet. Ikke lade smerten rive hende tilbage, tilbage til minderne af den unge tyve årige Sarah, der var blevet smidt i et jordhul. Uden mad, uden tilgang til fornødenheder i tre dage. Hun rystede voldsomt på hoved. Som hun sank sammen på gulvet. Hjertet galoperende så voldsomt i hjertet, at hun var bange for at det ville springe ud af hendes brystkasse. 
“Ved Zaladin det gjorde ondt.” Hvæsede hun, som hun tørrede sin gode hånd hen over panden. Den var fuldstændig badet ind i sved der piblede frem. 

Healeren fik hevet neglene af, selvom processen blev vanskeliggjort af Sarahs udtrykte smerte og tangen, der blev glat af blod og derfor ikke fik helt så godt fast, som første gang. Skriget gennemhullede den tykke intensitet og mærkbare koncentration, og man kunne se på den ældre kvinde, at hun var glad for at arbejdet var slut.
Hun fik bundet Sarah op men forbløffende nænsomhed og støttet hende hen til stolen ved ilden, der - uforstyrret af de blodige aktiviteter - knitrede lystigt. Tangen var, sammen med de tre negle, blevet efterladt i bunken af våd strøelse.
”Det kommer til at gøre ondt i et stykke tid,” svarede healeren, og sikrede sig at Sarah sad forsvarligt og ikke ville dratte om på jorden: ”- og selvom du sikkert vil forbande mig langt væk, vil jeg rense dine sår nu og putte forbinding og skinne på. Du bløder som en kat, de unge væbnere har forsøgt at stene.”

Med det sagt tog healeren fat i gryden med vand og urter og stak uden videre omsvøb Sarahs sårede hånd ned i det. Det ville svie frygteligt, men til trods for kvindes høje alder var hun stærk. Og varulven ville om muligt også være for svag til at gøre modstand; hun var knækket sammen til sidst og hendes krop var dækket af vand og sved. De grove hænder gned væsken ind i de lemlæstede fingerspidser. Derefter blev fingrene strakt ud, og hun lade to fintsnittede, tynde stykker træ parallelt med de to fingre som så værst ud – det ville fungere som skinne; som en afstiver, der skulle forhindre Sarah i at bøje sine fingre og dermed forhindre knoglerne i at vokse forkert sammen.
Skinnerne blev holdt på plads af lange stofforbindinger, som sirligt og stramt blev snoet rundt omkring.

”Det vil ikke holde - Du vil bløde igennem det, men vandet jeg har badet dine fingre bør få blodet til at koagulere – til at størkne – og forhåbentlig gøre, at du ikke behøver skifte forbindingerne lige med det samme.” Den gråhårede hev en bunke afrevne stofstykker frem, af samme slags som forbindingen var lavet af: ”Tag dem. Hold sårene rene med frisk vand og skift forbindingerne ofte. Du kommer tilbage, hvis der kommer gult materie ud, forstået?” De intelligente øjne så bestemt på Sarah: ”Og så find et andet sted at skide end de pokkers stalde.”

I samme øjeblik stak Eadgar den Andægtige tøvende et drivende vådt hoved ind i rummet.
”Vi er færdige,” proklamerede healeren hæst: ”- Kom bare ind.”

Sarah fnyste, da der blev fortalt at det ville gøre ondt i noget tid. Dette var hun ikke et sekund i tvivl om, den pulserende smerte, der nu dunkede vildt og voldsomt i hendes fingernegle - eller der hvor hendes negle ville have været. Var de ikke lige blevet revet af med en jerntang. 
Hun hostede og en galle spredte sig i hendes mund, hun meget hurtigt fik slugt igen. Hun satte sig så komfortabelt hun kunne komme til, og nikkede så - hendes accept på, at hun skulle gøre hvad der skulle gøres. Denne aften blev bare værre og værre, i det mindste havde hun vundet. Selvom hun måtte indrømme, at prisen havde været alt for høj. Især som den svigende smerte spredte sig ind i det uåbnede sår. Men overraskende nok, især efter at hun havde skreget for lidt siden. Kunne Sarah holde sine reaktioner tilbage, og nøjedes med at bide sig selv fast i underlæben. Det sitrede lidt i armen, og det var svært ikke at gøre modstand. Men heldigvis havde den gamle kone godt fat i hendes arm, ganske utroligt taget i betragtning hvordan hun så ud. 
“For alt lort i ånderiget det gør ondt.” Beklagede hun sig endelig, kastede sit blik væk, så hun ikke skulle kigge på hvordan hendes fingre blev gnubbet ind i væsken. Og selvom hun var svækket og sveden stadig gled ned af hendes ansigt. Svigende i de få åbne sår der var at finde der på. Kunne man se hvordan musklerne spændte i hendes overarm, som den raske hånd greb voldsomt omkring stolens armlæn. 

Også var det slut, fingrene blev bundet ind. Og selvom at der stadig var en voldsom dunkende fornemmelse, så vidste hun allerede nu at det var bedre. 
“Selvfølgelig frue.” Brummede varulven, og sukkede en smule opgivende. Det betød også, at hun ikke kunne kæmpe i ringen de næste tre til fire uger. Selvom hun var sikker på, at hun nok ville komme til at gøre det alligevel. Hvordan skulle hun ellers skaffe krystallerne? 
Den sidste sætning fik dog en grov latter frem, og hun gav et skævt smil og hævet øjenbryn. “Så pyt - det er ellers så opløftende at se deres ansigt, når de finder efterladenskaberne.” 

Hendes blik rettet sig hurtigt imod Eadgar der igen stak sit hoved ind. Tungen fugtede langsomt omkring hendes læber, nu ville sandheden jo vise om han kunne holde ud af snakke med hende nu. 

Eadgar den Andægtige var gennemblødt af den silende regn. Ikke desto mindre havde han foretrukket dét til en hver tid, hvis det betød, at han slap for at se blod og høre knækkende lyde fra dele af kroppen, som ikke burde kunne sige den slags.
Han trådte ind i husets eneste rum på healerens opfordring og kunne hurtigt se, at healerens behandling havde haft synlig effekt på Sarahs forslåede krop. Der var ikke længere kager af størknet blod i ansigtet, hævelsen var allerede begyndt at aftage og hånden .. Han skævede forsigtigt mod de ødelagte fingre. Roen var omgående, skuldrene sank ned på plads; fingrene var pakket ind i grove, hvide stofstykker. Det var helt umuligt at se – eller gætte sig til – hvad der var sket med dem.
Eadgar havde tilmed registreret grov latter. Det var virkelig godt.

”Jeg har ikke mere at gøre,” proklamerede den gamle med sin hæse stemme. Hun havde flyttet opmærksomheden til forkynderen: ”- Hun vil ikke skide i staldene mere, så du skal ikke bekymre dig om, at det sker igen”
Eadgar den Andægtige så himmelfalden fra healeren til Sarah.
”- Smut så med jer! Inden hun bliver alt for velopdragen og begynder at kalde mig Mada-”
”men dit navn er j-”
”Du skal muligvis støtte hende, knægt.” vedblev healeren ufortrødent.
Eadgar gentog sin stumme forbløffelse. Det fik den gamle kone til at se på Sarah med blottede orange tænder:
”Man glemmer, hvor bly tempeldrengene er. Kan du selv gå? Eller skal jeg tvinge ham? Han er forpligtet af Lyset til at vise barmhjertighed og hjælpe dem, som har brug for det.”

Henne ved døren krympede Eadgar sig mærkbart. Healeren havde ret; ville Sarah behøve hjælp, ville han træde frem og agere støtte. Men hun var en Varulv – og selvom han ikke havde forstået referencen til staldene endnu – havde han lært, at Sarah gik i flæsket på folk for penge. Hun kunne vel sagtens gå selv?