Dagen var startet som sædvanligt. Den unge Kazimi prinsesse var blevet vækket af hendes personlige slave Kisra, som de første solstråler brød daggryet og så gik den omstændige morgen rutine ellers i gang. Flere forskellige smykker, beklædnings genstande og dufte blev fremlagt for hende, og hvad end hun valgte fik hun naturligvis ikke lov til at påklæde sig selv. Selv de brune hår der efter nattens søvn havde stået vildt omkring hendes ansigt, blev børstet på plads af Kisra.
Alt mens de samme trivielle spørgsmål gled fra den ældre slavekvinde ”Ønsker de håret sat i dag, deres højhed?” – ”Hvilken duft ønsker de i dagens anledning?” – ”ønsker de andre end deres sædvanlige smykker?".
Første spørgsmål blev mødt af et lille nik, før de mørke øjne gled ned over de mange flakoner med duftolier i ”Citrus mynte.” – ”En kropskæde og sættet af ringe med opalerne.” det var næsten sagt i en døsig stemme, men i virkeligheden var det blot fordi hele dette morgenritual kedet hende halvt ihjel, som hun skulle sidde og stå som en anden pynte dukke der ikke selv kunne klæde sig på til dagens gøremål.

Dagen havde været forløbet uden de store gnidninger, men det gode humør var blevet punkteret. Hun havde forsøgt sig med at komme til hos fyrsten, for endnu en gang at lufte ideen om hende som spion, kun for at blive affejet før hun overhovedet havde kunnet få ganske få ord indført.
Det havde givet hende følelsen af paladsets vægge snævrede sig ind omkring hendes petit skikkelse og truede med at kvæle hende.
Det havde fået hende til at søge mod Belzeras havn, og selvom hun havde forsøgt ganske ihærdigt, var det ikke blevet uden et følge af to vagter. Til stor irritation for hende.
Irritationen og vreden der boblede under den brune hud svandt ind, som duften af det salthav fyldte hendes næsebor. En let tag i tøjlen på den sorte araber og de klikkende lyde mod stenbelægningen stoppede med hesten, hvor efter hun smidigt svang benet over dens kryds og lod sine sko mødes med jorden.
Et skarpt blik blev sendt til vagterne, som de gjorde hende kunsten efter og gjorde mine til at følge med hende. ”Jeg vil gerne være alene, tak!” tøjlerne blev rakt til den vagt som stod tættest, inden der kunne komme nogle indvindinger om hendes ønske.

Hvis ikke hendes ankomst med vagterne alene, havde givet hende opmærksomhed, ville hendes beklædning bestemt sørger for drejede hoveder og lange blikke. Hun skilte sig ud som hun var i klædt en kjole i to lag. Det hvor yderste lag var fyldt med gyldne broderier og et gyldenbrunt silkebælte lukkede kjolen tæt omkring hendes liv.
En spinkel guldkæde forvandt væk under kjolen udskæring, som den ikke alene lukkede sig om hendes hals og hang over hendes brystkasse før den atter lukkede sig omkring hendes krop under stoffet.
Det brune hår var sat i en høj knold, hvor en enkelt lok i hver tinding havde fået lov til at hænge løs, til at indramme hendes ansigt.
Blikkene tog hun ikke megen notits af, som hun trådte nærmer kanten af kajen, før hun balancerende flugte den faretruende tæt på kanten. Den friske vind fra der kom ind fra det åbne hav, truede flere gange med at trække hende ned i dybet, som den fik kjolens skjørt til at blafre liftigt.




[Link til kjolen]
[Link til kropskæden]
[Link til håropsætningen]

Jed havde i noget tid siddet på kanten af Belzeras havnekaj.
For et par dage siden var han ankommet med skib fra Dianthos med en sending smuglergods til nogle halvlumske typer.
De have efterspurgt våben, diverse nervegifte, reb, net, forskellige typer håndjern, tortur instrumenter og en enkelt tønde krudt. Han vidste ikke hvad de skulle bruge det til, men han havde nogle idéer om hvor det helle kunne ende. Hans bedste bud var, at de enten var slavehandlere eller en form for oprørsbevægelse, men så snart han have afleveret sendingen og modtaget sin betaling spildte han ikke mere af sin tid på at tænke over det.
Han havde i stedet forladt området, hvor handlen havde fundet sted, købt sig noget brød, lidt vin og noget kød på spyd for efterfølgende at gå ned til havnekajen, placere sig på kajens kanten og spise i noget tid, sammen med sin fritte Spike.
Spike fik nogle enkelte stykker kød og lidt brød. Den lille fritte mæskede sig i maden imens Jed kiggede ud over havet med sine havblå øjne og et lille smil i mundviget. Han tænkte på de mangle rejser han havde været på, steder han havde set, personer han havde smuglet og folk han havde stjålet fra. Hans tanker stoppede dog brat, da Spike afgav en lyd og kiggede i retningen af en smuk kvinde, iført opsigtsvækkende tøj der langsomt nærme sig.

Jed så på kvinden. Hendes tøj indikerede at hun måtte være velstående. Gad vide om hun også havde nogle Krystaller på sig, et sted i den kjole. Hans øjne faldt på kropskæden, fulgte den med øjnene til hendes hals, så hendes ansigt og lod efterfølgende øjnene glide ned af hendes krop en enkelt gang og derefter op igen. Et kækt smil kom til syne på hans læber "Ser man det... Der kommer også adelige i den her del af byen" kort efter udtalelsen hoppede Spike op på skulderen af Jed hvorefter de sammen kiggede i retningen af kvinden.
     

Hun havde ikke balanceret længe langs kanten af kajen, før hun nærmede sig en mand med en.. Hun stoppede op midt i et skridt, med de mørke øjne hvilende mod det lille pelsede dyr. Aldrig havde hun set noget lignende, det lignede jo nærmest en aflang, mus?
Ubevidst kom hun til at stå og små stirre på dyret, før mandens stemme rev hende ud af det tankemylder, som tog plads bag den brune pande.

De velplejede mørke øjenbryn, knugede sig tæt sammen på midten, mens hun med en næsten syngende accent der tydeligt afslørede at hun var barn af Rubinien, sagde små fornærmet ”Undskyld mig, men vi sidder altså ikke alle låst inde bag paladser og slotte..”.
Brynene fandt tilbage til deres venlige plads, mens hun trådte nærmere manden, men ikke uden at holde en passende afstand, der kunne give hende tid nok til at reagere, hvad enten det var flugt eller kamp.
”Hvad er det for et dyr?” spurgte hun mere indgående, med en nysgerrighed der boblede ud af det unge ansigt.
Havde hun vidst hun ville tage ud fra paladset, ville hun også have klædt sig mere dæmpet, for ikke at ligne en, hvor krystaller flød rundhåndet fra. Ikke at det altid var tilfældet, men det var det indtryk dem med lavere rang oftest fik. Derfor lod hun heller aldrig en lædderpung med krystaller være synlig, det ville være som at bede om at blive berøvet.

Den første små fornærmede bemærkning fik midlertidigt smilet til at forsvinde fra læberne af Jed. Hunkønnet så ud til at have temperament. Var hun en af de hysteriske typer? Jed var ikke helt sikker. Hendes mimik ændrede sig tilbage til at være venlig ”Hvad er det for et dyr?” blev der spurgt lidt efter. Jed kunne se at hun var nysgerrig, men også  at hun udviste forsigtighed ved at holde sig på en sikker afstand. Jed kiggede på Spike og Spike mødte hans blik, hvorefter de atter vendte blikket tilbage på kvinden, Jed fortsatte med at lede efter en pung på kvinden, men kunne ikke se de mindste spor af en pung. Det var selvfølgelig muligt, at hun kunne gemme en omkring brystet, men det var ikke noget han endnu ville forsøge at undersøge nærmere. Måske når de havde lært hinanden lidt bedre at kende. Tanken fik ham atter til at smile. "Mener du spike?" Jed førte en hånd op til Spike og begyndte at klø fritten lidt bag øret "Jeg kan godt fortælle dig, hvilket dyr han er, men det kommer til at koste" Jed lod igen øjnene kører en tur fra top til tå og tilbage igen på kvinden "Og jeg tager imod de fleste typer betaling"

Hun lod sig vippe en gang op på den forreste del af fødderne, før hun vippede tilbage til at stå på flad fod, mens hun afventede hans svar. Det havde kunne fremstå som var hun små utålmodig, men i virkeligheden drejede det sig om hun sjældent stod stille længe ad gange, med mindre det virkelig var krævet af hende.
Blikket gled fra det pelsede dyr og hen på mandens ansigt, hvor hun i alt hans mørke blev mødt to små blå have ”Hvis det er dens navn? Så ja, så mener jeg Spike” ordene blev efterfulgt af et lille nik, før hun fulgte hånden op til frittens øre med øjnene.

Langsomt begyndte hun at krydse sine arme, mens vægten skiftede til at hvile på det ene ben, givende hendes statur illusionen af et S. ”Okay” et lunefuldt glimte gled over de brune øjne, mens hun lod tankerne omfavne han ord, tager imod de fleste typer betaling. Et tænksomt ”mhm” forlod de sammenpressede læber, mens hun tænkende lod blikket fare ud over det åbne vand, kun for hurtigt at dreje hovedet tilbage i hans retning med et udfordrende smil. ”Hvad med noget mere spændende? Som et kampløb eller lignende? Taber jeg får du en af mine ringe, men vinder jeg siger du hvad Spike er og deler din vin?” hun løftede en af de brune hænder op foran sig, hvor der sad flere forskellige guldringe, ikke alle sammen på første led ved knoerne, men lidt sprædt på de forskellige fingreled.

Jed holdt en latter tilbage ved ordene såvel som udfordringen imens han roligt rystede på hovedet og atter kiggede ud på havet. Det morede ham inderligt hvad hun havde sagt. Et lille smil med tænder kom til syne, i hans mundvig.
"Hvis du synes det er spændende at løbe om kamp, så mangler du virkelig at komme lidt mere ud" svarede han kort tid efter. Måden han sagde det på fjernede enhver tvivl om at han fandt sætningen fra den unge kvinde underholdende.
Og på nogle områder var der ligefrem en drillende tone i hans ord.
I noget tid så han ud over havet, men vendte så hovedet tilbage mod den unge kvinde. I noget tid kiggede han på hende indtil han løftede et øjenbryn "Hvorfor skulle jeg løbe om kamp med dig?" han kiggede udspørgende på hende i noget tid. "Hvis jeg løber om kamp er der risiko for at jeg skal dele min vin" Jed holdt vinflasken op, så man rigtig kunne se den, imens han vendte blikket mod flasken, men kort efter kiggede han tilbage på kvinden, sænkede flasken og stillede den foran sig "Det får jeg ikke noget ud af" Jed førte efterfølgende sine hænder om bag nakken for gøre det sig lidt mere behageligt hvorefter han sendte et udfordrende blik "Så enten betaler du nu, for at vide hvad Spike er, eller også giver du en god grund til, hvorfor jeg skal løbe om kamp med dig" Et kækt smil kom igen til syne på læberne af Jed.


 

Hun løftede en hånd lidt affejende op foran sig, mens hun himlede let med øjnene over hans ord ”Jeg sagde eller lignende. Desuden er vi tilbage til dine fordomme om adlen og jeg gentager gerne, vi alle sidder ikke inden for paladsets vægge.” Stemmen var rolig, men med en spids undertone som bitte små spidse nåle der prikkede til ham. Var hun fornærmet, ikke det mindste. Hvilket det lunefulde glimt i hendes blik også afslørede.
Den buttede underlæbe blev suget skævt ind mellem hendes tænder, mens hun åbenlyst lod blikket glide ned over ham, da han nærmest udfordrede hende til at give en god grund til et kapløb. Tænderne gav slip på læben som hun åbnede munden for at svare ham, men det var næppe de forventede ord som forlod hende ”Du er ikke i nogen position til at stille krav til hvad jeg skal eller ikke skal.” kom det næsten lattermildt fra hende. For han havde jo påpeget han udenmærket kendte hendes status i samfundet, og alligevel tillod han sig næsten at kommandere lidt med hende.

I en glidende og ganske elegant bevægelse drejede hun halv omkring sig selv og trådte et skridt væk fra kajens kant, men hendes blik forlod aldrig helt ham ”Men nuvel, lad gå. Et stykke rav må være rimeligt for så lille en oplysning?” Spørgsmålet var ganske retorisk, som hun allerede var ved at stikke den slanke brune hånd ind i en fold på kjolens skørt, hvor en hemmelig lomme var syet ind. Ikke længe efter stod hun med et ravstykke i hånden.

Jed smilede en smule over det lunefulde glimt i hendes blik kombineret med den spidse undertone i kvindens stemme.
Han havde skam hørt hende den første gang og netop derfor var det ekstra små drillende at fortsætte i det samme spor.
Jed overvejede, at fortsætte overdrivelsen. Hans plan ville være, at få hende til at fremstå som en adelig, der havde været heldig at slippe fri af sit fangeskab, men snart ville blive bragt tilbage til kedsomheden. Jed besluttede sig dog for at gøre noget andet. Kvinden havde trods alt vist ham hendes hånd med ringene. Og nu påstod hun også, at han ikke var i nogen position til at stille krav. Jed smilede igen, vendte blikket mod Spike og kløede den fortsat i noget tid.

I mellemtiden havde kvinden fundet et stykke rav frem, som hun tilbød for informationerne. Hun havde gjort det imens Jed havde fokus på Spike, så han havde ikke set, hvor pengene var kommet fra. Han havde dog en mistanke om, at en hemmelig lomme var involveret, men hans første tanke, om at hun gemte pengene ved brystet, holdt han også fast i. "Et stykke rav..." svarede Jed imens han fortsatte med at klø Spike "Det er ikke særlig meget," Jed lavede pludselig et undrende ansigtsudtryk, som om han kunne mærke noget bag øret på Spike. Han undersøgte øret, begyndte at smile og kiggede tilbage på kvinden "men det passer vel fint nu hvor jeg har fundet den her ring". Jed holdt lidt efter en ring frem for sig imellem tommel og pegefinger, som kvinden muligvis kunne genkende fra hendes hånd. Hans udtryk i ansigtet ændrede sig lidt efter til et udspørgende og skeptisk blik "Har du en god grund til at vi løber om kamp?" Jed viftede lidt frem og tilbage med ringen i et forsøg på at lokke et svar ud af hende. "Bare en lille bitte grund?" 

Da han mærker noget bag øret

Det udspørgende og skeptiske blik

”Ja et stykke rav, det er jo ikke nogen synderlig brugbar oplysning, den skal udelukkende stille min nysger-..” -righed. Hendes ord forstummede som en guldring magen til en af hendes egne fangede solens stråler, som han holdt den op foran sig mellem fingrene. I et øjeblik spærrede hun øjnene op, mens de mørke øjenbryn gled op i hendes pande. Ved samtlige guder.. Hvordan?!
Det var med lige dele irritation over at være blevet bestjålet at hun stod og betragtede guldringen, men bag den irritation gemte der sig en imponeret mine.
Hun havde ikke mærket ringen forsvinde fra hendes finger, hvilket lod hendes brune øjne til at glide ned over den af hendes hænder, som ringen havde siddet på for ganske få sekunder siden. Den var god nok, ringen var væk og det var hendes ring, som han sad med.
Oplagt ville være at påpege han havde ikke alene stjålet fra en adelsperson, men en prinsesse og så endda en Kazimi. At hun kunne få ham i store vanskeligheder, hvis ikke han lod hendes ring komme tilbage på sin plads.
I stedet begyndte hun at små grine af situationen, et grin som satte sig i hendes øjne da det stoppede med at glide over læberne. ”Fordi jeg tror jeg kan løbe fra dig” svarede hun endeligt, fuld af selvtillid til egne evner og med en udfordrende tone, mens et næsten ligegyldigt træk på skuldrene kom til syne. Nok så hun ikke ud af meget, men hun var let til fods og hurtig. Havde det været en snak om styrke ville hun være langt mere udfordret, som hun der ville komme til kort ganske hurtigt.
Den lyserrøde tungespids gled ud mellem læberne, hvor den fulgte deres kurver fugtende ”Du er måske bange for at tabe til en kvinde? Og så en prinsesse til og med?” ordene var bevidst valgt efter at prikke mest muligt til ham.

Jed kiggede underligt på kvinden da hun begyndte at grine. Fandt hun det underholdende at han havde stjålet fra hende? Han forstod ikke helt, hvad det komiske var, men hendes ord fik ham hurtigt til at skifte fokus. Det overraskede ham også, hvor meget selvtillid denne unge kvinde havde. Og oven i købet selvom hun var blevet bestjålet, men han havde også set irritationen i hendes øjne. Så hvis hun endte med at vinde over ham i et kampløb, ville han stadig have mindet om hendes udtryk at smile af.   

"Jeg er ikke i tvivl om, at du er god til at løbe." svarede Jed med et flabet smil "Det er vel en nødvendighed, hvis man skal flygte fra det adelige fangeskab og de mange tjenestefolk" - Så fik han alligevel mulighed for at bringe sin overdrivelse i spil... Så snart han havde udtalt ordene rejste Jed sig op, men Spike var ikke længere at se nogen steder.  Langsomt nærmede han sig kvinden, men stoppede op da han var inde for 1-2 meters afstand "Så lad os da løbe om kamp" lød svaret. Han var hverken bange for kvinder eller prinsesser, men han var ikke helt sikker på om han kunne løbe hurtigere end kvinden. Hun virkede meget spinkel og let til fods, men omvendt kunne det også tænkes at hendes kjole kunne vanskeliggøre løbet en smugle, selvom den virkede meget luftig og elegant.

Jed grublede lidt og forsøgte at lægge en plan. Han havde aldrig rigtig nogen fast plan, men nærmere en overordnet idé som han efterfølgende improviserede ud fra. Måske kunne han lave nogle små tricks for at få en fordel i kampløbet.
"Har prinsessen nogen ønsker om kamppladsen?" sagde Jed imens han spørgende kiggede på kvinden.  

Hun havde tavst i sit eget sind, måttet give ham at han var modig og ikke mindst dygtig. Havde han ikke været nogle af delene, ville han næppe have siddet med ringen mellem fingrene lige nu.
Flabet.. Han ord, hans smil og måden han nærmede sig hende på, men stadig holdt en passende afstand mellem dem.
Havde han haft bare den mindste ide om hvor meget sandhed der lå i hans ord, ville hun næsten have vædet med at hans smil ville glide over, og få en lige så selvtilfreds undertone som det var flabet.
Det var nu ikke fordi hun i bogstavleges forstand flygtede fra prinsessetilværelsen, ikke altid.
Når alt kom til alt, så var hun jo ganske tilfreds med hendes stand, det var mere forventningerne og begrænsningerne, som ikke altid matchede hendes egne og skabte konflikter i hendes indre.

En slank brun finger blev holdt op mellem dem, imod ham, som et usagt ’lige et øjeblik’. Hun havde sagt hvad hun ville have hvis hun vandt, men han havde ikke nævnt sin pris og nu havde han jo også bestjålet hende; Skønt ringen ikke var en ring ved den store affektionsværdi for hende, så var det stadig hendes, og naturligvis ønskede hun den tilbage.
”Først og fremmest, du har ikke nævnt din pris, hvis du skulle ende som vinder? Derudover er det kun passende, at min ring kommer tilbage på sin plads når jeg vinder.” selvtilliden i hendes egne evner var ikke små, men det betød heller ikke at hun undervurderede ham. Det var trods alt sådan man oftest tabte, ved ikke at kende egne begrænsninger og undervurdere sin modstander.

"Min pris?" sagde Jed roligt for sig selv "ja, hvad skal min pris være?"
Jed kiggede eftertænksomt på den unge kvinde imens han overvejede hvad prisen kunne være.
Lidt efter kiggede han igen ud over vander "Hvad skal prisen være" mumlede han imens han stod i sin egen lille verden.
Sådan fortsatte han i nogle sekunder indtil han drejede hovedet tilbage mod hende, kiggede på hende i et øjeblik og atter vendet hovedet mod havet. "Hvad tænker du Spike?" hans hoved blev vendt ned mod hans skjorte imens han sagde ordene. Kort efter kom fritten til syne og kiggede på kvinden, derefter kiggede den med nogle skift på Jed og kvinden.
"Tænker du det samme som mig?" Spike lagde hovedet på skrå imens den atter kiggede på kvinden, hvorefter den atter forsvandt i skjorten på Jed "Jamen... Tak for rådgivningen" sagde Jed med en tydelig sarkasme "Du har været en STOR hjælp".

Jed stod fortsat og kiggede ud over vandet, indtil han atter vendte sig mod kvinden.
Hans hånd var blevet placeret på hagen i en eftertænksom mine.
Øjnene gled atter over kvinden, hvorefter et smil kom til syne.
"Du har en flot krop. Den kan sikkert en hel masse"
Det var tydeligt hvor hans tanker var henne.

  

Den skæggede mand tog sig så sandelig rigeligt med tid på at finde frem til sin pris, skulle han være så heldig at Chance tilsmilede ham. Måden han trak tiden ud på, og snakkede med det pelsede katte-slange lignede dyr, gjorde det ganske åbenlyst at han naturligvis havde valgt en pris fra starten af. En pris som ikke bare indebar hendes guldring.
Hvad den unge Kazimi prinsesse helt præcis havde forventet, at han ville fremlægge som sin pris var så sandelig ikke dén blev fremlagt for hende!
Som ordene fik lov til at sætte sig i hende, stod hun for første gang med et neutralt udtryk, før de i forvejen lidt smalle øjne smallede sig endnu mere. Mente han dybt seriøst at hans pris var hende? En lille del af hende kunne ikke lade være med at blive fornærmet, for hvor vovede han at tro hun bare var en eller anden præmie, at hendes krop var noget man bare sådan kunne vinde?
Fornærmelsen lagde sig hurtigt, som den blev overskygget af hendes overmod. Alene dét burde have fået hende til at trække i land. Lade ham beholde ringen, og opsøge viden om dyret i de mange lærebøger i paladsets private bibliotek.
Nikkende tilkendegav hun at hun godtog hans pris, og fjernede derved også det neutrale udtryk ”Vi starter her, ved de kasser der.” Lød det var hende, mens hun pegende mod flere tunge trækasser som stod stablet ved havnekanten, og forsatte så ”Kapløbet forsætter ned til kroen; De tætte dybder. Snyd er tilladt, så længe det ikke er snyd med magiske evner.”. Det var ikke den længste distance, men den ville være fuld af forhindringer, både levende personer som døde genstande.

En hånd blev rakt frem mod Meena "Der skal gives hånd på den aftalte pris, ellers er det ikke et gyldigt væddemål" 
Jed ville sikre sig, at prisen blev ordenligt aftalt og overholdt. Det overraskede Jed en smule, at kvinden var gået med til prisen. De fleste adelige ville aldrig gå med til sådan noget, men af en eller anden grund gjorde hun. For Jed gjorde det ikke længere noget om han vandt eller tabte. Han havde stort set alle fordelene ligegyldigt hvad udfaldet. Hvis han vandt var kvinden nødsaget til at behage ham, men hvis han tabte ville hun få sin guldring tilbage, få at vide hvilket dyr Spike var og samtidig få en slurk af hans vin. Et sådan scenarie ville holde dørene åbne for, at der fortsat kunne ske ting og sager.

Jed var med på, hvor kampløbet skulle starte og hvordan det skulle foregå. Reglen omkring snyd med magi havde dog sat en kæp i hjulet på et par af hans improviserede planer, men han regnede med at finde på nogle nye hen ad vejen. Han havde dog ingen planer for tiden...

De mørke øjne søgte mod den fremstrakte hånd, hvor en snert af noget mistro var at spore, før hendes egen mørke lukkede sig om Jed’s. Et klem der hverken var for fast eller blidt, blev givet som en forsegling af deres aftalte væddemål og dens pris, de hver især havde angivet.
Hånden slap hans og trak sig tilbage igen, men ikke uden at hun havde ladet blikket glide diskret hen over hver finger.
Han havde allerede fået en ring af hende uden det var blevet bemærket, så bare for en sikkerhedsskyld tjekkede fyrstedatteren efter, om han havde tilladt sig samme frihed igen, nu hun trods alt selv havde taget imod den frem strakte hånd. Umiddelbart virkede det dog til at alle ringe forsat var på deres retmæssige plads, som de var blevet givet i de tidlige morgentimer.

Kunne Meena på nogen måde kontrollere om manden, hun havde indgået et væddemål med, ikke brugte magi til at snyde, nej, men han kunne ligeledes heller ikke vide om hun gjorde, var i hvert fald hvad hun fik ud fra. Muligheden for snyd var stadig åben om end, at der nok skulle tænkes mere kreativt, og hurtigt undervejs i kapløbet. ”Du tæller ned fra 3, og så er vi i gang.” Som ordene blev sagt, var hun allerede på vej mod det kasser, der var blevet angivet til at være deres start, hvor hun her ville stille sig klar

Jed observerede sporene af mistro i fyrstedatterens øjne imens hun kiggede på hans fremstrakte hånd.
Forståeligt at hun var forsigtig og skeptisk. Han havde trods alt stjålet en ring fra hende. Desuden vidste hun ikke hvilket type han var. Han kunne være en slavehandler eller morder, så vidt hun vidste. Dette var dog ikke tilfældet, men han kunne sikkert få hende til at tro det, alt efter hvordan han opførte sig. Jed gjorde dog ikke noget, der fik hende til at frygte ham, selvom det kunne være underholdende. "Bare rolig, jeg har ikke stjålet flere af dine ringe..." han smilede inden han fortsatte "i hvert fald ikke endnu".

Jed fulgte fyrstedatteren hen til startlinjen, gjorde sig klar og begyndte at tælle ned "3..." startede Jed, hvorefter han holdt en pause "2, 1" blev der hurtigt sagt efter pausen, hvorefter Jed for afsted så hurtigt han kunne. Han regnede med at det pludselige skift i nedtællingen gav han et forspring.

// Beklager det sene tilbagesvar. Har haft en del at tænke på, så har ikke haft det store overskud (er ved at søge jobs og det kan godt give lidt stres).

Endnu. Tilføjelsen fik hende til at slippe et fnys sammen med himmelvendte ’jne, der dog ikke lod til at være helt så fornærmet, som det kunne fremstå. Hun måtte trods alt beundre hans gå på mod, sådan at forsat at holde muligheden åben for at besjæle hende yderligere, nu han trods alt kendte hendes titel. Det krævede enten en meget dumdristig person eller en mand med en selvtillid i orden, som var skabt af hans egen viden og tro på egne evner.

Henne ved det Meena havde angivet som startlinjen, da de begge havde taget plads – klar til løb, fulgte den skæggede mand den ordrer der var blevet ham givet. Om end han alligevel så sit snit til at give sig selv et forspring. Ikke sen til at reagere satte den mørklødet prinsesse i løb efter ham. Trods for hvad man ville have troet, lod kjolens skørt ikke til at hæmme hende betydeligt. Hvad hun manglede i fysisk styrke, opvejede hun i sin fysiske udholdenhed og agilitet. Nok var hun prinsesse, men det blev hurtigt tydeligt hun var vant til at løbe som et forspring Jed havde skabt sig, hastigt blev lukket.
På siden af ham, tog hun en anelse mere fart, givende hende et minimalt forspring, men nok til at kunne udnytte det.  En væltet trækasse fuld af reb og sejlgarn ned skabte en forhindring, hvor han ville være nødsaget til at handle hurtigt, hvis ikke han skulle snuble i det.


//Lukker tråden grundet inaktivitet. Prik til mig hvis vi skal se på evt. at tage den op igen i fremtiden c: