Alt mens de samme trivielle spørgsmål gled fra den ældre slavekvinde ”Ønsker de håret sat i dag, deres højhed?” – ”Hvilken duft ønsker de i dagens anledning?” – ”ønsker de andre end deres sædvanlige smykker?".
Første spørgsmål blev mødt af et lille nik, før de mørke øjne gled ned over de mange flakoner med duftolier i ”Citrus mynte.” – ”En kropskæde og sættet af ringe med opalerne.” det var næsten sagt i en døsig stemme, men i virkeligheden var det blot fordi hele dette morgenritual kedet hende halvt ihjel, som hun skulle sidde og stå som en anden pynte dukke der ikke selv kunne klæde sig på til dagens gøremål.
Dagen havde været forløbet uden de store gnidninger, men det gode humør var blevet punkteret. Hun havde forsøgt sig med at komme til hos fyrsten, for endnu en gang at lufte ideen om hende som spion, kun for at blive affejet før hun overhovedet havde kunnet få ganske få ord indført.
Det havde givet hende følelsen af paladsets vægge snævrede sig ind omkring hendes petit skikkelse og truede med at kvæle hende.
Det havde fået hende til at søge mod Belzeras havn, og selvom hun havde forsøgt ganske ihærdigt, var det ikke blevet uden et følge af to vagter. Til stor irritation for hende.
Irritationen og vreden der boblede under den brune hud svandt ind, som duften af det salthav fyldte hendes næsebor. En let tag i tøjlen på den sorte araber og de klikkende lyde mod stenbelægningen stoppede med hesten, hvor efter hun smidigt svang benet over dens kryds og lod sine sko mødes med jorden.
Et skarpt blik blev sendt til vagterne, som de gjorde hende kunsten efter og gjorde mine til at følge med hende. ”Jeg vil gerne være alene, tak!” tøjlerne blev rakt til den vagt som stod tættest, inden der kunne komme nogle indvindinger om hendes ønske.
Hvis ikke hendes ankomst med vagterne alene, havde givet hende opmærksomhed, ville hendes beklædning bestemt sørger for drejede hoveder og lange blikke. Hun skilte sig ud som hun var i klædt en kjole i to lag. Det hvor yderste lag var fyldt med gyldne broderier og et gyldenbrunt silkebælte lukkede kjolen tæt omkring hendes liv.
En spinkel guldkæde forvandt væk under kjolen udskæring, som den ikke alene lukkede sig om hendes hals og hang over hendes brystkasse før den atter lukkede sig omkring hendes krop under stoffet.
Det brune hår var sat i en høj knold, hvor en enkelt lok i hver tinding havde fået lov til at hænge løs, til at indramme hendes ansigt.
Blikkene tog hun ikke megen notits af, som hun trådte nærmer kanten af kajen, før hun balancerende flugte den faretruende tæt på kanten. Den friske vind fra der kom ind fra det åbne hav, truede flere gange med at trække hende ned i dybet, som den fik kjolens skjørt til at blafre liftigt.
[Link til kjolen]
[Link til kropskæden]
[Link til håropsætningen]

I will destroy you, in the most beautiful way possible,
and when I leave, you will finally understand why storms are named after people
