Det havde været en ganske fredelig – faktisk ret dejlig dag, hvis man skulle spørger Sarah.
Hun havde nydt det gode vejr, varmen havde ikke været overvældende – og den blide brise som der gled igennem Dianthos gader; selvom at stanken fra undergrunden, måske ikke just var noget man ville have, at brisen skulle tage med sig.
Havde det ikke dulmet det gode humør, som der havde boblede hen under huden på den høje kvinde. De brune lokker, lå vildt og utæmmet over hendes skuldre – som hun bar sig selv med stolthed ind i det halve svin. Her havde hun fået en kold øl, smækket sine beskidte støvler op bordet hun sad ved – kropigen havde prøvet at få hende til at fjerne dem, men et blik fra hendes retning – havde fået hende til at trække sig, som var hun stukket med en bi.
Billederne der havde gledet igennem hendes indre blik, hvordan den unge korthåret pige, havde stjålet fra kassen – ja det havde fået et lumsk skævt smil, til at sprede sig på hendes læber. Og uden skrupler, havde det også skaffet hende to store krus øl mere – men denne gang på husets regning. Tiden var nu efterhånden ved at ramme den gode side af eftermiddag.

Ja, en fantastisk dag – og hun havde siddet der, ganske fredeligt og nydt den kølende, læskende – tankedulmende væske. Også havde han ødelagt.
En mand, rødbrunligt hår – ganske okay at kigge på, det var slet ikke det. Hvis man nu, var til den slags. Det som der havde fået vreden til at koge – som var en gryde placeret midt i ildens buldrende midte. Var den måde han havde lagt sig hen over bordet. Kastede hans væderstyggelige ånde imod hende, og spurgt hvor mange krystaller der skulle til, for at hun gav ham en tur ude bag ved.
Først havde hun kigget op, prøvet at fange hans øjne – men idioten havde været for fuld til at kigge ordenligt, ind i de skarpe blågrønne øjne. Så ingen skam, var at finde i det smørrede smil og rødelige kinder.
Da han så havde rakt ud, og lagt sin hånd på hendes bryst. Ja, der var tingene gået stærkt.
Med et velplaceret skub på bordet, hun sad ved – havde hun smækket det firkantet bordplade lige ind i maven på ham. Inden hun aktiverede styrken i hende – og sendte en velplaceret knytnæve lige ind i hoved på ham. Da han skreg som en stukkengris, og greb omkring sin nu brækkede og eksploderende blødende næse – kastede hun sig frem, og greb ham om hans liv. Med en hurtig drejning, lå han nu fastklemt mellem hendes arm og hofte – som man kunne bære et barn, man skulle drille ved at bære forkert.
Med hurtige skridt, gik hun ud af døren.
“Jeg bære lige skraldet ud!” råbte hun vrissent, uden at ligge mærke til – at halvdelen, hvis ikke hele kroen var gået fuldstændig i stå. Nummeret hun lige havde fremvist, havde bestemt fået en masse opmærksomhed.

Med et velplaceret kast, landede manden direkte ned i kroens mødding.
Hun fnyste moret, som hun så hvordan den bette mand, lå og kravlede rundt. “Så tænker du måske en ekstra gang, før du rør ved en person!” gryntede hun moret, inden hun vente sig rundt og stirrede på en skikkelse der stod og betragtede hende.
“Har du et problem?” vrissede hun surt, og lagde armene overkors. En hurtigt attitude af, du skal bare prøve mig – også ville personen få samme tur.

O, Lysets lys, du ved jeg følger dydens vej.
Eadgar den Andægtige hviskede for sig selv, mens han gik gennem de velkendte stræder, der førte direkte mod hovedstadens slum.
- at jeg er stæk, og stolt og hæderlig som få.
I modsætning til normalt undgik han folks øjne, men lod det grønne blik kigge indad, mens fødderne automatisk gik fremad. Efter episoden på kroen havde Eadgar den Andægtiges ellers skarpe kanter været travlet; Renny havde hevet i en af de skrøbelige bevidsthedstråde og fået det hele til at flosse. Tanker, syn, handlinger, lyde og lugte. Sanseapparatet var blevet tilsmudset med Rennys usømmelighed; hendes fyldige læber, tunge bryster og pressende skospids.

O, Livets Gudinde, hvorfor fristes jeg af denne kvinde?
Hun havde efterladt de brune øjne i hans sjæl, og han havde set dem alle steder, overalt, lige siden. Hendes krop havde gjort ham tørstig, men vand var ikke længere nok, ligesom det ikke længere var bøn han inderst inde længtes imod, selvom han tappert forsøgte at bilde sig det ind.
- Hun har besat mig og piner mig ihjel
Søvnen var også blevet fyldt med drømme, hvis lige og livagtighed Eadgar den Andægtige aldrig havde oplevet før. Det ændrede verdenssyn, som var blevet pålagt ham uden samtykke, havde for alvor vækket vreden suppleret med en ubehagelig og uvant afmagt.

O, Mørkets tunge skygger har sneget sig ind i mit hjerte
Det var til sidst kulmineret og han havde på markedspladsen set sort på sin forkyndelse og havde i stedet opsøgt personen, der havde svar på alt. Det var denne person, som havde fortalt, hvilken retning Eadgar den Andægtige skulle gå.
- Så lad hende da smage Mørkets ild
Selvom Renny var blevet smidt ud af kroen, havde det ikke været nok til at beskytte ham mod hendes fristelsesspind der havde spundet sig om hans legeme, og for den unge mand var gengæld nu uundgåeligt. Renny måtte smage, hvordan det føltes. Først når hendes handlig var betalt, var Eadgar sikker på, at han ville kunne finde fred i sig selv igen.

O, Lysets lys, vær mig nådig.
Han stoppede op, da han så kvinden komme slæbende med en mand, der blødte voldsomt og fulgte tavst det groteske scenarie, da manden blev kastet i møddingen. Det var præcis som han havde håbet. Eadgar den Andægtige fugtede sine læber og trådte fremad, da kvinden med brysk stemme adresserede hans tilstedeværelse. Med ekkoet af sin egen hviskende stemme brusende i årene svarede han, ved selv at stille et nyt spørgsmål:

”Er du Sarah?”

Hendes øjne blev smalle, som han spurgte efter om hun var den person han søgte. Eller hun gik ud fra, at han måtte søge hende – siden han spurgte, om hun var kvinden der bar dette navn.
Hun lod armene glide ud, af dens korslagte facon og satte i stedet det ene hånd på hoften. Kortvarigt lod hun blikket glide hen på manden, der svømmede rundt i møg og lort. Nogle hakkende ord kom fra det svinet, som der tydeligvis ville have en revanche. Det var meget få mænd, som der nød at blive hånet på denne måde.
Blikket lod hun dog rive væk fra skikkelsen, inden den lagde sig på manden der havde krævet hendes opmærksomhed. Meget opmærksom på, ikke at lade hendes egne øjne fæstne sig med hans; tog hun hans skikkelse ind. Den præst? Nej. Men noget, var der alligevel over ham, noget som hun ikke helt kunne sætte en finger på, som fik hende til at blive stående. Ikke bare at trække på skuldrene, og glide ind i kroen igen – ind til hendes øl. Hvilken skam, at hun ikke havde taget den med ud. Det ville have været passende i situationen – nu når hun var så ligeglad med situationen.
En dyb indånding blev trukket ind igennem næsen, som hun gjorde sig tilfreds med at tage manden ind. Igen blev armene langt overkors.
“Det kommer så sandelig an på hvem der spørger – i så fald, kan det både være jeg er Sarah, men det kan da så sandelig også være jeg er Ida… Så – hvorfor søger du .. denne Sarah?” velvidende, at hun nok havde givet sig selv at kende. Var hun stadig ikke glad for bare sådan, at give ud hvem hun var for fremmede. Især ikke, når hun ikke vidste hvem de var.
“Måske er jeg faktisk ligeglad… Køb mig en øl – også kan det være jeg gider give dig passende opmærksomhed” hun vente rundt på hælen, og gik ind i krostuen. Pladsen hun havde siddet ved, var stadig urørt og de mænd er havde fulgtes med manden – hun så passende havde smidt i møget – ja de vovede hellere ikke at blande sig, som hun satte sig ned på den stadig varme stol, og fortsatte med øllen der nu var lunken.
Hvilken skam.

Eadgar den Andægtige sikrede sig en betydelig afstand til møddingen, da manden svovlende begyndte at rode rundt i den klæbrige masse. Det var tydeligvis svært at finde fodfæste i den ildelugtende bunke møg. Der skulle så nødig ende noget på den lange, hvide klædedragt, som udgjorde Eadgars beklædning. Det var svært ikke at rynke på næsen af synet.
Hendes fortsat fjendske tilbagesvar fik Eadgar til at vakle i sin vrede og han måtte aktivt minde sig om at han gjorde dette, fordi det var nødvendigt; at det var et drastisk, men midlertidigt, besøg i hovedstandens slum, som skulle sikre at han kunne blive som før.
Hvilken sand forkynder blev ikke konstant udsat for Mørkets prøvelser? Dette var, mindede den Andægtige sig om, blot en sådan prøvelse. Et nødvendigt træk for at kunne slippe af med fristerindens spind.

O, Du Hellige Lys, du ved min fromhed skiller mig fra pøblen, som er svag, vulgær og rå.
Tanken var opløftende og hjalp ham huske på, at det netop derfor han befandt sig her, så langt væk fra de lune tempelhaver i den øvre del af byen. Kvinden var indbegrebet af alle ting han søgte – og så tilmed stærk.
Det lå ikke til den unge mand at lyve – bevares, han kunne undvige sandheden og omgå spørgsmål med særligt udvalgte ord, men intet værre end det.
”Fordi alle jeg spurgte var enige om, at—” Hun afbrød svaret ved pludseligt at erklære sig ligeglad, selvom hendes spørgsmål stadig hang i luften omkring dem. Det pludselige humørskift fik ham til at søge hendes blik med sine grønne øjne, men han formåede ikke at skabe øjenkontakt, for i samme øjeblik drejede hun omkring og forvandt ind i kroen.
O, jeg brænder, fortæres.
Eadgar den Andægtige vendte kort blikket indad, fejede usikkerheden bort og gik så efter kvinden, han var sikker på var Sarah. Velvidende at handlingen ikke ville kunne gøres om.
- Hun leder mig til synd

Forkynderen gjorde som hun havde opfordret ham til. Han købte en øl, placerede den ved siden af hendes andet krus, og satte sig ned ved bordet.
”Jeg har brug for at du hjælper mig med noget og folket sagde at du ville være den bedste til det –” startede han med så rolig stemmeføring som muligt, og tilføjede så, i forsøg på at gøre hende mere samarbejdsvillig:” Mod betaling, naturligvis”

Sarah måtte indrømme, at hun blev overrasket, da der pludselig blev stillet en øl foran hende. Og netop som den hun havde haft, var blevet tømt for ganske få minutter siden.
Nu var der jo hellere ikke den store mængde af folk, sådan en sen eftermiddag – men hun ville give det maksimum to timer, også ville stedet være pakket. Og der var så også der, hun ville finde hen til de – endnu snuskede barer der var i denne by. Som for eksemplet svinet. Lidt en humoristisk joke, da det Halve Svin havde været lukket ned, da Kile havde infiltreret byen.
Nuvel – tænkte en stemme, som hun lod sine fingre glide omkring det nye krus, og et lavtmeld suk forlod hendes læber, som den kølende fornemmelse gled ned i svælget.
Hendes øjne forblev på hans hænder, hans brystkasse – men fandt aldrig hans ansigt, som han begyndte at gengive samme fortælling, han havde været i gang med – inden hun havde valgt at gå ind i kroen igen.
“Så – hvilken sørgelig sjæl, har du set dig sur på?” spurgte hun en smule kort for hoved, inden hun satte kruset fra sig – og et lille smil gled hen over hendes læber.
Betaling, ja det var vel på sin plads – spørgsmålet var bare, hvad opgaven gik ud på; og der af, hvor dyrt det så ville blive, for denne herre. Hendes antagelse var stadig på, at han måtte være en eller anden hellig mand. For hvorfor skulle han ellers gå med hvide klæder? Det var et typisk hyldest til Isari – hun skulle egentlig ikke gøre sig klog på det. Den eneste gud hun havde lært om, da alle andres skulle forkyndes – var Ulven, ulven der nu levede inde i hende også.
Desuden var alle trosretninger noget være vås, hvis der virkelig var nogen – som skulle hjælpe dem, som ar i nød og dem som havde allermest brug for det. Hvorfor var der så stadig børn der døde på gaden, uden mad i deres mave. Kvinder der blev tæsket og forgrebet sig på.
Nej, der måtte ikke være nogen guder. For så ville livet, virke endnu værre end det allerede gjorde.
“Forklar mig – mand jeg ikke kender. Hvorfor er en mand, af din stand – fundet vej ned i slummen?” hun havde en uendelig stor lyst til at stirre ham ind i øjnene. Men fornuftens stemme vandt, da han nok ikke ønskede at betale end, der kendte hans værste skam. “Eller er det at vende den anden kind til – ikke længere noget man gør sig i?”

Eadgar den Andægtige havde siden sin opstandelse søgt længere og længere væk fra den nedre del af hovedstaden, hvorfra han oprindeligt udsprang. Han havde erstattet slum med nedtrampet jord og nedtrampet jord med brofjæl af udskåret træ. Sidenhen havde det bløde tøfler i stigende grad berørt hellig grund; sirligt klippet græsunderlag med nøje ordnede stier, velpassede toppede brosten, anlagt i farverige mønstre og ej at forglemme templets kølige bearbejdede fliser af marmor og natursten. Naturligvis brugte Eadgar fortsat mange dage i støvet ved markedspladsen, men det var først nu, at han var gået længere ned end det; Eadgar den Andægtige var for første gang siden sin opstandelse tilbage i sølet.

Atter prøvede Eadgar at etablere en øjenkontakt med hende, da øllen var blevet prøvesmagt uden protester, men ligesom sidst lykkedes det ikke. Hun var som en modsat spejling af ham selv; hvor de grønne øjne sørgerede for ikke at se længere ned end til hagen på folk, syntes Sarah kun at beskue alt der kunne ses under kravebenene; men i modsætning til hvad Eadgar havde oplevet med Renny, virkede blikket ikke granskende på en ubehagelig eller usømmelig måde.
Han lod hende snakke færdigt, før han valgte at svare. Spørgsmålene var velbegrundede, jovist, men yderst ubehagelige og det gjorde det ikke bedre, at hun sagde det med en ligefremhed, som stak i brystet og gjorde ham ilde til mode; for hun havde ret. Det burde være nok at vende den anden kind til, tilbede Lyset og tilgive Renny, men det var ikke muligt – Renny skulle straffes for sin udåd, og Eadgar som forkynder og pacifist, måtte få en anden til det og bede om nåde for sin sjæl.
Og fordi den unge mand ikke kunne sige alt dette, var det ikke muligt at svare på kvindens spørgsmål. Så han lod være, overhørte det simpelthen, fast besluttet på at få det hele arrangeret og ordnet så hurtigt som muligt, inden Mørket og slummen fortærede ham helt.

”Bekender du dig til Livet Gudinde, Isari, Lysets lys?”, Spurgte Eadgar den Andægtige med sin forkynderstemme – han tvivlede på at hun gjorde. Der strålede intet lys ud af Sarah, som der så tydeligt havde gjort med Renny. Faktisk ville det ikke komme bag på ham, hvis kvinden overfor ham ikke praktiserede nogen religion overhovedet. Tanken gjorde ham helt trist på hendes vegne.

Det gik ikke Sarahs næse forbi, at han ikke besvarede hendes første spørgsmål – ej hellere hendes andet. Hvilket fin brynene på ansigtet til at løfte sig. Blikket var flyttede sig dog ikke fra kruset, der stod på bordet – den fine hvide skum fra øllet lå stadig som en beskyttende lag, hen over den kølige væske. Dette var tydeligvis mere spændende for hende, end at betragte den andens kropsholdning og og ansigts mimik. Mange sagde trods alt, du kunne lære en del omkring en person, ved at kigge på dem. Mange afslørede en del mere, end de sagde via deres ord. Men der havde Sarah heldigvis lært sig selv, at også mange ting kunne skjule i ens stemme.
Hvordan den kunne knække på bestemte ord, bøjninger – stemmelejet generelt. Selv dem som var mestre i at gemme sig selv bag masker, og deres stemmeføring. Ville man kunne høre det efter tiden, lærte man dem nok at kende.
Hun sukkede derfor dybt, da det virkede til at manden gik i forsvarsposition. Ville høre mere omkring kvinden, der nægtede ham øjenkontakt. End at svare på hendes spørgsmål. Dette gav hende en idé, at det nok måtte være problematisk for ham, at svare på hendes spørgsmål. Hvorfor skulle han ellers være så god til at tale omkring lyset?
Fingre gled igennem den uglede løve manke, og hun lænede sig tilbage i stolen. Den knirkede lidt under presset, som hun smed sine beskidte sko op på bordet, en anelse væk fra kruset. Og selvfølgelig ham. Lidt pli havde hun da.
“Voks op i en kult, og tanken omkring guddommelighed begynder ikke længere at være så spændende.” sagde hun ganske ærligt, med en anelse snerren i stemmen. Dette var tydeligvis ikke et foretrukken emne for den brunhåret kvinde.
“Foretrækker du et andet sted at snakke, siden du ikke vil svare på mine spørgsmål? – et sted, hvor vi ikke kan overhøres?” hende blik rettet sig imod ham igen, blikket dog ikke længere op end hans læber.

I den tid der gik, før Sarah svarede på det religiøse spørgsmål, nåede Eadgar den Andægtige at skabe adskillige teorier og drage ligeså mange konklusioner om kvinden på den anden side af bordet. Det var derfor forventet – og i klar overensstemmelse af hans konstruerede helhedsindtryk af hende – at hun med ét smækkede sine beskidte støvler op på bordpladen. Og alligevel kom det bag på ham, at hun rent faktisk kunne finde på den slags. Kruset med øl vippede, bordet beklagede sig og Eadgar, der netop skulle til at lægge sine hænder op, veg tilbage med vantro printet i ansigtet. Usikkert og chokeret holdt han akavet armene beskyttende ind til brystet, mens han stirrede på de beskidte såler. De grønne øjne bulede.
Med munden åben lyttede han kun halvt med og det var derfor først det sidste som for alvor fik ham til at forstå, hvad hun egentlig havde sagt.

…guddommelighed begynder ikke længere at være så spændende.

O, Lysets lys, hvad er det du udsætter mig for..
Eadgar den Andægtige slog mentalt sol og stjerne for brystet. Religion skulle ikke være spændende. Religion var en nødvendighed, en ro man kunne opnå hensiddes den fysiske verden. Det var ikke en fornøjelse man kunne vælge fra og til som det passede en. Sarah blev eftertrykkeligt lagt i kassen tilhørende de simple – grænsende til uciviliserede individer. Atter engang fik han ondt af hende. Hård kult eller ej, dette var et væsen langt fra Lysets og livets rigtige formål.
”Jeg regnede ikke med at det her ville tage lang til eller – emh, kræve så mange spørgsmål” Erkendte Eadgar den Andægtige ærligt. ”Jeg troede såmænd bare, at jeg - ja - at jeg skulle sige navnet og så ville du ligesom... ordne det”
Blikket flakkede for første gang ned til øllen og han så synligt beklemt ud. Erkendelsen af at være længere ude end først antaget, prægede ham.
”Jeg er ny til dette her, skal du vide..” indrømmede han efterfølgende, selvom det næppe var nødvendigt at sige højt.

Hvis hun kunne have set hans reaktion, opfanget i hans blik – hvordan han tog imod, at hun smækkede sine fødder op på bordet. Ja, det ville have moret hende. I sådan en grad, at hun nok ville have presset den yderligere. Men selvom mange ting kunne fanges i stemmen, kunne usagte ting; ganske vidst gå hende næsen forbi.
Fingrene begravede sig dybere ind i håret, som hun tog en dyb indånding og fjernede til sidst de behagelig strøg mod hendes hovedbund. Med et hurtigt suk, og en anelse himlende øjne over hans – jomfruelighed. Greb hun ud efter kruset han havde købt hende, og lod igen den kølige væske mødes hendes tunge og hals. Hun sukkede nu af velbehag, som hun satte det fra sig, og lagde sine hænder i skødet foldet sammen.
“Jeg ville aldrig have gættet – at du er ny til dette.” et smil, der næsten grænsede til varmt foldede sig hen over hendes læber – som hendes blik fæstnede sig mod hendes hænder.
Den bedste måde at sikre sig på, at folk ikke ved et uheld kom til at fange hendes blik.
Hvilket fængsel det egentlig var, sådan at undgå det at kigge nogen ind i øjnene – og hun kunne mærke boblen af vreden over, at hun skulle være den uheldige at arve sådan en forfærdelig evne. Selvom at mange af de folk hun mødte, fortjente at blive mindet om, de forfærdelige ting hun frembragte ved hendes magiske forbandelse.
“Godt, fortæl mig navnet, din betaling – og hvordan du ønsker at afstraffelsen skal forekomme. – Og hvor jeg kan finde denne person, det ville hjælpe gevaldigt”
Hun strakte sig som en doven kat, og lagde sig mere behageligt til rette i stolen. Smilet stadig ikke helt forladt på læberne, som hun afventede hans svar.

Eadgar kunne ikke andet end at smile hult tilbage, da hun kom med sin spydighed. Det vigtigste var at få aftalen i hus – og for vidt muligt bibeholde det gode humør, som øllen havde efterladt hende i. Forkynderen var indstillet på at besøget til denne underverden ville pine hans sjæl, og trøstede sig ved at det kun ville være kortvarigt. Snart ville tøflerne befinde sig på de kølige fliser igen.
Det var derfor en mærkbar lettelse der prægede hele hans væsen, da Sarah syntes at springe frem til sagens kerne. O, du almægtige, lad det gå som jeg ønsker.

”Jeg har brug for, at du - ehm – skræmmer en kvinde, som går under navnet Renny Calil Gandir. Hun har vanhelliget Lyset og skal straffes for det – men ikke slås ihjel!” tilføjede Eadgar prompte. Han var ikke ude på at knuse hende fuldstændig, og vidste, at det var vigtigt at Sarah ligeledes var klar over det – for i modsætning til ham, lignede hun en, der sagtens kunne finde på det.

Så Eadgar fortalte, hvor han regnede med, at Renny ville befinde sig – at hendes onkel var Bahir; den tidligere dragerytter og at Renny nok ville kunne findes i området omkring den store families bolig. Det burde ikke være vanskeligt at finde frem til.
”- Og,” tilføjede Eadgar den Andægtige omsider:” Hvis du ikke kan finde Renny, så har hun en del familiemedlemmer, både yngre og ældre, som nok skal få hende til at komme løbende… hvis du forstår hvad jeg mener.” Det var naturligvis ikke familien der skulle straffes, bevares. Men hvis Renny ikke var der til at tage straffen, måtte andre nødvendigvis træde til.

”Jeg kan betale dig i krystaller, hvis det passer dig bedst. Og ellers –” han fugtede sine læber, før han afsluttede sit tilbud: ”Tilbyder jeg at stå i gæld til dig – at du en dag, når du ønsker det, har mulighed for at gøre brug af mine kompetencer, ligesom jeg nu vil gøre brug af dine.”

Sarah bevægede nakken langsomt frem og tilbage, ind til at der kunne høres et højlydt knæk. Derefter sukkede hun lavtmeldt, dét havde genert hende flere dage. Lyttede til hans ønske, hvem hun skulle finde – et lille moret fnys forlod hendes næse. Lignede hun virkelig typen der slog folk ihjel?
Nej, det havde endnu ikke sket – og dem der havde hængt med en tynd linje, mellem livet og døden. Ja, de havde også selv bedt om det.
Hun fugtede læberne og nikkede blot, da hun håbede på at det ville fremskyde hans proces. Han havde umådelig meget tid, til at finde de rigtige ord. I hvert fald hvis det stod til varulven.
Kruset blev igen ført til hendes læber, lyttede igen til fortællingen af hvor hun kunne finde kvinden. Det lød mere og mere, underligt i hendes øre – hvad havde denne kvinde gjort, siden at en mand som han, havde set sig så sort på hende? Men hun havde desværre brug for krystallerne, og da hun havde et temperament der typisk ødelagde, de mere normale socialt accepteret arbejde for hende. Så måtte hun jo ty til det hun kunne finde ud af.

At han nævnte hendes familie, kom bag på hende. Et bryn gled op i panden, han ville have at hun skulle straffe et familie medlem i stedet for denne Renny? Det lød ikke rigtig i hendes øre; men hun undlod at sige noget. Hun ville aldrig synke så dybt, men det behøvede han jo ikke at vide. Tænk, at han ville hive hendes betaling tilbage – hvis han ikke troede hun ville gøre sit ypperste, for at denne kvinde han ville have straffet, nok skulle blive netop det?
Nej så hellere bare tie stille.

Hun slog en latter op, og fugtede læberne – smilet blev bredere så en perlehvid række af tænder kom frem. Dette ville vidne, at selvom hun så ud til at bo blandt de værste nede i slummen. Så havde hun alligevel haft tilgang til noget bedre, noget der gjorde at hendes tænder alle stadig var intakt.
“En tjeneste – og hvilke kompetencer har du at give mig? Vil du bede for min sjæl?” hendes blik fangede hans – meget kort. Ikke lang tid nok til, at der ville fremstå mere end blot en kortvarig ubehag.
Smilet var væk “Tro mig, der er ikke længere nogen sjæl at redde.” fnøs hun, og lod fødderne banke imod træpladerne under dem.

Hun rejste sig op, hældte det sidste af øllen i hendes mund og bankede kruset hårdt ned imod bordet. Sådan, så træet næsten gav under for hendes kraftige pres. “Jeg kan nu meget godt lide dig – du købte en øl – og jeg ville have dårlig med at udnytte en der forkynder Isari – du skal slippe for 1 safir og 3 jade stykker. Hvordan du skarver krystallerne sammen, kan du jo finde ud af når jeg kommer efter dem når jobbet er gjort.” hun smaskede lidt med læberne, inden hun skubbede stolen ind og lænede sig hen over ryglænet. “Og inden jeg byder dem en fantastisk aften – vil jeg blot høre; hvad er deres navn?”

Latteren fik Eadgar den Andægtige til at rynke på næsen. Han havde efterhånden erkendt at de næppe ville få øjenkontakt og det gjorde at ansigtsmimikken blev en del mere ukontrolleret end sædvanligt. Eagdar forsøgte dog at opretholde et psykisk overskud, men selvom det var svært ikke at blive ramt af de fornærmende ord, var det ikke første gang i forkynderens liv. Atter fik han ondt af kvinden med de beskidte støvler – hun havde så tydeligt brug for Lyset; for at finde tryghed og ro og droppe den opblæste attitude og det dominerende kropsprog. Som om hendes hule indre blev forsøgt opvejet ved at gøre sig så stor som muligt; fylde så meget i det fysiske rum, at ingen kunne se fordi det, kroppen gemte – eller snarere – ikke gemte på.
Men Eadgar så, og han bad for hendes sjæl.
Det var et paradoksalt træk, taget i betragtning at han samtidig ikke ønskede at hun skulle forandre sig – for var man først rigtigt velsignet med Lyset kunne man ikke gøre det, som Eadgar den Andægtige havde brug for, at hun gjorde.

Jeg kan nu meget godt lide dig

Han ville ønske at han med oprigtighed kunne gengælde det, men som situationen så ud nu var det mere en næstekærlig overbærenhed end noget andet, Eadgar følte for Sarah. Hvis alt gik som planlagt, skulle han måske forsøge at redde den sjæl, hun påstod allerede var tabt?
Hendes pris medfødte et stramt drag om munden, men Eadgar accepterede det uden at kny. Hvis det var prisen for at træde ned ad den mørke sti, ville han tage imod den med rank ryg. Så længe arbejdet blev gjort. Han kiggede op på hende. Hun havde rejst sig. Støvlerne havde efterladt mærker af smuldret, tørret mudder på overfladen af bordet.
”Så er det en aftale,” bekendtgjorde forkynderen med myndig stemme. Han havde forventet at de skulle give hånd, men det lettede ham, at det ikke var tilfældet. Han rejste sig fra sit sæde og før han begav sig mod døren, svarede han på mødets sidste spørgsmål:

”Jeg kaldes Eadgar”