Det var egentlig ikke normalt at Ergin rejste så langt væk fra Dianthos, som han var nu. Men her var han altså, i Sarghos. Han hadede allerede varmen, selvom om han egentlig ikke havde været i de varme område særligt længe. Hans tøj var bestemt ikke beregnet til varmen, og det skyldte først og fremmest at han ikke havde haft krystallerne til at købe nyt tøj, men han havde heller ikke haft tiden til at købe noget. Han var nemlig overbevist om at han havde set Manden holde øje med ham i Dianthos. 
 Det var ikke noget nyt, at han en gang i mellem følte han så manden lurer på ham, men han fik det lige dårligt hver gang, og havde altid en brændende følelse i kroppen om at komme langt væk. Derfor havde han forladt Dianthos så hurtigt som muligt, og var åbenbart endt i en lidt varmere del af Krystallandet. 

 Det havde taget mange dages rejsen, og egentlig var det ikke noget han havde tænkt særlig meget over, for det eneste han kunne tænke på var det sultne blik han var sikker på Manden havde haft. Derfor var det også at da han havde ramt den første by, var hans rejse slut. Det måtte vel være fint nok?  Desuden var han træt og sulten og efter i et ret gnavet humør. 
 Efter et par dage i byen, var han begyndt at falde lidt til ro, og var faldet ind i hans sædvanelige rytme med at stjæle fra hvorend han kunne. På denne varme dag stod solen højt på himlen ved middagstid, og Ergin befandt sig på en lille markedsplads, hvor han stod lænet op af en mur, så han kunne se sig lidt omkring. Stumperne, hvor armene i hans unge dage havde siddet, hang ned langs hans sider, da det ikke rigtig var til at ligge dem over kort, når halvdelen af den manglede. 
 Ergins blik gled rundt på de forskellige handlende mens han overvejede hvad eller hvem han offer skulle være. Om han bare skulle holde sig til at få til et sted at sove og lidt mad, eller om han skulle have forsøge sig med mere. 

Som Dandels kom ud fra butikken, hvor han havde et gørende, sukkede han dybt. Han havde rejst hele vejen hertil, blot for at gå ind, aflevere et dokument og gå ud igen. Nu kunne han tage vejen tilbage igen. Hvis det ikke var fordi at han var partner med ham, som han arbejdede for, havde han spurgt om en løn forhøjelse!

Solen over ham skinnede bravt, og han besluttede sig for at han kunne tage sig en tur rundt i byen, inden det var på tide at rejse hjem igen. Han havde trods alt ikke været så meget i Sarghos, hvis overhovedet. Varmen var ulidelig, men Dandels var glad for at han havde en kærlighed til hvid, fordi det tog noget af varmen: og den store solhat dækkede skuldrene, som blot var pyntet med blonder. Det var alt for varmt til at gå i noget der var mere formelt, selvom Dandels nu stadig så meget formel og alvorlig ud i sin ankel lange kjole.

Han havde fundet vej til det lokale marked, hvor han gik rundt og kiggede på ting. Han snusede til nogle parfumer som stod og glimtede i solen - hvilket en fryd for næsten de var. Måske skulle han tage en af med dem hjem, som en lille overraskelse til ham han delte seng med... Dandels smilede. Det kunne være sjovt at se hvilken reaktion det ville give. 

 Der var næsten ikke en person eller væsen der ikke blev studeret af Ergins blik. Skulle der dukke en op, der kunne se ud som en med masser af krystaller, så ville Ergin ikke gå glip af det. Han havde også hurtigt fundet ud af, at den lette tøjstil der var i det her varme område, gjorde det overraskende nemt at stjæle fra folk. Det var nok den eneste gode ting, Ergin indtil videre havde fundet.
 Trods Ergin ikke havde befundet sig i Sarghos i særlig mange dage, havde solen allerede sat sit præ, og især Ergins næse var gået hen og var blevet rød. Derfor stod han i skyggen og lurede, indtil højs øjne faldt på en person der nærmest skinnede. Det føltes i hvert fald sådan med det hvide tøjsæt. Ergins ene øjenbryn løftede sig en smule interesseret til vejrs, som blikket gled ned over personen. Der var noget fint over tøjet, noget der sagde Ergin der næsten måtte være en god slat krystaller. 

 Besluttet på at dette var hans offer, skubbede Ergin sig ud fra muren, for at bevæge sig mod hvad han egentlig troede var en kvinde. Der var jo langt, hvidt hår og kjole, så hvordan kunne det være andet? Med rolige skridt gik han mod kvinden, mens han overvejede hvad hans plan var. Det begyndte at sitre lidt i kroppen, og et behov for at høre hende og hive tøjet lidt af hende, spredte sig sammen med en skævt, lusket smil. 
 Det var nok ikke smart at gøre noget her midt blandt de mange folk, så Ergin fulgte efter i en god, sikker afstand mens han ventede på en flade dukkede op over kvinden. Så snart der kom en fladt område over kvinden, dukkede Ergins to magiske arme op fra fladen, greb fat i solhatten og kastede den så langt mod den nærmeste gyde de kunne. Lige så hurtigt som armene var dukket op, forsvandt de igen, i et forsøg på at få det til at virke som en vindpust der havde fået hatten til at flytte sig. Ergin håbede på at det ville få kvinden til at gå efter hatten, og derved nærmere en gyde, hvor Ergin kunne skubbe hende med sig. Så de kunne få lidt privatliv. 

Som Dandels var igang med at snuse til den s'de duft af liljer, kom der et vindpust som fik hans hat til at flyve. De hvide ører rejste sig i forundring som han fulgte den flyvende hat som lige så let svævede hen over jorden inden den ramte nær ydersiden af market. Dandels følte sig helt forlegen som hans ører var helt fremme, og det tog ham ikke lang tid at sætte parfumen ned, hvorefter han gik hen for at samle hans hat op. Han havde ingen mistanke, og han forholdt sig roligt som han bevægede sig væk fra menneskemængden, og hen til hans hat.

Hovene klikkede blødt mod jorden som han kom hen til hatten, der lå lige så fint i solskinnet. Han bøjede sig ned så krolen let krøb op og viste anklerne før den sneg sig ned igen som Dandels fik taget sin hat op. På igen med den. Han ønskede ikke at nogen skulle se hans ører, slet ikke sådan et fremmed sted som dette...

Han havde en følelse af, at han ikke var alene. Hans ryg føltes varm, og som han så sig over skulderen, bemærkede han en lyshåret mand som tydeligvis havde hans øjne på ham. Dandels hale lagde sig tæt til hans krop, usikkert og han var hurtig til at kigge væk for ikke at muntre personen til at gøre noget, som han ikke var interesseret i.

 Planen virkede perfekt, og hatten forsvandt fra kvindens hoved, hvilket fik hende til at gå efter den. Synet der mødte Ergin som hatten fløj af, overraskede ham. Pelsede ører? Ergins ene bryn løftede sig lidt i et interesseret mine. Det blev da mere og mere spændende. Roligt fulgte han efter hende for hun gik efter hatten, og for at hun ikke skulle nå at stikke fra ham, indhentede han lidt af afstanden mellem dem med store skridt. Som han kom tættere på blev den klikkende lyd højere og først da kvinden bukkede sig ned efter hatten, hvilket fik kjolen til at løfte sig og afsløre hendes fødder, gik det op for Ergin, at det var hende lyden kom fra. Havde han fundet jeg en hvid satyr?

 Uden at tøve forsatte Ergin mod den hvide kvinde, dog med kortere skridt, nu hvor hun stod stille. Hans blik så sig lidt søgende rundt, for at tjekke de ikke blev holdt øje med, og da blikket landede tilbage på kvinden, fik han øjenkontakt med hende. Han sendte hende et skævt, drenget smil, men hurtigt flyttede hun blikket væk, hvilket blot fik en kølig mine til at ligge sig over Ergins ansigt. 
 Med kvindens blik vendt væk, og ingen der holdt øje med dem, gik Ergin med hurtige skridt hen til kvinden, og håbede at et hurtigt, pludseligt skub med hans stumper ville få hende til at snuble bagud, ind i gyden. Hans mål var at få hende op mod muren så hurtigt som muligt, så hans arme kunne poppe op ud af væggen, og holde hende fast mod muren. Var det dét der skete, ville den ene hånd lægge sig for hendes mund, og den anden ville ligge sig over hendes brystkasse, så hun stod fast.
 Snublede kvinden i stedet så meget, at hun ville falde ned at ligge på jorden, ville armene blot poppe op fra den flade jord, og holde hende fast på samme måde, bare mod jorden. Uanset hvad, ville et skævt, lettere lusket smil glide over Ergins læber efter han kort havde set sig over skulderen. De skulle længere ind i gyden, så de ikke blev opdaget, men for nu var det godt nok.
 " Ej hovsa.. Sikke klodset jeg er..! " Lød det næsten undskyldende fra Ergin, som havde det ikke været med vilje at skubbe til kvinden og fange hende. Udtrykket i det unge ansigt viste dog helt andet.

Ørerne sitrede som de vendte og drejede, prøvede at finde ud af hver eneste lyd der var omkring ham som han samlede sin hat op. Den var en smule støvet og som han forsøgte at børste de små støvkorn af, blev han overmandet bagfra.

Lyden af hurtige skridt der knuste afstande lød bag ham, men den forfinede skabning var ikke selv hurtig til at stikke halen mellem benene og flygte - inden han vidste af det, var han skubbet i retningen af gyden, der afskærmede dem fra nysgerrige øjne. De farveløse iriser var vidt åbne som han ramte muren. Kollisionen var nok til at få hans åndedrag til at forlade brystkassen, som begyndte ivrigt at forsøge at pumpe luft rundt i jorden, som var helt stivnet. På trods af hans mund var dækket, kom der ikke et ord frem fra det skræmte væsen.

Han havde det skidt med at blive rørt på den flade brystkasse og det var tydeligt at han ikke ønskede ham i nærheden af ham som han prøvede at vride sig løs, men det spinkle væsen var svagt, hvilket han udmærket godt vidste - og der var ikke noget faktum han hadede mere. Knæhaserne stødte usikkert mod hinanden mens halen fandt vej mellem benene.

"Vær sød ikke at gøre mig noget," sagde den fine stemme, tydeligvis skræmt mellem fingrene. I denne form, hvor hans evner ikke kunne hjælpe ham, var han rædselslagen for folk som ham.

 Der var nærmest noget berusende over at overmande kvinden og få hende holdt fast op af muren. Ergin var hurtig til at gå hen og stille sig tæt op af kvinden, og det var egentlig først her det gik op for Ergin hvor høj hun egentlig var. Hun var ikke mere end et par centimeter lavere end ham. Kunne hun så virkelig være en satyr? De var da ikke særlig høje, var de? Det var egentlig ikke noget Ergin gad at tænke særlig meget over, så han brummede derfor blot, mens han betragtede hendes forskrækkede og skræmte udtryk. 

 Ergins stumper placerede sig på hver sin side af kvindens hofter, og lod dem glide ned over hendes sider, som om han mærkede hendes form. Hånden for hendes mund løsnede grebet en lille smule, da hun virkede til ikke at skrige op, hånden var dog klar til at stramme grebet hvis hun skulle begynde at larme for meget. Armen der på hen over kvindens brystkasse sørgede for at holde hende godt op mod muren, og da den lå mod det øverste af brystkassen tænkte Ergin ikke særlig meget over det manglende fylde.
 " Hmm.. " brummede han overvejende til hendes ønske. Han kunne godt være sød.. Eller forsøge i hvert fald, men nu havde han jo udset hende, så nu kunne han jo ikke lade hende helt værre. Sådan foregik legen ikke. 
 " Jeg skal nok.. prøve.. at være sød, hvis du gør som jeg siger... " Ergin lænede sig helt frem mod hende, så hans mund var ved hendes ører og han hurtigt lige kunne tage en dyb indsnusning af hendes duft. 
 " Så nu er du bare helt stille, og så går vi to længere ind i gyden. Vi kan jo ikke have nogle forstyrre os, kan vi?  " Ergins stemme var slesk og lusket, og der kunne næsten ikke være tvivl om hvad han havde i tankerne. Med et lille skridt bagud trådte Ergin væk, og gjorde plads til at hun kunne gå med ham, når han slap hende. Armene der holdt hende op mod muren holdt hende dog fast lidt endnu, mens Ergin så gennemborende på hende. Han skulle jo være sikker på hun ikke bare stak af med det samme! Meget langsomt løsnede armene grebet, klar til at gribe fast hun hun flyttede pludseligt på sig.
 " Så har vi en aftale, opføre du dig ordentligt og gør som jeg siger? " spurgte Ergin så, lige inden armene slap helt. 

De store, pelsede ører var lagt ned i komplet frygt. Selvom han var høj, følte han sig lille som han stor der og blev nedstirret af dette menneske. Han var jo kun et menneske... Men alligevel havde han så meget magt over ham. Fordi Dandels var for bange til at stritte imod.

Han hadede disse sider af sig selv. Han hadede, at han var så svag i den her form. Hvorfor kæmpede han ikke bare i mod? Men det var som om hans krop var stivnet i grebet på den fremmede. Han væmmedes, da han rørte ved ham og ubehaget var skrevet tydeligt i hans krop. Alt ved ham gav et hint til den fremmede om, at han ikke var interesseret i det mindste. Selv hvis de havde haft den mindste smule kemi, havde han ikke været interesseret: trods hans spinkle og harmløse udseende, var han... til nogle meget bestemte ting.

Et glimt af trodsighed krydsede de farveløse øjne, da han bad ham om at gøre, som han sagde. Der var ikke noget som væsenet hadede mere, end at blive domineret. Hans reaktion var at se skarpt på ham som han komplet stivnede, gysningerne rev hans krop itu som de blev fremkaldt af hans upassende opførsel da han snusede til ham. Han ønskede ikke at blive snuset til, men hans tankegang var, at hvis han forholdt sig i ro, ville der ikke ske ham noget. Han lænede dog stadig sit hoved væk så langt som muligt, i et forsøg for at slippe fra presset.

Han kiggede på ham, som om han var idiotisk. Han vidste godt, hvad manden var ude på, og nej: han havde ikke tænkt sig at give ham noget af det. Ørerne tittede langsomt frem, i takt med at den blonde mand slap sit greb på ham og han så næsten helt uskyldig ud som han blot kiggede på ham, mangel på tunge og tale. Så snart roen havde lagt sig om den begge, forsøgte enhjørningen af flygte: det var fejt, han vidste det godt, men han var også udmærket klar over at det var hans eneste mulighed for at slippe fra en meget grim situation.

 Armene forsvandt helt, og bedst som Ergin troede at kvinden foran ham ville opføre sig ordentligt og næsten frivilligt ville gå med han længere ind i gaden, begyndte hun at flygte. Et tungt og opgivende suk forlod hans læber, inden det gled over i et irriteret brum, som Ergin selv blev stående. Ergin hadede når folk løb væk fra ham. Det var utroligt irriterende at jagte folk, og så var det altid det sværere at få dem med sig, når man ikke havde det nederste af armene, og derfor heller ikke nogen hænder. Det var bare så meget nemmere når de fulgte med frivilligt!
 Kvinden nåede ikke at træde mange skridt væk fra væggen, før Ergins arme dukkede op fra jorden, for at gribe fat om hendes ankler og stoppe hendes løben. Han var ret ligeglad med at det nok gjorde at hun ville falde, men så kunne hun jo bare høre efter, og være ordenlig. 

 Hænderne forsatte med at holde fast og kvindens ben, så hun ikke havde muligheden for at komme væk. Langsomt og som om Ergin nærmest var ligeglad, vendte han sig endeligt om, og begyndte at gå mod hende mens han skuffende klikkede med tungen.
 " Det var jo den helt forkerte vej..  " brummede Ergin, mens han lod blikket glide ned over hende. Hovedet vippede lidt på skrå, og hænderne strammede grebet lidt.
 " Skal vi prøve igen?  " Denne gang var hans stemme lidt hårdere, og øjnene kneb sig lidt sammen.

Dandels havde ingen anelse om, hvorfor han ramte jorden, men han fandt da hurtigt ud af hvordan tyngdekraften virkede, som benene forsvandt under ham. Det var et hårdt måde med jorden og et lille støn af smerte kom fra ham, men det tog ham ikke længe før han prøvede at komme op igen så han kunne forsætte sin flygt. Desværre var denne fremmede mand noget så persistent. Han så ned mod sine ankler som han vendte sig rundt og så hænderne, som holdt ham fast. Hans ører lagde sig ned komplet og øjnene virkede større, som han så op mod manden, der nu tårnede over ham. Han var bange for ham, men kun fordi, at han var evneløs og ikke kunne give igen i denne tilstand.

"Det vil du fortryde," advarede enhjørningen. Han lød dog knapt så overbevisende, som den fine, lyse stemme knækkede over. Han mente dog sine ord: en ting er, at hans partner ville blive rasende men det var intet der kunne sammenlignes med Dandels egen vrede. Hans vrede var af den slags, som skulle frygtes: for han udnyttede den til at give ham en form for nydelse, som de færreste fandt behagelige. Han elskede at se smerte, og endnu mere på de mennesker, som han mente fortjente den.

Der var intet ved ham som fortalte den blonde mand, at han ønskede at prøve igen. Han forsøgte at sparke ud efter hænderne, men det var forgæves: han kunne ikke komme nogen steder hen og han havde aldrig følt sig mere som et dyr, end han gjorde nu. "Slip mig fri," kommanderede Dandels, næsten som om han var ved at blive arrig men meget af det kom mest ud af simpel, barnlig frustration. Han måtte minde sig selv om, at det var ikke den han var; han var den overlegne, dominante mester, som blot havde rodet sig ud i en kattepine...

 Det var svært ikke at lade et hånligt grin forlade læberne ved kvinden sølle, truende ord. Så ynkelig så hun lå der på jorden, og ikke kunne gøre noget som helst mod Ergin. Eller i hver fald ikke gjorde noget. Ergins blik så kort ud mod den store gade, og folkene der gik forbi, men der var ingen der virkede interesseret i hvad der skete i den lille gyde. Enten fordi de virkelig ikke havde set noget, eller fordi de valgte ikke at se noget. Uanset grunden var Ergin ganske tilfreds med han stadig bare kunne gøre hvad han ville. 
 " Åååh nej... Jeg ryster i bukserne..  " Sagde han med en falsk bange tone, inden Ergin løftede stumperne, hvor der i hans unge dage havde sat arme, op til kinderne for at medvirke til det dårlige skuespil. Og så fnøs han hånligt, mens han gik helt hen til kvinden, for at sætte sig på hug over hende, med et ben på hver side af hende liv. 

 Et lidt sulten blik gled ned over det af kvindens krop han kunne se. Ikke at det virkede til der var særlig meget af dem. Faktisk virkede hendes brystkasse urealistisk flad, men det gik nok. Det var trods ikke der han skulle have alt det sjove. 
 Så ivrig som kvinden virkede efter at komme fri, valgte Ergin at hænderne skulle blive ved med at holde hendes ben. Det kunne de sikkert også godt lide, taget deres sære fod-fetish i betragtning. Ikke at Ergin nogensinde havde forstået det, han havde i hvert fald aldrig fundet fødder specielt sexede eller interessante. I stedet rynkede han overvejende til hendes spørgsmål. Som om han virkelig overvejede at slippe hende fri for et øjeblik. Han endte dog med at læne sig frem med et lusket og lettere ondskabsfuldt smil.
 " Næ.. " lød det kort, koldt og kontant, inden han rettede sig op igen, stadig siddende i hug.
 "Du kan vælge selv at gå længere ind..  " Forklarede han så.
 " Eller armene kan hive dige hele vejen hen af jorden.. Og jeg hjælper selvfølgelig med at.. skubbe sig af sted, med fødderne. " Han var ikke sikker på planen rent faktisk ville lykkedes, så han håbede lidt at frygten for det ville få hende til selv at flytte sig. Hvis ikke var han klar til at udføre planen.


// Lukket på grund af inaktivitet.