Jagten havde været overraskende underholdende, på trods af at det var meget langt væk fra, hvad Declan normalt lavede. Det var som om, at da han først havde dræbt sit første bytte, var der gået en form for konkurrence i det. Normalt foretrak han at have lang tid med et offer, lade dem bløde ud et snit af gangen, men det grove og beskidte i bare at lade bladet synke ned i et uskyldigt offer.. der var noget næsten afstressende over det. Det var sjældent at det skete, men det var som om, at Declan faktisk havde formået at slå hjernen lidt fra og bare nyde øjeblikket.

Til sidst var Declan mere eller mindre sølet ind i blod, men overraskende nok bemærkede han det ikke. Det var egentlig imponerende, taget i betragtning af, hvor meget han normalt gik op i orden. Selv hans skjorte var gået i stykker i jagtens hede og afslørede hans brystkasse, som var lige så tilsølet som resten af ham. Han havde da godt nok lige taget det værste i ansigtet med et lommetørklæde, men resten fik lov til at sidde mens han tog til det møde, som var baggrunden for, at han overhovedet var dukket op. Imens var Fielthena blevet efterladt ved kareten med beskeden om, at han havde forretninger, som han skulle tage sig af. Hun vidste allerede mere om ham end mange andre, hun skulle ikke kende den hemmelighed, som han gjorde alt i verdenen for at skjule.

Da hans møde har overstået, sluttede han sig til Fielthena ved kareten, selvfølgelig sørgede han før, at udkommet af mødet ikke påvirkede hans afslappede ansigtsudtryk, hun ville uden tvivl aldrig lade ham være, hvis han virkede enten glad eller irriteret.
"Vil du med hjem igen?" Han havde fået, hvad han kom efter, og så var der ikke mere for ham i dunkelskov.

Havde det ikke været fordi hun ikke havde det store at skulle have sagt, eller havde været ved at ædes op af nysgerrigheden, så ville Fielthena næppe selv havde deltaget i jagten. Ikke fordi hun havde det mindste imod konceptet, det var jo bare lidt morskab og mord? Nej det var hele konceptet af det dybest set var noget hvor et tempel var involveret og blodet var ofring til Nalish’ra, hvis man da troede på sådan noget pjat, at guderne var virkelige.
Adrenalinen var allerede begyndt at suse i hendes øregange, og selvom det ikke havde været synligt med det blotte øje, fyldtes hun med utålmodighed. For når nu hun var blevet slæbt med, kunne hun jo lige så godt deltage da jagten blev åbnet, for jagerne, i stedet for at stå tilbage og blomstre under den røde måne, afventende på at Declan ville blive færdig med sine fornøjelser og forretninger.

Jagten havde været lige det hun havde haft brug for. Der var stadig en masse indebrændte følelser efter hendes sidste møde med Declan, men hun kunne jo tydeligvis ikke finde ud af at slå ham ihjel. Det var jo forsøgt en del gange og selvom det havde været tæt på sidst, så var hun stoppet lige på den hårfine grænse. I stedet blev alt den ophobede vrede og altædende jalousi lagt i jagten.
Hun havde opsporet et af de offerlam som var nået længst væk, for det var vel hvad de var, forsvarsløse lam sendt ud for en folk sultende ulve. En ung, ganske køn menneskepige, med et stort rødt hår i vilde krøller og med de største dådyr brune øjne. Hun havde forsøgt at tigge om at blive forskånet flere gange, den sidste gang hun havde tigget, havde det virket som om Fielthena havde forbarmet sig over pigen.
Det var i stedet blevet en leg, en sygelig katten efter musen leg.
Et snit langs panden på pigen havde gjort hendes ansigt blodrødt igen, som hun havde forsøgt sig at fjerne det forrige, denne gang var blodet pigens eget. En snittet akillessene sendte pigen i kollision med skovbunden, klyngende af smerte, men med en desperat slæben hen over skovbunden, som et spinkelt håb om at overleve natten satte sig i hende jo nærmere hun kom udkanten af skoven, trådte Fielthena ind over den spinkle krop.
Roligt, uden at trække en mine i det lyse ansigt, begravede hun fingrene væk i de røde krøller, trak hårdt hovedet bagover og snittede pigen fra øre til øre. Den sidste rallen var knapt gledet ud i nattens mørke, før end kniven brugt til at skære halsen op, blev tørret af i pigens kjoleryg. Menneskepigen havde været så tæt på grænsen, at hendes ene fremstrakte arms fingerspidser havde nået forbi træernes afgrænsning.

Med afslappede skridt, og ikke meget blod på hverken hende selv eller tøj, bevægede Fielthena sig med samme elegance som vanligt tilbage til, hvor det hele var startet.
Hvad end eller hvem end som løb forbi hende på vejen, så hun lige forbi. Hun havde ordnet sit, så resten af byttedyrene lod hun de andre om. Det var dog ikke alle som fik lov at glide forbi de grønne øjne, Declan var undtagelsen.
Hun havde været så tæt på at træde nærmere ham, blod ind smurt over endnu et bytte, men hun havde tøvet og holdt sig i skjulet fra nogle træer. Han lignede Declan, foruden blodet, men hans blik; Hans blik var nærmest, manisk? Det var som om det ikke var hans grå øjne.
I stedet trak hun sig lydløst tilbage, afventende til han kom tilbage. Han havde dog knapt nærmet sig hende, før hun var beordret til at vente ved kareten, til hendes store misfornøjelse.

Det grønne blik lod hun glide op og ned ad ham i en tænkende mine ”Kun hvis vi stopper ved en sø på vejen, jeg kører ikke ind i Dianthos med dig sådan der” med der mente hun naturligvis alt blodet. Nok sad de i skjul i karatentens mørke, men hvad hvis de blev stoppet af en byvagt?
Hendes blik lande i hans, men det var ikke roligt som de plejede. I stedet var det søgende, som ledte hun efter noget i hans grå.

Lettere forvirret lod Declan blikket glide ned over sig selv. Ah, så det var hvad hun mente.. Måske han havde ladet sig rive bare lidt for meget med. Pyt, blodet kunne vaskes af, om det kunne komme ud af tøjet var noget helt andet, men udsigten til at tilbringe lidt kvalitet med Fielthena i en sø, var da ganske velkommen ovenpå den rus, som jagten havde fået frem i ham.
"Kun hvis du hjælper med at vaske det af" Nok havde hun prøvet at drukne ham sidst de badede sammen, men han gik da stærkt ud fra, at det var en engangs forseelse. Han var også begyndt at være noget mere forsigtig når han luskede rundt med andre end hende.

Han var efterhånden faldet ned fra jagten, men noget af det nærmeste maniske var stadig synligt i hans blik, ikke at han selv vidste det. Han havde aldrig før prøvet noget lignende, og han kunne da stadig mærke resterne af den nærmeste berusende fornemmelse i kroppen, men det måtte jo uden tvivl bare være rester af spændingen. En kold dukkert ville sikkert hjælpe.
"Vi skal forbi en sø på vej hjem" Sagde han henvendt til kusken. Han gik hen til døren og rakte hånden frem, så han kunne hjælpe hende ind, bagefter fulgte han selv efter.

De trillede afsted i et lille stykke tid. Blodet suste stadig rundt i Declans krop, han var dog overbevist om, at det måtte skyldes udsigterne til at kunne nyde Fielthena på noget tættere hold. Faktisk havde det været svært ikke at udnytte karetens bløde sæder, selvom der ikke ligefrem var megen plads. Han havde dog holdt sig i skindet.
Langt om længe stoppede de op, hvorefter døren blev åbnet for dem. Som sædvanlig trådte Declan ud og rakte så en hånd frem, så han kunne hjælpe hende ud.

Da han havde kigget ned over sig selv og løftede blikket igen, mødte hendes blik hans og hun skulle ikke lede længe efter hvad hun søgte. Det var der stadig, det samme blik, det var ikke lige så tydeligt som før, men det var der stadig, og efterlod hende med en underlig følelse i kroppen og hun kunne ikke sætte en finger på hvad den helt præcis betød.
Læberne blev klemt overvejende sammen, overvejende om hun skulle sige at sige han bare skulle køre selv, uden hende. At hun havde brug for selv at finde tilbage til Dianthos, uden ham. At hun ikke ville hjælpe ham med blodet, men i stedet for at lytte til hende selv, til den knugende følelse i maven, som vendte den sig, nikkede hun kort ”Nå nu du ikke selv kan gøre dig i stand, så må jeg jo hjælpe dig” svarede hun endeligt i en flabet tone.
Hun greb den fremstrakte hånd, men tøvede bare for et sekund med at træde op i karten, så kort at selvom Declan var en yderst observant mand, så ville han næppe bemærke den.

På vejen mod nærmeste sø, som var til at bade i, fjernede hun ikke blikket fra ham en eneste gang, som hun sad med det ene ben krydset over det andet og hænderne hvilende krydset i hendes skød, hvor venstre hånds ringe- og lillefinger ind i mellem søgte op ad hendes lår, mod det kolde stål spændt omkring låret.
Hvor mange havde han slået ihjel under jagten? Hvad eller hvem skulle han snakke med efter? Og om hvad?
Tankerne blev brudt, som karten stoppede og gav et lille ryk i dem begge. Declan trådte først ud og igen bød han hende galant en hånd, som hun tog i mod. Hun var ikke direkte klodset, men hun var bestemt ikke vant til karter og det afspejlede sig derfor også lidt hendes ind eller udstigning. Hun skævede imod kusken, efter at have taget søen, hvor den store røde måne afspejlede sig i den rolige vandflade, i øjesyn.
I stedet for at bede ham køre længere væk, så de kunne være sikre på han intet ville se eller høre, lukkede hun i stedet sin hånd fastere omkring Declans, for at føre ham mod den mørke sø.
Omkring halvvejs slap hun hånden, mens hun drejede omkring sig selv, så hun i stedet gik baglæns og front mod Declan. ”Så hvem skulle du mødes med efter?” spørgsmålet kunne næsten havde været et lige så trivielt spørgsmål om vejret, hvis ikke det var fordi et legende smil begyndte at forme sig over hendes læber, mens hun langsomt og små pirrende begyndte at spænde sit korsættet op, stadig skridtene baglæns.

Med et ukarakteristisk dumt og forventningsfuldt smil lod Declan sig føre hen mod søen. Det skulle nok blive rart at få skyllet blodet af, men det ville være endnu mere rart, når det var Fielthena, som skulle hjælpe ham med at blive ren. Det var nok meget godt, at han havde aflyst  de planer han havde haft i Dianthos, for han havde en fornemmelse af, at de ville komme noget senere hjem end planlagt. Det var trods alt ikke usædvanligt, at de kunne bruge timer i hinandens selskab, og selvom de ikke havde noget af deres sædvanlige legetøj, burde de nu nok godt kunne få tiden til at.

Det kom ikke det mindste bag på ham, at hun ville vide, hvem han havde mødtes med, faktisk havde han forventet det.
"Det var bare en mulig forretningensforbindelse" Selv hvis han ville, kunne han ikke fortælle hende mere, det ville være alt for farligt for hende.
"Jeg fortæller dig mere end det, det ved du også godt" Han gad ikke til at bruge tid på at diskutere, der var meget vigtigere ting som ventede.

Som hun begyndte at tage korsettets af, slugte han hende nærmest med øjnene, det var så fristende bare at flå det af hende. Knapt så elegant begyndte han at hive sin skjorte, eller nok nærmere de sørgelige rester af den, over hovedet. Lige efter fulgte bukserne efter, stadig knaot så elegant, da han fortsat var i gang mod søen. Bare tanken om hende og havd de kunne lave i søen, havde allerede sat sine spor på hans krop, det var utrokigt hvad hun kunne gøre ved ham, og så endda helt uden at røre.

Han lukkede allerede af for at hun skulle spørger mere ind, før hun overhovedet nåede at åbne munden igen. I stedet for at trodse ham selvom det var fristende, i stedet sendte hun ham himlende øjne og et irriteret suk. Hun behøvede ikke at sige noget, uden han på forhånd vidste hun ikke var tilfreds med hans svar, og endnu mindre over han ikke var til at hugge eller stikke i, selv hvis hun forsøgte at få det ud af ham.

Der var noget ved at se på hvordan han næsten desperat forsøgte at trække de blodige tøj af ham, det var uden elegance og havde tøjet gjort bare lidt mere modstand, ville hun næsten være fristet til at tro han ville forsøge at flå det i stykker i stedet, for at det gik hurtigt nok med at få det af.
Hun havde ikke travlt på samme måde. Korsettet lod hun falde på jorden, som det sidste spænde blev åbnet, før hun begyndte at trække op i skjorten, blottende først maveskindet og dernæst underkanten af brysterne før hun gav slip, så stoffet faldt ned og dækkede hende til igen ”Du har så travlt Declan” lød det drillende i en nærmest spindende tone.
I stedet begyndte hun at binde snørerne på hendes bukser op og noget mere elegant, kom det af end hvad han havde præsteret. Hele tiden sørgede hun for at holde en afstand mellem dem, ikke at han ikke kunne nå hen til hende, hvis han virkelig ville, men lige nu blev afstande brugt til at være en pirrende udtrækning af den fysiske kontakt, som han var mere end klar til; Han kunne få hende, når hun gav lov.

Hendes egen skjorte dækkede lige akkurat for herlighederne, så længe hun ikke løftede armene op. Skjorten lagde hun an til at trække op i igen, men denne gang drejede hun rundt på hælen i samme sekund som han ellers ville have set det hele, som nægtede hun ham det i øjeblikket.
I stedet måtte han tage sig til takke med de forræderiske vuggende hofter og de afdækkede baller.

Hver lille bevægelse som Fielthena lavede, blev betragtet indgående af Declan, næsten som var han et rovdyr, som betragtede sit bytte. Det var jo næsten ondskabsfuldt, da hun gjorde mine til at trakke blusen af, men valgte at lade være med at blotte noget interessant. Hun var irriterende modig, i hvert fald taget i betragtning af, at han var vant til, at folk bukkede og skrabede for ham, men det var jo nok det, som han fandt så tiltrækkende ved hende.

Synet af de vuggende hofter og ballerne, som skjorten lige præcis ikke dækkede var nok til, at Declan næsten tabte vejret. Nok var han ikke religiøs og han havde aldrig været det, men det var lige før, at det var svært at tro på, at hun kunne være skabt på nogen naturlig måde. Det kunne da ikke kun være ham, som så det? Nok var han ikke glad for, at andre kiggede for meget til hendes side, men det kunne da ikke passe, at andre ikke så hendes skønhed.. Det kunne umuligt være fordi, at hun havde påvirket ham nok på andre måder også til, at det ikke kun var hendes udseende, som nærmest overvældede ham.

Det var hende som bestemte nu, det havde hun med alt tydelighed vist ham. Men hans ellers famøse tålmodighed var allerede tyndslidt, så han kunne ikke holde sig fra at gå helt op bag hende, og lade armene glide rundt om hende. Blidt kyssede han hende i nakken og lod hænderne glide ned, så han kunne gribe fat i kanten af hendes skjorte.
"Må jeg få lov?" Han hadede at spørge om tilladelse, det var meget sjovere bare at rive tøjet af hende, men det var en del af deres leg.. Og skulle han være hudløst ærlig, så var der vel også et eller andet pirrende over, at hun fuldkommen bestemte, hvad han måtte og ikke måtte få.

Velkomment lod hun sit hoved skråne sig, så han havde bedre plads til hans kys mod hendes nakke. Et kys der på en og samme tid fik en varme til at sprede sig under huden på hende fra hvor hans læber rørte, og videre mod hendes indre, hvor det efterlod en behagelig kildende fornemmelse.
Skævende over skulder, op mod hans ansigt, nærmere bestemt hans øjne, som skulle hun atter tjekke om det maniske stadig få gemt i dem, eller om de var blevet hans blik igen, før hun svarede ham ”Ja, og mens du er i gang, kan du passende forsætte hvor du slap, på min hals” kommanderede hun lystfuldt, men samtidigt fast.
Havde den mindste tvivl været tilstede, ville hun ikke være i tvivl om hans lyst nu, som de stod så tæt. Pirrende trykkede hun numsen tilbage mod ham og selv de bevægelser som ikke burde gå i hendes hofter, fandt hun en måde at gøre så de gjorde. Så hans skridt i større eller mindre grad blev mødt af gnid eller trykken mod sig.
Fuldt bevidst om hans i forvejen tyndslidte tålmodigtig kun ville slides endnu tyndere, til den til sidst ville gå i stykker og han enten ville vende den nuværende magtblance, eller næsten falde på knæ tiggende efter hende.

Hvis hun havde været i stand til at se hans øjne, ville hun nok have set en spænding og glæde, som kunne virke næsten barnlig og bestemt ikke var noget, som man ofte så hos Declan. Han stoppede kærtegnene på halsen, så han kunne fokusere på at få åbnet trøjen og trukket den af hende. Han ville gerne trække sig væk og dreje hende rundt, så han for alvor kunne nyde synet af hendes krop, som han på en eller anden måde aldrig blev træt af, men hendes hofters bevægelser mod hans underliv var for dejlige til, at han ville stoppe det.

Magtbalancen i mellem dem var altid utroligt flydende, og den kunne skifte utroligt hurtigt. Det havde Fielthena vist i hvert fald en gang. Det gjorde det spændende, det at man hele tiden skulle sørge for at bevare kontrollen eller ville man miste den. Alligevel nød han nu at kunne hengive sig helt til rollen som dominerende eller underdanig.. Men mon han alligevel skulle prøve at overtage styringen? Hun virkede jo trods alt ikke til at kæmpe alt for hårdt for den.

Spændingen og rusen fra jagten havde for alvor sat sig i ham, han følte sig stærk, magtfuld, og han ville aldrig kunne falde på knæ for at tigge, så længe han havde det sådan. Det var faktisk en rar følelse, det var længe siden han virkelig havde følt det, selvom forretningen i Dianthos stilme og roligt var ved at blive bygget godt op. Jagten var faktisk nok præcis hvad han havde haft brug for.
Han fortsatte kyssene på hendes hals, men tillod sig at bide hende ind i mellem kyssene og kærtegnene.
"Jeg vil have dig" han lod en hånd glide ned mellem hendes ben, hvor han insisterende begyndte at kæle for hende. "Nu" Det var hendes chance for at bevare den magt, som han tillod hende at have, han havde dog alle intentioner om at tage, hvad han mente, tilhørte ham, mere eller mindre uanset hvad hun sagde.

Hun kunne have hjulpet ham med skjorten eller gjort det lettere for ham at få den af ved at skabe lidt afstand mellem dem, så hans blodige og klistrede brystkasse ikke var trykket i mod hendes ryg, men han fik lov at kæmpe lidt for at klæde hende helt af.
Den ene arm blev løftet op så hun kunne tage fat omkring hans nakke, hvor fingerspidserne gled ind i lidt af de sammen klisteret nakkehår. Taget omkring hans nakke var ganske let, men det forhindrede ham fra at trække hovedet væk fra hendes hals, hvis ikke det passede hende at han skulle stoppe sin perlerække af kys og bid mod den tynde hud.
Nydende gled hendes øjne i ved et af hans bid i et lille støn, mens hendes krop instinktivt pressede sig mere imod hans, hvis det overhovedet længere var muligt at stå tættere. ”Mmh” sukkede hun næsten overgivende ved hans hånds insisterende kælen for hende.

Nu. Øjnene åbnede sig som havde det været dem han havde kommanderet til at glide op igen, samtidigt førte hun sin frie hånd ned over hans der befandt sig mellem hendes ben og tog styringen over den, hvordan han rørte hende ”Spørg pænt, så vil jeg overveje om du skal have lov” før han kunne komme med nogle indsigelser, trak hun hans hoved let bagover i nakkehårene og fjernede hans hånd fra hendes køn, så han ikke længere havde hende på nogen måde. Før hun tilføjende kommanderede ”Tig for det” til ham i en tone som gjorde det klart, at var hun ikke tilfreds med hans indsat, så måtte han undvære.
Det var måske grænsende til tarveligt om bede ham om at tigge efter lov til at få hende, han var i forvejen ikke god til det og endnu mindre sansynligt var det han ville give efter for hendes krav som jagten stadig sad i kroppen på ham.

Nærmest med det samme kunne han gætte sig til, at hun ikke havde tænkt sig at opgive sin magt helt så nemt. Det var egentlig fint nok, han var med på at hun fik lov til at bestemme og endda, at hun kunne få taget lidt hævn over alle de mærker, som han havde givet hende. Men så fjernede hun hans hånd og bad ham om at tigge. Det var ikke nogen urimelig forespørgsel, han bad jo så ofte hende om det samme.. Men han hadede at tigge og han var utroligt dårlig til det, og han havde da slet ikke lyst lige nu, hvor han følt sig så beruset efter jagten. Måske det alligevel var på tide med et lille magtskifte.

Utilfreds brummede han ind mod hendes,men alligevel lod han sig langsomt synke ned på knæ, som om han faktisk havde tænkt sig at begynde at tigge. På vejen ned kyssede og bed han hende ned langs ryggen. Med et blidt greb tog han fat i hendes lår, så han kunne vende hende om, så han kunne se op på hende. Med et lille smil lænede han sig frem, så han kunne placere et kys mod det nederste af hendes mave. Uden varsel strammede han grebet om hendes lår, så fingrene nu var boret ind i huden, og med bestemte bevægelser begyndte han at sprede hendes ben nok til, at han kunne få hovedet helt hen til hendes underliv. Til at starte med nøjedes han med stadig at kysse og nappe hende drillende, men der gik ikke længe før han lod sin tunge gå på opdagelse. Han vidste, at han ikke kunne tvinge hende til at overgive sig med ren magt, men så var det godt, at hun ikke var den eneste, som kunne pirre og drille.

Det havde været for nemt, hvis han uden videre gav efter for hendes krav. Det var kun lykkes med få gange at få ham til at tigge, og begge gange havde været lige ringe, meget var han god til, men at tigge selv efter hende var ikke en del af det repertoire. Det betød dog ikke at det var umuligt at få ham til det og måske i nat ville være den tredje gang det lykkes.

Som han sank i knæ, slap hun taget i hans nakkehår, som havde farvet de lysefingre røde af det endnu forholdvis friske blod, han var indsmurt i og havde gjort det i forvejen røde hår endnu mørkere. Kyssende efterlod en behagelig summen under huden, hvor læberne havde rørt hendes krop, mens bidende sendte elektriske stød ned langt rygraden og videre ud i de fjerneste kroge af hendes krop, med en respons af små støn som fyldte den kølige natteluft mellem dem.
Det var med et forventningsfuldt blik, for han ville begynde sit tiggeri, at hun lod sig dreje rundt. Tiggeriet kom aldrig efter kysset mod maven, endnu en gang tippede magten over i hans skål på vægten, det skete allerede da grebet om hendes lår blev strammet.
Den ene hånd gled mod hans ene på hendes lår, mens den anden begravede sig dybt ind i hans hår og lod fingrene knuge sig om de lokker de kunne, truende med at trække ham væk fra hendes underliv. I stedet lod hun ham både skille hendes ben, til han fik den plads han skulle bruge.
”Det er ikke at tigge” fik hun endelig samlet sig om at sige, som hendes krop forræderisk lod ham overtage krontrollen, for hvert lille støn som slap fra hende.

Hendes ord fik ham kun til at intensivere arbejdet med at få hende så tæt på kanten, som overhovedet muligt. Han syntes da bestemt, at hun plejede at være noget mere modstandsdygtig end det her.. Men nu var han selvfølgelig også utroligt insisterende i sin behandling, måske mere end normalt, hvor han ofte tyede til en blanding af afstraffelse og belønning. Det kunne selvfølgelig også være, at jagten også havde påvirket hende. Uanset ville han da ikke brokke sig, han foretrak bestemt at være den dominerende, og det ville uden tvivl klæde hende, hvis hun var bare en smule mere underdanig.

Grebet i hendes lår blev strammet yderligere og han pressede sit hoved lidt mere mod hendes underliv, bare i tilfælde af, at hun skulle finde på at forsøge at hive ham væk. Det var måske et bisset trick, men han havde ikke tænkt sig at tigge, og eftersom han ellers ikke ville få, hvad han ville have, ja.. Så var der ikke andet at gøre, hun skulle være som ler i hans hænder. Hun skulle dog på ingen måde tro, at han havde tænkt sig at være sød ved hende, for han havde alle intentioner om at tilbageholde hendes klimaks, indtil hun var den, som var nødt til at faldw på knæ og tigge.

Hun knejsede nakken i et støn, mens øjnene gled sammen igen. De havde efterhånden tilbragt nok tid i hinandens selskab, til at de begge to havde en ganske fin forståelse på hvordan hinandens kroppe reagerede og hvilket tegn der kom, lige før de lod sig falde ned i den dybe mørke afgrund, for at i hendes tilfælde føle det som om hun blev splittet til atomer og samles igen, for hans kyndige berøring.
Det ville ikke være første eller sidste gang, at fratage den anden den fulde ekstage ville live brugt som et redskab til at pine og pirre på samme tid.

Det havde nok været med en undervurdering af, hvilket følelser der stadig rasede i hendes indre, efter jagten og tanken om at de begge stod til frit udsyn for kusken, at hun langt hurtigere end normalt begyndte at nærme sig afgrundens klippekant.
Med en blanding af en begyndende elektrisk, brændende og stikkende følelse helt ud i tåspidserne, strammede hun grebet i hans hår, tvang ham til at blive hvor hans var, på knæ foran hende til at gøre det arbejde færdigt som han var i færd med.
Ville han virkelig, kunne han trække hovedet væk, men hun ville ikke lade ham fratage hende sit klimaks uden videre. Heller ikke selvom hun efterhånden var som ler i hans hænder.

Hvert lille støn fra hende var som sød musik i hans øre, og havde det ikke været for deres magtkamp i øjeblikket, havde han nok forbarmet sig over hende. På et tidspunkt kunne der sikkert også være sjovt at se, hvor meget nydelse hun faktisk kumne holde til, men det skulle være i mere private omgivelser og ikke, hvor kusken uden tvivl stod og lurede på dem. Ikke at det faktum gjorde ham det mindste, der var noget pirrende over, at en anden mand stod og kiggede på, hvordan man virkelig tilfredsstillede en kvinde. Især når den kvinde var så skøn og uden tvivl eftertragtet som hende.

Det var nemt nok at mærke på hende, da hun efterhånden ikke kunne klare mere. Det ville egentlig ikke være så svært, at gøre sig fri af hendes greb, men alligevel blev han siddende, smerten ved hendes gren i håret var jo faktisk ret dejlig på en måde. Det betød dog ikke, at han formbarmede sig og gav hende det ønskede klimaks, for nok trak han sig ikke væk, men han trak tungen tilbage, så han ikke længere stimulerede hende, så kunne hun jo selv finde ud af, hvad hun ville gøre. Efterhånden burde hun kende ham godt nok til at vide, at han ikke ville give sig, før hun bad om det som den gode pige, han vidste, hun kunne være.

Den bløde underlæbe blev suget ind mellem tænderne, som sank hårdt ned den, kvalte et af de mange støn som forlod hendes hals, ikke at det blev kvalt helt, det blev bare mere afdæmpet. Hånden der ikke lå begravet i alt det røde, gled over hans ene stramme greb i hendes lår, før hun lod neglende synke ned i hans håndryg. Ikke fordi han skulle slippe taget, smerten fra de gennemborende fingerer blandede sig med den rå nydelse, og hun ville have mere af den som ville det være det sidste der skulle til for at skubbe hende over kanten, mod sit klimaks.
Det grønne omtågede og lystfyldte blik åbnede igen, da han stoppede, bremsede hende lige på kanten. Blikket flyttede sig fra den mørke nattehimmel og ned mod hans knælende skikkelse, med en dybt utilfreds brummen. Vejrtrækningen var stadig hurtigt og lettere overfladisk og i et øjeblik stod hun bare og betragtede ham, et hård træk i håret, tvang hans hoved væk fra hendes skød, så hans blik ville mødes med hendes ”Jeg bad dig ikke om at stoppe, gjorde jeg?”.
Nærmest faretruende slap hun taget i hans hår og trak hånden til sig, som ville hun sende ham en korrigerende lussing. I stedet lod hun næsten kærligt fingrene løbe over hans kindben, mod kæben, hvis linje de fulgte til hun nåede de våde læber.
Efter at have ladet langfingeren glide over hans underlæbe uden at trække ned i den, tvang hun den med pegefingeren lidt ind i munden på ham, ikke så han blev kvalt eller skulle have den følelse, for lige så hurtigt var de ude igen, som hun trådte et skridt bagud. Uden at vige blikket for hans, lod hun de fugtede fingre pirrende stryge op langs hendes lår, til de nåede hendes underliv og kælent forsatte det arbejde han havde afbrudt.

Et nærmest sødt smil fandt vej til hans læber, som han så op på hende, troede hun selv, at det ville blive så nemt? 
"Jeg gav dig ikke lov til at blive færdig, gjorde jeg?" Svarede han flabet tilbage. Han vidste, at hans flabede kommentarer pissede hende af, men samtidig vidste han jo også, at hun egentlig godt kunne lide det. Flere gange havde han jo selv måtte indrømme, at den konstante kamp og de flabede kommentarer var noget det, som var med til at holde hans interesse ved lige, sammenlignet med alle de piger, som han kunne sno om sin lillefinger, men som også tabte hans interesse utroligt hurtigt.

Det kom en anelse bag på ham, da hun ikke slog ham, som hun ellers lagde op til. Uden at sige noget betragtede hans hendes bevægelser nøje, og han skilte endda læberne svagt ad, da hun stak fingeren ind  i munden på ham. Det var ingen tvivl om, at alt det her var et forsøg på at vise hendes dominans, men for nu var han for bysgerrig og fascineret til at stoppe hende. Næsten som i trance så han til, mens fingeren gled op af hendes lår og op til underlivet. Det var utroligt svært for ham ikke at overgive sig til hende, bare for at kunne tage over for fingeren.. Men han nægtede at tigge, som hun havde forlangt af ham. I stedet fin han revet hånden fri, så han langsomt kunne rejse sig op. Han lænede sig helt ind til hende, så deres læber næsten rørte.
"Vi ved begge to, at det der ikke er, hvad du vil have" Han lænede sig det sidste stykke frem, så deres læber lige nøjagtigt strejfede hinanden, inden han igen trak sig væk og satte kursen mod søen.

Der var dage hvor hun var langt mere underdanig overfor ham, hvor han nærmest kunne få lov at bestemme hvornår hun skulle blinke så meget overlod hun sig selv til hans ønske, oftest var det dog at hun lod ham være den dominante, men hvor hun trods sin underdanighed alligevel ikke lod ham tage kontrollen uden hun testede ham og så var der de sjældne gange, hvor magten skiftede fuldkommen over til hende og som nu, hvor han ikke lod hende.
Irritationen over hans flabede ord, viste sig som en svag, næsten utydelig vibreren i næsefløjene, den prikkede til hende på en måde som ikke meget andet kunne, og selvom hun hadet det, nød hun det lige så meget.

En ting var tanken om at kusken, måske holdte øje med dem, hvis ikke han havde noget anstændighed i sit liv, var en ting det gav noget spænding, men det var usammenligneligt med den følelse som spredte sig i hendes krop, ved Declans blik. For uanset hvor meget kusken kiggede, var alt hun gjorde i sidste ende kun for ham.
Hånden blev trukket væk fra hende, men ikke uden at hendes negle efterlod mærker efter sig, så længe det varede før hans krop igen ville slette alle spor efter hende. Hendes egen hånds arbejde stoppede ikke, selvom han trådte helt tæt til deres kroppe mødtes. Det var derfor heller ikke hende alene som fik glæden af hånden, blikket søgte kort mod hans læber der var faretruende tæt på hendes allerede.
Det var ikke hans ord, som fik hende til at fjerne hånden, selvom det kunne virke sådan. De strejfende læber og hans trækken væk igen, vendte det hele på hovedet. Som havde hun været en hengiven hundehvalp, fulgte hun straks i hælende på ham mod søen.

Det var nemt  ok at høre, at hun fulgte efter ham, hvilket fik ham til at smile triumferende. Han havde jo hele tiden vidst, at han kunne skulle vinde den lille magtkamp, men derfor var det alligevel utroligt tilfredsstillende faktisk at føle sejrens rus, selvom den sled endnu mere på hans allerede godt tyndslidte tålmodighed. Følelserne fra jagten  havde allerede været nok til, at hans tålmodighed var på prøve, men hendes pirren, deres magtkamp og nu følelsen af sejren, gjorde det næsten uudholdeligt. Han blev jo nok nødt til at afstraffe hende bare lidt, men forhåbentlig ville han ikke behøve være tålmodig meget længere endnu.

Da han trådte ud i søen, gøs han lavt, vandet var alligevel noget køligere, end han havde forventet. Alligevel fortsatte han dog ud, indtil vandet gik ham til brystet. Han vendte sig om mod hende, og strøg hende blidt ned over håret og kinden.
"Så dygtig du pludselig kunne være" Hans hånd lagde sig ved hendes hals, klar til at tage fat, hvis hun nu skulle forsøge at tage magten tilbage.
"Og så ville du vidst gerne bede mig om noget?" Han nussede hende på halsen med tommelfingeren. Hun skulle få lov til at tigge og bede på den pæneste måde, hun overhovedet kunne, inden han havde tænkt sig at forbarme sig over hende. Hun kunne lige så godt lære, at nok skiftede magtforholdet mellem dem, men det var kun fordi, at han tillod det. I sidste ende var det ham, som bestemte.

Luften blev suget ind mellem sammenbidte tænder, samme blev maven, som hun fulgte med ud i det kolde mørke vand. Det havde måske været mere praktisk at have valgt at vente med at vaske blodet af, til de var et sted hvor vandet var noget mere behageligt i temperaturen. Det var dog ikke koldere end kroppen hurtigt vænnede sig til vandet, og når først den var under, virkede luften langt koldere.
Den blide berøring blev budt velkommen, som hun lænede kinden lidt mod hånden i dens færden hen over huden. Som havde hun været en kælen kat der stødte hovedet mod hånden, bedene om at forsætte berøringen.
Hun havde været lige ved at tilbagelægge den sidste afstand og lade armene lukke sig omkring hans skuldre og hals, da hånden standede faretruende på hendes hals og fik aftrækningen af trods til at danne sig i hendes øjne, hvis blik ellers var helt og holdent overgivende til ham til da. Ville han faktisk klemme, hvis hun forsøgte at vænne magten igen? Det var fristende at prøve bare for at teste ham, finde ud af hvor meget han ville klemme og hvor længe.
Et skridt og hun endte med at stå helt tæt mod ham, med hænderne hvilende mod hans hofter ”Ville jeg?” svarede hun flabet den bedste uskyldige tone hun kunne fremmane.