Bestillingen havde været klar. En gøgler skulle lære, hvem der bestemte og det måtte gerne ske på den hårde måde. Kunden havde virket meget barsk, eller det havde han tydeligvis selv syntes. Aithlin havde ikke været specielt imponeret. Interessen var mere rettet mod de diamanter som der blev diskuteret om. Betalingen var ikke imponerende, men heller ikke dårlig - og der var ikke lige andre planer i udsigte. Så jobbet var blevet accepteret og så gik rejsen ellers mod en en havn med sin egne love og regler.

Det tog nogle dage til hest, men frem kom Aithlin til sidst. De første par dage brugte han på at opsnuse sit mål, som han derefter fik yderlige informationer om. Der var tale om en mand som var medlem af en eller anden gøglertrup. Ikke det nemmeste, men med list burde det være muligt. Da han havde fået nok indsigt i sit måls gøren og laden slog han til i de tidlige morgentimer. Solens første stråler var knap over horisonten, men det var også hele hensigten. Aftentimerne var for risikable, især i et område, hvor nattetimerne var de mest aktive.

Aithlin, som havde været i professionen i en del år, var sikker på, at planen var ufejlbarlig. Manden sov trygt og godt i sit telt, så det ville bare være hurtig ud og ind. Men lige denne morgen havde naturens behov kaldt og vækket manden fra hans søvn for at han kunne finde en busk at tømme sin blære i. Jamen det kunne Aithlin også arbejde med. I lyden fra fugle der pippede bevægede Aithlin sig så lydløst hen mod manden som muligt, bagfra, med en kniv i hans ene hånd. Den anden brugte han til at gribe fat om 'byttet' og lukke munden inden lyde ville vække resten af området. Kniven fandt hurtigt vej ind mellem et sæt ribben, der beskyttede lungerne og hurtigt gjorde en ende på den uheldige mands liv.

Der var mange grunde til, at Aria i de tidligste morgentimer var på vej hjem fra Fristavns stolte bebygninger og beværtninger. En af dem handlede om døgnrytmen hos en skjald, der kunne strække sig til alle tidspunkter af dagen og natten. En anden var den gode stemning der var kommet, sådan som aften blev til nat, og nat til tidlig morgenskumring. En tredje havde været betalingen. I sidste ende, var Fristavns beboere nemlig først rigtig godt kørt ud når solens stråler så småt begyndte at strække sig over himlen. Det var der de var mest gavmilde, og havde hun alligevel underholdt dem de sidste 5 timer, kunne hun sagtens tage 2 timer mere for den dobbelte fortjeneste.

Den rytmiske lyd af saturens kloppende klove, lidt tungere vandrestav og diverse ringlen fra hendes forfængelige nips, fulgte med i takt med hendes fjedrende skridt.  Det var som sådan ikke hemmeligt når Aria kom gående, og det foretrak hun nu engang også givet hvordan det at blive set var et standard kriterie for at hun overhovedet solgte noget. Og derfor var det vel også mere held end forstand - måske endda nærmere uheld end forstand - måske endda nærmere Chance der listede sin finger ned på jord, der gjorde at Aria i den tidlige morgen så en velkendt skikkelse trisse imod de nærmeste buske, uden at blive set.
Arto? Satyrens trætte øjne livede nysgerrigt op ved den fjerne silhuet, og ubevidst satte hun farten op. Han kunne ikke se hende, da lejrpladsen lå på en naturlig forhøjning i landskabet, og hun kom nedenfra - folk kiggede sjældent op eller ned. Men hun kunne sagtens se ham - og måske kunne hun give ham en god gammeldags morgenforskrækkelse inden hun listede i seng!

Det var den idé der fik Aria til at sætte en dæmper på sine skridt og sig selv, og nok også grunden til at den fremmede lejemorder næppe hørte hende før det var for sent.
Aria så nemlig imod den lysnende himmel, en skygge ham liste sig om bagved ham... men tænkte at det var en der havde fået samme idé som hende og sneg sig selv nærmere for at tage del i forskrækkelsen af Arto. Og det virkede til at være nu!
Med latter på tungespidsen så Aria den fremmede gribe fat i Arto - forventede at hører en hujende og forskrækkende 'bøh' lyd efterfulgt af banden og svovlen, men så i stedet hvordan hans skikkelse med et vådt dump sank sammen på jorden. Hvad var nu det? Aria's krop gik i bevægelse. 
"Er han okay!?" gispede hun overrasket, og gled med hastige skridt nærmere - larmende og det hele. 

Det var stadigvæk ikke gået op for hende at det ikke var en fra truppen, da hun stadigvæk kun kunne se hans høje ryg. 

Aithlin ville selv mene, at han var professionel i sit arbejde. En dygtig morder og soldat. Ellers var han næppe fortsat i live, men selv dygtige folk kunne begå fejl. Det var i hvert fald det han forsøgte at overbevise sig selv om, da han indså at han var blevet taget på fersk gerning. Frustreret vente han sig imod den kvindelige stemme, som i første omgang viste sig at være luft. Hurtigt søgte hans blik dog nedad i forventning om at se et ansigt, men luften fortsatte til han stødte på et par horn. Forvirret og frustreret over sin egen manglende opmærksomhed, vandrede hans blik til sidst så langt ned, at han mente at han snart kun ville kunne se hunde og katte. Men nej, under hornene stod en satyr med store øjne og et overrasket udtryk.

Det var ikke første gang han havde set en satyr, men det var ikke ligefrem fordi han stødte på dem hver dag og da slet ikke en som larmede i samme grad som denne kvinde. Hvis hun ikke allerede havde vækket hele området, så gjorde hun det da i hvert fald snart. Så der skulle handles hurtigt. Fingrenes greb om kniven blev hurtigt skiftet, så han igen var klar. Det gik ikke, at der var vidner - og slet ikke nogle der kunne vække enhver mand som havde bare nogle lunde almindelig hørelse.
"Han har det helt fint." Han var jo død, så han led næppe nogle smerte, længere. Afstanden mellem dem var desværre lidt for lang til at han bare kunne kaste sig over hende og få jobbet overført, så igen skiftede hans hænder grebet om kniven, som på et split sekund blev klar til at kaste kniven. Det kunne godt være, at hans sigte var bedst til bue og pil, men når de alligevel stod relativ tæt på hinanden var Aithlin sikker i sine kasteevner. Selvom målet var lille af statur, så skulle han nok ramme. Så længe hun ikke overraskede ham på flere måder.

Aria nærmede sig med ret så hastige skridt, men hendes udsyn blev hurtigt blokeret af den høje mand der vendte sig om. Aria kiggede kortvarigt op på ham - af hvad hun kunne se i det svage morgenlys lignede han en ganske almindelig mand, førhen at det søgende gled tilbage til Arto's liggende krop. Hun var ikke den mest opmærksomme af sig, og i sin  hastværk så hun ikke kniven der skiftede hænder.
"Fint?" gentog hun prøvende, dog ikke synderlig mistænksom af sig, fordi hvorfor skulle hun? Aria's flyvske sind fæstnede sig ikke i de små detaljer - såsom kniven, selvom hun burde, og manden havde snakket så normalt, at det var svært at tro at han ikke skulle have det fint. Nu, små 4 meter fra ham, kunne Aria dog fornemme hvordan at han ikke havde rykket sig, og virkede lidt anspændt. Måske lidt lys ville hjælpe?
Det var ikke uvant for hende at bruge den til praktiske opgaver om denne, og mon ikke manden ville værdsætte det fine lys Aria kunne skabe? I den frie hånd - den foruden staven, åbnede satyren sin håndflade med et lille smil. "Lad os lige se om han er måske er besvimet, han har nogle gange kigget lidt for dybt i flasken" forklarede hun med en prøvende latter, da det ikke var et helt forkert scenarie. Hun havde set folk falde i søvn imens de stod og pissede; hvis de var fulde nok.

Dog var det ikke altid lige sådan at bruge magi, og specielt på kommando efter en lang aften. Derfor havde Aria tænkt at det skulle være en dæmpet lille kugle af lys der skulle manes frem i hendes hænder, som ikke ville være så hård ved nogle af deres øjne. Det der tilgengæld skete... jah det var en enkelt lille gnist af lys i morgenmørket - skuffende... lige førhen at en større kugle lydlyst og pludseligt eksploderede for øjnene af dem begge. "Argh!" Aria knyttede forskrækket øjnene sammen ved det pludselige hvide lys, og stoppede halvblændet op - nej!
"Undskyld!" udbrød hun derefter hurtigt, pinligt bevidst om han måske ikke havde undgået det pludselige flash.

Aithlin havde forventet mistænksomhed og en eller anden form for vrede. De fleste folk så ikke mildt på, at man sådan dræbte andre væsner til højre og venstre, men til hans store overraskelse hørte han ikke skyggen af negativitet, derimod undren. Var kvinden blind? Det kunne da umuligt være tilfælde med de enorme øjne hun besad. På de fleste andre væsner ville Aithlin finde dem frastødende, men på en eller anden måde harmonerede de sammen med resten af hendes fine ansigt og resulterede i en sær form for skønhed han ikke havde forventet at se, slet ikke på disse kanter eller på en Satyr.

"Ingen grund til det..." Begyndte han, da satyren pludseligt ville undersøge sagen nærmere. "... jeg sk ..." Mere fik han ikke sagt før noget der lignede en gnist opstod i håndfladen på kvinden overfor ham, hvilket mindede ham om at han nok hellere måtte få gjort en ende på hele deres møde. Hun havde købt sig lidt tid med sin undren, som havde taget Aithlin på det forkerte ben, men nu måtte der gøres noget. Han var klar til kaste kniven da den lille gnist pludselig tog revanche og eksploderede i skarpt vidt lys. Aithlin glemte alt om knive og døde mænd - og satyrer - da han pludselig fik travlt med at dække sine øjne som en anden vampyr i sollys. 

Der gik flere lange sekunder før Aithlin igen nogle lunde kunne se. Frustreret blinkede og gned han sig i øjne for at få sit syn tilbage hurtigere, men det hjalp ikke specielt meget. Synet kom når det besluttede sig for at komme. Undskyldningen kunne han derfor kun høre, men den kom stadig bag på ham. Måske behøvede han ikke dræbe kvinden, for hun virkede ikke til at være alt for opmærksom. Imens hans synssans langsomt vendte tilbage, fjernede han derfor sin kniv og vente sig mod liget, som han lod som om han tjekkede pulsen på.
"Jeg tror bare han er gået ud som et lys. For meget at drikke." Lød det i en beklagende tone fra Aithlin, mens han rejste sig op. "Jeg tror det er bedst, hvis vi bare lader ham ligge." Fortsatte han og rettede sit nu fungerende blik mod satyren. "Du ligner også en der skal et sted hen." Aithlin var ivrig efter at komme videre og ikke mindst skifte emne. Larmen og nu lyset kunne næppe undgå at have vækket bare et par stykker.

Med kåbens ene enorme ærme formåede Aria at beskytte de lysfølsomme øjne en anelse, men blåhvide pletter dansede stadigvæk for øjnene af hende da hun prøvende åbnede dem ved mandens stemme. Af hvad hun kunne se tjekkede han bare op - Aria kunne ikke lade værd med at grine en anelse lusket, og nikkede. Sidst missede han en god del af morgentræningen og fik en lille sviner. Han var ikke blevet bedre siden, og hvis han valgte at lægge sig her og sove, skulle han passende nok misse det igen.
"Han klarer den, jeg har set ham sove værre steder" smilede hun, og orkede ikke at bærer en fuld person hjem. Nej, bedre at han for fremtiden lærte at bære sig selv hjem - bedre for hendes ryg i hvert fald. "Jeg henter ham i morgen hvis han bliver alt for forsinket".

Aria glippede nogle sidste gange med øjnene men vendte sig næsten automatisk da hun fornemmede at han ville videre. Hun var ret så van til at tage føling på folk, og da det gav mening - hun skulle også andre steder hen end her, lod hun det slippe med et lille nik og gik godmodigt videre. "Jeg er overraskende nok på vej hjem, det har været lidt af en aften" grinede hun, og lod med et suk hovedet glide bagud, og lettede for en stund noget af vægten i nakken. "Jeg havde ikke tænkt at krydse vej med nogen her til aften... morgen, men der kan man bare se" Aria smilede en anelse, og tog i det tidlige lys et bedre kig på ham igen. Hun mente ikke at have set ham før, og i en rykvis bevægelse - meget lig de dyr hun delte træk fra, tippede hun hovedet på skrå. "Hvad med dig, hvilke veje har bragt dig herhen nu?" smilede nysgerrig - altid nysgerrig efter en interessant historie at tage del i, og studerede ham en anelse, førhen at hun trak blikket til sig og kiggede frem for sig selv igen.

Folk der gik i de tidlige morgentimer, kunne have alverdens mærkelige og finurlige grunde til det. En del af hende havde nysgerrighed nok til at prøve at lære dem alle at kende, imens en anden mindede hende om at holde næsen for sig selv. Det var så ubehageligt hvis folk blev utilpas over det, så hun kom det bare altid i forkøbet, ved at lade værd.

Det var da absolut ingen grund til. Aithlin bandende indvendigt, for det betød at han skulle tilbage og fjerne kroppen. Udtrykket forsøgte han dog at holde neutralt og spørgsmålet omkring kvindens gøren og laden syntes også at have en god distraherende effekt. Heldigvis. Lidt held havde han da. Måske en del mere, for hun havde jo ikke sat en masse spørgsmål ved den fulde mand, men bare accepteret historien.

"Lidt af en aften?" Spurgte Aithlin med en undrende tone. Ikke fordi han egentligt var interesseret i, hvad der var hændt for kvinden, men det gav sikkert større chance for at hun glemte manden i busken. Så måtte han jo bare selv lide lidt, mens han lagde øre til den ligegyldige viden. "Jamen så lad mig følge dig resten af vejen, man ved jo aldrig hvad fremmede steder kan byde på." Fortsatte han, med en så venlig tone som han kunne mønstre. Aithlin var overordnet ikke et uvenligt væsen, men sådan at eskorterer folk hjem på mærkelige tidspunkter var noget der hørte til sjældenhederne. Betød det dog, at han ikke blev taget på fersk gerning i mord, var det noget han gerne gjorde.
"Jeg kunne ikke sove, så var bare ude og gå en tur." Løgnen sad indgroet på hans tunge. Det var hans normale svar til spørgsmål om, hvad han lavede ude på mærkelige tidspunkter af døgnet. Nogle forstod ham, andre syntes det var noget underligt noget, men langt de fleste lod ham bare være med den forklaring. De fleste havde prøvet det ikke at kunne sove.

Aria tog velvilligt imod den venlighed som manden viste hende, og var bestemt heller ikke nærig med at give igen af sin egen. Hendes oversteg nok mandens med et par metre, hvilket dog også var nemt at bedømme, når hun heller ikke havde et lille mord at bære rundt på, i baghovedet. Joeh, der var stadigvæk nogle ting ved ham som hendes instinkter ikke kunne undgå at reagere på - at han var så investeret i at følge hende afsted var ikke noget hun oplevede ofte. Men alt det ville falde mere på plads, når formiddagens første stråler gjorde det klart at hendes frænde næppe vendte hjem igen.
Fordi her og nu, jah der fik den høje mand fordelen af hendes tvivl - Aria dyrkede ikke mistænksomhed uden et godt grundlag at holde det på.

Og at gå en tur, var ikke mistænksomt nok til at grave efter sort guld. Satyren nikkede - det kunne være en pine og plage ikke at kunne falde i søvn, og med et lille puf af albuen, smilede hun op til ham. "Lidt af en aften jah. Jeg har synget i så mange timer, at jeg troede min hjerne løb tør for kvad og min stemme for musik" grinede hun en anelse træt, men ikke mere træt end hendes øjne stadigvæk funklende og vågent fulgte ham. At hun dermed var skjald, det lå implementeret i ordende, eller var simpel naiv glemsomhed. "Jeg vidste slet ikke at Fristavns folk kunne være harmoniske i deres råben og hujen! Stærke stemmer ville jeg mene ordet for det, er" klukkede hun en anelse ironisk, og satyren sneg sig i sin - jah det kunne sagtens føles sådan - barnlige interesse af manden, endnu et skridt, ubevidst nærmere. Det havde bestemt ikke været harmonisk nede på den kro hun havde brugt sin aften på. 

Perosnlige bobler og sfære havde aldrig været hendes stærke side... desuden, så brød hun sig om at føle sig tæt på andre. Det var helt uforståeligt for hende, hvordan at andre kunne finde det mere nærgående end hvad godt var.

Aithlin fortrød næsten med det samme, at han havde spurgt ind til kvindens aften, for pludselig kom ordne væltende og han måtte næsten koncentrere sig for at følge med i, hvad der var sket på hendes aften. Hun kom i gennem den første sætning før han kom i tanke om, at han nok hellere måtte følge hende hjem, selvom han ikke anede hvilke vej de skulle - og han kunne ikke rigtig spørge, for der var flere ord på vej. "Ser man det, det havde jeg aldrig troet." Svarede han. Han måtte jo lege lidt med. "Inden du fortæller mere om din spændende aften, kunne du så ikke fortælle, hvilke vej du bor? Når jeg nu har lovet at eskortere dig, så må jeg jo hellere gøre et godt arbejde ud af det." Han var tæt på at give sende egne ord et himmelvendt blik, men nu skulle han jo fremstå som en venlig sjæl, så han kunne ikke ødelægge sit eget dække.

At satyren langsomt bevægede sig tætte på ham bemærkede Aithlin ikke før han begyndte at måtte se ualmindelig meget nedad for at kigge på kvinden og samtidig var i risko for at blive spiddet af et par lange høje horn, der sad på toppen af kvindens hoved. Han trådte derfor et skridt bagud.
"Men fik du da så i det mindste en god indtjening?" Blev der spurgt om, for at fortsætte samtalen. Aithlin interesserede sig ikke meget for andre ting end at få penge, så det var oplagt for ham at spørge ind til modpartens indtjening. Det kunne fortælle om en persons evner og succes i deres erhverv, men også bare fortsætte samtalen. Kvindemennesket skulle ikke få for meget tid til at tænke og få fixe idéer, selvom mistanke ikke virkede til at lægge til hendes højreben - eller hov.

Som enhver anden person af flink natur, nikkede han her og der, og kom da også med sit eget indput når det virkede passende. Intet virkede som noget udenfor normalen, og Aria fornemmede ikke de hemmelige, himmelvendte øjne der burde være fulgt med hans ord. Og heller ikke hans falske interesse. Nej, hun slog sig tilfreds med det hun mødte udadtil, og måtte indrømme, at det var... fint. Det var passivt, men fint. 
Der var i hvert fald ikke meget at gøre ved det, og når man brød sig om selskab fremfor 'ikke-selskab', jah så tog man hvad man fik. Aria's bløde ører vippede en anelse lyttende da han spurgte om retningen, og måtte med en lille latter blidt dreje ham imod den højre side af vejen, idet at den delte sig foran dem. Selvfølgelig, ellers ville det ikke være særlig effektivt at følge hende afsted. 

Dertil var det et opmærksomt blik der atter fulgte med, og Aria's mørke øjne funklede en anelse mere. "Så bestemt! Mænd der lige har fået hyre, er villige til at bruge den på flygtige fornøjelser. I hvert fald efter et par timer på den lokale kro" det kunne have en lusket tone over sig, og Aria var - sit naive udseende til trods - meget bevidst om hvad hun gjorde, og hvorfor hun gjorde det. Et eller andet sted ville en tømmermandsramt sømand vågne op med en hel del krystaller mindre, uden nødvendigvis at kunne huske meget fra aftenen. Men hele vejen havde det været hans egen beslutning at kaste sine penge efter den spraglede satyr, og nu høstede hun såmænd bare fortjenesten. Det var lidt utroligt hvor meget, at efterkomme simple ønsker kunne give - ønsker hun ikke så noget problem i at opfylde. Og det var nok hvad satyren elskede mest i de farverige byer. 
Hvor nemt det hele var, hvis man vippede lidt med de lange øjenvipper, eller sagde de rigtige ting. 

Aria's smil voksede en anelse mere i sin nysgerrighed. "Men hvordan med dig, Morgenvandre?" et meget åbent spørgsmål, og satyren vippede staven på tværs af skudrene, hvis han alligevel havde tænkt sig at gå bagved hende. Underlig, men flink mand. 

Det var sandt. Pengene sad altid lidt mere løst på folk, når der lige var udbetalt en sum penge. Godt nok ikke noget Aithlin bemærkede ved sine egne kunder, men han kendte det fra sig selv. Krystallerne gik dog ikke til selskab, men mere praktiske henseende. Det ville være fejlagtigt at tro, at det var ens værktøj der gjorde hele arbejdet, uanset om man arbejdede i læder eller menneskeliv, men det var svært at benægte, at en skab kniv gjorde arbejdet lettere og det var ikke gratis at holde værktøjet ved lige. Enten skulle man selv eller have andre til det - og der fortrak bjergelveren det sidste.

"Hvad med mig?" Spurgte han, forhåbentligt undrende, selvom han inderst inde blev en anelse mere opmærksom. Var hun nu ved at snørre ham? Godt nok var Aithlin ikke tabt helt bag en vogn, men han havde mødt typer man bare måtte tage hatten af for. De havde altså flair for manipulation på et helt andet niveau. Aithlin var - næppe til nogles overraskelse - mere typen der brugte hænderne og sin fysisk, frem for munden. Det tog så lang tid og tid var netop et afgørende element i hans erhverv.

Mens de bevægede sig mod hvad han måtte antage var satyrens hjem, holdte Aithlin sig et halvt skridt bagved hende, så hun kunne lede vejen. Da staven blev svunget over skulderen skiftede han dog side, så han gik på hendes anden side og dermed undgik at få hendes stav stukket ind i brystkassen.
Fra sin lidt tilbagetrukne position kunne han gå og betragte hende lidt i smug. Sjov skabning var hun. Hvor mon de kom fra? De måtte have en interessant historie bag sig, med det udseende de besad.

Snart begyndte telte og vogne at træde mere frem i det tidlige morgenlys, og Aria's fjedrende skridt fik en munter energi til sig, da hun endelig så det sted hun skulle vælte omkuld til en god nats... eller, morgens søvn. Hjem kære hjem, der var intet som at vende tilbage efter en hektisk aften, og hun skrynede at hun i mindste fald ville kunne sove til et stykke ud på formiddagen, når hun først fik lagt sig til rette imellem puder og tæpper. 
Og hun regnede halvt om halvt, med at mande havde samme mål. Satyren drejede sit hoved en anelse ved det uddybende spørgsmål - jah hvad med ham - og smilede en anelse bredere, og en kende mere afvæbnende og forklarende til hans undren. "Hvad har holdt en mand som dig oppe hele natten, og nu motivere ham til en morgentur? Dårlige drømme?" sagt med et lille grin, da de færreste mænd ville indrømme at mareridt var noget der plagede dem.Og det trods almindeligheden i det! 

Mareridt var noget værre noget, og kunne i værste tilfælde være tegn på at noget større var under optræk. Aria havde igennem sit liv ikke kendt mange på nært hold der var faldet til dæmoner's mystiske magi eller ånders lokkende ord, men her og der, havde hun hørt om de uheldige tilfælde af familier der var blevet splittet, eller brødre der var gået op imod hinanden fremfor at stå ved siden af hinanden. 
Og et eller andet... fik hende til at tænke på det, når hun så den tidlige morgenvandre. Måske var det bare fordi at han var så passiv, og hun selv var vant til et meget mere flamboyant selskab. Men hun havde sine tvivl til, at han i det mindste... havde set nogle ting. Nok flere ting end hende.