Der var mange grunde til, at Aria i de tidligste morgentimer var på vej hjem fra Fristavns stolte bebygninger og beværtninger. En af dem handlede om døgnrytmen hos en skjald, der kunne strække sig til alle tidspunkter af dagen og natten. En anden var den gode stemning der var kommet, sådan som aften blev til nat, og nat til tidlig morgenskumring. En tredje havde været betalingen. I sidste ende, var Fristavns beboere nemlig først rigtig godt kørt ud når solens stråler så småt begyndte at strække sig over himlen. Det var der de var mest gavmilde, og havde hun alligevel underholdt dem de sidste 5 timer, kunne hun sagtens tage 2 timer mere for den dobbelte fortjeneste.
Den rytmiske lyd af saturens kloppende klove, lidt tungere vandrestav og diverse ringlen fra hendes forfængelige nips, fulgte med i takt med hendes fjedrende skridt. Det var som sådan ikke hemmeligt når Aria kom gående, og det foretrak hun nu engang også givet hvordan det at blive set var et standard kriterie for at hun overhovedet solgte noget. Og derfor var det vel også mere held end forstand - måske endda nærmere uheld end forstand - måske endda nærmere Chance der listede sin finger ned på jord, der gjorde at Aria i den tidlige morgen så en velkendt skikkelse trisse imod de nærmeste buske, uden at blive set.
Arto? Satyrens trætte øjne livede nysgerrigt op ved den fjerne silhuet, og ubevidst satte hun farten op. Han kunne ikke se hende, da lejrpladsen lå på en naturlig forhøjning i landskabet, og hun kom nedenfra
- folk kiggede sjældent op eller ned. Men hun kunne sagtens se ham - og måske kunne hun give ham en god gammeldags morgenforskrækkelse inden hun listede i seng!
Det var den idé der fik Aria til at sætte en dæmper på sine skridt og sig selv, og nok også grunden til at den fremmede lejemorder næppe hørte hende før det var for sent.
Aria så nemlig imod den lysnende himmel, en skygge ham liste sig om bagved ham...
men tænkte at det var en der havde fået samme idé som hende og sneg sig selv nærmere for at tage del i forskrækkelsen af Arto.
Og det virkede til at være nu!
Med latter på tungespidsen så Aria den fremmede gribe fat i Arto - forventede at hører en hujende og forskrækkende '
bøh' lyd efterfulgt af banden og svovlen, men så i stedet hvordan hans skikkelse med et vådt dump sank sammen på jorden.
Hvad var nu det? Aria's krop gik i bevægelse.
"Er han okay!?" gispede hun overrasket, og gled med hastige skridt nærmere - larmende og det hele.
Det var stadigvæk ikke gået op for hende at det ikke var en fra truppen, da hun stadigvæk kun kunne se hans høje ryg.