Der var lige så mange fordele som der var ulemper ved at være datter af Fyrsten, stadig bo på hans palads og evigt være omgivet af slaver og tjenestefolk. En af disse ulemper var hvor hurtigt et rygte kunne spredes som en steppe brand, mellem tjenestefolkene, når de troede at hverken Fyrsten selv eller nogle af hans børn hørte det. Normalt lod Meena rygterne fare, men denne gang var der et som hun ikke havde kunnet undgå at høre, og hvad værre var slippe hendes tanker igen.
Kunne det virkelig passe? Kunne hendes fader virkelig finde på så grusom end handling?

Fuldmånen hang lavt på den skyfrie nattehimmel og kastede et koldt skær ind i Meenas kammer, når en blid brise afskilte de lette gardiner ad, men det var ikke de glimtvise oplysninger fra månens skær, som holdt den stadig unge prinsesse fra at sove.
Tankerne myldrede rundt bag den brune pande, som var hendes sind blevet indtaget af en folk myre og da hun havde vendt og drejet sig for, ja guderne måtte vide hvor mange gange det nu var sket, rejste hun sig fra den store seng og de mange puder. Med uro i kroppen vandrede hun frem og tilbage i rummet, men lige lidt hjalp det på uroen og hun måtte slippe et suk over de buttede læber, som var lige dele irriteret og frustreret.

Hun lod den tynde natkjole lande omkring hendes ankler, før hun trådte helt ud af den og begyndte at iklæde sig noget mere anstændigt, men stadig mere afdæmpet end de prangende klæder hun blev iklædt normalt for hun skulle jo altid tage sig ud fra sin bedste side, skulle der nu være en kommende bejler.
Kjolen hun trak over hovedet var en kjole i to lag i en sart creme farve med gyldnede broderier og perler, under kjolen trak hun i nogle bukser i samme farve og pyntende perler. Som hun med hastige skridt nærmede sig døren ud af hendes kammer trak hun et matchende sjal over de ellers nøgne skuldre.

Med stor forsigtighed for ikke at blive opdaget i at luske rundt i paladsets gange, midt om natten, fandt hun med målrettede skridt frem til Dain’s kammer. Normalt ville hun have banket på den fint dekorerede dør og afvente svar om hun måtte træde ind, men det var der ikke tid til denne nat og hun lukkede derfor sig selv ind.
Døren gled tungt i bag hende og fik det til at glippe i hendes petite skikkelse, mens hun nærmede sig sengen hvor hendes lillebror sov. Forsigtigt lagde hun små ruskende en hånd på hans ene skulder og hviskede ”Dain, Dain vågn op” selv med hendes hvisken var hendes stemme lige så melodisk som altid, fuld af sydens accent.
Klar på at Dain ville vågne med et sæt og måske endda råbe efter vagterne, stod hun klar til at dække hans mund, mens en tyssende pegefinger ville blive trykket mod hendes egne læber.


(Link til påklædning)

Link til påklædning

Sovende som en baby nærmest, med begge arme og ben ud til hver deres side, sov den unge kazimi meget rart og trygt. Vidste slet ikke om han snorkede, men han sov tungt heldigvis heller ikke nøgen. Det ville være alt for uanstændig af ham at sove, uden en form for anstændig nat beklædning. Det var intet specielt i hans øjne, men alligevel var der noget elegant og smukt over påklædningen. Som han netop var igang med en god drøm, kunne han pludselig mærke nogen ruskede i ham, hvilket også fik ham hurtig til at slå de lyserøde øjne op. Af ren hurtig refleks rakte han ud foran sig, blot for at beskytte sig selv. Uden at vide, om han ramte nogen, og skulle lige til at kalde på vagterne før han kunne mærke en tyssende pegefinger hen over hans mund. Med et utilfreds blik, og øjenbrynene vendt nedad blinkede han nogle gange med øjnene. Det tog ham heldigvis ikke lang tid, for at vågne op og hans blik faldt hurtigt på Meena.

"Ved min faders prægtige skæg, hvad vil du Meena..."mumlede han halvt muggen og træt. Ikke engang sikker på, om han skulle nævne sin kære fader i den sammenhæng. Men nu blev det altså gjort, og han fik fjernet hendes finger fra hans mund, som han fik sat sig op i sengen. Strakte sig en smule, før han slyngede benene ud over kanten af sengen. Han mumlede nogle utilfredse ord, der slet ikke hang sammen, og drejede så hovedet hen imod hende, for kort at kigge undrende på sin storesøster. Hvad var der med de søstre, hvis det ikke var Malika, så var det Meena hvad var det for nogle planer de kvinder lige havde. Hvorfor blev han også drevet ind i dem - Ikke at han klagede, for det gjorde han ikke. Han rejste sig op fra sengen, og rakte ud efter den flotte, og elegante vinrøde og sorte beklædning. Guld broderier, med de flotte mathende detaljer. Normalt havde Dain nok iklædt sig noget lyserødt, og beige farvet, men han havde glemt at han havde fået sendt det hen til en skrædder, for at få det lavet. 

Skoene matchede, og da han fik tøjet på vandrede han hen imod den kære søster som han sukkede lidt. Som han stod foran hende, lagde han armene over kors og overvejede at surmule lidt over at blive vækket. Men lod være, i stedenfor sendte han hende et charmerende smil, og lagde hovedet på skrå"Hvad grund kunne bringe min kære smukke søster hen til mit kammer, for at vække mig fra min yndefulde søvn"lød det undrende og en smule nysgerrig fra hans mund. Han lænede sig op ad sengen for at stå med fronten imod hende, som han lod hans lyserøde hvile på hendes ansigt.

En vildfaren hånd kom i direkte kurs mod hendes ansigt, og selvom hun forsøgte at undvige den, fik han alligevel strejfet hendes kæbe, der kunne have været mere kræft bag hånden, men det betød ikke at hun slap for at lave en små forpint mine ”hmp..” lød det utilfreds fra hende.
Havde det ikke været fordi hun vidste det ikke var gjort med vilje, så havde hun ladet de velplejede mandelformede negle borer sig ind i hans skulder, men hun lod være og lod ham fjerne hendes tyssende pegefinger fra hans læber, i stedet rettede hun ham små nonchalant ”Vores fader.. Og det var lidt upassende at nævne vores fader i din seng, Dain”.

Som han rejste sig fra sengen, rettede hun sig også op, så hun ikke længere sad med et knæ hvilende mod den bløde madras, men i stedet stod lige så rankt som Dain. Bare fordi det var hendes bror, kunne hun jo ikke stå og falde sammen i en slasket holdning.
”Jeg kan ikke sove” ordene var ganske uvante, for var der nået hun sjældent havde problemer med, så var det at sove. Kun når noget virkelig lå hende på sinde, blev hun restløs om natten og det var da også sket mere end en gang, at hun havde sneget sig ud på en natlig løbetur, for at klare sine tanker.
De hvide tænder sank ned i den bløde underlæbe, mens hun skævede mod et af de mange vinduer, overvejende om hun skulle trække i land, påstå det ikke var noget alligevel og at han skulle gå i seng igen?
Tænderne slap læben igen, som hun små tøvende begyndte at forsøge at fortælle grunden, til at hun havde vækket ham stadig tvivlsom om hun skulle lade være, men da først ordene flød, blev hendes ord også mindre tøvende, men den uvante usikkerhed lå stadig i dem ”Tror du.. Tror du fader ville have.. Har du hørt rygtet om vores fader?” de mørke øjne søgte tilbage mod ham, for at hvile i hans lyserøde blik, mens hendes øjenbryn knyttede sig sammen på midten.

De lyserøde øjne fulgte Meena, som han undslap et lille suk. Han blinkede nogle gange med de trætte øjne, bare for at friske dem en smule op. Han ville nødig fremstå alt for udmattet og træt, han var vel også nød til at være skarp. Tænk hvis det havde været en fjende, eller en som ville kidnappe ham, så var han jo nød til at vågne hurtigt, og være klar. Men i dette tilfælde her var det noget helt andet, det var helt anderledes. Han løftede et øjenbryn, og løftede begge arme lidt op i vejret. Imens han udstrakte hans trætte krop, gik der ikke lang tid, før han hørte sin kære søsters spørgsmål. Det fik et lille smil til at brede sig på hans ansigt, og han var ganske interesseret i, at vide mere omkring de spændende ord. 

Som hun havde rettet ham, viftede han med en hånd, som om det slet ikke betød noget for ham. Hurtigt efter gik han lidt tættere på hende, og lagde en hånd i siden bare så han kunne stå afslappet. Det havde nok være upassende, at nævne deres fader i sengen, men det var jo ikke lige noget den kære kazimi havde tænkt på"Jeg ved det burde have været mere anstændigt..Men du overraskede mig så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke klare tanker"lød det en smule muggen, og utilfreds fra ham, som han kort kiggede væk fra Meena. 

Som han hørte hendes ord om, at hun ikke kunne sove skulle han lige til at smide nogle halvt gnavne kommentarer afsted. Men han lod være, han havde virkelig ikke lyst eller energi lige nu til, at skulle diskutere med den kære søster. Dog som han hørte de næste ord, voksede smilet, og han lod de lyserøde øjne falde på hende, se det var straks noget han kunne lide at høre. Det vækkede en interesse inde i ham, og han lagde hovedet lidt på skrå. Stod afslappet med hånden fortsat i siden, som han lod den frie hånd hænge løs ned ad hans krop"Hvilke rygter...Nu bliver jeg jo nysgerrig kære søster"lød det kækt fra ham, som han blinkede til Meena uden at fjerne smilet fra ansigtet.

Armene blev krydset over brystkassen på hende, da han nævnte at det var fordi han ikke have nået at tænke klart, det havde været så fristende for hende at påpege hvilken dårlig undskyldning det var. For tænk nu hvis hun havde været en anden, med langt værre bagtanker, så kunne han have været slået ihjel nu fordi han havde mere travlt med at nævne deres faders prægtige guldskæg, end at forsvare sig og tænke klart.
I stedet lod hun det ligge, for det var jo ikke grunden for at hun var kommet til hans kammer.

Kunne det virkelig passe at han ikke havde hørt noget? Det var ikke fordi hun ikke vidste at han med sin kalder, nok havde andet at se til end at lytte efter, hvad der blev sagt i krogene, men derfor var han jo ikke døv.
”At fader har..” hun holdt en lille pause, som hun næsten følte sin mave vende sig, bare ved tanken om det næste hun ville sige, før hun forsatte ”At fader har forvandlet vores moder til guld”. Nok var morens forræderi ikke noget Meena brød sig om, ja hun havde endda i flere år haft båret på et had til moren, over at hun havde stukket fyrsten, men hadet var ikke længere at finde. I stedet forsvorede hun aldrig at skuffe fyrsten, som havde hun skulle opveje for deres mors dårlige valg.
Uanset forræderiet, så fortjente hun ikke at ende som guld, det var en modbydelig måde at dø på.
”.. Hun skulle stå i kælderen..” Lød det lidt lavere fra hende, på grænsen til en hvisken.
Skulle det være sandt, at deres moder var blevet til guld, ville det ændrede en del ved det syn som Meena havde på deres fader.

Efter at være lidt ubevidst om, hvor vågen og klar i hovedet den kære prins var, holdte han blikket på sin kære søster som hun skulle til at angive grunden, omkring deres vise og kloge fader. Med en hånd i siden, stod han ganske afslappet, og lagde hovedet lidt på skrå. Han blinkede nogle gange med øjnene, i håb om at friske dem bare lidt mere op. At han bare ikke lige følte sig særlig frisk, var en mindre detalje. Men som samtalen var drejet hen på deres fader, kunne Dain ikke undgå at føle sig lidt mere frisk. Han løftede det højre øjenbryn, som han kunne høre at Meena begyndte med forklaringen, og han holdte de lyserøde øjne på hende. Anstændighed, og høflighed var jo vigtigt når han var i nærheden eller havde besøg af hans søskende - specielt hans søstre. Selvom han nok burde være ganske anstændig, og høflig når det handlede om hele familien, men lidt uheld og et lille 'ups' skadede vel ingen. 

Det var ikke den bedste holdning, men hvem havde også sagt at den kære prins skulle have en perfekt holdning - ikke ham hvertifald. Som han fortsat lyttede til hende, og hørte ordene om at deres kære fader, havde forvandlet deres moder til guld skyndte sig ivrigt at gå tættere på hende, men snublede over egne fødder, og væltede ned i sengen"Guld...Moder...Hvad!!"udbrød han uforstående og højt, og før han fik sat sig elegant op, trillede han ned fra sengen og lå på gulvet med et uforstående udtryk på ansigtet. Et suk forlod hans mund, som han langsomt og dovent fik løftet sig op fra gulvet. Han støttede lidt til gavlet på sengen, og kiggede hen på Meena. Åbnede munden, for at ville svare hende, men han stod nærmest chokeret over at have hørt ordene. Det gav da ikke mening, hvordan kunne deres fader gøre sådan noget. Der var alt for mange spørgsmål der begyndte at danne sig inde i hans hoved, og han vidste slet ikke hvordan han lige skulle svare på bedst anstændig måde.

Hans udbrød havde heller ikke været en særlig god måde at håndtere ordene på, og Dain blinkede nogle gange med øjnene for endnu engang at friske dem op. Efter at det lød til at hun havde forklaret færdig, kunne den unge kazimi mærke hårene rejste sig, og han knyttede begge hænder, men det var ikke fordi han var vred. Han var nok nærmere alt for uforstående, og måske lidt trist så han vidste slet ikke hvordan han netop skulle forhold sig, men tog så en dyb indånding og rettede ryggen, så han stod fast og lagde igen samme hånd i siden, som før"Hvo...Hva...Hv..."Var de eneste ord der usammenhængende røg ud ad hans mund, og skubbede undrende begge øjenbryn op i panden, som han lod blikket hvile sig på Meena"Moder i...Kælderen..."Ordene fløj undrende, overrasket og lavt ud ad Dain's læber, som han nærmest kunne mærke hårene fortsat strittede for det var nu ikke lige nogle ord han havde regnet med at høre.

Hun kunne ikke bearbejde ham i først og fremmest at blive chokeret, det var hun jo slev blevet og det selv samme chok sad også stadig i hende, trods det efterhånden var flere timer siden rygtet var nået hende. At hun så modsat ham havde måttet presse en tjener til at gentage rygtet for hende, mens han fik det pænt serveret af hende, det var blot detaljer.
Tavst lod hun de mørke øjne hvile på ham, som han først væltede ned i den bløde seng og silkelagnerne, kun for at trille ned på gulvet, hvilket fik hende til at små himle med øjnene. Det var jo ikke tiden nu for at være så dramatisk, hvad var der med de tvillinger?
Den åbne mund der blev lukket før et eneste ord faldt, fik hende til at nikke. Et usagt ’du hørte rigtigt’ til ham, da hun ikke var sikker på at han selv helt faktisk troede han havde hørt, hvad han faktisk havde hørt, så absurd et rygte var det.

Blikket faldt på hans knyttede hænder. Ubevidst flyttede hun på sig, så hun kunne nå at stoppe ham i at gøre noget så tåbeligt, som at slå den knyttede hånden ind i noget af ren frustration, skulle det være hans intention. Ikke at det lå til hendes kære lillebror at handle således, men dette var en noget uvant situation, som sagtens kunne få en til at handle modsat forventningerne.
”Ja.. Jeg ved ikke om det er sandt, men.. Jeg ville..” Hun skævede lidt over skulderen, tilbage mod døren ind til hans værelse.
Hun tog en dyb indånding, så lungerne blev fyldt helt op, pustede tungt ud før næste ind trækning af luft der gav hende samling nok til at sige hvad hun ville ”Jeg ville se om jeg kunne finde hende, og tænkte du kunne gå med? Hvis du vil?” Atter så hun på ham, spørgerne, men kendte man hende godt nok ville det være ganske tydeligt hvordan der lå en bedene undertone skjult i blikket.
Når alt kom til alt, så ønskede hun ikke selv at tage turen ned i kælderen, ud til de fjerneste afkroge for at finde noget hun håbede ikke fandtes.


// Lukker tråden da den har ligget ubesvaret længe, beklager <3