Sted. Kroen i tusmørkedalen
Tid: 03.30

Det var sent om natten, men Cassadia bemærkede ikke engang hvad klokken var, hun havde det bare sjovt og festede.
Hun havde netop narret fem krystaller ud af to dværge, og hun følte sig som en dronning der ikke var til at slå ned fra hendes trone. Det var da også derfor hun besøgte kroen som hun ellers aldrig kom på, den var alt for fin til hende - men denne aften syntes hun selv at hun havde en god undskyldning for sådan rigtigt at feste.
Bare give den gas, have det sjovt og måske ligge lidt an på en rigmand eller noget i den stil.

Hun havde taget sin flotteste kjole på, ikke at den var sådan særligt flot - nu var det jo ikke fordi at hun havde super mange penge eller noget i den stil.
Den var sort med et fint mønster på og en fin guldkant, hun syntes selv den var flot, også selvom den havde et par huller rundt omkring.
Lige nu dansede hun rundt om sig selv, ikke at der var noget musik men hun lukkede øjnene og snurrede rundt som hun valgte bare at tage denne aften ind, man var jo kun i live en gang - eller i hendes tilfælde resten af alt evighed forhåbenligt.
Så man kunne jo lige så godt nyde det.

Det var sjælendt Abel bevægede sig så langt væk fra hovedstaden. I sin gamle alder var han blevet mere sat i sine veje, og det betød, at han sjældent rejste.
Men i dag havde han gjort en undtagelse, så han havde fået tjenerne til at pakke den lukkede vogn og havde sat kursen mod Tusmørkedalen. Egentlig havde det slet ikke været meningen han skulle stoppe ved Tusmørkedalen, men som dagen var blevet til aften, og aftenen var blevet til nat, var han blevet træt. Det var kusken og hestene for øvrigt også, og derfor havde han bedt kusken stoppe ved kroen i Tusmørkedalen. 

Det var blevet sent da han stod ud af kærren. Ledende var ømme af både alder og slid, og ryggen lidt mere krumbøjet end han brød sig om, da han tog imod den sølvbelagte stok kusken rakte ham, rettede på den høje, sorte hat og satte kursen mod kroen, hvor der stadig strømmede lys ud af.
Det var ingen overraskelse, for folk i Tusmørkedalen var vågne på alle tidspunkter og han var derfor heller ikke overrasket over synet af de mange mennesker, da han åbnede døren til kroen og trådte ind. Hvad der heller ikke overraskede ham, var de mange blikke han omgående tiltrak sig, og han bebrejdede dem ikke. Stående i døråbningen klædt i sort og rød fløjl, med en sølvbelagt stok vidste han, at han stank af penge. Men han vidste også det ikke var det folk kiggede på, men derimod det voldsomt arrede ansigt, der vidnede om en voldsom ulykke og det mælkehvide venstre øje, der efterhånden trængte til en udskiftning. Småsnakken svandt ind som han trådte ind og lukkede døren bag sig, men han reagerede ikke på det da han haltede op til bardisken, hvor kroejeren sendte ham et langt blik.
"De skulle vel ikke have et værelse til mig og min kusk, mine gode mand? Og et lunt sted til mine heste?" Spurgte han idet han rakte en hånd - der var ligeså arret som ansigtet - ind under frakken og fandt en pung frem. "Og noget varm mad?" Tilføjede han, og lagde en krystal på bordet foran kroejeren, hvis ansigt straks blev til et imødekommende smil.
"Selvfølgelig," svarede han straks. "Hvis de finder et bord skal jeg sørge for, at de får den varme mad med det samme hr...?"
"Reier, Abel Reier." Svarede Abel inden han humpede ned mod et bord, satte sig og tog hatten af for derefter at lade blikket glide rundt i kroen.

Hun var måske en smule sær, det vidste hun godt - og hvis hun skulle være ærlig så havde hun det helt fint med det.
Det var fint at lukke øjnene og være lidt i sin egen verden, især fordi at den virkelige verden nogengange var lige lovlig voldsom for hende.
Efter hun var blevet forvandlet, var hendes verden kun blevet mere mørk og gå, den glade, lykkelige og uskyldige pige hun havde været da hun var menneske, var blevet mere og mere fjern. Cassadia kunne efterhånden ikke engang huske hvordan det var at være hende, men det var jo også mange år siden jo.

Hun stoppede op som hun hørte nogen komme ind, og hun kiggede med det samme i mod den fremmede. Hun havde måske drukket en smule, men det var jo ikke noget hun mærkede noget særligt til i hendes tilstand.
Alligevel følte hun altid det gjorde hende en smule mere social og snakkende, men det kunne jo også være det bare var noget hun bildte sig selv ind.
"Jamen dog, der er måske en der er på rundrejse?" spurgte hun, imens hun stadig stod halvt og dansede.
Manden så noget medtaget ud, men altså Cassadia dømte jo ikke nogen, og som altid var hun mest af alt bare ude på at se om hun kunne få lidt ud af mødet.

Kroen var som alle andre kroer på denne tid af natten; mere trist end livlig. De sidste gæster der var tilbage var enten de lokale drukkenbolte, eller de, der ligesom Abel selv, var kommet ind alt, alt for sent.
Netop derfor fangede den lyshårede, unge pigen hans interesse. Andre væsner havde altid været så fascinerende at studerer, både som en del af det almene liv og på et bord, spændt fast mens han forsøgte at finde ud af hvad der fik dem til at virke som de gjorde.
Pigen her måtte fungerer på en måde Abel endnu ikke var stødt på, for selv da hun henvendte sig til ham fortsatte hun med at danse. Som kunne hun høre en musik, der var skjult for alle andre. "Rundrejse og rundrejse ved jeg nu ikke om man kan sige," svarede han høfligt. "Jeg er på vej op til en af minerne i bjergene, hvor jeg har en mine." I virkeligheden kunne han have valgt ikke at svare hende; holdt på, at det ikke vedkom hende og vendt sin opmærksomhed mod den mad krofatter i det samme satte foran ham. Men sådan var Abel nu engang ikke opdraget, og han kunne bestemt ikke se hvad det ville skade at svare denne unge pige. "Jeg vil også gerne bede om et glas vin," sagde han, henvendt til krofatter. "Den gode slags. Og sørg for at både min kusk og mine heste får hvad de har brug for." Med det han havde betalt for en nat her vidste han, at krofatter ville efterleve hans ønsker, for han havde fået en klækkelig betaling.
Abel smagte på maden, en kaningryde der smagte udemærket, tyggede af munden og vendte så opmærksomheden mod pigen igen. "De er måske her fra egnen?" Spurgte han. "For jeg har brug for en der kan vise mig til den rette mine. Jeg vil betal Dem godt for det."

Cassadia var utroligt social anlagt. Generelt var det nok især kommet af at hun for det meste kedede sig utroligt meget i dette her liv.
Det var svært for hende helt at holde fokus på noget i ret lang tid, og hun følte hurtigt at tiden bare stod stille.
Dengang Cassadia havde været menneske havde hun været fin, uskyldig og en ganske stille type - genert om man ville. Men sådan var det bestemt ikke mere. Nu var der fuld gang i den og hun havde massere af ting hun hele tiden forsøgte at få gang i for at slå tiden ihjel.
Det var nok også derfor hun var endt med at stjæle fra folk, fordi at det gav hende et rush af energi som hun følte hun havde brug for, inden at hverdagen blev alt for kedelig.

"Åh... Minearbejder? Spændende... Mineejer? Endnu mere spændende" sagde hun i et lille smørret smil.
Okay hun var nok også blevet en smule tosset med årene: "Giver du dine heste vin?" spurgte hun i et grin, okay hun havde nok drukket en smule, siden hun ikke opfattede længere end at sætningen vin og heste faldt nogenlunde sammen.
"Ja det burde jo nok kunne arrangeres" sagde hun i et smil, hvis der bare var penge i det så kunne man få Cassadia til det meste, og trods alt kendte hun da området ganske godt: "Men der er måske en ledetråd til hvor denne søgen skal foregå?" spurgte hun med en smule mere alvor i stemmen, når der var penge involveret var det jo en HELT anden sag.

Siden omvandrende rustninger ikke behøver næring eller søvn, vil det nok undre nogen at Uo valgte at gå ind på kroen i Tusmørkedalen. Under normale omstændigheder kunne Uo have opholdt sig udenfor og fortsat sin rejse rundt i krystallandet, som den i adskillige år havde gjort, men i løbet af dens lange rejse var rustningen så småt begyndt at ruste.
Uos led var ikke så bevægelige som de havde været. Det var stadig muligt for Uo, men hastigheden var efterhånden sat betydeligt ned. Rustningen var også begyndt at larme og knirke når Uo bevægede sig, hvilket heller ikke var særlig optimalt. Det var derfor på tide at få et eftersyn, så Uo igen kunne blive lidt mere effektiv på sine rejser. Det var muligt at kroen havde noget smørelse, der midlertidigt kunne hjælpe. Det kunne også være at Uo var så heldig, at der var en smed tilstede i kroen. Det var ikke til at vide, men Uo ville snart finde ud af det. Udefra var kroens vinduer fulde af lys og Uo kunne se diverse silhuetter af folk inde i kroen. Skramlende nærmede rustningen sig kroen og på sin vej ind i kroen gik den forbi en vogn der så ud til at tilhører en rigmand af en slags. Uo åbnede døren til kroen, gik ind, stoppede op og kiggede rundt i kroen til den fik øje på krofatter, lukkede døren og gik skramlende hen til disken imens nogle af de tilstedeværende observerede den underlige skikkelse der netop var ankommet.         

Som pigen begyndte at gætte på, hvorvidt Abel var minearbejder eller mineejer fandt et smil frem til Abels arrede ansigt. Han var i forvejen ikke nogen køn mand, det havde han været engang inden han var begyndt at udskifte sine dele, men når han smilede nu lignede det mere en skrækindjagende grimasse end noget andet. "Mineejer, min pige. Mine gamle led ville ikke fungerer til et arbejde så hårdt som minearbejder." Det var ikke fordi Abel anså sig selv som en mand, der havde hvilket på laurbærrene  - han havde arbejdet hårdt og længe for det han havde - men minearbejder var et erhverv han vidste, hans krop aldrig ville kunne holde til. "Jeg havde en hund engang, der holdt meget af at drikke vin." Kommenterede han ved hendes spørgsmål, som afslørede, at hun måtte være temmelig fuld.
"Åh men jeg ved skam hvilken en det er; den nordligste i det vestligste bjerg, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme derhen. Ville fem krystaller om dagen være en passende betaling?" For ham var fem krystaller om dagen ingenting, men han vidste til gengæld det kunne være meget for nogle. Om det også gjaldt pigen her var han ikke sikker på, men så måtte hun nævne sin pris og så måtte de forhandle sig til en fornuftig hyre.

Pigen nåede ikke at svare før døren endnu engang gik op. Om det var kutyme at sære væsner fandt vej til Tusmørkedalens kro var Abel ikke sikker på, men den person der trådte ind syntes i hvert fald at stikke noget ud. En rustning større end hvad der burde være nødvendigt et sted som dette, med knirkene led og en imponerende figur syntes at tiltrække sig en del opmærksomhed. Også fra Abel, der selv lod blikket glide hen over den nyankommende.

"En hund der drak vin?" spurgte hun.
Et øjeblik var Cassadia tvivl om alkoholen var begyndt at virke bedre end normalt. Ihvertfald virkede manden ikke helt normal, men han så nu også ganske slidt ud af livet og uden at vide om han var et væsen eller blot et simpelthen menneske, lignede han ikke en der havde det letteste liv.
Om ikke andet måtte man jo nok bare blive skør med årene, for hvis Cassadia skulle være ærlig, så var hun da nok også blevet mere og mere mærkelig med årene.
Hun var bare ikke rigtigt god til at holde sig selv i skindet.

"Det lyder som fair betaling... jeg tænker vi tager afsted i morgen når du... lige har sovet?" spurgte hun som hun godt kunne fornemme at han havde drukket en smule.
Hun var ikke bange af sig, og selvom han virkede lidt.. Creepy, i mangel af bedre ord, så var han vidst ganske harmløs.
Trods alt var Cassadia jo også vampyr så hun kunne jo altid forsvare sig selv hvis den gamle mand forsøgte på noget, men de fem krystaller om dagen ville hun meget gerne have.
Nu var det jo ikke ligefrem fordi hun havde et job eller noget i den stil.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte krofatter "Noget at drikke? Lidt at spise?" Uo holdt sin handske op foran sig og rystede på hjelmen. Det var ikke noget rustningen havde ikke behov for. I stedet strakte Uo sin arm og bevægede den så ledet atter begyndte at knirke, derefter pegede Uo på armen i håb om at krofatter forstod det. Krofatteren stod i noget tid og kiggede på rustningen med et forvirret udtryk "Din rustning knirker...?" Uo nikkede, hvorefter rustningen gned sit led med en handske, i håb om at krofatter havde noget smørelse, men krofatter fangede vidst ikke hentydningen "Så må de finde en smed min gode mand. Det bliver en smal sag her i kroen" Det frustrerede Uo, at krofatter ikke havde forstået hentydningen, så rustningen kiggede sig omkring efter noget den kunne bruge til at forklarer.

Uo var heldig, i nærheden havde krofatter en olielampe stående. Uo pegede på den, gned handskerne sammen og ned atter ledet som om han smurte ledet ind i olie. Igen kom der et forvirret udtryk fra krofatter, hvorefter han vendte opmærksomheden mod folkene i kroen "Er der nogen der ved hvad herren prøver at sige? Han peger på min olielampe og tager på sin rustning"