
Abel C'ez Reier
Alkymist og læge (Greve af titel)
Det var sjælendt Abel bevægede sig så langt væk fra hovedstaden. I sin gamle alder var han blevet mere sat i sine veje, og det betød, at han sjældent rejste.
Men i dag havde han gjort en undtagelse, så han havde fået tjenerne til at pakke den lukkede vogn og havde sat kursen mod Tusmørkedalen. Egentlig havde det slet ikke været meningen han skulle stoppe ved Tusmørkedalen, men som dagen var blevet til aften, og aftenen var blevet til nat, var han blevet træt. Det var kusken og hestene for øvrigt også, og derfor havde han bedt kusken stoppe ved kroen i Tusmørkedalen.
Det var blevet sent da han stod ud af kærren. Ledende var ømme af både alder og slid, og ryggen lidt mere krumbøjet end han brød sig om, da han tog imod den sølvbelagte stok kusken rakte ham, rettede på den høje, sorte hat og satte kursen mod kroen, hvor der stadig strømmede lys ud af.
Det var ingen overraskelse, for folk i Tusmørkedalen var vågne på alle tidspunkter og han var derfor heller ikke overrasket over synet af de mange mennesker, da han åbnede døren til kroen og trådte ind. Hvad der heller ikke overraskede ham, var de mange blikke han omgående tiltrak sig, og han bebrejdede dem ikke. Stående i døråbningen klædt i sort og rød fløjl, med en sølvbelagt stok vidste han, at han stank af penge. Men han vidste også det ikke var det folk kiggede på, men derimod det voldsomt arrede ansigt, der vidnede om en voldsom ulykke og det mælkehvide venstre øje, der efterhånden trængte til en udskiftning. Småsnakken svandt ind som han trådte ind og lukkede døren bag sig, men han reagerede ikke på det da han haltede op til bardisken, hvor kroejeren sendte ham et langt blik.
"De skulle vel ikke have et værelse til mig og min kusk, mine gode mand? Og et lunt sted til mine heste?" Spurgte han idet han rakte en hånd - der var ligeså arret som ansigtet - ind under frakken og fandt en pung frem.
"Og noget varm mad?" Tilføjede han, og lagde en krystal på bordet foran kroejeren, hvis ansigt straks blev til et imødekommende smil.
"Selvfølgelig," svarede han straks.
"Hvis de finder et bord skal jeg sørge for, at de får den varme mad med det samme hr...?"
"Reier, Abel Reier." Svarede Abel inden han humpede ned mod et bord, satte sig og tog hatten af for derefter at lade blikket glide rundt i kroen.