Sted: En lille handelsby ved bugten vest for Turmelinien

Tid: Midt på eftermiddagen

Vejr: Overskyet, men lunt. En konstant let vind på grund af havet.

Omgivelser: Overvældende få folk på gaden, selvom markedspladsen er betydeligt befolket.

Det var efterhånden en del år siden - ca. ti for at være præcis - at Gabriel sidst havde oplevet et mordforsøg. Hvis det ikke havde været for hans åndeform, var det også lykkedes kvinden at ende hans liv. Det var dog også kun på et hængende hår, at hun slap med livet i behold, som Gabriel huskede det i al fald.

Han var ikke ligefrem den hævngerrige type, men han havde som tidsfordriv brugt noget af sin fritid på at finde frem til kvinden igen. Det havde taget noget tid. Han havde trods alt ikke kunne spørge spionerne om hjælp, da det var privat og ikke Mørkets anliggende. Der havde også været flere ledetråde, der skulle dobbelttjekkes, og mange af dem havde ikke givet noget konkret alligevel. Om det var falske spor, der bevidst var blevet lagt ud, eller om det var tilfældigheder var dog ikke til at sige, men det var faktisk lykkedes Gabriel at finde frem til en Fielthena. Problemet havde bare lidt været, at hun boede i Dianthos, og det var ikke rigtig en mulighed for ham at tage ind til Lysets hovedstad. Derfor havde han været nødt til at finde alternativer. Planen var ikke at dræbe hende, egentlig ønskede han bare at jage en skræk i livet på det sølle menneske. Om hun kunne huske hans ansigt var ikke til at vide, men han var ret sikker på, at hun ville kunne genkende hans sværd. Om ikke andet ville han vel kunne få hende til at huske tilbage, hvis han nævnte hændelsen. Det var en af de få ting, han kun kunne finde ud af ved at prøve sig frem.

Det var lykkedes ham at finde frem til, at kvinden ofte brugte denne by som handelspost, når hun skulle hente nye forsyninger til sin forretning i Dianthos. Om hun reelt havde trukket sig tilbage, eller om det var et skalkeskjul, havde han ikke kunne finde frem til. Det var egentlig også ligemeget. For ham handlede det om morskaben og det spændende i det. Det var første gang, han egenhændigt havde forsøgt at opspore en enkelt person. Han var vant til at have spionernes hjælp til den slags, så det havde været en lærerig proces at gøre sig den erfaring. Det havde også været lærerigt, hvor meget folk kunne få tungen på gled, hvis blot der blev smidt nok penge på bordet, og det var forbavsende meget nemmere end at sætte en kniv for struben. Han havde dog samtidig været påpasselig med, at hans handlinger ikke ville føre tilbage til Mørket. Tanken om hvad Generalen ikke ville gøre ved ham, hvis det blev sporet tilbage dertil havde fået ham til at være virkelig omhyggelig med ikke at lægge spor ud. Derfor var eventuelle løse ender også blevet fejet ind under gulvtæppet.

Gabriel havde taget noget lig sin uniform på, men den havde ikke de sædvanlige broderinger og indgraveringer, der tilkendegav, at han tilhørte Mørket; denne var noget mere neutral. Det unikke sværd hang dog trofast ved hans side, som han sad i skyggen og nød et glas vin, mens han tålmodigt ventede på, at hans gæst skulle dukke op. Han var sikker på, at det var i dag, hun skulle hente forsyninger. Hun havde været imponerende struktureret i sine rejser hidtil, så det havde faktisk været overraskende let at lave en tidsplan for dem.

Af ren vane var hun stadig lige så forsigtig med at efterlade sig nogle spor, medmindre det var fordi hun selv ønskede dem efterladt. Dermed ikke sagt at Fielthena var umulig at finde frem til, det krævede blot sin mand eller kvinde, for det var bestemt ikke en let opgave. For når alt kom til alt, var hun samtidigt et vanedyr ud over det sædvanlige.
Det var derfor også med den vanlige struktur var hun draget mod den lille handelsby vest for Turmelinien, hvor hun ville afvente en ny forsyning af ædelsten og perler.

Denne tur var ingen undtagelse, hun var dagen blevet indlogeret på den samme kro som altid og fået det vanlige værelse, med vindue ud mod vandet og tilbragt natten, før forsendelsen ville ankomme.
Utålmodigheden stod malet over det lyse ansigt, mens den ene hånds fingerspidser tappede mod modsatte overarm, som hun stod med afventede korslagte arme. Forsendelsen var forsinket til hendes store misfornøjelse, for hun havde så bestemt andet at tage sig til, end at stå til pynt nær kajen.
En lidt for frisk havnearbejder, havde tydeligvis enten ikke læst situationen og hendes kropssprog særlig godt, eller ganske enkelt valgt med fuldoverlæg at ignorere begge dele, da han muntert fløjtede mod hende, stærkt efter fulgte ordene ”Skal du ikke ud på en lille sejltur, så vi kan få lidt søgang i de hofter der?”.
De grønne øjne lynede og havde de alene kunnet få manden til at falde død om, så havde hans livløse krop allerede ramt den våde kaj. Knurrende advarende, gled hendes arme fri fra hinanden, og som højre hånds fingre søgte mod en af de afspændte kasteknive omkring højre lår, fik hun øje på noget i en nærliggende skygge.

Det kunne ikke passe..!?

Læberne blev presset sammen til en smal streg og kort efter fulgt øjnene, som hun forsøgte at tage personen i skyggen i bedre øjesyn. Med et vantro blik åbnede hun øjnene op igen. Det var ikke til at tage fejl, hun havde set sværdet ved mandens side før, men ham.. Ham var hun ikke helt sikker på hun genkendte, det kunne jo være en mand, som blot havde fundet købt sværdet senere.
Hun lignede nogenlunde sig selv, fra den gang for ca. 10 år siden, men der var efterfølgende kommet mere kvindelige former til, og det mørke hår var også blevet længere, men det faste grønne blik og den både hun bar sig selv på var uændret.
Med målfaste og lige så elegante skridt som et kattedyr, trådte hun nærmere skyggen og manden hun ikke helt kunne placere. Hun havde knapt trådt en støvle beklædt fod indenfor skyggen, før hun med en blød, dog kølig stemme sagde ”Jeg bryder mig om ganske få ting, men en af dem er at blive lureret på fra skyggerne.. Så hvem er du og hvorfor holder du øje med mig?”.

Gabriel havde aldeles ikke taget fejl. Han havde kun lige nået at tømme sit glas, da han så kvinden. Hun lignede sig selv med undtagelse af, at hun faktisk var blevet en kvinde og ikke længere var en stor teenager. Hun var uden tvivl også kun blevet mere farlig med årene, så han måtte stadig udvise forsigtighed. Hun havde ikke været nem at danse med for år tilbage, og han var ret sikker på, hun kun var blevet mere erfaren. Nysgerrigt fulgte han med, som hun dog blev antastet af en fuld havnearbejder, og et smørret smil trådte frem på hans læber ved mandens ord. Mennesker kunne være så håbløst ynkelige. Bevægelsen mod låret undslap dog ikke Gabriels blik. Så hun var stadig bevæbnet. Interessant.

Fielthena Ch'Vyalthan - eller Spurven - var dog stadig ikke uden evner, som det lykkedes hende at spotte ham hurtigt. Hendes ord fik først et nyt smil til at brede sig over hans læber, men det blegnede hurtigt, som hun færdiggjorde sætningen. Han lænede sig frem, så ansigtet kom ud i solen. "Er jeg så ligegyldig" begyndte han, som han lænede sig ekstra frem for at rejse sig - "at du har glemt mig?" spurgte han med en tydeligt skuffet stemme. Han bukkede dog let for hende. "Gabriel Erik Faust, hvis det kan skubbe lidt til din hukommelse" sagde han og sendte hende et svagt smil, inden han tilføjede: "... Fielthena."

Blikket stod ikke stille længe ad gangen på hans ansigt, mens hun tænkte så det knagede, ledte samtlige minder i gennem. Minderne omfattede levende personer, ikke afdøde og derfor blev hendes forvirring ikke mindre som han begyndte at tale.
Ikke førend han begyndte at nævne sit fulde navn, han havde knapt nået at sige Faust, før hendes i forvejen lysekulør, næsten blev gennemsigtig, som havde hun set et spøgelse. Et spøgelse var vel meget god beskrivelse.
De smalle velplejede øjenbryn knyttede sig sammen på midten, som en utilfreds brummen lød fra hende ”Hvordan kan du… Nej, jeg slog dig ihjel, helt ihjel” sagde hun med en stemme der i starten var tyk af vantro og undren, men blev til slut i stedet mere fast og direkte afvisende. For hun havde da slået ham ihjel, havde hun ikke?

Fingerspidserne søgte mod kasteknivende igen, men uden at gribe fat om det kolde jern. Det var jo forventeligt at hun var på vagt, det havde hun været allerede på vejen mod ham, men denne gang var hendes muskler spændte, klar på at reagere ved den mindste forkerte bevægelse, fra ham.
Hvis han var hvem han påstod, og ikke en som lignede ham uhyggelig godt, så ville hun ikke lade ham få chancen få hævn over hans mord. Han havde været ved det en gang før, og det havde været mere held end forstand at Kile ikke var kommet efter hende.

Gabriel nød den tunge stilhed, der var mellem dem, og smilet på hans læber voksede ganske langsomt, som det så ud til, at det roligt gik op for hende, hvem han var. Det var virkelig morsomt som hendes ansigtskulør forsvandt fuldstændig. Det var altså spøjst, hvordan menneskers krop opførte sig en gang imellem. "Og dog står jeg her. I samme krop." - Han gjorde en gestus mod sin egen figur - "Er jeg så et spøgelse, der er kommet for at hjemsøge dig? Det ville være sjovt, men det er ikke tilfældet" sagde han og vippede irettesættende den ene pegefinger mod hende. "Det ville klæde dig at undersøge dine ofre lidt nærmere. Jeg er faktisk skuffet" fortsatte han og en skygge gled over hans ansigt. Han forholdt sig dog stadig rolig, og han gjorde ingen tegn til at ville angribe. Da Fielthena dog atter bevægede hånden mod der, hvor Gabriel tidligere havde set og derfor gik ud fra, at hun havde våben der, sukkede han. "Det der er der ingen grund til. Vi kan vel sagtens have en civiliseret samtale?" spurgte han så og lavede en gestus mod bordet bag ham. Han tvivlede ærligt på, at hun ville tage imod invitationen, men det var også mest i sjov. Det var trods alt ganske morsomt at drille hende.

Hun havde været pinlig bevidst om hvordan hendes blod kortvarigt forlod hendes ansigt og efterlod det blegere, meget kunne hun kontrollere, men dette var ikke en af dem.
At det faktisk skyldes at han stod foran hende eller om det var hendes minde om hvor tæt hun havde været på at drage mod Kile, det var uklart, men havde man spurgt hende direkte var det dét sidste som bar skylden.
Han grinte ikke og der var ikke antræk til det fra ham, men alligevel fornemmede hun alligevel at det fornøjede ham, at se hende sådan, hvilket kun satte en irritation i brystet på hende. At han så direkte havde den frækhed at påstå hun ikke havde gjort sit arbejde godt nok, fik en knurren til at forlade hende ”Hvad vil du så? Forsøg ikke at bilde mig ind, at du er her helt tilfældigt”.
Snakke.. Skævende mod bordet, blev hendes blik fuld af undring, ville han vitterlig bare snakke?
Mistroen voksede sig kun større, og selvom fingrene flyttede sig fra de små knive stoppede hun ikke med at være vagtsom ”Fint.. Du kan starte med at fortælle hvad du er.. Der er 3 muligheder og jeg tvivler stærkt på den ene”. Uden tøven trådte hun nærmere bordet, hvor hun tog plads på den ene stol og gjorde tegn til han skulle tage plads overfor hende, mens hun afventede hans svar.

Gabriel havde i sin tid kun overlevet takket være hans åndeform. Det havde krævet en ny krop, og Zen havde absolut ikke været særligt glad for ham, da han kom tidligere end normalt for at bestille flere kroppe. Den anden dæmon havde dog også hævnet sig med stil. Hun havde givet hele partiet af kroppe forskellige skavanker. Ikke noget vildt og voldsomt, men det havde alligevel været nok til at være frustrerende, og Gabriel havde været meget nøje med at være tålmodig, inden han igen søgte hende for at bestille. Det værste havde stadig været den med en ustoppelig kløen... de forkerte steder. Siden da havde han været uhyre påpasselig med ikke at vække hendes vrede igen.

Gabriel sendte hende et smil, som Fielthena stillede et spørgsmål, og han rystede først på hovedet som svar. "Det ville være lidt for store odds til at være et tilfælde" svarede han anerkendende. Hun var i det mindste snarrådig nok til at regne den del ud. Hendes knurren havde han dog hverken taget sig af eller påpeget. Det lå under ham, men det morede ham nu stadig, at hun var så nem at tirre.

Til Gabriels store overraskelse satte kvinden sig faktisk ned. Hans smil voksede en anelse, da han så hendes gestus, og han tog med det samme plads. Han kunne dog ikke lade være med at komme med en mild latter over ordene. "Jeg er ikke engel, nej. Det ville være mere rigtigt at kalde mig en engels modsætning, selvom det nu heller ikke passer helt" svarede han lettere kryptisk. "Jeg kom hertil, fordi jeg er... nysgerrig" lagde han ud for at svare på hendes forrige spørgsmål om hans ærinde med hende. "Jeg ønsker ikke hævn..." Han stoppede sig selv midt i sætningen for at vifte ad en tjener. "En vin mere, og hvad end damen ønsker" sagde han og nikkede mod Fielthena. Han gav kvinden tid til at bestille, inden han fortsatte: "Den slags er for trivielt. Når man har levet næsten femten generationer, leder man efter nye former for... morskab, og mennesker er gevaldigt interessante, selvom I ikke lever så længe" forklarede han med dyb ærlighed i stemmen. "Jeg var mest interesseret i Deres reaktion, og De tog det væsentlig pænere, end jeg havde forventet." Han gav hende et anerkendende nik, som tjeneren kom tilbage med drikkevarer, og han tog med det samme et nip af vinen, mens han fortsat lod blikket hvile på hendes øjne.

”Dæmon” mumlede hun, mest som tænkte hun højt for sig selv end at hun faktisk gættede på hans halv kryptiske svar. Der var noget i måden hun sagde dæmon på, som fik det til at fremstå som det hele gav mening, hvorfor han stod her nu trods hans dengang død.
Hendes viden om dæmoner var ikke noget at prale af, hun vidste hvad der var nødvendigt. Det var kommet hen over årene, men den gang havde hun ingen viden om at dæmoner, hverken deres eksistens og derfor heller ikke at besætter dæmoner var en ting.

Nysgerrig? Ordet fik hende til at skråne hovedet en anelse i en forundret mine ”Nysgerrig og ønsker ikke hævn.. Er du sikker på jeg har slået dig ihjel?” Det var lige før, men også kun lige, at man ville have kunnet forsvoret at de grønne øjne fik et drillende glimt i sig.
”To vin” rettede hun på hans bestilling, før end at tjeneren kunne nå at dreje sig mod hende, og spørger hvad hun ønskede at drikke.
Lyttende lænede hun sig lidt frem på stolenssæde. Lod hagen hvilende på de sammenflettede hænder, mens begge albuer blev placeret imod bordpladen ”Du havde måske forventet jeg ville forsøge at slå dig ihjel, igen?” denne gang skjulte hun ikke det morede smil der trak i mundvigen.
Den ene hånd forsvandt fra hagen og viftede affejende i luften, hvorefter den lukkede sig omkring vin glasset ”Nah, jeg blev kun betalt for at slå dig ihjel én gang..”. Glasset blev løftet mod hendes læbr, kort efter hendes ord der lige så godt kunne have omhandlet en beskrivelse af vejret.

Gabriel nikkede igen anerkendende, som et nyt smil brød hans læber. "Korrekt" svarede han muntert, inden han igen nippede til vinen. Det var egentlig underordnet, om han var besætterdæmon eller ej, for alle dæmoner havde en åndeform. Det var blot et spørgsmål om, hvordan man fik sin krop igen, og hvor lang tid der gik. Gabriel var umiddelbart i stand til at besætte en ny krop lige efter, men nogle besætterdæmoner var ikke så heldige. Måske det hang sammen med, at han udskiftede sine kroppe ofte i forvejen? Det var ikke til at sige, men det kunne selvfølgelig være en faktor.

Gabriel nikkede bekræftende til Fielthenas ord. "Ser De, menneskeracen er ganske interessant. Der findes andre kortlevende racer, men I er nu noget for sig selv. I sætter pris på meget, som mange evigtlevende tager for givet, og jeg synes, det er ganske interessant. Igen handler det om at finde en god hobby, så man ikke bare går død i at leve evigt, som mange dæmoner ellers gør. På det punkt er jeg lidt atypisk" forklarede han. "Og De slog mig ikke helt ihjel, kun min vært. Det vidste De sikkert ikke på det tidspunkt, men jeg går ud fra, at De nu har fundet ud af, at en dæmon ikke bare sådan er til at slippe af med?" svarede han så på hendes anden del af spørgsmålet.

Gabriel viftede affærdigende med den ene hånd. "De er nok blevet bedre siden sidst, men jeg forventede ikke, De ville forsøge igen, når De nu ved, at jeg ikke bare frivilligt lægger mig og dør. De kunne jo risikere at miste livet denne gang. Jeg troede faktisk, De ville være såret nok til at stille træskoene sidst. Endnu en forbløffende ting ved mennesker; I har en fantastisk vilje til at leve" svarede han, som han anerkendende hævede glasset i en skål, inden han tog en tår mere. "Så det er altså nok, at det kun var kroppen, der døde?" spurgte han med et hint af morskab i stemmen.

Hans bekræftelse på at gættet havde ramt rigtigt, fik hende til at spidse læberne en smule i en tænkende mine. Han var nysgerrig og samme var den mørkhåret kvinde nu også. Ikke bare på hvorfor han ikke ønskede hævn, men også for at få lidt ny og yderst brugbar viden om dæmoner. Viden der kunne bruges bedre i praktisk i forhold til hendes mere lyssky erhverv. Spørgsmålet var så bare ville hun være villig til at udfritte Gabriel om den viden, og faktisk stole på hvad han fortalte?

Var det milde fordomme om hans egen race og andre evigt levende racer, som flød fra ham? Interessant, de med evigt liv havde ellers en tendens til at føle sig mere hævet over andre racer, som mennesker med deres kort levealder og til tider noget så flygtige natur. Alligevel måtte hun nikke sig til dels enig med ham, mennesker havde det med at sætte pris på de underligste og indimellem ligegyldige ting.
”Nej.” Indrømmede hun hudløst ærlig, for hun havde ikke vidst han ikke var rigtigt død. Havde hun vidst det den gang, ville hun uden tvivl forsøge at finde ham på ny for at slå ham ordentligt ihjel, uanset om hun var blevet betalt for det eller ej. Blot en simpel hævn over hvor tæt hun selv havde været på at drage til Kile’s rige.
”Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet. I er forbandet svære at slippe af med, hvis det skal gøres ordentligt vel og mærket.” Lidt små dramatisk søgte de grønne øjne op mod himlen og tilbage til Gabriel’s skikkelse, men smilet der spillede på læberne afslørede hun slet ikke fandt det så irriterende igen. Dæmoner var blevet en af de sjovere opgaver, når hun var begyndt at kede sig med de lidt for lette lejemord.

Hovedet blev flyttet fra de sammenflettede hænder hvor på det hvilede, da hun roligt lænede sig tilbage igen på stolen, mens hun tog en ny tår af vinen. Glasset lod hun blive i hånden, der blev hvilende lagt mod hendes kraveben. En frys der gled over i en lille, næsten blid latter, kom fri af hende ”Det var jeg også. Faktisk husker jeg ikke hvordan jeg kom tilbage til hvor jeg kom fra eller hvem der hjalp mig. Næsten en måned sengene liggende i bevidstløs tilstand, og så forbistret meget smerte efterfølgende.” En grimasse blev skåret, næsten pinefuld i sin karakter som hun mindes den tid. Mange mænd havde voldt hende smerte gennem hendes liv, men endnu ikke så meget smerte som denne dæmon havde. Skålen blev naturligvis ikke afvist, men i stedet besvaret som hun igen løftede glasset mod læberne.
Et træk på skulderne, besvarede halvt spørgsmålet. ”Både og, der er ikke faldet en ny betaling for at få dig dræbt igen, så ja kroppen var vel nok for dem der hyrede mig?” Om den der ønskede ham dræbt den gang, faktisk var klar over han var dæmon, ja det vidste Fielthena af gode grunde ikke.

Gabriel var temmelig atypisk for hans race. Han var som sådan ikke fordomsfuld mod sine egne, men han så tydeligt fejl i deres arrogance. Han så det generelt også som en styrke, at de mere kortlevende racer derfor så ud til at værdsætte de små ting mere. Ud over det var det bare generelt interessant at iagttage dem, syntes han. Nok havde de ikke ligeså meget tid til at perfektionere visse ting, men han var imponeret over, hvor hurtigt især mennesker var til at lære noget nyt. Det kunne tage ham selv flere årtier at lære et nyt sprog. Mennesker kunne gøre sig forståelig på hvad? Et år højst? Det var en særdeles nyttig egenskab i sig selv, hvis man spurgte ham. Det gjorde dog også, at nogle dæmoner kiggede skævt til ham, så derfor var han begyndt at holde sine interesser for sig selv. Det var ikke ligefrem det værd at dele det med andre.

Gabriel kunne ikke lade være med at smile over Fielthenas ærlighed. Det var faktisk kærkomment, at hun ikke forsøgte at lyve. Det var længe siden, nogen udenfor Mørket havde budt ham den gestus, og han satte faktisk pris på det. Det var ikke ofte, folk viste ham den respekt, fordi de instinktivt regnede med, han var fjenden. "Altså... det er besværligt at slippe af med os for evigt, ja. For en stund er forholdsvis nemt. De fleste af os er ligeså skrøbelige som et menneske. Der findes selvfølgelig undtagelser" forklarede han. Det var med vilje, han ikke uddybede det nærmere. Nok virkede hun ikke til at være så fjendtlig over for ham, men det var ikke ensbetydende med, at han ikke var påpasselig med, hvem han stolede på.

Gabriel lyttede tydeligt interesseret til Fielthenas fortælling, og han så noget overrasket ud ved hendes beretning. "Jeg troede kun, engle genopstod?" svarede han, inden han atter tog et sip fra glasset. Dette blev efterfulgt af et skuldertræk. "Jeg ville nok bare blive skuffet, hvis du kom efter mig igen uden at have gjort dit forarbejde ordentligt denne gang" svarede han, og hans læber strakte sig i et skævt smil som tegn på, at han mest drillede, også selvom det nok godt kunne blive en realitet. Imponerende nok var han faktisk glad for, hun havde overlevet. Ellers havde de trods alt ikke haft denne samtale.

Der var ingen grund til at forsøge sig med at opdigte og lyve for ham, heller ikke selvom hun ikke stolede så meget som et eneste sekund på ham. Det ville trods alt være det rene idioti. Til trods for han havde taget det forbløffende pænt, at hun ikke ligefrem havde mødt ham med et varmt smil og udslået arme der indbød til kram.
Alt ville stadig kunne vende i et blink med øjet, så selvom den mørkhåret menneske kvinde sad og så ganske magelig ud i stolen overfor ham, så var hun mere end klar på at kontra svare et eventuelt angreb fra dæmonens side.
Læberne klemte sig tæt mod hinanden, så alt der var tilbage var en tynd streg til hun valgte at kommenterer på hans vage forklaring ”Ah, men jeg gætter på du ikke er villig til at uddybe nærmere? Men fortæl mig alligevel en ting Gabriel når nu du er lidt små kryptisk. Hvem er nemmest at dræbe, en besætter dæmon eller en dæmon født i en fysisk krop? Der er forskel på dem ikke?” spurgte hun med en oprigtig nysgerrighed efter svaret. Jovis hun kunne da nok læse sig til det i de store lærebøger, men nu var Fielthena en kvinde, som foretrak informationerne direkte fra kilden selv.

Det var et moret fnys der slap fra hende, som havde det været en dårlig joke han havde kastet hendes vej. ”Ja det kunne da være kønt, hvis jeg var et bevinget symbol for opdigtede helligdomme…” svarede hun med en hovedrysten over tanken alene. Hun var næppe den første i rækken til at genopstå, det skulle man vistnok have en god sjæl for og andet fis, skulle man ikke? Hun var i ikke sikker på hvilket kvalifikationer man skulle opfylde, men at være lejemorder var næppe en del af tjeklisten, for at blive en engel?
”Du kan være ganske rolig, du er sikker, -” forsikrede hun halv med et lille smil, men tilføjede lige så forsikrende efterfølgende ”- For nu. Mellem os, hvis en person lægger rette pris for dit hoved, så vil jeg ikke afslå jobbet. Hvem ved måske det vil lykkes dig at slå mig ihjel først? Så finder vi da virkelig ud af om selv lejemordere kan få vinger?”.

Selvom Gabriel selv så ud til egentlig bare at finde det behageligt, var han selv forberedt på et eventuelt angreb. Selvom hun havde hentydet til, at han ikke længere var eftersøgt, ville det være idioti at sænke sine parader. Det skulle dog ikke forhindre ham i at føre en civiliseret samtale.

Gabriel kunne ikke undlade at smile over Fielthenas ord, og han tillod sig at tage en tår mere af vinen, mens hun talte. "Intuitionen fejler altså intet, kan jeg se. Begge dele er lige svære at dræbe permanent. For at dræbe værten afhænger det meget af kroppen. De mere hårdføre kroppe, man ofte ser hos dæmoner født i en fysisk krop, er noget sværere at skade" svarede han imponerende ærligt. Han nikkede dog til hendes spørgsmål. "Der er forskel; en besætterdæmon besætter en ny krop, når han eller hun mister sin gamle, mens en dæmon født i en fysisk krop selv skal danne deres. De antager derfor også oftere den samme skikkelse" forklarede han, og det var tydeligt, at han ikke havde noget imod hendes nysgerrighed. Samtidig var det dog også tydeligt, at han ikke ønskede at afsløre for meget. Der var ingen grund til at give hende flere våben mod ham, end hun allerede havde.

Gabriel havde på ingen måde ment det som en vittighed, men han kunne godt se det sjove i hendes svar. Det ville nok ikke give forfærdeligt meget mening. I stedet viftede han lidt med den ene hånd. "Hvad ved jeg? Jeg har aldrig hørt om et menneske vende tilbage fra de døde, og efter mine erfaringer er engle væsentlig sværere at slippe af med" svarede han. Han var dog overbevist om, at det ikke kun var "gode" individer, der blev engle... noget der blev ham bekræftet af blot at kigge på Eretreya. Hendes halve forsikring fik ham dog til at klukke mildt. Hun var alligevel noget for sig selv. "Hvis det endelig kommer dertil, kan jeg forsikre dig om, at jeg vil gøre mit ypperste for at forsvare mig selv" svarede han, som han igen rejste glasset, tydeligt moret over hendes ærlighed.

Nej intuitionen fejlede absolut intet hos den efterhånden garvede lejemorder, heldigvis. Den havde mere end en gang reddet hende fra at havne i gevaldige problemer, at den så ikke havde været særlig behjælpelig ved deres første møde, det var hvad det var. Hun kunne vel altid undskylde det med, at det havde været i starten af hendes karriere og naturligvis at Gabriel var en dæmon.
Ved nærmere eftertanke kunne hun vel godt tillade sig at være lidt stolt over ikke, at være faldet for hans hånd.
Ikke overraskende forklarede den aldrende dæmon kun akkurat nok, til at kvinden overfor stadig ikke blev alt for meget klogere på hvordan man lettest som en dæmon til livs. Lyttende nippede hun til sin egen vin, mens en eftertænksom streg tegnede sig i panden på hende.

”Naturligvis, jeg forventer heller ikke andet fra din side.” svarede hun smilende næsten helt venskabeligt. Det var ikke fordi hun havde et ønske om at dø, ikke lige nu i hvert fald, men skulle det komme dertil, så ville hun nok foretrække at falde til en værdig modstander end af alderdom. ”Hvordan fandt du frem til mig? Forstå mig ret jeg er ikke umulig at finde frem til, men du vidste jeg ville komme her – i dag.” hun havde altid været nøje med ikke at efterlade sig spor, hverken når det kom til hendes private liv eller mere lyssky erhverv. Alligevel var han nu den anden person, som havde opsøgt hende ganske uventet på hendes ’banehalvdel’. Zehineal havde godt nok haft et noget andet formål i at opsøge hende.

Gabriel brugte en rum tid på at huske det hele igennem, som han tog en tår mere af vinen. Det virkede som en hel del, men det havde også taget et par år eller tre? Det var ikke helt til at sige. Tid var relativt, og det var efterhånden svært at holde styr på. Der gik dog kun et par sekunder, inden han rømmede sig. "Det tog faktisk også en del benarbejde. Forstår du, jeg brugte det som tidsfordriv på sidelinjen. Jeg er ikke den store sporhund, så det lader jeg ofte andre om, hvilket også er derfor, det har taget noget tid at finde frem til dig. Ud over det har der været en del falske spor undervejs. Det lykkedes dog via rygter at finde frem til, at du primært holder til i Dianthos? Der er det selvfølgelig umuligt for mig at opsøge dig, fordi jeg ville blive genkendt med det samme, så jeg var nødt til at finde et alternativ. Det tog noget tid, men efter at have snakket med flere kilder, fandt jeg frem til, at du henter forsyninger herfra. Da jeg havde fundet ud af det, var det egentlig enkelt nok at finde frem til dine vaner. Det var mere eller mindre bare et par måneders tålmodighed" forklarede han i en lang smøre. Igen var det med vilje, at han ikke afslørede alle detaljer. Han formodede, at det alligevel gav en form for usikkerhed, at hun ikke kendte alle detaljer. "Jeg er dog overrasket over, du i det hele taget husker mig. De fleste lejemordere, jeg kender, har det med at glemme deres ofre forholdsvis hurtigt" sagde han med tydelig ærlighed i stemmen.

Det ville være en løgn, hvis Fielthena påstod at en stor del af hende ikke undgik at være ganske selvtilfreds. En ting var hvad hun gjorde sig af ting og sager, så hun på ingen måde var en nem kvinde at finde frem til, men noget helt andet var om hendes tiltag faktisk virkede efter hensigten. Det var derfor med et voksende smil hun lyttede nøje til svaret, et svar der var lige så indholdsrigt som de forrige, kun akkurat nok blev fortalt, men så heller ikke mere end det.
”Tidsfordriv og så bare for at snakke. Du er en besynderlig mand Gabriel, men det er vel det der sker når man lever evigt? Opsøger du alle som har været, næsten succesfulde med at koste dig livet eller skal jeg føle mig lidt speciel?” spurgte hun med en lille latter i stemmen. Det var jo trods alt år siden de mødtes sidst og første gang, med så mange falske spor ville de færreste næppe holde ved, så det var da også med et små imponeret udtryk at Fielthena holdt blikket på ham.
Hun valgte hverken at benægte eller bekræfte hans halv spørgeren, om hun primært hold til i Dianthos også selvom han havde gættet det.
Sukket hun slap, var ikke rettet mod Gabriel, men hende selv. Ja naturligvis var det hendes tendens til at være vanedyr, som i sidste ende havde ledt ham til hende ”Hmm, ja desværre, så stoler jeg ikke på andre til at lade dem om mine forsyninger… Og jeg er vist lidt af et vanedyr, det kan jeg nok heller ikke løbe fra.” det sidste af vinen blev indtaget og glasset placeret foran hende på bordet, inden hun rettede lidt på sin siddestilling, så den ene arm kunne hviles mod ryglænet ”Jeg husker kun meget få, men du var den første jeg blev sat til at slå ihjel, alene og man husker vel altid sin første gang?” svarede hun ærligt. Sandheden var jo at om så hun virkelig forsøgte, så ville hun næppe nogensinde glemme hans ansigt – om end hun måske ikke genkendte ham helt så hurtigt, som hun burde have.

Gabriel forventede på ingen måde at få alle svarene. Det ville være naivt af ham at tro, specielt når han selv kun kom med halve svar. Han forventede dog, at Fielthena gengældte ærligheden, så han så samtidig ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved hendes forklaringer.

"Det er ikke normalt, nej, så lidt speciel må du gerne føle dig. Specielt når du har været den, der har været tættest på at have succes. Du ville nok også være lykkedes, hvis jeg ikke allerede havde et årtusindes erfaring" svarede han forbløffende muntert, og han lagde ikke skjul på sin anerkendelse. "Og jeg tager det som et kompliment, at jeg skiller mig ud fra normen" fortsatte han, inden han hævede sit glas og selv tømte den sidste del af vinen.

For Gabriel havde det ikke svært at være vedholdende; når man levede evigt, blev tid hurtigt relativt, så der var ikke længere den store forskel på to måneder og to år. Hendes forklaring kom dog ikke bag på ham, og han viftede lidt affærdigende med hånden. "Vaner er ofte det, der afslører os. Det er til gengæld fornuftigt ikke at stole på ret mange, heller ikke selvom det hjalp mig til at finde dig" sagde han komplimenterende. Han var stadig overrasket over, hvor hurtigt hun havde lært disse ting, men det underbyggede bare, hvad han i forvejen havde sagt; mennesker lærte utrolig hurtigt, og han var ret fascineret af det.

"I al fald den første gang, hvor man følte det betydningsfuldt" medgav han med et nik. Gabriel kunne absolut ikke huske sit første drab, men han kunne bestemt huske den første gang, det var betydningsfuldt, at han havde taget et liv.

Havde brudstykker af deres samtale haft nysgerrige øre til at lytte med, så havde det nok affødt fordømmende blikke. En ting var hvordan de konverserede ikke bare om døden, men ligefrem lejemord med en så ophøjet ro. De kunne lige så godt have været i gang med en snak om hvilket formidabelt vejr det var, til at sejle ud i eller nyde en god drue. Det var vel prisen man betalte? Efter et hvis punkt blev døden og hvilken årsag der lå bag hverdag. Når man som Fielthena var til hyre for at luge lidt ud i landets befolkning og Gabriel… Jah hvad end han så var til hyre for. Ikke fordi det havde den store relevans alligevel, hvad hans erhverv var han skulle hverken hyres eller arbejdes under.
Anerkendelsen pralede ikke af den mørkhåret kvinde, nok vidste hun hvad hun kunne, men kun et skarn ville ikke tage imod det når en tusinde år gammel dæmon lod ros falde. Det var ikke ligefremt hverdagskost. Alligevel var det ikke til at se åbenlyst at ordene blev taget til sig.

Begge hænders flader lagde sig mod bordpladen i det hun rejste sig fra stolen. Jovist kunne de nok stadig holde en samtale fuld af halve svar kørende lidt endnu, men med et tomt glas og en aftale i sigte, så måtte hun nok få lidt for hånden. Der var jo stadig varere der skulle tjekkes og bringes tilbage til Dianthos.
”Jeg kan kun sige mig enig Gabriel.” med få skridt standsede hun foran hans stol, med en hånd strakt ned til mod ham – ikke tæt nok på at han ikke kunne rejse sig, hvis han ikke ønskede at tage imod hånden siddende ”Jeg sætter sjældent pris på fortidens spøgelser, men det har nu været en fornøjelse alligevel. En øjenåbner og jeg håber at skulle vi støde på hinanden en anden gang, at det er mig som byder på vinen.” sagde hun smilende som afsked.
Når hænderne havde sluppet hinanden på nu, ville Fielthena vende rundt på hælen. Sætte kursen mod det anlagte skib, hvor en ny sending af ædelmetal og juveler ville være ankommet.
Med sig fra dette besynderlige og uventede møde tog hun sig, at vaner måske alligevel havde godt af at blive udfordret af ændringer – bare i ny og næ.

Gabriel havde tydeligvis nået et punkt, hvor død ikke var det store problem for ham at tale om. Når man var tæt på at runde femten århundreder, virkede døden ret relativ efterhånden. Han havde ikke engang styr på hvor mange liv, han selv havde taget i årenes løb. Han havde dog for længst lært ikke at lade det gå ham på, for ellers var han da blevet vanvittig. Fielthena havde højst sandsynligt været igennem en lignende proces. Man var nødt til at blive hårdhudet for ikke at knække, men det var faktisk rart, at hun stadig viste en... menneskelig side.

Som Fielthena rejste sig, fulgte Gabriel hende med blikket, og allerede inden hun havde lukket afstanden mellem dem, var han oppe at stå. Han trykkede hendes hånd og sendte hende et smil. "Så længe den ikke er forgiftet, eller der følger en kniv med, vil jeg med glæde takke ja" svarede han muntert og med en hentydning af dril i stemmen. Han lod blikket følge hende, som hun vendte rundt og gik, men han dvælede ikke mange sekunder, inden han smed en håndfuld krystaller på bordet og selv forlod området. Der var ikke længere en grund til at blive hængende, og han skulle trods alt tilbage til øerne, inden han blev alt for savnet.