Det her havde været en af de glatteste eftersøgte til dato, Thalanil nogensinde havde forsøgt at fange. Hun var sluppet væk flere gange, og hver gang havde det (i hans øjne) kun lige været på et hængende hår. Han blev dog ved, og han var ihærdig, for hvis byttet følte sig presset, var der større chance for, at det lavede fejl. Han havde fundet frem til otte falske boliger. Ved fire af disse havde han været tæt på at fange hende. Den blonde kvinde havde dog haft taget sine forholdsregler, og Thalanil kunne godt se, hvorfor hun havde været svær at få fat på. Så meget mere grund til at udvise mere ihærdighed. Nu havde han langt om længe efterhånden fået trevlet det hele op, og han vidste, at hun vidste, at han kendte til hendes boliger, så hun ville ikke kunne vende tilbage dertil. Desuden havde han opgivet, hvad han havde fundet ud af til bygarden. Det var ikke hans normale fremgangsmåde, men han kunne ikke holde øje med det hele på en gang, så denne gang havde han været nødt til at hente hjælp ind. Det havde måske været det største nederlag i hele denne opgave. Han tog det ikke så tungt, hvis et mål slap væk, det var kun et spørgsmål om tid, før han fandt det igen. Men at skulle bede andre om hjælp var ikke noget, han var vant til. Her havde det dog, som sagt, været en nødvendighed, så man skulle mene, at det måske lidt var noget andet, men det gjorde sig ikke gældende for Thalanil. Han satte en ære i, at han gjorde tingene alene, og indtil videre havde han ikke fejlet. Hvis man altså så bort fra Randall, men det var også lidt et særtilfælde. Teknisk set havde han bragt manden ind, så han havde fuldført sin del.

Denne gang omhandlede det dog en kvinde ved navn Evlyn, bedre kendt som Ravnen eller Kolibrien. Ikke at Thalanil kunne forstå, hvorfor man brugte dæknavne. Aliaser var håbløst nemme at komme udenom, så hvorfor overhovedet besvære sig? Måske det var nemt for ham, fordi han havde været i professionen i så mange år? Det var ikke rigtigt til at vide, faktisk, men det ville bestemt have en del at sige. Alle erhverv var nemmere, når man havde en god del erfaring, og det ville Thalanil mene, at han havde. Han var trods alt oplært fra barnsben, og han havde nu praktiseret det at være dusørjæger på den anden side af 800 år. Betød det, at hans mål aldrig slap fra ham? Nej, men han var kendt for sin ihærdighed. Han var ikke typen, der gav op, om hans mål så slap fra ham tyve gange. Han fortsatte, til han kunne bringe dem ind, og Evlyn var ingen undtagelse. Han ville ikke stoppe før, han fangede hende, eller hun døde af alderdom, hvad end der kom først. Det var trods alt en af fordelene ved at leve evigt. Man havde al den tid, man skulle bruge.

Apropos tid, så havde det faktisk taget en del tid for Thalanil at finde frem til, at Evlyn opholdt sig i undergrunden. Han var ret sikker på, det ikke var noget, hun gjorde fast, men han havde udelukket alle andre steder, med mindre hun da var taget ud af byen. Sidstnævnte tvivlede han dog stærkt på, men selv hvis han fandt frem til, at det var sådan, ville han naturligvis forsøge at opspore hende igen. Han var dog imponeret over, at hun i så ung en alder kunne være glat som en ål. Det var ikke ofte, at han stødte ind i den slags. Hun havde garanteret evner, der hjalp hende til det, men Thalanil kendte ikke konkret til dem. Det var hans egen konklusion baseret på, at hun var et naturtalent til at slippe væk. Indtil han fandt ud af præcis, hvordan hun gjorde, kunne han blot blive ved med at rende hende i hælene.

De langskaftede støvler var imponerende lydløse mod betonen, som Thalanil bevægede sig igennem kloaksystemet. Han var dog indtil videre ikke stødt på andet end et par rotter hist og her. Hans trofaste nodachi hang over den venstre skulder, og den frakkelignende kåbe skjulte de to, lange knive, han havde hængende ved hofterne. Det hvide hår hang løst om hans skuldre, men pandehåret var trukket tilbage i en seperat hestehale. Det var en af de få gange, han rent faktisk blottede klappen for øjet, men her havde han ikke lyst til at ryge i et baghold, fordi hans hår hang ned i øjnene på ham. Han var heller ikke længere super nervøs for at vise sine ører, for Kiles Orden var trods alt blevet slået ned, og den falske dronning var afsløret. Hånden hvilede på skæftet til det lange sværd, som han fortsatte. Han var tydeligt klar i tilfælde af, at nogle skulle ligge på lur.

Som en hver anden tyv, som havde sin egen klan, bande eller på anden hvis havde gjort sig selv opmærksom i disse kanter. Ville man utvivlsomt begyndte, at have nogle dusør jægere på nakken. At denne havde vidst sig, at være så - hvad skulle man sige - vedholdende som denne mand havde været. Ja det måtte hun jo på sin vis, havde en hvis respekt for manden. Skulle det ikke betyde, at hun under flere omgange havde været nød til, at slippe flere af hendes yndlings sikkerhedshuse. Og nu var det begyndt at blive næsten utåleligt. 
Hun havde været tilbage i Dianthos, i nogle dage nu - da hun havde hørt nys om, at han havde fundet frem til undergrunden. Efter hendes alliance med bandelederen af Ulvens klan, havde det været umådeligt nemmere at være velinformeret omkring hvad der foregik omkring i byen. Derved, havde der allerede været nogle små rollingerne og hive i hendes i armen, hviskende ord i hendes øre om - at en mand med et meget langt sværd på ryggen, havde begivet sig imod dem. 
Så selvom, at det skulle have været et forsøg på en mere - familie sammenkomst denne aften. Havde hun modvilligt revet sig løs fra gyderne, hun havde stået og rørt i. Ja, så glamourøs var det nu en gang, at være en velkendt tyv - og selvom mange af de stjålne genstande hun havde erhverve sig igennem tiden, ganskevidst havde en dejlig høj pris. Var der også mange munde at brødføde i sådan en organisation som hun var en del af.

Disse tanker, gled frem og tilbage bag den beskidte blege pande, som hun sneg sig lydløst igennem kloakerne. Det kunne godt være, at manden navnet hun senere havde lært var Thalanil, var en ganske dygtig mand i sit fag. Så måske, man skulle tage tyrene ved hornene og møde ham i en direkte ansigt til ansigt. Finde ud af, hvad der skulle til for at han lod hende være i fred.
Så der trådte hun ud af en af udhulingerne af kloaken, og rullede sine skuldre tilbage. Hun var klædt i tøj der dækkede hendes krop fra top til tå. Sort læder, der næsten sad som var det malet på hendes krop. Fremviste den spinkle statur hun udgjorde, nok ikke den største trussel for mange. Derved, blev hun heldigvis også ganske tit undervurderet.
“Tager du aldrig fri Thalanil?” Spurgte hun en smule dovent, som hun igennem masken og hætten der lå over hendes hoved - lod det eneste synlige, nemlig de mørke koral blå øjne hvile imod skikkelsen hun havde stillet sig foran. Betragtede hånden som lå hvilende på hans sværd der lå ved ryggen. 
Hun stod afslappet, ja næsten nonchalant som hun ikke gav mine til at ville sige mere - eller gøre andet, end bare at betragte ham. Klar til at undvige, skulle han angribe. 

Som Evlyn hidtil havde opført sig, virkede det ikke yderligere oplagt for Thalanil, at hun sådan ville møde ham åbent. Han tog tydeligvis fejl, for pludselig stod hun foran ham uden at gemme sig. Masken havde egentlig været unødvendig, for han havde en nogenlunde idé om, hvordan hun så ud. Det meste var beskrevet mundtligt for ham, så det kunne selvfølgelig afvige. Han tænkte dog ikke videre over det, det var sagen uvedkommende. Som han stoppede, trak han dog lidt forsigtigt i sværdet. Meningen var at skjule bevægelsen, så hvis hun ikke decideret kiggede efter det, ville det være svært at opdage. Håndtaget rykkede sig dog absolut ikke ud af flækken, ergo havde hun ikke våben trukket. Han rettede sig dog lidt op og lagde armene over kors ved hendes spørgsmål. Samtidig trådte et skævt smil frem på hans læber. "Jo, det gør jeg. Bare ikke ofte" svarede han ærligt. Bjergsiden af hans gener gjorde desuden, at han ikke behøvede så mange timers søvn i forhold til andre væsner, så han kunne bruge flere vågne timer i døgnet end andre. I hans erhverv kunne det være yderst fordelagtigt. Det var dog ikke alt, han delte, og det var bedre for ham, at hun ikke vidste, om han i det hele taget holdt fri. Han kunne jo principielt fylde hende med løgn.

"Jeg går dog ikke ud fra, du er kommet for at indlevere dig selv" sagde han konstaterende. Det var absolut ikke et spørgsmål. Det lå ikke ligefrem til hende sådan at give op. Hun kunne selvfølgelig være presset derud, hvor hun ikke kunne se andre muligheder, men han tvivlede stærkt på, at hun overhovedet var tæt på den grænse. Det lå ikke ligefrem til hende. Hun havde dog gjort hans arbejde en hel del lettere ved, at han ikke behøvede at rende undergrunden helt tør, før han fandt hende.

Hun slog en klokkeklar latter op, som han svarede at han gjorde det - bare ikke ofte. Af en eller anden grund, var hun ikke helt sikker på, at han vidste hvordan at man kunne holde ferie. 
Hun fugtede læberne bag masken, og tog en dyb indånding. Fortrød dog hurtigt, da kloakkens lugt ramte hendes nyfundne lugtesansen. Hun rynkede næsen op - af alle ting, som elveren kunne havde givet hende tilbage. Var hun faktisk ikke sikker på, at lugtesansen havde været at foretrække. I hvertfald set i bagspejlet, af hvor hun boede i øjeblikket. 
Hun rullede langsomt med skuldrene, men stod eller ganske afslappet foran ham. Ingen våben var at se sådan ved første øjenkast, derfor betød det ikke at hun var ubevæbnet. Men mere, at hun ikke tyede til det - det var altid en sidste udvej. Desuden, vidste hun også nok omkring manden foran hende. Nok til at vide, at han var en afsindig dygtig kæmper, især med det sværd som lå på hans ryg. Åh ja, hun ville aldrig gå blindt ind i en kamp. Så selvom hun ikke helt forstod omfanget af det, vidste hun nok til at vide - det var ikke noget man skulle løbe om hjørner med. Også en af grundene til, at hun havde brugt tiden på at stikke af - end at se ham ansigt til ansigt. 
Eller maske til ansigt? 

Hun trak på skuldrene, og lagde hænderne på hendes hofter. “Hvad hvis jeg er?” Svarede hun, og et smil han ikke kunne se var igen spredt på hendes læber. Øjnene der skinnede drilagtigt - glimtede dog kort, trods mørket der var at finde nede i kloakerne. “Vil du så være nænsom med mig?” Hun lod den ene hånd glide ned af hendes skikkelse. “Jeg udgør jo ikke nogen stor trussel - se på mig, jeg er jo intet i forhold til den store statur.” Kom der kækt, som hun betragtede ham indgående. Hun ville altid være klar til, skulle han gøre klar til at angribe hende. Men lige nu, havde de vel blot en hyggelig lille samtale blandt bekendte.

Thalanil var udmærket klar over, at Evlyn absolut ikke troede på hans ord, men det fik ham alligevel til at trække på smilebåndet, at hun lo ad hans ord. De havde dog været sande. Ganske vist havde han ikke holdt meget fri under jagten på hende, men det betød ikke, at han ikke gjorde det. Det var dog en af fordelene ved hans hverv; man fik selv lov at bestemme sine arbejdstider.

Selvom pigen endnu ikke havde trukket våben, var Thalanil ikke et øjeblik i tvivl om, at hun var bevæbnet. Andet ville være dumt, og hun burde trods alt vide bedre, når hun var eftersøgt. Han havde for længst regnet ud, at hun var både kløgtig og ressourcefuld, så det var udelukkende en facade, at hun fremstod som svag. Han var dog ikke klar over, hvor meget hun vidste om ham. Det var tydeligt, at hun havde gjort en del forarbejde, for hun kendte hans navn, men kendte hun til hans evne også? Det var muligt, for det var trods alt almindelig kendt, at han næsten altid bragte sine fanger tilbage i live. Det var virkelig undtagelsen, der bekræftede reglen, hvis han kom tilbage med et lig, men det var hændt nu og da. Andre kunne selvfølgelig også have regnet det ud og spredt rygtet, men han havde ikke selv hørt noget, så han vidste faktisk ikke, om det var en mulighed. Det måtte tiden vel vise.

Evlyns ord fik Thalanil til at hæve et bryn. "Så ville jeg sige, du er fuld af løgn" svarede han tilbage med en kende morskab i stemmen. Hendes ord om ikke at være en trussel fik ham dog til at fnyse. "Vi ved begge, at det ikke passer. Og jeg lægger ikke fingre imellem, fordi du er kvinde" svarede han ærligt, som han igen lagde armene over kors, inden han prøvende tog et enkelt skridt fremad. Han var lidt nysgerrig efter at se reaktionen. Apropos nysgerrighed... "Jeg er dog overrasket over, at du kommer ud for at konfrontere mig. Det er lidt et skift i forhold til din sædvanlige... afholdenhed" sagde han, som det skæve smil voksede en smule.

Blikket forlod ham ikke på noget side, de hvirvlede hen over hans skikkelse – opmærksomme, på den mindste bevægelse. Hans kropsholdning, den måde han bar sig selv på; var han truende, eller ej.
Hun snøftede lidt, da hun mærkede hvordan næsen begyndte at løbe.
Hendes bryn hævede sig i panden, da han sagde han ikke ville forskelsbehandle – bare fordi hun var en kvinde. Dette fik et smil til at brede sig hen over hendes læber, hun ville hellere ikke have regnet med andet. Og hvis han havde gjort det, ville hun have været skuffet. Hun var jo trods alt, lige så dygtig – som rigtig mange af hendes mandelige kollegaer – om nogen, måske endda bedre.
Da hans fødder tog et skridt fremad, stod hun stadig fast. Hun rokkede sig ikke ud af flækken, ud over at lade sine øjne glide hurtigt ned til hans fødder. Blot for at tjekke, om han ville gøre yderligere. Men for nu, virkede det til at han holde sig rolig.
Hendes blik gled op imod hans ansigt igen, som nye ord formede sig hen over hans tunge.
Langsomt strakte hun sine hænder hen over hoved. Inden hun satte den imod den afrundede væg hun stod for og lænede sig en smule dovent op af den.
“Ja – jeg havde faktisk lidt travlt i aften, du ved familie middage og det hele. Så synes, at hvis du alligevel rendte rundt hernede, så kunne det jo være vi fik det overstået – uden det skulle gå ud over børnenes godnathistorie.” for nogen, ville det måske lyde helt absurd. Og måske endda også som noget, hun bare fandt på – men; ordene hun kom frem med, var helt og aldeles sande. Hun havde folk der ventede på hende længere tilbage. Et sted, hun vidste for alt i verden måtte bevares en hemmelighed. Og der i blandt, var der bestemt også nogle børn, der ville vente meget utålmodig på hun kom tilbage.
Ikke, at det ville være nok til at presse hende til, at gøre noget dumt.
“Så – hvad skal der til? Har dusørjager en smertegrænse – eller er du helt og aldeles ude afstand til at blive bestykket?” kom hun endelig med, som meget godt beskrev – hvad hendes egentlig grund med dette møde var.

Thalanil kunne tydeligt se de blå øjne glide rundt. Hun var uden tvivl opmærksom på hans mindste bevægelser. Hendes snøft kunne dog tolkes på forskellige måder, men Thalanil var for længst ovre det punkt, hvor han ville lade små petitesser gå ham på. Desuden kunne det blot være et snøft uden en egentlig tanke bag, så der var absolut ingen grund til at pointere det.
Thalanil stod blot og lod stilheden sænke sig; han kunne ikke se grimasserne under masken andet end, at hendes øjne kneb sig sammen på forskellige måder, så han gik ud fra, at hun lavede forskellige ansigtsudtryk i forhold til hans ord. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker, men der var vel ingen anden grund til at lave ansigtsudtryk, han alligevel ikke kunne se? Det ville i al fald være lidt spøjst. At hun blev stående, da han gik frem, fik ham kun til at trække på smilebåndet. Hun var altså ikke helt uden mod.

Evlyns ord fik først Thalanil til at hæve det ene øjenbryn, så det forsvandt under det hvide pandehår. Det var ikke ligefrem et svar, han havde forventet, men samtidig gav det perfekt mening i forhold til, at hun var kommet ud og havde konfronteret ham. Det ville forhindre ham i at finde skjulestedet. Ikke at han havde taget resten med, for det var kun kvinden foran ham, han var ude efter, men det fortalte en hel del om hende, at hun kom ud for at beskytte dem. "Jeg tvivler ærligt på, at det ikke går ud over godnatlæsningen" svarede han neutralt, selvom hans stemme afslørede, at han var ærlig i sit synspunkt.

Som Evlyn talte og afslørede sin egentlige grund til at være kommet ud, fik Thalanil et noget stramt udtryk i ansigtet. Han var tydeligt fornærmet over spørgsmålet. "Jeg er ikke en gemen byvagt, der sådan kan bestikkes med det ene eller andet" svarede han en anelse hårdt, og det var tydeligt, at han lagde en god del stolthed i sit arbejde. "Og min smertegrænse ligger et helt andet sted - men lige nu er det ikke mig, der har noget at forsvare?" fortsatte han i et lidt mere roligt - og langt mere faretruende - toneleje. Han gjorde det tydeligt, at han havde opfattet hendes tidligere hint.

Hans svar, var næsten kærkommen. Man skulle ikke tro det, det ville trods alt være lettere for den blond kvinde; hvis han havde villiget til at indgå en handel med hende. Men som han jo så fint selv fik det lagt frem; han var ikke en gemen byvagt. Ja især dem fra kiles tid, havde været nemme at bestikke - trods at de skulle forventes at være anderledes. Alle de regler som de havde håndhævet, og alligevel - ja så havde det været ganske nemt, at stikke dem nogle krystaller for at se den anden vej. 
Havde manden foran hende været så nem, havde der jo ikke være meget sjov i at lade ham finde så mange af hendes skalkeskjul. 
Et smule overdrevet, og morende suk forlod hendes læber. Hans faretruende toneleje, var tydeligvis ikke noget der påvirkede hende yderligere. Ikke andet, end at hun lod sine arme strække sig hen over hendes hoved, og et veltilfreds knæk var at høre fra hendes skulder. 
“Ah Thalanil - vi har alle en smertegrænse javist, og din er måske et helt andet sted - men den er der trods alt.” Sagde hun med en blid stemme, som hun igen satte den ene hånd på hendes smalle hofte. 
“Og det var også min fejl - jeg mente hellere ikke du lå i kategorien gemen byvagt. Du har trods alt - været meget ihærdig” hun lod hendes øjne betragte hans fødder, og derefter arme. “En kvinde kan jo næsten få de forkerte idéer, når en mand sådan prøver at fange hendes opmærksomhed - det kunne ellers have gjort enklere - en buket selvplukende blomster, kan jeg måske anbefale til næste gang?” Hun vidste ikke hvorfor hun underholde idéen ved at blive ved med at snakke med ham. Men lige nu; og det kunne også høres på hendes stemme, så var hun meget underholde af situationen. 
“Så lad mig spørger igen; der er intet jeg kan gøre, for at du lader mig være i fred?”

Thalanil havde bevist over det seneste par dage, at der skulle mere end som så til for, at han bare ville vende sig og gå. Alt afhængigt af hvor meget hun havde undersøgt om ham, var det muligt, at hun vidste, at han var ihærdig. Hvis ikke fra rygter så fra beviserne af, hvordan han systematisk havde bevæget sig i hælene på hende. Han havde dog også på fornemmelsen, at noget ved denne jagt havde moret hende, men han var ikke helt sikker.

Det var tydeligt, at Evlyn havde trådt lidt ved siden af, da hun nævnte bestikkelse, men Thalanil var erfaren nok til ikke at lade temperamentet flyde over. Det gjorde kun, at klarsynet svigtede, og det ville ikke hjælpe ham i denne situation. "Det er den" medgav han med et svagt smil og et lille nik. "Men der ville vel ikke være noget sjov i at afsløre min lille hemmelighed?" fortsatte han i en tone, der let kunne forstås som morskab. Det var dog en facade for at få hende til at tro, at han var ved at sænke paraderne. Hendes talestrøm fik ham dog til at hæve et bryn. "Du kan tro, hvad du vil. Mit job er at fange en tyv, Evlyn. Dit køn er ligemeget" svarede han med et skuldertræk og en ligegyldig mine. Der var faktisk en underliggende hentydning til, at han fandt hende grim. Det var dog lidt underligt sådan at føre en fuld samtale med sit offer. Det var han ikke just vant til. Normalt var folks første tanke at forsøge at kæmpe sig ud af det.
Et suk forlod hans læber ved hendes spørgsmål. Så vedholdende hun dog var. På den anden side kunne han vel ikke bebrejde hende. "Jo. Du kan følge med frivilligt? Jeg skal nok lade dig være i fred, når jeg har leveret dig til myndighederne" svarede han ærligt. Han tvivlede ærligt på, hun havde noget, hun kunne friste ham med, som kunne få ham til at overveje at gå den anden vej.

Hun måtte le, da han nævnte hendes køn. Hun ville da også være stødt, hvis han ikke ville gøre sit ypperste, blot fordi hun var en kvinde. Mange af mændende i denne branche, ville ønske de havde hendes snilde. Ikke at de ville indrømme det, men det kunne hun ikke tage sig af. Det at han prøvede at hentyde til, at han ikke fandt hende tiltrækkende. Ja, enden så gik det hende ikke på. Ellers også opfangede hun ikke hans prøvende taktik, om at hyle hende ud af den. 
Mest af alt, fordi hun havde allerede en mand. Og foruden det, gik hun ikke op i hvad folk synes om hende. Hvis hun gjorde det, så ville hun ikke være kommet så langt som hun var kommet nu. Man skulle være hårdhudet, og ubarmhjertig. Selvom den sidstenævnte ting, altid havde været noget som havde voldt hende mange problemer. 
"Men hvis dit job er at fange en tyv, hvorfor har du så ikke fanget mig endnu?" sagde hun med et grin, og lagde armene overkors. Den fugtige kloakrør de stod i, gjorde at masken omkring hendes mund, begyndte at lukke sig tættere omkring munden og næsen. Dette skete hver gang hun tog en indånding, eller snakkede. Hvilket gjorde, hun ganske stærkt overvejede at tage den af. Hvad ville det også gøre godt for, om han kendte hendes udseende eller ej? 
Fingrene fleksede i den korslagte stilling, mens hun lagde hoved på skrå. De koral blå øjne, der indtog hans mørke skikkelse. 

Følge med frivilligt også ville han lade hende være i fred. 
"hm" mumlede hun en smule eftertænktsom. Ville det sige, at så snart han havde fået sine krystaller for arbejdet, så ville han stoppe med at fange hende igen. Hvad så med næste gang? For hvis hun flygtede, så ville prisen jo stadig være på hendes hoved. Hendes pjuskede bryn foldede sig imod hinanden i midten. "Så du prøver at bevise mig om, at du vil tage mig med til byvagterne, og så snart du har fået din dusør - så lader du mig være i fred? Selv, lad os sige helt hypotetisk; hvis jeg nu flygtede, så ville du ikke prøve at fange mig igen? For det virker ikke som nogen særlig god forretning, for dig altså."