Den store orange sol havde kun lige sluppet den sandede horisont som den rejste sig og kastede et blødt skær ind over Balzera, hvor mange handelsmænd var i færd med at sætte de forskellige farvestrålende stofmarkiser op, inden det store marked ville blive indtaget af en summen af liv.
Det var dog flere timer siden Meena havde slået de mørke øjne op, og mindst brugt en halv time på at vende og dreje sig i den store seng. Sukkende var hun endt med at bevæge sig fri fra de mange puder og lagner, med håret strittende uglet omkring hendes ansigt, som hun halvhjertet forsøgte at rede ud mellem fingrene.
Der ville gå alt for længe før hendes personlige slave, Kisra ville træde ind det overdådige værelse, for at hjælpe med at påklæde Meena og børste de mørke lokker på plads med den forsølvede børste med de stive vildsvinehår, alt mens de sædvanlige spørgsmål ville flyve mellem dem ”Ønsker De håret sat i dag?” – ”Hvilken kjole ønsker De at bære til dagen?” – ”Hvilken duft ønsker De i dag, måske en ny?” alle sammen kedelige trivielle spørgsmål. Trods at Kisra havde været ved hendes side i alle disse år, så var det aldrig lykkes Meena at overtale ørkenelverbladingen til at blive Dus.
I stedet havde hun valgt at udnyttede de tidlige morgentimer og gøre sig selv i stand til hendes møde med Kaatima. Af alle hendes søskende var det den ældre halv søster som Meena var tættest med og det var ingen hemmelighed i familien at hun så op til Kaatima, ikke mindst hvordan hun var som mor, men lige så meget også det faktum at hun tjente sine egne krystaller, som hun var en dygtig handelskvinde som var så selvstændig som en datter af fyrsten nu kunne blive.

Iklædt sennepsgul kjole af silke, der smøgede sig let omkring hendes petite skikkelse og en frisk duft af citrusfrugter, der på ingen måde var overdøvende. Bevægede hun sig to trin ad gangen op ad trappen til Kaatima’s palæ der tårnede sig op foran hende.
Jo tættere hun kom på den store smukt decorede dør. Det havde kriblet i hende for at komme afsted, men hun havde måttet holde sig i skindet til hun var sikker på at hendes nevøer og niece var oppe og havde haft deres tid med deres mor, inden deres moster, næsten, kom anmassende.

Hendes skridt nåde aldrig at stoppe helt, før selvsamme dør gled op og en tjener straks stod klar til at tage imod Meena, klar til at suse afsted for at melde hendes ankomst til Kaatima. Det var med et blidt smil og med en stemme fuld af accent så ordene nærmest blev sunget, at hun løftede hånden op for at bremse tjeneren ”Jeg finder hende selv”.
Efter at have peget i de forskellige retninger hun kunne bevæge sig i, som hun uden ord spurgte hvilken vej hendes søster befandt sig, smuttede hun muntert afsted i den retning som tjeneren nikkede ja til. Hun havde efterhånden været her så mange gange at hun kendte palæet ganske godt, men hun var stadig lige betaget af den skønhed som stedet var fyldt med.

En af grundene til Kaatimas rungende succes som forretningskvinde, var at hun ikke behøvede søvn som normale mennesker. Det at tage en halv time, eller en time - var mere en rigeligt for den ældre kvinde. Så var hun igen fyldt med energi - nogen dage kunne hun endda gå flere dage uden at hun havde lagt sig. Havde hvilet øjnene, og sådan havde hun brugt det for at sikre sig - ingen skulle tage det fra hende, det hun havde kæmpet sig for med næb og klør. Nemlig at være respekteret kvinde - selvom det nu igen var ved at smuldre mellem hendes fingre. Med en ægtemand, hun ikke ønskede skulle han overtage hendes succes som var det hendes egen. Så kunne hun igen stå i skyggerne, og se på hvordan mændene i dette land to æren, for noget en kvinde havde gjort. 
Hvis det ikke var fordi, hun havde så malplaceret en respekt for sin fader - så ville Kaatima nok havde stået i spidsen for en revolution, for at kvinderne skulle have mere magt i disse kanter. Men, om hun nogen sinde kunne vælte sin far og overtage hans plads? Nej, det ville hun nok aldrig kunne gøre. 
Hun havde endda, taget sig af sine søskende, da faderens anden kone var blevet eksileret. Også da huns selv var blevet gift som femtenårig, og ikke længe efter det - var hendes første søn kommet. 

Et blidt smil spillede på hendes læber, som hun betragtede hendes fem børn, der sad omkring morgenbordet med hende. Den ældste, der sad for sig selv og overvågede de fire mindste. Han havde altid været et stærkt stille sind, der gjorde alt for at beskytte både hende selv - men så sandelig også dem. Iført en Ibenholt rød kjole i de fineste silke, som smøg sig omkring den velproportioneret krop. Ganske tydeligt viste den tegn på, at hun både havde adgang til mad. Men så sandelig også havde født fem børn. 
Da morgen så småt ved ved at gå på hæl, havde hun dog trukket sig tilbage til hendes studie. Her havde hun valgt at tage imod hendes halv søster Meena, det var ikke gået hende forbi næsen; hvor meget Meena ønskede at lære omkring søsterens forretning. Og nu var det på tide, at hun fik lov til at blive indraget noget mere. 
Teen og frisk frugt var lagt frem, som stod klar til når søsteren ville træde ind i rummet. Kaatima sad med ryggen til, allerde igang med at skrive manifester ned for hvad der skulle med på turen til Dianthos. Glæden ved at komme afsted igen, var ganske tydelig at se. For da Kaatima vente sig imod hendes gæst, var det med et blidt og ømt smil og nogle glædesfyldte øjne. “Min kære søster, alt vel?” kom det med en dyb kvinde stemme, som hun trådte frem for at se søsteren nærmere an. Smuk som altid - men Kaatima vidste bedre end nogen, at det kunne være en forbandelse såvel som en velsignelse. 

Den kildende fornemmelse i maven ag spænding fik hende til at suge underlæben mellem tænderne, som gentagende sank ned i den bløde hud. Det havde været ganske få informationer Kaatima havde givet i det brev hun havde modtaget, kun det vigtigste stod skrevet i den smukkeste skrift, hvor blækket aldrig bar præg af at Kaatima havde måtte bruge mange tænkepauser undervejs som hun skrev.
Det havde aldrig æret med sløve at Meena bevægede sig ned ad den lange gang med kursen lagt mod Kaatimas studie.

Da hun trådte ind i det tilstødende rum til hendes studie, slap tænderne læben som mundvigene krængede sig op ad i et smil,  der med lethed nåede de mørke øjne og satte sig i dem. Smilet var fuldt af både glæde og varme, mens øjnene emmede af en dyb respekt for den, smukke, ældre kvinde foran Meena.
Hun havde altid syntes Kaatima var en af de smukkeste kvinder og som hun var blevet ældre og havde født sine børn var hun kun blevet endnu smukkere, og hun kunne kun selv håbe på at ældes med den samme ynde.
”Udover at vores fader mener det ville være passende hvis der snart dukkede en passende adelsmand op?” ordene havde en hvis alvor i sig, men hun kunne ikke undgå at lyde lettere moret, for alene tanken om der ville dukke en fin adelsmand op som ville være passende et passende parti virkede til tider så fjern at det grænsede til surrealistisk.
Smilet falmede en anelse, som hun trådte nærmere Kaatima, for at gribe hende ganske blidt omkring begge hænder ”Har du mødt ham? Er han helt forfærdelig?” hun hentyde naturligvis til Barakat rygterne om en forlovelse havde naturligvis også mødt Meenas øregange. 
Nysgerrig som hun var havde hun naturligvis også lyttet til den hvisken, som gik i krogende, omkring hvilken mand Barakat og hvilket bedrifter han havde udrettet; En rigtig verdensmand, hvis man skulle tro rygterne.

En meget let latter forlod hendes læber, som søsteren nævnte det at en ægtemand, nok meget gerne snart skulle dukke op. Ja, den kære søster var jo trods alt, trådt ind i hendes tyvende år - og Kaatima have været femten da hun blev giftet væk. Måske havde tiderne ændrede sig, men hun så hvordan flere og flere af kvinderne, endnu ikke havde fundet en ægtemand. Om det var faderen som var ved at falde af på den, eller om der blot ikke var nok mænd til den voksende Kazimi slægt - ja det skulle hun ikke gøre sig klog på. 
“Forhåbentlig, bliver det en skøn mand som de finder til dig - jeg skal da i hvert fald gøre mit.” Selvom hun vidste, at hendes ord ikke havde meget vægt hos faderen. Det passede ikke helt, for ellers var hun jo ikke så involveret i forretningen - selvom, at planen var lagt nu. Den nye mand, skulle overtage alt æren for alt det som Kaatima lagde sine sved og tåre i. Det var en blandet følelse, der susede rundt i hendes krop. Men hun pressede det væk, lagde det ind i det mange kasser, der ikke var grund til at åbne op for. Sådan overlevede hun bedst, i en verden hvor det at være kvinde - ikke gav meget rum til at udfolde sig i -
Hun blev dog revet ud af hendes tankestrøm, som søsteren spurgte hende om hun havde mødt ham. Og med ham, måtte hun antyde at det måtte være omkring hendes trolovede. Hun tog en dyb indånding, som hun mærkede varmen der strømmede imellem deres hænder. “Ja - han var dejlig” prøvede hun, men smilet nåede aldrig hendes øjne. Og hun lod langsomt deres hænder trække fra hinanden. “Nå, men det er ikke grunden til at jeg har kaldt dig hjem til mig” hun klappede i hænderne, og tjenerne kom straks med både lækkerier og te til dem, ude i haven, ved konteret hvor der var en lille plads - der var lavet til, når Kaatima ikke længere følte for at side indendørs. “Lad os tage plads - er der noget bestemt du kunne tænke dig - så er jeg sikker på, at jeg kan sørger for det bliver bragt ud med det samme.”

Smilet blev mere taknemlig ved Kaatima’s ord om hun ville gøre sit for at den mand, som i sidste ende skulle ende som ægtemand til Meena, også var en skøn mand. En ægtemand ville være uundgåelig på sigt og hun ville da også gifte sig en dag, fordi det var forventningen fra deres fader, men det betød ikke at den unge petite kvinde havde travlt, for et ægteskab betød hun ville blive palæpynt, med et formål at føde så mange børn som muligt. Som var det dét hendes værd blev målt i, og tanken i sig selv var nærmest kvælende til tider ”Bare han ikke bliver fundet for hurtigt” ordene blev sagt med en mild latter, men latteren nåde aldrig de mørke øjne. For nok lød hun morret, men der var også en skjult alvor i hendes ord.
Det gik ikke hendes næse forbi, at trods det varme ordvalg om Barakat, så var det ikke andet end formel høflighed at de blev sagt, for ligesom Meenas smil ikke havde nået øjnene tidligere, udspille der sig et lignende mimik over hendes søsters kønne ansigt. Endnu et smil delt mellem dem, men som ikke satte glister i øjnene.
Et elegant skifte og emnet omkring hendes trolovede blev skiftet ud med den faktiske grund for, hvorfor Meena var blevet kaldt hjem til den ældre søster.
Det var beundringsværdigt, hvordan hun så let kunne lukke en ufærdig samtale, uden det føltes afvisende men bare som en helt naturlig afslutning på samtalen.
Som hun tog plads i de bløde puder, lod hun blikket glide hurtigt mod et af de fade som blev bragt ud i den lille have, søgende efter udskåret friske figner, ikke at hun skulle lede længe efter den farvestrålende frugt ”Der er allerede alt hvad hjertet begære og mere til” forsikrede hun roligt, før hun lænede sig frem efter en figne.
Nysgerrigheden osede ud af hende, i det hun lænede sig tilbage, aldrig så meget at hun endte med at sidde henslængt, for nok var de søstre, men derfor kunne hun godt sidde ordentligt.

Hun gav et mere oprigtigt smil, som hun satte sig ned over for søsteren. 
Der var en hvis finesse i, at vide hvad dem man havde på besøg ønskede. Og det tog selvfølgelig mange års øvelse, at perfektionere således at man kunne huske hvad de der var tættest på kunne lide. Især når der i Kaatima’s tilfælde, var en stor del mennesker der var i hendes omgangskreds der var tætte. Med en fader som deres, og de hustruer han havde haft - så var det jo ganske klart, hvorfor det var således. Familien var stadig voksende, og der ville nok gå mange årtier for Kazimi slægten ville miste deres navn i samfundet. Dette var hun ganske overbevist om. 
Så selvfølgelig, var der de friske figner tilstede - der var også en let liflig drue vin, som der var velegnet til om formiddagen. Man skulle jo ikke kaste sig ud i, at blive fuld før solen var gået ned. Blot kølende, nu når solen på himlen allerede kastede en nådesløs varme imod Balzera.
Derfor hældte gjorde hun også antegn til, at hendes tjenestepige skulle hælde op til dem begge. Og da dette var gjort, vinkede hun dem alle ud af rummet. Resten af tiden, ville de kunne sørger for dem selv. 

“Det har været mig en stor ære, at du har taget så stor interesse i mit forretningsværende.” Startede Kaatima uformelt ud. Hun følte ikke at den formel, de, skulle benyttes over for en søster - der blandt andet var yngre end hende. Men også en hun havde haft en stor følelsesmæssig tilknytning til. Rigtig mange af hendes egne karaktertræk, var så tydelig i den yngre søster - at det frembragte et smil på hendes læber. “Og derfor, ville det glæde mig meget - hvis du kunne tænke dig at komme med mig til Dianthos i nogle dage.” Selvfølgelig ville turen tage mere end det, de ville nok være væk på den gode side af en måned. Men selv det, var hun ret sikker på - at Meena ikke ville have noget imod. Da dette betød at komme væk, fra familie forpligtigelserne.

Uanset hvor mange gange hun havde set tjenestefolk og slaver arbejde, blev hun stadig ind imellem overrasket over, hvordan de nærmest handlede som var de alle i stand til at læse tanker. De skulle være opmærksomme på selv de mindste tegn. Derfor hvilede Meenas brune blik også på tjenestepigen, som hun skænkede den for friskende vin op.
En svag tanke strøg mod bagsiden af den fregnespækkede pande, at havde omstændighederne været en anden, kunne deres roller have været byttet rundt og det kunne have været den unge Kazimi der skænkede op.
Det havde ikke været helt med vilje, at hun var blevet lidt fjern i blikket, som tankerne fløj.

Kaatima’s dybe stemme trak hende fri af tankerne. Fik hende til at blinke hurtigt med øjnene, før et smil atter fandt sig vej over hendes læber, denne gang langt mere ydmygt. Nok var det en ære for Kaatima, men æren ved at den ældre søster overhovedet havde villet lade Meena komme under hendes vinger, var ikke noget hun tog let på.
I mellem tiden som de varme ord var blevet delt, havde hun grebet en af de udskårne figner. De næste ord fik hende næsten til at tabe selv samme frugt, som smilet gled over i et rigtig tandsmil.
Sjældent lod hun sig styre uhæmmet af sine følelser, men glæden boblede i sådan en grad i hendes indre, at hun ikke kunne holde det hele inden i.
”Ja! Det vil jeg mægtig gerne” hun sugede luften ind gennem næseborene, for at få sig selv tilbage i kontrol. ”Det ville være mig en fornøjelse Kaatima” prøvede hun igen, denne gang noget mere mål holdt. Det lykkes også bedre, men smilet falmede ikke det mindste af den grund.
De mørke bryn rynkede sig let sammen på midten ”Men har du snakket med vores fader? Ville det være okay med ham?”.

Det var også svært for den ældre Kazimi, ikke at smile over glæden der var så tydelig at spore, i en yngre kvindes ansigt. Som hun havde tænkt tidligere, så kunne hun se meget af sig selv i Meena. Sådan som hun havde været, dog som fjortenårig. Da det i hendes tid, var allerede et godt tidspunkt at overveje hvem hun skulle giftes med. Hendes udkårende var også allerede fundet, da hun havde været blot seks år gammel. Det havde gjort det nemt, alle de gange de havde mødt hinanden igennem årene. Vokset op sammen, hvis det dog ikke havde vist sig, at drengen voksede op til at være en utrolig jaloux mand. Som ikke kunne håndtere at se, at nogen skulle have større succes end ham selv. Ikke at han havde gjort noget, for faktisk at sikre bedre handels ruter, som Kaatima selv havde sikret for familien. 
Og hvad han egentlig havde haft at brokke sig over, ja det vidste hun ikke, da faderen jo havde benyttet ægteskabet for at sige at det var manden, som der havde gjort alle bedrifterne. Det var normalvis, kun inde for disse vægge, at folk i sandhedviste hvilken forretnings kvinde hun var.

"Du behøver ikke skjule din glæde for mig, kære søster. Jeg foretrækker, at du viser hvor entusiastisk du er." grinede hun let, og førte glasset med den runde vin til hendes læber, inden hun satte det fra sig igen. "Og vores fader skal du ikke tænke på, hvis han har et problem med at jeg tager dig med. Forklare jeg blot, at det er fordi vi skal finde dig en passende mand. Og de fleste passende adelsmænd, kommer til fester i Dianthos." Kaatima blinkede til hende, og puttede en drue i munden. For foruden de selvfølgelig skulle udføre et godt arbejde, skulle de da så sandelig også nyde de fester, som der var at finde hos de adelige i krystallandets hjerteby.

At Kaatima var en yderst kompetent forretningens kvinde. Hun gjorde et stort stykke arbejde for at bevare og udvide Fyrstens handles ruter og lukrative aftaler i hus. Men samtidigt havde hun været tvunget til at stå i skyggen af sin tidligere ægtemand, fordi en kvinde ikke kunne stå stærkt alene, og da slet ikke være dygtigt til det mandsdomineret fag, som handel oftest var under sydens sol.
Ville døtre af Fyrsten nogensinde oprigtig kunne blive brydere af deres egne usynlige lænker?
Kaatima havde været så tæt på, men nu var hun forlovet på ny, og for hvad? Hun havde jo født 5 smukke børn, alle til at kunne bærer Kazimi navnet videre. Hvordan kunne det ikke være nok?

Nikkende til hendes ord, blev det tydelig gjort at hun havde hørt søsteren, men som skuldrene sænkede sig en anelse, afslørede det også at ordene var lettende  Det var nemmere når man ikke behøvede at lægge låg på sig selv.
Påpasseligt nippede hun til vinen, ikke fordi den ikke smagte hende. Det var en udsøgt og forfriskende drue, men planen var jo ikke at sidde fuld overfor Kaatima.
Den friske figne hun tidligere havde snuppet fra fadet med den friske frugt, blev lyttende indtaget. Jo mere Kaatima nærmede sig ordet fest, desto mere blev de brune øjne spærret forventningsfuldt op.
Samme blik blev sænket lidt ned i hendes skød, hvor den ene hånd begyndte at pille ved kjolens stof ”Jeg ved ingen gang hvad der er passende at iklæde sig, til en fest i Dianthos?” lød det eftertænksomt, men fuld af en selvbevidsthed om at stilen her i den sydligste del af Krystallandet, ikke var den samme som den i Dianthos.
Blikket blev løftet, søgende mod Kaatima’s brune ”Du har ingen ide om hvad eller hvor meget det betyder. Hvor meget jeg glæder mig til at opleve det hele, lære det hele”. Spændingen flød allerede rundt i kroppen, og de var endnu ikke taget af sted.

Det var svært ikke at begynde at le, en hjertelig latter - den som hun ellers forbeholde hendes børn. Men da hun hørte Meenas ord, kunne hun ikke holde den tilbage. Hendes øjne lukkede sig glædes fyldt, og med hånden der lå hendes mund, klukkede hun kort over halv søsterens åbenlyse glæde - hun viftede lidt med samme hånd, som hun havde dækket hen over læberne for. Og rystede på hoved - "Du skal da ikke tænke over hvad der er passende at iklæde sig nu - hvorfor tror du vi tager til Dianthos - foruden at selvfølgelig deltage i fester, for at de kan blive set. Og at snakke med forretningsmændende?" sagde hun, og lænede sig tilbage i puderne, som hun havde grebet nogle druer og spiste en af dem, før hun fortsatte. "Vi skal da klæde os i den nyeste måde, som de kan tilbyde os, vi skal betragte deres flotte tempelhaver - og se de smukke templer der høres så tit om." hun drak en anelse af vinen, hvor efter at hendes tunge fangede de få dråber som havde lagt sig på hendes læber. "Vi rejser let, og kommer tilbage med vores karavane fyldt." sagde hun, og listede sig til at blinke kækt til Meena.
At der også var et underliggende for dette besøg - at hun gjorde dette for at se Mirabelle. Ja det behøvede søsteren jo ikke at få at vide - det ville altid blive en hemmelighed mellem hende og de kvinder som hun valgte at tage med i hendes seng. 

Den hjertelige latter, spredte en naturlig varme begyndende i brystkassen og videre ud i den petite skikkelse. Det var sjældent man hørte den fra den ældre søster, hvis ikke man var en af hendes børn. Og selvom den ikke var den mindste smule hånlig eller nedværdigende, begyndte en svag rød farve at krybe frem under den fregnede næseryg og kindben. En rødmen som ikke var skabt af forlegenhed, men noget mere udefinerbart, måske skabt af hendes egen fjollede overtænkning.
Latteren var dog smittende, man skulle være et hjerteløst menneske hvis ikke man lod smilebåndet blive trykket i.
Det var så længe siden at Meena havde været i Dianthos, sidste gang havde hun været en lille pige og minderne om byen var derfor svage og tågede. Hun havde kun de forestillinger hun selv havde gjort sig, i undervisningen omkring landet og dens mange byer, hvor naturligvis landets hjerte by ikke gik fri.
Det hele lød fantastisk, og det kunne ses sådan som hun sad i puderne og strålede, jo mere Kaatima fortalte af de planer der var lagt.
”Hvornår påtænker du at vi rejser afsted?” det var ikke svært ud fra hendes tone på spørgsmålet, at vide hun håbede på at svaret ville være snarest muligt. Faktisk var hun frygtelig dårlig til at skulle gå længe, og vente på noget som hun glædet sig til.
De mørke øjenbryn rykkede tættere på hinaden, som næste spørgsmål meldte sig bag den brune pande "Og er det bare os? Ingen tjenere?" Det ville være yderst atypisk ikke at have en personlig tjener med, eller i Meena's tilfælde ville det være hendes slave som var blevet hende givet som spæd, Kisra.

Hun lod en finger glide hen over vinglasset, og betragtede kort haven fra de store vinduer ud til haven. De to hvide påfugle hun havde fået af hendes kommende ægtemand, gik rundt og hyggede sig i den flotte have - hendes stolthed. 
Hendes blik blev kortvarigt fraværende, på trods af at hun hørte hvad hendes søster spurgte om. Hvornår hun tænkte at de skulle tage afsted.
Kaatima tog en dyb indånding, og vente sig så endelig mod søsteren og gav hende et stille smil. “Jeg har planlagt det hele, jeg skal blot snakke med vores fader - også regner jeg med vi tager afsted. Så helst i overmorgen.” Svarede hun og nikkede kort - 
“Vi tager hver én tjener med, også har vi selvfølgelig også vores vagter med. Men ud over det, bliver det kun os.” Hun drak en slurk, og satte vinglasset fra sig, i hendes mange år hvor hun havde rejst rundt i landet. Og på trods af at det blev færre og færre gange. Så havde hun lært, at det ikke var særlig velkommen at komme anstigende med et helt optog. Selvom det var det Fyrsten af Kazimi havde en helt anden overbevisning, og altid følte sig bedst tilpas i et overdådigt følge. Jo flere desto bedre. 
“Hvordan går det ellers med dig Meena? Noget spændende der er sket på det sidste?” Der var måske ikke behov for mere snak, da planlægningen kunne gå i gang nu. Hun havde fået komfirmation på at Meena ville med, og det var egentlig alt dette møde havde været omkring. Men, derfor kunne man jo stadig være en god søster, og spørger hvordan det gik hende. 

”Jeg sørger for at Kisra ved besked, så vi begge er klar til afrejse i overmorgen.” Så let som det var planlagt at de skulle rejse, så burde det være muligt allerede at være klar til at tage af sted i morgen, senest.
Selvom Kaatima havde forsikret den yngre halvsøster om at hun selvfølgelig nok skulle tage sig af deres fader, så det intet problem ville være for Meena at tage med, så satte en flig af nervøsitet sig alligevel i både sind og mellemgulv.
De vidste begge to at Fyrsten var en ganske bestemt mand, at når han havde besluttet sig for at hans ord var det sidste, så var selv bjergende i norden lettere at rokke. Det var jo en lang tur alene med rejsen frem og tilbage, og så var der stadig deres ophold i Dianthos. Han kunne jo afvente at et passende parti til en ægte lagde visit forbi, og så var det vel på sin plads at hun ikke var for langt væk?

Blikket fulgte Kaatira’s brune, landende på de hvide påfugle der kæmpede bravt omkamp med den frodige haves pragt. En lille undrende streg kom til syne i den fregnede pande ”Har du altid haft dem?” spurgte hun underne, mens hun forsøgte at genskabe tidligere, minder om haven og om fuglene, men til ingen verdensnytte.
Hun bemærkede knapt de fugle der var derhjemme, der var efterhånden så mange at de nu bare var blevet en fast del af paladsets mange haver, så om der også gik eksotiske fugle i søsterens have og altid havde gjort, blev Meena i tvivl om.
De havde egentligt klaret hvad Meena var blevet tilkaldt for. Det havde derfor også været mest korrekt at takke for gæstfriheden og trække sig tilbage, men når nu de havde en stund på tomandshånd, så var det næsten underligt hvis ikke det blev udnyttet til at følge op på hvordan de begge havde det, om der var noget nyt og spændende.
”Jeg har modtaget et brev” der var naturligvis også sket andre ting, men det mest spændende var nu brevet med det røde Isenwald vokssejl. Underlæben blev trykket skævt ind mellem læberne i et lille smil ”Det er lukket med af et sejl med Isenwalds våbenskjold..” – ”..var lukket.” tilføjede hun rettende. Naturligvis havde hun ikke kunne lade være med at åbne det, det var jo et brev fra en anden fyrsteslægt, sådan et ignorerede man ikke bare.

Hun rystede på hoved, som Meena spurgte om hun altid havde haft påfuglene. "Oh nej da, det er jo den mest fabelagtige gave man kunne ønske sig, fra sin snart nye mand." mumlede hun med en tydelig kant i hendes stemme. Hun troede ikke et øjeblik på hvad hun sagde, for hende - var det i sandhed den værste gave han havde kunne givet hende. Så lidt havde han læst op på hende, og hendes ustyrlig angst for store fugle. At hun overhoved havde siddet så stille, da han havde vist dem til hende - var hun faktisk selv umådelig imponeret ud. Så det var også et dybt suk, som hun fik frem fra næsen. Blikket vente sig dog hurtigt mod hendes søster, da der blev nævnt at hun havde modtaget et brev. Hendes ene velplejede øjenbryn gled op, for at vise hendes nysgerrighed. Og naturligvis, som Meena var blevet lært, valgte hun også og trække det ud - vente med at forklare hvem dette brev var fra.

Isenwald? Nu rynkede hendes bryn sammen, som hun lagde armene over hinanden og fugtede læberne. "Okay?" sagde hun langsomt, og lagde hoved på skrå. Hendes arme lagde sig hen over hinanden; "Var der noget i brevet vi skal tage stilling til som familie, eller?" spurgte hun langsomt, for ikke at skrige ind i hendes hoved, at hun dog bare kunne fortælle hende hvad det betød!

Selvom hun havde forsøgt med alt kraft, kunne den yngre søster ikke skjule det uimponerede udstyk der gled over det fregnede ansigt. I hvad der i virkeligheden kun var sekunder, flyttede de mørke øjne sig skiftevis mellem fuglene og halvsøsteren. For hver øjenbevægelse syntes de øjenbrynene at rykke sig tættere mod hinanden, i midten af panden. Endeligt slap en sprudlende latter, der ikke længere lod sig undertrykke, straks efterfulgt at en hånd dækkende for munden.
For tænk nu hvis hun havde læst sin søster forkert, at Kaatima faktisk var glad for sin jord gokkende gaver? Trods hendes frygt for dem?
Latteren kom igen under kontrol, men ikke før end et enkelt lille ukontrolleret grynt havde sluttede sig til den. Gryntet fik kun hånden til at presse sig strammere om munden, før den måtte fjernes for at give fripassage til ordene. ”Undskyld Kaatima, det er ikke sjovt.” skyndte hun sig at beklage. ”Han ved virkelig intet om dig.. Hvilken bejler undersøger ikke nærmere, hvad deres kommende kone faktisk interesserer sig for? Og hvad der bestemt ikke falder i dennes smag?” at give Kaatima store fugle som en forlovelsesgave, var som at give Meena en skorpion i en æske. Om end at Kaatima nok havde håndteret at få fuglene bedre, end lillesøsteren nogensinde ville kunne præstere.

Alvoren lagde sig som et tungt tæppe over den ældre Kazimi, og skønt Meena godt vidste at hun ville hende det bedste, måtte hun alligevel synke en mindre klump spyt. En prikkende nervøsitet, fik hende til at pille ved den tynde guldring på lillefingeren. ”Det er en invitation til at komme til Medanien, inden sommeren går på hæld. En invitation til at se en potentiel baljer an.” det var ganske tydeligt at spore på hendes kropssprog at hun var ganske splittet omkring det. På den ene side nød hun endnu at være så fri, som en datter af Kazimi-fyrsten kunne være, men hun vidste også at som de havde berørt ved hendes ankomst, at fyrsten også helst så hun allerede nu var giftet bort.

Først betragtede den ældre søster, blot lillesøsteren Meena der begyndte at grine. Først var der intet at finde i hendes ansigt, ingen glæde eller vrede over reaktionen der bølgede frem over Meena’s tunge. Men jo mere latterene gled rundt i rummet, desto svære blev det for Kaatima faktisk at holde masken. Og før hun vidste af det, måtte hun give efter og selv begyndte at grine - det var simpelthen så absurd, og hun havde helt ret. Hvem ville dog give hende en gave, uden at finde ud af hvad personen kunne lide eller ikke kunne lide. 
“Du har helt ret, der er også et eller andet ved ham jeg ikke helt kan sætte min finger på, noget med de ting han har formået at opnå. Det giver ingen mening for mig når han virker så, så - ja, jeg ved ikke. Må hellere vare min tunge, hvis vores fader hørte hvordan jeg snakkede lige nu, så ville han slå mig over fingrene.” Sagde hun med et smil, et smil der dog hurtigt blev alvorligt som Meena forklarede hvad der havde været i brevet. En potentielt pejler, hvor at Meena skulle komme til dem? Interessant, normalt var det ellers omvendt - dem som der skrev om et potientielt ægteskab, var også dem som spurgte efter at komme på besøg. 
Nuvel.
“Ser man det, stod der i brevet hvem denne potentielle baljer kunne være?” Spurgte hun og hævede det ene bryn, og betragtede hende med stor interesse. 

Kaatima tog sin søsters udbrud med ophøjet ro, før hun selv stemte i med sin egen latter. Det var altid kærkomment at se de mere løsslupne sider af den modne kazimi prinsesse.
En hovedrysten ikke for at afvise hendes ord, men for at give hende medhold blev givet ”Jeg ved godt man ikke skal lytte til hvisken i krogene, men han virker næsten lidt for..-” hun holdt en mindre tænkepause, som det rigtige ord ikke helt kom til hende. Ikke et ord der faktisk beskrev hvad Meena mente, uden det var en direkte fornærmelse. Alt det blev til var dog en viftende hånd, som skulle indikere hun mente det virkede opsat og opdigtet. Noget havde nok hold i sig, men der måtte uden tvivl også være pyntet på sandheden, så han tog sig bedst muligt ud; den perfekte bejler.

”Markus Alfie Isenwald, den tidligere fyrste arving.” begyndte hun, mens hun forsøgte at aflæse sin søsters reaktion på de ord, men før Kaatima kunne nå at komme med indskydelser og beskyldninger, forsatte Meena. ”Der er intet der skulle tale for han havde noget med sin mors forræderi at gøre, ligesom den nuværende Isenwald fyrstinde og hendes familie, ikke havde. Hvad jeg kan forstå, er han ikke klar over hans søster har sendt en invitation, hvorfor det ikke helt er som vanligt?”.

Der behøvede ikke at være en afslutning på den sætning, for at Kaatima forstod hvad der blev ment. Der var noget galt, med den måde som han havde opført sig på - som var han gudsgave til folket. Og det virkede ikke som om, at han egentlig havde noget at have det i. Hvilket desværre var noget hun havde set ofte før, det at de adelige agerede som om de var mere værd end de egentlig var.
Men nok om det, tænkte en lille tanke. Hendes problemer var ikke for Meena at høre eller bekymre sig om. Og heldigvis for det, så havde Meena noget andet og noget mere presserende - nemlig at det var søsteren til Markus Isenwald som var den potentielle bejler. Hendes blik blev en anelse bekymret, som brynene knyttede sig mod hinanden. Det ville ikke være godt, hvis at de ikke kunne bevise at han ikke havde noget med forræderiet at gøre. Og hvis han ikke blev frigjort for denne påtale, ville Meena alligevel aldrig få lov til at gifte sig med ham.

Kaatima lod langsomt sine tunge glide hen over hendes læber. "Så det du siger til mig, er at du skal ses med en mand, som vores fader aldrig ville lade dig giftes med - med mindre de kan give klare beviser om, at disse anklager er falske?" sagde hun med en kølig tone, som tydeligvis tilhørte den mere moderlig kvinde, den som der ikke blot ville lade folk se blindt ind i forhåbninger. Men også måtte erkende hvad der kunne vente på den anden side.

En hurtig hovedrysten fulgte den ældre søsters ord, hun havde misforstået sin lillesøsters ord ”Nej du misforstår Kaatima. Han er frikendt for at skulle have stået i ledtog med sin mor. Ligesom fyrstefamilien af Isenwald er blevet. Han begår sig stadig i adelen på lige fod med dem og andre adelige. Han er bare ikke fyrstesøn længere, fordi den anden gren overtog den plads.-” hun holdt en lille pause og greb ud efter en ny figne frugt ”- Du ved for politiske årsager, men rygterne flyder stadig ligesom rygterne om..-” blikket sænkede sig ned til hendes hænder der faldt hvilende ned i hendes skød ”- mor..”.
Ingen af Safiya’s børn havde været gamle nok til overhovedet, at kunne mistænkes for at have stået i ledtog med hendes forræderi. Havde det dog først været opdaget langt senere end det var, ville virkeligheden snildt kunne have været anderledes. Det betød dog ikke at de havde været forskånede fra at hører om ondskabsfulde rygter, at forræderens blod flød i deres åre og de snart ville følge i hendes fodspor. Uden at løfte blikket fra skødet, bed hun i lidt af det sødmefulde lyserøde frugtkød. ”Jeg er ikke min mor og jeg ville aldrig gøre mod vores fader som hun har gjort, jeg ville aldrig svigte mine børn på sådan en måde..!” ordene var bitre og hadefulde i deres klag, end ikke den sukkerrige figne havde kunnet forsøde tonen.

Hun lyttede, hvis der var noget som Kaatima næsten var skabt til - så var det at lytte. Hun tog information ind, vente og drejede det i hendes hoved så det gav mening for hende. Hun lyttede mellem linjerne, og kunne hurtigt forstå at det drejede sig meget mere omkring bare manden. Det drejede sig om, at de kunne relaterer til hinanden. For selvom at Meena aldrig var blevet eksileret, fordi hun havde været så ung, da hendes mors forræderi var blevet kendt, havde det ikke helt påvirket Safiyas børn lige så meget. Og alligevel, man hørte hvad der blev hvisket i krogene, hvordan at de blev betragtet - ikke lige som Kaatima og hendes hele søskende, de var jo født af den første kone, den som Fyrsten havde elsket og holdt umådeligt meget af. 

Hendes blik blev en anelse mere alvorligt, som hun betragtede hvordan søsteren lod sig rive selv ind i stormen af vreden - “Stop Meena” kom der en anelse hårdt, som hun knyttede sine bryn. “Det er ikke fordi jeg ikke har sympati med hvad i af Safiyas børn har gået igennem. Men vi skriver selv vores skæbne og vores undergang. Og din bitterhed går ikke stille for dørene.” Hun mente det ganske kærligt, selvom hendes ord var lagt fra det. 
“Men som du selv siger, rygterne går, og selvom han lever blandt de adelige, så vil han aldrig være fri af at blive dømt. Om end hvor uretfærdig det var. Pas på med hvordan du går videre, og sørg for at du har hele familiens velsignelse, ellers bliver det svært at komme tilbage fra.” Hviskede hun, og tog endnu en slurk af den søde vin.