Det virkede efterhånden som om, at det var mere reglen end undtagelsen, at Declan og Fielthena kom på besøg hos hinanden, nærmest som om de begge havde behov, som kun den anden kunne dække, selvom han da bestemt havde prøvet ivrigt at få det dækket andet steds. For Declan havde det været underligt, han var ikke vant til at være betaget af en kvinde så længe, men han havde efterhånden lært at acceptere det, han kunne jo lige så godt nyde det, så længe det varede. Denne aften var ingen undtagelse fra reglen, og Fielthena var kommet dumpende mens solen kastede sine sidste stråler hen over himlen. Declan havde siddet i sit kontor, alt den tid han brugte med Fielthena gjorde ham bagud med arbejdet, så stik mod hans sædvanlige principper, havde han taget arbejdet med hjem. Arbejdet var dog blevet smidt til side, lige så snart den mørkhårede gudinde var kommet på besøg, man havde vel sine prioriteter.

Som sædvanlig havde de brugt timer på at nyde hinanden, indtil de begge var tilfredse og, i hvert fald for Declans vedkommende, en smule udmattet.
"Jeg tror, at jeg vil gøre et bad klar. Du skal være velkommen til at gøre mig selskab" Nå ja, nok var han så tilfredsstillet, som han nok kunne blive for i aften, men derfor sagde man vel ikke nej til at haven en køn kvinde i sit bad.
"Jeg vil lige ryde op først. Der er mad i køkkenet, hvis du har brug for det" ukarakteristisk dovent rejste han sig op og trak bukserne på. Efter hans første besøg i Fielthenas butik, havde han selv skaffet sig et mindre arsenal af legetøj, og meget af det lå nu spredt ud over gulvet, og han kunne virkelig ikke fordrage rod.

Legetøjet blev lagt på plads i skuffen, hvorefter han gik ud i baderummet for at gøre et bad klar. Karret var stort nok til, at der sagtens kunne sidde to voksne mennesker fuldt dækket af vandet. Med rolige bevægelser begyndte han at fylde det store metalkar, som stod over ildstedet, så vandet til badet kunne varmes. 

Hun havde forsøgt sig flere gange med at holde sig fra Declan, men det var som om det bare aldrig rigtig virkede efter hensigten, for når hun ikke længere dumpede ind hos manden med det ildrøde hår og de karakteristiske døde grå øjne, så fandt han vej til hende så snart hun havde bestemt sig for at deres besynderlige bekendtskab var slut.
Det havde haft skabt nogle søvnløse nætter for kvinden, som næsten ikke kunne huske hvornår hun sidste gang ikke have kunnet sove. Først da hun havde valgt at omfavne, hvad end der var mellem hende og Declan, havde hun kunnet sove som før.
Aldrig havde den ene eller den anden været blevet til overnatning, hvor sent det så end var endt ud med at blive, ligesom hun aldrig nogensinde kyssede ham på munden når de var sammen.

Armene strækkende hun op over hovedet mens hun svajede ryggen fri af sengen med et behaget ”mmh”, før hun rullede om på maven med bene bukket op i luften, hvor hun viftede lidt frem og tilbage med dem, mens hun lod hovedet glide undrende på sned ”Bliver du aldrig sulten efter sex?” hun blev sjældent træt, men hun havde en tendens til at blive sulten efter, en sult som blande sig med en behagelige summen i resten af kroppen.
Så længe hun kunne, lod hun blikket hvile mod hans nøgne balder til de blev dækket af buksernes stof, han var altid så forbistret blufærdig.
Med et tungt suk satte hun sig op og svang benene udover kanten af sengen før hun rejste sig for at forlade soveværelset. Hun stoppede op i døren og lod blikket glide fra top til tå på ham, da han begyndte at rydde op, nok var hun ordensmenneske, men hun blegnede ved sammenligning med Declan.
Det havde hun lært nu og det var da heller ikke altid hun kunne lade være med at prikke til den, ved at skubbe eller flytte lidt på nogle ting hist og pist. Det var ikke altid og heller ikke altid særlig åbenlyst, men hun vidste han nok skulle finde frem til den lille bid af kaos hun skabte.

Fra køkkenet greb hun en håndfuld vindruer, som hun valgte at tage med sig tilbage til soveværelset. Hun var ikke lige så blufærdig som ham, men det kunne tage lidt tid før sådan et kar blev fyldt med vand, så hun have besluttet sig for at låne en af hans skjorter, bare så hun ikke skulle blive for kold i ventetiden.
Den sidste vindrue blev proppet i munden inden hun åbnede skabets låger og i det hun trak en skjorte ud, fik hun øje på en trækasse i bunden af skabet.
Hun tog skjorten på og lukkede den så meget det kunne lade sig gøre, for nok var han højre end hende, men han havde ikke former som en kvinde. Den dækkede kun lige det den skulle, med kanten af ballerne synlige hele tiden. Uden tøven hev hun derefter kassen ud og åbnede den, kun for at blive mødt af en stikkende jalousi, for i kassen lå en kvindes underkjole.
Ved Zaladin og alt hans bastard yngel!

Det var med sammenbidte og skærende tænder kassen blev sat på plads, men hun tog sig ikke af at sætte den så han ikke ville opdage hun havde været i den, for det faktum skulle han nok nå til helt af sig selv.
Her fra gik kursen op mod hans kontor, ligeså lydløst som en kat. For han skulle jo ikke høre hun var på vej ovenpå. Hun var kommet midt i at han havde siddet med næsen begravet i en af sine sorte bøger. Bøger han altid gemte væk når hun dukkede op og han havde dem med hjemme.
Indtil nu havde hun ikke skænket dem den store tanke, men med en tordnede vrede inden i ville hun finde ud af, hvad han havde i de forbandede bøger om så hun skulle endevende hele hans kontor for at finde dem!
Det var efter hun havde gennemrodet skufferne i arbejdsbordet, at hendes blik havde ramt kisten og selvom hun nåede at tænke det ville være for nemt, trådte  hun nærmere og hev i det tunge låg, som til hendes forbløffelse var ulåst. Nede i dybet lå to sorte notes blandt andre bøger.
Med en hurtig gennem bladring af den første kastede hun den tilbage i kisten, mens hun greb den anden og begyndte at bladre i den. Hun var cirka halvvejs inde i den, da hendes navn næsten stod med lysende bogstaver og skreg hende op i ansigtet, under navnet stod gældens svimlende fuldebeløb, hvor meget hun havde afdraget på den og hvornår og så var der de gange hvor han havde afskrevet noget af gælden, men uden hun havde afleveret krystaller.
Vreden tog kun til som hun lagde to og to sammen; han afskrev ind i mellem når hun eller han havde lagt visit forbi, som havde hun været en eller anden beskidt glædespige.

Vreden og jalousien lå faretruende tæt på overfladen, som hun fik samlet sig nok til at holde begge dele skjult for nu. For kom hun stormende ned ad trappen ville han vide det før hun nåede ham i baderummet, og den glæde skulle han ikke have. Nej, hun havde en plan som han bestemt ikke ville sætte pris på!
Med lige så afmålte og elegante bevægelser som altid, trådte hun ind i baderummet til ham, lige tidsnok til at karet var ved at være fyldt op "Er det klart?" ikke skyggen af en kvælende vrede eller omklamerende jalousi var at spore i hendes stemme.

Det var langt fra første gang, at Declan var sammen med nogen, som blev uforklarligt sultne efter en gang aktiviteter mellem lagene. Det gav vel også meget god mening, man brugte meget energi, og især med Fielthena blev der brugt mange timer. Selv blev han dog ikke ramt af denne sult, generelt spiste han ikke for meget i forvejen, det forklarede nok hans noget afpillede natur. Han havde dog ikke det fjerneste mod, at hun tog for sig, faktisk var det rart nok at have en undskyldning for, at hun kunne blive bare lidt nemmere, taget i betragtning af, hvor hurtigt de ofte forlod hinanden, når de havde ordnet, hvad der nu skulle ordnes.

Ude i baderummet var Declan travlt optaget af sine egne tanker og at observere vandet. Det skulle helst være varmt, men endelig ikke for varmt. Som alt andet i hans liv, var han meget specifik med, hvordan han ville have sit bad, en af hans mande særheder.
Lige så snart vandet var varmt, blev det fyldt op i en spand og hældt over i karet, det ville uden tvivl gå stærkere, hvis han kunne løfte den store balje, men så stærk var han ikke. Det gjorde ham nu heller ikke det store, det gav ham den nødvendige kontrol, når tingene gik langsomt. Så var der mindre plads til fejl som var født af hastværk.
Netop som han fik hældt den sidste spand vand i karret, trådte Fielthena ind i rummet. Han kunne ikke lade være med at smile over synet af hende iført hans skjorte, om muligt så hun endnu mere guddommelig ud, end hun gjorde normalt.
"Det er netop blevet klart" Han rakte hånden ud mod hende, så han kunne hjælpe hende op ad den lille stige, som førte op til karret. lige så snart hun var oppe i vandet, fulgte han selv efter.

De gange hun havde sneget sig ind i hans hjem, hvad enten han havde været til stede eller ude så havde hun aldrig været inde i hans baderum, det virkede ikke rigtig som et sted der afslørede meget omkring Declan; og dog.
Havde hun nogensinde været i tvivl om han manglede krystaller, nej, men hun havde ikke forventet det var ved baderummet det kunne ses, ikke sådan som resten af boligen tog sig ud. Han boede ikke snusket eller på anden vist rodet, men det hele var meget spartansk som han kun havde det som var nødvendigt.
Derfor havde hun også forventet at karet var af træ, noget mere lignende det hun selv havde og ikke et af metal med ildsted under, så han ingen gang skulle bruge tiden på at varme vandet over et ildsted før det blev fyldt i karet.
Havde det ikke været fordi hun brugte hver en fiber i sin krop, på at holde vreden og jalousien i hende skjult, ville hun have løftet begge øjenbryn en anelse overrasket op ved synet, men lod hun først en følelse få plads ville de andre to klemme sig ud ad sprækken og få frit løb.

Skjorten ramte gulvet halvvejs henne ved ham, hun kunne jo lige så godt udnytte afstanden mellem dem på at blive helt klar til badet. ”Så galant.” lød det næsten drillende fra hende, mens hun greb fat om hans fremstrakte hånd. Ikke fordi hun ikke ville kunne komme op i karet uden hans hjælp, men når nu han tilbød hånden, ville det være yderst uhøfligt at afslå den, selvom det var lige netop det hun mest af alt havde lyst til.
Hun gled ned i det varme vand med et nydende suk, efter at have sluppet hans hånd igen, hvilede ryggen tilbage mod de ene af de to ender ”Måske skulle jeg kræve du betalte for mit ødelagte tøj, hvis du fortæller med at skære det op. Du mangler jo tydeligvis ikke krystallerne til det.” det var ikke så meget en forsørgelse om han ville købe nyt, det var mere et krav. For en del af hendes tøj havde efterhånden haft et møde med hans kniv.
Om det så bare var snøren som kunne skiftes ud med en ny, eller om det havde været så tøjet ikke længere var brugbart var sagen ligegyldigt. Hun havde ikke en endeløs garderobe og lige for tiden fik han de fleste af de krystaller hun tjente.

Da han tog plads i karet, flyttede hun mod hans ende hvor hun tog plads på hans lår ”Medmindre du vil have jeg render nøgen rundt foran alle mænd i Dianthos’ blik?” langsomt lagde hun hvilende armene mod stykket mellem hals og skulder, som hendes finger begravede sig dybt væk i hans røde hår.

Det var fristende at give hende et dask bag i som svar på det drillende tonefald, men han holdt sig i skinnet, de var trods alt først lige blevet færdige, og han skulle helst ikke få gejlet hende op til endnu en tur, når han højest sandsynligt ikke ville kunne levere.
"Det sker somme tider" Ligesom hende lænede han sig op ad den ene ende, så han kunne sidde afslappet. Der var nu få ting så godt, som et varmt bad, og det blev kun endnu bedre når det var lige efter en vidunderlig omgang med Fielthena.
Han rystede kort på hovedet og smilede skævt, måske han skulle være bare en smule mere forsigtig med hendes tøj.. men så forsvandt en god del af morskaben jo.
"Hvis jeg skal erstatte dit tøj, bestemmer jeg også, hvad du skal have på" åbenlyst lod han blikket glide ned over hende, hvorefter han lagde hovedet en anelse på skrå.
"Hvordan mon du ville se ud i en kjole" tonen var drillende, men nysgerrigheden var reel nok.

"Måske ikke nogen dårlig ide. Så kan de se, hvilken gudinde du er" Det var ikke fordi komplimenterne normalt fløj fra Declan, men samtidig mente han også, at visse ting fortjente komplimenter, og Fielthena var i sandhed en af de skønneste væsner, han havde haft den fornøjelse at skabe tæt bekendtskab med. Han lod hånden glide langs hendes lår, inden han pludselig greb hårdt fat i det.
"Så længe de selvfølgelig holder sig på afstand" Nok havde han op til flere gange fornøjet sig med andre end hende, men det betød bestemt ikke, at hun havde noget nær de samme rettigheder, hun var kun hans.

Tanken om hende iført en kjole var langt mere fornøjende for ham end den var for hende, hvilket kom til udtryk af den korte vrænge på næsen, som havde hun snerret af ham. Hun kunne stadig tælle på en hånd hvor mange gange hun havde iført sig en kjole med godvilje, og det skulle gerne forblive på det antal.
Kjoler fik hende til at føle sig begrænset i hendes bevægelser, ikke så meget når hun gik rundt, men hun kunne ikke med lethed komme til de kasteknive, der var så stor en del af hende, at man endnu sjældnere ville opleve hende uden dem end i en kjole.
”Jeg fortrækker du erstatter mit tøj, med de samme beklædnings genstande som de var,” De slanke fingre lukkede sig tæt omkring det hår som var mellem dem, før hun trak i håret så hans hoved blev tvunget en anelse tilbage, og hun lænede sig frem med munden hvilende ud fra hans øre, hvor hun næsten advarende hvislede lavt ”- og ikke kjoler.” Fingrenes tag i håret blev løsnet igen som hun lænede sig tilbage igen.

”Så længe de selvfølgelig holder sig på afstand” ordene fik hende til at bide hårdt sammen, så den skarpe kæbelinje kun blev mere markant. Det kunne have været en reaktion alene på det faste tag på hendes lår, hvis ikke det var fordi hun med et ligeså fast tag greb fat, hvor hendes arme havde hvilet og med alt kræft pressede ham ned under vandets overflade, som var målet at få ham til at ligge med ryggen fladt mod karets bund.
Hun holdt ham ikke under vandet for evigt, i første omgang skulle han bare lige mærke chokket før hun lod ham få luft, hvis han da kunne samle sig om at trække luft ind for i det øjeblik hans hoved var over vandkanten igen, knurrede hun arrigt sine ord ud ”Så du kan lide at gemme på underkjoler fra andre kvinder?!” før han kunne nå at svare tvang hun ham atter ned under vandet, denne gang længere tid en første gang hun havde holdt ham under, før hun lod ham komme op igen efter luft.
Sådan stod det på i en tid, mens spørgsmålene slog mod ham som hårde hagl hver gang han kom op ad vandet ”Hvis kjole er det?!!” – ”Du tror at du bare kan se andre kvinder?!” – ”Hvor dum tror du jeg er?!” - ”Tror du jeg er en glædespige?!”.
Sidste gang hun holdt ham under, slap hun ham først helt da det ville være på kanten til at han faktisk ville drukne, hvis ikke hun slap ham. Med en ildevarslende rolighed trak sig tilbage til hendes ende af karet. Hun var ikke bare vred, hun var rasende og grøn af jalousi og hvis ikke han besvarede hvert og et af hendes spørgsmål, ville hun ikke tøve med at springe frem mod ham, som et rovdyr der satte af for at ende sit byttedyrs liv ved at trække det under vandet igen.

Declan havde godt nok haft sin mistanke om  at Fielthena ikke just var begejstret for kjoler, siden han aldrig så hende i en, men det var nu meget rart at få det bekræftet. Det var uden tvivl information, som han kunne bruge.. måske skulle han ligefrem lokne hende i en kjole pø et tidspunkt. Tanken alene var nok til, at få ham til at smile lidt, det ville jo være helt forkert at se hende iklædt noget så feminint.
"Så må du jo selv erstatte tøjet" Han bemærkede godt hendes advarende tone, men det var nu så svært at tage hende seriøst, især når hun sad nøgen på hans skød.

Nok han morede sig over hendes tydelige utilfredshed over kjoler, men alligevel bemærkede han den tydelige ændring hos hende. Noget var galt, og han havde en fornemmelse af, at det ikke kun var hans afslag på at erstatte hendes tøj. Han skulle lige til at spørge ind tim det, da han pludselig blev skubbet under vandet. Eftersom han havde været på vej til at sige noget, nåede han at sluge et par gode mundfulde vand, inden hun hev ham op igen.

Nærmest desperat gispede han efter vejret, men alligevel formåede hendes ord at trænge igennem til ham. Hun havde fundet Daphnies underkjole.. forbandet. Hvorfor havde han overhovedet gemt den? Han var ikke typen, som nødvendigvis tog trofæer, men der havde været noget interessant ved at eje noget så intimt, når det tilhørte en så uskyldig person. Ikke at Daphnie var så uskyldig, som han først havde antaget.

Da hun igen dykkede ham under vandet, nåede han at lukke munden, så han undgik endnu en ufrivillig smagsprøve på badevandet. Hver gang hun hev ham op, blev et nyt spørgsmål smidt efter ham, var hun misundelig? Havde det ikke været for situationens alvor, ville han sikkert have frydet sig over det.
Vredt forsøgte han at gøre sig fri af hendes greb så han kunne få luft, men som han mislykkedes i sine forsøg på at komme fri, og hun fortsat holdt ham under, blev kampen mere desperat. Da hun endelig gav slip hostede og gispede han desperat efter vejret.
"Er du ude på at slå mig ihjel!" Han gned sine øjne og skulede så surt til hende.

Hvad bildte hun sig overhovedet ind? De havde ingen aftaler om, hvem han måtte og ikke måtte se, han skyldte hende intet! Men han havde heller ikke lyst til, at hun faktisk endte med at drukne ham, så han måtte vel hellere komme med en eller anden forklaring.
"Det er bare en kvinde, jeg mødte. Hun faldt i regnen, så jeg tilbød hende varme og muligheden for at låne noget tøj. Hun glemte sin underkjole her" Han havde ikke i sinde at benægte, at der var sket mere med Daphnie, men han havde da så sandelig heller ikke tæbkt sig bare at indrømme det. Han forsøgte at ligge en dæmper på sin stigende vrede. Hun var misundelig, det blev han nødt til at huske på. Bag vredeb begyndte selvtilfredsheden at vise sig, han var faktisk i stand til at gøre hende misundelig.
"Og hvad mener du med, at du ikke er nogen glædespige? Jeg mener bestemt, at jeg ikke har givet dig nogen betaling"

I hans desperate forsøg på at komme oven vande som hun blev ved med at holde ham under, efterlod han flere kradsemærker på hendes hud, enkelte så hårde at huden blev revet op og små perler af blod piblede frem for at forvinde udvasket ud i vandet, der sprøjtede omkring dem.
Hans spørgsmål besvarede hun ikke, det hårdere greb omkring karets kanter, som fik blodet til at forsvinde fra hendes knoer, som næsten blev gennemsigtige var svar nok.
Hun havde ikke forsøgt at slå ham ihjel, ikke rigtigt, men det var tæt på og hun var gået, næsten, lige til grænsen. I stedet knurrede hun arrigt fra struben ”Du skal tænke dig rigtig godt om nu, Declan...”.

Jo mere han snakkede, jo smallere blev de buttede læber og hendes grønne blik. Læberne forblev smalle, men øjnene åbnede sig mere op da Daphnie dukkede op i alt hans snak. Ikke fordi det gjorde situationen bedre for ham at hun huskede den kønne kvinde med de vilde krøller, for ligesom hun huskede hende, så huskede hun også hvordan Daphnies fingre havde bevæget sig over en af husets udskæringer. For nu nævnte hun ikke Daphnies navn, det var for stort et trumf kort at smide afsted lige nu.
”Du undgår mine spørgsmål. Jeg giver dig én chance til for at besvare dem ellers håber jeg du er ualmindelig dygtig til, at holde vejret.” Ordene blev sagt mens hun lænede sig en anelse frem mod ham, som en understregning af hendes ord og den alvor der var bag dem. Han havde ikke nævnt om han så andre eller om han anså hende som værende uintelligent.

Hendes blik langsomt blev mørkere jo mere rasende hun blev ”Tror du ikke jeg har bemærket dine små notesbøger?!” Han burde selv kunne regne resten ud, at hun ikke bare kendte til dem, men også have haft fingrene i den hvor hun var skrevet ind.

Hendes lille trussel imponerede ham ikke det store, han havde stået overfor langt værre fjender.. Alligevel var han dog klog nok til at vide, at han burde være bare lidt forsigtig med, hvad han sagde. Hun havde flere gange bevist, at hun var stærkere end ham, og lige nu var han lanct fra i en situation, hvor han kunne beskytte sig selv ret godt.
"Vi har aldrig haft en aftale om, hvorvidt det er mig tilladt at fornøje mig med andre" det lød sikkert som en undskyldning, men han kunne helt reelt ikke se, hvad han havde gjort galt. For ham var det jo helt naturligt at nyde intime stunder sammen med andre, og det var egentlig heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at hun skulle sætte en stopper for. For fremtiden skulle han måske bare sørge for, at være en anelse mere forsigtig.

Pludselig gav det lidt mere mening. Han havde ikke fået lukket kusten, da hun pludselig kom på besøg og gjorde krav på hans opmærksomhed. En dyr fejl, viste det sig nu. Personligt kunne han nu egentlig ikke se hendes problem, det var en tjenebestw at afskrive hendes gæld, noget han gjorde af sit hjertet godhed.
"Åh" han rynkede panden svagt, som han prøvede at komme på et svar, som ikke ville gøre hende endnu mere sur.
"Det er ikke som betaling for, hvad vi laver. Tro mig, medmindre du var en glædespige af laveste standard, ville du få en noget højere betaling, end hvad jeg afskriver" han trak på skuldrene for at indikere, at det da var det mest logiske i hele verdenen.
"Jeg nyer det selskab, men jeg foretrækker at lade være med at blande forretning og fornøjelse.. Men det ville jo hellere ikke være ret færdigt, hvis jeg bare afskrev din gæld uden videre, så jeg har gjort det lidt efter lidt" Han havde da før blandet forretning og fornøjelse, men det var ofte endt utroligt grimt, og for nu var det i hvert fald ikke, hvad han ønskede med hende.

De knugende hænder slap karets kant men forblev hvilende på den. Det betød på ingen måde at hun var tilfreds med hans svar, et svar der mest af alt virkede som en dårlig undskyldning, for hvorfor han da som det mest naturlige måtte være sammen med hvem end han fandt passende, hun havde jo intet sagt eller de havde ikke indgået en aftale.
Aftale, ordet brændte nærmest i hendes sind. Han var på ingen måde en mand som lavede aftaler der ikke kom ham selv til gode! Det havde hun erfaret ved deres første møde, og han havde endda også givet hende ret i den antagelse, og tillod han sig den frækhed at mene de skulle have en aftale, som han ville forsøge at bøje for egen vinding.

Langsomt gled hendes hænder under vandets overflade igen, som lyttede hun til hans ord og fandt dem tilfredsstillende. Lyttede gjorde hun, men som han indirekte sagde at var hun en glædespige ville hun være det af den laveste standart, greb hun ham om anklerne og hev til for at trække ham under vandet igen.
Hvor vovede han?!
At han havde været ved at sige noget efter trækket på skuldrene bed hun ikke mærke i, i stedte borede hendes negle sig dybt ind i huden ved hans ankler, som hun nægtede at give slip på dem, i hvert fald ikke lige med det samme. Måske var det sundt for ham med endnu en nærdødsoplevelse? Først da hans kæmpen for at komme op efter luft, blev mindre intens slap hun endeligt sit tag i ham så han kunne kæmpe sig op efter luft.

Det var faktisk ikke rigtig faldet Declan ind, hvor svært han faktisk havde ved at læse Fielthena. Det var helt underligt, hele hans liv var gået med at observere folk, lære, hvad der fik dem til at handle og sige, som de gjorde. Havde det været nogen anden, havde han nok taget det som en trussel, men hun havde op til flere gange haft muligheden for at skade ham, hvis hun ønskede det, og han levede da endnu.. Så længe det varede, for lige nu virkede det godt nok til, at det ikke nødvendigvis blev ved med at være tilfældet.

Et forskrækket udbrud forlod Declan, da hun pludselig trak ham under vandet, hvad havde han nu gjort! Han sparkede vildt med benene og forsøgte at få fat i kanten for at have sig selv op, men lige lidt hjalp det. Stille og roligt begyndte kampen at stilne af, som han begyndte at få nogle markante sorte pletter for øjnene, havde hun faktisk tænkt sig at slå ham ihjel? Han havde nær ikke opdaget, at hun faktisk havde givet slip på ham, men han formåede da at kæmpe sig op til vandoverfladen, inden han faktisk druknede. Igen gispede han voldsomt, mens han gned ansigtet med hænderne. Det var da ikke første gang, at nogen havde forsøgt at drukne ham, men det gjorde det ikke mere behageligt.. Og det hjalp selvfølgelig heller ikke, at det var Fielthena, som forsøgte på det.

Da han efterhånden havde fået vejret igen, skulede han vredt til hende.
"Nu er det nok!" Hurtigt nærmest kastede han sig mod hende, så han kunne gribe fat i hendes håndled, hun skulle simpelthen ikke have lov til at holde ham under vandet igen.
"Hvad er der galt med dig! Jeg troede, at du ville blive glad for at slippe for gælden!" Nok var det ikke rigtig gjort for at gøre hende glad, men da havde da haft det som en meget lille bagtanke.
"Og hvad angår mine aktiviteter i soveværelset, kan jeg ikke se, hvad problemet er! Du har ingenting sagt, så hvordan skulle jeg vide det?!" Ingen havde nogensinde før forlangt, at han skulle være deres før, ellers havde han bare ignoreret det. Han bekymrede sig ikke om andres følelser, eller hvordan hans handlinger påvirkede dem. Men med Fielthena var det.. anderledes.. Han havde ikke lyst til, at gøre hende sur, om ikke andet så fordi, at det tydeligvis betød, at hun så ville forsøge at myrde ham.

Som hun havde sluppet hans ben, lænede hun sig tilbage mod karet igen, afventende på om han selv kom op og brød vandoverfladen. Ikke så meget som et eneste lille øjeblik gjorde hun antræk til at ville hjælpe ham op, skulle han alligevel ikke ende med at kunne finde ud af det selv.

Det var heller ikke længere klart for hende, hvad hun var mest rasende over, at finde Daphnies underkjole i hans skab som en eller anden lille souvenir, tanken om der var mere end den ene, om det var det at han afskrev gæld med eller uden hendes viden efter sex og indirekte gjorde hende til en glædespige eller at han havde kaldt hende for en billig glædespige. Vreden havde blandet sig grundt og grundigt med jalousien og det var ikke længere muligt at afgøre, hvor den ene stoppede og den anden følelse startede.

Som var hun blevet hugget ud af sten, sad hun fuldkommen stille da han kastede sig frem mod hende, men hendes øjne lynede og tordnede lige så meget, hvis ikke mere, som de havde gjort ved deres første møde.
”Slip mig, Declan!” snerrede hun bittert, mens hun trak i sine arme, men uden at få dem fri fra hans greb. Nok var hun stærkere, men hun brugte oftest den styrkefordel i kombination med angreb med eller uden forvarsel, for i sidste ende var det hendes tekniker hun benyttede sig primært af.
En hvid klat ramte ham over ansigtet, da hun spyttede mod ham. Det var fejt og et alt for åbenlyst forsøg på at få ham til at slippe hendes håndled, med mindst den ene hånd. En åbning hun ville benytte sig af, hvis han bød den.
”Det er ikke min gæld! Ved Zaladins lange løg så fat det dog!” hun lavede endnu et ryk i hendes arme, men denne gang begyndte det at blive mere desperat, ikke at der var den mindste skygge af frygt hos hende, for hun var så sandelig ikke bange for ham, men hun ville væk! Op af vandet som der virkede kvælende, selvom det ikke havde været hende som var blevet holdt under.

Grebet i hendes håndled blev hårdere og hårdere, jo mere hun kæmpede for at komme fri, han havde ikke tænkt sig at slippe, bare så hun kunne skubbe ham under vandet igen. Spytklatten pissede ham af, men han var i forvejen så tosset over hendes mordforsøg, at det næppe kunne blive værere. Desuden så fortalte det ham også noget.. det virkede som om, at hun ikke kun var vred, der lå noget mere bag. Hvad kunne han ikke sige lige nu, men der var et eller andet.
"Ikke før du falder til ro!" Tanken om bare at forsøge at slå hende bevidstløs strejfede ham, men det ville dog dog ikke ty til.. endnu.

Selvom hendes bevægelser begyndte at blive mere desperate, slækkede Declan ikke på sit greb. Tværtimod strammede han det nok lidt, da hun brokkede sig over deres aftale.
"Du overtog den, vi lavede en aftale!" Ordene blev nærmest råbt, han var godt gal efterhånden.
Det måtte være muligt at få hende til at falde ned på en eller anden måde! I en handling af, hvad der nok bedst kunne beskrives som afmagt, lænede han sig fremad, så han kunne presse sine læber mod hendes. Kysset varede kun et øjeblik, før han atter trak sig væk.
"Jeg kan ikke slette hele gælden på en gang, men jeg kan betale dig tilbage" det var første gang nogensinde, at han kom med sådan et forslag.. hvad gik der dog af ham.

Jo mere grebet blev strammet omkring håndledende, jo mere ondt gjordet det på hende og hvor hun normalt ville have nydt smerten, skabt for hans hånd, blev hendes ellers så neutrale udtryk trykket over i en forpint mine, men det betød ikke at hun endte med at sidde stille af den grund.
Hun sad allerede presset helt tilbage mod metallet, men det forhindrede ikke at hun tryggede sig endnu mere imod det, som ville det give hende en udvej for at komme væk. Ja ja hun havde lige forsøgt at slå ham ihjel, men derfor syntes hun så bestemt godt at han kunne give slip! Han havde ingen ret på at holde på hende fast.

”En aftale?!” hendes stemme hævede sig så den passede til hans råben, indtil da havde den kun været hård og kold, hvæsende om man ville, men aldrig rigtig hævet. Hun stoppede med at presse mod kanten, men lænede sig ikke tættere ham af den grund ”Det var aldrig en aftale! Du ville aldrig lave en aftale som ikke var lukrativ for dig selv! Og kun dig alene!” hun forsatte sin rykken i armene, lige desperat, til hendes læber blev mødt af en varme. Kysset sendte hende fuldkommen ud af kurs også selvom det knapt var nået at blive til et kys før han trak sig væk igen.
Vreden og jalousien bankede stadig i hendes krop, men de lynende øjne var fuld af forvirring, som de flakkede rundt på hans ansigt. For hvorfor nu det? Hvorfor skulle han kysse hende? Det var fejt og han viste det!
Kysset eller ordene var enten i kombination med hinanden eller enkeltstående grunden, for hendes hun ikke længere forsøge at komme væk. Han havde ikke råbt det og det fik hende til at tvivle om han faktisk var oprigtig, ville han betale hende tilbage?
Forvirring blandende sig med mistro, han ville aldrig betale hende så meget som en eneste krystal tilbage. For hvorfor skulle han gøre så stor en undtagelse, for hende? "Du lyver..".

Declan fnøs fornærmet over hendes kommentar. Jo jo, det var måske rigtig nok, men det burde hun da ikke bebrejde ham for!
"Jeg beklager da, at jeg faktisk forsøger at køre en forretning. Det er ikke ligefrem nemt i denne by!" Nogle gange savnede han sin hjemby, der havde det hele været så dejligt nemt. Der skulle han kun navigere blandt adlens intriger, og der var ikke nogle konkurrerende kriminelle, som ville slå ham ihjel uden at blinke.

Ah, så kysset virkede! Sådan da.. godt nok til, at det var værd at huske til en anden gang.
"Jeg kan ikke betale dig det hele tilbage på en gang. Men vi kan jo aftale, at når du laver en betaling, får du pengen tilbage. Desuden er der ingen som ved, hvor meget du skylder, udover mig" Forsigtigt slap han hende, han havde dog stadig et vågent øje på hende, i tilfælde af hun pludselig fandt på et eller andet igen.
"Jeg har sagt, at jeg foretrækker ikke at blande forretning og fornøjelse sammen, og lige nu er du en markant bedre fornøjelse en forretning" kortvarigt gled et opgivende udtryk over hans ansigt.
"Ikke at jeg kalder dig en glædespige eller lignende" nu måtte det vel være godt nok?

Uendeligt langsomt trak han sig lidt væk, og gjorde mine til at rejse sig op.
"Jeg tror, at vi har brug for noget at styrke os på efter den omgang" Nu var hans afslappende bad jo alligevel afbrudt, så kunne de da bruge tiden på et godt glas vin, det trængte han i hvert fald helt personligt til.

Det lå lige på spidsen af hendes tunge, at skrige hun var bedøvende ligeglad med hans forretning, men bed det i sig. Hun havde aldrig arbejdet så meget som hun gjorde nu, guldsmedjen var ikke længere bare en hobby der kunne forsøde tilværelsen. Den var blevet et ligeså fast arbejde som hendes bestillinger af lejemord, nu hun havde overtaget en død mands gæld.
Hun havde set tallet og selvom det ikke var matematisk hun brillierede, så var hun heller ikke dummere, og den gæld var så stor at hun ville tage den med sig i graven.

Hun slap et uimponeret fnys i hans retning “naturligvis kan du ikke det. Du er jo bare den lille mand?” Bed hun fra sig. Det var ikke fordi hun havde regnet ud at han ene mænd, at han i virkeligheden var hjernen bag, men der var også brikker hun ikke kunne få til at passe sammen, som hun forsøgte at finde fem til hvem Declan i virkeligheden var.

Han bevægede sig faretruende ud mod tynd is, og havde det ikke været fordi kysset stadig hang i hende, så havde hun sendt en syngende lussing mod ham, med klørerne helt fremme.
Han nåede da også at skubbe hendes fokus væk fra at ville skade ham, lige nu.
“Og hvad får dit til at tro jeg forsat vil være en fornøjelse?” Bed hun ad ham. Tanken om at rejse sig og forsvinde havde været der, måske hun faktisk ville kunne holde fast denne gang, hvis hun havde valgt det?
I mens hun talte, lå hendes hænder fuldkommen stille forsat, til han begyndte at lægge an til at rejse sig op og fik hende til at gribe omkring kanten på karet, og rejste sig efter ham.

Den lille mand.. Declan kunne ikke lide være med at smile, hvis hun blot vidste, at han var i spidsen for hele operationen, hvad mon hun ville sige til det? Ikke at han nogensinde havde tænkt sig at sige det, men tanken var meget sjov.
"Helt lille er jeg da ikke" Han smilede flabet ved det tvetydige i sin sætning.
"Jeg er ansvarlig for finanserne, hvem der skylder hvad. Og vær du glad for det, for tro mig, du ønsker ikke, at min overordnede opdager, at jeg piller ved din gæld" det var nemt  ok at lade som om, han forestillede sig bare, hvad der ville ske, hvis en af hans ansatte snød ham, personen ville næppe overleve ret længe. Det var derfor, han foretrak selv at gøre det.

I hans hoved, var faren ved situationen gået over, nu var hun blot en lille snule fornærmet, og det burde være let nok at ordne.
"Du kan ikke undvære mig, det har du jo bevist" Det var nemt nok at være flabet, når han samtidig ikke ville indrømme overfor sig selv, at han nok heller ikke ville kunne undvære hende. Men måske han faktisk også ville tage det lidt mere seriøst, hvis hun ikke gang på gang havde bevist, at hun havde lige svært ved at holde sig væk, som han havde.

Roligt gik han op af karret og tog et klæde, som han begyndte at tørre sig med. Denne gang var der ikke meget gentleman over ham, så han tilbød hende hverken en hånd til at komme op, ligesom han heller ikke rkate hende et klæde. Han var stadig fornærmet over, at hun faktisk havde forsøgt at tage livet af ham. Da han først var tør, trak han det samme tøj på, som han havde haft på inden de gik i bad. Med et lidt flabet smil rakte han skjorten frem, som hun tidligere havde haft på. Hun så jo utroligt godt ud i den, så man havde vel lov til at håbe, at hun ville tage den på igen.

Det var overhovedet ikke passende for situationen, som et smil gled over hans læber og blev mere flabet og gav hende mest af alt lyst til at trække ham under vandet, igen for det skulle vel nok fjerne det? Det blev dog ved tanken, for i stedet krydsede hun armene over de nøgne bryster, som var synlige efter at en god del af vandet var endt på baderummets gulv, efter hans kamp under vandet.
Hun brummede utilfreds og advarende af ham ”Måske skulle jeg kræve at se din overordnede og fortælle ham du snyder ham for krystaller? Det er jo ikke mit problem at du snyder, jeg har ikke bedt dig om en skid.” røvhul.. tilføjede hun tvært bag den lyse pande. Det var vel det sidste han ønskede, at hvem end han arbejde for, skulle vide han praktisk talt bestjal ham?

Udad til virkede det måske som om der ikke var andet end fornærmelse tilbage i hende, men vreden og jalousien lå stadig og boblede lige under overflade, ventende på han fik sagt bare en forkert ting, der ville prikke hul på boblen og få det til et eksplodere i brystkassen på hende.
Hun klemte læberne hårdt sammen, som det ene smalle øjenbryn skød op mod loftet. Ikke kunne undvære ham, de ord alene var nok til at sætte ild til hendes stædighed. Hun skulle nok bevise overfor ham at hun kunne undvære ham, så snart hun forlod hans hjem.
At det ikke vilde holde i længden vidste hun nok godt inderst inde, for der var noget ved ham som fik hende til at væne tilbage, og for nu slog hun det hen i det handlede udelukkende om den sex de havde. En sex hun burde kunne finde hos en anden, og så ville Declan blive overflødig.

Igen galant udstrakt hånd og heller ikke tilbyd om et klæde, var han virkelig så fornærmet over hun havde været ved at slå ham ihjel, igen? Hun havde haft alt ret til det og han havde ingen ret til at være sur eller fornærmet over det. At hun ikke ville have taget hans hånd under alle omstændigheder, var sagen uvedkommende for det var princip lige nu.
Hun greb et klæde for at tørre kroppen og det af håret som var endt med at blive vådt. I en irriteret bevægelse greb hun fat om skjorten og trak den på ”Tør det smil af dit fjæs...” vrissede hun før hun trådte forbi ham, med klædet liggende tilbage på gulvet. Han kunne jo passende rydde op efter hende, når nu han forsat tillod sig at smile flabet.

Kursen blev lagt mod køkkenet, hvor hun efter at have åbnet lidt forskellige skabe fandt to glas og der næst vin. Det slog hende at hun ikke kunne mindes nogensinde at se ham drikke vin eller andet alkohol, som hun valgte en af de dyre flasker han havde liggende, han skulle ikke have lov til at byde hende noget af den billigere vin. For første gang brød hendes læber sig i et smil da det slog hende at han ikke måtte bryde sig om at være fuld, for han måtte miste for meget kontrol; spørgsmålet var så bare, hvilken kontrol og hvor meget han ville miste som fuld?
Med de to glas i den ene hånd og den grønne flaske i modsatte, mødte hun ham på halvvejen ”Et spørgsmål skiftevis, som skal svares sandfærdigt eller en stor tår drikkes.” måden hun præsenterede den lille druklej på, lagde an til at hun ikke tillod ham at afslå den. Det var ikke et spørgsmål om han ville gå med det til, for hun havde taget valget og ville han ikke drikke selv, så ville kun tvinge vinen i ham.

Hendes fornærmede kommentar fik kun hans snil til at blive endnu større, selvom han vidste, at han legede med ilden, var det alt for fristende at prikke lidt til hende. Desuden så virkede det jo, hun tog imod skjorten og trak den på, hvilket jo var, ved han ønskede. Han tilgav endda, at hun smed klædet på gulvet, hvis det skulle være hendes lille oprør, var det nok meget nænsomt sluppet.

Fuldkommen åbenlyst og uden den mindste slygge af skam, gloede han efter hende, som hun trak skjorte på og bagefter forlod lokalet. Det var jo næsten urimeligt, så gidt hun så ud.. Måske de kunne klemme endnu en omgang ud, inden hun endte med at stikke af. Man havde da i hvert fald lov til at drømme. Da han var færdig med at glo efter hende, tog han sig sammen og fulgte efter hende ud i køkkenet, lige i tide til at se hende bukke sig efter en flaske vin. På trods af alt den tid, de havde brugt på at fornøje sig for blot ganske kort tid siden, var det lige før, at synet fik ham til at smide alle former for selvkontrol. Lige nu var dog næppe det rigtige tidspunkt, hendes stadig dårlige humør taget i betragtning.

Det var egentlig ikke fordi, at Declan ikke drak. Han kunne sagtens nyde et glas godt vin, og gjorde det ofte efter en succesfuld handel, men modsat mange andre, drak han med mådehold. Han drak ikke for at få den befriende følelse, som så mange søgte, han drak udelukkende for at nyde smagen. Alligevel endte han dog med at trække på skuldrene og sætte sig ved bordet.
"Hvis det hjælper på det humør. Du starter" Han var selvsikker nok i sine evner til at foregive følelser, at han mente at han sagtens kunne lyve overfor hende uden at blive opdaget.

I hendes søgen efter en vin hun var sikker på, havde kostet en god sjat krystaller, - ikke fordi det nødvendigvis betød den var god eller bedre end de andre det skulle bare koste ham et eller andet. Hun havde derfor ikke bemærket han var kommet ud i køkkenet til hende og da slet ikke hvor tæt han stod, før hun drejede rundt og i samme moment trådte hun et skridt frem, kun for at støde direkte ind i ham.
Det eneste der adskilte dem, var flasken og glasende, som var holdt op foran hende, men hendes knoer stødte stadig mod den bare hud ved bunden af hans brystkasse.
Først da han trak på skulderne og flyttede sig for at tage plads ved bordet blev kontakten mellem dem brudt.

”Jeg ved ikke hvor du har en oplukker?” lød det fra hende som hun placerede flasken foran ham, det var ikke et spørgsmål om at han skulle fortælle hvor hun kunne finde en henne. Nej han kunne finde den selv, for hun ville bestemt ikke vimse rundt i køkkenet til hans fornøjelse, han havde allerede set rigeligt da hun bukkede sig og havde stået med måsen strittende indbydende mod ham.
Stolen modsat hans blev trykket ud før hun tog plads på den, med det ene trykket op på sædet, så hendes knæ stak udover kanten og foden hvilede ind imod hendes lår. Havde bordet ikke stået i vejen ville han havde haft et ganske frit udsyn til hele herligheden, som skjorten blev tvunget længere op ad hendes lår.
Hun kunne sagtens stille første spørgsmål, mens han skænkede de dyre dråber, men hun tog sig et øjeblik til at beslutte hvor sød hun skulle være. Sød blev dog hurtigt pakket væk, det havde han alligevel ikke gjort sig fortjent til ”Hvor ligger dit andet hus? Dit rigtige hus.”.
Hun havde forsøgt at finde frem til det, lige siden den aften, men det var stadig ikke lykkes hende at finde frem til det.
Hun vidste ingen gang om hun havde været tæt på det, for det eneste hun havde at gå efter var stuen de sad i og han havde været smart nok til at dække vinduerne.