I den nordligste del af Medanien, skjult bag Vesterdalenes bakker lå en lille fiskerlandsby i en vindomsust dal, hvis vestlige ende åbnede ud til Krystalhavet. Dette medbragte en evig, frisk havvind fyldt med lugten af salt og lyden af mågeskrig - og man havde navngivet landsbyen derefter.
Folk i Vinddalen passede sig selv. De fleste, som boede her var mennesker, med landsbyboerens indbyggede mistroiskhed over for alt, der var fremmed. Dagene gik med at give nettene i land og passe markerne, som groede med en stigende frodighed efter en bonde med jordmagi havde slået sig ned i landsbyen en tredive år tilbage.

Der var ikke mange skibe, der lagde til ved Vinddals lille havn. Handelsskibene var for store til at navigere ind til kysten, og her var heller ikke meget at komme efter. Derfor skabte det også røre i landsbyen, da smedens knægt en tidlig morgen løb råbende langs Vinddals eneste egentlige vej: "Skib i sigte! Skib i sigte!"

Og ganske rigtigt var langskibe dukket op i horisonten med kurs mod landsbyen. De bevægede sig hurtigt, trodsende de stride bølger og Mørkets soldater ved årerne regnede med en nem plyndring og en god flok slaver, der kunne bringes tilbage til Obsidianøerne.
En måge skreg advarende ved synet af skibene og satte med hastige vingeslag kursen indlands. Det var ikke en almindelig fugl, men derimod et magisk væsen - tilknyttet en soldat i en deling fra Lysets Hær, som rejste gennem området. Ville de nå at komme folkene i Vinddal til undsætning?



Der er i skrivende stund offentliggjort tre tråde omhandlende Mørkets angreb på mindre steder i Krystallandet. Krigernes primære mål er at skabe ravage, ødelægge og tage slaver.
Man kan deltage i tråden, hvis man er knyttet til enten Lysets eller Mørkets Hær. Det kan være i form af, at ens karakter er soldat i hæren, eller at man er lejesoldat, som er blevet hyret til den ene eller den anden side.
Angrebene sker cirka samtidig - det er derfor ikke muligt at deltage i mere end én af trådene med den samme karakter. Drager eller griffe må gerne bruges.

Maks 4 deltagere i tråden!
Hvis en deltager har været tagget i tråden i 7 dage uden at svare, kan den næste frit tagges.

Udfaldet af tråden vil være således:
- Hvis ingen deltager i tråden eller hvis kun Mørkets tilhængere deltager, lykkes det Mørkets styrker at plyndre stedet og tage de lokale som slaver.
- Hvis kun Lysets tilhængere deltager i tråden, lykkes det dem at drive Mørket tilbage og redde de lokale.
- Hvis både Lysets og Mørkets tilhængere deltager i tråden, er det op til jer, hvad udfaldet bliver. Hvis den ene eller anden side medbringer en drage, vil det være naturligt, at udfaldet svinger til dennes fordel.
Tråden er en almindelig tråd - ikke en reaktionstråd.

Stemningen var anspændt om bord på skibet. Som lige før en storm, eller lige før en fest... eller lige før en kamp. Gabriel selv var rolig, som skibet nærmest styrede sig selv mod havnen. Der var dog en hentydning om, hvem der styrede skibet, som hans fingre af og til bevægede sig, som om han spillede på et instrument. Der var bare ikke noget at se, og hans hænder hang stadig langs siden. Uniformen bare Mørkets mærke på det venstre bryst og ved hans venstre side, hang et langsværd. Det var tydeligt dekoreret; pommelen havde en blå sten, og selv parerstangen så orientalsk ud. Det var dog ligeså meget lavet til at være funktionsdygtigt.

Den halvkraftige blæst og bølgernes brusen gjorde nærmest langskibet lydløst. Det var først, da de var i synsvidde, folk ville kunne nå at reagere. Der var dog stadig et stykke vej til havnen. "Årerne i vandet!" buldrede det oppe fra roret, hvor Gabriel stod og havde det frie overblik over havnen. Straks efterkom besætningen ønsket, og en små 20 årer blev skubbet ud fra siderne og sat i vandet. Langsomt trak sejlene sig op og rullede sig selv sammen. Da de nåede grænsen for, hvor langt skibet kunne komme uden at være i fare for at blive beskudt, buldrede Gabriels stemme igen: "Hold inde!" Årerne blev med det samme taget op og nærmest som på kommando, drejede skibet en kvart omgang, så det nu lå med bredsiden til havnen. Så løftede Gabriel den ene hånd, og en 15 ballistaer affyrede alle deres store pile samtidig mod havnen. Reaktionen var næsten øjeblikkelig, som han kunne se, at folk begyndte at panikke inde på havnen og trække sig væk. Det var helt efter planen. Det var nemmere at gå i land, hvis de ikke havde nogen modstand, de skulle bekymre sig om. Straks efter skuddene trak ballistaernes strenge sig nærmest automatisk tilbage, som de gjorde klar til et nyt skud. Herfra begyndte tovværket at bevæge sig, som flere reb "greb fat" om de store pile og begyndte at lade ballistaerne igen. Det tog dog lidt tid, men Gabriel havde ikke i sinde at give forsvaret en chance for at komme sig: "Ildelemtaler, så er det jer!" buldrede hans stemme igen. Fire personer gik med det samme ud til rælingen. De hævede alle deres hænder, og sekundet efter blev fire ildkugler skudt mod havnen.

Gabriel vinkede nu med store armbevægelser, og skibene bag ham begyndte at trække fremad, som han lod en ny byge af ballistapile regne ned over havnen. Lige nu sørgede han blot for at holde landgangen så fri som muligt, så fortropperne kunne gå i land.

Alexander var reddet ud med de andre riddere og soldater af lyset, fra Isenborg. Det var betryggende at vide Lyset trods alt ikke glemte de fjerneste egne, især med mængden af foruroligende nyheder om Mørkets bevægelser til søs.

Det havde været en rolig petrulje, indtil en i delingen havde fået nys om et angreb langs kysten, fra sin trofaste fugl. Straks blev kommandoen givet, og gruppen red så hårdt de turer presse hestene, for at komme byen til undsætning, alt imens en spejder blev sendt tilbage efter forstrækninger.

Panik havde allerede grebet byen som Lysets folk ankom. Husene nærmest havet stod gennemhullet og brændende, men Alexander tabte ikke modet, for Mørkets styrker var endnu kun ved at gå i land. Der var stadig tid! Der var stadig håb.

Ordre blev givet, og deres mål var klart. Red befolkningen, og hold Mørkets folk tilbage længe nok til, at forstærkningerne kunne få frem. Med tordene hove satte rytterne afsted, alle klar til at stå imod mørkets magter.

Det var i det øjeblik Alexander indså han havde været i Vinddalen før, med sin moder for længe siden, og han kendte til en hvis bonde der boede der. En plan formede sig i den unge mands hoved.
"Jeg har en idé! Hold min ryg fri!" kaldte han til den nærmeste rytter, der skulle til at protesterer, men Alexander var allerede på vej, stål sat mod et specifikt hus, hvis han viste en vis bonde boede. "Gert? GERT!" råbte den unge Isenwald, og til sin lettelse reagerede bonden straks på sit navn. Alexander splidte ingen tid på introduktioner. "Gert, kan du lave en mur af jord? En der er høj nok til at holde fjenden fra at gå i land eller, eller i det mindste begrænse hvor de kan komme til byen?!".
Bonden så overrasket, så perplexed og til sidst beslutsom ud. "Jeg kan ik' gør nog' å stand, mæn a' ka' prøv æ mur å byen, mæn a' ka' ik' kom tæjt nok å".

Alexander slog en en hurtig gang sit sværd mod sit skjold "Vi beskytter dig!". Og afsted for den lille trio, direkte mod faren og forbi de andre soldater der var travlt optaget med at få så mange af civilisterne ud og væk mod højdedragene, før Mørkets soldater væltede indover byen.
De stod blandt de brændende bygninger, med røgen bidende i lunger og øjne, før Gert endelig mente han var tæt nok på. Bonden knælede ned, mens Alexander og hans makker indtog defensive positioner til at beskytte ham.
Et langt øjeblik skete intet.. men så begyndte jorden under dem at ryste, og øjeblikket efter skød tykke jordgærder op i en bred halvcirkel mellem byen og havet.
Det ville ikke stoppe bombadermentet fra skibene, eller redde de huse der allerede var ramt, men det ville sætte en stor forhindring for fjendernes stormløb af byen, og købe dyrbar tid.

Og det i sidste øjeblik, før de første nåde tæt nok på, og soldaterne begyndte deres fremmartch over standen. "Vi.. Vi må hellere trække os tilbage nu" foreslog Alexander, ord der kun fik et irriteret grynt som svar fra hans makker, inden de tre begyndte en hastig retræte, mod den frontlinje Lysets folk havde sat op i mellemtiden.

Azteka havde skilt sig fra sin deling dagen før for at tage en fridag i sin families hjem. Hendes søskende var kommet hjem og der havde været en storslået aften. Hendes humør var ikke til at så sorg i, som morgenens friske stråler ramte hendes ansigt. At patruljere i de mindre områder, var et forfriskende ændring fra at begå sig bag Dianthos tunge stenmure, og hun nød det skønne natur og de lange vider.

Den tårnhøje kriger spændte sadlen om sin hest, klar til at tage tilbage ud til delingen i nærområdet, da hendes lillebror spænede gennem grusset og nåede stalden. ”Der er skib i sigte!” Hun kiggede uforstående på den knap tolvårige knægt. ”Skib? I Vinddalen?” Han nikkede ivrigt ”Det ligner et krigsskib” Aztekas undrende udtryk ændrede sig, og uden at tænke nærmere over det svang hun sig i sadlen. ”Find Oskar.. Nu Rodrick!” Azteka vendte det hvide ud af øjnende, men heste blev stående ubevægelig under hende.

Oppe på en af klinterne gik en rævelignende skabning rundt. En Rakkalaph, og snusede lidt fraværende i jorden, mens hun luntede hen over beplantning, sand og høje. Den stivnede som Azteka overtog dens krop, og et sekundt senere vandrede den målrettet op til toppen af klitten, og havde mistet den førhenværende lethed og hoppende bevægelser i sine træk. Azteka, i Aikas skikkelse spejdede ud over skibene, blottede tænder, før det mælkehvide kom frem igen og Aika stod tilbage, kort forvirret inden hun vandrede ned fra klitten igen, med kurs mod hjemmet. Den forstod hentydningen.

Azteka vendte tilbage til sin egen krop med et sæt, orienteret om situationen, i hvert fald så godt hun kunne gennem dyrets øjne, og red afsted mod fiskerlandsbyen i rask galop. Azteka havde nået kanten af landsbyen som pilende fløj over havnen. Hun sluttede sig til sin deling, med et nik til sin overordnede. De var ved at opstille i bedre forsvarsposition da jorden rumlede.
Overrasket kiggede Azteka mod stenmurene der skød op og et imponeret smil kom frem på hendes læber. ”Hold da kæft…” hvislkede hun imponeret, inden hun satte hjelmen ned over hovedet. Det var fantastisk hvad nogen var i stand til at gøre, og ikke mindst ideerne der kom for hurtigt at etablere et forsvar af en eller anden art.

Gabriel spildte absolut ikke tiden, som han ikke holdt pause i sine angreb. Han stoppede dog et øjeblik op, da en kæmpe væg af... en blanding af jord og klippe, så det ud til, rejste sig op foran dem inde på landjorden, og han tog sig selv i et øjeblik at beundre vidunderet. Så blev han pinligt bevidst om, at han var nødt til at nedlægge væggen. Det ville kræve en større bedrift. Med mindre... han drejede hovedet mod sin næstkommanderende. "Har vi nogle med i angrebet, der betvinger jord?" spurgte han, og manden lukkede sine øjne en stund. Gabriel stod lidt halvutålmodigt og ventede, indtil manden igen åbnede øjnene og rystede på hovedet. "Desværre ikke, kaptajn" svarede han, og Gabriel bandede lavmælt. "Så må vi improvisere" kom det kort fra ham.

Gabriel lod først armene sænke sig, hvilket medførte at skydningen blev indstillet. Han gjorde samtidig tegn til at elementalerne skulle indstille deres skydning, hvilket også blev lystret. Så hævede han igen armene og begyndte at lave fakter. Dette fik sejlene til at dreje sig halvfems grader, så de nu flugtede med langsiden af skibet. Så drejede han hovedet mod sin næstkommanderende igen. "Sam, jeg skal bruge et vindpust" sagde han. Manden nikkede og begyndte selv at sætte kroppen i bevægelse, hvilket medførte at vinden omkring dem begyndte at tage til i styrke. Gabriel var klar, og han lod skibet få slagside væk fra havnen, så de ikke ville kæntre, når blæsten kom, hvilket skete næsten samtidig. Havde man stået tæt på Gabriel, ville man have kunne svoret på, at han lige var blevet fem år ældre. Vindpustet medførte, at skibet nærmest unaturligt gled sidelæns mod havnen i en imponerende hast. Det var dog nødvendigt at komme tættere på for at planen skulle fungere, og dette var den hurtigste måde. Så drejede Gabriel hovedet mod elementalerne. "Vælt den mur!" beordrede han, og de satte med det samme i bevægelse; nærmest synkront begyndte de at bevæge armene, hvilket langsomt men sikkert formede en ildkugle i - forholdsvis - enorme proportioner over skibet. Det tog ca. et minuts tid for den at blive formet helt færdig, og herefter blev den slynget direkte mod den kæmpemæssige mur, der var blevet lavet inde på bredden.

Den hårde vind slog fast imod den mørkegrå hud, med hvert vingeslag dragen gav fra sig. Mørkelveren som sad på ryggen af det fygtindgydende bæst lænede hovedet tilbage og tog en dyb indånding, saltvandet kunne duftes så langt væk, det opildnede hendes krigeriske temperament, hun kunne næsten allerede smage blod. Hun rettede blikket ned mod landjorden langt under hende, inderst inde fandt hun en ro, en koncentration der krævedes i kamp, en voldsom kontrast til havets iltre bølger.
Under hende dukkede synet af flåden op, der var kun én grund til at hun var sent på den i forhold til angrebets start: Den forbandede drage havde ikke ville ud af den varme sengehalm, og så slet ikke så tidligt på morgenen. Som altid havde Ikaris måtte vise hvem der bestemte, før de kunne komme afsted, en sceance der af og til godt kunne være en kende tidskrævende. Ærligt, var hun bare lykkelig for, at hun ikke var ombord på en af de gyngende både, søsygen ville nok have gjort hende en kende ukampdygtig.
"Tiy ugulur nin, flamgra ol ulu l'eairthin"" (Flyv længere ned, brænd det til grunden), den rå hæse stemme skar gennem den vilde vind,  og ramte dragen som en kommando, musklerne under den skællede hud spændtes, Ikaris kunne mærke det mod indersiden af de muskuløse ben, hvor bukserne var tynde.
I et elegant dyk slog dragen nedad, glidende gennem luften kastede de store læderagtige vinger skygger over landsbyens tage, inden den tog et sidste dyk og landede på taget af en hytte i udkanten af byen, som straks gav efter for den enorme vægt. Dragen fnøs, og udstødte en røgsky, inden den vendte hovedet mod himlen og gav et øredøvende brøl fra sig.
"Kaar'zal ussta abbil, usstan orn lar dos vel'drav usstan ssrig'luin dos, hwuen t'yin, inbal jivvin" (Kaar'zal min ven, jeg kalder på dig når jeg får brug for dig, indtil da, hav det sjovt). Mørkelveren kærtegnede kort dragens hals, inden hun i en elegant bevægelse, som mange ville kende fra de regulære elvere, lod sig glide ned langs siden, og ned på ruinerne. Det var de færreste der snakkede det grove sprog flydende, nogle enkle fra mørkets hær mestrede det, men det var en gammel vane Ikaris havde, og det var en essentiel del af båndet hun havde med den viltre drage, som kun reagerede på sprogets kommandoer. 
Omkring hende og dragen var bønder begyndt at flygte, skrigende og i panik, hun lod igen næsefløjene vibrere, opfangende frygten omkring hende, den var velkendt og bekom hende ualmindeligt godt. I en hurtig bevægelse trak hun sit  sværd, og efter blot et øjeblik spidede hun den første uarmerede bonde, mens dragen lod den vilde ild bryde løs over byens stråtægte tage. Hun smilede. 

Alexander åndede tungt som han nåde tilbage til de andre med hans skjoldmakker og Gert, den sidstenævnte hvem hurtigt fortsatte videre sammen med de andre flygtninge. Alexander kunne se det skarpe blik fra under hans overordnedes hjelm, med en usagt reprimande som Alexander var sikker på han nok skulle få at hører, når de alle nåde væk herfra. Alexander så også et ukendt ansigt blandt de kendte, og fangede den blonde kvindes blik.
"Får vi forstærkninger?" spurgte han hurtigt, som han satte sit skjold i jorden for at få vejret et øjeblik, og så udover landsbyen for overblik.
Alexanders gav ikke sig selv mere end et øjeblik, før han løftede skjoldet igen. Hans lille stunt havde givet dem tid, kostbar tid der havde ladt dem få mange af de civile ud allerede, med flere på vej. Men var det hurtigt nok? Trods den tydelige, nærtliggende fare, var der stadig folk der løb tilbage mod deres huse, efter ejendele, kæledyr eller hvad end de mente var vigtigere end deres liv.. eller også var deres tillid til Lyset så høj at de følte sig usårlige, selv med fjenden få hundrede meter væk.

Og så kom dragen...

Skyggen faldt over dem, og trak Alexanders blik op. Et kort øjeblik følte han lettelse, indtil dragen svang rundt mod en bygning, og dens farve stod tydeligt frem under solen. Det var ikke en af deres...
Hans hjerte sank. Hvad skulle de stille op mod en drage?!

Den overordnedes blik var ikke til at tage fejl af. Men Azteka kunne ikke alde være med at smile bag sin hjelm. Imponeret over hvad den anden havde gjort. Ikke at hun kendte ham - ikke endnu i hvert fald. I krig kendte de vel alle hinanden på en eller anden front. De stolte i hvert fald på at de havde hinandens ryg. Også derfor mente Azteka at de havde bedre chancer end mørket.

Aztekas hest vrinskede forskrækket og begyndte at trippe. Næseborende udvidede sig pustende mens blikket blev frygtsomt. Dragens ankomst var ikke gået nogen forbi, og man så næsten opgivelsen skylle over alles træk før frygten tog over. De havde ikke drager med, og kunne næppe nå at få en ridder frem med sin drage til at veje op. "Åh ved Zaladins behårede underhyler!" knurrede hun lavmælt under hjelmen som hun kiggede på sin sidemand. En der så lige så utilfreds med ud situationen som hun selv.

"Hvad har vi? Har vi noget der kan hamle op med.. det der?" Azteka var reddet frem til deres overordnede, og holdte heste tæt for at den ikke skulle flygte trods panikken greb sig i byen. Ikke alle var nået væk, og deres skrig fyldte luften med gru og frygt.
Hun var sekunder fra at ride direkte ind i dragens gab for at få fat i de civile. De der stadig var i live. Men hun behøvede en ordre. En plan ville nok være klogest, selvom Azteka ikke var kendt for planlægning.

Skibene bag Gabriel var trukket længere ind mod havnen, som han fortsat lagde dækild. Det varede dog ikke ved, da en kæmpe skygge kortvarigt gled ind over skibet, og han så op. En drage. Lavmælt bandende indstillede han ballistaernes skydning. Den nytilkomne ridder gjorde det lettere umuligt at holde dækilden, fordi der var fare for at ramme hende. I stedet lod han sit skib dreje om, så det forlæns kunne sejle helt ind til kajen og lægge til. Så lagde han hovedet tilbage, så han kunne kalde op til udkigsposten: "Den kære ridder har besluttet, at vi går i land uden dækild. Signaler til de andre skibe, at de skal få deres beskidte bagdele med sig! Vi skal have bakket dragen op så hurtigt som muligt!" Manden efterkom med det samme Gabriels ønske ved at hejse to flag og lave forskellige fakter. Soldaterne, der var ankommet for at forsvare stedet, burde vide, hvad dette betød, men der var ingen vej uden om.

Landgangsbroen gled af sig selv fra skibet og ned på molen, hvorefter Gabriel med hævet sværd var den første til at stige af. "Husk ikke at dræbe alle! Ordren lyder på, at vi skal have slaver med tilbage! Deling et tager sig af at sikre et område til sikker transport frem og tilbage! Deling to sikrer den rejste mur! Nok har vi banket hul i den, men det er stadig en flaskehals, og vi ønsker ikke et baghold! Deling tre og fire yder støtte til dragen!" råbte han hastigt af sig, og mændene efterkom ordren med det samme, de var kommet i land; de delte sig ud i de forskellige delinger og bevægede sig med det samme afsted. Hver deling havde en af ildelementalerne med sig. Der var kun hans egen personlige deling tilbage, der inkluderede de to vindelementaler, og Gabriel vendte sig nu mod dem. "Hold øje med bueskytter. Hvis de begynder at ville skyde mod kajen, så sæt et luftskjold op, der kan tage det værste" sagde han og lod sin frie arm bevæge sig, hvilket gjorde, at hans eget skib drejede væk og gjorde plads til, at resten af flåden kunne sejle i land.

Det hårde grus gav efter i en blød knasen som Ikaris' jernbeslåede støvler trådte derudaf, hun kendte ordrene, men gav ikke meget for den lange belejringstid. Hun var hjernevasket til et formål, at følge mørkets ordre, uanset hvad, og med en lang indsejlingstid ville alle de raske og velbefindende være dem der undslap byen hurtigst. Altså, ville kvaliteten af de slaver de skulle have med hjem falde gevaldigt hvis det tog for lang tid at komme i land. De pupilløse øjne beskuede landskabet, udvalget. Hun kunne mærke hvordan hendes tænder løb i vand i ren og skær blodrus. En ung kvinde, måske i starten af tyverene stoppede op foran mørkelveren, udstødte et hvin og ændrede retning i sin flugt. Mørkelveren var ikke længe om at følge efter, hendes tøj taget i betragtning lignede hun en fra en systue, måske hun var i stand til at sno garn og tråd, en egenskab der godt kunne bruges i mørkets hær. I en sort sky forsvandt elveren, inden hun dukkede op lige bag kvinden, med hendes arm i et jerngreb. 
"Ikke så hurtigt!" Mørkelverens rå og hæse stemme tordnede. Kvinden begyndte med det samme at sprælle og skrige alt hvad hun havde lært mens hun slog vildt omkring sig med den frie arm. Det tog dog ikke Ikais mange øjeblikke at få sværdet på plads og få vredet kvinden rundt i en lidt for garvet bevægelse, til hun lå på jorden på maven, med et pansret knæ i ryggen, hvorfra hun sprællede videre. Mørkelveren var fremavlet til formålet at gå i krig og slås for sin sag, der var ikke meget en simpel bondetøs kunne stille op imod den hærdede elitesoldat, selvom hun prøvede sit bedste. Mens Ikaris snoede et reb om kvindens håndled skævede hun op over byen, hvad i Zaladins navn var nu det? Længere fremme, sprang Lysets farver hende i øjnene, hun kneb øjnene en kende sammen og måtte kortvarigt kæmpe imod hendes eget instinkt, at ryge direkte i sulet på de ækle soldater, på den forkerte side af målstregen.
En dyb, næsten dyrisk knurren undslap hendes strube. Så rejste hun sig, kvinden var bundet og sikret, nu skulle bagtroppen blot sørge for at få hende ombord. "Kom nu!" Hvæsede hun iltert imod de første af mørkets soldater hun kunne se på landjorden. Videre. Ikaris blik faldt på en ung fyr længere nede ad gaden, han havde store overarme og var sortsmudset på alt bar hud. Smed. Allerede fandt Ikaris sit næste mål, som hun tog de første resolutte skridt imod manden, over hende kunne hun høre tagene fra hytterne knirke og give efter, som dragen kravlede fremad mod byens midte, uden at undlade noget som endnu ikke brændte 

Alexander stirrede mod dragen. Lange, dyrbare sekunder passerede inden den anden krigers stemme trak ham ud af håbløshedens klør. "Nej..". Han strammede grebet om sit våben. "Eller, måske har vi!" udbrød den unge kriger pludseligt, mens hans øjne tog omgivelserne ind, og vægtede mulighederne.

Lysets styrker holdt stadig Mørkets tilbage ved hullet i Gerts mur, med pile regnene ned hvergang nogen vovede at stikke hoved frem. Men pilene var en hastigt svindende ressource, og det måtte den anden side vide. Det var bare et spørgsmål om tid. Men tid var alt de skulle bruge. Byen var tabt, men de fleste civilister var allerede nået forbi Lysets defensive linje, og forsvundet over bakkekarmen.

Så var der dragen, og dens rytter. Den første var ikke til at overse, men den sidste position kunne han kun gisne om.. skrigene og de hastigt flygtende civile var hans bedste pejlemærke.

"Hvis du har noget, så spyt ud Alexander!" bjæffede deres overordnede.

Alexander tog en hurtig indånding. "Det er et langt skud, men måske det bedste vi har! Drager er ikke meget anderledes end dyr, og-"

"En PLAN knægt, ikke en afhandling!" afbrød den overordnede.

"-Ja, selvfølgelig Sir. Vi skal bruge alle med den defensive amuletter. Hvis vi blænder dragen, genere den nok, og holder dens rytter optaget imens, så de ikke kan give den ordre, kan vi jage den væk" eller blive spist endnu hurtigere.. tænkte han, men der var ingen grund til at nævne DEN mulighed. De kendte alle risikoen.
"Vi bruger dem på skift, to og to for større effekt. Hver gang den vender hoved mod os eller byen, straffer vi den" plaprede han løs. Det var en tosset plan, men Chance være med dem, det var den bedste de havde, og Alexander havde brugt nok tid sammen med Lysets riddere til at vide, at nok var drager farlige, og notorisk selvstændige. Hvis de kunne genere den nok, og dens rytter ikke var der til at sætte den på plads, var det ikke umuligt. De kunne lærer den at når den brændte byen, blev den blændet. De kunne lærer den, at flåden udenfor var et nemmere mål for dens blodtørst.. Så længe rytteren ikke blandede sig.
Han var NØD til at tro på det ikke var umuligt. Og hvis Chance i sandhed var med dem, så dragen ikke stort på ven eller fjende, og brændte et skib eller to af på vejen.

Med planen overdraget, og sergenten igang med at bjæffe ordre for at få den sat igang, hankede Alexander op i sit skjold. "Jeg går efter rytteren. Hvem er med mig?"

Flere, deriblandt Azteka så afventende på den unge kriger der var kommet med et pludseligt udbrud. Havde de virkelig noget i nærheden der kunne gøre op for en drage?!
Azteka begyndte at blive mere ængstelig som der ikke blev bjæffet en konkret ordre ud og hun trippede utålmodigt midt i alt kaoset.
Planen der blev fremlagt var fyldt med stærke risikoer, men Azteka havde været klar til at kaste sig med hoved først direkte ind i kampen, så hun anså det ikke som et problem. Nogen af de andre kiggede mod hinanden, nervøse for at gå op imod dragen, specielt en af mørkets styrker. En fra lyset var et skræmmende eksempel af et sådan bæst, men de var ikke nær så vilde og barbariske som mørkets sortskællede følgesvenne.

Azteka hankede op i sit eget skjold og fik sværdet vendt i en vinkel, som anviste at hun var klar. "Jeg er med dig. Dig og dine tossede planer" hun blinkede til ham. De var næsten af samme højde, hvilket formentlig gjorde det nemmere for dem at dække hinandens ryg skulle tingene gå galt.
Krystallen om hendes hals var af den defensive slags og hun frygtede ikke dragen. Eller, det var forkert sagt, for gu fanden var hun bange for at blive ædt levende. Kun et fjols var ikke bange for det. Men hun tilbageholdte sig ikke fra at gå direkte imod den alligevel.

Som holdene var klar, var det tid at gå frem og håbe på at rytteren holdte sin afstand. En drage med rytter var mildest talt umulig at hamle op med!

Ikaris bevægede sig systematisk fremad, som hun efterlod et spor af død og ødelæggelse bag sig, det var for stor en risiko at efterlade levende landsbyboer på tæt hold, i tilfælde af at de fik nogen dumme ideer. Over dem kravlede dragen længere fremad, som en perfekt symbiose med rytteren på jorden, hver gang den tog et skridt langs tagryggene, hørtes bjælker briste og flammer som spredte sig. Ikaris havde udset sig den brede smed, hun gerne ville have med tilbage, smedjerne havde i sandhed brug for det og der gik ikke længe inden hun kastede sig over ham som et hungrende dyr. Manden var stor og stærk, og kampen som heldigvis ikke var meget lang, medførte nogle knubs for elveren, inden hun fik ham nedlagt og svinebundet som enhver anden hun havde nedlagt til opsamling for tropperne der snart kom i hælene på hende. Mørkelveren skævede rundt, de fleste af dem som var let til bens var allerede stukket af og flygtet fra byen, enten dét, ellers lå de bundet, nogle af dem allerede på vej til bådene i kæder.
en sær bevægelse oppefra fik Ikaris til at vende blikket opad, som hendes drage virrede frustreret med hovedet. Han var stoppet med at gå fremad og bakkede i stedet en kende, som han udstødte et hidsigt øredøvende brøl. 
Ikaris trådte en kende til siden som hun tog bæstet i øjesyn, hans bevægelsesmønster var helt ved siden af sig selv, og nedbrændingen der ellers var gået efter planen blev bremset. Som han slog med hovedet, rettede mørkelveren det tomme pupilløse blik i retning af kilden til genen, hvor en flok Lysets krigere stod og flagrede. En hæs brummen undslap hendes strube, som hun trådte fremad, nu måtte det simpelthen være nok, blodrusen sad endnu i kroppen efter Mørkets nederlag og retræte for år tilbage, nu var det på tide at få spildt blodet fra de satans krigere.
En ung fyr trådte i forvejen, kort efterfulgt af en større kvinde. De orange øjne betragtede troligt deres bevægelser, som de gik fremad, enhver bevægelse blev betragtet og analyseret, det ville være nødvendigt når hun kiggede på krigerens størrelse, der ville handle om smisighed og kløgt, for fysisk var hun utvivlsomt udmanøvreret 

Alexander lod de overordnede tage over som hold blev formet, og de andre med defensive og skærmende evner blev instrueret. Et gruppe til at udfører planen, en til at holde deres ryg fri, og de sidste tilbageværende, til at hjælpe med evakueringen... og så var der Alexander og Azteka, der havde den tvivlsomme fornøjelse af at distrahere rytteren.

Knap var alt kommet på plads, og planen sat i værks, før rytteren reagerede og Alexander rykkede ud, med den høje kvinde ved sin side. Han havde ikke stået skulder ved skulder med hende før, men det var en kærkommen forandrig, at dele skjold med en på hans egen højde.

"Vi skal distrahere hende, trække hende væk hvis vi kan. Jo mindre hun kan se dragen, jo bedre" rablede Alexander hurtigt til Azteka, inden de stoppede overfor rytteren, skjolde og våben hævet til kamp.

"Hertil og ikke længere, spidsøre" hånede Alexander sortelveren, i et håb om hun ville bide på. Hun så vred ud i forvejen, men lidt ekstra brænde på bålet skadede aldrig, hvis det kunne få rytteren til at begå en fejl. Selv holdt Alexander en defensiv position. De skulle holde hende hen. Ingen grund til at lave et udfald, og give rytteren en åbning forhastet.

Ikaris trådte ufortrødent fremad, bag hende kunne hun høre hvordan kampe var brudt ud, som mørkets regimenter var begyndt at træde ind på land og gå i krig. Dette forhindrede dog ikke den mørkhudede kriger til at ændre fokus, det var faktisk en ting hun uhyre sjældent gjorde, der var oftest heller ikke grund til det.
Elveren havde ikke sluppet det bizarre krigerpar et eneste øjeblik med blikket, som ikke besad pupiller, et træk der adskilte hende fra mange mennesker og elveren, det gjorde hende væsentligt mere dyrisk at se på, bestemt ikke et træk hun kunne beklage sig over. Mennesket som trådte frem fik det bidske frem i elveren, hun kunne ikke vente til at sætte tænderne i hans magre kød. Hun fik kræmnget sin overlæbe tilbage i en hæs langsom latter, det var i sandhed ikke meget hån som bed på hende. "Du tror i sndhed på, at du, en sølle pose knogler, stopper mig?" Hun trak sit sværd, umådeligt langsomt, meget langsommere end man normalt ville gøre, hun brugte tiden på at indstudere de sidste detaljer i knægtens bevægelsesmønster. Dragen over dem virrede frustreret med hovedet, inden den satte af fra bygning og stte kursen udover havene, brændende de sidste bygninger af på vejen, et enkelt krigsskåb måtte lade livet i faldet, man kunne håbe på, at alle derpå var nået i land allerede. Alligevel vendte det gule blik sig ikke mod vandet, der var intet som lod Ikaris vige fra sit bytte når hun først havde udset sig det. I en rolig, men umanerlig trænet bevægelse stak hun sværdet ud mod den unge soldat, det var prøvende, enkelt, men en god indledning på et sæt evner man ikke var sikker på 

Alexanders blik flakkede mod kampen længere væk, som mørkets styrker brød igennem flaskehalsen, og bueskytterne skiftede til nærkamp, og forsøgte at dække de folk der stadig flygtede ud af byen.
Den unge kriger trak blikket tilbage til sin modstander, og prøvede at lukke resten ude. Han havde mere end rigeligt i sin ene modstander!

Det var tydeligt Alexander var trænet, men uerfaren, som han strammede grebet om sit skjold. Han manglede den tiltro til sine evner, som kun erfaring kunne give. Der var en rastløshed som han ventede på hun nærmede sig, som hun trak sit sværd umenneskeligt langsomt. Alexanders svarede ikke på sortelverens ord, men hans blik flakkede igen kort, denne gang mod hans skjoldmakker. Han var ikke alene her, og forstærkningerne ville ikke være langt væk, så snart dragen var væk, og folk var i sikkerhed. Det var han sikker på!

Sortelveren nåde tæt på, og Alexander kunne ikke sparer øjeblikket til at se dragen tage sin afgang. Hans blik havde endelig låst sig på sortelverens skikkelse, og den forstående kamp. Sortelveren gjorde sit første udfald, og Alexander skubbede det let til side med skjoldet, men lavede ikke noget udfald tilbage. Han holdt sig defensiv, ikke dum nok til at prøve på noget unødigt, til trods for det ligefrem angreb. Hun var drageridder, og han havde ikke i sinde at undervurdere hende.

Andetsteds på kamppladsen blæste Lyset til retræte. De viste Mørket var flere, og Lyset kunne næppe holde dem tilbage nu Mørket havde brugt igennem. Alt Lyset kunne, var at få så mange så muligt evakueret.
Det skulle dog ikke blive så let som så. De forreste tropper, der allerede var i kamp, var hårdt presset, og de der før havde distraheret dragen, måtte komme dem til undsætning. Selv der tabte de unægtelig folk på vejen, og delingens kommandør tog en ildkugle i hoved. Det så skidt ud for Alexanders forhåbninger om hjælp.

”Modtaget” hun var ikke selv den mest strategiske type, men Azteka fulgte ordre som ingen anden og hun stolte på at knægtens tanker og planer måtte bære noget fornuftigt med sig. Adrenalinen pumpede allerede i kroppen og fik det til at suse for ørene, men der var ingen vej tilbage.
Azteka løftede det store skjold i en defensiv stand, klar til at hjælpe og forsvare Alexander, såvel som sig selv, og blokere den dyrisk udseende elvers udsyn til sit krapyl af en møgdrage. Intet ved denne situation var betryggende.

At elveren havde sit hovedfokus på Alexander var ikke nogen beroligende tanke. Men det gav udlæg til at Azteka let kunne kredse omkring Alexander, til siden og råbe efter elveren. Danne sig selv som endnu et mål ”Naivt af en hedning som dig at tro han er alene” hendes stemme overdøvede kapen omkring dem, som hun skubbede frem mod elveren med sit skjold, men hurtigt bakkede tilbage igen. Spillede det defensive kort. Forhåbentlig ville det distrahere hende nok, at der var trusler fra flere vinkler.

Det var intet naturligt reaktionsmønster der kom ud af elveren, hendes opvækst havde budt hende lagt værre end denne situation, og den havde rustet hende til, at leve som soldat. For hende var der kun én vej frem for det hjernevaskede bæst, det var ordre, det var fremad, frem for at udføre Mørkets Lords ordre. Denne gang var det at få slaver med hjem, brænde byen til grunden, sætte en stopper for den lette adgang til fisk folket fik fra havnebyen. Ved at kappe ressourcer, ville tiden for folkene i hovedstanden snærpe til. Hun klemte de orangegule øjne sammen, det var ikke svært at  se den unge mands uerfarenhed skinne gennem hans rustning, en god soldat krævede viljen til at vie sit liv til sagen, en ting hun ikke var sikker på var tilfældet hos de mennesker hun stod overfor. Ikaris hævede hovedet en kende, ladende deres rustningsstykker synke ind, hun memoriserede hver lille del, hvor de bløde punkter var, hvor man kunne stikke ind. Ikaris egen rustning var standardudstyr, men skaderne derpå sladrede om, at hun sjældent lod sig ramme vitalt, men tydeligt havde tillid til at udstyret kunne holde i tilfælde af at hun var nødt til at udveksle slag.
Azteka trådte til, det var for mange en tryghed at slås i par, tydeligvis var dette ligeledes tilfældet for de to artsfæller, men måden de bakkede hinanden op vidnede for Ikaris om, at de ikke var sammentømret som makkerpar. "Ekstra hænder under mørkets kommando har aldrig set nogen skade, menneske, så kom du bare hid!" Det var sjældent at Ikaris lod sig besvære med at benytte sig af anden magi, end telematri, men denne kvinde var stor, hun var sikkert stærk som bare pokker, så elveren havde brug for alle redskaber hun havde. I dette tilfælde, indgød hun frygt, ikke bare almindelig frygt, men angst, noget som truede en på sin sande eksistens. For nogle ville denne følelse være handlingslammende, nogle ville flygte, dette var soldater, de ville i bedste fald miste deres fokus. Den magiske udladning fik nogle milisekundter lov til at sænke sig, inden Ikaris kastede sig fremad, trækkende en jagtkniv med sin frie hånd, hun få øjeblikke efter hamrede mod Aztekas fod, forsøgende at penetrere denne, bindende kvinden til jorden, med bladet gennem støvlen, inden hun forsvandt i en lille sky, kun for at dukke op, ikke langt bag de, begge 

Det havde ikke været den store anstrengelse at sikre stranden, men som de kom længere og længere ind mod selve byen, havde de mødt mere og mere modstand. Det var lykkedes dem at nå hullet i muren, og de havde forsigtigt presset sig igennem. Her havde de dog mødt stor modstand, og Gabriel havde ikke været i stand til at få sine mænd frem og undsætte dragen, der nu var så godt som drevet bort. Til gengæld var der stadig kamp rundtomkring, og Gabriel fik øje på ridderen. Hun var i undertal, to mod en. Det så ikke godt ud, men netop som Gabriel skulle til at give en ordre, lød Lysets retræte. Han havde ikke studeret dem ret meget, men han vidste, hvad netop denne lyd var, og et svagt smil var et øjeblik at se på hans læber, inden han fattede sig igen. Han vidste, hvad han skulle gøre. "Djarnis!" råbte han, og en mand kom hen til ham. "Sørg for at holde stand her, til Lyset har trukket sig. Få så alle ned til skibene og sørg for at få så mange tilfangetagne med som muligt" beordrede han. Han troede et øjeblik, han ville tale så hurtigt, at han slog knude på tungen, men det lykkedes ham at få revet det hele af, inden han vendte rundt og traskede mod ridderen. "Hvad har du tænkt dig at gøre, sir?" spurgte Djarnis så. "Forhåbentlig redde vores ridder" svarede han med et sidste blik over skulderen.

Gabriel nåede frem til ridderen idet, hun lavede sit udfald. Han havde dog ikke tid til at se, om det lykkedes, for hans opmærksomhed var rettet mod den unge mand, klar til at forhindre ham i at springe ind med et eventuelt udfald mod elveren. "Det ligner ikke Lyset sådan at overmande sine modstandere på den måde" lød det køligt fra ham. Fornærmelsen skulle dog kun distrahere de to soldater fra Lyset, så de ikke bare med det samme kastede sig over elveren. Nu da han kom tættere på, genkendte han dog ansigtet på ridderen. Ikaris. Selvfølgelig. Han skulle have genkendt den skødesløse krigsførsel fra miles afstand. Det var der dog ikke tid til at dvæle ved nu, som han stillede sig mellem hende og drengen for at give hende lidt mere råderum. Han var ikke sikker på, hvordan Ikaris ville tage det at få opbakning, men lige nu var han jævnt ligeglad. Han ville ikke risikere at miste en ridder til Lyset.

Alexanders skjold føltes lettere med Azteka ved sin side. Nok kendte han hende ikke godt, men han kendte til hende. Det var svært ikke at have hørt om den største kvindelige ridder, størrelsesmæssigt hvert fald. Desuden havde hun en sikkerhed i sin bevægelser, som vidnede om en erfaring han ikke besad. Det var trykt ikke at stå alene.

Alexander bed ikke synderligt mærke i sortelverens ord, for svaret var næppe noget særligt bidende. Men der var noget andet. Noget over sortelverens positur der skiftede, og fik Alexander til at forlade sin forsvarsposition, for at udnytte sortelverens splittede opmærksomhed.

Alexander måtte dog stoppe sit udfald brat, som en ny modstander meldte sig ind i kampen, og satte sig imellem.
"Men det ligner Mørket på en prik at overfalde forsvarsløse civi-" bed den unge ridder tilbage, og afbrød sig selv for i stedet at gøre et udfald mod den nytilkomne, under dækket af deres samtale. Skjoldet var stadig klar til at tage af for eventuelle modangreb.
Alexander var nok ung, men han var skarp nok til at se, at han og Azteka næppe kunne tillade sig at trille tommelfingre, nu ridderen havde fået forstrækninger, og deres egne stadig ikke havde indfundet sig.