Sted: det halve svin i Dianthos
Tidspunkt: Formiddagskaffetid
Vejr: Kraftig blæst
Begivenhed et barn er løbet bort hjemmefra


Et krus, to krus, tre krus.

“Måske du skulle stoppe?” det iltre blik fik dog manden til at fortie, hvad der yderligere var på vej ud af hans mund. Ufortrødent vendte han tilbage til at pudse glassene og sætte dem på plads. Det var stadig tidlig morgen, og kvinden der hang hen over disken så ud til at have været der længere end der måske var godt for hende. Men hun slugte det resterende af den gyldne væske der flød rundt i bunden af tin kruset. “En mere” lød en meget træt stemme, som hun løftede koppen op. Støttede sig på hendes albue og kiggede ham ind i øjnene. Hun kunne se han skulle til at åbne munden og modsige hende. “En mere” dertil fik hun det nik som hun ledte efter, og et nyt krus blev sat foran hende.

Fire krus, fem krus, seks krus, syv krus.

Hun kunne næsten ikke se lige længere, hvilket også var ganske tydeligt på den måde hendes øjne svømmede som hun kiggede op på manden bag disken. Men derfor krøb et sagte smil lige så stille frem på hendes læber. Hun kunne endelig glemme, det havde ikke en gang været en uge hun var kommet tilbage til Krystallandet, og dæmonen inde i hende havde allerede vist sine tænder. Og af den grund, var hendes chef Gregory slået et smut forbi den nyeste gren af klanen. Det havde ikke gået særlig godt, af den grund sad hun nu også her. Som en der passede ind til resten af drukkenboltende der ikke var gået hjem endnu. Hun viftede med sit krus, nogle slørede ord forlod hendes mund. Det var nok meningen det der skulle være kommet ud, var et ønske om endnu et krus. Men det gav ikke helt mening, hvilket fik manden til at ryste på hoved. Hun var nu afskåret fra at drikke mere.
“Århs hols dog ops, jæg kan saksten drikke mere!” dunk, hendes pande landede på det solide egetræ som bordet hun nu lå, var udgjort af.

Hvor længe den blonde spinkle tøs havde ligget der, var hende ganske uvist. Men det var et værre spektakel der vækkede hende igen; med et bøvet udtryk rejste hun sig hurtigt op. Så hurtigt, at hun væltede stolen bag over; kun med meget hurtige reflekser, på trods af hvor ondt i hoved hun havde. Nåede hun af skubbe sig af stolen og landede mere eller mindre elegant på hendes to fødder. “Av” udbrød hun, da hun greb sig omkring hoved. Det var som om nogen var i gang med at presse en kniv igennem hendes hjerneskal. Hun ville aldrig drikke så meget igen; lige foreløbig.
De koral blå øjne, lagde sig på hvad hun formåede var grunden til hun var blevet vækket så brutalt fra en ellers ubemærket lur slynget hen over bardisken.
En kvinde, med røde puffede øjne. “I må hjælpe mig!” hjælpe hende? Tynde fingre gled igennem det snuskede, og tydeligvis også fedtede hår; hvornår havde hun sidst været i bad?
Nej det var slet ikke vigtigt lige nu!
“Hvad har du brug for hjælp til?” prøvede Evlyn, som hun bøjede sig lidt forover. Puha, de sidste fem øl var nok ikke en særlig smart idé. Hvorfor havde ingen stoppet hende?

“Det min lille dreng, vi havde et stort skænderi  – og nu er han væk!” Klynkede den ældre kvinde, hvis tjavsede lokker lagde sig omkring hendes ansigt. Ved første øjekast, var det ganske tydeligt at hun ikke kom fra et sted med mange penge. Det var ganske hurtigt deduceret, på trods af den tyngende fornemmelse der pressede ned over hendes sanser. Måde hun vred sine fingre, var tydeligvis grundet hendes nervøsitet. Hvor længe havde sønnen været væk?
“Men” mumlede Evlyn og pressede to fingre imod hendes øjenbryn, i håb om at det ville lette trykket. Men til ingen held. “Hvorfor kommer du her, hvorfor går du ikke til byvagterne?” stemmen var ganske tydeligt afkræftet, hvorfor blev hun overhoved ved med at underholde idéen omkring at hun var til nogen hjælp, for den tydeligt oprevet kvinde. “De siger de ikke har tid! At de ikke vil hjælpe, fordi han sikkert bare er stykket af for at lege med de andre kriminelle børn – Men jeg kender men søn, han ville komme hjem igen og ikke blive væk så længe!” et medfølende udtryk gled ned over hendes ansigt. De havde sikkert bare set kvinde og tænkt skøre rakkerpak, og ikke skænket hende hende en ekstra tanke så snart de havde sendt hende væk igen.
“Okay –” mumlede den magre blonde skikkelse, og gav et hurtigt skarpt nik. Det – skulle hun ikke have gjort. Hun kunne mærke kvalmen der steg i halsen, Evlyn lagde de tynde fingre imod hendes mave i håb om at få den boblende fornemmelse i maven til at stoppe. Heldigt for hende, virkede det – i hvert fald for nu. “Jeg prøver at lede efter ham, hvor så du ham sidst?” beskidte hænder, greb omkring hendes og hæv dem frem. “Tak! Tusind tak! Du er sandhed en usleben diamant i skidtet hernede!” den sætning for en grim fornemmelse til at brænde i hendes indre. Men hun slukkede hurtigt for den; Selvom tankerne stadig snakkede langsomt, du er ikke god du gør det kun for at få den gamle dame til at lade dig være i fred. Og stemmen i hoved, havde nok ganske vidst ret.


Selvom at blæsten hæv og sled i den ældre bygning, som gik under navnet det halve svin. Hørte de pludselig en banken, alle der var i rummet forstummede som de kiggede på hinanden, de lignede alle et stort spørgsmålstegn. Især da det gik op for dem, at den bankende lyd ikke kom fra døren, men under dem. “Ehm, har i en kælder?” spurgte hendes hæse stemme, og ventede øjnene imod manden der stod bag disken. “Øh – ja” han vinkede hende hen til sig, for at vise hvad hun gik ud fra måtte være vejen ned i kælderen. Hun hoppede hen over disken, for at komme hurtigst hen til ham – eller det prøvede hun i hvert fald på, men legemerne fungere bestemt ikke som de plejede. Og hun ende i stedet at falde hen over disken, på den mest ugraciøse stil – til det punkt hvor hun næsten hang fast. Med et ordenligt dunk, landede hun på ryggen, og sukkede tungt. “De sidste to øl var en dum ide.”
Manden med det sorte pjuskede hår, kiggede ned på hende og gav et fnys. “Prøv med de sidste fem” Evlyn blev hurtigt død i øjnene, men lod manden hjælpe hende op da han rakte en hånd frem til hende og hæv hende op og stå.
Sammen gik de hen til faldelemmen, synet der ramte dem – var en ung dreng der kiggede tilbage med meget store øjne. “Hej! – vi er flere hernede, hver sød og hjælp os!”
Med rynkende bryn, skynde Evlyn sig ned af den stejle trappe. Og rigtig nok, med det samme lagde hendes øjne sig på en masse børn, der sad og skuttede sig forskræmte sammen.
Men lige som hun skulle til at sige noget, mærkede hun en voldsom slag imod hendes hoved. Lyden af træ imod blødt og hårdt. Også sortnede det for hendes øjne.

“SHIT!” Evlyn rejste sig hurtigt, og faldt ud af stolen. Landende på et hårde trægulv, en dundrende hovedpine borede sig igennem hendes hjerneskal. Manden med det sorte pjuskede hår lænede sig hen over disken og kiggede på hende med et hævet bryn. “Endelig vågen? Skal du hjem nu, eller en øl mere?”
Havde det hele bare været en drøm? De blå øjne kiggede imod indgangen, som vinden hylede uden foran. “Hvad er klokken?” spurgte hun hæst, manden trak på skuldrene “Formiddag ville jeg tro?”
Hun tog en dyb indånding – måske skulle hun ligge alkoholen på hylden. Især hvis det gav så livagtige drømme.