Det var sen formiddag da familien fra Erneyll kom på besøg i Isenborg i Medanien. De var blevet inviteret på besøg for at styrke forholdet mellem disse familier. Alaric var ved at være vant til at det var den slags der skete regelmæssigt, men han havde sine forbehold overfor at skulle være væk fra deres område. Hvad hvis de forbandede skovfolk invaderede dem igen?
De havde inden ankomsten taget et hold i Fredskilde for rengøring og gøre sig klar til mødet. De skulle jo selvfølgelig vise sig selv fra deres bedste side. 

Alaric var selv i det pæne tøj på trods af at det måske virkede en anelse simpelt, og militant. Hans tøj var generelt sort og lavet i linned, med et par lyse brune læderstøvler. På overkroppen bar han en lettere løs kofte holdt ind af et bælte med et simpelt sølv indlæg. 
Udover bar han en meget simpel brystplade med symbolet af en bjørn på, og en mørkerød silkevest som gik ham til omkring lårene. For rejsen bar han også en kraftig men pæn uldkappe med pelskanter. Af udsmykninger bar han en stor sølvkæde med en enkelt indlagt smaragd samt hans sværd ved siden. 

Da de ankom hos Isenborg blev de budt velkommen og der kom tjenere frem med det samme for at tage imod deres ting. Alaric som det var forventet aflagde hans rustning og sværd, da han gjorde dette holdte han omhyggeligt øje med de to genstande da han ikke helt stolede på tjeneren, men vidste det var uhøfligt at nægte at overlade hans våben. 

Efterfølgende da de blev budt velkommen præsenterede de sig selv. Alaric var ikke helt komfortabel ved situationen, han havde aldrig rigtigt brudt sig om det finere selskab, og at dømme udfra omgivelserne var det her folk som var vant til en hvis standard og en hvis opvarting af tjenere. Det var i hvert fald det han antog ud fra han så. Da folk andre end tjenerne begyndte at vise sig stod han fuldstændig ret, som normalt. Han holdte hans venstre arm bag ryggen som han lavede et lille nik med hovedet trods de var nogenlunde af samme stand, men nu var de jo gæster.

Alt det lange mørke hår var i dagens anledning blevet flettet til en stor tyk fletning. Intet hår skulle være i vejen for Astrids syn. Familien havde haft fyrstetitlen i snart et halvt år, og i dag skulle hun for første gang møde fyrstefamilien Erneyll. Hun havde ingen ide om hvor mange de ville være. Astrid stod klar til at tage imod familien, dog uden nogen familiemedlemmer ved siden, men omgivet af både tjenestemænd og vagter. Fyrstinden var i gang med et vigtigt møde, faderen var død for mange år siden, lillebroren i hæren og hendes lillesøster… Ja, hvem vidste overhovedet hvor hun var? Med et dybt og utålmodigt suk foldede Astrid sine hænder foran sig, mens hun stod i en stor åben sal og ventede. Til hendes lykke blev hun mødt af en tjenestemand som fortalte hende, at der var en karet på vej ind med et symbol af et bjørnehoved på. ”Tag godt imod dem og vis dem ind,” forklarede hun med et neutralt udtryk i ansigtet. Hun var spændt på hvor meget arbejde det krævede af hende at skulle holde Erneyll med selskab.

Dørene åbnede ind til salen, og Astrid sikrede sig at hun stod rank, med brystet fremme og skuldrene tilbage. ”Velkommen til Isenborg,” fik hun sagt med en kraftfuld og imødekommende stemme til familien, som de nærmede sig hende. Hun tillod sig faktisk at neje kortvarigt for dem. Familien var i hvert fald noget andet, end de andre fyrstefamilier. De virkede ret hårdføre og en ret så praktisk klædt på. Astrid selv var klædt i en lang, blå fløjlskjole med diverse sølvbroderinger og lange ærmer, som var vide i ærmegabet.  ”Det må have været en lang rejse. Mine tjenestefolk kan vise dem til deres gemakker, hvis de lyster,” fik hun tilbudt familien, med samme neutrale ansigtsudtryk som tidligere. Nogle af tjenestefolkene var allerede i gang med at bære familiens medbragte ting til gemakkerne. Astrids øjne så skiftevis på de forskellige medlemmer.

//Inspiration til hår//

Efter at være blevet budt velkommen takkede hans far Prinsessen som var ankommet for at byde dem velkommen og præsenterede sig selv. Efter hans far havde præsenteret sig selv, præsenterede Alaric sig også da ingen af hans søskende var taget mad, af diverse årsager såsom at de skulle pleje familie, eller havde andre ting at se til. Som om han ikke også havde rigeligt at se til med hans forsøg på at lave en mindre militis, og samtidigt skulle sørge for at de mænd der blev værget til lyset var trænet ordentligt! Han havde rigeligt at se til end sådan en lang rejse!

"Jeg er Alaric Rorik af Erneyll, det er mig en fornøjelse at være blevet inviteret med." Måske det var en lille løgn, men han ønskede om ikke andet at får det bedste ud af det nu han var blevet hevet med. Derudover var det hans far han var mest irriteret på, Isenwald havde jo blot være gratiøse og inviteret hele familien. 
Han nikkede blot simpelt, før han vendte ryggen til hende for at følge tjerne ovenpå, efter at have vendt ryggen mod hende flyttede han armen fra ryggen og om foran. Han ønskede ikke for mange blikke på stumpen. 
Efter at være blevet vist op i deres gemakker og fået lagt hvad ekstra han skulle af med, vendte han alene tilbage til indgangen hvor de var blevet mødt, mens hans far snakkede med en af tjernerne om noget ligegyldigt. "Jeg har på fornemmelse at fyrsten, altså min far, ønsker at mødes med deres mor, fyrstinden?" Han himlede let med øjnene som han nævnte hans far. Det var nok tydeligt at han altid tænkte det store om ham, trods han elskede hans egen far.

Nu hvor de stod alene tog han muligheden for at studere hende lidt nærmere, og bed hurtigt mærke i den lyse og meget velplejede hud. Han kunne med det samme føle spørgsmålene ville komme omkring hvordan de kunne kalde sig selv adelige når deres hud jo havde skader og ar... At deres hud havde fået sol som var de en del af pøblen. 

”Jeg er Astrid Signe Viktoria af Isenwald, det er mig en fornøjelse at have jer her,” smilede hun. Det var nok lige så sandt som alt andet hun sagde. Hun ville faktisk bare helst få noget fred enten med en gåtur eller hestenes selskab. Hun var dog heldig at der ikke var flere familiemedlemmer inviteret. Det ville have været noget af en mundfuld at skulle kigge efter flere mennesker helt alene, selvom vagterne og tjenerne selvfølgelig var tilstede. Astrids øjne fulgte roligt Alaric ud af rummet. Da han forsvandt ned af en gang, for hendes blik til en tjenestemand i nærheden. ”Sig til Owen han skal gøre nogle heste klar til en tur,” beordrede hun. Astrid var overbevist om at Alaric sikkert gerne ville tilbage noget tid udenfor og uvidende om hans manglende hånd, tænkte hun det ville være smart med en ridetur. Det var for hende den nemmeste måde at slappe af og lære nye mennesker at kende. Eller det var i hvert fald det Astrid bildte sig ind.

Det varede ikke længe før Alaric igen var tilbage hvor de mødtes og Astrid beundrede næsten måden fyrstesønnen snakkede om sin far på. ”Det har De ret i,” svarede hun og løftede hagen en smule. Endnu engang med en høj stemme, så tjeneren var sikker på hvad der blev sagt, sagde hun: ”Hvis Fyrsten af Erneyll til Fyrstinden af Isenwald,” tjeneren bukkede for hende og viste vej for fyrsten. De to afkom fra forskellige fyrstefamilier stod nu alene – med en masse tjenere og vagter i nærheden selvfølgelig.

Som fyrsten forsvandt sammen med tjeneren, vendte Astrid sit blik mod fyrstesønnen ”Vil De med ud i stalden?” spurgte hun og prøvede at trække lidt på sit smilebånd. Hun måtte ikke skræmme mændene væk, ifølge Verona. Astrid var langsomt begyndt at prøve på at lukke folk ind, det var bare svært. Hun betragtede hans hud som var solbrændt, i forhold til hendes egen. Det var en god kontrast til det lyse hår og de lyse øjne. Astrid valgte dog ikke at kommentere på noget. Hun prøvede jo ikke at træde nogen over tæerne… Så længe de ikke trådte hende over tæerne.

Alaric stod roligt og stoisk og kiggede på som Astrid præsenterede sig selv og sendte tjenere i den ene og den anden retning. Han fulgte derfor også med i hvad der blev sagt, men det var ikke fordi han drejede hovedet for at være sikker på han fik det hele med. Hans nysgerrighed skulle trods alt holdes skjult nok til ikke at trække underlige blikke til sig.

Han lod blot tjenerne gøre deres job før han så blev sat i fokus da hun henvendte sig til ham. Han vendte sig om mod hende, og sendte hende et roligt smil og et simpelt nik med hovedet. "Det vil jeg gerne." Han kunne udfra samtalen godt regne ud at hun ville invitere ham ud at ride, og han var trods hans manglede hånd jo ikke uvant til at ride så han regnede med at han nok skulle kunne klare sig selv. 
"Her i nogle områder i nærheden der er værd at ride i?" Han lod hende blot føre vejen udenfor, og trods hans egen holdning om at adelige kvinder nogle gange blev vartet for meget op og burde lære at gøre mange af tingene selv, så åbnede han alligevel dørene for hende når de kom hen til en. Han var stadig blevet oplært at skulle være en gentlemand overfor kvinder, især fra de andre familier.

"Bruger De meget tid på at ride?" Han antog at det nok var en interesse af hendes, siden hun foreslog det. 

Det lille træk på smilebåndet så ud til at virke, han ville i hvert fald gerne med. Selvtilfreds begyndte hun at gå mod dørene, som familien lige var kommet ind af. Spørgsmålet om områder at ride i, fik hende næsten til at grine. Havde han sovet hele vejen i kareten? Hun så over på ham med et lille drillende smil, ”Der er massere marker og skove. Jeg tror næppe De når at se hver en del af skoven på Deres visit,” hun så frem for sig igen og ansigtet blev roligt neutralt igen. Normalt åbnede tjenerne dørene, men Alaric viste sin høflige side, og åbnede døren for hende. Hun nejede kort, for at vise sin taknemmelighed, og forsatte derefter ud ad døren. I stedet for at gå mod Erneylls karet, valgte hun at gå rundt om borgen, hvor det viste sig at der var en stor bygning, som snart viste sig at være en stald.

De nåede ikke langt før Alaric stillede endnu et spørgsmål. Måske kendte han ikke så meget til Isenwald familien? Hun skævede mod ham kort, inden hun forklarede: ”Jeg holder meget af at ride,” hun så betragtede stalden som de nærmede sig den. ”Hos Isenwald bliver vi opdraget med jagt, blandt andet til hest,” forklarede hun og mindes alle de stunder hun havde haft, hvor hun havde været med på jagt, både til fods og til hest. Det varede ikke længe før en staldknægt åbnede nogle store døre ind til stalden for dem. På staldgangen stod to heste. Den ene var en koksgrå hingst, kaldet Aladrios’ Kriger. Det var Astrids egen. Hun var selvfølgelig åben for at ride på alle de andre heste, men Aladrios’ Kriger var noget særligt for hende. Den anden hest var en skimmel hingst og kaldet Isaris Lys.

”Hvad med Dem? Rider De meget?” spurgte hun, som hun stod foran den koksgrå hingst, og forsigtig aede den på mulen, hvorefter hun så over på Alaric, mens hun betragtede hele hans skikkelse.

Han rystede en smule på hovedet da hun sagde at han nok ikke kunne forvente at nå at se det hele. For det første ville det være utænkeligt og nok kun ske fordi hans far, eller hendes mor besluttede sig for at skulle diskutere et eller andet virkeligt vigtigt som ville tage lang tid at nå til enighed om. For det andet så havde han slet ikke tiden til at være der så længe at han kunne nå det. "Nej så skulle da være fordi vores forældre finder noget usædvanligt vigtigt at tale om, og i det tilfælde må jeg nok desværre stadig byde farvel da jeg trods alt ikke kan forsømme mit ansvar alt for længe." Han smilede, og på trods af hans ord mente han dem skam ganske venligt. Det var blot en simpel måde at fortælle og forklare at han trods alt ikke var en ungkarl som ikke lavede noget. Han havde rent faktisk ting at se til i hans hverdag.

Han fandt det interessant at høre om at de blev opdraget med jagt til hest. Det at blive opdraget til jagt var dog en god ting at høre, det betød om ikke andet at hvis alt faldt til jorden så ville de ikke være totalt fortabt. "Der kan man bare se, jeg må være blevet for vant til at adelige ikke rigtigt kan meget andet end at koste rundt med tjenere." Trods hans nok ret hårde tone, mente han det positivt. Han var glad for at møde nogen med nogle praktiske egenskaber, noget der kunne bruges i det virkelige liv udenfor godser og slotte.
Han fulgte efter hende og kiggede på hestene. Stadig med den venstre arm bag ryggen, og da de kom hen til nogle af hestene, rakte han hans højre hånd frem mod den skimle hingst. Lod hesten komme til hans hånd som han holdte den med håndfladen opad, og først der begyndte han at ae dens mule.

"Jeg er også opdraget med jagt, men dog ikke til hest. Så jeg er vant til at bruge heste som et transportmiddel, men jeg nyder at bruge lidt tid med mine egne heste." Han kiggede sig omkring, så over på hende og rundt på hestene. "Vil de lade mig ride hingsten her?" Han spurgte seriøst og roligt, da han selvfølgelig ikke ville gøre noget der ville falde i dårligt jord.

Astrid trak ikke en eneste mine som han forklarede at han nok alligevel ikke ville kunne blive længe nok alligevel, ”De kan sikkert finde en masse at snakke om,” fnøs hun, dog med en positiv undertone, ”Det er forståeligt nok. Jeg har heller ikke muligheden for at være i stalden hele dagen, selvom jeg ville,” tilføjede hun, en smule overvejende. Hun elskede at bruge tid med sine heste, så hver gang hun kunne smide bøgerne, lektionerne, møderne og skrivningen fra sig, så tog hun chancen. Det at få en titel trukket hen over hovedet havde i den grad været noget af en omvæltning af dagsopgaver for Astrid.

Astrid fandt det morsomt at han var blevet vant til at adelige kun sendte kommandoer til tjenestefolk. Det var også noget Astrid gjorde, men hun følte da ikke det var det eneste de gjorde. Hun trak et lille skævt smil på læben. ”Så har jeg da en del jeg kan chokere dem med,” tilføjede hun og så over på ham, før de blev lukket ind i stalden.

Astrid kunne mærke en lille glæde og tryghed sprede sig, som han opførte sig roligt over for den skimle hingst. Heste var nogle kraftfulde væsner, og i den grad nogen man skulle have respekt overfor. Hingsten viste da også hurtigt interesse over for fyrstesønnen, med nogle dybe vejrtrækninger, for at identificere hans lugt. Med lyttende øre så hun ned på den grå mule foran hende, som hun forsigtig aede. ”Heste er også gode som et transportmiddel,” kom det lavt fra hende. Heste var dog mere end blot et transportmiddel for Astrid. Når tankerne var for vilde og pligterne for krævende, så var hestene en god måde for Astrid at koble af på og få tankerne på rette sted. Astrid så straks op, da han spurgte om hvilken hest han skulle ride. ”Hvis De vil ride, vil jeg lade Dem ride hvilken som helst hest De lyster. Vi kan sagtens være til fods, hvis De hellere vil det?” foreslog hun, og så kort ned på mulen som nappede forsigtigt i Astrids ærme. Hun gav et afslappet og glad fnys fra sig før hun så op mod fyrstesønnen igen, ”Uanset hvad skal jeg nok lige have noget mere praktisk tøj på,” sætningen vækkede stalddrengen til live. Han begyndte straks at gå ind i et andet rum, og man kunne ane lyden af tøj der blev lagt frem.

Han nikkede blot til hende som en konfirmation på at deres forældre nok kunne finde noget at snakke om. Det ville ikke være unormalt tænkte han da det trods alt var hele grunden til at han var taget med i denne anledning. "De har mange pligter der trækker Dem i andre retninger forestiller jeg mig?" spurgte han hende med en nysgerrig mine. Han var lidt interesseret i at høre hvad hun kunne have af pligter, præcist hvad de dækkede over.

Han blev en smule overrasket over hendes ord, det var ikke første gang han hørte nogen sige lignende ord. Det skæve smil der fulgte med ordene var dog det der rent faktisk gjorde ham nysgerrig, hun virkede netop ikke fornærmet og han følte derfor en hvis form for sandhed bag ordene. "Vil da se frem til at lade Dem overraske mig så!" Han så oprigtigt frem til det hvilket nok også kunne høres.

Han stod roligt og aede den skimle hingst med højre hånd som han lyttede til hende og svarede hende roligt. "Jeg vil skam gerne ride." Han kvalte et grin da han lagde mærke til den anden hingst var i færd med at næsten spise hendes ærme. Det var noget af en adelig gane den hest havde sådan at begynde at spise den slags kvalitetsstof. "Det ville nok være en god ide, før Deres hest spiser alle Deres klæder... Deres syerske må græmmes hvis hun ser så pæn en kjole være bidt i?" Han kunne ikke forestille sig andet end det, han blev stående tilbage ved hestene og afventede at hun fik skiftet tøj. Da hun kom tilbage stod han klar til at føre den ene hest udenfor.

Hans spørgsmål var forholdsvis simpelt men hun var overbevist om at hun kunne snakke i evigheder om alle de ting hun skulle beskæftige sig med, ”Ja, sådan er det desværre når man er arving,” klukkede hun lidt. Hun havde i hvert fald fået en lille fornemmelse af at Aldamar, arvingen af Arys, også havde en del at se til i modsætningen til hans lillesøster. Hun så op på ham, ”Jeg har utrolig mange lektioner, bøger der skal læses, møder og forskelligt der skal skrives,” nævnte hun tænkende, ”Der er meget om Krystallandet historie, dyr, havet, skatter og love…” Man kunne næsten høre på hende at nogle af emnerne interesserede hende mere end andre. Det ændrede dog ikke at hun begav sig ind i alle emnerne, så meget hun kunne, for det skulle hun. Hun havde jo lært på den hårde måde at alt skulle læres så godt at man kunne vække hende midt om natten og stille hende et spørgsmål, hvor hun så skulle kunne svare på det.

Astrid trak en smule mere på det skæve smilebånd, som han fortalte at han glædede sig til at blive overrasket. Hun så da også frem til hans ansigtsudtryk, når de skulle ud og hvis der var andre ting der kunne overraske ham. Hun var trodsalt også ret rutineret med nogle våben, dertil var hun nok gladest for bue og pil til jagt.

Astrid fik møvet sine tynde fine fingre ind mellem læberne på hesten, i siden hvor der ikke var tænder, hvilket fik den til at smide ærmet. Da ærmet var fri så hun op på Alaric, ”Så længe det ikke har taget skade, burde det være i orden,” Hun så tilbage på den grå hingst, som næsten stod og halvsov. Den hyggede sig bare. Hun aede den kort på kæben, ”Jeg er straks tilbage,” sagde hun så, både til hesten og til Alaric, før hun vendte mod rummet som stalddrengen havde begivet sig ind i for at lægge tøj frem til Astrid, og et øjeblik efter hun var trådt ind, trådte stalddrengen ud og lukkede døren bag sig.

Der var to tjenestepiger i lokalet med hende, som hjalp hende ud af den blå kjole og i noget mere praktisk tøj. Hun iførte sig først nogle mørke bukser, en mørk skjorte, et læder korset og til sidst en lang jakke med massere detaljer på. Den lange jakke skulle skabe en illusion af en kjole, for hun var vel kvinde. Astrid mente selv at de to sidst nævnte ikke var særlig praktiske, og der var måske en chance for hun ville smide det i saddeltasken når de kom længere væk fra borgen. Hun iførte sine hænder i hver sin særlige handske. Den ene skulle beskytte hendes fingre, hvis nu hun skulle ende i en situation hvor hun skulle skyde med pile. Den anden ville beskytte hendes underarm og håndryg i tilfælde af at strengen på buen skulle ramme hendes underarm eller pilen skulle ramme hendes håndryg. Kun jakken var detaljeret, men alt var af høj kvalitet, på denne måde ville det ikke betyde så meget hvis tøjet gik i stykker. Hun takkede til sine tjenestepiger, inden den ene af dem åbnede døren for hende, og hun trådte ud til Alaric og hestene. Hun gik straks hen og løsnede hesten fra staldgangen. ”Er de klar?” spurgte hun, måske en smule opstemt over at skulle ud og ride. Hestene var udstyret komplet med saddel, trense og saddeltasker. Til Astrids saddeltaske var der en bue med pile fastspændt, som hun overvejede om hun skulle sno om overkroppen. ”Vil De have noget med, hvis vi støder på noget på turen?” spurgte hun mens hun betragtede buen, hvorefter hun så over på Alaric. Hun regnede kun med de ville støde på dyr, og ikke nogen væsner, men man kunne jo aldrig være helt sikker.


//Inspiration til tøj og lille handske og lang handske//

Han lyttede blot til hendes forklaring omkring hendes pligter. Han havde næsten lyst til at gabe bare ved tanken om al den boglære hun lod til at være nød til at gå igennem. Han havde fundet det slemt nok da han skulle lære at læse og skrive som barn. "Ja jeg misunder Dem godt nok ikke." Han sendte hende et skævt smil. Fordi han, lige som hende, havde selvfølgelig en hvis form for pligtfølelse så havde det været nødvendigt havde han selvfølgelig lært de ting, men han foretrak nu at blive udenfor at være aktiv.

Han nikkede blot et enkelt gang til hende som han erkendte at han forstod at hun ville være tilbage straks. Han stod derfor også bare med hestene og kløede den ene af dem lidt på halsen roligt, mens han ventede på hun kom tilbage. 
Hun havde sagt hun havde villet finde noget mere praktisk tøj så han var en smule overrasket over at hun kom tilbage i tøj der var så langt. Men måske det ikke var til nogen gene når de var til hest da det ikke kom til at slæbe hen ad jorden. "Ja kan godt se vi bliver nød til at ride nu... Ellers bliver Deres tøj da grebet af skoven." Han sendte hende blot et simpelt smil, uden rigtigt at tænke over om det var uhøfligt at sige. Hun virkede til at kunne klare lidt spydigheder.

Da hun spurgte ind til om han ville have noget med så rystede han på hovedet. Han kunne ikke bruge en bue da den krævede to hænder, og et spyd som kunne bruges i en hånd var ikke egnet til jagt da man ikke ville kunne få nok fæste til at stoppe et dyr. Han løftede derfor den venstre arm så hun kunne se den manglende hånd, samtidigt med at han krængede hans silkevest af og lagde den i saddeltasken. "Nej må nok desværre indrømme at jeg ikke længere kan bruge bue og pil, og et spyd kan jeg ikke engang bruge til jagt længere... Så må nok desværre overlade det til Dem." Han sendte hende et sagte smil, fordi han var lidt utilfreds med den manglende hånd og de ting den stoppede ham i. Han fik dog ret behændigt svunget sig op i sadlen på hesten og satte sig til rette.

Astrid kunne godt forstå at han ikke misundede hendes pligter. Erneyll familien virkede jo som om at de var meget ude, som man kunne se på deres hud. Hvis de to havde lige meget fritid, ville Alaric nok bruge mere tid ude end Astrid. Hun kunne nemlig forstille sig at han var meget aktiv, og ikke bare lige lod sig stoppe af den aktivitet han havde gang i. Astrid derimod ville enten tage ud på hest og jage, eller nyde naturens stilhed og slappe af. Hun lavede trods alt ikke så meget fysisk arbejde.

Hans kommentar var ikke hvad Astrid regnede med, og hun kneb øjnene lidt sammen, mens hun spidsede sin mund en anelse. Hun kunne godt se han mente det i sjov, men hendes familie var trodsalt en smule mere… Fin? Himlede en smule skjult med øjnene ”Jeg kan jo bare smide jakken i saddeltasken,” svarede hun ham på en drillende måde. Sikke en ’leg’ at starte. Desuden kunne de jo bare ’parkere’ hestene et sted og smide jakken i tasken og gå resten af vejen. Jakken og hestene skulle ikke stoppe dem fra at være til fods. Det kunne være hun ville foreslå det når de kom længere ud.

Astrid lagde hovedet en anelse på skrå i undren, men da han trak sin venstre arm frem forstod hun straks hvorfor han ikke skulle have noget med. Hun løftede øjenbrynene en smule af overraskelse, men sørgede straks for at sænke dem igen. ”Ej De skal da have noget med,” sagde hun så og så sig over skulderen til staldknægten som stod med noget fodder til hestene. ”Owen, hent lige min kniv,” staldknægten lagde straks fodderet fra sig, og gik ind i rummet hvor der havde været tøj, og fandt en lang kniv som han efterfølgende kom ud med og rakte til Astrid. Det var jo klart nemmere han hentede kniven, end at han skulle holde hingsten og hun selv skulle finde kniven. ”Tak Owen,” det var sjældent hun takkede, og derfor fik drengen da også et lille smil på læben, som han trak sig væk fra de adelige og begav sig videre med fodderet. I mellemtiden havde Alaric fået sat sig op, så Astrid valgte blot selv at gå hen og placere kniven i en skede som hang på højre side.

Uden at sige et ord vendte hun sig mod sin hest igen og trådte med lethed op i sadlen. I dagens anledning var det en rigtig sadel og ikke en damesadel, det var simpelthen ikke til at ride i. En enkelt gang rettede hun på sin jakke, som nu sad flot ud over hestens bagdel. Med begge ben i stigbøjlerne så hun over på Alaric ”Lad os,” hun trykkede blidt til hesten og den begyndte at skridte fremad. Lige fremme var der en lille del af en mark, og bag marken var en skov.

Det var først da hun svarede tilbage at han kunne se at hans måde at sige det på, samt hvad han havde talt om ikke var det mest høflige eller korrekt at gøre for adelige. Derfor var han nød til at granske hans hjerne for en mere korrekt svar at give hende, hvilket var svært. Han følte sig tilpas og for at være ærlig bare det at kalde hende for de istedet for du var næsten hårdt nok i forvejen.
"Selvfølgelig, jeg finder det blot morsomt at tage den med så, De fryser vel ikke?" Hans stemme var en anelse bekymret, men dog også med en kant af spøg nu hun selv havde taget det lidt op.

Da hun kaldte efter hendes ene tjener for at finde en kniv frem løftede han hånden for at stoppe hende, men han nikkede så. Det ville nok ikke være det bedste hvis han nu fortalte at han faktisk bar rundt på en lang dolk under jakken. Han var en lidt paranoid mand, så han brød sig ikke om at bevæge sig rundt uden stål mod hans hud. Han tog imod kniven. "Mange tak." Hans tak var henvendt til Owen, da manden jo havde hjulpet ham. "Og mange tak for at lade mig låne deres egen kniv." Han spændte den så på saddeltasken, mens han henvendte sig til Astrid. Det var jo en hvis ære at låne en andens egendel og han ville selvfølgelig passe på den. 
Han nikkede til hende og satte sig selv ordentligt til rette før han fik hesten i skridt og fuldte efter hende, red op på siden af Astrid så det ikke ville blive kedeligt og uden mulighed for at føre en samtale. "Så, har De andre interesser end heste og tilsyneladende jagt? Nogen interesser som er opstået uafhængigt af deres opdragelse og familie?" Han var udemærket godt klar over at spørgsmålet var ret pludseligt, og vel også ret personligt, men Alaric var mere interesseret i at høre om hende end hendes familie.

Astrid stod endnu engang med en lidt spids mund. Hun syntes det var morsomt at han kommenterede sådan på det, og var på grænsen til at finde endnu en jakke, bare for sjov. Men hun måtte hellere opføre sig ordentligt. Hun valgte at ryste på hovedet inden hun vendte sin opmærksomhed på den grå hingst. Hun undgik fuldkommen at svare ham. Hun ville virkelig gerne have jakken af, og hun var ligeglad med vejret. Om det øsregnede, så ville det være lækkert. Derfor ville hun nok også ende med at tage den af inde i skoven.

Astrid gav ham et bekvemt smil som en ’det var så lidt’, inden hun satte sig op. Astrid var glad for kniven, men ikke nok til hun ville blive træls over en skade på den. Den var smuk, lang og utrolig skarp. Astrid havde i sine yngre dage brugt den til at skinne dyr, som hun havde lært.

At have ham ved siden af sig, gjorde alting meget nemmere, på denne måde skulle de ikke sidde og råbe frem og tilbage til hinanden, hvilket kunne være ret så trælst hvis man skulle jage. Men nu havde de jo kun ’aftalt’ at de skulle ud og ride… Selvfølgelig kunne de…  Hun jo sagtens nedlægge noget hvis hun ville. Tænkende blinkede hun lidt med øjnene ved hans spørgsmål. Det var jo ikke tit hun havde fritid til at beskæftige sig med alle mulige ting. Det var jo mest i barndommen at hun havde tid til sådan noget. Hun ville nævne bueskydning, men det kunne da godt være det var hendes families traditioner der havde sendt hende i den retning. Alle kunne vel lide at synge og danse, så det følte hun ikke at nævne, for det var alligevel kun noget hun gjorde sammen med sine tjenestepiger, ”Jeg ved ærligtalt ikke hvad der er tilbage uden min familie og min opdragelse. Jeg spiller skak, kan lide at gå lange ture, elsker astrologi og dyr,” hun rystede lidt på hovedet ad sig selv. Hvor kedeligt. Der var jo heller ikke noget spændende ved skak, gåture, dyr og stjerner… Hun gav et dybt suk fra sig som hun stadig tænkte over det. Det var jo næsten tragisk ikke at kunne give et fyldestgørende svar. Hun så over mod ham, ”Hvad med Dem? Har De interesser som er opstået uafhængigt af deres opdragelse eller familie?” spurgte hun tilbage. Der gik et lille øjeblik før træerne begyndte at dække for solen henover dem.

Han blev lidt overrasket af at hun var kommet med ingen kommentar til det han havde sagt. Han følte sig en anelse dum og uhøflig med hans kommentar, men ikke noget han havde tænkt sig at sige noget højt om. Det var jo også muligt at hun bare ikke havde vidst hvad hun skulle sige. Han holdte derfor blot et smil på læberne, som dog nok viste en del af hans bekymringer da han ikke helt ejede den samme ettikette som mange andre adelige og ikke var nær så god til at skjule sine følelser.

Han lyttede efterfølgende til hvad hun havde af interesser, det lød lidt som om hun ikke havde meget mere at give sig til en hvad hun var blevet opdraget til. Det var desværre forventeligt. Han havde endnu ikke rigtigt oplevet adelige have alt for meget tid til hvad de selv mente der var gode fritidsinteresser, men mere kun tid til de ting som deres forældre mente var gode interesser. "Det vigtigeste er da at De har noget de interesserer dig for, som ikke er blevet Dem pålagt af Deres forældre... Det virker for normalt at især..." han stoppede sig selv kort før han fortsatte og gennemtænkte hvordan han skulle formulere hans spørgsmål. "Ja ikke for at være genereliserende, men min erfaring siger desværre at kvinder som regel ikke har meget valg i hvad de lærer og interesserer sig for... Virker oftest til at i blot skal kunne se pænt ud på armen af en mand, og have brede nok hofter til at føde sunde børn." Han måtte indrømme at selv ønskede han børn, og da han ønskede børn så var det selvfølgelig også vigtigt for ham at hvis han fik en hustru skulle hun kunne føde sunde børn, men han ønskede heller ikke at bruge sit liv med nogen blot for arvinger.

"Mig selv? Tjo, udover selvfølgelig jagt og tid i naturen samt at hjælpe til i skov eller miner som er normalt for Erneyll, så er jeg en gavet fægter, og træner mændene i vores territorie før de bliver værget til hæren. Det er opstået fra min egen interesse i at blive bedre til at beskytte folk. Når jeg værger mænd til hæren er det mit ansvar at give dem så gode muligheder og værktøjer som muligt så de kan komme hjem igen uden at mangle arme og ben." Det blev en lidt længere talestrøm, som hans ærlige holdning kom ud. Han havde en meget stærk pligtfølelse overfor de bønder og almindelig folk der boede i Erneylls territorie. Når de som adelige havde magt og resourcer så var det deres ansvar at beskytte deres befolkning.

Astrid lyttede interesseret, men samtidig meget overvejende, med en lille rynke mellem brynene, mens han kommenterede hendes interesser og hans mening omkring kvinders interesser. Hun følte sig både krænket, men samtidig var hun forstående, for hun vidste jo udmærket at sådan var det nogen steder. Hun stod heldigvis i den situation, indtil videre, at hun selv kunne vælge hvem hun var interesseret i at indgå et ægteskab med. Egentligt så hun jo helst at hun kunne være alene med fyrstetitlen, ligesom sin moder var lige nu, men hun kunne godt se at hun nok havde brug for arvinger… Og der skulle det jo være inden for et ægteskab. Hun vidste generelt ikke hvordan hun ville have det med børn, eftersom hun ikke rigtig begav sig rundt om dem. Skruk var hun i hvert fald ikke. Genetisk var hun dog ’heldig’ med sine kvindelige former, både at have hofter og bryst, som signalerede god frugtbarhed. ”Altså min familie oplærer os i jagt, men eftersom jeg blev introduceret til bueskydning, har det vækket en stor interesse, uden at være presset af min familie,” hun vidste ikke helt om det lød som om hun prøvede at rede hendes ’kedelige’ interesser eller manglen på samme, men nu var det ude i verden.

Det var lige før han snakkede øret af Astrid med sin talestrøm, men hun kunne godt følge med, for det var alligevel ret interessant, eftersom Erneyll familien ikke var som ’hver’ anden familie. ”En interesse for at beskytte folk?” spurgte hun i håb om at han ville uddybe. Det lød enten som noget af et mål, eller som om der var sket noget tragisk – hun håbede selvfølgelig på det første. De var efterhånden en god del inde i skoven, og hun valgte at slippe tøjlerne på hesten hun førte. Hesten forsatte uden at stoppe. Hun fik nu kæmpet sig ud af jakken, og med en smule besvær, grundet længden fik hun foldet den sammen og smidt ned i sadeltasken. Det var rart, som om hun ikke var nær så indeklemt. Hun overvejede et øjeblik om hun skulle smide læder korsettet, men undlod. Hun skulle jo ikke virke for maskulin.

Han kiggede på hende og fulgte hende med interesserede øjne. Det var interessant at bringe op at det var noget hun kunne lide, men var blevet interesseret i det efter at hendes familie havde præsenteret det for hende. Fordi var det så en reel interesse fra hendes side eller var det pålagt af familien? Eller måske var det egentligt også lige meget?
"Er De så meget god med en bue og pil? Kan jo desværre ikke udfordre Dem." Han sagde det med et sagte smil, fordi han egentligt gerne ville udfordre hende. Måske mange andre mænd ville finde det forkert at udfordre end kvinde i nogen som helst form for sport, så troede Alaric på at mænd og kvinder burde holdes til de samme standarder og derfor kunne mænd og kvinder godt udfordrer hinanden på lige fod! "Det vigtigeste er vel i sidste ende at det er noget De kan lide? Personligt spurgte jeg også kun for at høre om Dem, og ikke Deres familie." Han sendte hende et lidt forsigtigt men roligt smil.

Han burde have set hendes spørgsmål komme, og han var ikke rigtigt interesseret i at svare det fuldt ud. Han havde haft en mere eller mindre tragisk oplevelse, og han besluttede sig for ikke at omtale den for direkte, og istedet skørte omkring det så godt som han kunne. "Ja. Vi har land op af elvernes skov, hvor hvisse grupper af elvere og andre skovfolk har opført sig som banditter og røvere, og angrebet vores territorie før. Det betyder de har bragt vores befolkning i fare, og det vil jeg gøre noget ved. Desværre er det ikke velset for en adelsfamilie at have en stående hær, så derfor tog jeg beslutningen at træne de civile istedet og værge de bedste og mest interesseret i lysets hær." Han talte igen længe, fordi det simpelthen ikke var muligt at forklare meget kort. Han undgik selvfølgelig at omtale hans afdøde hustru eller det faktum at det var i et sådan angreb at han havde mistet hans hånd. "Selvfølgelig, også blot fordi jeg som adelig, som en person med en hvis stand, magt og resourcer. Så har jeg et ansvar overfor de folk som får landet til at løbe rundt med deres simple arbejder, som jo skaffer os mad, tømmer og møntfod." Han havde meget stor respekt for den almindelige borger.

Astrid trak en smule på smilebåndet, som han spurgte om hun var god til bueskydning.  Det var hun i hvert fald, men gav man hende et hvert andet våben i hånden ville det næsten være til skade for hende selv… Bortset fra hendes kniv. Hun var fristet til lige at vise sine evner, men det ville måske være lidt for tarveligt, nu hvor han ikke selv havde muligheden for at skyde. ”Jeg syntes selv jeg er god. Jeg har fået en del øvelse med at ramme ting på flugt, samtidig med at jeg rider,” prøvede hun at forklare, da det som udgangspunkt var noget af en opgave. ”Hvis vi finder et mål senere, kan jeg vise Dem mine færdighedder,” tilføjede hun så med et lille skævt smil. Astrid blev en anelse overrasket over han begrundede sit spørgsmål, med at han ville vide noget om hende. Det var ikke fordi det var en sjælden ting at folk spurgte ind til hende og ikke hendes familie, men mere fordi hun sjældent hørte folk fortælle de faktisk ville vide noget om hende. Hun var måske en anelse smigret?

Astrid havde en anelse af et bekymret blik, som han fortalte. ”Det lyder også som noget af en opgave,” kommenterede hun. Hun ville gerne give ham plads til hvis han havde mere på hjerte, for hun vidste at nogen havde brug for lidt stilhed for at kunne snakke igennem og tænke over deres ord.

Da hun tilbød at vise hendes evner med buen lyste han en smule op, da han faktisk var meget interesseret i det. Han fik ikke ret meget mulighed de sidste mange år for at se jagt blive gjort med bue og pil. Det var længe siden han ordentligt havde set nogen skyde med bue og pil som var vant til at gøre brug af dem. "Det vil jeg meget gerne se Dem gøre. Endnu bedre hvis det kan være en stor fugl eller en hare der skulle komme forbi." Han ville rigtigt gerne se hende gøre noget imponerende, se hende vise hendes evner så godt hun kunne. Det var også tydeligt at han ikke sagde det i spot, men oprigtigt.

Da han ikke var i stand til at bruge den højre hånd til at gestikulere mens han snakkede gjorde han det i stedet med hans venstre, manglende, hånd. "Ja det er det, men det er noget af det mest givende jeg nogensinde har gjort. At se unge mænd på 16 lære at forsvare dem selv, se dem være stolte over det de har lært og vide at de står en chance i den rå verden de kan blive smidt ud i." Han smilede næsten helt bredt som han talte. Det var tydeligt han tog meget stor glæde i at lære folk at forsvare sig selv. Det havde selvfølgelig også alt sammen været noget nemmere hvis han havde begge hænder. "Hvad med Dem har De noget De laver som De er stolt af, eller noget De ønsker at opnå?" Han var nysgerrig og spurgte hende dog også for at gøre samtalen mere naturlig. Mere en samtale og mindre bare ham der snakkede uden at lade hende sige noget.

Astrid kunne se han nærmest lyste helt op, da hun fortalte hun ikke havde noget i mod at vise ham sine færdigheder. ”Jeg vil gøre mit bedste” For at have de bedste odds for at kunne skyde hurtigt, valgte hun derfor at slippe tøjlerne på hesten igen, for at binde pilene fri fra tasken og sætte dem om skuldrene, så de var tilgængelige i en vant bevægelse. Hun løsnede også sin bue, så der kun var et bånd der skulle hives op, før hun kunne have den i hænderne.

Hun smilede blidt til ham, som han forsatte med sin fortælling. Det betød virkelig meget for ham, at træne disse unge herrer. ”Det tydeligt det gør Dem glad at træne dem, det kan jeg se” kommenterede hun og beundrede nærmest hvor meget han brændte for det. Da han begyndte at spørge hende om hun brændte for noget, trak hun tænkende på sine læber. ”Det var jo ret pludseligt at jeg blev arving, så jeg har faktisk ikke nået at rejse rundt i Krystallandet,” sagde hun en anelse tænkende, ”Jeg kunne godt tænke mig at se hvordan verdenen er,” sagde hun mens hun så op på trætoppene. ”Jeg har kun lige været i Zircon hos Arys for ikke så længe siden til maskeballet,” kom det fra hende, som hun rettede sit blik ned til foran hestens øre. ”Jeg regnede jo med jeg havde hele livet til at rejse,” fnøs hun lettere skuffet over den situation hun var endt i. ”Jeg får ikke bare sådan lige lov til at rejse,” sagde hun som hun så tilbage på ham og trak på smilet, og håbede det var et godt nok svar på hans spørgsmål. Hun glædede sig til at have tid og lov til at rejse rundt.