Sted: Elverhøjene
Tidspunkt: Morgen før Zaladin får sko på
Vejr: Mild brise
Begivenhed: En lummer skjald forfølger din karakter
//OOG: Tak til Skjaldesang for sangen ’Gøgen i Skøgen’.//

”Der sad en skøge på et bord
-Kvittevittevit bum bum-”

Lyden af plirrende toner fik Isla til at rulle med øjnene midt i sin urte-indsamling. Den fordømte sanglærke. Lige siden sin ankomst til skovelvernes rige havde en insisterende klingen og skingre strofer fulgt efter. Over vandløb, langs skovstier, gennem tæt, lavt hængende tåge. I starten havde hun været mest irriteret af lutspilleriet, men den urtekyndige havde bemærket, at hvis hun blot opretholdte et jævnt tempo, på sin tur gennem landskabet, var det ikke muligt for skjalden at følge efter og bimle løs på sin lut samtidig.
Så efter et stykke tid i rask gang (og kun hurtige obligatoriske indsamlingspauser) havde det primært været hans sjofle sangvalg, der fremprovokerede det hvide i øjnene. Ordene syntes at flyve afsted på den milde brise:

”Og følte sig parat til hor
-Kvittevittevit bum bum-”

Isla sukkede irritabelt. Hvis hun havde vidst, at den langlemmede skovelver havde haft i sinde at stavnsbinde sig mentalt til hende efter én sang (det havde været et svagt øjeblik, på et gudsjammerligt tideligt tidspunkt; han havde henvendt sig, spurgt om hun ville høre en netop komponeret melodi på sin olieglinsende lut, og hun havde fortrydeligt sagt ja), så havde hun bevidst forbigået ham.
Med sin røde, bløde fjerhat på sned over en flettet, lys manke og sine funklende øjne havde hun ladet sig forføre af, hvad der viste sig at være, en tam udgave af ’elverdans’. Og rost ham. Hun skulle aldrig have rost ham; Skjaldens stemme havde ikke forladt hendes øregange siden:

”I miles omkreds ingen var
-Kvittevittevittevittevit bum bum-”

Elverfolket havde aldrig været blandt hendes fortrukne. Heller ikke skovelverne, som man fejlagtigt kunne tro, idet hun delte et vist interesse-slægtskab med dem. Men deres rablende natur-mani, deres tågede sind og mærkværdige sætninger udtalt på et snøvlet, og for Isla ukendt sprog, bekræftede kun, at de tilbragte al for meget tid i dybe, sære skove. Intet fornuftsvæsen havde godt af at tilbringe flere 100 år i fugtig natur, fjernt fra rigtig civilisation. Den lumre elverskjald understøttede kun dette – det var ikke besynderligt, at de blev spøjse og virkelighedsfjerne og udviklede egne sære normer for, hvad der var socialt accepteret.
En ting var sikkert, vidste Isla, ingen i Hovedstaden ville give sig til at jagte en fremmed gennem ufremkommelig underskov med lut og obskøn skønsang.
Da skjaldens sang atter blev suppleret af kækt lutspilleri stoppede Isla omsider op. Hendes kæbespændinger var efterhånden så voldsomme, at hun ikke længere kunne ignorere situationen uden at frygte for at nogle af hendes tænder ville lide skade.
Isla lagde de indsamlede urter fra sig på jorden og drejede sig mod lyden med sin lille, men skarpe, urtekniv i hånden, alt imens hun lyttede afventende til stemmen, der kom tættere og tættere på:

”Og hun var ellers våd og klar
-Kvittevittevit bum bum-”