Noriana havde denne morgen fået at vide at hun skulle møde 'en eller anden' vigtig personlighed på biblioteket på Arysborgen. Hendes fader ville ikke sige hvem, men at det blot var en MEGET VIGTIG MANDSPERSON!
Noriana blev straks nervøs. Var de (hendes forældre) igang med at gifte hende bort, før hun havde set sig om?
Hun havde taget sin fine smagragdgrønne kjole på med et tæt kjoleliv. Egentlig egnede den sig kun til fine selskaber, men nu hvor denne person var vigtig og hun ikke havde en anstandsdame i hælende, tænkte hun at det ville gå an. 
Håret sad i et perlenet med lyse gyldne perler og glimtede op når hun ramte sollyset. Uanset hvad hendes fader havde tænkt sig, så ville hun modtage vedkommende med pragt. Hendes moder ville være stolt, men hun var et andet sted som Noriana ikke anede hvor var, så heldigvis slap hun for moderens falkeblik. Hun stillede sig ind på biblioteket og kiggede på de gamle støvede bøger. Hun elskede dette rum, selvom hun ikke brød som om bøger. Især ikke dem med eventyr om romantik der endte ulykkeligt. Hun var sikker på at hvis hun nogensinde endte i et ægteskab, så ville det ende ulykkeligt. Ikke at hun vidste hvorfor. Det måtte guderne vide. 

Hun hørte pludselig en banken på døren og en tjener åbnede. Hun glattede håndfladerne mod kjolen. De var svedige som altid. Hun stillede sig rank og ventede tålmodigt på at se hvem denne meget vigtige mandsperson var. Hun kunne mærke sommerfuglene i maven! 

Alaric havde endnu engang blevet tilbudt et møde med en Prinsesse fra en af de andre adelige familier. Det her skulle nok blive endnu et møde som han bare ville smide i glemmebogen. Han havde ingen store forhåbninger om at der ville komme noget godt ud af det her.
Han havde fået at vide hun var yngre end ham, og det havde han dog også forventet. Han havde dog stadig en masse tanker om at han forventede hun ikke kunne klare sig selv, at hun var en lille fin nips af en pige som han skulle passe på hele tiden, og det ville være et stort problem for ham.

Han havde hans pæne tøj på, hvilket betød han havde et par pæne men dog sort hoser på, dækket af en sort lang kofte der gik til midt på lårene og med søvl brodering, henover koften havde han en kort men blankpoleret ringbrynje for at vise hans forhold til krig samt at han havde pengene til at kunne bære sådanne mængder af metal selv uden for slagmarken. Udover ringbrynjen havde han en mørkerød overfrakke uden ærmer som gik ham til omkring knæene.
Han hadede personligt det her tøj, det var ikke ham og ville foretrække noget med mere bevægelighed end det her stive tøj.

Han trådte ind igennem døren til værelse hun sad og ventede i, da han blev mødt af hendes meget unge ansigt var han tæt på at måbe, men holdte facaden uden de store problemer. Han havde lidt et ansigt som en sten. Der var ikke mange følelser at se. Han lige som hende holdte sig rank, da de trods alt var af tilsvarende status til hinanden og der derfor ikke var nogen behov for nogen buk eller nejen.
"Mit navn er Alaric Rorik af Erneyll, det er en fornøjelse at møde dem Prinsesse Noriana." Selv hvis han ikke havde meget til overs for en fin dukke som hun lidt lignede, betød det ikke at han ikke kunne få en fornøjelse ud af mødet. Hans attitude var derfor stadig venlig og imødekommende trods hans egne forbehold omkring det hele. Han lagde mærke til at hun lige som han var klædt pænt på selvfølgelig.

Han var tæt på at himle med øjnene da han lagde mærke til hvor bleg hun var, han sukkede også over hvor skraglet og lille hun så ud. Hun trængte til noget sul, til nogle muskler, til at komme udenfor og få noget sol og frisk luft! Han selv havde farve fra solen og lettere vejrbidt ansigt. Han holdte hans venstre arm omme bag ryggen, for ikke at lade hans manglende hånd blive det første hun lagde mærke til.

Noriana blev bleg af overraskelse da denne mand trådte ind. Han måtte være dobbelt så gammel som hende... eller? Han virkede grå og kedelig hvis det altså ikke var på grund af det kostume han havde på, der fik ham til at ligne en ridder fra oldtudse gamle dage! 

Eftersom han ikke bukkede, gik hun ud fra han var en prins ligesom hun var prinsesse. Så hun rejste sig op og stirrede bare på ham. Hvad skulle hun sige til en så grå og kedelig oldtudse gammel mand som ham? 

"Hyggeligt at møde Dem, Prins Alaric," sagde hun så venligt og formelt som hun kunne. Havde hendes fader tænkt sig at hun skulle gifte sig med Prins Alaric? Hvis han havde det, så ville hun hellere begrave sig dybt ned under jorden hvor hun ikke kunne ånde. 

Gad vide hvad han tænkte om hende? At hun bare var en bleg pyntedukke? Han måtte tro om igen. Hun ville gerne se hans ansigtsudtryk når han fik at vide at hun nogen gange sneg sig ud i mandstøj. Ville han blive forarget? Hun ville næsten gerne se det på hans ansigtsudtryk. 

Hun pegede mod bordet og ringede med en klokke. "Kan jeg byde Dem på noget te? Eller noget stærkere?" spurgte hun med et lille smil og satte sig ved bordet. Kort efter kom der en tjener ind.

Han stod selv og havde bare lyst til at ryste på hovedet af det hele. Hvad var det her for en situation. Han vidste hans mor ønskede ham det bedste, men nogen så ung!? Nogen så lille!? Han gav snart op på at lytte til sine forældre og deres forslag omkring giftemål. Måske han bare skulle tage ud og finde sig selv en kvinde der levede op til hans standarder... En der kunne noget.

"Nej... Endeligt ikke noget stærkere, så te er helt fint." Han var nød til at huske sig selv på hans manere. Det havde dog været tydeligt at han ikke gad det her, han havde ikke kunnet lade være med at kigge irriteret og lave en let grimasse som hun havde ringet med klokken.
Kunne disse folk virkeligt ikke gøre noget selv? Var de nød til at få tjenere til alt? Han vidste hans familie havde tjenere, men han vidste intet om hvor mange, og måtte indrømme at han i hans eget hjem blot havde en enkelt knøs til at hjælpe ham med hans dagligdag.

"Har du aldrig lært at brygge te selv? Kunne være en vært selv frem for dine tjenere?" Han vidste hans ord kunne virke spydige, men i det her tilfælde var det grundet hendes alder han spurgte. Måske hun bare ikke var gammel nok til at lære den slags? Hun måtte få et kulturchok hvis hun nogensinde begav sig hjem i hans del af landet. Som de ventede på tjeneren som ville komme med teen kiggede han lidt på bøgerne der var i biblioteket, han virkede oprigtigt mere interesseret i de ting der var i rummet end han virkede til at være interesseret i hende. "Må vel hellere spørge dig om noget. Hvor gammel er du? Hvad kan du?" Spørgsmålet var meget ladet i en retning om at han ikke troede på hun rigtigt kunne noget.

Noriana følte at hendes fader kun tænkte på deres gode navn og at det var den eneste grund til at han pludselig var kommet på ideen om at hun skulle møde en Erneyll. Hun fik pludselig ondt i maven. Det her var på ingen måde behageligt. 

Hun tog mentalt en maske på af velvære og ynde. Tjeneren bukkede da Noriana viftede med hånden, og kom kort tid efter tilbage med en bakke med te og tekopper. Noriana rejste sig og hældte det kogende vand i tekanden og lod den trække i noget tid, før hun hældte teen op i kopperne. Hun var meget forsigtig med tungen stikkende ud af munden i fuld koncentration. Derefter satte hun sig ned, men fik en mavepuster da han kom med kommentaren om hun kunne brygge te selv. Hun så på ham og skulede. "Ja du kan da se jeg kan brygge te! Har jeg da lige gjort," sagde hun en anelse køligt. Hun skulede videre og ville virkelig ønske hun bare kunne forsvinde ned i et hul. Hvordan kunne han opfører sig som et trodsigt barn, når han var så gammel? 
"Jeg er 17, og du?" sagde hun og skulede lidt mere. 
"Jeg er boglært og kan ride og brodere, hvad enhver anden adelsfrøken kan," sagde hun igen lidt køligt. Men så slog det hende... kunne hun overhovedet tænke en selvstændig tanke, hvis man tænkte på hvad det var for en opdragelse hun havde fået? Hun var født til at gifte sig og få børn med en eller anden der var også adelig. Hun var en fødemaskine. Pludseligt følte hun sig snydt. Hun vidste godt hun havde mere end så mange andre. Men var hun andet end en pyntedukke?

"Og du? Hvad kan du?" spurgte hun nu mindre køligt. Var han i virkeligheden ikke fanget i det samme spind som hende? Det gjaldt om magt og position og ære. 

Han måtte erkende at han havde talt for hurtigt, og at hun da i det mindste kunne lave te. Så helt ubrugelig var hun da heller ikke. Det ville stadig ikke være på tale på nogen måde at tage hende som hustru... Hvordan skulle han tro at hun med hendes bygning overhovedet kunne overleve en fødsel!? Han rystede på hovedet af de der var kommet op med denne ide.

"Så de er da i det mindste ikke helt hjælpeløs." Han sendte hende et smil, det var ment pænt. Han var da glad for at se hun ikke var helt hjælpeløs. Han ville egentligt bare have det her møde overstået så han kunne komme tilbage til noget der var vigtigere, men selvfølgelig var det ikke sådan det her skulle gå. 

"Jeg er 29, hvis du kan hvad enhver adelsfrøken kan så vil det sige du ikke kan ret meget." Det var nok der hans mening om adelen blev gjort meget tydelig. Så da hun valgte at spørge tilbage om hvad han kunne trak han på skuldrende, selvfølgelig var der også stor forskel på kvinder og mænd. Der var jo nok en noget større forventning til at han som mand kunne diverse ting, kunne håndtere forskellige dele af livet på en anden måde end en kvinde. Sikke noget bavl! Han forventede ikke meget af kvinder fordi de altid havde vist ikke at kunne meget, men han ønskede at møder kvinder som kunne klare sig selv ordentligt.
"Jeg kan bestyre og håndtere fordelingen af arbejde for skovbrug og minedrift, jeg kan lave skovbrug og minearbejde personligt. Derudover har jeg lært at jæge, men nok vigtigst af alt kan jeg træne mænd til at være funktionelle soldater." Hans stemme var ikke arrogant når han sagde de her ting, det var ikke fordi han følte sig bedre end andre for at kunne det. Det var blot sandheden og han ønskede at flere adelige kunne den slags ting. Han gad godt besøge en adelig familie som kunne lave markarbejde eller noget lignende.

Noriana var ingen pyntedukke. Hun kunne meget mere end at brodere. Eller se pæn ud for den sags skyld! Desuden var hun først lige begyndt at være en 'fin' dame, og hun kunne ikke rigtig affinde sig med det. Hun vidste simpelthen ikke hvordan hun skulle være i det spil hun var født ind i, for hun havde egentlig aldrig rigtigt hørt efter hvad hendes moder eller søster eller anstandsdame havde sagt. Det eneste hun ville var, at kunne være fri og møde andre væsner. Der var stadig noget barnligt over Noriana, og hun havde nok ikke indset at hun var ved at blive voksen med forpligtelser og ansvar. 

Hun smilede et lille forsigtigt smil, men havde stadig ondt i maven. Hun tog forsigtigt en tår af teen, selvom den var skodhed. Hun skar en grimasse. Hendes tunge brændte! Grimassen blev efterfulgt af en mavepuster efter hans svar om at hvis hun kunne det en adelsfrøken kunne, så kunne hun ikke særligt meget. 
Hun så surt på ham. "Jeg kan meget mere end det!" råbte hun, fuldstændig ligeglad med at hun slet ikke opførte sig som en dame. 
Hun rejste sig og satte sig ned igen. Hun stirrede koldt på ham. Hvorfor handlede det pludselig om hvad de kunne og ikke kunne? 
Hun så ikke særligt imponeret på ham. "Åh så alt det en adelsmand kan, det er ikke særligt meget værd," svarede hun kort for hovedet. 

Han var tæt på at bryde ud i grin over hendes barnlige kommentar. Ja hvis hun kunne meget mere end det, hvorfor havde hun så ikke sagt det da han havde spurgt? Hendes råben påvirkede ham ikke rigtigt, og han så på hende med blot et tomt næsten ligegyldigt blik som han så åbnende munden. "Og hvis du kan så meget mere end det, hvorfor nævnte du det så ikke?" han var tæt på at spørge om hun ikke havde forstået hans spørgsmål eller hvad det var der gjorde at hun ikke havde svaret ordentligt.
Han stoppede sig selv i at sukke opgivende af hende. 
Han vidste hendes ord mindede meget om det han selv havde sagt, og havde han kunnet være enig i at han kun kunne det samme som andre adelsmænd havde det måske også påvirket ham.
Han vidste dog at minedrift ikke blev gjort af alle adelsfamilierne, og at skovbrug især ikke blev gjort af mange andre end Erneyll, så hendes forsøg på en mindre fornærmelse faldt lidt til jorden.

"Trods det er forkert hvad du siger, er det dog okay grundet du stadig er et barn." Han sendte hende et tomt og sagte smil. Han stod stadig og betragtede hende, han havde bevidst valgt ikke at kommenteret på hendes grimasse over den varme væske. Han tænkte at påpege det ikke ligefrem ville hjælpe det stakkels pigebarn ret meget.

Noriana var pinlig over hendes opførsel. Hvorfor skulle hun også lade sit temperament løbe af med sig? Det var jo ikke en særlig god ide. Det eneste hun kunne gøre, var at undskylde. Men hvordan skulle hun kunne sige undskyld, overfor denne mand som hun fandt så uinteressant. Måske repræsenterede han alt det hun gerne ville undgå. 
"Det må De undskylde. Det var ikke min mening at råbe af dig," sagde hun, indtil hun hørte hans kommentar. Så fortrød hun. 
"Fordi jeg ikke kan særlig meget. Jeg har nægtet i alle årene at agere fin dame. Det er først for nyligt jeg har indset at jeg må varetage pligter for min families æres skyld," sagde hun ærligt. Det var ikke noget hun ville indrømme med glæde, men hun følte at hun skyldte denne Alaric det. De var trods alt i samme båd. 
"Ja, jeg er stadig et barn, men det ændrer ikke på at jeg snart er voksen," sagde hun fortørnet og kunne mærke hvordan vreden begyndte endnu engang at sitre i hende. 

Han lavede blot et lille nik med hovedet da hun undskyldte for at råbe af ham. Som sådan syntes han ikke det var nødvendigt af hende at gøre, men han accepterede undskyldningen, så meget fortjente hun alligevel at blive skønnet.
Han kiggede på hende med store øjne da hun forklarede at hun ikke kunne ret meget fordi hun havde nægtet at agere en fin dame. Det ville normalt for ham kun betyde at hun burde kunne mere jo. Ja de adelige blev lært nogle forskellige ting, men generelt ville han påstå det ikke var ret relevant.
Han kunne så ikke holde et lille fnys tilbage, ikke ment nedladende men mere opgivende da hun kommenterede på hendes families æres skyld. Han kunne ikke rigtigt lide den attitude til sin egen familie. "Ahhhh ja den klassiske adelige ære... Dette abstrakte koncept der er så vigtigt at vedligeholde for ingen verdens grund... Så meget vigtigere at have pli og gode manere end at kunne noget praktisk..." han sukkede tungt. Han var dybt sarkastisk.

"Du er måske snart af rette alder... Men du lader til at ville være et barn endnu." Han smilede til hende, det var et lidt mere venligt smil, da han faktisk ikke mente noget ondt med det. Han havde blot ikke et syn af hende der virkede til at ligne en voksen hvis man kunne sige det sådan. Hun havde nogle barnlige træk og han forestillede sig at hun stadig havde intentioner om at beholde nogle af dem noget endnu.

Noriana tolkede hans nik som accept for hendes undskyldning. Hun var ikke særligt god til at erkende når hun lavede en fejl, men i dette tilfælde kunne hun ikke lade være. Tjenestefolkene havde uden tvivl hørt hendes råben, og ville rapportere det videre til hendes fader! Så vidste hun godt at hun med største sandsynlighed at hun ville blive straffet for ubehændig opførsel.
Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun kunne. Jo hun var ekspert i at snige sig væk og gøre sig usynlig, men derudover kunne hun ikke særlig meget. Hun var god til at lære andre væsner at kende, og hun gav da også penge til tiggere og sådan noget, men i grunden anede hun ikke hvad hun var god til. 
Hun anede ikke hvad hun skulle svare ham. Hun vidste knap nok hvordan hendes egen familie tjente til dagen og vejen ud over at det måtte være noget med minedrift, for hun vidste der lå miner i Safirien. Ikke at det var noget hun interesserede sig særligt for. Kun at hun håbede at arbejderne havde det godt. Så hun nikkede bare til hans kommentar. Dybt alvorligt. Hun kunne ikke spore hans sarkasme. 
"Måske har jeg bare ikke lyst til at blive voksen," sagde hun roligt. Det var jo sandt. Hun hadede det og ville bare gerne fortsætte det liv hun havde. Men sådan var det ikke længere. Hun skulle varetage en voksens pligt, og det hang hende langt ud af halsen!

Det var utroligt så stille der pludseligt blev. Det var også på grund af denne stilhed at det gik op for Alaric hvor ung kvinden foran ham var, og jo mere han tænkte over det, var det her møde dømt til at fejle fra føste øjeblik. Det var også derfor at da hun ikke sagde noget men bare nikkede og sad som en dukke, var han tæt på at rejse sig.
"Så forbliv et barn lidt endnu, du kan giftes om mange år." Han sendte hende et venligt smil før han rejste sig op fra stolen. Han havde selvfølgelig tømt hans te som det var høfligt at gøre. "Jeg takker for din hospitalitet, men det lader til at vi næppe kommer til at se øje til øje, så jeg vil tage min afsked her."

Han regnede ikke med at hun ville have noget imod at han tog sin afsked. Det var jo blot et møde der var planlagt af deres forældre, og for at være ærlig så var det ikke ligefrem fordi han havde haft nogen intentioner om at gifte sig med et eller andet skrøbeligt sytten-årigt pigebarn. Han tog det første skridt i retningen af døren for at forlade rummet.