Tid: Sen aften, ca. 23.30.
Vejr: Skyfrit og vindstille, ca. 10 grader.
Omgivelser: Gaderne er næsten frie med undtagelse af et par folk hist og her. Rundt omkring på de forskellige kroer, er der dog rigeligt liv og glade dage.

Lyden af tilskuernes tilråb rungede stadig i ørerne på Tori, som halvdyret gik gennem gaderne i Dianthos' nedre distrikt. Endnu en kamp var vel overstået, og han havde faktisk lidt krystaller på lommen nu, som han gerne ville bruge. Det var sjældent, han gik i byen som sådan, men lige i aften følte han for det, og han var trods alt sin egen herre. Der var vel ingen grund til ikke at nyde livet en gang imellem? Man havde trods alt kun et, og det handlede vel i sidste ende om at få det bedste ud af det?

Tori havde dog i mellemtiden fået overstået et måltid, selvom han havde taget et par æbler med på vejen. Kendte man ham, ville man vide, at det ikke var unormalt for ham altid at spise et eller andet.

På Toris ydre var det ganske tydeligt, at han var halvdyr; han havde pels, der dækkede hele overkroppen med undtagelse af det centrale bryst og det øverste af maven. Ansigtet var også frit, men panden viste tydeligt, at han havde primat i sig. Desuden var den behårede hale også en stærk afsløring. Benene var dog dækket, selvom de slidte, sorte bukser afslørede den rødbrune pels under hist og her. Det var ganske tydeligt, at han ikke ligefrem brugte parret til pænt brug. Skoene var noget mere velholdt, men de viste også tegn på at være blevet slidt; den sorte farve var tydeligt nedslidt flere steder, og der var enkelte steder, hvor stoffet tydeligt truede med at briste. Den korte vest, der dækkede det meste af hans bryst, var noget mere urørt; den viste ingen tegn på slitage, og skulderstykkerne var stadig tydeligt gule.

En bid blev taget af det ene æble, der efterhånden var spist halvt færdigt. Det andet havde Tori i sin anden hånd, mens han gik og nynnede for sig selv, mens han forsøgte at beslutte sig for, hvor han skulle begive sig hen. Der var ikke så mange steder her, han rigtigt brød sig om, så han overvejede at begive sig mod den midterste bydel. En lyd fik ham dog til at stoppe, som hans ører begyndte at vrikke let for at forsøge at opfange lyden bedre, som han så sig om efter kilden.

Hvor mange gange var det blevet efterhånden? Fahira havde ikke længere tal på alle de gange, hvor hun havde fundet vejen til byen, bare for at opleve noget ny. Hun var beæret over at hun nu kendte det bedre, end i starten, men hun kom stadig i problemer pga. hendes evne til at tiltrække mænd, med sin aura. For det meste var det en fordel, hvis hun gerne ville have noget ud af det, men det kunne sommetider også være en plage, som gjorde at hun måtte give efter og prøve at slippe fri, selvom det ikke altid var så nemt, når det for det meste var mænd, som jagtede hendes skønhed. 

Denne aften var ikke anderledes end andre. Fahira havde dog dækket sig mere til, i et forsøg på at undgå for mange blikke og fuldrikker. Hun havde bevæget sig ned til det område hun havde hørt godt om og stille undersøgte hun stedet. Hun havde iført sig en mørkeblå kappe, et tørklæde, som dækkede det halve af ansigtet og en pæn kjole, som hun kun lige havde hentet hos sin syerske, Nia. Problemet var dog, at der pludselig var et vindstød, som trak i hendes kappe, hvilket fik hætten til at falde ned og afsløre hendes smukke, sorte hår, løst hængende. Synet fik allerede en fuldbøtte til at vandre hen og tage fat i Fahira imens han snakkede noget om at tage med ham hjem og at hun nok skulle komme til at hygge sig. "Giv slip på mig, hr. Jeg beder dig." Lød det vredt og hun prøvede ihærdig at komme fri fra hans greb. Hvorfor skete dette altid for hende?

Tori skulle ikke bruge længe på at finde kilden til lyden. En mand talte et yderst grimt sprog. Noget om at komme med nogen hjem og hygge sig. Sikke en måde at tale til folk på. Det var da ikke sådan, man charmerede sig ind, sidst han havde tjekket efter. Lyden af småklammeri nåede også hans øre efterfulgt af en lettere vred kvindestemme. Herfra var der kun en vej; Tori satte med det samme i løb mod lyden, og han nåede kun at dreje om et enkelt hjørne, før han kunne se de to. Kvinden var yderst køn, men det var da stadig ikke grund til at opføre sig ubehøvlet?

"Kvinden bad dig - efter omstændighederne - pænt om at give slip" brød han ind, som han ikke engang ventede på mandens modsvar. Han var tydeligt fuld. Så gav det mere mening, at han ikke havde så mange hæmninger. Et suk forlod halvabens læber, som han mentalt gjorde sig klar på, at manden nok ville konfrontere Tori. Heldigvis var hamp ikke uvant for ham, men det var ikke ligefrem sådan, han havde lyst til at fortsætte aftenen. Han kunne dog på den anden side heller ikke bare stå til, mens kvinden tydeligt var ved at blive tvunget til noget, hun absolut ikke havde lyst til.

Fahira havde allerede forstillet sig, hvordan det skulle forgår fra nu af, men pludselig, var der en der brød ind i deres samtale, hvilket fik Fahira til at kigge op mod ham. Hun kunne mærke den fulde mand holde godt fast om hendes håndled og det blev kun klemt mere, da endnu en dukkede op. Fahira blev lidt overrasket over at få øje på en person, som ikke så helt menneske ud, men det gjorde hende ikke noget. Tydeligvis ville han kun være flink at hjælpe hende og det var godt nok for hende. 
"Du burde lytte til ham, slip mig." Sagde hun alvorligt, men manden gav ikke slip. Han gav hende bare et vredt blik og en hoved rysten. "Jeg er ked af det, men jeg giver ikke slip på hende." Sagde han ærligt og rystede på hovedet. Han gad virkelig ikke og det kunne Fahira mærke på hans greb, men pludselig slap han og gik mod manden, som havde blandet sig i den lille afærde. 
"Folk som dig skal ikke blande sig i andre folks sager! Du er tydelig vis bare en af de der åndsvage folk, som tror at du er god nok. Det er du ikke. Et halvdyr. Det giver kvalme." Sagde manden og ud af den blå luft slog han ud mod manden, som havde bedt ham om at give slip på hende.

Tori havde godt nok aldrig mødt nogle, der var så standhaftige. Typisk gav de ret hurtigt op og gik for sig selv, de gange han havde stoppet et optøj, men det var da tydeligvis ikke tilfældet her. Ydermere skulle han have en fornærmelse med på vejen. En fornærmelse, der ikke frembragte andet end et par hævede øjenbryn på Toris ansigt. "Det var da imponerende meget, du ved om mig, selvom du kun lige har mødt mig" svarede han med tydelig sarkasme i stemmen. Slaget var dog uforudset, men han fortrak ikke en mine, som det ramte kinden. Han var tydeligvis vant til værre, og et skævt, halvflabet smil var at spotte på hans læber. "Hvis det er det bedste, du har at gøre med, burde du nok bare vende om og gå nu" forsøgte han sig igen, denne gang i en stemme, der mere lød som om, han var ved at knække sammen af grin.

Fahira vidste ikke, om hun bare burde gå, da opmærksomheden på hende forsvandt, men det var heller ikke okay, bare at forlade stedet, når personen, som redet hende ikke havde fået et tak med på vejen. Det var det mindste hun kunne gøre, nu hvor han havde afbrud sin aften for hendes skyld. Fahira så bare til, som manden slog ud efter ham den anden, men som samtalen forsatte kunne hun se, hvordan manden, som havde haft fat i hende, trådte lidt tilbage og fortrød, hans slag. Han så kort tilbage på hende og fnøs vredt, "hun er alligevel ikke så køn igen." Hvorefter han vendte sig om og forsvandt i mørket. 

Fahira tog en dyb indånding og holdt sit blik på ham, som han forsvandt. Derefter åndende hun lettet ud, som hun rettede blikket på manden, som havde hjulpet hende. Han var ikke helt menneske, hvilket hun kunne se på noget af pelsen, som stak frem og det gjorde hende en smule nervøs. Han virkede dog god nok. "Tak for din hjælp, det betyder meget." Sagde hun ærligt og så kort ned i jorden. Hun syntes det var en smule pinligt, at få hjælp.

Tori var faktisk overrasket over, hvor hurtigt manden gav op. Kommentaren fik ham dog til at hæve øjenbrynene så højt, at de nærmest forsvandt helt op under pandehåret. "Så burde du da få en healer til at kigge på dine øjne" svarede han tørt tilbage. Han var udmærket klar over, at det ikke var det, manden mente, men det var nu lidt sjovt at stikke til ham alligevel, specielt efter han havde været så ubehøvlet.

Som kvinden talte, vendte Tori sig mod hende og kløede sig lidt forlegent i nakken. "Nåh det... det var skam ingenting" svarede han og sendte hende et oprigtigt smil. "Det var mere held end forstand, at jeg overhørte jer" fortsatte han. Han forsøgte dog ikke at forestille sig, hvad der var sket, hvis han ikke havde været der. Tori var absolut ikke fan af, at man påtvang sig kvinders selskab, hverken på den ene eller anden måde. "Men hvad bringer dig ud på denne tid? Og så alene? Det virker ikke videre kløgtigt" sagde han med en bundærlig stemme. Det var tydeligt, at det ikke faldt ham ind, at hans ord kunne virke stødende, som han blot så på hende med en lettere nysgerrig mine.

Fahira kunne ikke lade vær med at grine af den kommentar, som manden fik smidt i hovedet. Det var modigt, men han havde set meget mere svag ud end manden, som blandede sig, så hvis Fahira havde været den fulde mand, havde hun også trukket sig hurtigt tilbage. Hun var glad for at der var en der havde hørt det, for hun var slet ikke stærk nok til at kæmpe imod folk. Det var tydeligt. 

"Selvfølgelig var det noget. Hvis du ikke havde hørt det, så havde jeg ikke haft mulighed for at gøre noget." Taknemmeligt sendte hun manden et smil. Det var rart at der var nogen, som reagerede. Det betød en del for hende, at der stadig fandtes gode mennesker. Fahira havde dog sjældent mødt dem alle i byen. Som reelt, gemte de sig lidt bag facaderne. "Jeg prøver at komme lidt væk fra min far. Jeg kendte ikke lige nogen, som jeg kunne mødes med, så jeg tænkte bare at tage ud og se, hvad aften bragte, men jeg lærer nok aldrig, at det er farligt." Lød det svagt fra hende.

Ud fra mandens slag at dømme ville det ikke have været noget problem for Tori at vinde over ham, så han var ikke så betænkningsfuld over at komme med den kommentar. Det ville han nok ikke have været alligevel, men han var nok ikke kommet med en ligeså stikkende kommentar, hvis det havde været en, der kunne volde ham problemer.

Tori trak lidt på den ene skulder ved kvindens svar. Han var ikke sådan vant til at få komplimenter. "Jeg havde gjort det samme ved enhver anden, selv hvis det havde været en, der ikke var... køn" forklarede han, og hans kinder blussede svagt rødt i skæret fra den nærtstående olielampe. Han var på den anden side heller ikke vant til at give dem, og han havde stadig problemer med ikke at føle sig akavet, når han gjorde det. Han forsøgte jo ikke ligefrem at lægge an på hende. "Jeg er ikke just fan af mænd, der mener, de har ret til at tage, hvad de vil have" forklarede han yderligere. Så var det måske nemmere at forstå, hvorfor han havde blandet sig.

Tori lyttede opmærksomt til kvindens svar, og da hun var værdig, nikkede han med et smil. "Forældre kan også være ret træls at skulle håndtere" svarede han, som smilet voksede en smule. "Efter tilpas mange gange, er det vel mere et valg end en fejltagelse?" spurgte han oprigtigt. Det var i al fald sådan, han så det. "Hvis du ønsker, kan jeg godt vise dig lidt af byen?"

Fahira grinede let ved hans ord og sendte ham et smil, "Selvfølgelig, det er også kun det rigtige at gøre." Hun kunne sagtens være kommer med sådan noget med, "tak for komplimenten" eller "Det var sødt sagt", men manden havde ret. Hun ønskede ikke at virke, som en egoist eller noget andet, bare fordi hun gerne ville sætte pris på en kompliment. 
Fahira så kort væk og trak på skulderne, "Jeg er enig, men desværre kan jeg ikke undgå det. Jeg er ikke helt som andre. Det er som reelt ikke deres skyld, at de ikke kan holde hænderne for dem selv." Indrømmede hun og trak kort på skulderne, hvor hun derefter kiggede på ham igen. Hun vidste ikke om han gerne ville høre om hende og derfor måtte hun holde lidt igen med at snakke. 

"Specielt min far. Han er den værste." Sukkede hun opgivende og kørte hånden igennem det lange mørke hår, alt imens hun kort rystede på hovedet. Hendes øjne var fastlåst på den frememde og hendes opmærksomhed var på ham, da han inviterede hende til at vise byen rundt. Fahira nikkede, "Det ville være dejligt, jeg kommer ikke så meget i denne del." Indrømmede hun ærligt.

Tori satte faktisk pris på, at kvinden ikke sådan gjorde grin med, at han et øjeblik havde rødmet. Han var ikke sådan vant til at give komplimenter, selv når han var ærlig, og han var bevidst om, at det måske kunne lyde som en forkert hentydning. Derfor gjorde han også en del ud af at forsøge ikke at få det til at fremstå sådan, og det var tilsyneladende lykkedes, som kvinden ikke lod til at gå sig på af det. Han trak dog lidt på den ene skulder ved hendes ord. "Om det er rigtigt eller forkert, er vel et spørgsmål om synspunkt?" svarede han lidt spørgende tilbage. "Jeg er ikke sikker på, at din bejler mente, jeg gjorde det rigtige" fortsatte han med et smil, som han prøvede at understrege, at han lavede en smule sjov med situationen. Han var godt klar over, at det ikke havde været en spøg, men for ham var det generelt nemmere at tolerere ekstreme situationer, hvis man lavede en joke ud af det efterfølgende.

Tori lyttede til kvindens ord, og hans øjenbryn hævede sig igen. Han så dog lidt tænksom ud, og han gav sig lidt tid til at overveje sine ord, så han forhåbentlig ikke ville blive misforstået. "Nu ved jeg ikke, hvad du er i stand til, men man er altid selv herre over, om man holder fingrene for sig selv eller ej. Ellers ville det på ingen måde give mening, at jeg kunne have en samtale med dig lige nu?" sagde han med en spørgende mine. Han havde godt bemærket, at hun havde en hvis tiltrækningskraft, men det var absolut ikke ensbetydende med, at han bare sådan kunne tillade sig at gøre tilnærmelser mod hende uden hendes accept.

Tori nikkede til kvindens ord, og hans ansigtsudtryk fortalte, at han kunne relatere. "Fædre gør vel bare deres bedste for, at deres børn skal have det trygt? At det så ikke altid er på den mest hensigtsmæssige måde, kan være ret irriterende" svarede han lidt eftertænksomt. Det var ikke ligefrem hver dag, han havde sådan en samtale her, og hans egne forældre havde da heller ikke været de bedste på alle fronter, men han mente nu heller ikke, at han havde haft en ringe opvækst. Hvis man altså så bort fra slaveriet, men det havde de jo ikke været herre over.
Tori sendte hende et smil, da hun takkede ja, og han lavede en gestus mod en større gade. "Jeg håber, du er til kroer" sagde han, som han tålmodigt ventede på, at hun skulle sætte i bevægelse. "Mit navn er Tori, forresten" tilføjede han, som han kom i tanke om, at han ikke havde introduceret sig selv.

Fahira grinede lavt og kunne ikke lade vær med at gøre hele optrinet til en joke. Det havde sikkert været anderledes, hvis der faktisk var sket noget, men det var der heldigvis ikke. Så derfor var hun rolig med at snakke sådan om det, "Det er rigtigt nok. Han var nok ikke helt tilfreds, men bejler er nok ikke lige frem det jeg ville kalde ham." hun grinede let og kunne ikke lade vær med at ryste kort på hovedet over det. "Han var ikke lige min type." Færdiggjorde hun samtalen og smilede til ham. 

Fahira trak kort på skulderne over hans undren over hendes evne. Det var ikke lige en evne, som hun vidste meget om, for hendes forældre var ret almindelige. Deres børn havde nogle særlige evner, men hun snakkede sjældent med brødrene om det. De ville alligevel ikke kunne forstå hende, fordi hun ikke var i stand til at beskytte sig selv. "Kort sagt, jeg har en særlig evne til at tiltrække nogle mænd. Det er som reelt mænd, som er svage. Min evne gør at de ikke kan styre sig." Fahira var stadig fortvivlet over at hun stadig ikke helt, vidste, hvad hun skulle stille op, men måske var han bare meget stærk. 
Fahira sendte et roligt smil til ham og kørte kort en hånd igennem det mørke hår, "Min far er ret speciel. Han har allerede trolovet mig tre gange siden jeg fyldte 18 år og han ønsker hele tiden jeg finder en mand, så jeg kan slappe mere af. " Forklarede hun og sukkede tungt. Det var ikke nemt at være datter til ham.

Fahira satte i bevægelse i den retning, som han ville hen. Hun vidste ikke helt, hvor hun var, men han virkede god nok og hun stolede på ham. "Ja, kroer lyder fint nok for mig." Sagde hun glad. "Tori? Rart at møde dig, mit navn er Fahira."

Tori kunne ikke helt lade være med at klukke over svaret. Selvom det i situationen havde været ret alvorligt, kunne han alligevel sagtens se det sjove i det nu. Hendes ord hjalp dog også på at løsne situationen. "Det var lidt i mangel af bedre ord" svarede han ærligt, som han kløede sig lidt i nakken. "Jeg tror ærligt ikke ligefrem, at han er nogens type" svarede han med et smil. Det var dog tydeligt, at han stadig jokede lidt med alvoren.

Tori var vant til lidt af hvert, så at hun havde en evne til at... fremstå mere attraktiv? var ikke noget specielt i hans verden. Han var efterhånden stødt på lidt af hvert, og selvom han tydeligt kunne mærke, at hun havde en hvis tiltrækningskraft, var det ikke helt så svært for ham at lægge bånd på sig selv. Måske det hang sammen med hans holdning til det modsatte køn? Det var under alle omstændigheder en mulighed, men det var ikke noget, han sådan havde tænkt sig at gruble over i længere tid. "Men... bare fordi du er... ekstra tiltrækkende - ved Thatos det lyder dumt, når jeg siger det sådan - giver det ikke andre ret til at handle på det" vedblev han, som hans bryn igen trak sig længere op i panden. Han prøvede at give udtryk for sit synspunkt, og at han ikke mente, at det var hendes skyld, at andre var idioter. Hun kunne trods alt ikke gøre for, at hun var, som hun var. "Er din familie af høj stand?" røg det ud af ham, som nysgerrigheden overtog, og hans kinder blussede igen, fordi det med det samme gik op for ham, at han havde spurgt lidt direkte. "Undskyld, det vedkommer selvfølgelig ikke mig. Det er bare sjældent, jeg oplever den slags udenfor de rige familier" forklarede han sig.

Tori satte roligt i gang, som Fahira selv satte i bevægelse. "Det kan godt være lidt... råt i denne ende af byen, må jeg nok hellere advare om" indskød han. Han var ikke sikker på, om det overhovedet ville genere hende, men det kom bag på mange, der ikke var vant til at begå sig i denne del af Dianthos. "Det er skam også rart at møde dig, Fahira" svarede han med et smil.

Fahira grinede, "nej, det har du nok helt ret i eller måske har han en kone et eller andet sted, som går og passe deres fælles børn? Foghåbenlig er han hendes type?" Fahira stoppede ikke med at grine. Hun syntes det havde været sjovt, men det havde nok ikke været så sjovt, hvis hun havde endt med at ligge i en frememds seng. Et suk forlod hendes læber lydløst og smilede til ham igen efter han stoppede med at grine. 

Fahira lagde hovedet på skrå imens hans ord sank ind, "Ja, det er jeg helt enig med dig i, men desværre er nogle folk.....svage. De kan ikke styre deres lyster. Så lige meget, hvor forkert det er, så kan de ikke helt styre det ved synet af mig." Forklarede hun, "Derfor går jeg ofte med mit ansigt til dækket, jeg nåde bare ikke at tage det på i aften." Fahria sendte ham et svagt smil. Det havde altid været sådan, at hun gik med ansigtet dækket for det hjælp hende til ikke at blive kidnappet eller noget i den stil. Samtalen om familien fik hende bare til at nikke, "Det er okay, min familie er af høj stand. Min far er handelsmand og har arvet det efter sin far osv. Så det er det."

Fahira fulgte roligt Tori uden tøven. Han virkede flink nok, så hun var ikke nervøs i hans selskab. derfor var hun ikke bange for at følge med ham i denne del af byen. "Råt? Hvad indebærer det i følge dig?"

//Jeg undskylder mange gange, men jeg er i færd med at sortere i mine tråde, og det betyder i første omgang, at jeg sorterer ud i dem, der ikke er super plotrelaterede :/ Jeg har erfaret, at jeg ikke kan overskue at have så mange tråde kørende ad gangen ._. Du skal til gengæld være velkommen til at kontakte mig igen, hvis du på et tidspunkt skulle ønske at plotte!