Hvis man tillader sig selv at begive sig væk fra de befærdede hovedveje, dreje ned af de mindre stræder og fortsætte ned ad de helt smalle, snoede stier, der ligner nedtrådte streger mellem de tætte bygninger i hovedstaden, så vil man inden længe opdage at Dianthos, som stad, rummer meget mere end man umiddelbart tror.
Her kan man finde mystiske springvand fra fordums tid, eller fine, naturlige åndehuller og mindre parker eller haver omkranset af husmur. Disse er ofte tilgroet af vedbend og, hvis man er mere heldig, farverig rådhusvin.

Det var netop i sådan en lille indrammet have med rådhusvin, at Isla befandt sig. Hun havde stødt på stedet for et par år siden, ved et tilfælde, og havde siden sin opdagelse besøgt stedet jævnligt. Med tiden havde den urtekyndige plantet nok til, at hun betragtede haven som sin egen. Haven lå ved udkanten af det centrale bydistrikt, tæt på sydporten og endnu tættere på byvagternes hovedkvarter, hvilket var en af de største grunde til, at det netop var denne lille have, hun havde valgt. Dog var det ikke hendes private sted, og selvom hun lod som om, var det frit for alle at komme ind i den lille, skjulte plantehimmel, hvis man tilfældigvis skulle forvilde sig derind.

Isla sad på knæ i sin lange kjole og skrabede ganske forsigtigt på nogle umodne frøkapsler, der sad på nogle høje planter, med en urtekniv. Hendes ansigt afslørerede dyb koncentration, da hun ganske forsigtigt lod saften fra frøkapslerne glide ned i en lille flaske.
En pludselig lyd tilkendegav at Isla ikke længere var alene i haven, og hun lod ubesværet flasken glide op i det lange kjoleærme.

”Hvem der?” spurgte hun højt ud i luften, uden at rejse sig op.

Kulina havde vandrede rundt i byen på må og få, ikke fordi hun søgte noget, men blot for at se om byen havde nogle hemmeligheder at dele med hende, steder hun skulle opdage og steder hun bare måtte se. Ræven Benjamin var som altid ved hendes side og gik pænt mens den dog skulede til alle der kom lidt for tæt på. 

Hun havde spottede den lille have på afstand, og kunne ikke undgå at smile en smugle ved synet. Hun lod ræven løbe i forvejen før hun selv gik ind i haven og nysgerrigt udforskede alle planterne, de fleste af dem værende nogle hun aldrig før havde set.

Hendes lange lyse hår hang frit lige som hendes store hvide vinger, og hun bar den grønt farvede kjole som engang i tidernes morgen havde været hvid. Ræven løb rundt mellem planterne men holde sig dog tæt. En sommerfugl satte sig på den næse og i rent chok gav den et bjæf fra sig og hoppede bagud.

Kulina hørte en stemme kalde ud, og efter at have give ræven et beroligende klap, trådte hun forbi planterne uden at skade dem og trådte frem så kvinden kunne se hende. Selv smilede hun da hun så den fremmede. ”Undskyld hvis vi forstyrrede dem, jeg troede ikke at der var nogle der ejede stedet” hendes stemme var som altid blid og let, og blikket i de krystal blå øjne afslørede at hun i sandhed ikke havde nogle dårlige intentioner.

Før hun kunne pointere hvem den anden del af ’vi’ var kom røven spurtende ud fra planterne og for ind i mellem dem i et glad løb med svingende hale, før den forsvandt ind mellem nogle andre planter ”pas på du ikke skader dem tosse” lo hun efter ræven og fulgte den lidt med øjne før hun returnerede blikket til den fremmede. ”Men nu når jeg er her, er der så noget jeg kan hjælpe med?” spurgte hun selvsikkert men dog stadig mildt.

Den urtekyndige bemærkede i første omgang den fremmedes statur. Med en højde, som var en stor kriger værdig, forekom det næsten utroligt at kvinden på ingen måde syntes at have nogle krigeriske træk over sig. Overhovedet. Gennemsigtig og hvid, slank og alligevel med substans, var den fremmede person umiddelbart det mest bemærkelsesrige syn, som Isla havde stødt på i flere uger.
Selv hvis Isla rejste sig ville hun stadig fremstå som et lille myr ved siden af den lysende engel, hvis unaturlighed blev afsløret af et par store vinger og en intens venlighed, der hang om hende som tyk parfume.

Isla gnavede sig tænksomt i kinden, da rævens pludselige, og korte tilstedeværelse, afholdt hende fra at hilse tilbage. Hun brugte i stedet tiden på at rejse sig og se englen an.
”Jo, der er faktisk noget De vil kunne hjælpe mig med..” lød det efter lidt betænkelighed fra Isla. Den formelle tiltaleform blev benyttet alene fordi englen havde gjort det.
Urtekniven blev sat tilbage i bæltet og hun børstede med let hånd på den mørke kjole, som havde fungeret som underlag for hendes knæ.
”Hvis De vil følge med herhen..” bød hun og drejede om for at gå hen til en lille bar plet i haven, hvor der meget belejligt var opstillet to stole og et lille træbord. På bordet stod adskillige skåle af ler, alle rummede de forskelligt, farverigt indhold; alt fra pulveriserede planteblade og bær til topskud, mælkehvid væske og en klumpet substans, der mindede om halvtørt harpiks. Derudover var der afskårne ranker med frø og overdådige hoveder fra røde stokroser.

Isla tog selv plads på den ene stol og gestikulerede, at den unge kvinde skulle sætte sig på den anden: ”Jeg skal have sorteret frøene fra rankerne og pillet bladene af rosehovederne..” forklarede Isla og tilføjede: ”Jeg vil blive meget glad for Deres hjælp, frøken..?”

At kvinden ikke blev vred men i stedet tog imod hendes tilbud om hjælp fjorde hende enormt glad, mere end det nok burde have gjort, men det var nu altså noget af det bedste at kunne hjælpe, og særligt når folk var villige til at tage imod hjælpen som kvinden var. 

At den fremmede var en del lavere end hende gjorde hende intet, hun havde efterhånden lært at det ydre intet havde at gøre med den indre alder, i hvert fald ikke mere end et kønt ansigt havde at gøre med mængden af glæde og lys i sjælen.

Kulina fulgte villigt med kvinden, og satte sig på stolen hun fik tildelt. ”Det vil glæde mig at hjælpe dem fru” sagde hun med iver i stemmen og begyndte med det samme at hjælpe med det hun havde fået besked på.

”Mit navn er Kulina, men de kan kalde mig lige hvad de ønsker, jeg er her blot for at gøre andre glade” hun havde en svag latter i stemmen og smilede som altid stort. Hun arbejdede hurtigt, uden rigtigt at kigge på hvad hun lavede, men dog lavede hun ingen fejl, næsten som om at hun vidste hvad hun lavede, selv om det ikke var rigtigt var tilfældet, hun havde blot blide hænder og en hurtighed som hun ikke vidste var overført fra hendes tid som elver.

Ræven susede stadig rundt om dem som var den en hvalp igen, tydeligt glad for at have fundet et så grønt område i den ellers kedelige by, eller kedelige i øjne på et vildt dyr der altid ville fortrække skove over bygninger.

”Jeg er ikke i byen så længe denne gang, men jeg har ingen andre løfter, så jeg bliver gerne ekstra hvis de har behov for det” tilbød hun og så nu for første gang ned på sine hænder, selv om hun ikke behøvede det, men blot for at bevise at hun ikke sløsede med arbejdet men faktisk tog det så seriøst som hun nu engang kunne og havde brug for.

Englen var hurtig på fingrene, bemærkede Isla med skjult tilfredshed. Der gik ikke længe før hun var halvvejs igennem det møjsommelige og, i den urtekyndiges øjne, jammerligt kedelige arbejde.
”En sand glæde at møde dig, Kulina,” hilste hun med eftertryk og venligt toneleje: ”Sikke hurtigt det går med din hjælp.” Hun sendte Kulina et smil, nød at de i siddende stilling var stort set lige høje.
Isla lod englen gøre arbejdet. Selv satte hun sig mere mageligt til rette på stolen, nød for en gangs skyld ikke at skulle stå for arbejdet selv, når nu englen virkede til at være så villig til at hjælpe.

”Det er en beundringsværdig levevis,” bemærkede Isla med et lille smil. Kulinas godhed var næsten slående; der var intet at spore i hendes rene blik, ingen skjulte dagsordner, ingen fortrydelse over at lave det tanketomme arbejde for en fremmed.
Isla gnavede sig i kinden igen, men blev så distraheret af Kulina's uventede forslag:
”Jaså, hvor skal du da hen? Er der ingen som ville savne dig, hvis du valgte at blive i byen for at hjælpe mig?” Isla pillede ved en af de mange lerskåle: ”Jeg vil naturligvis betale dig for dit arbejde,” tilføjede hun fromt.

”Glæden er skam helt min frue” hun havde en svag spøgen i sin stemme da hun fiskede efter et navn, men da den ingen tvang eller utålmodig iver havde over sig, virkede den så svag at de fleste nok ville overse den, og det var ikke noget hun havde noget imod, for et navn var en vigtig ting for nogle, hvilket nok også var derfor at det var den eneste ting fra hendes fortid som hun vidste med sikkerhed. 

”Hvis man arbejder hurtigt så er der tid til at hjælpe med flere ting” svarede hun muntert, tydeligt oprigtigt ivrig ved tanken om at kunne gøre mere for den fremmede, selv om ingen betaling var aftalt og ingen løfter var givet om noget andet end taknemlighed i retur.

Som kvinden roste Kulina’s måde at leve på, gro hendes smil om muligt endnu mere, men dog kun for et øjeblik ”mange tak, jeg tror bare på at det er det jeg blev hevet tilbage for, og jeg ville aldrig gå imod så simpelt et ønske fra Isari til gengæld for chancen for at møde så spændende mennesker som dem” selv om det let kunne have lydt som tom smir af høflighed, så var det dog tydeligt i hendes milde blik mod kvinden at hun rent faktisk mente hvad hun sagde og at hun oprigtigt mente at kvinden var intressant.

”Jeg er ikke helt sikker, men jeg vil starte min søgen i Norvik, der er en jeg har lovet at møde, men der er stadig tid, og måske er jeg velsignet nok til at de finder mig i stedet” sagde hun ærligt, dog uden at afsløre mere om hvem hun skulle møde eller hvorfor, da hun ikke så nogle grund til at dele den del af historien med nogle

”Nej nej nej” skyndte hun sig dog at tilføje da hun hørte kvindens tilbud ”deres glæde er min betaling, jeg behøver intet mere, jeg har alt hvad jeg behøver” insisterede hun, tydeligvis målsat på ikke at tage imod noget fra nogle, nok havde hun gjort det fra tid til anden, men det var kun når hun følte at hun fornærmede dem ved ikke at gøre det, og hun brugte som hovedregel også 95% af det på sin ræv så den kunne få noget lækkert kød uden at skulle jage for det, eller for at den ikke skulle gå sulten når de var i byerne.

Isla overhørte hendes svage antydning af et spørgsmål. Den urtekyndige havde for første gang rigtig bemærket englens blå øjne, og selvom der ingen øvrige indikationer var, undertrykte Isla en spontan skælven. Det kunne umuligt være gemt noget andet i det blik, kunne der?
Onde anelser var, uden samtykke, blevet plantet i Islas sind under en forfærdelig drømmeseance, og selvom det naturligvis kun havde været en drøm, havde de isblå øjne endnu ikke forladt hendes bevidsthed.
Isla rystede tankerne af sig, ved søgende at granske englens ansigt uden at finde den mindste antydning på bedrag. Kulina virkede lige så oprigtig som et spædbarn.
”Virkelig beundringsværdigt” gentog Isla som et ekko fra sin tidligere sætning: ”Verden har brug for dens slags godhed.” Isla lyttede opmærksomt til Kulinas plan: ”Jeg for helt dårlig samvittighed over at skulle afbryde din planlagte tur på den måde,” var der spøgfuldhed at spore i Islas stemme? ”- men jeg er virkelig taknemmelig for din velvillighed..”

Øjenbrynet røg op, da Kulina bekendtgjorde at hun ikke ønskede betaling for sit arbejde og fik Isla til at se ind i de blå øjne. ”Ej, det kan du ikke mene. Du må da have noget for dine anstrengelser – se hvor hurtigt bladene er blevet ordnet med din hjælp – hvad med noget at spise så..? Eller drikke? Det er varmt i dag og jeg har netop lavet en særlig drik, jeg synes du skal smage..”

Kvindens ord var smigrende, og selv om Kulina ikke var god til at tage imod ros, så var det nu aflive rart når nogle anerkendte det gode i hende, for det gav hende en forvisning om at hun faktisk fik vist noget af den godhed hun håbede på.

”Nej nej ingen dårlig samvittighed, det skal nok gå, hvis du har brug for mig så er det her jeg skal være” sagde hun med et stort smil, og et tydeligt glimt i øjne der viste at hun virkelig mente hendes ord, at det ikke gjorde hende noget at hun måtte flyve hurtigere for at nå sin anden aftale og at hun måske ikke ville nå de stops som hun havde håbede på at udforske på sin vej. At hjælpe en i nuet var langt vigtigere for hende, selv hvis det var noget så simpelt som at ordne blomsterblade.

Kulina skulle til at protestere igen men tilbudet om noget at drikke fik hende faktisk til at genoverveje ”Lidt at drikke ville nok være okay, men ellers så bare en lille bid til min ræv når vi er færdige” svarede hun forsigtigt før hun færdiggjorde arbejdet

”Jeg vil langt hellere at krystaller og rav går til nogle der i sandhed har brug for det, der er jo så mange der mangler” godheden var stadig tydelig i hendes stemme, for hun mente det skam med hele sin sjæl. Sult var ikke noget hun rigtigt følte, og hun kunne altid tage i skoven og finde både mad og vand, men hun vidste at ikke alle havde muligheden, så hun ville langt hellere at det gik til dem end hende selv.

Hvad hun ville få at drikke tænkte hun ikke meget over, hun frygtede intet, for kvinden virkede jo så rar i hendes nærvær at hun ikke så nogle grund til at frygte noget så simpelt som lidt at drikke, og så slet ikke inden for byens mure.

Der var tydelig glæde at se i Isla’s ansigt, da Kulina takkede ja til noget at drikke. Hun blottede sine tænder i et gavmildt smil. ”Åh ja, selvfølgelig. Jeg har sikkert også noget den vil kunne lide,” forsikrede den urtekyndige og rejste sig. ”Et øjeblik, så er jeg tilbage.”

Isla forsvandt tomhændet og kom tilbage med to glas og en lille lerskål, hvori der lå noget, der umiskendeligt lignede råt kød. Hun satte det hele fra sig på bordet imellem dem. Dernæst bandt hun en flaske fri fra det snoede bælte og hældte en gylden væske op i glasset til Kulina. Det lugtede som sødmefuld nektar: ”Prøv at smage. Det er sødt men forbløffende læskende.” Isla skubbede glasset hen til englen, inden hun satte sig tilbage på stolen og betragtede arbejdet:” Jamen, du er jo næsten færdig. Sikke et passende tidspunkt til en pause.” Hun nikkede anerkendende til englen: ”Har din ræv et navn, eller kommer den bare så snart du siger at der er mad?”
Uden at vente på svar slog Isla prøvende på lerskålen, for at se om lyden ville fange rævens opmærksomhed og få den til at komme. Trak efterfølgende på skuldrene og satte skålen ned på jorden ved det ene bordben. Forhåbentlig ville ræven inden længe opfange lugten.

Nu gjaldt det blot om at se tiden an og iagttage de potentielle udfald:
Der var en lille, bitte mængde af knust elverod i det rå kød til ræven. Det betød, at hvis ræven endte med at spise maden ville der ikke gå længe før den ville falde i en harmløs, kortvarig men dyb søvn.
Drikken til Kulina var næsten lige så harmløs; den sødmefulde drik ville efter en mundfuld og et minut begynde at sløve hendes sanser og tåge hendes sind. Det ville ikke skade englen, det ville ikke gøre hende afhængig eller give hende følelse af velvære eller glæde.
Væsken ville derimod gøre, at hun ville føle det som om hun blev pakket ind i flere ruller bomuld, eller at hun var på den anden side af en væg af tykt glas; at verden var bag et filter. Hvis Kulina drak væsken ville hun blive mere føjelig, mindre kritisk og det ville være umådelig meget lettere for Isla at bilde hende usandheder ind.

Kulina så nysgerrigt efter kvinden da hun forsvandt, og færdiggjorde så arbejdet helt før hun kom tilbage. Ræven var ved at have opbrugt sin overskydende energi og gik nu mere afslappede inde i det grønne, afventende men stadig nysgerrig som den snuste til alle de ting den allerede havde lugtede til fyrre gange. 

Kulina duftede til den gyldne væske og lukkede kort øjne mens hele hendes ansigt afslørede at hun nød duften, den var så naturlig og så mild, og mindede hende faktisk om den skov hvor hun i sin tid havde fundet ræven, selv om hun ikke vidste om der rent faktisk var en sammenhæng.

Hun skulle til at tage en tår da kvinden spurgte hende om ræven, og hun nikkede i respons ”hans navn er Benjamin” svarede hun roligt. Hun vidste faktisk ikke hvor hun havde navnet fra, men ræven havde altid reageret på det og hun havde altid følt at det var det den skulle hede, så sådan var det blevet

Om det var at hun sagde navnet eller kvinden der slog på skålen, vidste hun ikke, men ræven viste med det samme sit hoved fra en rosenbusk og traskede forsigtigt hen til dem. Normalt ville den have duftede at der var noget i kødet, men de mange planter den havde haft næsen i gjorde det umuligt for den at fange den lille mængde som Isla havde puttede i. Den begyndte med det samme at spise, og ikke længe efter den var færdig, kravlede den ind under bordet for at tage en lur.

Kulina tænkte ikke meget over det men gik bare ud fra at den var træt af at løbe rundt og tog derfor fat i ler kruset igen for at tage en tår. Kvinden havde ret i sine udsagn, væsken var forfriskende, og selv om den var enormt sød var den lige nøjagtig ikke for sød for Kulina faktisk var det en helt rar forandring i forhold til vand fra søerne, eller det alkohol hun tit følte sig tvunget til at tage imod i byen når hun absolut skulle have noget.

Der gik ikke længe før hun mærkede effekten, at hun blev sløvet på en måde hun aldrig før havde oplevet og hendes vinger slappede af på en uvant måde. Hun afskrev det til varmen og tog blot et tår mere, og efterlod kun få dråber i glasset ”Mange tak… det smager virkelig godt” hendes tale var ikke sløver, men dog talte hun en smugle langsommere end den normale iver hun havde haft før. Kulina lagde ikke selv mærke til forandringen i hendes stemme men hun vidste jo heller ikke hvad det var kvinden havde givet hende at drikke, og ej heller havde hun forstillede sig at kvinden ville have givet hende noget.

Det gik som planlagt. Isla kunne næsten ikke tro sit eget held. Eller rettere; hendes egen gnidningsløse planlægning. Alt var gået præcis som det skulle.
Ræven, Benjamin, havde ikke fattet mistanke men slugt maden og lagt sig til at sove uden at vække englens bekymring.
Det var ikke fordi Isla som sådan var bange for ræven. Hun var bare overbevidst om jo færre forhindringer desto bedre, og selvom ræven ikke var stor, var Isla ikke et øjeblik i tvivl om at den ville forsøge at flå hendes fuldstændig fra hinanden i forsøg på at beskytte den lyse engel.
Og Kulina! Begejstringen steg synligt i takt med at Kulina drak af den tilbudte væske. Isla fulgte det næsten grådigt med blikket. Kulina var stjernen i dette spil.
”Ja, ikke?” Istemte Isla opmuntrende, da englen kommenterede drikkens smag. Den urtekyndige blottede sine tænder af fornøjelse. Hun havde afprøvet væsken nok til at kunne se, når effekten satte ind. Nu kunne det endelig begynde:

Uden at lægge bånd på sig selv eller på anden måde forsøge at skjule sit foretagende for englen, trak lerskålen til sig, hvis indhold lignede halvtørret harpiks.
”Du skal hjælpe mig med noget andet, Kulina,” begyndte Isla med indbydende stemmeføring, og tog en lille klump af det, som lignede harpiks. Hun rullede det mellem to fingre, til det formede sig til en lille kugle.
”Jeg har udvundet et nyt ekstrakt – Du bemærkede det måske ikke, men da du ankom til haven og afbrød mig var jeg netop ved at indsamle lidt mere saft. Undskyld min sløje humoristiske sans, men du var som en engel sendt fra himlen, da du tilfældigvis gjorde mig selskab.” Isla lo af sin egen dårlige vittighed, inden hun forsatte ufortrødent:” Forstår du, jeg har brug for at finde ud af, hvad der sker, når man spiser det; indtager det. Jeg har selvfølgelig min formodning, men jeg bliver nødt til at vide det. Og du er den perfekte at afprøve det på, fordi..” Islas øjne lyste af begejstring: ”…Fordi du ikke kan dø.”

Hun lænede sig hen over bordet, med den lille kugle af ukendt ekstrakt forsigtigt i hånden.
”Vær sød at åbne munden, Kulina.”

Når englen åbnede munden, ville Isla placere kuglen på Kulinas blottede tunge og bede hende om at sluge indholdet. Isla ville tilbyde hende det andet glas med vand, som hun kunne benytte sig af, hvis hun havde brug for hjælp med at synke. Efterfølgende ville Isla holde skarpt øje med Kulina, for at se, hvad det ukendte stof ville gøre ved englen. Kun en ting var Isla nogenlunde sikker på:
Stoffet ville muligvis være afhængighedsskabende.

Kulina kunne ikke undgå at ligge mærke til hvor ivri Isla virkede mens hun drak af koppen, men igen var hun for naiv til at forstå den sande betydning, og selv hvis hun havde så ville det være for sent. Selv hvis hun var klog nok til at løbe så kunne hun ikke mere og hun følte sig bundet til stolen af en usynlig tung kæde som kun Isla havde kræften til at flytte fra hende. Dog nikkede hun stille til hendes ord, mærkede at hendes pupiller udvidede sig og hun nu var i det fulde greb af det Isla havde givet hende.

Hun trak en smugle på sit smil da hun hørte den ellers dårlige joke, for i hendes øjne var den ret sød, og det var jo rart at blive værdsat, selv6 når man ikke mente at man gjorde meget forskel. Hun lyttede intenst til ordene og selv om hun glædeligt havde hjulede hende før så var det som om at hun nu havde endnu mindre at sige imod det, så i stedet nikkede hun bare langsomt igen, mens hun undrede sig dybt over hvad der skete med hendes krop.

Lydigt som en hund åbnede hun munden da hun fik besked på det, uden at kunne stoppe sig selv og tog imod den klistrede boldt der var næsten umulig at få ned. Hun rakte ud med begge hænder, greb koppen og drak vandet i en tår før hun satte den fra sig igen. Hendes hoved gled på skrå og de krystalblå øjne stirrede på Isla med forventning.

Med et rettede kulina hoved op og hendes smil samt blik antog en mere dyster form, noget der var totalt uvant for hende. Kulina anede ikke hvad der skete med hende, men hun kunne heller ikke stoppe det. Det var som om et af hendes filtre forsvandt, som om døren til en side af hende der ellers var glem, endelig blev åbnede igen, og for første gang i hendes engle liv var hun ikke optagede af ikke at fornærme eller gøre andre pinligt berørt, hun ville bare handle.

Hun rejste sig fra stolen der ikke længere bandt hende og trådte helt hen til Isla, stirrede på hende som et sulten dyr, og dog var det tydeligt at hun stadig var der inde. "en smugle betaling kunne jeg nok godt tage" hendes stemme var ikke længere så sukkersød son den plejede og tonen af selvtillid var også nu en af handling modsat den tidligere underdanige. Før Isla ville have en chance for at reagere rakte Kulina ud efter hende og trak hende til sig i et dybt, krævende og lidenskabeligt kys, tydeligt uden nogle bekymring for om Isla ville acceptere det eller ej, da hun jo så bare kunne bide fra sig skulle hun have noget imod de bløde læber mod sine i et forlængede øjeblik.

Det var altid med en blanding af sitrende gru og uudholdelig spænding, at Isla overvågede sine urteeksperimenter. I starten havde hun afprøvet urter i fuld åbenhed - lovligt og med professionel påpasselighed ; både i forhold til at sikre sig de impliceredes samtykke eller accept og ved kun gøre brug af urter, hvis ry og virkning enten på forhånd var dokumenteret eller hvor formodningen om deres effekt var så sikker, at ingen af de frivillige forsøgspersoner på nogen måde ville lide overlast.
Sådan var det ikke mere. Det skæbnesvangre uheld med Tybalts lillebror havde været et skelsættende øjeblik, og selvom den urtekyndige, i højere grad end hun selv ville erkende, var ramt af vedvarende og trættende samvittighedskvaler (der udmundede sig i skrækkelige drømmeseancer), havde det været startskuddet på en ny måde at lave videnskabelige urteforsøg på.
De upolitiske, og i visse øjne dybt umoralske, eksperimenter var eskaleret i den hårde periode, hvor plagerne havde hærget byen. Hendes fantasi om et blussende forretningsimperium ville være blevet fuldstændig udslukt, hvis det ikke var fordi hun havde opdaget de særlige plantearter, der med deres eufori og afhængighedstilbøjelighed havde åbnet porten til det sorte marked. Indtægtskilden var begyndt at strømme lifligt igen, og selvom det naturligvis var dybt beklageligt at det skulle forgå på den måde, var Isla pragmatisk og derfor villig til at ofre flere stykker af sin idealistiske sjæl til fordel for kapitalistisk fremgang.

Kulinas ansigtsmimik gennemgik en betydelig forandring, som Isla granskede med en slet skjult nyfigenhed. Den urtekyndige forholdt sig afventende da englen med ét rejste sig.
”Betaling, ja naturligvis.. ” istemte Isla, udelukkende for at holde Kulina i så medgørligt humør som muligt. Den urtekyndige havde god erfaring med at føje sig totalt i sådanne eksperimenter. Kysset overrumplede dog Isla fuldstændig. Der gik adskillige øjeblikke før hun fik ordentlig fat i Kulina og adskilt deres munde fra hinanden.

”Hvordan har du det?” Spurgte hun åndeløst, endnu med hænderne hvilende på hver sin side af Kulinas ansigt. Bekymring (og nysgerrigheden) stod tydeligt frem i det mørke øjne: ”Har du det okay? Har du brug for at sidde ned igen?”