Tid: Solopgang, Midt sommer, Ca. 1år efter Kulina er blevet engel
Vejr: Støvregn hele natten, men langsomt mere lys og varme efterhånden som solen står op
Sted: Søen nord for Lazura, for forden af bjergene
-----------------------------------------------------------------------------------

Det sidste år havde været fyldt med forvirring. Hun vidste at hun var vågnede op ved vandet, nord for krystalbjergene, men det stod som en tåge for hende. Hendes hjerte havde gjort ondt det første stykke tid som hun fulgte havet øst og så syd. Dog jo mere hun kom til sig selv, jo mere afstand havde hun taget fra havet, da hun opdagede at det var det som var roden til hendes smerte.

På sin vej havde hun fundet en forladt ræveunge og da hun tog den til sig opdagede hun samtidig med at hun rigtigt vågnede op, også sine evner. At hendes sang beroligede dyret når hun fokuserede på det, og at små rifter den havde var noget hun også kunne få til at forsvinde, selv om det drænede hende.
Som de forsatte deres rejse og dyret voksede øvede hun sig så godt som hun kunne på sine evner når hun fik en chance, og prøvede samtidig at passe de smukke vinger hun havde fået tildelt. Hun vidste nu hvad hun var, og hun følte en stor trang til at hjælpe og gøre godt, selv om hun endnu ikke havde været helt klar til at tage hen til mennesker endnu.

Hendes kjole hun havde på da hun kom til sig selv havde været hvid, men dog dækkede i blod, og efter et utal af forsøg på at fjerne det, gav hun op og fandt i stedet planter der havde hjulpede hende med at farve den grøn, selv om man på tæt hold stadigt kunne spore de røde mærker under, for hun var jo trods alt ikke en der var særlig klog på planter.

Hun havde fundet frem til en lille sø for foden af nogle bjerge hun havde besteget for at komme væk fra havet, men da hun nåede vandet var det ved at blive mørkt og regnen var begyndt. Der var ingen grotter hun kunne gemme sig i, men træets krone var tæt, så efter at have fløjet der op med sin ræv, var hun faldet i søvn med den tæt ind til kroppen.

De vågnede kort før solopgang, og Kulina hjalp ræven ned som med det samme løb efter vand i søen. Kulina fulgte den og satte sig træt ved vandkanten med fødderne i det kolde vand mens hun forsøgte at ugle sit bolde hår ud, noget som normalt ikke var et problem men siden det havde været fugtigt så længe så var det ikke længere det nemmeste. Hun overvejede at hoppe i vandet, for at få rensede sig selv og sine vinger i gennem og ikke midt få hendes hår gennemvådt så hun måske kunne rede det en smugle, dog gjorde hun det ikke endnu. 

Ræven gik hen til hende og lagde sig tæt op ad hende. Heldigvis var sommeren varm men efter en hel nat med regn, kunne det ikke undgås at være lidt kold, og ligne lidt lort. Kulina nussede blidt ræven og så op mod himlen i håb om snart at se solens varmende stråler igen.

"Du er godt nok ret ny, hva'?"

En lys stemme ringede pludselig gennem den skarpe morgenluft. Der lidt derfra hvor en skovsti gjorde et bugt i nærheden af søen, stod en lille skikkelse. Det lange hår og den simple kjole markerede det som en pige. Lyst brunt hår samlet i en fletning, store udtrykfylde øjne og et bredt grin. Hun kunne ikke være mere end 6-7 år, men stod selvsikkert med små hænder på hofterne og ikke et eneste tegn på en forælder eller værge i nærheden.

Aelle havde overvintret i en landsby i det østlige Azurien men var nu i færd med at rejse mod hovedstaden. At hun nu fandt sig nær bjergene var der to årsager til. Dels var der en række urter der voksede i vådlandet som både var nyttige og solgte godt, dels var det lidt af en omvej hvilket betød at hun kunne undgå de mere berejste landeveje, hvor folk var mere tilbøjelige til at bemærke en lille pige der rejste på egen hånd, både på godt og på ondt - hvilket i Aellas erfaring var næsten lige forstyrrende. Mere end en gang havde hun måtte flygte fra en venlig sjæl der ikke tillod sig at efterlade hende helt alene.
Den lille engel havde ikke regnet med at støde på nogen så langt væk fra civilisationen og endnu mindre en artsfælle. Hun havde skeptisk betragtet den anden engel i lidt tid før hun gav sig til kende. 
Den fremmede virkede harmløs nok, men Aella selv var arketypen af misvisende facader. Hun så lidt medtaget ud; det var sværere at find ly fra nattens regn når man var voksenstørrelse.
 I sidste ende var det de lidt pjuskede vinger der overbevidste Aella om at nærme sig den anden engel. Selv da stirrede hun en anelse misundeligt på de smukke, naturligt hvide vinger. Aellas egne var ikke synlige, gemt væk i skulderbladene, men hendes bevægelse var stadig umenneskelig elegante, nærmest svævende som hun hoppede fra sten til sten ned mod den ældre-udseende kvinde og stoppede direkte foran hende.
"Hej." Sagde hun med et bredt, barnligt grin, "Jeg hedder Aella."

Til at starte med var Kulina overbevist om at stemmen hun hørte måtte være syner, for hun havde endnu ikke snakkede med andet end dyr siden hendes genopstandelse. Det var ikke at hun undgik mennesker, eller det var det måske i starten, men hendes rejse havde ikke ført hende tæt nok på nogle til at det havde været naturligt. Dog da ræven løftede sit hoved og så imod kvinden, vendte Kulina også sit den vej. 

Et svagt smil bredte sig da hun så pigen, men dog kun lige. ”Korrekt” beskæftigede hun med en stemme der næsten snørede sig sammen fordi den var så uvant i at snakke i et toneleje som menneskelignende væsner kunne høre tydeligt, dog vidste hun at det snart ville gå over.

Hun fulgte pigen med øjne som hun hoppede hen til hende men sagde ikke noget før hun havde præsenterede sig. ”Jeg er Kulina” svarede hun blidt, hendes stemme allerede mere klar end den havde været før. ”Undskyld min nysgerrighed, men… din krop ser meget ung ud? Er den tilsvarende?” hun ønskede ikke at fornærme pigen, men dog var det vigtigt for hende at vide om det i sandhed var et barn der stod foran hende eller om det blot var en vis krop ikke fulgte med. For nok kunne hun ikke huske sit tidligere liv, men hun huskede at der fandtes ting der gjorde at folk, som hende selv, kunne blive fangede i alder der ikke svarede til deres sind.

”Men ja du har ret, jeg har kun været her i ermmm” hun så ned på ræven som om hun spurgte den med øjne og efter kort tid så hun tilbage på pigen ”omkring et år tror jeg” Hun så ingen grund til at holde noget for pigen, og slet ikke at lyve om hvem hun var, men når det var sagt så ville hun heller ikke afsløre alt før hun vidste om hun talte til et rent faktisk barn eller ej.

Hun virkede.. sød. Meget sød. Hendes ord lød næsten helt lyserøde. Aella lod ikke mistilliden vise på hendes ansigt men i hendes erfaring havde oprigtigt venlige engle en tendens til at dø hurtigt og efterlade røvhullerne der bare kunne lade som om - eksempelvis hende selv.
På den anden side var hun ung. Det kunne være hun endnu ikke havde oplevet udnyttelse, mishandling og den sjæleknusende vægt af årene der tog dine elskede fra dig. Sjovt som de sidste fem år af hendes liv havde forvandlet hende til en kynisk lille ting.
Uanset om "Kulina" foregav sin væremåde eller ej, morede det i hvert fald Aella hvordan hun verbalt var ved at falde over sin egen tunge for ikke at støde. Hvor evindeligt hensynsfuldt.
Hvad havde startet som blot nysgerrighed blev hurtigt forvandlet til sympati da hun hørte hvor kort tid Kulina havde været en engel. Så forstod man imødekommenheden og de lidt uveligeholdte vinger. Denne kan lykkedes det hende ikke at sende det medfølende blik.
"Jeg har levet i 80 år nu." Fortalte hun mildt, "75 siden jeg genopstod."
Hun stillede sig med siden til og hev ned halsåbningen på hendes kjole så hendes spurvevinger kunne springe fra hendes skulderblade - grå med brune accenter.
".. De første år kan være forfærdelig forvirrende." Apropos. Aella skævede ned til ræven. Hvad hulen? 

Da Kulina hørte hvor gammel pigen foran hende i virkeligheden var så hun overraskede ud, dog med et smil på læberne ”waoow, fantastisk” tilføjede hun med oprigtig glæde i stemmen ”dog trist at de måtte forlade deres tidligere liv så hurtigt” skyndte hun sig at tilføje med den blide tone


Hun nikkede stille til kvindens efterfølgende ord ”Jeg kan intet huske fra før, og jeg er faktisk ikke helt sikker på hvordan jeg kom hen til hvor jeg mødte Benjamin, det hele er lidt tågede” bekræftede hun og nussede ræven lidt mere.

Kulina studerede kvindens engle vinger med hoved på skrå og et nysgerrigt blik i øjne ”Jeg troede alle engle havde hvide vinger” sagde hun tankefuldt men dog ikke dømmende for det var ikke at hun huskede at nogle havde sagt det, hun kunne bare ikke bringe et billede frem i sit hoved af andet end hvide vinger, ikke med engle altså 

”Men… ønsker de at jeg tiltaler dem fru eller frøken? Jeg ønsker ikke at fornærme dem” spurgte hun forsigtigt, for selv om hun sagtens kunne acceptere, og nu så kvinden som en ældre så var hun også klar over at hun måske slet ikke følte sig som en i den alder men måske mere som noget lig det hun lignede.

Ræven rejste sig og gik forsigtigt forbi Kulina og hen imod pigen, tydeligt nysgerrig og med hoved nede for ikke at virke truende, selv om den hurtigt kunne vende hvis hun viste sig at være ondsindet

Til trods for at Kulinas stemme havde virket hæs og ubrugt til at begynde med, var hun meget hurtigt blevet meget snaksagelig. Aella nikkede smilende men bed særligt mærke i én ting. Hukommelsestab? Det havde hun også hørt at andre engle havde oplevet. Selv huskede hun kun få detaljer fra sit tidligere liv, men det var nok mere at gøre med at hun havde været meget ung.
Apropos genkendte hun det sympatiske blik. Måden voksnes øjne blev stramme i kanten, en smule blanke. Det milde smil. De første mange år af hendes nye liv havde det frustreret hende, som om der var en subtekst der gik hende forbi. I sin irritation havde hun adresseret endelig det og fået det forklaret af en gammel vaskekone:
Det var udtrykket hos voksne der blev konfronteret med børnedødelighed. 
Aellas ansigt lyste op da ræven nærmede sig og hun knælede og rakte hånden indbydende frem. Hun havde aldrig haft dyretække, men hun kunne stadig finde dem søde.
"Bare Aella." sagde hun og kiggede op på Kulina. Hvordan forklarede hun det bedst? "Jeg er ikke en frue.. eller et frøken. Jeg er et barn. Et barn der har levet længe, men stadig.."

Kulina fulgte ræven med øjne mens den nærmede sig pigen og kunne ikke undgå at trække lidt på hendes smil da pigen velkomte det og ræven med en forsigtig logren med halen nærmede sig mere og gled sit hoved mod hånden som tegn på at den gerne ville have mere opmærksomhed. 

Hun nikkede stille da hun hørte pigens ord, ikke fordi hun forstod dem, men fordi hun viste at hun hørte efter ”så er det sådan jeg vil behandle dig Aella” bekræftede hun med en munter tone.

”Vingerne… hvordan gjorde du det der før? Havde dem så de ikke var fremme?” spurgte hun nysgerrigt, mest af alt fordi hun ikke selv havde forsøgt det endnu. Hun elskede godt nok at have dem, men hun kunne bestemt også se det gode i at kunne gemme dem væk fra tid til anden, særligt hvis hun skulle begynde at nærme sig byerne hvor der jo kunne være mange mennesker på lidt plads.

Ræven lagde sig ned foran pigen ikke kun fordi den fandt det rart der, men også for at vise Kulina at den accepterede hende, at den ligesom Kulina valgte at stole på hende trods deres manglende erfaring med andre væsner, andre engle endda.

Regnen var stadigt langsomt aftagende i takt med at det lille sø sted fik mere og mere lys fra en sol der endnu ikke kunne ses tydeligt nogle steder, men dog var på vej hen til dem så hurtigt den kunne for at varme dem alle efter den våde nat.


Hendes stemme var stadig ikke varmet helt op, men jo mere hun talte jo bedre blev det, og det var faktisk helt rart at snakke med nogle, også selv om det var en der var så ung i krop, for hun vidste dog at man ikke kunne befærde sig i livet i så mange år uden at tilegne sig noget erfaring. 

Aella aede begejstret ræven men nåede også hurtigt at få nok og rejste sig. Det hjalp hendes fokus fra tid til anden at efterkomme hendes barnligere impulser, men det var ikke noget hun havde brug for at sidde fast i.
Hun rynkede lidt på næsen over Kulinas spørgsmål. Der var ingen der havde lært hende alle disse ting; det var hendes egen hårdt optjente erfaring. Men så hurtigt den bitre tanke krydsede hendes sind før hun fik den parkeret. Måske var det netop fordi der ikke var nogen der havde hjulpet hende at hun burde hjælpe der. Det var utroligt, hun var ved at blive helt soledarisk på sin gamle dage. Måske var alt det tog næsten at dø og derefter sælge sin sjæl. Aella virrede tanken væk.
"Det er ikke alle der kan.. tror jeg." svared hun og trommede en tænksom finger mod hendes underlæbe, "fordi det er ikke en fuldkommen kropslig evne det er en.."
Hun pausede for et ord der var lidt tid o# at rasle igennem en 5-årig hjerne, "..kon-cep-tu-ali-serings-pro-cess. Eller.. måske mere den anden.. hvaderdetnu.. vi-su-ali-sering. Kort sagt handler det om at forstå at du og dine vinger ikke længere er helt.. ægte."
Hun skævede op.
"gav det mening?"

Ræven så yderst utilfreds ud af Aella stoppede med at kæle den, og i stedet gik den tilbage til Kulina og lagde sig ned, halvt ved hendes side og med hoved på hendes ben, dog stadigt med øjne mod pigen.

Kulina lyttede nysgerrigt til hvad pigen sagde, og prøvede at omdanne det til noget hun kunne bruge i sit hoved mens hun nikkede stille og så tankefuld ud. ”Jeg tror jeg ved hvad du mener” sagde hun tankefuldt og lukkede øjne blidt i.

Hun tog en dyb indånding og hendes vinger begyndte at ryste svagt, og pludselig med et forsvandt de ind i hende som en skræmt mus. Kulina gispede og hostede en smugle for at få vejret igen idet hendes øjne gik op og hun bøjede sig forover. Følelsen af de manglende vinger var ubehagelig, og den blide regne mod hendes ryg virkede fremmede for hende ”Er det meningen det skal være så ubehageligt?” spurgte hun stille, dog med tydeligt ubehag i sine øjne.

Der gik ikke længe før ubehagen i hende blev for meget for hende og lige så hurtigt som de var forsvundet, kom hendes vinger igen til syne. Det var bestemt noget hun skulle vende sig til, og øve sig på, men hun kunne ikke forstille sig at hun nogle sinde ville kunne fortrække det eller gå sådan når det ikke var højest nødvendigt.

Ah. På første forsøg.. En ting der havde taget Aella månedsvis at mestre.. Så Kulina var en af dén slags engle. Heldigvis var Aella rimelig god til at skjule sin frustration.
"Ja. Det virker ved at fornægte en del af dig selv. Desværre holder det aldrig rigtig op, man lærer bare at ignorere det." svarede hun med en grimasse. Hun kunne heldigvis abstrahere fra den næsten kvalme dunken mellem skulderbladene i ugevis om nødvendigt, men hun foretrak selv at folde vingerne ud hvis muligt.
Apropos så lod det til at den lille fornægtelsestur ikke just havde gjort vidundre for Kulinas vinger og Aella skar en grimasse i sympati blot af at se på det. Hun var meget fristet til blot at række ud og rette strålerne på hendes svingfjer, men hun vidste hvor grænseoverskridende det kunne været at få rørt ved sine vingerne lige pludselig.
"Og det er et helved for fjerene.. Ah må.. må jeg lige fikse.." spurgte hun lidt flovt og gestilerede mod fjerene.

”Ooh… okay” svarede hun forsigtigt til informationen om at det nok aldrig ville stoppe. Det tog hende et øjeblik og overveje det, og hun fastholdte derefter at hendes ubehag var det hele værd hvor det betød at andre omkring hende ville kunne føle sig mere trygge eller have bedre plads, dog vidste hun at det stadig ville tage hende meget træning at blive god til det, at kunne gøre det i en situation der ikke var så afslappede og tryg som den hun sad i der, og måske ville hun aldrig kunne det, men hun håbede dog inderligt på det.

Hun nikkede stille til pigens ord og strakte sine vinger mens hun drejede en smugle så pigen bedre kunne nå. Det var ikke ligefrem behageligt at pigen rørte ved hendes vinger, men så igen de var slet ikke van til at blive rørt overhoved, kun når det var absolut nødvendigt og kun af hende selv, eller en sjælden gang ræven når de skulle putte om natten. Hun accepterede det dog uden at lave nogle grimasser og så derefter taknemmeligt på pigen. Nok var Kulina forholdsvis smidig, men det kunne stadig være svært at rette på fjerne selv og særligt dem hun ikke kunne se ordentligt.

”Er der andre ting du kan lære mig? Du virker så klog” det var tydeligt at hun endnu en gang ikke var ude på at fedte for pigen, men blot sagde hendes mening ”såsom hvordan du holder dine så pæne” forslog hun nysgerrigt  uden at ligge skjul på at hun havde lagt mærke til hvor meget bedre holdt pigens vinger var end hendes egne

Aella rakte frem og fik hurtigt fikset et par af svingfjerene. Det hjalp at Kulina havde givet hende lov, men der var altid en sitrende følelse i fingerspidserne af intimiteten ved at røre en anden engels vinger. Nu hvor hun var tættere på kun hun se i hvert fald et par ting ift. vingepleje som hun kunne hjælpe med. Hun vidste ikke om Kulina forventede mere end bare det, men det var i hvert fald et godt sted at starte.
"Lad mig vise dig!" Sagde hun med et bredt grin og kastet et hurtigt blik rundt indtil hun fik øje på stor sten. Aella greb den Kulina ved hånden og førte hende over og sidde på stenen.
"Okay. Så.." Begyndte Aella; hun stillede sig op foran Kulina og tog blidt fat om den ene hvide vinge for at demonstrere, "..Vi har to typer af fjer: dækfjer, og dun. Af dækfjer er der håndsvingfjer, armsvingfjer, øvre og nedre vingedækfjer, tertiære og lillevingen." Hver ord blev opfulgt af at Aella udpegede de pågældende dele af vingen. Hun greb en af de længere længere fjer og strøg den mellem 2 fingre.
"Til at starte med er du nødt til at rette strålerne på fjerene så de hænger sammen. Det kan man gøre med fingrene sådan her, men det kan være nemmere at.."
Aella stak hånden i sin fortryllede bæltetaske. Der var et øjeblik hvor mere af hendes hånd forsvandt end burde kunne lade sig gøre, før hun fremdrog en trækam med korte, fine tænder.
".. Bruge sådan en kam her." Aella rakte kammen frem mod Kulina med et opfordrende udtryk.