Aella stirrede indædt på alkymistens telt, som om hendes irritation alene var nok til at smelte et hul i glasmontren så hun kunne snuppe indholdet. Pyrit-stenen lå og glimtede indbydende i det grålige morgenlys, som om den drillede hende!
Det kubiske mineral var ikke usjældent, men hun havde brug for det rimelig akut til en elixir og pludselig var det et jævnt helved at opspore. Hun havde lykkeligt lovprist Avanya over at finde en alkymist der solgte det på markedspladsen, blot for at blive dybt skuffet da den gamle nar nægtede at sælge det til hende!
Måske var det hendes slidte særk, hendes beskidte bare fødder eller det faktum at hun ligne et barn igen, men han havde blot betragtet hende hånligt ned over næsenryggen, justeret sine briller og bedt hende skrubbe af. Pyt med at hun havde pengene, pyt med at hun vidste hvad hun skulle bruge stenen til! Nej nej, det her var et farligt mineral, fortalte han hende, som om hun ikke kendte til Arsenik.
Aella sukkede.
For det meste var hun glad for at alderselixiren hun havde drukket efterhånden var aftaget og hun var et barn igen, men det var i situationer som dette hvor hun ville ønske at hun stadig havde sin voksne krop.
Den lille fregnede næse rynkedes.
Hvad hun havde brug for var en voksen krop, men den behøvede ikke nødvendigvis være hendes. Aella lyste op. Hun befandt sig sjældent lang tid i hovedstaden af gangen for at undgå at ende i problemer, men hun havde efterhånden besøgt den et utal af gange i løbet af årene og kendte derfor en del folk. Aella kravlede op på det store springvands rand så hun nemmere kunne spejde ud over folkemængden.
Så hvis hun var heldig... Aha!
"Nia!" Råbte hun begejstret og løb direkte mod barndomsveninden.