”Nu passer du vel godt på dig selv, ikke?”
Freya drejede rundt på hælen for at se på skikkelsen, der lige var trådt ind i hendes kammer. Det var Minna, hendes veninde, der boede i kammeret på den modsatte side af opgangen. Minna var en af de to andre unge kvinder der, udover Freya, boede i huset, som den gamle krave Gertrud ejede. Minna lænede sig op ad væggen ved siden af døren, hun lige havde lukket, mens hendes blå øjne betragtede Freya. De blå øjne fangede det sene eftermiddagslys i Freyas kammer, og glimtet fik dem til at ligne små iskrystaller. Hendes ufatteligt slanke skikkelse var stik modsat Freyas egen. Med sine 170 cm var Minna rimelig høj af en menneskekvinde at være, men stod stadig væsentlig lavere end Freya. Hendes ansigt var meget blegt, og hendes ibenholtsorte hår stod i skarp kontrast til hendes hvide hud og klare, blå øjne. ”Hvad mener du?” spurgte Freya sin veninde, mens hun tog fat i læderbæltet på hendes seng og spændte det fast om sine hofter. ”Jeg så godt blikket i dine øjne, da vi snakkede sammen tidligere i dag. Du er nervøs. Er det en større mission?” Den muskuløse halvorkerkvinde sukkede let. Minna kendte hende for godt efterhånden. Hun havde taget Sir Xaphans råd til sig om at snakke med folk. Og Neagus råd om, at det var vigtigt ikke at holde sine problemer inde. Og det havde hjulpet hende meget i en tid, hvor hun var kommet ud på en psykologisk glidebane, hun ikke havde været i stand til at klare alene.

Og Minna havde hjulpet hende.

Nok kunne den jævnaldrende kvinde være rap i kæften, men hun var også god til at lytte, når der var brug for det. Så hun var gladeligt trådt til, da Freya, hendes nye veninde, havde brug for hendes hjælp. ”Ja det er,” bekræftede Freya, mens hun spændte sværdet fast i bæltet. Nu manglede hun kun sit skjold og sin hjelm, der også lå på hendes seng i den lille taglejlighed i Skumringskvarteret. Ellers var hun i fuld uniform. ”Men jeg kan ikke sige noget om det,” sagde hun med et lille smil og vidste, at Minna godt kunne tilgive hende. ”Jeg skal nok passe godt på mig selv,” hjelmen på, så den dækkede hendes flettede, mørkebrune hår. ”Desuden, så er jeg ikke alene,” skjoldet blev spændt fast på hendes underarm.

Et knus senere var Freya på vej ned af trapperne. Gik ud af hoveddøren. Derefter skridtede hun hastigt imod et område, hun kun havde betrådt, efter hun var startet som soldat i Lysets Hær. Diamantstræde. Den absolutte modsætning til det område, hun boede i. Sandt nok, hun var i gang med at finde sit eget hus, gerne i det normale beboelseskvarter, for det gav bedre at være soldat end stenhugger i et stenbrud, men hun havde ikke helt råd endnu. Det var vildt at se, hvor stor en forskel, der var på husene i Dianthos. Aftenen skred fremad som hun gik igennem gaderne, og de jordtrådte stier blev til brostensbelagte veje. Husene blev større og større, mere overdådigt udsmykkede, og med større haver. De skulle være her i nærheden, tænkte hun, og ganske rigtigt. En håndfuld af hendes kollegaer havde samlet sig i nærheden, og hun gik målfast hen til dem. Missionen var klar her til aften. Det stod nemlig klart for dem, at spioner fra Mørkets Hær havde til huse i en villa her i Diamantstræde. Et hus, der havde stået tomt i noget tid og lå lettere afsides fra resten af området. Faktisk det perfekte gemmested, for det var lige så direkte foran næsen på dem, at ingen havde fattet mistanke om det. Før nu. Så der var blevet handlet hurtigt, og spionerne skulle fanges her til aften. Derfor var soldaterne samlet hér, et stykke væk fra huset, de skulle undersøge. Freya forstod ikke, hvordan folk fra Mørket kunne være kommet ind og endda have indlogeret sig i al hemmelighed i Diamantstræde. Men det var heller ikke hendes plads at kende detaljerne. Hun håbede bare, at hendes overordnede vidste mere.

Og nu vi talte om overordnede.

Som hun kom tættere på gruppen af soldater, hendes kollegaer i Lysets hær, så hun, at en af soldaterne havde en englevinge og en dæmonvinge. Sir Xaphan. Ridderen var let at genkende med hans unikke udseende, og det overraskede hende, hvordan det føltes som om hendes hjerte sprang et slag over i brystet på hende. Altså jo, hun kunne da godt lide ham. Han var høflig. Han havde hjulpet hende, da hun var trådt over grænsen og havde slået en af sine soldaterkammerater. Siden da havde de ikke set ret meget til hinanden. Det var ikke blevet til meget mere end 'hej' og 'hvordan går det', før den ene eller anden af dem havde været nødt til at gå videre på grund af arbejde. Men hun ville lyve, hvis hun påstod, at hun ikke ønskede at snakke mere med ham. Lære ham bedre at kende. Fordi... ja, jo... måske han da også var ganske flot. Hun var kommet langt siden den første gang, de havde mødt hinanden. Hun havde været på missioner. Og hun var ikke kommet i klemme. Og noget i hende gjorde hende ivrig for at vise Xaphan... Sir Xaphan, hvor langt hun var kommet. ”Godaften, Sir,” sagde hun – først til Sir Xaphan og den anden ridder i gruppen, hvorefter hun også nikkede til godaften til de andre, der havde samme rang som hende selv. Hun stillede sig hos de andre, rank skikkelse som hun vidste, det var forventet af hende. Klar til at rykke, når hun fik besked på det. Skulle Sir Xaphan og den anden ridder lede dem i aften?

Månen var allerede på vej op da Xaphan havde bevæget sig imod mødestedet for missionen. Dette her kunne blive en farlig mission, men han kunne ikke vide det med sikkerhed. Baldwin havde bedt ham om at tage med, der var ting der skulle klares, og der var sikkert nogle spioner der skulle udspørges. Dette her var ikke en mission man skulle tage let på. For selvom det egentlig bare var spioner i huset, så kunne det stadig blive farligt. Ingen havde egentlig tal på hvor mange der var i huset, og lige nu var det blot rygter, og de skulle også tages hånd om. Uanset hvad der så skete. Det var vigtigt for ham at vide hvad de kunne gå ind til. Men dette her var ikke som det skulle være. Han havde ingen rustning på der udgjorde et panser for ham. Han var trænet i mange ting, og han havde levet i mange år til at kunne finpudse sin kampteknik.

Han havde ikke fløjet ret langt før at han stod foran mødestedet som en af de første. Han kunne se huset de skulle ind i, men det var stadig mørkt, der var måske nogle få lys tændt, men det var også alt. Han ventede lidt på at den anden ridder skulle dukke op og langt om længe dukkede han op. De udvekslede lidt ord og stod og snakkede om hvordan de bedste gjorde dette. Det var stadig kun rekrutter der skulle hjælpe med denne del af arbejdet. Så nogen ville nok falde i kampens hede, for selvom det egentlig kun var spioner der var i huset kunne de stadig være farlige. Ingen vidste om der ville blive brugt evner imod dem, eller om det var ren kamp med våben de skulle igennem. Det var en uvished som Xaphan egentlig satte pris på. Hele dagen havde han fløjet højt på himlen for at samle så mange partikler fra vejret så han var ladet godt op hvis hans evne skulle bruges.

Langt om længe begyndte rekrutterne så småt at dukke op og han rettede sit blik på hver og en af dem. Da de sidste endelig dukkede op og et godaften lød smilte han lidt og nikkede tilbage til Freya. Han håbede at hun var kommet langt siden deres sidste møde, men det skulle de nok finde ud af denne aften "Jeg håber i er udhvilet til denne aften." startede han og kiggede på dem hver og en. "Sebastian, Kristian, Freya og Claudia i går med mig til bagindgangen. Resten går ind forfra. Men husk dette her kan blive farligt på mange måder. Hold jeres våben og evner klar, Spioner har som regl nogle slemme evner der gavner dem selv. De er trænet i våben så pas på jer selv. Men husk hvis i kan undgå det så slå dem ikke ihjel. Fang dem og bind dem så godt i kan." kom det fra ham og kiggede på hvert enkelt der var dukket op for at være sikker på de forstod hvad det var han sagde. Det er mit job at finde ud af hvad de pønser på ikke jeres."[/b] kom det fra ham som det sidste. En vind lagde sig over ham og han kiggee op imod himlen for at se nogle tunge skyer samle sig, måske det ville begynde at regne og tordne, det ville bare sætte hans evne langt bedre end det var nu. Alle de elktriske udlaninger der der kunne komme ville få ham til at blive ladet ekstra godt op.

Han folede hænderne mens den anden ridder fortalte om angrebet der skulle ske. De alle kunne ikke gå ind af døren forfra, Så de måtte ædelægger vinduer for at komme hurtigt ind, samtidig med at døren skulle brydes op så hurtigt som muligt. Forventningen var at der var 5 spioner inde i huset, men ingen kendte omfanget af hvad de kunne byde på. Da den anden ridder var færdig smilte Xaphan en smule. "Godt I kommer med mig, jeg fortæller på vejen hvad vi gør." kom det fra ham og vendte sig om for at bevæge sig i mørket og snigende hen imod huset. "Forhold jeg rolig, buk jer så langt i kan, og følg i mine fodspor." kom det fra ham som huset kom tættere på. Jo tættere på huset han kom jo mere lys kunne han se fra vinduerne. En engel som ham skulle passe på at hans vinger ikke blev afsløret. Han kunne ikke trække sine vinger ind som så mange andre kunne. Da de endelig kom frem til den bagerste del af huset forbi vinduerne og døren stod lukket kiggede han på dem. "Når vi høre de andre storme døren og vinduerne laver vi et overraskelses angreb og slår døren ind." kom det fra ham og lyttede efter for at finde ud af om fortropperne var på plads og hvornår de ville storme ind i huset.

Hun undrede sig over, at Sir Xaphan ikke havde sin rustning på. Men nu vidste hun heller ikke andet om engle og dæmoner end at de mere eller mindre var gode eller onde... og kunne blive meget gamle. Vent lidt, hvor gammel var Sir Xaphan egentlig? Det måtte være et spørgsmål til senere. Og apropos evner, som den høje ridder nævnte. Så var hun heller ikke klar over, hvad Sir Xaphan eller den anden ridder var i stand til. Ikke ud over det åbenlyse med, at Sir Xaphan kunne flyve. Selv var Freya ikke ferm til magi. Hendes styrke lå helt klart i fysisk kraft. At lægge kræfter i et slag eller spark, og generelt alt hvad der havde med fysisk formåen at gøre. Dog kunne hun teleportere sig et lille stykke, hvis hun kendte området, og hun kunne også tage en person med sig under sin teleport. Hun kunne også til dels paralysere en person. Men det krævede øjenkontakt, og hvis det var en meget mentalt stærk person var hun også ret sikker på, at hun ikke ville kunne holde paralyseringen. Og så var der amuletten. Fra Lysets Hær. Den gav hende muligheden for at heale sår, men det var stadig noget, hun var nødt til at øve, for at kunne klare mere end småskrammer. Som sagt, så var magi slet ikke hendes stærke side, så hvis hun brugte det mere end tre gange på en dag, så risikerede hun at udmatte sig selv så meget, at hun ville falde om.

Tunge skyer var begyndt at samle sig i den unge nat som de udvalgte rekrutter sneg sig efter Sir Xaphan. Hun kunne mærke spændingen stige i kroppen. Fem spioner fra Mørket rygtedes at være inde i huset, men de skulle alligevel tage deres forholdsregler i tilfælde af, at der var flere. Spændingen i kroppen gjorde hendes sanser ekstra skarpe som hun lyttede til Sir Xaphans ordrer, mens de sneg sig hen til villaens bagdør i ly af mørket. Igen var hun glad for sit delvise nattesyn, stammende fra det orkerblod hun havde i blodårerne. Hun kendte godt til dels de andre soldater i gruppen, men ingen af dem var som sådan venner for hende uden for arbejdstiden. Ikke ud over en drink efter en veloverstået mission eller arbejdsdag.

De listede sig op ad trapperne i haven til villaens bagdør. Der var en lille smule lys inden for, men ikke meget. Sir Xaphan beordrede dem til først at sparke døren ind, når de kunne høre at holdet ved hovedindgangen havde gjort deres indtog. Hun var overrasket over, hvor rolig Sir Xaphan virkede. Men han havde sikkert også prøvet lignende situationer op til flere gange. Langsomt trak hun sit sværd, som de ventede. Hun kiggede rundt på de andre med sine mørkebrune øjne, så dem i øjnene. Som ville det knytte en stærkere kontakt imellem dem. Spændingen var klar imellem dem – i hvert fald de nye soldater. Men slet ikke på samme niveau som deres første mission. De havde været afprøvet, og de havde vist, at de godt kunne.

Og så kom det.

Lyden af en dør på den modsatte side af bygningen, der blev slået op med massiv kraft. Lyden af soldaterne, der løb ind i forhallen. Ved denne lyd rejste Freya og Kristian sig op som var de én og hamrede deres skuldre ind imod den aflåste dobbeltdør. De var de to mest muskuløse på holdet, så ingen havde behøvet at beordre dem til at klare jobbet – det kom som en selvfølgelighed, og efter bare to skulderslag brasede de fint dekorerede døre op, som var de blevet smadret af en rambuk. ”Lysets Hær! Overgiv jer og-” mere nåede Freya ikke at råbe som det var kutyme, da hun sammen med Kristian gik ind i den veldekorerede stue, før et stort, sort bæst med en dyb knurren ramlede ind i hende med sin massive vægt. Bæstet greb fat om hendes arm, og hun priste sig lykkelig for sin udrustning som sammenstødet tvang den stærke kvinde til at tage et skridt bagud. Et klynk undslap væsenet, da Kristians sværd skar igennem dets flanke, og Freya så nu, at det var en stor, sort hund. Men dens muskler var totalt overproportioneret og dens øjne lyste rødt i besættelse. ”Normalt elsker jeg hunde, men det her er for meget,” snerrede hun olmt og sendte et spark i dæmonhundens retning, da den prøvede at angribe hende igen, så den fløj på gulvet med en klynken. Ud af øjenkrogen så hun, hvordan to lignende bæster løb frem i rummets døråbning, klar til at angribe soldaterne, der var trådt ind på deres territorie. Så Mørkets spioner, og deres kæledyr. Det her skal nok blive godt, tænkte Freya mørkt, mens en stemme inden i hende overvejede, hvor spionerne mon var henne.

Xaphan havde ingen problemer med at tage det roligt, han ville hellere end gerne bare have dette her overstået. Men han havde ingen overvejlser om hvem der skulle gøre hvad til at starte med. Først regnede han med at de ville lystre og gøre som der blev sagt, dette her gjaldt liv eller død. Det hele handlede om hvem der skulle dø og hvem der ville lade livet, og forhåbentlig var der ingen af lysets krigere der ville lade livet. For ellers ville de blot være en kriger mindre, hvilket bare ville skade en brigade.

Som de sad og ventede forklarede Xaphan at der kunne ske hvad som helst når dørene blev brudt op. Alt kunne ske foran og de kunne resikere at nogle af mørkets krigere ville prøve at tage bagdøren, det var derfor de fem netop var gået her hen, for netop at reagere hvis dette skete. For hvem vidste om det overhovedet ville blive muligt at lade dette gå på en sikker måde. Han ville hellere end gerne have at ingen kom til skade, men han vidste at meget af den træning de havde fået sikkert ikke kunne bruges her, og han vidste heller ikke hvor mange der overhovedet havde været på en mission før. Det kunne gå galt på så mange måder. Han havde jo været på utallige missioner, selv da dragerne overtog Dianthos i sin tid. Det var hæslige kampe, men nu havde han jo selv en drage som han forgudede og slet ikke ville kunne undvære på nogle punkter.

Langt om længe skete der noget ude foran og han skulle lige til at sige noget da både Freya og Kristian allerede var igang med at bryde døren ind. "Lad mig...." mere nåede han ikke at sige imellem bragene fra en skulder og dør der mødte hinanden et par gange inden den blev brudt op. "Komme ind først..." afsluttede han og rejste sig om. Han trak sine knive der sad i hver side af sit bælte, om bag hans stof og placerede holdte godt fast i dem. Normalt ville han have gået ind først da han havde mest erfaring i alt dette her. Men det virkede som om holdet han havde udpeget til at gå med ham, var meget ivrige. Han trådte inden for til lige at se noget stort og tungt blev skubbet eller sparket tilbage og en piben kom fra væsnet. Væsnet rejste sig for at ville gå til angreb imod Freya. Dog trådte han hurtigt et par skridt frem og placerede hårdt knivene ind i begge siderne af hovedet på væsnet. Han stod lidt akavet og var fuldt blottet i siden, men indtil videre havde han endnu ikke oplevet nogle former for mørkets krigere der kunne gøre noget som helst her hvor de var.

Han kunne høre tumulten ude foran og han trak knivene ud af væsnet blot for at se det næste væsen have retningen imod Kristian. "Stop det udyr!" råbte han op og  mærkede hvordan blodet dryppede ned fra knivene og ned imod skæftet for at gøre dem mere glatte, men han var vandt til at holde fast på knivene når de var fyldt med blod. Indtil videre have han holdt fast i hovedet på dyret med knivene, mens resten af kroppen var faldet ned imod gulvet. Gulvet blev hurtigt fyldt med blod fra det døde væsen hoved. Han tørrede hurtigt den ene kniv af i sit tøj og lod kniven gå over i den anden hånd for at holde på begge knive. Han løftede en hånd for hurtigt at danne en kugle af elektricitet der sprang i håndfladen som små gnister og kastede den forbi Freya's hoved med en susen der fik hendes hår til at blafre af farten. En pipen lød bag hende. "Claudia, Sebastian tag jer af det væsen!" kom det fra ham og bevægede sig over til Freya og rakte en hånd ned imod hende. "Husk din træning. Vær på vagt over for alt, brug dine sanser. Fysik er ikke alt på en mission" kom det fra ham i håb om at hun ville tage fat i hans hånd for at rejse sig op fra gulvet, inden hun ville blive slået ned af et af de hunde.

Det store væsen langede ud efter hende endnu engang, og Freya gjorde klar til sammenstødet, men en hurtig skikkelse kom hende i forkøbet. Hun opfangede to glimt i natten, som Sir Xaphans skarpe knive borede sig ind i dæmonhundens kranie. Det blev knust med en gruopvækkende lyd, som hun dog ikke havde mulighed for at dvæle ved ret længe. Der var brug for at hun fokuserede. For i næste øjeblik tonsede en anden hund imod Kristian, der allerede var travlt beskæftiget. Hun gjorde klar til at løbe imod Kristian for at hjælpe ham, men en knitrende lyd og et kraftigt lysglimt af elektricitet fik den angribende hund til at klynke i smerte. Hun drejede hurtigt hovedet og så Sir Xaphan stå med udrakt hånd.

Havde han lige gjort dét?

Den høje ridder rakte derefter en hånd ud imod hende, og hun tog den som støtte, mens hun lyttede til hans ord. ”Javel Sir,” fik hun fremmanet, og slap hans hånd da hun havde genvundet balancen. Hun scannede rummet for at få overblik. Sebastian og Claudia så ud til at have styr på den tredje hund, men Kristian var i lidt større problemer med bæstet foran ham. Halvorkerkvinden gav et kort nik som tak til Sir Xaphan, inden hun forlod hans side for at hjælpe hendes kammerat. Bæstet havde ikke set hende komme og stak i et smertehyl, da Freyas sværd kolliderede med dens hud og skar igennem muskler og sener. Den drejede sig fejlagtigt imod hende, dens nye angriber, og det gav Kristian mulighed for at spidde den fra ryggen mod bugen, mens Freya skar efter dens strube.

Da den store hund faldt, var alle fire dæmonhunde døde. Men ville der være flere? Eller hvad kunne spionerne ellers have i mente for dem? Freya tog nogle dybe vejrtrækninger for at få luft, og vendte sig derefter imod Sir Xaphan. Hendes øjne prøvede at fange hans, men det var svært i husets halvmørke. ”Sir... Din næste kommando?” Denne gang skulle hun nok prøve at holde sig bag ham. Selvom det var svært, når de kunne høre lyden af kamp fra husets fordør. Hvad mon de andre var oppe imod?

Det var langt fra sikkert at Freya ville tage imod hans hånd, men da hun alligevel gjord det smilte han til hende og gav hende et nik igen. Hun skulle nok komme langt med den indstilling, især fordi hun tog alt til sig som der blev sagt. Det handlede bare om at hun skulle være dygtig og klog i sine beslutninger. Inden hun fik set sig om var hun allerede steget i rang, og ville klare sig bedre end nogle af de andre kadetter. Det var sådan han havde oplevet det før, og det ville sikkert ske igen, men så længe hun var målrettet så skulle det nok gå alt sammen.
Som hun forsvandt om bag ham for at hjælpe Kristian bevægede han sig frem for at se kampen foran. De havde helt styr på det så det ud til. Så der var ingen grund til at hjælpe dem. De havde klaret bagvejen og der var endnu ikke nogen der havde formået at slippe ud den vej.

Det var først da en stemme bag ham lød at han vendte sig om og så de tre kadetter stod og ventede på en kommando. "Meget fint alle sammen, i klarede det godt." kom det fra ham til at starte med. Med lav hvisken kom det fra ham. "Nu bevæger vi os oven på, vær beredt på alt, vi ved endnu ikke hvad vi har med at gøre. Men brug jeres træning. Gennemsøg alt hvad i kan hvis der ikke er nogle fjender" kom det fra ham og vendte sig om for at bevæge sig så lydløst op af trappen. Hans knive knugede han lidt ind til sig som stadig dryppede lidt af blod fra væsnet nede under. Da han nåede op så det ikke ud til at der var nogen men han kunne tage fejl. Der var flere værelser og lydløst pegede han på hver af kadetterne og på hver et værelse for at de skulle undersøge det. Han satte en finger for munden for at give udtryk for at de skulle være stille.

Langsomt bevægede han sig hen til et bord der stod for enden af rummet for at kigge i de pergamenter der lå for at vurdere om det var nogle der skulle gives til Baldwin.

Freya havde troet, at adrenalinen ville stoppe med at pumpe voldsomt igennem hendes krop, så snart kampen med dæmonhundene var overstået. Dette var dog ikke tilfældet. Var de andre nye kadetter lige så meget op at køre? Hun kunne ikke bedømme det. Desuden, så havde den bevingede ridder afgivet den næste ordre – det var tid til at følge ham. De skulle gennemsøge den store bygning. For hvad var Mørkets spioner mon efter? Havde de fundet det, de søgte? Var de i ledtog med andre i Lysets by? Tanken fik det til at løbe koldt ned ad hendes ryg. Nok var der kriminalitet i byen, men Dianthos burde jo... af alle steder i Krystallandet, så burde hovedstaden da være en sikker havn.

Men åbenbart ikke.

Som en vagtsom ulvinde sneg hun sig tæt efter Sir Xaphan. Sværd og skjold parat. De måtte håbe at postyret fra det andet hold ved hovedindgangen var nok til at holde fjenden beskæftiget, mens de sneg sig rundt efter informationer i den overdådige villa. Havde hun nogensinde gået på en marmortrappe før? Nej, det ville være synd at sige.

Sir Xaphans vinger bevægede sig let med hans bevægelser, hans rolige åndedræt, som de bevægede sig op på anden sal og begyndte at gå hen ad gangen. På hver side af gangen stod tunge døre som bevidnede om flere værelsers eksistens. For hver dør gjorde deres leder tegn til, at en af dem skulle gå ind for at undersøge rummet. En efter en blev den lille gruppe mindre. Freya forlod hans side som den sidste. Dermed gik hun ind i rummet lige over for det, han selv gik ind i.

Hun åbnede døren så stille som muligt. Månens dæmpede lys fik værelset til at ligne noget fra et uhyggeligt maleri. Det var et gæsteværelse, hvilket jo egentlig i sig selv var ganske ufarligt. Men rummets store, ekstravagante møbler var blevet skubbet rundt som havde der været kamp. På sengen var der smidt tre dolke, alle i forskellige længder og breder. Og der var en... tung, karakteristisk lugt i rummet. Lugten af jern. Lugten af...

Blod.

Et sammenbidt udtryk af smerte løb over Freyas ansigt, da hun så de bare fødder på gulvet. Og blodsporrene. Langsomt gik hun fremad, selvom hun egentlig allerede vidste, hvad hun ville finde bag sengen i gæsteværelset; den blege krop af et lig. Og den bange følelse inden i hende var ganske rigtig. På gulvbrædderne bag sengen lå det halvnøgne lig af en ung mand. Et menneske. Selv i det dunkle lys kunne Freya se de mørke mærker fra de tæv, den unge mand havde lagt krop til. Og snitsår. Som havde han været et stykke kød de skulle afprøve de forskellige dolke på. Struben var skåret over. Og blodet tørret ud for længst. Alligevel ville Freya gætte på at han højst havde ligget her i to dage. Noget af det sørgeligste var næsten, at hun genkendte hans ansigt. Ikke at hun kendte ham privat. Men hun havde set billedet af hans ansigt på efterlysnings-plakaterne. Denne unge mand var for en uges tid siden forsvundet sporløst en morgen, hvor han var på vej på arbejde i en af markedspladsens boder. På hans ene hånd sad endda ringen, der vidnede om den forlovede, der savnede ham.

Alt virkede så fredeligt oven på. Alt kampen havde været nede under, men Xaphan kunne ikke forstå hvorfor, det virkede unormalt at der ikke var noget at finde oven på. Det virkede som en død ting lige her. Men Xaphans opmærksomhed lå på  ordet der stod foran ham. Han var overbevist om at der måtte være her noget oppe, noget der var gemt, spørgsmålet var bare hvad, og alligevel kunne han ikke forstå hvorfor set skulle stå ubesktyttet hvis der virkelig var noget at finde oven på. Han roede lidt ved pergamenterne på bordet og nærstuderede dem, skimtede hvad der stod for at finde ud af hvilke pergamenter der var den nyttige information de skulle bruge.

Alt åndede så fredeligt og idyl lige pludselig, kampene nede under var stoppet og slaget måtte være færdigt, men alligevel så var der en ting inde i Xaphans indre der sagde at slaget ikke var overstået. Der var stadig meget at tage sig til. Han roede i skufferne og for at finde flere pergamenter der muligvis kunne bruges.

I det fjerneste af rummene der havde stået ubeskyttet dukkede en mand op ud af det blå, han havde stået i skyggerne af de mørke rum og var gået intet med dem. Han bevægede sig ud af værelset og det var tydeligt at se fra månens skær i det ene vindue dette ikke var en krystallisianer, men en mørkeleg. De spidse øre var fremtræden og den mørke hud viste sig tydeligt, men han var lydløspræcis som en elve skulle være. Ingen havde lagt mærke til ham, og han bevægede sig hen imod Xaphan, men da han opdagede en uopmærksom Freya stå foroverbøjets den mand han havde slået ihjel for et par dage siden fik han et lusket smil på læben. Han løftede kanten af sin tynde trøje og i kanten af bukserne sad et bælte hvor hans daggert sad i, den daggert der havde slået halsen over på mennesket der lå i værelset. Den mand ser havde givet informationer om lysets krigere og hvad de gik go fortid sig. Med langsomme og lydløse skridt bevægede elveren sig ind i værelset og til Freya og løftede sin daggert for at dolke Freya lige imellem skulderbladet spørgsmålet var bare om Freya kunne nå at reagere eller om hun ville falde i et skrig af smerte.

Xaphan havde fundet det han ledte efter i bordet. Der var en masse pergamenter, nogle end hvor andre grupper af mørkets krigere ville angribe, for slet ikke at tale om de tyve bander som var blevet købt for informationer om forskellige ting. Købt til at give informationer videre til mørkets grupperinger rundt omkring i landet. Xaphan rullede pergamenterne sammen i en stor bunke så det var lige så tykt som et krus mjød. Der ville være nok information til at gå videre med det til Baldwin, så kunne han tage stilling til hvad der skulle ske videre. Han vendte sig om og kunne se elveren stå i værelset hos Freya og han råbte op. “Freya pas på!” Han vidste at han aldrig ville kunne nå hen til lokalet inden Freya måske ville blive dolket i skulderbladet og direkte ned i musklen.

Fjernt i sin bevidsthed hørte hun, hvordan Xaphan gennemrodede skuffer og bladrede igennem diverse pergamenter i rummet over for. Men hendes øjne var fokuserede på den livløse krop på gulvet. Forlovelsesringen på hans hånd. Hun satte sig langsomt ned på hug ved siden af liget og lagde sit sværd på gulvet, så hun havde en fri hånd. Med sin frie hånd lavede hun Isaris tegn i luften som tegn på, at hun håbede Isari havde ført den unge mands sjæl sikkert til Kiles verden. Derefter mumlede hun en bøn på orkisk i håb om at manden nu var et frodigt sted fyldt med evige jagtmarker. Derefter tog hun mandens forlovelsesring og puttede den i bæltepungen, hvor der lå nogle enkelte urter og små bandager. Ringen tilhørte mandens familie og hans forlovede. De skulle have den tilbage, så de i det mindste havde dén lille ting som minde om ham, hvis det ikke lykkedes at få hans krop væk herfra på et senere tidspunkt.

Nok var manden fremmed for hende, men det ramte alligevel. Tanken om en jævnaldrende, der skulle til at starte sit eget liv med en partner... men som ikke fik muligheden. Familie var måske Freyas største svaghed, så det kunne være svært for hende at være upåvirket af de sørgelige skæbner, der mødte hende. Det var i hvert fald noget, hun stadig arbejdede på.

Men lige nu var hendes svaghed ved at bringe hende i fare. For en slank, muskuløs skikkelse sneg sig uset ind i rummet. Og den var ikke venligsindet over for Freya, der uopmærksomt sad med ryggen til døråbningen. Resten af holdet var jo også heroppe. De ville jo opdage det, og advare hende, hvis der kom nogen herop.

En velkendt stemme kaldte hendes navn. Sir Xaphan. En alarmeret tone. Han krævede hendes opmærksomhed, så den ville han få. Men da hun rejste sig og vendte sig om var det ikke Sir Xaphan, hun så. En ukendt mørkelver stod over for hende med et triumferende smil, mens en skinnende genstand i hans hånd skar igennem luften. En dolk.

Hurtighed havde aldrig været hendes styrke. Men heldigvis var deres kroppe så tæt på hinanden, at der ikke skulle meget til. Skjoldet, som hun stadig havde i den anden hånd, fik hun i position lige tids nok til, at dolken prellede af på den i en skarp lyd. Lettelsen over afværgelsen begyndte at sprede sig i hendes krop, men det var desværre ikke det eneste. En brændende, ætsende, fornemmelse spredte sig i hendes højre side. Mørkelveren havde stadig et triumferende smil på læben, og da Freya kiggede ned ad sin side, imod den underlige fornemmelses rod, gik det op for hende; han havde haft endnu en dolk. Og med denne klinge var det lykkedes ham at ramme hende i rustningens åbning lige under armen.

Den ætsende fornemmelse voksede sig fra en prikken til en invaliderende smerte, der tvang den ellers så stærke kvinde i knæ med et skrig, der rungede ud af værelset til den lange gang. Gift. Hvad kunne det ellers være? Bedende prøvede hun at kalde Xaphans navn. Om det lykkedes hende overhovedet vidste hun ikke. Om hun blev ved og ved og ved med at kalde på ham, vidste hun ikke. Alt hendes krop kunne fokusere på var smerten og trangen til at nogen ville få det hele til at stoppe. Som ville Sir Xaphans nærhed alene få mørkelveren og den voksende smerte i hendes krop til at forsvinde.

Det var som om det hele kørt i slowmotion for hans øjne. Hvordan Freya vendte sig om for at ville tage imod slaget ked skjoldet. Det skete, men før at han overhovedet var kommet hen til døren sank hun i knæ. Han løftede en hånd og ud af hans fingre fløj der et lyn rettet direkte mod elvermands ryg. Lynet ramte ham og elvermanden fløj ud af vinduet og ned mod jorden. Hvad der skete der efter vidste han ikke. Han løbe videre ind på værelset og så på Freya og hvordan hun prøvede at sige noget. Selv Skriget hun havde udstødt tidligere havde lydt som en slowmotion. Han kunne ikke meste en kadet nu, det var for tidligt og han måtte handle, han var den eneste der kunne hjælp lige nu. Helbrederhuset havde ikke åbent på denne tid, og han tvivlede på at der ville være nogen til at tage imod dem uanset hvor han tog hen. Heldigvis kunne han selv noget med planter og miksture så han kunne sagtens klare dette ikke?

Ved siden af Freya. Kniven der havde ramt hende lå ved siden af hende, elveren måtte have tabt den som han fløj ud af vinduet. Kristian og Claudia kom ind i rummet og stirrede overrasket på dem begge to. “Kristian, claudia fang den mørkelægger, bring ham hen i fængslet, og slå ham ikke ihjel hvis i kan undgå det... og Kristian aflevere dette til den næstkommanderende neden under han aflevere det videre til Baldwin. Jeg tager mig af Freya” kom det fra ham han hev de folede pergamenter frem og rakte dem mod Kristian, som hurtigt tog dem. Hurtigt rettede han blikket med Freya som blødte ud fra siden af hendes ringbrynje. Han tog fat i sin inderste trøje og rev et stykke af. Hurtigt efter at have revet det af lagde han det ind imellem hendes ringbrynje og hud. Der var lige plads nok til at han kunne få to fingre ind imellem gudskelov! “Freya, vågn op, sig noget”  kom det fra ham. Det var tydeligt bekymring i stemmen på ham. For han vidste at hvis hun kunne sige noget havde hun gjort det. Der var andre ting i spil, og han vidst at der kun var en måde at finde ud af det på. Han måtte hen til sin bolig så hurtigt som muligt, men han vidste ikke om hun ville kunne klare turen helt hen til slottet, han kunne ikke se hvor meget hun blødte, det kunne lige så godt trille ned mod hendes ryg som det kunne trille alle mulige andre steder. Han vidste ikke hvor tung hun var men han skulle nok finde hånd af det. Hurtigt lagde han en arm rundt om hendes ryg og den anden nede omkring hendes ben. Han løftede hende men han kunne mærke vægten tynge ham, men han var lige glad dette her skulle gå stærkt. Han kunne have kaldt på Blizz men hun stod stadig i staldende oppe ved slottet., og det ville ikke være sikkert at hun kunne høre ham alligevel hvis han kaldte. Men på den anden side var hans vinger stærke så han skulle nok klare dette her. Han var sikker, i hvert fald så sikker som at han da bar hende endnu. Hurtigt bevægede han sig over til vinduet og hoppede ud af det med Freya i armene. De nåede næsten jorden da hans vinger endelig fik fat vinden og bar dem op ad.

Hele vejen hen til hans bolig havde han snakket til Freya, blot for at høre hendes respons, og for at sikre hun ikke blev bevidstløs. Kniven der havde ligget ved siden sf hende på gulvet havde han fået taget op og smidt i bæltet på sig selv inden han samlede hende op. Først ved ingangen af sin bolig ramte de jorden og han tøvede ikke med at sparke døren op. Der lød et ordentligt rabalder da døren smækkede op i væggen. Han trådte inden for og direkte hen imod sengen som han hurtigt lagde hende i. På,gulvet bage ham kunne han se bloddråberne fra hendes ringbrynje, hvor meget blod havde hun mistet på de 10min de havde fløjet? Med hurtige bevægelser og noget besvær fik han taget ringbrynjen af hende og han kunne nu endelig nærstudere såret i hendes side. Han vidste ikke hvor dybt det var, men han vidste at en dolk ved armen kunne koste livet, han havde set det før hvis det var dybt nok, og hvis man havde ramt helt rigtigt. . Kluden han havde lagt på hende var helt gennemvædet af blod og han smed den ned på gulvet. Men lige så snart han havde fjernet kluden kunne han se hvordan blodet løb ud af hende. Havde elvermanden ramt en pulsåre? Han rejste sig op og bevægede sig hen for at tage nogle flere klude han havde liggende. Han var lige glad med at noget sf det faktisk var hans tøj. Men med lidt held fandt han også noget gage, så kunne han binde hende ind. Med besvær fik han hende lidt op og sidde for at ligge pres på hendes side og begyndte at binde hende ind. Nu skulle han bare finde ud af hvad det var der var blevet brugt imod hende. Forsigtigt lagde han hende ned. “Freya kan du høre mig. Tal til mig, Freya vågn op. Hære du mig?!” Han var ikke gået helt i panik endnu, men han var tydeligt bekymret for hende, for han vidste ikke hvor meget blod hun havde mistet, eller hvor dybt såret var. Han rejste sig op og for enden af sengen stod der en kommode med en masse remedier, kniven der var blevet brugt imod hende trak han op fra bæltet og lugtede til den. Det var helt sikkert gift, han skulle bare finde ud af hvad det var for noget gift.

Hun var ikke sikker på om det hvide lys, der pludselig oplyste rummet var ægte, eller om det bare var indbildning. Hele hendes nervesystem var fokuseret på det traume, mørkelveren havde forårsaget på hendes krop. Giften, der langsomt, men insisterende, ætsede sig ind i hendes system, gjorde såret større og truede med for alvor at få fat, så det kunne bevæge sig med blodet rundt i kroppen til hendes organer. Freyas krop var i alarmberedskab, fast besluttet på ikke at give op. Hendes halvorker-gener var til hendes fordel, da de var mere robuste end det normale menneskes, men det var dog en kamp som hendes krop ikke ville kunne klare alene. Der var brug for en allieret. Hjælp udefra.

Sløvt lagde hun mærke til at hun lå på gulvet. Hendes øjne havde været lukkede. Kaldte nogen på hende? Mørkelveren, der før havde stået foran hende, var væk. Hun så det, men hendes hjerne ville ikke fuldt ud registrere det. Hendes øjne svømmede, og det gjorde kun kvalmen fra smerterne værre. Derfor fik hun aldrig svaret Sir Xaphan, der prøvede at få hendes opmærksomhed. Hun kunne ikke fokusere. Hendes hals havde snørret sig sammen fra skriget tidligere, og der kom ikke længere andet end en smertefuld klynken fra hende, da halvenglen brugte alle sine kræfter på at løfte hende og flyve hende til hans hjem. En skælven krøb igennem hendes krop, da nattens kølige luft ramte hendes sår, men vejen til Sir Xaphans hjem gik i glemmebogen for hende. Der var grænser for, hvad Freya lige nu kunne registrere, og stadiet af bevidstløshed var nær. En velkendt stemme holdte hende vågen, i hvert fald for det meste. Det var svært at afgøre, hvornår hun var til stede eller ej.

Et brag fra en dør vækkede hende, og i næste øjeblik lå hun i en seng. Hvor var hun? Det lignede ikke hendes eget værelse. Hendes soldaterudstyr blev hurtigt taget af hende, og hun klynkede i smerte af den hårde behandling. Dog ville selv de letteste bevægelser have forvoldt hende smerte. For blodet vædede hendes tunika i et omfang, der mere eller mindre havde sørget for, at stoffet aldrig ville få sin normale farve igen. Såret, blodet kom fra, var blevet en centimeter større end kniven alene havde forvoldt ved angrebet. Dette var på grund af giften, der ætsede sig igennem Freyas hud.

Smerterne gjorde, at Freya knap ænsede, hvordan Sir Xaphan kæmpede med at stoppe blødningen fra hendes sår. Hendes bevidsthed var slørret, hun rystede i smerte, følelsen af denne mængde af blod, der forlod hendes krop var ubærlig, og hun ville faktisk bare helst af alt forsvinde...

fra...

det...

hele...

”Hører du mig?!”

Stemmen skar igennem hendes bevidsthed. Insisterende. Kommanderende... men også... bekymret? ”Jeg...” hører dig. Men hun kunne ikke sige det. Hendes krop ville ikke lystre. Hvem talte? ”Ja,” peb hun. Ynkeligt. Hendes krop rystede igen, og i en refleks tog hun en hånd imod det smertende sår. Det var blevet bundet ind. Hvornår var det sket? En høj, slank skikkelse i sort og hvidt rejste sig fra sengen og gik hen for foden af sengen, hun lå i. Sir Xaphan? Hun knugede hænderne. Tog fat i lagenet. Som var det et holdepunkt, der fik hende til at forblive ved bevidsthed. ”Få det... til at... gå væk,” klynkede hun bedende. Hvis ikke hendes syn var blevet slørret nok af smerte i forvejen, så hjalp det ikke, at tårer nu truede med at pible ned ad hendes kinder. Dette var ikke den første gang, at Freya var i en situation, hvor hendes råstyrke ikke var nok til at overkomme situationen. Og det var så frygteligt... ydmygende.

Freya virkede så langt væk og alligevel selvom han kunne røre hende fokuserede hun ikke, det var som om hun gled ud og ind af bevidstheden selvom det ikke var et godt tegn. Hun kunne lige så vel have gået i chok som noget andet, hvilket bare ville resultere at giften fik hurtigere tilløb som blodet ville pumpe hurtigere. Selvom han stod for enden af sengen hørte han hende. "Freya kæmp imod!" kom det fra ham, men han vendte sig ikke om. Han stirrede på kniven og lod en finger køre hen over det lidt størknede blod. Han tog en finger i munden for at smage på indholdet, men spyttede det langsomt ud igen. Det var to forskellige gifte måske tre, men heldigvis kunne han smage indholdet samt smagen af jern fra hendes blod. Hurtigt rev han nogle remedier ned fra hylden, planter, olie, til sidst stod der 7 planter på bordet og han tog hurtigt bladene af blomsterne fra nogle af dem og begyndte at kvase dem ned i en morder. I ny og næ lod han lidt olie blive hældt op morderen for at få en lidt flydende masse, for selvom det var planter var saften nødvendig at få helt ud af hver plante, især når det var noget der skulle smøres på såret. Han var hurtig på fingrene, og det var tydeligt at det ikke var første gang han havde haft med planter at gøre. Han satte hurtigt morderen fra sig, og tog fat i et glas. Han fyldte det med vand fra en spand der stod i ved siden af. , langsomt hældte han lidt af væsken fra morderen op i glasset. Han vidste det ville smage afskyeligt, men det var vigtigt for hende at drikke det. Uanset om hun kunne eller ej.

Han vendte sig om med morderen i venstre hånd og glasset i højre. Målrettet gik han hen til Freya og begyndte at binde hende lidt op. "Jeg er nød til at smøre dette her på" kom det fra ham lidt højt i tilfælde af at hun skulle være gledet ud af bevidstheden. Han satte glasset fra sig på den nærmeste sengebord og tog fat i en klump planter og olie. Langsomt smurte han det på såret samt ind i såret. Han vidste det ville svie en hel del. Men desværre skulle det gøres. Han håbede bare ikke at smerten ville få hende til at besvime for så skulle han vække hende. "Det skal nok gå Freya. Bliv hos mig!" kom det fra ham og tog en ny klump fra morderen og smurte godt på. Da han endelig var færdig sad der stadig små stykker blade og blod på hans fingre efter at have smurt det på. I det svage månelys fra vinduet over sengen kunne det anes at hans hånd var lidt olieret. Han satte morderen fra sig og tog fat i glasset. Langsomt lagde han en arm rund tom hendes ryg for at få hende til at sætte sig op. "Her drik dette" kom det fra ham og satte glasset mod hendes læber så hun kunne drikke det. Det ville smage lige så afskyeligt men han vidste at det var nødvendigt. Især hvis giften var på vej hen imod hjertet.

Hun bed tænderne sammen og fnøs. Normalt ville denne lyd fra hende lyde som en vred tyr, men i hendes nuværende tilstand lød hun nok nærmere som en såret hund. Uanset hvad det lød som, så ville hun kæmpe imod. Blodet forlod hendes krop langsommere nu eftersom Sir Xaphan havde forbundet hendes sår, men giften prøvede stadig på at lykkes med et dødeligt resultat. Selvom Freya inderst inde vidste, at sengen stod stille på gulvet, så føltes det stadig som om det hele vuggede rundt. En irriterende, hård lyd holdte hende ved bevidsthed, mens halvenglen med hurtige bevægelser fik lavet en modgift til hende. At det så aldrig helt gik op for hende hvad der foregik, var en anden side af sagen.

Dog fandt hun snart ud af, at den høje skikkelse havde i sinde at gøre noget, hun ikke ville bryde sig om. Rummet var mørkt, men hun kunne se beslutsomheden i Sir Xaphans statur, da han vendte sig om imod hende igen. Han havde noget i hænderne, og snart fandt hun ud af, hvad det var; salve til hendes sår. Og for pokker hvor gjorde det ondt! Allerede da han begyndte at fjerne forbindingen vred hun sin krop i smerte som om det ville få ham til at stoppe. Men på skulle det. Halvorkerkvinden prøvede at sluge sin stolthed og et klynk i ét og samme hug, da hun bed i sin ene hånd for ikke at skrige ukontrollerbart igen. Tårerne af smerte skjulte hun i puden, og hun håbede på at hendes overkommanderende aldrig ville opdage dem i nattens mørke.

Men det var ikke slut endnu. Fjernt i sin bevidsthed lagde Freya mærke til lyden af morderen, der blev sat på sengebordet. En arm blev derefter lagt rundt om hende som hun lå der i sengen, og fik løftet hende op i en siddende stilling. Hun håbede bare tårerne var væk. At sidde i en seng med en arm omkring sig på denne måde, mens hun var svag, fik hende til at føle sig som et sygt, lille barn. Følelsen blev kun intensiveret af at Sir Xaphan prøvede at få hende til at drikke et eller andet. Så snart væsken ramte hendes læber fornemmede hun den bitre smag.

Nej!

Som en hund, der skal have piller, lukkede hendes kæber sig stædigt sammen. Det skulle hun ikke nyde godt af. Det kunne han ikke gøre imod hende! Så ville hun da først kaste op. Men hendes kamp var kortvarig, for hendes krop var overanstrengt og brugte alle sine kræfter på at holde giften på afstand. Et enkelt tryk på hendes kæber var nok til, at Sir Xaphan fik åbnet hendes mund, så væsken kunne passere hendes læber, hvorefter Freyas trætte skikkelse ikke havde andre muligheder end at synke det. Hendes krop skælvede igen, men det var ikke kun på grund af væskens grimme smag.

Da glasset var tomt kunne hun næsten ikke mærke sin krop mere. Nu var det slut. Hendes krop var for træt. Med en smertefuld og frustreret mine vristede hun sig sløvt ud af Sir Xaphans greb. ”Jeg kan ikke mere,” fremstammede hun med en knækket stemme og mere eller mindre faldt ned at ligge igen. ”Bliv hos mig,” bad hun grådkvalt. Hvad ville der ske med hende nu? Hun var bange og ked af det. Var det her virkelig dét? Hvad med hendes familie? Ville hun ikke få dem at se igen? Hun turde ikke lægge sig til at sove. Men samtidig havde hun ikke noget valg. Hendes krop kunne ikke mere... Sekunderne tikkede af sted og blev til minutter, hvor Freya ikke kunne andet end at ligge stille i sengen med en lavmælt, tilbageholdt hulken født af frygt og smerte... Sådan faldt hun i søvn...

En mørk, drømmeløs søvn...

Hvor giften måtte give op...

Blødningen stoppede...

Og hendes vejrtrækning blev normal.

Der var ingen tvivl om at Freya kæmpede, og hun ville kæmpe en lang kamp. Men en ting var sikkert når han var sikker på at såret var frit for gift så skulle han syg det sammen. Desværre vidste han at det ville blive i vågen tilstand. Selvom hun prøvede at kæmpe imod glasset og den væske der var i fik han det i hende og han kunne slappe nogen lunde af. Han kunne mærke giften på sin tunge og han måtte da selv tage en mindre slurk af det hun ikke fik drukket. Blot for at være på den sikre side. "Hvil dig lidt" kom det roligt fra ham og hjalp hende ned at ligge på puden. Hele tiden sørede han for at hun ville have det godt, og en ting var sikkert. Hun kom til at kæmpe lidt endnu, kampen var ikke overstået men det skulle den nok blive. Hvis Freya var stærk nok ville hun overleve, og forhåbentlig havde han været hurtig nok til at opfange giften i tide.

Han flyttede sig ikke ud af stedet fra hende før hun var faldet hen. Han havde haft fat i hendes hånd men eftersom at hendes vejrtræninger blev tungere og dybere slap han hendes hånd og rejste sig fra sengen. Han gik over til den åbne pejs og begyndte at tænde op med lidt brænde. Ilden fik hurtigt fat i det tørrede træ og oplyste rummet de var i. Der var ikke så mange ting, et spisebord og seng stod ind i hans stue, i den anden ende af stuen stod et skrivebord samt en stol som han tit sad ved. Pergamenter havde hobet sig op det sidste lange stykke tid, og det var tydeligt at se han var lidt bagud med pergamenterne. Køkkenet lignede noget der ikke var blevet rørt i evigheder ikke at det var støvet, men det så ubrugt ud. I nærheden af sengen stod der en lænestol polsteret med et rent fint betræk og det virkede til at Xaphan havde haft flere penge end han gav udtryk for sådan som tingene så ud. Det var ikke gamle ting men så ubrugte ud og stod i meget fin stand. Han bevægede sig over til køkkenet og kiggede ud af vinduet og måtte give et suk fra sig. Han skulle koge noget vand. og som sagt så gjort satte han en gryde over hen over ildstedet og puttede nogle stofstykker ned i. Imens det stod og varmede bevægede han sig over til døren som han havde fået sparket ind. Hængslerne var nær røget af døren, men den kunne da stadig lukke den skulle bare laves lidt. Inden han lukkede den stirrede han op imod slottet som ikke lå så langt væk. Han var en af de heldige der havde en et hus i nærheden af slottet fordi han var Ridder og afhøringsmester. Nogen gange skulle man hurtigt have fat i ham, og han var derfor betydningsfuld for alle og enhver selv for en som Baldwin der burde være hans tætteste allieret. Et blik gled ned på staldende som han lige kunne skimte fra døråbningen og han tænkte straks på Blizz hans drage. Han skulle virkelig have hende ud på en tur snart så hun kunne få strækket vingerne, men det måtte vente lidt. Han lukkede døren og vendte sig lidt for hurtigt om og var lidt målrettet til at gå hen imod ildstedet at han slog foden ind i trappen der førte oven på. Egentlig var det bare gæste værelser der var der, og egentlig skulle han have haft brugt det ene værelse som kontor, men han var aldrig der oppe. Han havde ikke behov for mere end det der stod i rummet neden under. Det var jo ikke fordi at han havde behov for mad så umiddelbart så det heller ikke ud til der var mad i huset. Et enkelt fad stod dog på spisebordet som var fyldt med friske frugter.

Xaphan tog gryden ned fra ildstedet og satte den på stengulvet og begyndte at fiske et stykke stof op fra vandet med en tang. han vred stoffet lidt og kunne mærke at det var brændende varmt sådan som han vred det, men han tog sig ikke af det. Skridtene tilbage til Freya virkede lange og tunge, dette her var vidst nok Freya's første mission, og hun havde fejlet den fordi hun have været optaget af noget andet. Hun havde lært en lektie, men hun skulle ikke skældes ud for det. Han lagde kluden på hendes pande som han kunne se var ved at få svedperler. Måske hun var ved at få feber. De ville forhåbentlig få feberen lidt ned. Han sad ved hende i noget tid for at være sikker på hun ikke var vågen inden han satte sig over til sit lille kontor i hjørnet og kiggede sine pergamenter igennem. Der var mange af dem og lå i en høj stak. Han tog en af gangen læste dem for til sidst at skrive lidt på dem. Sådan sad han længe, og med jævne mellemrum var han over hos Freya for at skifte kluden ud en til varm eller lige vende kluden, for til sidst lige at mærke efter hendes puls, blot for at være sikker på hun var i bedring. Men lige så snart han havde konstateret det var han altid gået tilbage til sit bord og læse videre samt skrive på dem inden han tog et nyt pergament og satte sig til at skrive et helt brev. Hvis Freya gik bort måtte hendes familie vide det, og eftersom at han havde været lederen for denne gruppe var det ham der skulle gøre det. Et personligt brev skrevet af ham hvor han også selv ville aflevere det måtte være meget passende, eller det håbede han da på at det var. Spørgsmål var så bare om de ville godtage det.

Rundt omkring på gulvet lå der 4 sammenkrøllede pergamenter som han ikke havde været tilfreds med, og det 5 krøllede han allerede sammen kort tid efter han var begyndt at skrive. Han havde brugt et halvt blækhus det gik virkelig ned af bakke, og han manglede stadig at kigge på den halve bunke arbejds pergamenter. Selvom han sad med ryggen til hende vendte han sig om tit for at se til hende, blot for at holde øje med hun stadig var her, og indtil videre kunne han høre hun stadig var i live.

Ømheden i hele hendes krop forhindrede Freya i at vende sig, efterhånden som hun langsomt kom til bevidsthed. Det var lyset i rummet fra morgenens sol, der vækkede hende. Hun missede med øjnene. Hun havde haft det mest ubehagelige mareridt... ”Ngh,” nej okay, det havde desværre ikke bare været et mareridt. Smerten fra såret i siden skød ned igennem hendes krop som hun igen prøvede på at vende sig om på siden. Så hun blev liggende stille på ryggen i sengen. Hvor var det nu hun var igen?

Endelig formåede hun at åbne øjnene. Og nej, loftet var ganske rigtigt ikke det samme som i hendes eget faldefærdige værelse. Men hvor... mere nåede hun ikke at undre sig, før minderne om de store vinger blussede op på hendes nethinde. Salven på såret i hendes side. Varmen fra hans hånd over hendes, inden hun var faldet i søvn. ”Xaphan,” mumlede hun lavmælt. Døsigt. Var de i hans hjem? Det kunne da ikke passe...

Hun var helt tør i halsen, og hele hendes krop var ufatteligt øm efter kampen imod giften. Kampen, som Sir Xaphan havde gjort det muligt for hende at vinde. Hun knugede tæppet, der lå over hende og nød varmen, som stoffet gav hende. ”Tak... for at redde mit liv,” sagde hun ud i rummet, mens hun stadig kiggede op i loftet. Lige nu var der ikke så meget andet, hun kunne gøre. Hendes krop var meget øm. Meget svag. Svag...Tårerne pressede sig på igen, men hun ville helst holde dem på afstand. Hun drejede hovedet langsomt for at kigge ud i rummet. ”Det virker som så tom en ting at sige. Så... utilstrækkeligt,” mumlede hun eftertænksomt og prøvede at komme med et skævt smil.

Xaphan havde brugt hele natten på at skrive det dumme brev, men lige meget hvad han havde skrevet havde det bare ikke lydt helt rigtigt. Hvordan forklarede man i et brev at ens datter ikke var blandt en mere? Alt den træning hun havde fået og så alligevel var gået bort fordi hun havde lavet en simpel fejl. Der lå pergamenter alle steder på gulvet af at han havde kastet dem. Men lige meget hvad var han ikke tilfreds. Til sidst var han blevet enig med sig selv om at det var bedst bare at lade brevet være, møde op personligt og forklare alt hvad der var sket. Give dem lidt penge fordi han havde været lederen for hende. Ikke at det var et krav han skulle gøre det, men han anede ikke hvad han ellers skulle gøre. Uanset om der var travlt for ham så kunne han vel godt gøre denne lille ting kunne han ikke?

Ved første solstråle der var kommet ind af vinduet havde han tjekket til Freya en sidste gang, alt så heldigvis ud som det skulle være, så han havde taget chancen om at tage ned til markede inde i byen. Hvis han var hurtig kunne han nå tilbage inden der ville ske noget helt vildt, eller det håbede han i det mindste. Ved ankomsten tilbage foran huset skubbede han døren op som pev lidt efter at være blevet sparket op. I favnen havde han en sæk. Han lukkede døren efter sig og gik hen til køkkenbordet som han havde rengjort i løbet af natten. Han begyndte at tage ting ud af sækken, brød, ost, smør lidt grønt og noget kød. Han anede ikke hvor længe Freya ville være stærk nok til at tage her fra det var kun tiden der kunne vise det. Han håbede bare alt var som det skulle være. Han havde ikke været hjemme da hun havde snakket så han vidste ikke engang at hun var vågen. Efter at have tømt sækken puttede han tingene i skabene og det der skulle på køl lagde han i det koldeste rum. Han bevægede sig tilbage til pejsen som havde brændt hele natten. Ilden var ved at gå ud så han roede lidt i ilden og lagde nogle nye brændestykker på for at få gang i den. kedelen havde stået over pejsen det meste af natten så vandet var stadig varmt. Han tog en ny klud og puttede ned i vandet inden han tog den op og vred den. Han måtte jo hellere ligge en ny klud på hendes pande, den havde ikke været skiftet de sidste par timer.

Med rolig skridt bevægede han sig over imod Freya og så endelig at hun var vågen. Han smilte til hende og tog fat i kluden der lå på puden efter at være faldet af. "Hvordan har du det?" spurgte han mildt. Han var ikke sikker på hvor meget hun kunne snakke og få ord ville være bedre end ingen ting. Han mærkede lidt på hendes pande, hun var stadig lidt varm men det var blevet bedre i løbet af natten. Så han lagde den nye klud på hendes pande og trak stolen hen til senge kanten inden han satte sig. Nænsomt tog han fat i hendes hånd og klemte den lidt. "Det skal nok gå alt sammen" kom det mildt fra ham og fastholdte et smil på læben.

Døren gik op med en knirken, der var voldsom nok til at gøre ondt i hendes trætte hoved. Ind trådte Sir Xaphan. Så han havde slet ikke været her lige før. Måske det også var det bedste. Eller var det? Med trætte øjne så hun hvordan Sir Xaphan med favnen fuld af mad gik hen til køkkenet for at sætte varerne på plads. Han rumsterede rundt, men hun kunne ikke vende sig nok til at se, hvad han lavede. Dog kom han snart hen til hendes side. I hænderne havde han en fugtig klud, som han lagde på hendes pande. Det føltes rart, og det fik hende til at misse med øjnene som når en kat nyder at blive nusset. I morgenlyset, med den hvide vinge vendt imod hende samt det halvlange hvide hår, lignede han virkelig en engel.

Hans stemme var blød, behagelig, da han spurgte hende om, hvordan hun havde det. ”Godt... under omstændighederne... takket være dig,” sagde hun langsomt og kom med et lille smil. Hun havde det som om en flok vilde heste var løbet over hende, men det var en smal pris at betale i forhold til, hvad der kunne være sket. Sir Xaphan tog hendes hånd og forsikrede hende om, at alt nok skulle blive okay. Hun nikkede svagt. Det skulle nok gå alt sammen. Hun var i sikkerhed her. Hos Sir Xaphan. Og det værste var overstået. Uden at tænke videre over det førte hun hans hånd op til sin kind, og med lukkede øjne nød hun fornemmelsen af hans kølige hud imod sin. Det dulmede følelsen af febervarme for en stund. Ikke at hendes feber var så slem, men hun kunne lige mærke, at den var der, med dens karakteristiske varme, sløvhed og muskelsmerter... udover de smerter, hun allerede havde efter giften og knivstikket.

”Du har gjort så meget,” mumlede hun, da hun igen åbnede sine mørkebrune øjne og lod sit blik møde hans. Han havde reddet hende. Bragt hende hertil, lavet en modgift og tilsyneladende også passet hende i løbet af natten. Hun kunne dog ikke holde øjenkontakten ret længe. For... Det føltes nærmest forkert. Han var jo hendes overordnede. Og hun havde lavet en fejl på missionen. Måske burde hun slet ikke være her... Hun kiggede sig mere omkring i et forsøg på at undgå Sir Xaphans ellers blide øjne, og så alle de sammenkrøllede pergamenter på gulvet. Kedlen med vand i til kludene... som han tilsyneladende havde skiftet i løbet af natten. Og han havde været ude at købe mad... ”Har du overhovedet sovet?” spurgte hun fjernt med letrynket pande.

Alt ting var egentlig forandret. Selvom Freya havde lavet en fejl og kommet slemt til skade vidste xaphan jo ikke om hun overhovedet ville klare sig. Han håbede blot at han havde været hurtig nok med modgiften. Hun virkede ikke speciel bleg af blod tabet men så igen han vidste jo heller ikke hvor meget blod hun havde mistet. Hans hånd lignede stadig at der var blod på, han havde haft svært ved at få det af, men ikke noget han kunne klage over. Det var bare blod og tingene kunne stå værre til.
Da hun alligevel svarede ham fastholdte han et smil, så havde han alligevel været hurtig nok til at hjælpe hende, om end at der faktisk havde været noget vej, men nu vidste han jo heller ikke helt hvor lang tid det var meningen at giften skulle have taget livet af en. Han var ikke helbredelse, og det ville de have kunne svaret på bedre end ham selv. Han sagde ingen ting til hendes ord, ej heller til at hun tog hånden op til sin kind han holdte i. Han kunne mærke hun stadig var varm, men det kunne have været langt værre, og egentlig håbede han nok bare lidt på at hun snart ville være på benene igen. Folk ville bare snakke, ikke at han havde noget imod det, for det måtte de da gerne, men han ville heller ikke fremstå som at han kunne klare hele verden, for der kunne han bestemt ikke.

Han stirrede ind i hendes brune øjne som hun kiggede ind i hans, og han  fast holdte stadig sit smil til hende. “Det var ingen ting, det kunne have været langt værre” kommet roligt fra ham med en silkeblød stemme der kunne have varmet rummet op hvis det havde været koldt. Ikke at han havde den slags evner, men han var bare altid så blid i sin stemme og ikke mindst varm. Han holdte stadig i hendes hånd som hun sagde de næste ord, søvn... han burde have haft noget søvn, men samtidig så havde der været vigtigere ting at tænke på han rystede lidt på hovedet og fjernede sin hånd fra hendes greb. “Der var andre ting at tænke på end at få søvn” han var stadig mild i tonefaldet, og han rejste sig op for at løfte hendes bandage. Han skulle have vasket såret fra resterne af miksturen og planterne, samtidig skulle han være sikker på hun ikke blødte. Men som han løftede bandagen kunne sådan se blodet løbe ned, så det var ikke stoppet helt endnu, og derfor vidste han at han måtte brænde det lidt med noget varmt, og samtidig måtte det sys. Det ville blive slemt, men det ville hurtigt være overstået i hvertfald det at brænde det.”du kommer ikke til at kunne lide det jeg skal” kommet fra ham i sit stadig milde tonefald. Han vidste at det gjorde ondt, han havde oplevet det mange gange før, og så slog det ham, hvis hans dæmoniske side nogen sinde ville overtage... så var Freya færdig, hans dæmoniske side ville ikke stoppe med at åbne et sår eller et ar før døden næsten var indtræffer. Det måtte ikke ske, det ville være rigtig skidt hvis det skete. “Freya hvor såmange smerter har du?” Spurgte han  og tørrede det værste blod væk der var løbet ned af hende med hånden. Han rejste sig fra sengen og bevægede sig op til sit lille alktymist bord med planter og miksturen, han både selv havde lavet, men samtid også nogle han havde købt. Han tog fat i en flaske efter at have rodet lidt rundt og vendte sig imod hende. Han satte flasken på det lille bord og kiggede blot mildt på hende.

Freya kunne ikke rigtig komme i tanker om noget, der kunne have været værre. Hun havde for den sags skyld heller ikke lyst til at tænke på det. Dog nød hun Sir Xaphans bløde stemme, der fik det til at kilde behageligt i hendes ører. Hans stemme kunne sikkert lulle hende i søvn, hvis ikke det var fordi hun allerede havde sovet i flere timer. Da hun spurgte ham om søvn rystede Sir Xaphan med hovedet, og han tog hånden til sig, selvom Freya ikke ønskede det. Hun kendte ikke Sir Xaphan særlig godt, men lige her, lige nu, var han hendes kilde til tryghed, hvilket næsten fik hende til at hige efter fysisk kontakt med ridderen. Hun var i en sårbar position, og ikke kun hvad angik det tydelige sår på hendes krop, og hendes manglende evne til at kunne klare sig selv.

Dog kiggede hun alligevel betænksomt, da Sir Xaphan fjernede tæppet, der lå over hende. Men hans fokus var på den store bandage på hendes side, og Freya skammede sig straks over at have tænkt ilde om englen med dæmonvingen. Med lidt besvær fik hun lagt sig om på siden, så Sir Xaphan bedre kunne komme til, mens kiggede lettere nervøst rundt. Han ville kigge til såret... Det ville sikkert gøre ondt...

Og ganske rigtigt.

Så snart Sir Xaphan fjernede bandagen stak en smerte igennem hendes krop, hvilket resulterede i at den muskuløse halvorkerkvinde snerrede som en vred løvinde, mens hendes hænder knugede madrassen. Hun skævede selv imod såret. Det så grimt ud. Det blødte stadig lidt. Men i det mindste var der ingen tegn på infektion. Hun lagde træt hovedet ned på madrassen igen, da sir Xaphan sagde, at hun ikke ville bryde sig om det næste, der skulle til at ske. Han ville højst sandsynligvis være nødt til at brænde det. Det var ikke noget, hun havde prøvet før, men hun var stensikker på, at det ville gøre meget ondt. Men hvad var hendes muligheder? Det var som om en klam hånd knugede om hendes hjerte... Det skulle vel bare hurtigt overståes...

”Jeg skal bare bevæge mig så lidt som muligt,” mumlede hun prøvende, da den høje skikkelse spurgte ind til hendes smerter. Dog var hun ikke specielt overbevisende. Hun var en dårlig løgner i forvejen, og trætheden og smerterne i kroppen gjorde det kun sværere for hende. Hun stirrede bare tomt frem for sig uden rigtig at se på noget. Hun overvejede sine muligheder. Et sammenbidt støn af smerte forlod hendes læber, da Sir Xaphan fjernede det værste af blodet. Hun kiggede undrende efter ham, da han rejste sig fra sengen for at gå hen til et lille bord i nærheden. Der stod en masse ting derpå. Nogle af dem genkendte hun fra dengang hun havde mødt alkymisten Aubrey. Hun havde været såret efter et angreb fra en bjørn, og den mystiske, rødhårede mand havde hjulpet hende med hans eliksirer.

Og der slog det hende.

”Amuletten,” udbrød hun døsigt. Nok havde hun ikke så mange kræfter, men måske... måske det alligevel kunne være nok. Den hang stadig omkring hendes hals, og hun fiskede smykket frem fra under sin beskidte tunika. Amuletten, der gjorde hende i stand til at bruge healende magi, som hun havde fået, dengang hun kom ind i Lysets Hær. Hun lukkede hånden omkring den, så amuletten blev skjult i hendes håndflade. Så lukkede hun øjnene. Kom nu, koncentrer dig, tænkte hun til sig selv. Hun kunne nærmest mærke tråden af magi, der var knyttet til amuletten. Men den var svagere end normalt på grund af hendes egen tilstand. Dog var det alligevel lidt kraftigere end første gang hun nogensinde havde øvet sig med den. For at gøre magien stærkere, holdte hun den tættere imod sit bryst, og hun kneb øjnene mere i, som hun koncentrerede sig yderligere. Det var svært... for hun var godt nok træt... Men det virkede. Tråden af magi blev stærkere, og hun begyndte at kunne mærke varmen fra magien, som den begyndte at arbejde på såret i hendes side.

Til sidst kunne hun dog ikke holde koncentrationen længere, og Freya var nødt til at åbne øjnene. Hun følte sig lettere svimmel, og hun kunne mærke, at hun havde fået sved på panden... hvis ikke hun allerede havde haft det i forvejen. Freyas vejrtrækning var tung, som havde hun været ude at løbe, selvom hun blot havde ligget stille på siden i sengen. I et øjeblik turde hun ikke bevæge sig, men nysgerrigheden blev for stor. De mørkebrune øjne fandt vej hen til det blottede sår og... ”Heh, det... virkede,” lo hun træt mellem de tunge vejrtrækninger. Såret var langt fra healet helt op, men det blødte i det mindste ikke længere. Med et lettet støn lod hun sig falde om på maven og nød den tætte kontakt med den bløde pude. Derefter kiggede hun igen imod såret, der virkelig var stoppet med at bløde. Så rettede hendes blik sig imod Xaphan. ”Du ved... nogle gange... så elsker jeg magi,” spandt hun træt og tilfredst med skyggen af et glimt i øjet.

Selvom Freya måske virkede helt okey, så vidste han at hun langt fra ville være det. Kroppen var hårdt medtaget af gift, han havde slev oplevet det på egen krop for mange år siden. Den hang helbrederkse ikke rigtig kunne finde ud af hvad der var galt. Heldigvis havde engle familien oplært ham godt nok til at kunne hjælpe ham med den simple sag. Han havde dog været ødelagt flere uger efter og helt tappet for energi og kræfter. Det var ikke længere det samme, tiderne havde ændret sig meget i løbet af de mange år han havde levet. Selvom Freya ikke sagde noget og egentlig bare lod ham gøre hvad han ville kunne han ikke lade vær med at smile. Hun var stærk nok til at håndtere en smerte. Så han vendte sig om og lod hende klare sig selv for nu. Han bevægede sig over til pejsen og lagde en metal stang ind i ilden så den kunne varme op. Han var lidt for fokuseret på pejsen og ilden til at høre hun havde en amulet. Ja lysets kriger fik amuletter, men det var ikke til at vide hvilke amuletter de tog, derfor havde han ikke skænket hendes amulet en eneste tanke. Et sted ville han faktisk heller ikke gøre hende ondt, hun havde været for meget igennem til at kunne klare alt for meget mere.

Det var som om hun havde fået en indvirkning på ham også,selvom han kun havde mødt hende 2 gange, ja han havde holdt lidt øje med hende ved trænings arealerne for at se om hendes temprementmløb af med hende, men det havde han ikke sagt til nogen. Han havde været stolt af hende, og han vidste at hun nok skulle klare sig fint og komme langt med tiden. Det handlede vel egentlig bare om vilje. Han rejste sig fra ildstedet og bevægede sig over imod hende da han hørte hende sige det virkede. Ham var lidt uforstående i starten og ham satte farten lidt op for at komme helt hen til hende. Han løftede hurtigt den røde bandage og tilså såret så godt han kunne. Det havde været tåbeligt overhovedet at prøve den amulet! Men han kunne ikke bebrejde hende den mindste. Det havde været hårdt for hende, og han havde i virkeligheden ønsket hun måske havde ladet ham ordne tingene, så hun kunne have slappet af og prøve at være i nuet.  Han fik en lidt alvorlig mine som ommhan ville skælde hende ud, men det fortonede sig hurtigt til et smil. “Du er heldig” kom det fra ham og rev bandagen over hvor den var våd af blod. Endnu engang blev hans hænder farvet af blod men han var lige glad det kunne vaskes af. “Jeg bliver nød til at sy det sammen. Det er lidt for dybt til at din magi ville kunne hjælpe” han var ikke sikker på hvad hendes egne evner ville kunne holde til eller hvad hun kunne. Men hun skulle ikke udmatte sig selv. Ikke mere end højst nødvendigt. Han tog bandagen og tærede salven væk han havde fået lavet for at fjerne de væreste rester. Der skulle bare en klud til lige at tørre såret helt. Og nu hvor han tænkte over det havde han faktisk helt glemt at svare på om hun havde haft ondt. “Hvis du får ondt på noget tidspunkt drikker du den mikstur der står på natbordet, er det en aftale?” Spurgte han mildt og bevægede sig hen til bunken af klude på alkymist bordet. Han dybbede den ene klud i spanden med vand og gik hen til hende igen. Kluden var kold, og det ville nok være en isende fornemmelse at få på sig, men han skulle også bare vaske såret lidt. Han tørrede langsomt hen over såret på hende og gjorde det nænsomt for ikke at sende stød igennem hendes krop af ren smerte.