Foråret var godt på vej og varmen de sidste par dage havde næsten ulidelig i nogle dele af landet. Kulina havde derfor besluttede sig for at udforske Amazonitskoven. Hun havde set skoven på sine mange ture frem og tilbage i landet, men havde endnu ikke været i den, i hvert fald ikke i den tid hun kunne huske.
Hun havde fløjet fra Dianthos kort før solopgang dagen efter varmen begyndte at tiltage, og hun lande så ved skovens kant kort før solen ville være på sit højeste. Hun satte ræven fra sig som hun havde holdt i sine hænder på turen og strak sine vinger en smugle før hun lov dem hvile bag hende.

Ræven løb i forvejen ind mellem træerne, mens Kulina rettede på sin grønne kjole og det lange lyse hår, så det endnu en gang sad i blide fine bølger ned af hendes ryg. ”Skal vi finde noget vand til dig?” spurgte hun muntert ræven som i respons gav et ivrigt bjæf fra sig og hoppede rundt som en tosse, hvilket i retur fik Kulina til at le blidt.

Hun så sig kort tilbage mod byen hun var kommet fra og som nu var så langt væk at hun end ikke kunne skimte den, før hun trådte ind i skovens læ. Hun mærkede med det samme temperaturforskellen og kunne ikke andet end at nyde det, også selv om der ingen vind var som da hun var oppe og flyve.

Kulina anede ikke hvad hun kunne forvente af skoven og holde sig derfor tæt på udkanten, og sørgede for at hun altid kunne se ud. Det var ikke at hun var bange for hendes egen sikkerhed, for hun følte ikke rigtigt frygt på den måde. Men når det var sagt så ønskede hun ikke at bringe sin ræv i fare, or den havde trods alt ikke valgt at tage derhen, selv om den så ud til at nyde både turen og naturen omkring dem.

Skoven var smuk, og selv om Kulina gik of duftede til blomsterne og rørte ved træstammerne så tog det ikke lang tid før hun fandt floden der gik fra bjergene mod nord. Ræven løb i forvejen hen for at drikke, og Kulina fulgte efter med lette, næsten svævende skridt. Hænderne blev fyldt med en smugle vand som hun hurtigt drak, endda uden at spilde på hende selv, hvilket var mere held end forstand efterhånden.
Græsset omkring vandet var allerede frodigt men dog heller ikke for højt, så hun besluttede sig for at sætte sig ned og tage et hvil mens ræven løb rundt omkring hende, ind mellem træerne og hen til vandet, blot for at løbe tilbage igen. *Gad vide hvilke væsner der lever her omkring.. måske jeg skulle… neej ikke endnu, først hvile så opdagelse* hun nikkede stille for sig selv *Skoven går ingen steder* beskæftigede hun til sig selv.

Nogle af solens stråler havde fundet vej gennem træernes toppe og dansede hen over hendes blege hud og blonde hår, som i lyset afslørede det evigt svage rødlige, næsten gyldne skær som det i virkeligheden havde når solen ramte rigtigt.

Kulina havde ikke travlt, hun vidste at hun havde en evighed til at udforske, og selv om hun ikke var typen der blev ensom, så ville hun bestemt heller ikke have noget imod hvis der dukkede nogle op som hun kunne snakke med og lære bedre at kende, måske hun endda kunne lærer noget af dem, eller endnu bedre; hjælpe dem med noget.

Davian havde stadig et stykke vej til Elverly endnu, men det værste var egentlig at hans vogn var gået i stykker. Han kunne ikke klare arbejde alene, hjulpet på vognen var faldet af, men han kunne ikke sætte hjulpet på samtidig med at han løftede vognen, det var et to mands arbejde. Men lige nu var hans sulten. Vognen var allerede fyldt med vare til hans kro i Elverly, og det havde været en god rejse til Dianthos. Han håbede egentlig bare på at vejen forløb uden de store problemer. Den havde været problemfri, lig indtil han havde ramt den store sten på vejen han lige havde overset. Vognen havde givet et ordentligt bump for derefter at hjulet trillede af. Han ville hellere end gerne have hjulet på igen, men han ville hellere vente til en enlig sjæl dukkede op for at hjælpe ham.

Han sad i kanten af skoven og havde tændt et bål. Over bålet havde han sat en gryde klar med vand, kaninen havde han allerede pillet og lagt op i gryden. Han elskede kanin, og han var faktisk ret god til at lave mad, men så igen, hvem kunne bebrejde ham når han nu ejede en kro i Skovfortet. Duften fra maden fyldte allerede vinden og han elskede duften af mad. Ikke at han spiste så meget, men han spiste da når det var vigtigt. Han tog fadt i sin vandsæk og tog proppen af. Han tog en tår af vandet inden han satte proppen på igen. Tasken der lå ved siden af ham åbnede han for at tage fat i nogle grøntsager efter fulgt af kniven han havde brugt til kaninen. Han begyndte lige så stille at skære grøntsagerne ud i skiver hen over gryden så det faldt ned i gryden. "Mmmh. Det kommer til at smage godt dette her." kom det fra ham til sig selv og rørte lidt i gryden efter at han havde skåret grøntsagerne ud.

Kulina sad i sine egne tanker med lukkede øjne da hun høre ræven pile afsted forbi hende. Den havde lugtede den fremmedes kanin og var nu på vej gennem træerne og hen til ham. Kulina åbnede øjne og spottede ræven løve, velvidende at den havde fået færten af noget. Normalt ville dette ikke gøre hende noget men da hun så op opdagede hun røgen og hun vidste at de måtte komme fra nogle.

Hun kom hurtigt på fødderne og løb efter ræven, heldigvis var hun let på fod og forholdsvis hurtig, så der gik ikke længe før hun havde indhentede den. ”Ey!” udbrød hun højt men dog på en måde samtidigt blidt. Ræven havde været på vej hen til manden og stod nu blot få meter fra ham, frosset i sin plads
 
”Lad ham være” det var tydeligt at hun forsøgte at lyde bestemt, men at hendes blide stemme og milde sind ikke kunne få sig til at skælde dyret ud. Hun hoppede ud fra mellem træerne og i et enkelt hop, hjulpede af hendes vinger, var hun henne ved ræven som hun løftede op i sine arme. Ræven protesterede højlydt, men en blid tyssen fra hende fik den dog til at slappe af, selv om den ikke tog øjne fra gryden.

”Det må de virkelig undskylde Hr. han plejer ikke at gå efter andres mad” det var tydeligt at høre i hendes stemme at hun var chokerede, og at det virkelig i sandhed var første gang det var sket, og ikke bare noget hun sagde for at finde på undskyldninger. ”Jeg håber ikke vi forskrækkede dem” hendes tone var undskyldende, men dog stadig mild, som om hun virkelig bekymrede sig for hvordan den fremmede ville tage det pludselig at have en røv løbende imod sin mad.

Kulina trådte en smugle tilbage, og først da hun var helt sikker på at ræven var under kontrol lod hun den komme ned på jorden igen ”afsted med dig, find din egen mad” hviskede hun til ræven i en kærlig, dog højt nok til at manden nok også ville hører det. Normalt sendte hun ikke ræven væk når hun var i selskab med fremmede, men denne gang var dog anderledes, for ræven var tydeligvis mere sulten end hun havde regnede med, og hun ønskede ikke at den skulle pines ved lugten af noget den ikke kunne få.

Da ræven var væk trådte hun forsigtigt nogle få skridt frem, og selv om hun så ud som om hun ville sige noget, så sagde hun intet, for hun havde efterhånden lært at en undskyldning skulle bruge bare en smugle tid til at synke ind hvis man håbede på at den ville blive godtaget.

At der plludselig stod en ræv ved ham havde han faktisk ikke lagt mærke til, han var alt for optaget af sin egen mad i gryden, og han håbede virkelig på at det ville smage ekstra godt. For hans mave knurrede en smule, og han skulle samle kræfter til han kunne få det hjul på plads, også selvom han ikke ville kunne klare det alene. Men der skulle nok komme nogen forbi og hjælpe ham det var han sikker på, også selvom det måske ikke var det idielle sted at finde nogen der kunne hjælpe. Han kunne selvfølig spænde hestene for noget snor og få dem til at løfte vognen på en eller anden måde, det krævede bare lidt mere arbejde, men det kunne muligvis være den eneste løsning der var.

Han roedet lidt i gryden og fik et mindre chok da en stemme afbrød ham i hans gøremål. Han vendte blikket op fra gryden og kiggede på personen der stod foran ham. "Undskyld hvad?... Åh du mener ræven" han kiggede lidt på hende og den ræv hun havde i armene. De måtte have et tæt bånd det var han sikker på, men det var utroligt at se sådan noget tæt på. Selv jagtede han kun dyr til kroen, men aldrig ræve, de smagte hverken godt, eller havde ret meget kød på sig. Så det ville være svært at sætte sig til at skyde en ræv  med bue og pil. Nej dyret var som regl større hvis han skulle på jagt, at der røg et par kaniner i ny og næ var der ikke noget at sige til, men de smagte jo hærligt!

"Ingen skade sket, ud over at jeg blev lidt forskrækket da du snakkede, men ellers er alt fint." kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. "Vil du ikke sidde ned?" spurgte han og lavede en gestus foran ham med en hånd. "Måske have en bid mad med?" kom det fra ham, han ville aldrig kunne spise denne her mad alene, der var mere end rigeligt til andre også, og hvilken elvermand ville han være hvis han ikke tilbød på mad, især når han også var kro ejer. Nej man kom længst med at være venlig, så det var også noget af det han skulle være nu. For ellers ville han være en virkelig dårlig kroejer, og han var sådan set aldrig sur, det var i hvert fald yderst sjældent at han var det.