I Dianthos var det ikke nær så nemt at føre forretninger, som det havde været de andre steder, hvor Declan havde boet. I Dianthos var der massere af andre kriminelle, som man skulle kæmpe med, og ingen af dem ville tøve med at stikke en kniv i ryggen af ham. Det handlede om at spille klogt og holde fast i sine forbindelser og kunder, så det var yderst problematisk, når nogen begyndte at myrde nogen, som Declan havde forretninger med. Det havde ikke været nemt at opspore synderen, men han havde sine metoder, så til sidst var det da lykkedes.
Der var blevet sendt tre vagter ud, som skulle sørge for at fragte kvinden med tilbage, så Declan kunne få sig en lille snak med hende. De havde fået ordre om at slæbe hende med uanset, hvor meget modstand hun gjorde, og så skulle hun selvfølgelig blindfoldes, så husets beliggenhed kunne forblive en hemmelighed. Det havde ikke været nemt at finde et sted, som kunne fungere som hovedkvarter, så Declan ville helst ikke skulle finde et nyt sted.

Mens vagterne slæbte kvinden med tilbage, havde Declan dækket op i en af husets stuer. Det var i hans private afdeling, hvor der også var et soveværelse og et værelse, som kunne tages i brug, hvis hans kunder havde brug for lidt mere insisterende overtalelse. Hele rummet var holdt i mørke farver, vægge, tæpper, gulv og selv reolerne som fyldte hele den ene væg, var alle mørke. Lys var der ikke meget af, og eftersom solen så småt var ved at gå ned udenfor, kom der ikke meget lys ind gennem de små vinduer. Ikke at der ellers ville være kommet meget lys gennem de tykke gardiner.
Declan sad mageligt tilbagelænet i en af de bløde lænestole, mens han stirrede mod døren. I hånden havde han et vinglas, som han snurrede let mellem fingrene, mens han ventede på sin gæst. Selvfølgelig stod der både vin og et ekstra glas på bordet, der var ingen grund til at blive ubehagelig, hvis hele denne affære kunne ordnes på en merd civiliseret måde.

De sidste af solens stråler kastede lange skygger af sig, varslende for det alt omslugende mørke, som var ved at lægge sig over Dianthos by. Selvom de fleste nok ikke sige at det var når mørket faldt at alt det lyssky fandt sted, så var sandheden langt fra sådan.
Endnu en opgave var klaret for hånden af den ellers spinkle kvinde, en kvinde som de fleste ville have tendens til at undervurdere, for hendes skikkelse alene gjorde ikke nogen særlig trussel.
Med en elegance og smidighed man ville opleve hos et kattedyr, smuttede hun lydløst ved over de brostenbelagte gader, i ly af skyggerne så ingen ville opdage de små blodskænk, som prydet hendes ene side af ansigtet.
Blodet var ikke hendes eget, men en husholderske med al for meget moral i livet, som hun så fint havde fået fortalt. Moral eller ingen moral, det gjorde ingen forskel for hende. Så længe prisen var høj, kunne årsagen til personens afsked med dette liv, være sagen uvedkommende.
Hun var klædt i sort fra top til tå, stramme bukser som stadig sad løst nok til hun kunne bevæge sig frit og en sort små løs skjorte trøje der ikke afslørede for meget af hendes former. Trods den kølige forårsluft, havde hun ikke en jakke eller kappe omkring sig, det ville bare være mere i vejen end det ville være praktisk. Desuden ville hun og ganske kort tid ramme hendes hjem igen, troede hun.

Nøglen til trædøren med de fint decorede hængsler, ind til hendes butik, nået aldrig ind i låsen, før tre tunge skygger lagde sig over hende. Ved Zaladins lange løg…! Mere nåede hun ikke at tænke.
Stærke hænder havde grebet fat i hendes arme, mens den sidste forsøgte at blindfolde hende, men med ganske lille held. Kvinden med det stærke mosgrønne øjne, kæmpede ihærdigt for at komme fri. Placerede en fod i mellemgulvet på den af mændene, som havde forsøgt at dække hendes øjne, kræftfuldt nok til at slå luften ud af ham, købe hende lidt tid.
En arm blev vrisset fri fra den ene af de to som havde holdt hende, kun for at sætte de skarpe negle i kurs mod det ene øjeæble, på ham som endnu holdte fast, råbende kommandoer til de andre to. Kommandoen om de andre skulle gribe hendes arm og begge ben, blev afbrudt i et skrig, som skar gennem luften som fyldtes med den metalliske duft af frisk blod.
Blod løb fra mandens øje, det øje som var blevet penetreret af de sylespidse negle. Resultatet var ikke at han slap, nej taget blev mere fast og voldsomt. Hun skar en grimasse og sugede luft ind mellem tænderne.
Kæmpen var ulige, allerede før den var begyndt og trods hendes ihærdige forsøg, endte hun bundet på hænder og fødder, lukket inden i et mørke som hendes syn var blevet hende frarøvet.
Hvor længe de slæbte hende afsted, viste hun ikke, og selvom hun forsøgte at memorere vejen, føltes det som om de var fået i ring flere gange. Det var tydeligt hun ikke skulle kunne genkende vejen.

Lyset i rummet var sparsomligt, men det skar stadig i de grønne øjne, da bindet for dem blev fjernet, i sådan en grad at hun måtte misse med dem, til de havde vænnet sig til både det lys og mærke som hun sad i. tre af de fire mænd genkendte hun, de tre af dem var dem hun havde kæmpet imod, efterladt et varigt minde hos den ene, som han næppe ville komme til at se igen på det skadet øje, ellers var det primært rifter og blå mærker hun havde efterladt sig på de andre to. Hende selv, hun var heller ikke slippe der fra uden knubs. Armene smertede allerede som blåmærker var ved at finde sig vej til dem. Det ville gøre ondt længe! tænkte hun bittert.
Ikke et ord slap fra hende, da hun så mod den unge mand, med det røde hår, han blev modtaget med en knurren, helt nede fra hendes strube. Hvad lede helvede lavede hun her?! Og hvem var den mand, dreng som sad overfor hende?!
stadig brundet omkring anklere og med hænderne bag ryggen, hvor den enes fingere stadig var blodige efter at have gravet sig ind huden og videre ind til øjet.

Langt om længe gik døren op, og de træ vagter kom slæbende med kvinden, som de var sendt ud for at hente. Uimponeret løftede Declan det ene øjenbryn, mens det afslappede smil, som ellers altid hvilede på hans læber, svandt lidt hen. Det var nemt at se på vagterne, at der havde været en kamp, men Declan følte ingen medlidenhed med sine vagter, især fordi han havde en mistanke om, at de ikke havde fulgt hans ordre.
"Jeg mindes, at jeg bad jer tage vores GÆST med herhen, og så sørge for, at hun ikke ville kunne finde vej tilbage hertil senere. Jeg kan ikke mindes, at jeg bad jer om at bortføre hende" Han rejste sig fra stolen og stillede sig foran vagten med det skadede øje. Han så næsten komisk lille ud ved siden af den store vagt, men alligevel var det tydeligt, at vagten frygtede manden, som nu stod foran ham.
"Så sig mig, fulgte i mine ordre, eller valgte i at gøre, hvad i selv troede ville være nemmest?" Vagten behøvede ikke engang svare, hans nervøse ansigtsudtryk var nok svar for Declan. Skuffet rystede han på hovedet inden han vendte tilbage til sin stol.
"Find en healer, som kan se på det øje" Han vinkede dovent af dem med hånden. Med et lettet udtryk bukkede vagterne og vendte sig om for at forlade lokalet.
"Og så forventer jeg, at i kommer herind til en lille snak når vores gæst er blevet fulgt hjem" Vagternes ansigtsudtryk ændrede sig denne gang til at være direkte skræmte, men de turde ikke andet end at bukke og så forlade lokalet.

Endelig rettede Declan sin opmærksomhed med kvinden. Mange ville sikkert have svært ved at tro på, at en kvinde som hende kunne være skyld i de mord, som Declan havde hørt om, men han vidste bedre end at undervurdere andre. Den fejl havde mange trods alt begået med ham.
"Jeg undskylder på mine vagters vegne. Jeg bad vagterne om at kontakte dem, så vi kan få en snak om dine seneste aktiviteter, men de misforstod tydeligvis ordren" Han lænede sig frem, så han kunne hælde noget vin i glasset og holde det frem mod hende. Alle hans bevægelser var langsomme, velovervejede, og hele tiden holdt han blikket på hende, klar til at reagere, hvis hun skulle finde på at angribe.
"Det er beklageligt, at de har fået et dårligt førstehåndindtryk af mig, men jeg garanterer, at jeg kun har kontaktet dem for at snakke forretninger" Han lænede sig tilbage i stolen igen og slog ud med hånden mod den frie lænestol, som stod overfor ham, på den anden side af bordet.

Gæst?! Øjnene slå lyn ved ordet, for sikke en måde at behandle en gæst! ”Måske du skulle dressere dine hunde lidt bedre?” snerrede hun efter den rødhåret unge mand, som han irettesatte sine vagter. Bidende i sin tunge for ikke at tilføje en grovere fornærmelse mod ham.
Nok havde kampen med de tre mænd været ulige, men der var hun ikke på forhånd bundet på hænder og fødder, og hvor ufarlig denne person fremstod, så var hun på ingen måde dumdristig nok til at udfordre ham bundet. Og da slet ikke som hun betragtede hvordan de tre mænd, der med lethed ville kunne knuse den drenge-lignede skikkelse foran dem, nærmest ryste af den reneste skræk alene for hans blik.
Hvem var han?

Hun slap et fnys, da en healer blev nævnt, mens en trækning til et selvtilfreds smil spillede i hendes mundvige. Selvtilfreds med den skade hun havde forvoldt mand ”Held og lykke med at se igen, på det øje.” lød det skadefro fra hende som mændene begyndte at forlade rummet, men ikke før den ene af dem trådte nærmere hende, fjernede rebet som havde hindret hende i at bevæge sig.

Hun rullede en gang med begge skuldre, som havde været trykket tilbage som hendes hænder havde været bundet bag hende.
Som manden overfor hende, fjernede hun ikke blikket fra ham en eneste gang. Blikket blev kun afbrudt af de naturlige blink, som skulle fugte øjnene. De bed mærke i at ikke en eneste bevægelse var tilfældig og dét alene gjorde ham yderst farlig. For det betød hans tanker ikke bare var tilstede i nuet, han var konstant 2, ja måske flere træk foran.

Roligt, måske roligere end en person som lige var blevet bortført, burde bevæge sig, tog hun imod vinglasset med den røde væske ”Jeg står fint, tak...” Stemmen var stadig ikke varm eller velkommen, men i det mindste var den høfligere, end da hun havde kommenteret på hans uduelige vagter.
Det ene øjenbryn løftede sig lidt længere op i panden på hende, som hun afventede han skulle forsætte, uddybe hvilket forretninger han mente hun fortog sig. For hun havde så sandelig ikke tænkt sig selv at lægge kortende på bordet. Hun ville vide hvad og hvor meget han viste "Jeg lytter. Du har ganske få minutter, før jeg går ud af dén dør." hun nikkede mod døren hun var blevet bragt ind ad og tilføjede før han kunne komme med indsigelser "Og jeg granterer dig, at jeg vil slå hver og en af dine mænd ihjel som du måtte sende efter mig, forstået?".

Det var yderst uhøfligt ikke at tage imod at tilbudt sæde, men Declan kunne nu ikke rigtig bebrejde hende det. Hbis han var blevet overfaldet og bortført af en flok vagter, ville han nok også være en smule utilfreds.
"Det kan være svært at finde ordentlige vagter, men jeg skal selvfølgelig nok sørge for, at de bliver passende straffet" Han havde endnu ikke besluttet sig for, præcis hvad der skulle ske med de inkompetente vagter, men han kunne jo ikke rigtig lade være med at straffe dem på en eller anden måde.

Ganske som forventet var Fielthena en hidsig lille en, godt, så talte rygterne sandt. Det betød dog også, at hun var noget mere utilregnelig, så det var vigtigt, at Declan havde et godt øje på hendes kropssprog.
"Min chef kører en forretning, hvor han har visse aftaler med folk. Man kan vel sige, at jeg håndterer hans finanser" Han tog sig ikke videre af hendes trussel, hvis hun først blev betragtet som en trussel mod hans forretning, ville hun næppe leve længe nok til at dræbe ret mange af hans folk. Han tog igen sit vinglas, og tog et lille sip af det, imens han holdt øje med hende over kanten på glasset.
"De har for nyligt begået en række mord. Der er ingen grund til at benægte det, jeg har det fra pålidelige kilder. Jeg er ligeglad med, hvad de går og laver, men de har slået en af vores kunder ihjel. En kunde, som skylder os en signifikant sum" At det formentlig ikke var meningen, at det var en kunde, hun havde slået ihjel, var Declan ret ligeglad med. Hun havde ødelagt hans mulighed for en indtjening, og det skulle hun gøre godt for på en eller anden måde.
"Jeg er sikker på, at de godt kan se, hvorfor det er problematisk for mig, så jeg håbede, at de kunne komme med et foreslag til, hvad der kan gøres ved denne lille misforståelse?" Spørgende hævede han et øjenbryn og lænede sig fremad, så han kunne stille glasset på bordet igen. Albuerne blev placeret på hans knæ og hænderne foldet, så han kunne hvile hagen på dem, han var nysgerrig efter at høre, hvad hun havde at sige.

Hun trådte nærmere ham, med bevægelser der mest af alt mindede om et kattedyrs, - hun bar sig selv med samme elegance og ubesværet gang. Mens han tale blev hvert ord vendt og drejet, bag den blege pande. Som ledte hun dem, leddene efter noget hun havde overhørt eller overset. Hun havde simpelthen været dårlig for forretningen? Derfor var hun blevet ført hertil, som skulle hun stå skoleret, for ham.
Først da hun stod så tæt at deres skosnuder næsten rørte hinanden, stoppede hun op. Lænede sig frem mod ham til deres næser, som skoene næsten mødtes ”Hvad vi kan gøre? Beklager, men det er vist ikke mit bord, er det vel?” køligheden var tilbage i stemmen, samme isende kulde som kunne fryse blodet i årene til is.
Ordene var knapt gledet fri af hendes læber, før hun drejede om på forfoden, trådte nærmere hans vinglas, som blev byttet rundt med hendes eget. Nok havde han skænket vinen til dem begge, så hun kunne se det, men hun stolede ikke det mindste på ham, at hendes eget glas ikke havde fået smurt noget på sig.
Det var heller ikke tiden for at teste det af, for denne situation hun befandt sig i krævede hendes hoved holdte sig skarpt.
Mere afstand til ham blev tilbagelagt, mens hun som ham, så på ham henover glassets kant, som hun tog en tår af hvad der før var hans glas med vin.
Vinen var bestemt ikke ringe, faktisk smagte den hende mere end hun først havde regnet med den ville. Overrasket over det faktum, hævede det ene mørke øjenbryn sig en anelse, bare en lille trækning.

Måske burde Declan blive bange, da Fielthena trådte helt hen til ham, men han havde stået overfor folk, som var langt mere skræmmende end hende. Der skulle noget mere til at intimidere ham. 
Det var da et latterligt spektakel, hun gjorde for så lidt, men hvis det gjorde hende venligere stemt at drikke hans vin, ja, så skulle hun da være velkommen. Uden at fortrække en mine tog Declan hendes glas, og tog en kort tår af det. Han sippede altid kun af sin vin, noget der nok reflekterede hans store behov for kontrol. Det ville jo ikke være for godt, hvis han endte med at drikke sig fuld, så han ikke anede, hvad han lavede.

Det nemmeste lige nu ville sikkert være, at smide hende ind i rummet ved siden af, og tvinge hende til at samarbejde. Men det var beskidt og grusomt arbejde, og det ville Declan helst ikke ty til, hvis det kunne undgåes. Der måtte da være en måde at nå en til hende. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende indgående.
"Medmindre at du har lyst til, at jeg skal snakke med manden som ansatte dig, og informere ham om, at hans lejemorder ikke kan holde tæt om, hvem der ansatte hende" Det var helt klart ment som en trussel, og Declan lagde ikke skjul på det. Hvis Fielthena nægtede at hjælpe ham, skulle han nok sørge for, at det gik ud over hende på den ene eller den anden måde.
"Jeg ville langt hellere have, hvis vi kunne ordne det her på en mere fredelig måde. Normalt ville jeg forlange, at du overtager gælden, men måske vi kan finde på en anden måde, hvorpå du kan betale tilbage" Igen betragtede han hende nysgerrigt. Det var rent med vilje, at han ikke var kommet med nogle forslag, det var langt bedre at lade modparten ligge ud, det førte ofte til nogle langt mere lukrative aftaler.

Ingen reaktion, ikke så meget som en trækning i øjet. Hun tog stille notits, ligesom med alt andet med ham.
Der var to ting hun vægtede højt ved sit virke, var absolut diskretion og ikke mindst at hvem end som betalte hende var sikker i hun aldrig ville sige noget, som kunne føre tilbage til dem.
Derfor blev hans trussel mødt af et rovdyragtigt smil som gled over i en hånende latter ”Åh, det vil jeg nu gerne opleve, vil du tage mig med til den samtale? Jeg lover at følge ganske frivilligt med?” igen lynede øjnene mod ham, men smilet var ikke forsvundet fra de fyldige læber. Det skulle forstås helt som det blev sagt, hun udfordrede ham til at finde frem til personen.
Opgaven ville være umulig, for hun krævede altid der aldrig ville være noget så stupidt som et papirspor eller mellemmænd, hun tog kun arbejde direkte fra kilen.

Igen bevægede hun sig så afstanden mellem dem voksede sig større, mens hun bevægede sig rundt i rummet. Hun lagde ikke skjul på hun undersøgte de muligheder der var i rummet, potentielle flugt veje, men vigtigst af alt, våben. Hvad kunne bruges til at forsvare hende selv, skulle han komme stormende mod hende?
”Jeg er ganske sikker på du allerede har gjort dig tanker, om hvordan du vil have afviklet den gæld? Så sig frem, du begynder at kede mig hr...?” her stod hun som hans gæst, med hans egne ord, men han havde endnu ikke præsenteret sig for hende, mage til manere eller rettere mangel på samme!
Glasset drejede hun mellem fingrene, mens hun så ned i den mørke væske, frem stod som var hun i et øjeblik ikke længere opmærksom på ham. Men da de mosgrønne øjne løftede sig, søgte de hans blågrå. Og i hvad der let kunne have været sagt i sjov lød det  ligegyldigt fra hende ”Afskriv den, se det som tabt fortjeneste.” Hun trak på den ene slanke skulder, som var det så lige til, som det lød.

Hendes selvsikkerhed var næsten forfriskende, men hvordan skulle hun dog også kunne vide, at Declan nok skulle finde de oplysninger, han havde brug for. Det ville dog være meget nemmere, hvis det ikke blev nødvendigt.
"De stoler ikke på mig. Det kan jeg ikke bebrejde dem, faktisk er det et ganske klogt træk, men tro mig, jeg er kun interesseret i en aftale, som kan gøre begge parter tilfredse. De er trods alt ikke den eneste som handler på ordre fra en mand med meget mere magt end dem selv" Kortvarigt gled et lettere irriteret udtryk over hans ansigt, som om han for alvor hadede at gøre forretninger for sin "chef". Men ansigtsudtrykker var indøvet og var blevet vist ganske med vilje, ligesom det afslappede smil som altid dominerede hans ansigt.

Det var ikke svært at gennemskue, hvad hun gennemsøgte lokalet efter, men hun kunne lige så godt give op. Alt der kunne bruges som våben var bøger, vinflaske og vinglassene, hun var trods alt ikke den eneste modvillige gæst Declan havde i stuen. Ikke at han ville frygte hende, selvom hun havde et våben. For at spille med helt åbne kort og vise hende, at han for alvor kun var interesseret i forretninger, stak han hånden ned mellem puden og stolen armlæn, og hev en simpelt udseemde kniv op. Nok var der ikke noget specielt ved den, men blandet var så rigeligt langt nok til at gøre skade. Med rolige bevægelser lagde han den på bordet, så den pegede direkte imod hende. Hun ville sikkert have en chance for at nå at få fat i den lige så hurtigt, som han selv kunne.

Hvor uhøfligt af ham, at han slet ikke havde introduceret sig for hende! Og ham som ellers gik så meget op i former og gode manerer.
"Declan" Det var sjældent, at han præsenterede sig med sit efternavn, det tilhørte et tidligere liv.
"De ved godt, at jeg ikke er i stand til at forbigå gælden. Men jeg er ingen urimelig mand, derfor giver jeg dem endnu en mulighed for at komme med et forslag" Nok var Declan ikke interesseret i nogen større konflikt med hende, men hans tålmodighed holdt heller ikke forevigt, og han var snart ved at være godt træt af hende.

Hun slog affejende en hånd op mod ham, som han insisterede på at tiltale hende så formælet. Det formæle var de passeret for længst, sådan ca. som hun havde fået fjernet bindet fra øjnene, placeret bundet overfor ham. Hvis han ville holde et formælt, så måtte han have valgt anderledes, for hun havde ikke tænkt sig at møde ham med samme respekt.
Hun gned små irriteret sin pande, som det blev svære for hende at opretholde en nogenlunde neutral mine. Hans holden fast i gæld og at den ikke bare kunne ses en tabt fortjeneste, fik en irritation til at vokse sig større i hendes bryst. Så meget kunne et enkelt menneske sgu da ikke skylde?! Ingen af dem hun havde dræbt den seneste uge, var så gamle, at de burde skylde en så betydelig mængde.
”Drop formaliteterne... Declan.” vrissede hun en anelse af ham.

Kæbelinjen blev kortvarigt tydeligere som hun bad tænderne hårdt sammen, da kniven blev lagt mellem dem. Hun havde ikke behøvet at kigge mod sit lår, hvor de små læderskeder var tømt for hendes små kasteknive, hun kunne mærken deres manglende vægt, selvom de var lavet i letvægtsmetal. Derfor fristede kniven mere end noget andet, men ikke en eneste gang så hun mod dens blanke stål.
Hun var allerede flere træk bagud, hun viste intet om denne Declan, hverken hans kunnen eller styrke, hun kunne kun måle ud fra de tre mænds udtryk, ligesom hun realt ikke viste hvor meget han havde fundet frem til omkring hende. Alt sammen gav hende følelsen af ikke at have kontrol, en følelse hun håndterede ganske dårligt.

Med troen på at hun ville kunne nå kniven først, gjorde hun et udfald frem mod den. Et udfald der ikke var nogen antræk til, før det var sat i gang. Med håbet om det ville købe hende kostbare sekunder til at nå kniven først.

Formaliteter var virkelig en tabt kamp, når det kom til det lavere borgerskab. En af de mange ting, som Declan savnede ved at færdes blandt de højere rangerende, selvom det selvfølgelig også havde sine ulemper. Forhåbentlig ville han en dag være i stand til at rykke noget af forretningen op blandt adelen. Men indtil da måtte han tage til takke med uopdragne typer som Fielthena. I det mindste var hun god underholdning.

Det kom bag på Declan, at der ikke var det mindste træk at spore, da Fielthena kastede sig frem mod kniven, men han var i det mindste vågen nok til, at han selv nåede at kaste sig frem mod kniven næsten samtidig med hende. Nærmest som ved et mirakel nåede Declan kniven lige før Fielthena. Hurtigt greb han fat i den, løftede den op og hamrede den ned igennem hendes hånd og ned i bordet. Kniven holdt han i et stålgreb, så hun ikke ville kunne hive den ud uden kamp. Smilet var falmet en smule, men det lurede stadig på ansigtet, som han så på hende.
"Og her prøver jeg at være høflig og vise, at jeg ikke er en trussel" Hans stemme var kølig, ildevatslende. Ha  var ikke gal, måske en lille smule skuffet, men mest af alt morede han sig.

For lige at gøre smerten lidt værre, vippede Declan kniven så meget, som han kunne komme til, nu hvor den sad godt fast i bordet.
"Vi prøver igen. Jeg forventer, at gælden bliver betalt af. Hvis du ikke ønsker at betale den af i krystaller eller tjenester, forventer jeg, at du selv kommer med et passende forslag" For hendes egen skyld håbede han på, at hun valgte at makke ret, men han regnede egentlig ikke med det. Heldigvis var han mere end klar til at hive kniven fri og placere den i hendes øje i stedet for.

Hun havde været så tæt på at få fat i kniven, så tæt at hun havde snittet hans fingres hud, som han trak kniven til sig. Havde hun haft bare den mindste tro på guderne ville hun havde forbandet Chance langt op i Zaladins behåret røv!

Kniven gik gennem håndryggen som var den blødt smør, for at låse hende fast til det massive træbords plade, før end hun kunne nå at reagere ved at trække hånden til sig.
Smerten skød sig ubarmhjertigt gennem hendes krop, fik det til at føles som om alle nerverne i armen, tilhørende den såret hånd, var i flammer. Men ikke antydningen til et smerteskrig lå i struben på hende.
Hver lille muskel i hendes krop var spændt op, benene truede med at give efter under hende, fik kroppen til at dirre af smerte.
Vejrtrækningen havde ændret sig, den var mere overfladisk og hun sugede luft ind mellem de sammenbidte tænder, i et forsøg på at få hendes selv underkontrol. Den lede…!
Blikket lå skift på kniven, som gjorde det dét lettere for hende at fokusere på smerten, årsagen til smerten og derved forholde sig til den.
Som var han blevet hugget af en slange, greb hun ham om håndleddet til hånden som holdte kniven i et jerngreb, bordede de spidse negle ind i hans bløde hud ”Argh!” kom det endelig sammenbidt fra hende.
Hun havde ikke forventet han ville hammere kniven i hånden på hende, fik han fat i den først, hun havde oprigtigt forventet hun ville have holdt den, endda uden at holde den for halsen af ham.
Sammen med smerten gik hans ord ligeså klart ind hos hende, fik hende til at klemme hårdere mod håndleddet, som håb til han ville slippe taget.
”Din modbydelige røde møghund...!” hvert ord fik sin egen lille pause, som hun måtte trække ny luft ind, og tage et mindre tilløb til at bryde tændernes flader fri fra hinanden.
”Du får dine latterlige krystaller!” endelig slap hendes blik hendes blodige hånd, rettede sig mod hans ansigt og havde et blik alene kunne dræbe, ville Declan synke sammen på gulvet i dette øjeblik.

Hun kunne fornærme han så meget, hun ville, Declan var ligeglad, han var blevet kaldt langt værre ting. Neglene i håndleddet var også langt fra, det værste han havde pvet, men derfor gjorde det dog stadig ondt.
Helt ærligt så havde han regnet med, at det ville kræve langt mere overtalelse, at få hende til at acceptere. Han havde tydeligvis fejlvurderet hende, det var ellers ikke tit, at det skete. På en måde var han skuffet, han havde jo haft alt for høje tanker om hende, men på den anden side var det nu rart nok, når en handel gik nemt og problemfrit igennem.
"Godt så! Det behøvede jo slet ikke være så besværligt" Nu lød han næsten munter, men det var han altid, når en handel gik som ønsket.

Med et hårdt ryk trak Declan kniven fri af bordet og Fielthenas hånd, bagefter satte han sig tilbage i samme stol som før. Kniven beholdt han selvfølgelig i hånden, men det var mere for at sikre sig, at hun ikke skulle få fat i den. Kort studerede han sit håndled, sårene efter neglene var allerede begyndt at heale.
"Som sagt ønsker jeg en aftale, som kan gøre os begge tilfredse. Så siden det jo egentlig ikke er din gæld, er jeg villig til at give dig et par uger til at betale den tilbage, uden at der vil blive lagt yderligere renter oveni" Normalt gav han kun en uge til tilbagebetaling og så ville der falde daglige renter oveni, så det var faktisk utroligt venligt af ham.

Declans blik søgte mod hendes hånd, han fortrød på ingen måde sit angreb, men måske han burde gøre noget, så hun i det mindste ikke skulle gå rundt med et åbent sår.
"Vil du have kigget på hånden? Betragt det som en tjeneste, ingen regning" Det var ment som en spøg, men nu havde Declan aldrig været en videre sjov mand.

Blodet var aldrig rigtig piblet frem fra såret på længe knivet havde siddet og lukket til, men så snart kniven blev rykket fri, fik det frit løb. Ville hun forbløde, næppe, men det ville heller ikke lukke til lige med det samme, det ville tage uger!
Hun sugede igen luft ind mellem sine tænder som hun trak den nu frie hånd til sig, skulle han nu fortryde og forsøge at fæstne hende til bordet, igen.
Hele hendes lindre lynede og tordnede mod ham og havde han ikke været klog nok til at holde fast i kniven, havde hun smadret vinglasset på bordet eller snuppet kniven, og stukket glassets stilk eller knivens blodige blad dybt ind i halsen på ham, penetrere hans arterie.
”Du er ikke en skid interesseret i at gøre andre end dig selv tilfreds!” bed hun arrigt af ham, mens hun forsøgte at bevæge fingrene, en efter en. Ligeglad med hvor meget blod hun dryppede på hans gulv i forsøget. Hun skulle bare finde ud af hvor stor skade han havde lavet! Alle reagerede, lillefingeren haltede måske lidt efter.
Et par uger?! Manden var jo bimlende vanvittig! Blikket fløj tilbage på ham, mens hun knurrede faretruende af ham ”Tror du ikke jeg har nok at lave, uden også at inddrive en anden mands gæld til dig?! Gælden er betalt, når den er betalt og ikke en krystal over, hverken renter eller noget andet af dit pis.” I hendes ord trådte hun nærmere ham, stadig langt nok væk til at kunne trække sig tilbage, hun havde jo set hans fremdrift og ønskede ikke kniven kunne sidde et nyt sted i hende.

Hun skævede mod den efter hånden røde hånd, som hang ned langs hendes side og dannede sin egen dryppende sø af blod på gulvet. Smerten var der stadig, dunkende og med samme brændende fornemmelse, men når hun koncentrerede sig og fandt tilbage til hvad hun havde lært som ganske ung. Så kunne hun lukke den inde og holde den på afstand.
Det var ikke med hendes gode vilje, at hun sendte ham et nik til tilbuddet om at få kigget på hånden. Hun skulle trods alt bruge den, om det så var til at kvæle ham eller tjene ind til gælden, det var uvedkommende for ham.

Vrede var egentlig en interessant følelse. Selv blev Declan sjældent vred, men han fandt det utroligt interessant at iagttage andres vrede. Det var nok den følelse, som tog mest kontrol over værten, gjorde dem mest utilregnelig. Det var altså fascinerende, at en simpel følelse som vrede, kunne gøre så meget. Hvad der næsten var endnu sjovere var, hvor nemt det var at udnytte og manipulere, især med sådan en som Fielthena som virkelig virkede til at ligge under for sit temperament. Nok gjorde det hende farlig, men Declan havde overtaget nu, og det tog på en måde pusten lidt af hele situationen.

Hendes kommentar fik smilet til at blive lidt bredere, og det nåede næsten hans øjne nu, men kun næsten. Declans blik var altid dødt, sådan havde det altid været.
"Skyldig. Men nu bliver det noget nemmere for mig, hvis alle parter er tilfredse" Hun havde jo ret, i sidste ende tjente Declan ingen anden end sig selv. I realiteten var det vel heller ikke så svært at regne ud, han var ikke ligefrem typen, som foregav, at han lige frem bekymrede sig om andre.
Med vilje valgte han at lade være med at kommentere yderligere på, hvornår pengene skulle være betalt, hun skulle nok opdage, hvis han mente, at hun var for langsom.

Endnu en gang slog Declan ud med hånden mod den frie stol. Han havde ikke tænkt sig at hidkalde en healer blit for at se på hendes hånd. Det var ikke sikkert, at han ville kunne gøre noget, hvis der var sket alvorlig skade med hånden, men det lignede det nu heller ikke.
"Tag plads. Jeg er healer, så jeg skal nok heale din hånd. Det kræver dog, at du tør lade mig røre den" Han rakte den ene hånd frem, som hun kunne placere sin egen hånd i den, det var nødvendigt med kropskontakt, før han kunne gøre noget som helst.

Det kløede i den raske hånds fingre, for at borer de spidse negle dybt ind i hans døde grå blik, dybere end de havde boret sig ind i hans vagts bløde væv, som ville hun forsøge at nå ind til den fedtede hjerne og trække den ud gennem øjenhulen, efterlade en ligeså tom skal siddende tilbage som hans blik. Alene på baggrund af det voksende smil, som havde hendes ord moret ham og han næsten nonchalant havde ignoreret at den eneste tilfredse part her, var ham alene.

Endnu et skridt tættere på ham, uden skyggen af tøven. Trods for han for ganske få øjeblikke havde vundet kapløbet mod kniven, skadet hende så hun ikke havde samme kræfter i hånden. Var der modsat hans mænds ansigter, ikke så meget som antræk til frygt, frygt mod ham, malet i hendes, stadig blod plettede, kønne ansigt.
”Du svarede mig ikke, Declan.” stemmen var skarp, og havde den kunnet så havde den boret sig dybt ind i hans bløde kød, sprættet ham op fra navlen og op til kravebenene. Hun havde nok ’opgivet let’ set fra hans side, men hun ville ikke lade ham sno sig så let forbi hendes spørgsmål, for slet ikke at understrege at hun ikke dansede efter hans pibe. Nok havde han vundet, for nu, men han viste han hvilket stormvejr som trak op inde bag hendes blege bryst.

'Jeg skal nok heale din hånd', ordene var nærmest surrealistiske, som de gled fra hans mund, og først nu bemærkede hun at de blodige mærker, som hendes negle havde efterladt hans håndled, var væk. Til stor skuffelse, men endnu større irritation for hende.
Det var da ligegodt.. Knurrede det indvendigt i hovedet på hende, men hun tog plads i stolen hans hånd gestikulerede hende imod, samme stol som hun tidligere havde nægtet at tage plads i.
Hendes krop var knapt synket ned i stolens bløde sæde, før den stadig blødende hånd lå i hans.
De mosgrønne øjne låst til hans ansigt, men lynene havde lagt sig og var blevet skiftet ud af en forudindtaget uimponeret mine.
Hendes forventninger til hans kunnen var så godt som ikke eksisterende, som havde dette bare været endnu en del af hans lille leg og han om lidt ville slå en latter op, en latter som ville afsløre han havde løget.
Måske havde hendes negle aldrig efterladt hans hud mærker? Var det overhovedet muligt? Nej.

Det var efterhånden sjældent, at Declan stod overfor folk, som ikke frygtede ham på en eller anden måde, i hvert fald når han befandt sig i lige præcis dette lokale. I dette lokale var han kongen, manden som bestemte over alt og alle. Folk som blev fragtet ind i dette rum frygtede ham oftest på forhånd, fordi de vidste, at enten han eller hans "chef" var i stand til at gøre forfærdelige ting ved dem. Det var næsten forfriskende, at der for en gangs skyld var en, som ikke rystede af skræk ved hans blotte tilstedeværelse.
"Du skal nok finde ud af, hvis gælden ikke bliver betalt hurtigt nok" Emnet var uddebatteret nu, og han havde ikke tænkt sig at tale yderligere om det, ligegyldigt hvor gal hun så blev over den ordning, han havde tilbudt hende.

Lige så snart Fielthena placerede sin hånd i hans, greb Declan overraskende blidt fat om den og lukkede så øjnene, han var dog stadig yderst opmærksom å selv det mindste ryk i hendes krop, som kunne betyde, at hun skulle til at angribe ham. Stille og roligt brugte han sin evne til at undersøge skaden. Det virkede ikke til, at der var nogle alvorlige skader, så det burde bare være et spørgsmål om at heale såret. Det gik ikke stærkt, men stille og roligt begyndte såret at lukke sig, indtil der til sidst kunne var en ganske svagt rød plet der, hvor såret før havde været.
"Du kommer måske til at være lidt øm de næste par dage, men udover det, burde du ikke kunne mærke noget til det" Han slap hendes hånd og lænede sig atter tilbage i stolen, for ham var deres samtale slut nu, han havde fået, hvad han ønskede. 

Igen snoede han sig fri af hendes spørgsmål, besvarede det uden at besvare noget som helst. Det var til at blive vanvittig af, men sådan var der jo så meget der i forvejen gjorde hende omkring ham. Så hvorfor ikke tilføje det til listen også?
Utilfredsheden gad hun end ikke forsøge at gøre sig ulejlighed med at skjule, men hun viste instinktivt at han ikke længere ville debattere emnet. Det havde han aldrig villet til at starte med.
Zaladins yngel, blegnede jo næsten ved siden af ham..

Hans berøring var blidere end hun havde forudset, og den slog hende mere ud af kurs, end hun brød sig om eller nogensinde ville indrømme. Det var som om han svingede som et pendul, men samtidig stod helt stille i hans væremåde. Hans øjne gled i og da hun viste han ikke kunne se hendes blik. Kiggede hun mere nøje på ham, han var ung, hun ville skyde ham til at være yngre end hende selv, men hun kunne ikke få prikkerne til at passe sammen.
Selvom hans berøring var ganske blid, så sveg og dunkede det stadig i hånden, men det blev mildere og en mere prikkende bevægelse, som han arbejdede. Så han var healer, hvor henrivende tænkte hun irriteret og nåede da lige at lave himmelvendte øjne, før han åbnede hans igen.
Han havde næsten ikke selv nået at slippe hendes hånd, før hun trak den til sig som havde hun brændt sig på åben ild.
Prøvende bevægede hun hånden, som tjekkede hun at han faktisk havde gjort det han skulle og denne gang lystede alle fingre som de skulle.
Hun sendte ham et fnys, mens hun rejste sig fra stolen uden at skænke ham et blik eller et tak ”Jeg formoder du ikke bare lader mig gå uden bind for øjnene?”  lød det i stedet fra hende, som hun på forhånd afventede, at der om lidt ville komme et nyt hold vagter ind, blindfolde hende og slæbe hende afsted.

Knapt havde hun nået at stille spørgsmålet, før fire vagter kom gående ind på værelset, de havde tydeligvis lært af deres kollegaers fejltagelse, og havde valgt at tage lidt ekstra muskler med. Den ene af dem havde stået uden for døren lige siden, de andre var blevet sendt ud, det havde før været sket, at Declan havde haft brug for vagterne, min ikke haft mulighed for at kalde på dem, så nu stod der altid en og lyttede med, medmindre andet var beordret. For nu holdt de sig ovre ved døren, men den ene havde allerede en stofhætte i hånden, og var klar til at blindfolde Fielthena.

Afslappet tog Declan igen sit vinglas og tømte det, han kunne trods alt ikke bruge hele aftenen på at drikke vin.
"Selvfølgelig ikke, men hvis du ikke angriber mine vagter denne gang, kan du få lov til at gå selv" med de ord vinkede Declan vagten hen, så han kunne give Fielthena hætten på. Hvis hun ikke filgte frivilligt med, ville hun blive overmandet, bundet og slæbt afsted, men hvis hun opførte sig pænt, ville to af vagterne ligge en hånd på hendes skuldre og føre hende afsted.

Da Fielthena og vagterne var sendt afsted, sendte Declan bud efter en tjener, som kunne rydde op efter vinen og angrebet på Fielthenas hånd. Imens satte Declan sig med en af sine små sorte bøger, som indeholdt informationer om, hvem der skyldte penge, og hvor meget de skyldte. Der skulle rettes nogle informationer, så det nu var Fielthena, som stod som indehaver af gælden.

Et par uger, dét havde nok været det mest brugbare svar som Fielthena havde fået den aften af Declan, i det stadig ukendte hus. Det var en deadline som havde nærmet sig i alt hast og om ganske få dage, 2 dage for at være helt præcis, ville den være nået, og den mørkhåret kvinde ville stadig ikke vide om hun overhovedet havde været nær gældens sum.

Hun havde været yderst konsekvent i hendes betalinger, altid haft afleveret en glædelig sum krystaller når en af Declan’s hunde var troppet op ved hendes guldsmedje. Man kunne måske ligefrem påstå hun var drømmen af en skyldner, hvis ikke det havde været fordi Declan i løbet af de fjorten dage havde mistet 3 vagter.
En enkelt var ganske enkelt forsvundet som dug for solens stråler, som havde han aldrig eksisteret, omkring 3 dage efter hun var blevet eskorteret tilbage. Det havde været den første advarsel til den rødhåret mand.
De næste to var blevet spredt ud over byen, i ordets bogstaveligste forstand, og hvor det kunne virke ganske tilfældigt med kropsdelenes placering, så var hver del placeret så de dannede en cirkel omkring Declan’s almindelige hus i en radius af ca. 2 kilometer. At dømme ud fra de sidste to vagters splittede lig, var de ikke blevet parteret efter døden indtraf. Anden advarsel.
En besked om hun nærmede sig ham, som var det en eller anden syg katten efter musen leg. 
Mere diskret var hun dog, de to gange hun havde befundet sig i det beskedne 2 etagers hus, hvor den ene gang tilmed havde været ved højlys dag. Hun havde været yderst påpasselig i ikke at efterlade spor i huset, som hun havde bevæget sig rundt og tjekket alle flugtveje og potentielle våben, som hun lavede et mentalt kort over huset plantegning og indretning. Et kort hun ville få brug for senere.

Nok havde hun endnu ikke fundet frem til det rigtige hus, det som ikke bare var et dække og det som hun var blevet ført til og fra, midlertidigt blind. Noget der uundgåeligt havde irriteret hende helt ind til knoglerne. En irritation som blev mildnet af det hun havde fundet ud af om ham. Han kaldte sig ikke bare Declan, det var hans faktiske navn og han var væsentlig ældre end hans udseende lagde ham ud til at være, omkring hendes alder, men hun havde ikke kunnet finde ud af den eksakte alder.
Vigtigst var dog mordene, dem var der mindst en håndfuld af. Mord for hans egen hånd og ikke bare ud dedikeret til mændene under ham.

Det havde været nogle timer siden nu, at de grønne øjne fra skyggerne havde set den rødhåret person ankomme til huset med tre vagter. Den bredeste af vagterne tog plads foran trædøren og fik den næsten til at forsvinde bag hans skikkelse. De andre to vagter bevægede sig kredsende omkring huset, uden at det virkede åbenlyst hvorfor de gik over de brostensklædte gader.
Tålmodigt havde hun siddet på hug, med albuerne hvilende mod lårene, i de mørkeste skygger kastet af et nærliggende hus. Hun havde siddet afventende på at huset skulle mørklægges når Declan ville ramme sengen. I nat havde hun alt tid i verden og ikke før hun var sikker på manden i huset var faldet i søvn, rejste hun sig roligt op.
Som hun havde gjort så mange gange før, brugte hun husende omkring sig til at komme højere op, fri fra gaderne. Med et kræftfuldt afsæt mod en af husmurene fik hun fat i kanten af en kammen til et vindue, som hun brugte til at skabe en ny fremdrift til hun stod på tagryggen.
Her fulgte hun den ene af vagterne som cirklede rundt tættest på huset, hun ville ikke kunne komme ind på den side hun havde udset sig, så længe han gik rundt. Da hun så sit snit, svang hun sig smidig som en kat ned fra taget i retning af manden. Han havde ikke opdaget hendes skikkelse, før en af de små kasteknive havde boret sig dybt ind i halsen på ham. Rallende greb han sig til halsen med opspærrede øjne, der hvis det var muligt blev større da hun trådte helt hen til ham og skabte et springvand af rødt, da den lille kniv blev rykket fri fra halsen og fik manden som var tæt på dobbelt Fielthena’s størrelse kollapsede for hendes fødder.

Urørt trådte hun over den livløse krop, nærmere hendes mål.
Det var gennem et vinduet til hans kontor på første salen, hun lydløst kom ind i huset, den selv samme lydløshed som hun bevægede sig ned ad trappen med, som hun havde kursen imod det lettere spartansk indrettet soveværelse, et soveværelse som passede resten af huset,- så man bort fra kontoret.
Den blodige kniv, som for så lidt siden havde siddet i halsen på vagten, lå fast i den slanke hånd, den hånd som for næsten fjorten dage siden havde haft en kniv igennem sig.
I soveværelset var lige så mørkt som resten af huset, hvis ikke mørkere med de til lukkede gardiner, men med en evne der gav en nattesyn som en kat, havde hun ikke problemer i at se den sovende mands skikkelse i sengen.
Kun den eftergivende seng afslørede hendes tilstedeværelse, som hun satte et knæ ned i madrassen. Han skulle se hende i øjnene, vide hvem der tog hans liv, når hun skar hans hals op, øre til øre.
Derfor var hun også forberet på at han vågnede, måske endda rakte under puden efter en kniv til at forsvare sig med. Denne gang var hun to skridt foran ham og selvom huset måske var hans, så var de på hendes banehalvdel.