Det havde ikke været Kulina’s plan at rejse gennem Turmelinien på sin rejse men hendes stedsans var endnu ikke den bedste i verden, og truslen om nogle mistænkelige personer havde fået hende til at gå en anden vej. Om denne vej så var bedre eller ej vidste hun ikke helt, for den havde i stedet før til et andet angreb. Nogle tyve der havde forsøgt at stjæle hendes få penge, som dog var bundet om rævens hals, havde resulterede i at både de og ræven var kommer til skade.

Kulina havde ikke haft nogle måde at forsvare sin kære ræv på, andet end hurtigt at flyve væk med den i armene. Da hun endelig følte at hun var i sikkerhed, lande hun på en mark ikke langt fra en gård, mens hun bad til at ejeren af stedet ikke ville have et problem med det. Hun lagde ræven fra sig i græsset og mens hun sang blidt for den for at berolige den, forsøgte hun samtidigt at heale dens sår, også selv om hun fandt det langt mere trættende end at hele mennesker eller andre menneskelignende væsner. 
 
Mens hun sad og sang sin forsigtige sang, kom en smuk blond hest op til dem og kiggede nysgerrigt på hvad hun lavede. Hun gav den dog ikke meget opmærksomhed til at starte med da hun skulle være sikker på at Benjamin var okay først. Da hun dog havde forsikrede sig at hun havde gjort sit arbejde ordentligt, eller rettere så godt hun kunne vendte hun hoved mod Hesten og stoppede med at synge.
Hendes krystal blå øjne studerede blidt hesten, og selv om den i nysgerrighed nappede hendes ene vinge en smugle for hårdt, så smilede hun blot til den og strakte blidt en hånd ud imod den i stedet så den havde en chance for at snuse til hende. ”Hvor kommer du fra smukke?” spurgte hun forsigtigt før hun med lidt besvær rejste sig.

Hun var svimmel, en smugle afkræftede, men hun vidste at det blot var midlertidigt, og en straf hun var langt mere end villig til at betale for at hjælpe sin elskede ven der havde hjulpede hende så mange gange før. Hun bøjede sig ned og løftede sin røv op, før hun igen så på hesten ”er dem på gården venlige?” spurgte hun som om at hesten kunne forstå hende, og dog virkede det som om at den gjorde det.

Hesten lod hende gå ved siden af den mens den dog førte med et par skridt og tog hende med hen til gården foran hende. De gik i stilhed men da de kom til hegnet kunne hesten ikke længere følge med hende. Hun overvejede kort hvad hun skulle gøre, men valgte at ligge ræven fra sig og sætte sig i græsset. ”Måske det er bedst at vente her, jeg vil ikke trænge mig på” erklærede hun stille.

Til hendes store overraskelse valgte hesten ligeså at ligge sig ned ved deres side, og tillod hende også at røre den. Kulina kunne faktisk ikke huske nogle sinde at have rørt ved en hest før, men hun havde tit set dem på afstand, og de var nu smukke, særligt den hun havde fundet, eller rettere den som havde fundet hende.

Hun tog hånden forsigtigt ned i den pose som ræven havde om halsen og hev et enkelt æble frem som hun havde tilbage, og efter selv at have taget en lille bid så tilbød hun det til hesten, som glædeligt tog imod det og savlede ud over det hele, noget som dog ikke gjorde hende noget overhoved.

Sawyer havde haft en dag fri fra arbejdet i smedjen, opgaverne var alle ordnet, så i stedet havde han fokuseret sin energi over på den åbne stald der lå ud til marken hvor hestene opholdt sig størstedelen af tiden. Taget havde været utæt et godt stykke tid, men han havde ikke haft tiden til at få det ordnet eller materialerne han skulle bruge til det, før nu. Og vejret var for en gang skyld med ham, for solen stod højt på himlen og der var kun en ganske mild brise, så vejret føltes overraskende varmt af det tidlige forårs vejr at være.

Hans beklædning var let, et par mørke hoser der sad tæt til den muskuløse underkrop, en hvid skjorte med lange ærmer der var smøget helt op om albuerne og med de øverste knapper vidt åbne. Arbejdet var hårdt slid, og i varmen var det tydeligt at se hvordan den hvide bomulds skjorte nogle steder var næsten gennemblødt, efter han havde været igang i flere timer. Det lange brune hår var bundet op i nakken, for han ikke hele tiden skulle bøvle med at holde det væk fra ansigtet.

Efter flere timers arbejde, var han endelig ved at være tilfreds med resultatet. Han havde fået løsnet de mange brædder, for at kunne lave det hele ordenligt, og ikke blot banke et bræt ovenpå et andet. Det var først da, at han bemærkede en stemme, men det lød ikke til det var ham der blev snakket til. Forvirret over situationen, rettede han sig op, og samlede den store smedehammer op der på alle tænkelige måder var for stor og kraftig til en almindelig tømre. Han gik fra sin plads hen til kanten af taget og lod blikket glide over den store gårdsplads, men han kunne ikke få øje på nogen men stemmen lød igen. 

Det var først da, at han opdagede den unge kvinde der sad inde i folden med en ræv og Kaisa, et godt stykke fra ham. Fast besluttet på at undersøge hvem den fremmede var, og hvorfor hun befandt sig i folden, svang han sig ned af den lange stige i et par hurtige bevægelse, inden han med hurtige skridt nærmede sig kvinden bagfra. Kaisa, lignede en der var alt for magelig i hendes selskab til at tage sig af Sawyer, som han stoppede et stykke bag dem. "Sidder du godt?" Hans stemme var dyb og brysk, med en let fjendtlighed over sig. Han brød sig ikke om fremmede, men måde hvorpå Kaisa havde tilladt hendes nærvær og Zion den sorte hingst, der ikke engang havde forsøgt at jage hende bort, fik ham alligevel til at falde en smule ned og trække vejret dybt. 

Kulina havde slet ikke opdagede at der var nogle, og slet ikke at der var nogle som havde set hende. Normalt ville hun havde hørt ham komme imod hende, men hun var alt for opslugt af det omkring hende til at ligge mærke til noget som helst før han talte. Hun gav et lille hvin fra sig i chok, men dog så dæmpede at hverken hesten eller ræven blev skræmt af det. 

Hun vendte hoved og så op på manden foran hende med sine krystal blå øjne. *det må næsten være ejeren… jeg håber ikke jeg har fornærmet ham* tænkte hun forsigtigt ”ooh det må de undskylde hr, jeg ønskede ikke at trænge mig på svarede hun hurtigt men i en blid tone. ”jeg håbede bare på at komme få noget vand til min ræv som han kan komme sig på hun tav kort ”jeg har ikke ret mange penge, men du kan få hvad jeg har hvis det er det” hun lød ikke som om at hun forventede at det var det han ville, nej faktisk lød hun mere som om at det var et tilbud på lige fod med da hun havde tilbudt hesten sit æble, fordomsfrit og i ren venlighed.

Hun rejste sig forsigtigt op, dog tydeligt lidt usikkert på bene ”min ræv kom til skade, og jeg kunne ikke flyvere længere, jeg håber virkelig ikke at jeg har fornærmet dem hr” forklarede hun stille uden at tage øjne fra ham. Dog studerede hun forsigtigt hans krop, han mørke hår er stærke øjne passede fantastisk til den stærke krop, og et kort øjeblik kunne hun ikke undgå at overveje om han var så stærk som han så ud, for spurgte man hende så kunne han med garanti løfte hesten med en arm.

Lugten af hans sved ramte hende, men da den stadig var frisk gjorde det hende ikke noget. Tvært imod så var der noget rart ved lugten af en mand der fik brugt sin krop, også selv om hun ikke anede hvad der havde fået ham til at svede så meget.

Først nu spottede hun den sorte hest i det fjerne som den kom galoperende imod dem, men hun viste ingen frygt, i stedet trådte hun blot et skridt til siden så hun stod som skjold for ræven, så hesten ikke ved et uheld ville trampe på den, for det skulle jo nødigt ske. Hun vidste intet om heste, så om den kom i nysgerrighed som den anden, eller om den kom for at jæge hende væk, det vidste hun ikke, men dog troede hun på det bedste og nægtede som altid at tænke dårligt om et levende væsen.

”Woow… er det også din?” spurgte hun en smugle distraherede ”den er virkelig smuk” sagde hun tydeligt betagede, men vendte dog hoved ned til den anden for et kort øjeblik ”ikke at den anden ikke også er det selvfølgelig” tilføjede hun i en tone der var næsten unaturligt kærlig. Som om at hesten var hendes et og alt og intet galt kunne gøre i hendes øjne, men igen sådan talte hun altid om dyr, for i hendes øjne var de som alle andre levende væsner, smukke og unikke.

Med armene lagt stramt over kors, og ryggen helt rank betragtede han indgående den unge kvinde. Han havde aldrig set hende før på egnen, og slet ikke på hans ejendom, men han kunne ikke lade være med at hæfte sig lidt ved Kaisa' besynderlige adfærd omkring hende, ganske vist var han den som elskede selskab af de to hingste, men på den måde at gøre sig det mageligt havde han aldrig oplevet før. Og eftersom de to hingste var hans et og alt, tog han altid deres holdninger til andre med i sine tanker, omend nogle formentlig ville kalde ham skør for at tænke sådan, men de vidste ikke hvor gode menneske kendere heste kunne være. 

Da den unge kvinde begyndte sin talestrøm, afbrød han ikke, men lyttede blot til hendes ord, mens hans blik skiftevis gled frem og tilbage imellem hende og Kaisa. Han hævede let det ene bryn, som hun nævnte ræven før han rettede sit blik imod den, den virkede måske mere afkræftet end forventeligt, men hvad vidste han om den slags. Ræve var ikke ligefrem et dyr han begik sig meget med. Til sidst måtte han dog løsne sine arme fra hinanden og hævede sin hånd let op foran sig, i håbet om det ville bremse hendes tale strøm. "Ikke fornærmet, nærmere overrasket.. Men nok om det, du behøver ikke betale for noget vand.." svarede han med en mere rolig tone, omend den havde samme mørke dybde over sig, efter mange år hvor han sjældent snakkede hverken meget eller med ret mange. Han havde dog svært ved at skjule en let overraskelse, som hun rejste sig op og viste at væsentligt højere end han havde forventet af hende.

Da Zion kom til syne i fuld galop, trak et svagt smil sig over hans læber. Kvinden virkede ikke skræmt af synet, så måske Kaisa havde vurderet hende rigtigt, som endelig også havde valgt at komme på benene. Han kløede ham let i panden under pandehåret, inden Zion nåede hen til dem med en bestemt vrinsken og et let hovedkast imod den unge kvinde, men det irettesættende nap fra Kaisa afgjorde ligesom den sag, kvinden var godkendt, hvorfor vidste Sawyer dog ikke helt, men han tillod sig alligevel at forholde sig lettere skeptiske til de to hingstes beslutning, eftersom han ikke brød sig synderlig om andre væsner. "Kom med, så finder jeg noget vand.." Hans tone var lettere distanceret fra hende, som han bevægede sig over imod ledet ind til folden, og skubbede det op for hende.

Han havde en dyb brønd stående oppe ved huset, hvor vandet stort set altid var køligt fordi den var så dyb, det mindste han kunne gøre, var vel at finde noget frisk køligt vand, nu hvor Kaisa havde gjort sig en sådan umage. 

Kulina blev en smugle forbløffede da hun rejste sig og opdagede at manden foran hende ikke blot så stor ud men også var det. Det havde ikke været unormalt for Kulina at være den højeste i selskabet, selv om hun var en kvinde, så der var nu noget rart ved det når hun ikke var det, mest af alt fordi hun følte at hun fik andre til at føle sig små, og det ønskede hun ikke. 

Hun havde stoppede sin talestrøm da han gav tegn til det, dog uden at fortrække en mine, for hun vidste at hun kunne tale for meget, og hun ønskede ikke at være til besvær omkring ham. ”mange tak hr” svarede hun dog med en blid stemme og sendte ham et venligt smil.

Ikke et eneste hår rykkede sig på hende da den sorte hingst nærmede sig, og heller ikke da den kastede med hoved eller vrinskede. Der var ingen frygt i hende, ingen grund til at vige væk, for skulle den vælge at gøre hende ondt så var hun sikker på at det var fordi den ikke så noget andet valg. Hun blev dog glad for at den bolde hest valgte at forsvare hende og at de kunne løse det selv, men hun valgte alligevel at holde hænderne for sig selv med den, for ikke at presse dens grænser for nu.

Da han gav tegn til det vendte hun sig og samlede ræven op, som trods healingen stadig virkede en smugle døsig. Hun vaklede stadig en smugle men var langsomt ved at genvinde sine kræfter i takt med at hun fulgte ham ud af folden og hen mod brønden.

Endnu en gang lagde hun ræven fra sig og fik med lidt besvær, men tydelig viljestyrke, bragt noget vand op. Hun lod den først drikke noget af det kølige vand som med det samme så ud til at have en effekt, før hun tog en smugle i hænderne og vaskede pelsen på den. Blodet på ræven havde ikke været særligt tydeligt grundet dens farve, men vandet der forlod den gjorde det tydeligt at der havde været en alvorlig skade.

Kulina gjorde sit arbejde færdig og rejste sig så endnu en gang, dog denne gang med hånden strakt imod manden som en hilsen, ”Mit navn er Kulina, og hvis de nogle sinde får brug for en hånd så står jeg altid til rådighed… altid” det var tydeligt at hun var selvsikker og hun mente de ord hun sagde. Nok hjalp Kulina alle og ville gøre alt for folk uanset om de havde fortjent det eller ej, men denne gang var anderledes, for i hendes øjne så havde han ikke behøvet at hjælpe hendes ræv og der var intet hun ikke ville gøre for en der uselvisk hjalp dyr.

Sawyer tog ikke blikket fra den unge kvinde, idet hun samlede ræven op i sin favn. Selvom han ikke kunne se nogen tydelige skader på den, bemærkede han dog alligevel det indtørrede blod, hvilket fik ham til at formode hun måtte have en form for healende evner. Kaisa vrinskede bestemt efter ham, og han skævede med et irriteret blik over imod hingsten, der tydeligvis ikke var tilfreds med at blive efterladt på folden, den måtte kunne mærke at kvinden var svækket og ønskede Sawyer skulle gøre noget ved det. Han rystede svagt på hovedet efter hingsten, inden han vendte blikket tilbage imod kvinden. Hun så ganske vidst ud til at vakle lidt, men var det virkelig hans hovedpine? Han vidste svaret ville være JA, hvis det stod til Kaisa og han måtte hellere gøre sig en smule umage for ikke at risikere et par heste der ville trodse ham næste gang han havde behov for dem.

Skulle han springe til og hjælpe hende med vandet? Han overvejede det længe, som han stod lidt på afstand af hende og ræven, men til hans overraskelse formåede den unge kvinde selv at hive spanden op, og begyndte at vaske ræven. En svag irriteret brummen forlod ham, som han blev enig med sig selv om for en gang skyld at gøre en lille indsats, ikke for kvindens skyld men de stædige krikker, så imens hun vaskede ræven færdig, gik han op til smedjen som stødte op til hans hus, hvorinde han fandt en skammel til kvinden, så hun kunne komme ned og hvile sig lidt. Det var ikke meget, men bedre end den kølige jord, da det var den sikre vej til at blive syg, hvert fald hvis man spurgte Sawyer. 

Da han kom tilbage, var hun netop blevet færdig så det ud til og han satte skamlen fra sig på jorden. "Sæt dig og hvil dig.." Hans stemme var hårdere end det var påtænkt, og ordene lød nok mere som en ordre end en egentligt høflig gestus, men Sawyer var ikke længere vant til at snakke med andre mennesker, faktisk undgik de fleste ham i byen medmindre de skulle have noget lavet, og tiden alene havde gjort hans kanter mere hårde og kontante. 

Da hun præsenterede sig selv, måtte han tage sig selv i ikke at fnyse over hendes kommentar, han vidste det var høfligt ment, men hvad kunne hun dog hjælpe med? I stedet gjorde han et lille nik, inden han rakte hånden frem og gav hendes hånd et fast tryk. "Mit navn er Sawyer.." svarede han til sidst, omend han undlod at kommentere på hendes tilbud og hjælp. 

Kulina havde kastede et sidste kærligt blik efter den lyse hingst da den vrinskede, og selv om man ikke kunne se det på hende så greb hun sig selv i at sige en lille bøn i sit hoved for dens glæde og sundhed. Det var ikke at hun troede på at en enkelt bøn kunne gøre meget, men så længe det ikke kostede hende noget så kunne hun ikke se nogle grunde til ikke at gøre det, slet ikke for et dyr der havde vist hende venlighed, eller det tog hun det i hvert fald som. 

Det var tungt at få vandet op, og det var de også tydeligt at Kulina bestemt ikke var byggede til eller van til sådan noget arbejde. Hun fik den dog op, og selv om hjælp altid var rart, så var hun også glad for at han havde ladet hende gøre det selv, det var jo trods alt hendes behov.

Da han forlod hende så hun kort efter ham, lod hoved falde på skrå og overvejede om han ville komme tilbage. Dog var hun nød til at få det overstået som hun var i gang med, så hun rettede hoved og vendte fokus tilbage til ræven, som stadig så ud til langsomt at få det bedre.

Da han kom tilbage var hun færdig og selv om vandet havde hjulpet og hun havde det bedre, så vidste hun at hun ikke ville kunne flyve der fra, ikke lige foreløbig i hvert fald. Jorden havde været kold at side på, så da hun så skamlen så hun taknemmeligt på ham og gjorde som han bad om. ”Mange tak hr.” sagde hun stille, før hun endnu en gang studerede hans fysisk. Han var ikke som de mænd hun oftest var i nærheden af, og som hun sad der virkede han blot endnu større end han faktisk var, dog havde hun stadig ingen frygt, for hun så ingen grund til det.

Hans tone var hård, men det var ikke noget hun lagde særligt meget i, for hun vidste kun alt for godt hvor nemt det var at misforstå folk hvis man kun lyttede til en del af det de sagde, i stedet for at tage det hele med. Desuden så var det handlinger hun var mest optagede af, og ind til videre havde han kun gjort hende godt, så hun så ingen grund til at dømme hans tone over for en fremmede.

Nok havde hun tilbudt at hjælpe ham, og hun ville gøre sit bedste med alt hvad hun kunne, men det var ingen hemmelighed at hun ikke ville kunne hjælpe med noget hårdt arbejde. Dog elskede hun at gøre rent og sætte i stand, og hun havde intet imod at skulle flyve frem og tilbage med beskeder eller mindre gøremål hvis det skulle være det.

Hans håndtryk var fast, modsat hendes blide som kun lige kunne mærkes, og først nu lagde hun for alvor mærke til hvor store hans hænder var. Hun mærkede den ru overflade der kendetegnede arbejderhænder, og havde det ikke været fordi hun i forvejen var drænet så havde hun nok haft svært ved ikke at gøre bare en smugle ved det. Om han havde nogle evner der kunne påvirke hende anede hun ikke, men det var ikke engang noget hun tænkte på. Hun lagde ikke skjul på noget, og hun havde altid været en åben bog der glædelig tog imod hvad der måtte komme hendes vej, selv hvis det var negativt.
 
Hun så rund ”Det er et smukt sted de har” og selv om det var en generisk sætning så var det alligevel tydeligt at hun mente det. Havde Kulina skulle bosætte sig et sted så ville hun fortrække et sted som dette, under åben himmel og uden for meget unødigt, langt nok fra andre til at ånde, men ikke så langt at man ikke kunne komme til andre hvis man ønskede. Hun forstod i sandhed hvorfor han havde valgt at være der, også selv om hun ikke kendte hans historie.

”Igen tak for hjælpen, den er værdsat” normalt havde hun ikke problemer med at snakke med folk, men hun kom normalt heller ikke sådan anmassende på folks grund så hun holde sig en smugle tilbage, ikke af frygt men i håb om at han ville se det som respekt at hun ikke krævede for meget af ham.
Ræven havde nu sat sig op, og så på manden med trætte øjne, før den så op på Kulina, en smugle forvirrede af situationen. Den lænede sig op af hende og lagde sit hoved på hendes ben, hvortil Kulina instinktivt begyndte at ae den blidt, tydeligt van til at være i tæt kontakt med dyret hvilket afslørede at det ikke bare var et dyr hun lige havde fundet, men et hun havde kendt et stykke tid.

Sawyer rynkede brynene tæt sammen, som han betragtede kvinden foran sig, idet hun satte sig ned. Han burde måske ikke tænke på hende som blot en kvinde, men som individet Kulina, men vidste at den slags formaliteter førte til venlighed, som kunne risikere at bringe hende tættere på end han brød sig om, men han havde værre ting i sine tanker end blot hende navn, for kunne han efterlade hende udenfor eller havde hun ikke kræfter til at tage varer på sig selv? Hans blik gled over hendes vurderende, som hun bøjede sig ned for at kæle med ræven, så var det måske ikke bare en hun netop havde fundet og taget med sig, men en følgessvend? Lyden af Kaisa vrinsk, fik ham til at skule over imod hingsten der gjorde et værre væsen af sig, men da han så skyerne trække sammen på himlen og bringe mørke med sig, gjorde han blot et lille nik imod hingsten. "Bliv der...!" lød det brysk fra ham, som han gav hende et bestemt blik inden han gik over for at åbne så hingstene kunne trække ind i ly for det uvejr der unægteligt var på vej.

Som han gik derfra mumlede han lidt for sig selv, der kom ud mest af alt som en brummen, inden han stoppede ved kvinden med siden imod hende. "Har du et sted at søge ly? Ellers så......." Han kunne dårligt få sig selv til at få ordene over sine læber, inden han løsrev blikket fra kvinden og så op imod huset, han havde ikke haft nogen indenfor i sit hjem i mange år, og han frygtede måske lidt hendes reaktion, hvis hun tog imod hans invitation, for der var dårligt blevet ryddet op eller gjort rent i de mange år, kun stuen hvor han også sov da han ikke længere kunne være i sit soveværelse for minderne samt det lille køkken over opvasken nok havde trængt til at blive ordnet, alt for længe. Men der var jo kun ham, og så længe han så præsentabel ud udenfor sit hjem, kunne det så ikke være lige meget med rodet derinde? 

Som han gik målfast op imod døren, stoppede han foran den massive dør, han virkede pludselig ikke længere så hård, men usikker som han så sig over skulderen imod kvinden. Hvis himlen virkelig åbnede op med regn og lyn, kunne det være farligt for hende udenfor, og selvom hans hjem overvejende bød på rod var der lunt, tørt og mad at spise. Med et suk skubbede han den store dør op, der gav sig med en svag knirken, inden han trådte ind og vendte sig imod kvinden, afventende da han kom i tanke om kræet hun havde haft med sig. Kunne den klare sig i stalden ved hestene, eller burde han forbarme sig så den også kunne nyde godt af varmen i huset fra ildstedet. Med en dyb vejretrækning gav han et let suk fra sig, som han forbarmede sig over hendes kræ. "Tag den med ind..." Han havde virkelig prøvet at lyde mindre hård, men anspændtheden ved at invitere hende ind, påvirkede ham væsentligt mere end planlagt så hans tone næsten blev hårdere.