Varmen over syden var stadig umålbar med den som var i resten af landet, trods den stadig tidlige start på året. Dagen i dag blev dog mildnet som en blid, varm brise havde lagt sig over oasens i forvejen skånsomme skygger, som skærmede mod den hårde sol.
Hvor meget Aqeela end elskede den varme som den orangegule ildkugle gav fra sig, så kunne den selv for hende blive for meget af det gode, derfor hilste hun hver og en af de små vindpust kærligt velkommen i sindet.
Den mørke glødende elverblanding sad for sig selv i oasen, kun i selskab med en kamel der var i færd med at fylde sine vanddepoter op.
Skyggen hun havde fundet sig grænsede ned til det lokkende vand, hvor hun havde ladet de bare tær dyppe.

De lange ben var bøjet op mod hende selv, så en lille bog fyldt til randen med løse pergamenter, hvor alskens tegnede skitser var at finde, kunne hvile mod hendes knæ og lår. Hun sad som fordybet i sine egne tanker, mens hun var i færd med at tilføje endnu en skitse, til den evigt voksende samling.

Siden Ilaria havde taget Bart under sine vinger, havde drengen set mere af verdenen, end han nogensinde havde forventet at ville have gjort. Dette var vel en af de tragiske fordele ved hans død og senere genopstandelse som engel. Uden dette ville han ikke været der, hvor Ilaria havde været og han ville ikke have vakt interesse hos hende. Men det havde han og var blevet hendes omrejsende makker, skønt han ikke måtte være med til alt. Han var immer væk stadig et barn, både af udseende, men også stadig af sind. Kroppen var elleve, men sindet var stadig kun tretten. 
Derfor vandrede han nu alene rundt i, hvad han fik at vide hed oasen. Lagene af tøj var kommet af, så det kun var de inderste lag af overdel og de posede bukser, som drengen bar. Vingerne var som altid ude. Evnen til at trække dem ind havde han endnu ikke lært. Han havde lært at bevæge dem og sågar folde rundt om sig, så de ikke fyldte meget, men lige nu var de bare ude i en afslappet position. Han kendte til varme, men dette var stadig noget af det varmeste, drengen havde oplevet. Han var malplaceret her. Med sin blege hud og normalt større tøjklæder for drengens størrelse var han næppe, hvad der normalt befolkede denne del af landet.

Tiden skulle bruges på en eller anden måde og det var enten at gå rundt eller sidde og vente på Ilaria. Og med de to valgmuligheder var der ikke mange valg for unge Bart. Han havde accepteret sin skæbne og hvad der var sket. Nu kunne han blot udnytte de muligheder, han fik. Og at se mere end, hvad hans familie kunne have givet, var en mulighed, drengen ikke ville undslippe hans greb.

Lyden af små, lette skridt lød for blandingselverens øregange, de havde kursen mod den frodige oase, men usikker på hvis skridtene var, løftede hun de orange øjne, øjne som lignede gløder i bunden af et bål.
Blikket landede på en lille drengeskikkelse, men det var ikke så meget ham, som de udfoldede vinger. De var ligeså lyse, som hun forstillede sig nyfalden sne, i norden, ville være.
De næsten blændende hende i solens stråler, så hun måtte knibe øjnene en anelse sammen, ikke at det hjalp meget på den skarpe hvide farve.
Kunne han være et halvdyr? Nej de havde som reglen flere træk fra dyr. De halvdyr hun selv havde oplevet, havde sjælendt kun ét træk fra det dyr, de var en blanding af.
Bag den brune pande kørte tankerne rundt, men uden at finde svar på hendes egne spørgsmål.

I en glidende bevægelse, som kunne betagnes som værende ganske elegant, rejste hun sig op i skyggen. Glattede med den frie hånd sin kjoles folder ud, mens den anden hånd knugede sig om kanten på den nu lukkede skitsebog ”Leder d-du efter nogen?” spurgte hun med den karakteristiske stammen og melodiske klag, i den ellers lyse og næsten silkebløde stemme. Først nu søgte hendes blik til drengens, men med en bekymret mine over sig, for hvad i alverden lavede et barn her alene? Under den glohede og unådige sol?
Ubevist havde hun skævet bag ham, fra hvor han var kommet, men uden at møde synet af en voksen.

Som Bart gik sin lille gåtur i oasen, faldt hans blik først på et andet individ, da denne skikkelse rejste sig op i skyggen. Af ren refleks havde drengen sine evner åbne for at manipulere skyggerne. Det var lidt en vane af ham, når han stødte på fremmede i situationer som dette. Hvor han var alene og der var ikke mange omkring sig. Men den elegante bevægelse i at rejse sig og den melodiske, skønt stammene stemme, formåede at påvirke Bart på den måde, at han ikke frygtede hende. Hun virkede ikke fjendtlig. Ikke som mørkelvere, som drengen nok forevigt ville have en indædt frygt for. Men hvem ville ikke frygte den race, der havde været skyld i ens død?

"Nej. Jeg, nej." sagde Bart med den barnlige og småpipende stemme. Han var stoppet op nogle skridt væk fra kvinden. Meget vel fik han ikke den fjendtlige fornemmelse fra hende, men der fandtes individer og væsener, der kunne fremstå uskyldige og sågar venlige, men de kunne have intentioner, der var det modsatte. Det var at være på vagt. Derfor holdt drengen sin afstand i en usikker fornemmelse. Vingerne bevægede sig endda af dette. De løftede sig langsomt op, ikke på en truende måde. På en måde, som når man trak skulderne af nervøsitet. Det var nok også dette, der fraholdte ham fra at fortælle hele sin situation. Man kunne ikke stole blindt på alle og enhver. Dette havde Bart erfaret i sit tretten år lange liv.

Den lyserøde tunge gled ud mellem de fyldige mærkelæber og fugtede underlæben afventende. For selvom hun egentligt fik besvaret hendes spørgsmål, så var det ikke særlig fylds gørende og hun forventede derfor der ville komme mere, men endte med at måtte vente forgæves.
Hovedet gled på sned, så det lange lyse, næsten hvide, hår gled fra den ene skulder og mod den anden før hun slog et klik med tungen ”D-du er her alene? H-hvor er d-dine forældre? Eller værge? Børn b-burde ikke r-rende rundt alene” Tonen var stadig høflig og uden præg af hun ville ham ond, men en mere alvorlig mine havde lagt sig over hendes ellers normalt milde udtryk.

Hun rystede lidt på hovedet og rankede ryggen en anelse mere, selvom hun aldrig på noget tidspunkt var sunket sumpene sammen ”Er d-du sulten?” hun gjorde en kort håndgestus mod en kurv, hvor i der var at finde lidt af hver.
Hun havde pakket den så hun fint ville kunne sidde timer i oasen, uden at skulle tilbage mod byerne for mad eller drikke. Byer betød altid en større risiko for slavehandlere, og selvom hun ikke var fuldblods ørkenelver, så ville hun stadig kunne indbringe en ganske god pris.

Den voksne kvinde var tydeligt ikke tilfreds med Barts spørgsmål, men kunne bebrejde hende? Ville de fleste anstændige voksne ikke stille spørgsmål, hvis de fandt et barn gående alene? Et barn, der af sind var tretten, af fysik var elleve og meget vel så yngre ud end dette på grund af hans spinkle statur. Men så kom spørgsmålet i Barts hoved. Hvad var Ilaria for ham? Hun var ingen forælder til ham. Dem havde Bart ikke længere, af samme grund som han havde sine vinger og stadig relative nye tilværelse.
"Min værge har ærinder, som ikke er for børn." svarede Bart blot. Bevidst undlod han at nævne Ilarias navn. Det var der ingen grund til endnu. Samtidig håbede han måske også lidt, at denne kvinde ikke ville stille spørgsmål til, at han ikke havde nævnt noget med forældre. Men igen, han kunne ikke lukke munden på hende. Eller måske kunne han med en kraftfuld skygge, men det ville kun være et idiotisk træk fra hans side. Lige nu opførte kvinden sig ikke fjendtlig. Hun virkede decideret bekymret for ham mere. 

Vingerne slappede af og hang ned, som hans tynde arme også gjorde. Der var muskler, han aldrig havde haft som menneskedreng, som styrede vingerne. Selv efter over et år med de hvide vinger var der stadig aspekter af vingerne, der kunne komme bag på ham. 
En håndgestus blev givet til en kurv nær kvinden. Egentlig behøvede Bart ikke mad eller drikke for den sags skyld. En af fordelene ved at være engel åbenbart. Men det stoppede ham dog ikke fra at fugtiggøre underlæben. Meget vel behøvede han måske ikke mad, men det stoppede ham ikke fra at nyde godt mad. "Ikke rigtigt, men." Han ville ikke trænge sig på. Denne kvinde var stadig fremmed. Bart vidste ikke, hvem hun var med. Hun lignede ikke af udseende, hvad Bart med det samme ville have onde folk. Hun lignede ikke en mørkelver, men der fandtes flere onde individer end bare mørkelverne, det vidste drengen godt. Han havde bare fået den oplevelse at mærke den races vrede på egen krop.

Hendes blik blev en hel del mildere, næsten beklagende som han nævnte værge, for sjældent ville en så ung en dreng have en værge, hvis ikke der var sket hans forældre noget, eller at han selv havde været udsat for noget som gjorde han ikke var hos dem længere.
Hun trådte lidt længere ind i skyggen og tog plads som hun havde siddet før, med fødderne dyppet ned i oasens vand ”Jeg forstår, m-men det er stadig i-ikke et sted for b-børn at rende rundt, under Rubiniens s-sol” det sidste blev sagt i en lidt skarpere tone, men ikke at den var rettet mod ham. Nærmere var den rettet mod hans værge, som havde ladet ham rende afsted alene.

Hun gjorde et tegn til han gerne måtte komme nærmere ”D-du må t-tage lige hvad du v-vil have fra k-kurven” hendes blik landede på den fyldte kurv som hun talte, før hun kiggede tilbage på ham ”J-jeg hedder Aqeela” det var måske på sin plads at hun præsenterede sig.
"D-du behøver i-ikke blive siddende her" skyndte hun sig at tilføje, som det faldt hende ind at han sikkert ikke var tryk ved fremmede.

Den småskarpe tone i kvindens stemme fik Bart straks til at tænke på sin mor. Hun kunne også være lidt disciplinær. Især, hvis hendes børn gjorde noget, de selv kunne se var dumt. Som da Bart havde været udenfor i den kolde regn en tidlig morgen i ikke andet end sit nattøj, fordi han havde set en ulveunge. Selvfølgelig havde drengen dengang været langt yngre og nok også mere naiv end nu, men morens skarpe tone havde hurtigt påpeget, at han ville fange en sygdom, hvis ikke han kom ind. Nu skulle Bart dog aldrig tænke på at fange en sygdom. Ikke engang en simpel en som en forkølelse. Alligevel lavede han det undskyldende ansigt til kvindens småskarpe kommentar. 

Som kvinden trådte tilbage ind i sin skygge og satte sig ned med fødderne badet i oasens vand, tilbød hun Bart at komme ind. Drengen kiggede af ren refleks over sin skulder for at dobbelttjekke, at der ikke var noget i gærde. Dette gjorde så også, at hans vinger næsten var front for kvinden, så hvis ikke hun havde lagt to og to sammen, ville hun uden tvivl kunne gøre det nu.
Da han kunne konkludere, at der ikke var andre end de to, vendte Bart sig rundt og gik ind i skyggen sammen med kvinden, der kort efter introducerede sig som Aqeela. Bart kiggede kort ned i kurven af mad, men uden at tage noget. Som sagt, han var ikke sulten. Ikke rigtig. Ikke nogensinde.
Han var ikke den snagsalige type. Om det var, fordi forældrene havde nået at opdrage en høflig nok dreng, eller han bare efter det hele ikke følte at sige for meget, kunne være som et kast med en mønt. "Bart." introducerede drengen sig dog. Det virkede kun passende at dele dette, nu når Aqeela både han introduceret sig selv og sågar udvist gæstfrihed for drengen, der ifølge hende, ikke burde vandre rundt under Rubinens sol. Men nu var Bart ikke som andre børn. Ja, han havde kunne mærke solens varme, men den frygt for at blive solbrændt til en rød reje skulle Bart ikke bekymre sig om. 

Den bevingede dreng havde drejet sig, set sig over skulderen som skulle han tjekke at det var okay at han trådte nærmere, som havde hun bestukket nogle til at ligge på lur. Det var også her at det for alvor gik op for hende, at han var så langt fra et halv-dyr som han kunne komme.
Det havde været med en følelse af hendes hjerte sank helt ned i maven på hende, mens det sprang til tusinde stykker i hendes indre. Naturligvis kunne også børn dø, men hun havde endnu været forskånet, for at blive konfronteret så direkte med så tungt et emne.
Og langsomt sneg der sig et langt mere sørgmodigt udtryk over hendes ansigt, for at rodfærste sig i hendes blik.
Kunne hun overhovedet tillade sig at påtale det overfor ham?

Hans blik på kurven og al dens lækkerier, blev aldrig til andet end et kig for han greb intet og spørgsmålet om engle ikke spiste, slog ned i hendes tanker, men kun for at blive forstummet. Naturligvis spiste engle ikke, de var jo ikke længere levende!
”K-kan du lide a-at tegne??” spurgte hun en kende tøven, mens hun nikkede imod sin tykke bog med faste og løse sidder i sig. Den truede næsten med at briste i ryggen.

Et eller andet skete i Aqeelas ansigt. Hun sagde ikke noget, men Bart kunne se det i hendes ansigt. Det udtryk havde drengen set i folk før. Når de lagde to og to sammen. Nogen havde i starten troet, han bare var et halvdyr og kun havde fysiske tegn fra en eller anden hvid fugl. Måske en due eller svane. Men det krævede ikke en efterforskning for at se, at han intet halvdyr var. Og når den mulighed var blevet smidt ud af tankerne, var der kun én mulighed tilbage. Og den mulighed kunne oftest frembringe et klassisk ansigtsudtryk for folk. Bart havde stoppet med at føle sorg for sig selv. Hvad skulle det hjælpe med? Hvis han hver dag gik i triste tanker og øjne, der var på randen til at løbe i vandfald? Men han kunne ikke stoppe andre fra at have ondt af ham. Han var nok lidt af en tragisk sag, og det var uden at folk vidste helt, hvad der var sket. De så hans vinger, fandt ud af hans tilstedeværelse og mere behøvede de fleste gode mennesker ikke.

Hans fokus blev lagt på den tykke bog, Aqeela nikkede til. Var det kun tegninger i den? Hvor længe havde hun dog tegnet, siden at hun kunne fylde en bog op til randen og så lidt mere? Uden rigtig at tænke i starten sagde Bart: "Min ene søster gjorde," Og så kom tankerne tilbage og han lukkede munden. Det gjorde stadig ondt at tænke på dem. På familien. Miriam, den ældste storesøster, havde kunstneriske evner, der kunne have taget hende steder. Bart havde haft flere af hendes illustrationer hængende på sit gamle værelse. Men det var minder fra et andet liv. Bart prøvede at slå de triste tanker ud, men de forsvandt aldrig. Ikke rigtig. Derfor havde han også en snert af tristhed mere i ansigtet. "Gør ikke selv. Har ikke rigtig mulighederne." Han kunne sikkert få lov af Ilaria til at få lidt papir, måske endda en tegnebog, hvis han spurgte. Men hvad godt ville det gøre, hvis han begyndte at tegne dagen væk? Og hvad ville han tegne? 

Som hun selv var blevet klar over hele hendes kropssprog, var blevet noget tunget ved kendskabet til hans tilstedeværelse, forsøgte hun at ændre det, men den melankoli som havde lagt sig over hende, forsvandt aldrig helt fra de glødende øjne.
Tankerne bragede som et uroligt hav i stormvejr mod den brune pande. Han havde sagt han havde en værge, men burde han ikke være ved sin familie? Var det ikke muligt at være ved sin familie efter man var blevet en engel? Levede hans familie ikke længere? Var det længe siden han var blevet en engel? Og sådan forsatte det ene spørgsmål efter det andet i hendes sind.
Hun vidste godt det ikke var hendes ret at blive sørgmodig på hans vegne, hun vidste jo ingen gang om han havde forliget sig med hans tilstand og derfor skulle hun ikke rippe op i gamle sår.

Som han havde nævnt sin søster lagde der sig hurtigt en tristhed over ham og hun havde været så fristet til at lægge en beroligende hånd, mod hans skulder, hun nåede dog at stoppe sig selv for hun ønskede ikke at skræmme ham. De kendte ikke hinanden og hun vidste jo ikke om han inderst inde var påvirket af et traume.
”D-du må gerne få noget af mit k-kul og en af m-mine bøger? H-hvis altså du g-gerne vil forsøge d-dig med kunsten? Det vil i-ikke koste dig n-noget, og du m-må også gerne takke n-nej”  Det sidste skyndte hun sig hurtigt at forsikre ham om. For det kunne let have fremstået som at han ikke kunne tillade sig at takke nej, og at hun så ville acceptere eller være tilfreds med et afslag.

Den lille nævnelse af søsteren fik flere familieminder til at strømme igennem Barts sind som et virvar af levende billeder. Ham, der var faldet i mudder som lille og moren vaskede ham. Ham og Miriam, der bagte en fødselsdagskage til Vivian, som deres mor holdt øje med, ellers ville den have været brændt til kul. Faren, der fortalte om Zerafina i en af hans mange godnathistorie, hvor Bart allerede var halvt imellem søvn og vågenhed. De var alle gode minder, men det var netop derfor, at de ramte drengen som et slag i midtergulvet. Alle de gode minder ville forblive som det. Minder. Der ville ikke komme flere godnathistorier fra faren. Ikke flere kager bagt sammen med storesøsteren. Ikke flere mudderbade, som moren skulle vaske efter med. De lå alle i fortiden og det gjorde ondt i drengens hjerte at tænke på.
Hvis hans ansigt havde været trist før, var det tæt på grædepunktet lige nu. Han havde accepteret at være en engel. At have sine vinger og være den han var for evigt. Men at acceptere familiens død havde han åbenbart ikke. Det gjorde ondt. Alt for meget ondt.

Aqueela sagde noget og Bart vidste godt, det ville være uhøfligt ikke at høre efter, mens hans sorgmodige tanker havde drengens fokus, så drengen rystede bare på hovedet på en måde, der fortalte mere end godt var. Inderst inde var Bart stadig en lille dreng. Måske han var tretten af sind, men kroppen var år yngre, men sindet var stadig et barns. Det var stadig meget for ham. Ja, Ilaria var sød og venlig, men hun var ikke familien. Hun var ikke en Ellis, som Bart stadig ville kalde sin familie. Sin afdøde familie.
En håndryg hævede sig op til det ene øje og tørrede væk. Om der var en tårerdråbe at tørre væk eller ej, skulle Bart ikke kunne sige, men han vidste, hvis han sagde noget lige nu, ville stemmen knække midt over som en vissen gren og tårerne ville sikkert følge trop.

Fortalelsen ved hans søster, bragte tydeligvis nogle minder med sig, som skyllede ind over ham som en tidevandsbølge. Efterlod Aqeela i kun at kunne sidde og se til, hvordan han næsten gik i stykker for øjnene af hende. Øjnene blev glasagtige at se på, som tårerne begyndte at presse sig vej frem.
Det fik hende til at nærme sig ham, tilbydende et kram, som hun ikke ville bearbejde ham i at afvise. Faktisk vidste hun ikke selv helt, hvordan hun skulle reagere for, det var sjældent at hun havde været omkring andre der græd, endnu mere sjældent når det var børn. Og et barn det var hvad han var, først og fremmest før end engel.
”D-det var ikke fordi j-jeg ville bringe n-noget af din fortid op. Det b-beklager jeg, Bart.”
Det var med et tænksomt blik, der samtidigt også rummede et væld af berymringer, at hun åbnede munden igen "S-skal jeg følge d-dig tilbage til din værge?".

[Tråd Lukket da der er sket en del med Aqeela's plot, og tråden har ligget stille længe. Håber det er okay 8) ]