Sværdet blev spiddet i jorden og Ilaria satte sig ved siden af og mærkede jorden omkring det. Fornemt livet og energien i det, eller det hun havde slået ihjel. Hun mumlede nogle ord, det lød som volapyk, men nej. Hun gentog om og om igen noget der lød sådan: "atteritur terræ. Flavo solis navitas,". Magien lå i et jorden skulle vokse fra solens varme stråler og styrke det omkring hende, men også hende. 

Men hun var langvejs hjemmefra. Og Bart var ikke med hende, han kom ikke med alle steder, men dette var heller ikke noget for ham. Ilaria syntes alligevel det var vigtigt han også lærte at tage vare på sig selv og styrke sin magi, uanset hvor dyster den kunne være. 

Dog vidste hun godt at hun ikke var alene, selvom hun havde begivet sig ind i Alfelunden, mange halvdyr kom hvor der var mest natur og rareste at være, del hun gjorde det når det endelig var en mulighed. Selv som felthealer for lysets hær. Hun skulle også samle energien for at være bedst til sit job. Skulle de alle ikke det? "Jeg har hørt dig," sagde hun uden at se sig tilbage, dog var hun stærkt i tvivl om der kun var en eller flere. Det lugtede langt væk af ulv, ræv eller andet rovdyr. 

Furry var ikke nogle god klatre. men idag var hun kommet op i et træ  og sad med et brød og noget kød. hun sad med benet ud over kanten af grenen. hun sad roligt og så til hvordan en eller anden kvinde lignene ting sagde noget hun ikke forstod. Furry var meget nysgerig af natur og derfor var det måske også lidt farligt men hun var klodset og uheldig meget tit så at side i et træ var ikke smart.

hendes heldragt og handsker gjorde hun ikke kunne blive rørt hud mod hud ud over i ansigtet. hvilket folk jo sjældent gjorde. måske hendes mor en gang imellem. når hun skulle berolige hende. hun sad stadig i træet da kvinden samlede energi. hun kom til at knække en lille gren da hun lænede sig forover for at se nærmere på kvinden, det gik lidt tid før hun pludselig sagde hun havde hørt hende.
Furrys ulve ører vippede lidt frem og tilbage for at se om der var andre men det lød ikke til det. hun smilte forsigtigt og tog brødet i sin læder taske hun havde med sig og kødet i munden. hun tog fat om grenen hun sad på og lod tyngde kræften tage fat i hende og vende hendes ryg ned af. hun så ned på jorden. vis hun slap med benene men holdte med armende ville hun ikke falde så langt. hun var ikke engang sikker på hvordan hun var kommet op. så ned skulle hun nok komme.

Furry slap med benene og hang lidt og dinglede før hun slap med armende og faldt ned mod jorden. hun landte med bøjede ben og hænderne foran sig så hun ikke faldt med hovedet ned i jorden men havde støddæmpende med hænderne. hun så op på kvinden stadig med kødet i munden. hun rejste sig forsigtigt op og smilte med øjnene. hun tog bid af kødet og tog resten ud med en hånd. hun tyggede roligt og slikkede sig om munden.  "undskyld. jeg ville ikke forstyrre Dem. jeg var bare imponeret over Dem" sagde hun med hendes søde gyldne øjne. hendes sølv hår skindede i lyset og hendes ulve øre stod lige op. men halen var ikke til at se da den gemte sig inden under hendes tøj. hun hadede den altid var i vejen når hun jagede. hendes dragt var gulig og hendes handsker havde været hvide. de var nærmere hvide med brune pletter over alt.

Det kunne ikke ses, men rødderne slog rødder. Det ville gro hurtigere end normalt, men intet foruden magisk end det, at det nærtliggende jord også blev beriget med næringsfuldte mineraler, og selv kunne hun fornemme det i sig. Selvom det tog en del chakra at yde i længden, trak det ikke på hende fysisk. Det var svært at forklare. 

Det unge barn som var omkring hende, fik hendes fulde opmærksom. Ilaria rejste sig og lod blikket glide omkring for at se om der var andre. Men hun havde i sine tvivl om hvor vidt hun skulle være mingle med et andet halvdyr lige nu. Forældrene til hende kunne være omkring, men alligevel havde halvdyr en mere forståelse over for hinanden. Ilaria smilede svagt, men lod det famle igen; "Kan du passe på mine afgrøder?" spurgte hun den unge pige, før hun slog vingerne ud; "Jeg er nødsaget til at gå, men vil komme igen senere," sagde hun. Senere var et uforklarende ord, det var ikke tidsbestemt. Men før hun kunne nå at få et svar, lettet hun fra jorden og fløj mod hvor hun havde efterladt Bart.