Snestormen rasede voldsomt udenfor, alt for voldsomt til at flyve, og så slemt at ingen burde gå i det, og slet ikke en ung engel uden sko og iført kun en tynd hvid kjole i simpelt stof. Hvad der dog havde givet hende den sindssyge ide at rejse til de nordlige lande i den tilstand, ja det vidste hun ikke, men det plejede at være en god ting når hun fulgte sine instinkter, også selv om hendes kære ræv Benjamin bestemt ikke altid var enig med hende.

Hendes vinger frøs men hun holde dem tæt om sig, og ræven tæt ind til sin krop for at skærme den, mens hun travede gennem sneen i mørket på jagt efter et sted at kunne skjule sig for stormen, i hvert fald til den rasede af og hun havde fået varmen.

Lyset fra en lille by fangede hendes opmærksomhed, og hun skyndte sig det sidste stykke vej, så meget som hun nu kunne, og blev glædeligt overraskede da hun opdagede at den første bygning var en kro. ”Se Benjamin, vi har stadig held” udbrød hun begejstrede før hun braste ind ad døren, eller nok rettere falde, da hun ikke havde været klar på at vinden ville tage fat i den store dør.

Før hun kunne rejse sig fra gulvet, havde der allerede været nogle hende og lukke døren endnu en gang, før de vandrede væk med en utilfreds mumlen. Kulina rejste sig op og rystede sig som et dådyr for at lade sneen falde af hendes vinger og hende lange blonde hår, eller rettere det meste af det, for hendes hår havde stadigt en del sne på sig.

Hun stod og så sig om i et kort stykke tid før hun satte ræven fra sig på gulvet og lod hendes vinger forsvinde tilbage ind i hendes krop, noget hun sjældent gjorde, men dog vidste var nødvendigt for at vare bare en smugle høflig og ikke fylde alt for meget.
 
Hun gik forsigtigt op til baren før hun bukkede sig ned til ræven og fjernede en lille pose den havde haft bundet om halsen med penge i, før hun igen rejste sig og betalte for en kop varm te, samt et lille stykke kød til ræven, før hun returnerede posen om halsen på ræven. Det var ikke fordi hun ikke selv ville holde den, eller fordi hun ikke havde et sikkert sted at have den, men hun havde blot erfarede at det sikreste sted at beholde de få penge hun havde, var ved sin ræv, da den trods alt kunne forsvare sig selv, modsat hende.

Hun ventede tålmodigt mens hun så sig forsigtigt omkring i baren og prøvede at vurdere om hun var havnede et sted med venner eller fjender. Der var ikke ret mange der inde, men det virkede som en blandet bunke. I et hjørne sad 2 kvinder, der begge var mindst 3 gange så store som Kulina i ren muskel, men dog lod de til at være venlige. I et andet hjørne sad en gruppe af fulde mænd, som hun ikke var i tvivl om ville være bedst at holde sig fra. Og resten af kroen holde blot enkelte personer.
 
Hun tog imod sin te, og kødet på en lille tallerken, og gik så hen til et ildsted tæt ved trappen der førte op til de få sovekamre som kroen havde tilgængelige. Hun satte sig ned på en gammel bænk dækkede med pelse, og stillede sin te fra sig på et lille bord, før hun lagde kødet på gulvet. ”Vi skal opfører os pænt her, så lig dig ned og vær stille” hviskede hun til ræven, som så ud til at forstå hende, i hvert fald godt nok til at den gjorde som hun bad om og lagde sig til at spise under hendes fødder.

Hun elskede varme, men kulde havde også sin plads i hendes hjerte, dog var det rart at side foran ilden, og hun kunne mærke at den varmede hende op. At hendes kjole blev en smugle våd af sneen der smeltede i hendes hår og gled ned af hende, gjorde hende ikke så meget, ja faktisk lagde hun dårligt mærke til det som hun sad der og så ind i de dansende flammer.

Pleasances tynde bryst hævede og sænkede sig roligt, i takt med at søvnen havde grebet om hende. Chaunce sad på sengekanten og betragtede hans elskede med grønne, lystfulde øjne. Sådan havde han siddet ganske længe, og til trods for søsterens kønne ansigt han altid nød at betragte, begyndte kedsomheden – den der altid stak til mørket i ham – at melde sin ankomst.
Det var i grunden derfor, at han forlod værelset. Natten var stadig ung, som menneskene sagde, og Chaunce havde brug for at strække de lange ben.

Det var også hvad der ledte ham til trappesatsen, hvorunder der sad en køn pige og betragtede pejsens flammer. De grønne og giftige øjne havde betragtet hende fra sit skjul ganske længe, alt imens et lille underholdt smil krusede i den kønne mands ene mundvige.
Kvinden var så absolut ikke klædt på til snestormen, der rasede udenfor. Tvillingeparrets karet havde også lidt under den voldsomme sne, hvormed det var grunden til deres – noget ufrivillige – stop på den lille landevejskro. Chaunce selv var dog klædt i dyre beklædningsgenstande og hans sorte hænder gemt væk under tynde skindhandsker. Der var endnu ikke nogen grund til at alarmere det lille nips, for hun ville uundgåeligt snart fornemme den fæle aura omkring ham.

Chaunce bevægede sig elegant ned af trappen og stoppede op ved kvinden, hvorefter han lagde sit kønne hoved på skrå og smilede. ”Sikke dog som du drypper”, mumlede han, næsten overvejende, som de grønne øjne gled ned over hendes tynde stofkjole.

Nok mærkede Kulina at der var noget i kroen, noget der var langt fra hendes indre godhed, men hun nægtede dog at anerkende det, for hun ville ikke tro på at ondskab var ægte, at nogle i sandhed kunne nyde onde gerninger på samme måde som hun nød de gode, også selv om hun nok dybt inde vidste at det sagtens kunne lade sig gøre.

Hun sad i sine egne tanker da den unge mand gik imod hende, og hun kunne ikke undgå at ligge mærke til det det tilt han lavede med hoved, som hun selv var så tilbøjelig til når hun fandt noget spændende. Dog havde hun ikke opdagede ham før han snakkede til hende og hun blev da også en smugle chokeret. Hun drejede sig en smugle så hun bedre kunne studere ham og smilede så venligt til ham, og så på ham med sine klare blå øjne hvor lyset fra flammerne dansede roligt. ”Ooh…” udbrød hun lavt men stadigt afslørende ”Ja det gør jeg vidst, jeg var tossede nok til ikke at forberede mig ordentligt på min tur” en svag latter var tydelig i hendes stemme mens hun afslørede at hun ikke kom fra egnen, som om at det ikke var tydeligt nok på hendes påklædning.

Benjamin løftede hoved og stirrede intenst på manden der vovede at snakke med dens ven, og det var tydeligt selv om den ikke sagde en lyd, at den mærkede langt mere end hende, at han var anderledes. Kulina derimod rykkede sig en smugle på bænken og gjorde tegn til at han kunne sætte sig hvis han ønskede det.

Hvor han kom fra havde hun ikke opdagede, men givet hvor tør han var kunne hun konkludere at han havde været der inde i en rum tid. Hendes øjne falde naturligt mod hans, og hun kunne ikke undgå et blive en smugle fascinerede af den grønne tone, noget der fik hendes hoved til at tilte en smugle og smilet til at vokse. ”De må undskylde min direkthed, men de har nogle forbløffende øjne” hun havde aldrig rigtigt været en der lagde skjul på sine tanker, og slet ikke når det kom til at komplimentere folk, for hun troede oprigtigt på at folk fortjente at få det at vide hvis man fandt noget ekstraordinært ved dem.

Hendes unaturligt rene og fine fødder blev trukket tættere på ræven, både for at varme dem lidt mere efter den kolde tur i sneen, men også for at indikere til ræven uden brug af ord at den skulle blive hvor den var, for hun vidste kun alt for godt hvor beskyttende den var, og hvor utilfreds den ville være hvis manden besluttede sig for at træde tættere på, eller endda sætte sig som hun havde forslået det.

Hoved blev rettede og hun rakte ud efter den varme te, som dog stadig ved berøring var alt for varm for Kulina, så i stedet trak hun sine fingre til sig igen og rettede opmærksomheden tilbage til manden hvis navn hun endnu ikke kendte.

Chaunces hjerteformede læber bevægede sig lydløst, som de giftgrønne øjne slog morede gnister. ”Ikke forberedt ordentligt på min tur…”, gentog halvdæmonen lydløst, hvorefter smilet, der blottede en perlerække af hvide tænder, stødt men langsomt blev større.
Dernæst indbød kvinden ham at sætte sig og overraskelsen over hendes tilbud, gled henover Chaunces skarpe kæbe. Aldrig havde et lam – for kvinden var ganske enkelt ikke andet – tilbudt ham en plads ved sin side og Chaunce kunne ikke benægte, hvordan det faktum fascinerede ham gevaldigt. Det var næsten ærgerligt, at hans mørke snart ville omslutte hende, tænkte en spøgefuld stemme, der fik Chaunce til at le stille.

I en glidende bevægelse, som en elegant og mægtig pyton, gled Chaunce ned at sidde ved siden af kvinden. På intet tidspunkt forlod hans lige dele overvejende og morede blik hendes eget, og da hun dernæst roste hans øjne – de der i virkeligheden var sorte som nattehimlen – lyste Chaunce op. Hans grimasse var grænsende til barnagtig, som havde hun i stedet tilbudt ham søde kager, og Chaunce måtte efterfølgende le frydende.
”Forbløffende øjne!”, udbrød han skadefro –

Med et krøb alt det morede, alt det fornøjede og underholdte i baggrunden. Kun det eftertænksomme fik plads tilbage i den unge mands kønne ansigt.
Ganske langsomt, ja, næsten forsigtigt, lænede Chaunce sig imod kvinden. ”Du har også forbløffende øjne”, hviskede han. Hans dybe røst dirrede let, for denne aften blev kun bedre og bedre. Tænk sig – forbløffende øjne!

”Hvad laver du dog her helt alene?”

At han gentog hendes ord gjorde hende ikke noget, faktisk hvis hun tænkte over det så var det nu meget rart at vide at han rent faktisk havde hørt efter hvad hun sagde, selv om det var totalt uden betydning for ham hvorfor hun dryppede sådan som hun gjorde.

Hun sørgede for at der var rigeligt med plads til at han kunne side på bænken uden at føle sig tvunget til at være tæt på hende, så det overraskede hende en smugle hvor tæt han havde valgt at side, men på den lyse side så var hun bare glad for at han havde valgt den afstand han havde, for i hendes hoved kunne det kun tolkes positivt. At han havde valgt at side tæt på viste hende at hun ikke var frastødende, og at han havde valgt ikke at side helt ovenpå hende viste at han trods alt havde manere. Var det muligt at få Kulina til at tænke mørke tanker? Sikkert nok, men hun kunne ikke komme på et eneste tidspunkt hvor det var sket ind til videre, og kun en enkelt gang havde hun haft fuld ud frygt, og den frygt forstod hun slet ikke.

Om det var noget hun altid havde haft eller om det var et resultat af at genopstå som engel vidste hun ikke, men hun nærede ikke negative følelser endnu, selv om hun stadig forstod dem i andre, og det var nok af netop denne grund at hun endnu ikke reagerede på manden foran sig, mere end hun gjorde resten af rummet.

Modsat Kulina reagerede Benjamin dog kraftigt, og var bestemt ikke fan af den fremmede der vovede at komme tæt på hans engel, hvilket da også tydeligt kunne høres i den svage snærren der kom fra gulvet, som Kulina forsøgte at ignorere.

Hans tone rørte hende igen ikke, hun gik ud fra at det bare var fordi han ikke var van til at høre det, for det var jo ikke det mest normale at sige om en mand, og da slet ikke en fremmede hvis navn var ukendt for en.

Da han lænede sig imod hende sad hun blot stille og opdaterede ham, igen ladende hendes hoved tilte svagt til siden. Hans ord fik hende til at rødme og smile stort, som var det første gang hun havde fået en kompliment i hendes liv, selv om det ikke var det. ”Ohh mange tak hr” sagde hun med en svag klukke, uden helt at vide hvad hun ellers skulle sige. Hun var stadigt betagede af hans øjne, selv da hendes hoved rettede sig og havde det ikke været for røven under hende der gav et lille bjæf fra sig og fangede hendes opmærksomhed, så var det tæt på at hun kunne have forsvundet ind i dem for et øjeblik.
Kulina vendte sig ned mod ræven og klappede den forsigtigt på hoved og tyssede forsigtigt på den ”såså bare fordi det ikke handler om dig kan du godt være sød” klukkede hun i en mild tone, uden at vise nogle form for vrede eller utilfredshed. Ræven gav en utilfredslyd fra sig og vendte sig så i stedet om for ikke at friste sig selv til at bide manden, selv om den langt hellere ville have ført hende væk fra ham. Kulina rettede sig igen op og smile undskyldende til manden ”Det må de virkelig undskylde” sagde hun i en mild tone, uden at lave undskyldninger eller anklage dyret for følelser hun ikke kunne bevise fra den, selv om hun jo godt vidste hvorfor.

Hans spørgsmål fik hende til at tænke en smugle, for hvad var det rent faktisk hun lavede så langt nordpå ”hmm det er et virkelig godt spørgsmål” anerkendte hun ”jeg fik bare en følelse af at de var den her vej jeg skulle flyve, og det har ind til videre kun bragt lykke at følge mine instinkter, så jeg tog chancen” indrømmede hun blindt, og så kort ned på ræven igen ”og jeg er desuden ikke helt alene jo” tilføjede hun muntert før hun returnerede til hans intense øjne, der på den ene side stadig fascinerede hende dybt, og på den anden lokkede hendes nysgerrighed frem.

”Hvad med dem selv hr?” spurgte hun høfligt, men lagde dog en sagt tryk på det sidste i håb om at han ville forstå hendes blive hentydning til at hun håbede på at lærer hans navn, så hun ikke behøvede at være helt så formel som hun hidtil havde været det.

Chaunce Lochtree sad med store øjne og betragtede den kønne kvinde. Han var ganske enkelt betaget af den lyserøde farve, der lagde sig som en sky henover hendes skarpe kindben og bløde kinder – og som hun dog kunne få et tak til at lyde lige dele erotisk og uskyldigt! Som var hans ord alene en gave sendt fra samtlige af guderne.
Den kønne mand med de giftgrønne øjne så ned på ræven, hvis mørke øjne stirrede tilbage på ham selv. Som den blonde kvinde irettesatte den i lyse toner, måtte Chaunce kæmpe for at tæmme det voksende og glubske smil om hans læber. Det var dertil også svært for ham, ikke at overveje hvordan det lille røde dyr mon så ud indeni. Hvis man vendte det på vrangen, så kødet erstattede den bløde pels og –

Tankerne syntes for blot et øjeblik at løbe af sted med halvdæmonen, der knap hørte hvad kvinden sagde til ham. Straks så han dog op og smilede atter bredt, ja, næsten fornøjet. Hvordan kunne Chaunce andet? Ikke længere kedede han sig, og vent, hun kunne flyve? Sad han i selskab med en engel?
Chaunce lo frydefuldt, som et barn der havde fået serveret gaver til fødselsdags-morgenmaden, i det han klappede begge hænder sammen, så et højt ’klask’ gav genlyd i den tætpakkede krostue. Hverken Chaunce eller den dryppende kvinde syntes at bide mærke i, hvordan den kønne mands fæle aura snart begyndte, at påvirke det lille establishments gæster.
”Du – for vi kan vel være dus, du og jeg?”, spurgte Chaunce, i det han tilbød kvinden sin handskebeklædte hånd og lod sit kantede hoved glide let på skrå; næsten eftertænksomt, næsten bedende. ”Det håber jeg sådan, at vi kan. Mit navn er Chaunce og dit?”, lød det efterfølgende og inden, at den blonde kvinde kunne nå at svare ham. Chaunce Lochtree tog ikke et nej for andet end et ja. ”Du skal slet ikke undskylde min kære. Men det burde jeg så sandelig! Her sidder jeg, tryg og varm, i det smukkeste selskab og du drypper af optøet sne. Giv mig blot et øjeblik!” Stadig storsmilende – og særdeles ivrig – rejste Chaunce sig fra bænken og forsvandt op af trappen.

Ikke mange øjeblikke efter vendte han tilbage med en sort og guldbroderet kappe. Med langsomme bevægelser lagde han den om Kulinas skuldre, hvorefter han atter satte sig. De giftgrønne øjne hvilede atter urokkeligt på den kønne kvinde.
”Fortæl mig så – hvordan bærer du dig dog ad med at flyve?”

Sig, du er en engel, lille lam. Mit smukke, hjælpeløse lam. 

Hvad han tænkte om hendes ræv kunne hun umuligt vide, og det var nok også for det bedste at hun ikke gjorde det, for hun var bestemt ikke fan af dårlige tanker når det kom til dyr, og slet ikke nogle så grumme som dem han havde haft. Det var ikke at hun var blevet sur, nej hun var nok mere blevet trist hvis det var noget, og selv der ville det være på hans vegne og ikke hendes egne eller dyrets. Spurgte man Kulina så var det nemlig kun ædelagte sjæle der kunne tænke sådanne tanker, og hvis man kom så langt så måtte man have oplevet stor tragedie, noget hun ikke kunne andet end at føle sympati for, selv hvis dette i virkeligheden ikke var tilfældet.

Hans klappen fik hende blot til at fastholde sit smil, og hun glædes sådan ved at han lod til at more sig i hendes selskab, for hun ønskede trods alt ikke mere end at kunne bringe lykke til andre, i hvorind en form det måtte være. Da han forslog at være dus, rødmede hun igen i de blege kinder som ellers lige var faldet til ro igen, og nikkede ivrigt, mens hun lod ham fremsige sit navn. Hun dog imod hans hånd og gav det et blidt klem, kun lige nok til at han ville kunne mærke det ”Det er mig en ære at møde dig Chaunce, Mit navn er Kulina” svarede hun i sin blødeste tone, så let at det var lige før ordene svævede væk i varmen der bredte sig fra ilden.

Hun nåede ikke at svare ham før han havde rejst sig og forsvandt op af trappen *ooh så det var der han kom fra* tænkte hun stille. Hun så sig omkring i kroen og lagde først nu mærke til at stemningen havde ændrede sig, at folk virkede mere irritable og anspændte, men hun kunne ikke forstå hvorfor. Hun ønskede at hjælpe dem alle med at slappe af, men besluttede sig dog for at blive siddende hvor hun var, ikke bare fordi det var det mest høflige overfor Chaunce, men også fordi hun oprigtigt var interesserede i at vide mere om manden med de grønne øjne.

Da han endelig retunerede tog hun imod kappen med en smugle modvillighed, men studerede den dog nøje mens den lå om hende og varmede hende *waow… den er virkelig smuk… gad vide… nej det kan ikke passe… hvorfor skulle en med rigdomme være sådan et sted som dette… ved mindre han også blev fanget af vejret… hmm* tænkte hun stille for sig selv, og vendte så øjne imod ham da han igen talte.

En sart fnisen kom fra hende da hun hørte spørgsmålet ”Med mine vinger selvfølgelig” sagde hun i en munter tone, som om det morede hende at han overhoved spurgte. Men så huskede hun at hun for en gang skyld ikke havde dem fremme, og hun kunne derfor ikke bebrejde ham ikke at have tænkt over det. Hun lod kappen glide ned omkring livet på hende og dog en dyb indånding før hendes store kridhvide vinger igen kom til syne. De var store, fyldige og tydeligt velholdte, ikke den slags vinger der så kamp og hårde forhold men i stedet pleje og kærlighed, og som retur gav hende alt den støtte hun kunne have brug for fra nogle vinger. Hun spredte dem langsomt fuldt ud så han havde mulighed for at se ordentligt på dem hvis han ønskede det, og først efter lidt tid lod hun dem igen forsvinde så hun kunne trække kappen over sig igen og få varmen, for det havde nu været rart med den på.

Hun trak sit hår fri fra kappen og trak den så tættere om sig, tilsyneladende ligeglad med den duft den ville efterlade på hendes hud. Faktisk når hun tænkte over det så duftede den ret behageligt, ja faktisk havde hun slet intet imod det, og kunne ikke undgå at overveje om han selv duftede lige så godt når man kom helt ind til ham, eller om det bare var rester fra noget han havde været i nærheden af, uanset hvad så nød hun det, og hun var pludselig endnu mere glad for sit valg om at trods kulden og tage mod nord.

”En ære…”, mimede Chaunce Lochtree´s læber i barnagtig fryd. De giftgrønne øjne veg ikke fra englens egne krystalblå, for det var ganske helt umuligt for dæmonen at lade være med at betragte hende. Så uskyldig, så ren – det var næsten ikke til at bære at sidde i nærheden af! Som et ubrugt lærred der blot ventede på alt det sorte blod.
Da Kulina dernæst lo sin klokkeklare, klingende latter efterlignede Chaunce den med sin egen. Han var ganske enkelt himmelhenrykt og kunne knap sidde stille på bænken meget længere.

Alting syntes dog at kulminere for Chaunce, i det englen fremviste sine velplejede, hvide vinger. Det havde fatale konsekvenser for kroens folk, der straks mærkede en indestængt vrede og foragt for hinanden. End ikke øjeblikket efter begyndte de at skændes. Enkelte rejste sig endda truende fra deres stol, for at hæve deres knyttede næver mod deres sidemand.
Chaunce dog hverken så eller hørte kaosset, der hastigt spredte sig bag ham. Alt han kunne, var at se betaget på de kæmpestore vinger, og selv længe efter at de forsvandt, kunne han ikke andet end at stirre i dyb fascination på hende. Gad vide hvordan, de ville være at skære dem af hende? Mon de sad fast til hendes tynde ryg som knogler eller brusk?
Det ville klæde dem, tænkte Chaunce, hvorefter han atter greb ud efter Kulinas hånd. Det ville klæde dine vinger, hvis de var dækket af blod, mit lille lam. Kan du ikke se det? Du ville blive mere perfekt!

”Du er noget ganske særligt”, hviskede dæmonen med begær i alt det grønne. ”Noget ganske, ganske særligt, forstår du?” Chaunces handskebeklædte hånd løftede englens til sine læber, hvor han lod sin tungespids glide henover den bløde hud. Det var berusende at smage hende og betragte, hvordan hendes sorte pupiller udvidede sig som resultat deraf.
”Du bliver nødt til at møde min tvillingesøster. Hun ville ganske enkelt finde dig ligeså betagende som jeg”, hviskede Chaunce med dirrende, opstemt stemme, i det han i et pludseligt ryk, satte sig helt tæt op af den blonde skikkelse. Langsomt gled en bedrøvet maske henover den kønne mands ansigt, ”vi er fanget her på grund af sneen og hun var så tvær, over netop det faktum. Min søster er… en eventyrer! Hun dur ikke til at befinde sig så uværdigt et sted som dette. Jeg ser, det samme i dig, min kære!” 

Endnu en gang tog hun sig ikke af at han gentog hende, selv om der denne gang ingen lyd var, for det var i sandhed stadig en kompliment i hendes øjne, en dejlig gestus i en verden hvor mænd ikke altid gad at lytte til hvad en kvinde havde at sige. 

Kulina hørte uroen, men var fangede af hans øjne og hans hånd, for selv med handsken på følte hun alligevel at der var noget hun ikke kunne bryde, som en form for magisk lim gjort stærkere af hendes indre nysgerrighed og et magnetisk træk mod alt det hun burde holde sig langt fra.

Hans ord fik hende dog til at bryde øjenkontakten og se genert ned, for uanset hvad meget godt hun kunne se i andre, så havde hun endnu ikke kunne vende sig til tanken om at nogle ville kunne se noget ekstra i hende, særligt fordi hun blot gjorde det hun selv mente var det bare minimum. Hun så dog forsigtigt op på ham igen, og håbede at møde de grønne øjne.

Hun blev dog overraskede over hans tunge mod hendes hånd, det kilede helt ned i maven og hun kunne ikke undgå at trække på sit smil endnu en gang. ”Der er da mange engle i vores verden” det var tydeligt at hun forsøgte at fjerne fokus fra sig selv, men ikke fordi hun var utilpas, mere fordi hun ganske enkelt ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig. ”men… tak” tilføjede hun dog sart og bed sig selv svagt i underlæben, kun lige nok til at det kunne ses hvis man kiggede på hende.
 
Hendes pupiller havde udvidet sig allerede ved hans tunge mod hendes hud, men udvidet sig dog endnu mere da han med et kom tættere på hende. ”Hvis du tror jeg kan hjælpe på hendes humør så ville det være mig en ære at møde hende” beskæftigede hun i en munter tone. ”Jeg kan ikke love noget, men jeg elsker at hjælpe, og jeg forstår hvor irriterende det er at være tvunget under et tag når man hellere vil være i det fri” hendes tone forblev mild, ja næsten på grænsen til kærlig da hun sagde hun elskede at hjælpe.

Hun fjernede modvilligt sin hånd fra hans og rakte ud til sit krus med te der nu endelig var kølede ned, og drak det hele i en enkelt tår før hun satte det fra sig. Ræven under hende var faldet i søvn, så med en blid hånd på den hviskede hun noget uhørligt til den, hvortil den rystede lidt med det ene øre i respons, og som tegn på at den havde hørt hende.

Hun rejste sig så forsigtigt op, og rakte ham forsigtigt sin hånd igen ”så før an” sagde hun i sin uskyldige tone, og så på ham med de selv samme øjne som et barn til en forældre, med fuldt og ufortjent tiltro, som om at hun ikke forstod hvilken risiko hun tog. Men det var nu også sandheden, hun havde ingen idé om hvad der ventede hende, og hvilke ting natten kunne føre med sig.

Hun lagde først nu mærke til hvor meget uroen havde spredt sig og hvor voldsomt det var blevet omkring hende, men hun så ikke bange ud da hun så rundt, blot mere bekrymrede og trist over at hun intet kunne gøre for at hjælpe dem alle på en gang. Men hun vidste at man måtte vælge sine kampe og stå ved sine valg, og lige i dette øjeblik var hendes valg at følge Chaunce op i mørket imod hans søster.

Chaunce kunne knap beherske sig, i det englen lod sin hånd forsvinde fra hans egen. Kun knap lykkes det ham ikke at gribe ud efter den for endnu engang, men Chaunce´s anstrengelser havde fatale konsekvenser bag dem –

Med et brød slagsmål ud, til lyden af formanende tilråb og skrig. Det var to mænd, hvis kroppe havde set bedre dage, men som stadig var stærke fra deres hårde arbejde. Det tog dem ikke lange tider, før de havde slået hinanden gule og blå, og alskens øvrige krogæster havde deltaget, både for at adskille de to skikkelser men også for at lange ud efter hinanden selv.

Chaunce selv så dog intet af det, for hans giftgrønne øjne så kun Kulinas fine og lyse skikkelse. Det havde i grunden været så nemt og i sin iver, greb de handskebeklædte fingre hårdt om kvindens spinkle hånd. Chaunce selv syntes heller ikke at ænse det faktum.

Pleasance bliver så stolt af mig denne gang. Denne gang har jeg været så dygtig! Hvilken bedrift! En engel! Mit lille uskyldige, hjælpeløse lam. Mit lam!

Halvdæmonen nikkede og lagde, grænsende til krampagtigt, sit ansigt i - hvad bedst kunne beskrives – venlige folder, hvorefter han førte Kulina op af trappen. Ind i mørket, går vi, du og jeg.
I det de nåede op i den tætte stilhed, stoppede Chaunce op, og tog begge englens hænder i sine. Han stillede sig dernæst tæt på hende, for tæt efter nogens mening, i det han lod sit djævlesmil indfinde sig på hans hjerteformede, kønne læber.
”Pleasance sover lige nu, min kære. Men vi kan more os sammen, før du møder hende, ikke sandt? Vi kan more os sammen! Jeg er sikker på, at vi to kan more os”, hvislede han stille, hvorefter alt det grønne i hans blik blev erstattet af et altædende, kulsort mørke.

”Det er jeg helt sikker på, min engel. Mit lille lam.”

Da kampen for alvor brød ud rykkede hun sig instinktivt tættere på Chaunce, ikke fordi hun selv var bevidst om det men fordi hendes krop krævede hende at rykke sig væk fra det hvis hun ikke skulle tage sig af det. Det var dog ikke nemt at ignorere det der skete, og havde det ikke været for hans hurtige berøring så havde hun nok vendt hoved, og havde hun først set så havde hun følt sig tvunget til at blive.
 
Hun fulgte ham dog op ad trappen med blide trin, og kappen tæt om sig, holdt af hendes anden hånd. Hvorfor Kulina var så nem at få med sig forstod hun ikke helt selv, men der var noget betagende ved ham, noget ud over hans øjne som trak hende tættere på og gav hende et ønske om at vide mere om hvad han skjulte i sit indre.

Da de nåede toppen af trappen, slap hun kappen så den kunne hænge selv, og da han stoppede, fulgte hun ham. Der var mørkt på hele etagen med undtagelse af nogle få lys, men det var nok til at hun kunne se ham, nok til at hun kunne se hans smil, et smil der burde have skræmt hende men grundet hendes uvidenhed ingen negativ effekt havde på hende.

Hans ord virkede ivrige i hendes øre, noget hun igen kun så som en god ting, for det måtte jo betyde at han virkelig nød hendes selskab, og at han virkelig gerne ville bruge tid med hende. ”Hvis der gør dig glad så står jeg med glæde til underholdning” hendes stemme var blid, men dog med en smugle iver med tanken om at kunne gøre ham glad, selv om hun igen ide havde om hvilken slags morskab han var ude efter.

Døren ved siden af hans stod åben på vidt gab, en tydelig indikator på at det, som mange af de andre rum stod frie ind til videre. Hun kunne høre uroen nedenunder og ønskede ikke at gå tilbage der, så i stedet kastede hun et spørgende blik på døren, men da hun så tilbage opdagede hun forandringen i hans øjne.

I stedet for at blive grebet af frygt rykkede hun i stedet tættere på, med hoved en smugle på skrå og et stort smil over hele ansigtet ”waoow! Hvordan gjorde du det? Det var fantastisk” hun kunne ikke mindet at have mødt nogle hvis øjne skiftede farvede før, selv om hun dog havde mødt mange i sit tidligere liv, og derfor var dette ekstra fascinerende for hende.

Grebet af et øjebliks spontanitet slap hun hans ene hånd for i stedet at vende sig og trække ham med hoppende skridt ind i det ledige rum, her fangede hun med sin ledige hånd et lys på vejen og stoppede så op da hun var inde. Hun holde det forsigtigt op så hun bedre kunne se ham og smilede endnu stort ”Gid jeg kunne det” hun lød ikke misundelig, nej blot imponeret ”Hvordan gør du?” hendes stemme var stadig ivrig og hendes smil forsvandt ikke. Heller ikke da hun satte lyset fra sig.

At hun lige frivilligt havde gået ind på den anden side af en dør der kunne låses, med en fremmede hvis temperament hun ikke kendte, ude af stand til at forsvare sig selv hvis han skulle komme imod hende, var slet ikke en tanke der gik igennem hende. JA faktisk var hun alt for optaget af positive tanker og ivrighed til at kunne tænke på noget så dystert i det øjeblik.

Se, dette var uventet, mit lille lam. Ganske, ganske uventet…

Chaunce Lochtree fulgte troligt med den ivrige engel, i det hun førte ham ind i et af de tilstødende soveværelser. For blot et øjeblik var halvdæmonens ansigt ulæseligt, som kaosset i hans indre forstummede i perpleks forvirring, for det grænsede i grunden til det fornærmende, at Kulina ikke krympede sig i skræk. 

Men sikke muligheder, Jaron. Sikke muligheder! Se hvor begejstret hun er! Gad vide, hvad du kunne få hende til?

Et tøvende smil der forsøgte at være charmerende og indsmigrende, skilte langsomt Chaunce’s hjerteformede læber. Stadig lå englens fine hænder i hans egne og i et hurtigt ryk, trak den høje mand kvinden nærmere sig selv.
”Jeg… jeg fascineres, må jeg indrømme”, hvislede han skingert, i det smilet omsider lykkes ham til fulde. ”At du ikke – oh, mit lille lam! Du er så speciel!” Chaunce lod fortsat de sorte øjne hvile i englens lyse blik, men straks derefter førte han hende over i en behagelig – men dog ganske grim – sofa. Chaunce selv ænsede ikke, at den ikke levede op til den standard, som han afkrævede for sig selv og sin søster, for den hvide skikkelses begejstring var…

Anderledes. Chaunce kunne ikke huske, hvornår han sidst havde følt sig så betaget.

”Jeg er ikke som andre mennesker, forstår du. Nej, slet, slet ikke som andre mennesker. Jeg er anderledes selv – ligesom du”, fortalte han med en næsten barnagtig fryd og iver, i det Chaunce rykkede sig helt tæt på Kulinas skikkelse. En af hans stærke arme fandt vej rundt omkring hende, hvorefter den modsattes hånd lagde sig støttende mod englens kind. ”Jeg er noget helt specielt. Det er min magiske evne.” Langsomt, og alt imens han fortalte, gled Chaunce’s kønne hoved på skrå.

”Kan du ikke… kan du ikke mærke min aura i dig?”

Det glædet hende at han fulgte med uden besvær, for det bekræftede blot endnu en gang at han faktisk nød at være i nærheden af hende, eller i hvert fald så en fordel i det. Til tider kunne Kulina blive så opslugt af at gøre andre glade at hun helt glemte sig selv, men denne gang så det dog ud til at hun fik begge dele, i det mindste ind til videre. 

Et lille hvin, efterfuldt af en latter så blid at den umuligt kunne have kommet fra andet end en engel, forlod hende da han trak hende ind til sig, og hun kunne ikke undgå at blive en smugle betagede af hans beslutsomhed og de stærke bevægelser. Endnu en gang fik hun bevist hvor underlegen når hun kom til styrke selv i noget så mildt som det, men det gjorde hende intet, for i hendes hoved skulle mænd være de stærke, beskytterne og krigerne, for hvis ikke de var det så ville der ikke være plads til noget så mildt som hende selv.

Hans ord fik hende til at rødme endnu en gang, og selv om hun havde lyst til at kigge væk så kunne hun ikke, hun ville ikke, for guderne forbyde at det måtte være sidste gang hun så hans smukke øjne og hun selv var skyld i at tiden blev forkortet. ”Jeg er bare en normal engel, intet så unikt som dig” næsten hviskede hun. I hendes øjne var det sandt, der var intet ved hende som ikke hundredvis havde haft før hende selv, men givet at hun aldrig havde set hans evne før, så måtte han jo være speciel, på den gode måde.

Hendes blik blev dog brudt da han førte hende hen til sofaen, og selv om hun kort lagde mærke til hvor yderst grim den var, så var hun alligevel glædeligt overraskede over hvor blød den var i forhold til hendes forventninger. Rummet var varmere end både nedenunder og gangen havde været det, og selv om varmen fra ham også tilføjede til det så gjorde det hende intet. På den anden side gjorde hende dog heller ikke mere at hun mærkede kappen glide, og hun vidste at den snart ville falde.

Hans ord gjorde hende blot mere nysgerrig end hun allerede var, men før hun kunne sige noget rykkede han sig igen tættere på hende og hendes øjne blev atter en gang fangede af hans. Hun kunne mærke styrken i hans arm som den sneg sig om hende, og selv om hun med lethed kunne have følt sig fangede så var hendes betagelse så stor at den overdyngede selv det mindste hint af negativ følelse og i stedet følte hun en form for tryghed som hun ikke kunne mindet at have følt i nærheden af en fremmede før, og det fascinerede hende dybt.

Da hans stadigt handskebeklæde hånd rørte hendes kind lukkede hun kort øjne og lænede sig instinktivt imod den, som havde hun hungrede efter den. Sandheden var dog at hun ikke anede hvorfor hendes krop gjorde som den gjorde men hun havde ingen planer om at gå imod det, for det kildede på sådan en behagelig måde når hun var tæt på ham.

Hendes læber havde langsomt nærmede sig hans uden at hun selv lagde mærke til det, men da hun hørte hans spørgsmål, trak hun sig dog tilbage. ”Jeg kan mærke noget” hun lød tankefuld, og blikket i hendes øjne afslørede at hun forsøgte at mærke efter ”jeg troede det var stedet, men nu tror jeg det er dig” afslørede hun stadig tankefuldt ”men jeg ved ikke hvad det er” forsatte hun stille før hun tillod sig at nærme sig ham en smugle igen, kun for at hendes smil endnu en gang blev større ”det føles som gnister når jeg er tæt på dig, som når ild er lige ved at få fat i noget død for at forvandle det til noget der kan give liv” hendes forklaring kom fra et sted uden meget fornuft, men det var tydeligt at selv ikke den ødelæggende magt som ild var blev set som noget dårligt i hendes sind.
Hun placerede sig så tæt på ham som hun kunne uden at kravle over ham, og lod ikke mærke til da kappen gled ned ad hendes ryg da hun igen var alt for optagede af ham. ”Burde jeg føle noget andet?” spurgte hun nysgerrigt. Hendes ene hånd fandt vej til hans brystkasse og hvilede blidt over stoffet, ikke for at hun kunne skubbe ham væk hvis han blev for meget, men for at hun kunne være tættere på ham.

”Du behøver ikke bruge evner på mig for at få min opmærksomhed Chaunce” hviskede hun idet hendes læber igen nærmede sig, men stoppede så tæt på hans at kun en fjer ville kunne komme imellem dem ”der er lys nok i dig til at tiltrække min sjæl” hviskede hun blidt før hun dog trak sig en smugle væk igen. Nok ønskede hendes læber at møde hans men hun ville ikke være den der tog valget, ikke endnu, for hun havde endnu ikke i sit engle liv kyssede nogle, altså ud over at kysse sin ræv på hoved, men det talte jo ikke. Og selv om hun vidste dybt i sin sjæl at hun ikke var uskyldig i sit tidligere liv, så gjorde hendes manglende hukommelse at det stadig var nyt for hende.

At hans sjæl nok ikke havde så meget lys som hun gav den æren for, vidste hun ikke, men hun nægtede at tro på at der fandtes nogle der ikke havde bare den mindste smugle i sig, noget ærefuldt og godt, noget der ville ofre sig for en anden om nødvendigt. Så selv hvis han benægtede lys så ville hun ikke tage det for gode vare, og måske blot se det som en udfordring i stedet. I hendes øjne havde han jo allerede bevist det da han gav hende kappen, også selv om der måske lå andre motiver og gemte sig.

Intet så unikt som dig…
Der er lys nok i dig til at tiltrække min sjæl…
Burde jeg føle noget andet?

Ordene gav genlyd bag Chaunce’s hvide pande for et langt øjeblik, alt imens de sorte øjne betragtede Kulina. Ingen gnister syntes dog at spille midt i alt mørket, for blikket var i sandhed ulæseligt og tomt i sin karakter.
Chaunce Lochtree var ingen kompliceret mand. Han forstod sig på de mest basale af følelser og i særdeleshed vrede, foragt og begær. Han kunne dog konstatere, at han følte et hvis begær for kvinden overfor sig, for hans lem pulserede og var blevet hård under den stramme buksekant. Hvad han dog yderligere følte, ja, det kunne Chaunce ganske enkelt ikke bestemme. Det var i grunden fornærmende, at Kulina ikke følte hans fæle aura, men samtidig efterlod det et imponerende mulighedsrum. Tilsyneladende kunne Chaunce udsætte Kulina for, hvad end han lystede.

Og han lystede da en hel del, det gjorde han bestemt…

Ganske pludselig, og ud af ingen ting, klistrede Chaunce et bredt smil henover sine hjerteformede læber. Det var, til trods for, at det afslørede hans perlerække af hvide tænder, dog ligeså tomt som hans sorte blik.
”Min engel. Vi hører sammen, du og jeg. Det kan jeg mærke”, hviskede han, hvorefter han lod sin fæle magi infiltrere hendes lyse sind.

Du betyder ikke noget. Chaunce er en gave for sådan en som dig, hviskede forræderiske stemmer til hende, forårsaget af Chaunce selv, til trods for, at det ikke var hans stemme, hvorigennem det lød. Stadig fortsatte han sin kærtegn af Kulinas bløde kind, hvorefter han lagde sin pande mod hendes.

”Tag din kjole af. Nu. Jeg vil have dig til at sprede dine ben for mig.”   

Hvad der forgik i hans bukser, vidste hun ikke, ja faktisk havde hun slet ikke overvejede det. Det var ikke at hun ikke kunne, men hun havde bare ikke haft en situation i sit engle liv der gav hende de tanker, i hvert fald ikke endnu. Skulle det dog ske med nogle så var han bestemt en god første kandidat.

Hans ord varmede helt ind i hendes sjæl på en måde der mindet om når hun hjalp andre, men dog var den separat, og hun troede på hans ord, bed mærke i dem, og puttede dem op på en piedestal i sit sind. Havde det ikke været for netop de ord så havde hans mørke magi haft en stører chance, men i stedet var hun så fuld af lys at kun en blid latter fylde hendes sind og overdøvede det

*Ooh fjollede stemme, selvfølgelig er han en gave, en fantastisk gave af lærdom lige som alle andre væsner, og vi er her kun for andres glæde* hendes smil bredte sig som hun talte til stemmen i sit hoved *Du kalder det ubetydelig, jeg kalder det brugbar, og det er en lykke at gøre andre lykkelige, det ved du også godt, så smut du bare igen* lyset i hende var stærkt, men det var også nemt at være stærk når det var den første negative ting der var kommet i gennem den første barriere og ind i hendes sind. Der var ingen usikkerhed eller frygt i hende som den kunne binde sig til, men kom der bare en smugle så ville stemmen med garanti kunne få hende til at skælve, for hun var ikke stærk, slet ikke, hun var bare opslugt at det lys hun var genopstået med og det var bestemt ikke det samme som rigtig styrke.

Panden mod hendes fik den sidste snært af tanken til at forsvinde og i stedet mærkede hun nu for første gang hans kølige hud mod hendes. Det var ikke at han var kold, han var bare kølig nok til at hun mærkede det, og det var helt rart i varmen der blev byggede op i hende. Hånden på hans brystkasse klemte langsomt fast om stoffet, mens hendes øjne gled i og for et øjeblik følte hun sig næsten bedøvede af hans nærvær.

Hans stemme førte hende dog tilbage og hun slog langsomt øjne op og kiggede imod ham. Hun så ud til at overveje det et øjeblik, som om at ordene lige skulle synke ind. Det var mest at hun ville være sikker på at hun hørte hans ord rigtigt før hun traf en beslutning. Hun rykkede sit hoved og nikkede stille som svar før hun rejste sig.

Hun tog først kappen og lagde den hen på en stol så den var af vejen, før han gik tilbage foran ham. Med et blidt smil på læberne, glæde i øjne og det sparsomme lys bag hende der næsten fik hende til at stråle i det ellers så mørke rum, tog hun hænderne bag om ryggen for at løsne kjolen.

Da hendes hænder igen blev synlige gled den hvide kjole ned af hendes krop og lande på gulvet ved hendes fødder, og afslørede nu hendes nær perfekte krop. Hendes hud var fin, silkeblød, og uden nogle mærker, end ikke et lille modermærke eller skønhedsplet kunne findes noget sted på hendes nøgne, og næsten unaturligt rene krop. Da hun trådte et par skridt frem imod ham, blev hendes eneste mærke dog tydeligt, arret ved hendes hjerte der utvivlsomt from fra en form for kniv, og uden tvivl var forbundet med hendes død. Hun havde selv lært at leve med arret, og det gjorde hende intet at have det, faktisk så hun det mest af alt som et trofæ, hendes bevis på at hun på trods af ting hun før måtte have gjort var blevet udvalgt til at gøre bedre.

Hun gik de sidste små skridt hen til ham og bøjede sig svagt ned imod ham ”andres lykke er min lykke, så så længe det bringer dig glæde så er min krop din” hviskede hun afslørende til ham før hun igen satte sig på sofaen med bene spredt for ham. Hun havde ingen skam, ingen generthed, intet i hende der mindet hende om at det i nogles sind måske ville have været over grænsen, ubehageligt endda at blotte sig for en mand på den måde. Havde hun huskede det ville hun nok ikke have været så villig til at lystre ham, men så igen, hvis hun huskede alle de dårlige sind et sind normalt var fyldt med så var hun nok aldrig endt ved ham og nok heller aldrig været gået med ham op på værelset til at starte med.

Havde Chaunce Lochtree været i stand til at læse, hvordan Kulina forviste hans forræderiske tanker, havde det luskede smil forladt ham øjeblikkeligt. I grunden opererede Chaunce altid ud fra den antagelse, at hans fæle magi aldrig ville skuffe ham og derved, altid virkede på de væsner, han glædeligt kastede den imod. Det var i grunden også derfor, at hans sorte øjne antog et forvirret skær – noget så ukarakteristisk for den unge mand – da englen rejste sig og lydigt afklædte sig.

Nysgerrigt, men tydeligvis også begærrigt, lod Chaunce de sorte øjne glide henover den fejlfri hud. Ak, ja, min engel – blod vil i sandhed klæde dig. Din kompleksitet vil først blive fejlfri der, tænkte han, hvorefter et lavmælt, næsten skuffet, suk forlod hans hjerteformede læber. Pleasance vil ikke bryde sig om alt det hvide, men fat mod min kære, det agter jeg naturligvis at ændre.

Chaunce rejste sig, hvorefter han placerede sig, høj og mægtig, foran den nøgne kvinde. ”Kulina, min engel, nu tilhører du mig og ikke mindst, min elskede søster Pleasance. Jeg forventer, at du gør, hvad der bliver sagt, når det bliver sagt”, begyndte han at berette, i en tone der var lys men skælvede af indestængt og barnagtig fryd.
Vores nye legetøj – Pleasance bliver stolt af mig denne gang! Hun vil i sandhed anerkende, hvor god og ordentligt jeg har leget!
”Så vend dig om – ja, sådan, min skønne –”, guidede Chaunce med brutale og hårde greb, der instinktivt flyttede sig ind i englens blonde krøller. Uden barmhjertighed rev han hendes hoved tilbage, så hendes nydelige og tynde ryg svajede og hendes bagdel struttede tiltalende, hvorefter Chaunce med den modsatte hånd løsnede sine dyre, elegante stofbukser. ”Dine vinger skal ud, Kulina. Få dem ud. Jeg vil tage dig med dem synlige for mine øjne”, hvislede Chaunce, og som englen adlød, lo halvdæmonen højlydt.

Latteren bølgede ud og hen langs den mørke gang, men ingen ting kunne høres for den vildskab og kamp, der var brudt ud på underetagen. Den forstummede heller ikke, men blev skinger og overfladisk af indestængt lyst og fryd, som Chaunce utålmodigt og uden nåde, lod hans krop forene sig med Kulinas egen. 

Hun kunne ikke andet end at følge ham med øjne som hun sad forventningsfuld i sofaen og ventede på hvad han kunne finde på. Hans ord fik hende dog til at holde en smugle igen ”Jeg har også betingelser, selv om din nydelse er mit yderste mål” hun kunne godt være bestemt, og selv om tonen stadig var mild så var det tydeligt at se i hendes øjne at hun ikke ville diskutere det.

”Så længe stormen raser er jeg din… du kan vælge at dele mig men det er dig der får magten” begyndte hun og ventede kort ”når stormen er ovre, har jeg ting der skal ordnes, men jeg vil finde dig så snart mine ting er i orden, og så er jeg fuldt ud din for evigt” selv om hun var mere bestemt end hvad der passede til hendes blide stemme så var det tydeligt at hun havde i sinde at holde ord. ”og… ingen rør Benjamin, han er stadig fri og fortjener respekt” hun tog ikke øjne fra ham og rejste sig i stedet for at de ham direkte i øjne og slå sin pointe fast. ”Hvis du holder din del, så holder jeg min, så længe det giver dig lykke” den blide tone var tilbage og den upassende hårdhed forsvandt.

Hun lænede sig ind og kyssede blidt hans kind som forsegling af sine ord før hun returnerede til sofaen med fronten væk fra ham som han ønskede det. Måden han sagde hendes navn på var uvant, men noget dybt inden i hende nød det, det kalde på hende og hun kunne ikke andet end at lystre hans ord mens han holde hende tilbage.

De store hvide vinger bredte sig forsigtigt ud uden at røre ham og et lille næsten frækt smil kom over hendes læber som hun så op på ham med sin ryg bøjede og hænderne på ryglænet af sofaen, forsvarsløs og i hans fulde magt. 

Da hun mærkede deres forening, lukkede hun øjne og gispede højlydt alt imens hendes hænder knugede sig om stoffet under hendes hænder. Det var første gang engle kroppen havde været så tæt med nogle, og selv om hun havde været sikker på at hendes gamle krop havde gjort det var det først nu hun var sikker. Hun var ikke i tvivl om at han ville kunne mærke jomfrueligheden i den nye krop, og hun var heller ikke et sekund i tvivl om at han kunne hører det på de små piv der blandede sig med de lette suk.
Hendes øjne åbnede sig forsigtigt og så op på ham, uskyldige og dog så sultne, som om de kunne fortære ham hel, selv om de ikke kunne. 

”Vis mig hvad du kan, Bevis at det ikke var en fejl at vælge dig” hun tirrede ham med sin blide hvisken, udfordrede ham på en måde hun aldrig før havde udfordrede nogle, og dog føltes det så rigtigt, som om en side af hendes fortid endelig fik lov til at bryde gennem forglemmelsens tåger og tilslutte sig den ellers så uskyldige krop der havde vandre på jorden de sidste 2års tid.

Chaunce var fascineret over englens irettesættende tone. Aldrig havde en af hans kæledyr gjort sig i krav – kun sølle tiggerier og skingre skrig – og halvdæmonen klukkede begejstret, som han lagde sine hvide hænder omkring Kulinas fine ansigt.
”Sikke som du synger, min lille burfugl”, udbrød han begejstret, hvorefter han slap taget om hende og så, hvordan hun lagde sig til rette for ham. Det var næsten ikke til at bære og fryden, der voksede frem i ham, truede med at lade Chaunce nå sit klimaks lang tid før, han havde planlagt.

På intet tidspunkt stoppede Chaunce sine nådesløse stød, men selvom nydelsen blot steg, fortsatte hans skingre og hujende latter. Den var ikke ren eller ubesværet som før og ofte, blev den afbrudt af Chaunces nydelse – og slet ikke, da Kulina tirrede ham med en udfordring, for der udstødte han et støn, der ligeså vel kunne være et grin. End ikke Chaunce vidste det men der var ikke der, hans tanker kredsede. Nej, så Chaunces rokkende bevægelser, var ikke længere nok? Hvordan kunne det nogensinde blive en fejl, at vælge ham som sin første? Det var ikke et faktum, Chaunce selv forstod sig på.

På et øjeblik standsede Chaunce brat og lod deres kroppe adskilles. Hans åndedrag var overfladisk og hvæsende, men stadig gnistrede de sorte øjne. ”Oh, min kære. Vi får så meget sjov sammen! Pleasance vil elske dig – det ved jeg allerede nu!”, udbrød han lykkeligt, i det han greb om Kulinas bløde hår og dernæst hendes hals. Hans fingre lukkede sig stramt omkring hendes luftveje, hvorefter han i en brutal bevægelse, atter lod deres kroppe forenes.

”Vi – får så meget – sjov sammen!”

Kulina overvejede om hun skulle sige ham mere imod, om hun skulle stå mere fast, om hun skulle nægte ham hendes villighed til han gik med til hendes krav, men hun kunne ikke, hun havde det endnu ikke i sig så hun ventede, tillod at han fik din vilje lidt endnu, for hun ville så gerne gøre ham glad, og hun nød så meget at se hans mørke smil og hans smukke dybe øjne.

Chaunce's dybe nådesløse stød sik hende til at sukke og stønne i takt. Hendes greb om sofaen blev strammere i takt med at hun mærkede hendes sind glide længere væk til nydelse, og selv om det ikke var smertefrit, så var den en god smerte, en smerte hun ikke ønskede skulle stoppe.

Det var ikke fordi han ikke var nok, han var mere end nok, og hun var glad for sit valg, selv hvis det betød hun ville være afhængig af netop det han havde at tilbyde, men hun ønskede også at de hvad han havde at byde på, se alt hvad han havde så hun i sandhed kunne vide hvad hun var oppe imod.

Da han fjernede sig fra hende varme, våde indre kom et glimt af længsel over hendes øjne, dog kun et kort øjeblik før de blev sig selv igen. At han nævnte søsteren igen sagde hende ikke meget da hun endnu ikke havde mødt kvinden, men hun holde på sine ord, det var ham hun havde valgt og det var ham hendes krum hungrede efter, så ville hun aldrig kunne blive mere end en nummer 2, og det var hvis det gik godt. Hvor de tanker kom fra vidste hun ikke, men de viste sig som blid ærlighed i hendes sind, og ikke ond konkurrence, så det var endnu ikke en dårlig ting, selv om det kunne ende med at være det.

Hun nåede ikke at sige noget før han havde fat i hende igen og forenede deres kroppe hårdt og brutalt. Hendes nydende støn blev kvalt under et smertefuldt klynk men dog var det tydeligt at se i hendes ansigt at hun nød det. Hans stramme greb om hende og hans voldsomme bevægelser fik flere klynk til at blande sig med hendes støn, og inden længe lod hun også en hånd glide fra sofaen for at gribe hans hånd om hendes hals. Hun kunne mærke at hendes hoved blev tågede af manglen på luft men af en eller anden uforset grund gik det bare hendes krop til at hungre efter mere og sitre svagt af spænding over hvor han førte den hen.

"En evighed af sjov hvis du går med til mine minimale krav" det var svært at tale, ikke kun fra hans greb men også fra de støn, suk og piv som hun ingen kontrol havede over og som stadig flød frit i takt med hver eneste bevægelse

"En evighed med 100% lydighed... En evighed med en der vil vælge dig af lyst og ikke frygt" hvor den tirren kom fra anede hun ikke, men den kom fra hendes tidligere selv, den del der var gemt under et lag af forglemsen som hun ikke vidste om hun nogle sinde ville kunne løfte. Hendes stemme var svag, kæmpende imod hans greb men dog med et minimalt streif af tiggen, noget hun ikke selv forstod.

Hun greb han med begge hænder, forsøgte at få ham til at løsne sit greb blot en smugle, og dog vidste hun at der var en chance for at det ville friste han til at stramme grebet. Men hun var ikke bange, tvært imod, for skulle han dræbe hende lige der ville det være en død langt bedre end hun kunne have drømt om i sin videste fantasi