Aldamar's blå øjne gled søgende over ballets gæster, men ikke nødvendigvis søgende efter noget specielt. Enkelte gange faldt hans blik på nogle af de mere specielle masker - nogle af dem var simpelthen helt fantastisk udsmykkede, men for det meste sørgede han for ikke at kigge for længe på nogle.
Man skulle jo nødig virke... klam. Dog fik han ikke lov til at stå længe alene, inden en albue borede sig ind i siden og Aldamar med et spjæt, kiggede overrasket til siden.
"Prins Baldric" Lukas! Den yngre mand var en af dem der passede familiens stalde, men han kom faktisk fra en mindre adelsfamiilie i Medianien. Med årene var de blevet ret gode venner, og et lille smil trak i Aldamar's mundvig idet han drillende puffede sin ven tilbage, og klinkede sit glas med hans.
"Nåeh, har du dit blik på nogen speciel?" fulgte manden op med, hvis brune øjne svømmede i let beruselse. Der lå noget smørret i hans grin, og på mange måder var Aldamar ikke i tvivl om at Lukas ville vågne op med hamrende tømmermænd i morgen. Tanken fik et lille smil til at trække i mundvigen, og med en afvisende hovedrysten gav han svar.
"Virkelig? Slet ingen - ikke engang..." den yngre mands blik gled omkring det fine selskab, inden at det med en smørret latter landede på en sorthåret kvinde, klædt i gul.
"Ikke engang en, som hende der?" lo han, tydelig betaget af den mørkhårede skønhed der sad med nogle andre adelige. Aldamar fulgte hans stirrende øjne, og puffede en anelse diskret til sin ven - det var ikke høfligt det blik han sendte hende, på trods af at hun ikke kunne se ham!
"... hun er vel meget køn" mumlede han til sidst, mest af alt for at stoppe hans stirren - men det var ikke løgn når han sagde hun var smuk.
"Meget køn? Prøv med gudeskøn - prøv lige at se hendes hår!" Lukas forsatte, og med en shushene lyd prøvede Aldamar at få noget diskretion ind i hans ven.
"Okay, hoved eller hale min ven" gled det til sidst over Lukas, og en anelse mistroisk kneb Aldamar øjnene sammen.
Ahva? "Hoved eller hale - vinderen skal over og snakke med hende!" den unge fyrstesøn gispede kort, og rystede hastigt på hovedet -
"Det behøves ikke, du så hende trods alt først" unskyldte han sig med, og prøvede at flygte, men nåede ikke langt.
"Nej, det her er ligeså meget for min skyld. Jeg siger hale" grinede Lukas drillende, og flippede den sølvskive han havde i hånden, for at se hvad den landede på. Sejrrigt kiggede han op, et sigende blik imod den unge Isenwald arving.
"Hoved..." grinede han, og Aldamar fnøs kort.
"Det er kun fordi du ikke selv tør, Lukas.." mumlede han afvisende, men slap slet ikke så let.
Han forstod ikke hvordan, men i sidste ende blev han overtalt og med et suk vendte han sig imod den mørkhårede kvinde som stadigvæk sad med nogle af de andre damer. Aldamar sank en klump -
mange af ballets gæster var så elegante at man ikke kunne undgå at føle sig klodset i deres nærvær, men begyndte langsomt at gå imod hende. Med hænderne bag ryggen og øjnene gemt i maskens skygge, gik Aldamar hen til hendes siddende skikkelse med et imødekommende smil om munden.
"Godaften..." gled det over hans læber da han kom tæt nok på, førhen at han let bukkede for hendes feminine skikkelse.
Da hun stadigvæk sad ned, var det ikke gået op for ham hvor høj hun i realiteten var.