Solen stod højt på himlen og festen på markedspladsen havde været i gang længe. Astrid gik fra bod til bod, blot for at se om det var noget der fangede hendes interesse. Hun var klædt praktisk til forårsdagen, med både daggert og sværd hængende ved hendes side. Shopping var ikke hendes favorit ting at gøre, men hun manglede efterhånden et nyt bælte. Det gamle hun havde var slidt og holdt næsten kun sammen i nogle få fibre i den ene side.

Hendes blik faldt på et bælte med et simpelt spænde, der så ud til at være både af god kvalitet og fra en sælger der ikke tog overpriser. Hun skulle til at række ud efter det, for at få fornemmelsen af hvor godt læderet var skåret, da et hysterisk skrig fik hende til at vende sig om og se hvad der foregik bag hende.
En Kvinde i et skænderi med en mand, var ved at tage overhånd og en tredje mand kom hurtigt til. Astrid træk lidt på skulderne, trekants dramaer ville der altid være og de blev tit ført frem i lyset til festligheder som denne. Hun vendte sig mod bod-holderen igen for at købe sig sit bælte.

Efter lidt tid, med at se om andet fangede hendes interesse i de andre boder, var hun vendt om for at tage tilbage på kroen hun boede på. Men ud i øjenkrogen så hun pludselig kvinden fra tidligere på dagen, nu med et blåt øje og en opsvulmet læbe. De to mænd der havde sloges med hendes tidligere var der også, men nu i slagsmål imod hinanden. Astrid stod et øjeblik og så på dem med et irriteret udtryk, ikke sikker på om hun skulle blande sig i deres personlige affærer. Et Barn gav hende dog det sidste strå, da denne kom legende forbi uden at tænke over slagsmålet og blev trampet ned af den ene mand. Barnet kom sig hurtigt og løb smågrædende videre, sikkert mod sin mor. Astrid pustede sig dog en smule op og gik med bestemte skridt mod gruppen. Det var uacceptabelt opførelse, specielt når uskyldige led under noget så banalt som dette.

Dal havde set frem til forårsfesten, og enden på hvad der havde føltes som en endeløs vinter. Den friske luft, og solens varme mod hans ansigt var en kærkommen forandring, der lunede dværgens hjerte, og fik fremtiden til at se mindre dyster ud. Et lyspunkt den unge dværg så sandelig havde manglet, igennem mere håbløse tider.

Som Dal vandrede rundt søgte hans blik folkemængderne for de velkendte, pelsede øre fra hans gode ven Cedrik. Det var ikke altid de to mødtes i Fredskilde ved denne årstid, men det var ofte nok, til at Dal forventede det.

Minderne om godt selskab, blev dog afbrudt af et hysterisk kvinde-skrig. Dals fødder skiftede retning selv inden hans blik havde fundet kilden, og trak ham i retning af udbruddet. "Hør, hvad foregår der her?!" spurgte han med fast tone, der skar igennem skænderiet.
Der var en lille stemme et sted i dværgens hoved der prøvede at råbe ham op, og sige han skulle blande sig udenom, men den forsigtighed blev længe overdøvet af bekymring, da han så tårerne i kvindens øjenkroge. Han kunne ikke bare lade stå til!

Manden greb kvindens arm, og trak hende tættere på sig, mens han stirrede olmt ned på dværgen. "Det rager ikke dig, kortben, så smut inden du kommer til skade!" 

Dal sukkede dybt af truslen. Hvoromend han ikke tvivlede på mandens intention om at gøre alvor af den, gjorde den det lige så umuligt at efterlade kvinden i hans varetægt. "Hør her, jeg ønsker ingen ballade, men det er mig ret tydeligt at den unge mø ikke ønsker dit selskab lige nu, så hvad med du lader hende gå, og så kan vi alle skilles uden nogen kommer til skade" lød Dals svar, roligt men bestemt, som han plantede fødderne solidt i jorden.

Til Dals fortrydelse, var manden dog ikke lydhør, og situationen eskalerede kun derfra. Ord og trusler blev udvekslet, og da kvinden til sidst gjorde et forsøg på at frigører sig, kvitterede manden med et slag i ansigtet. Dette fik til gengæld Dal til at tackle manden, og et slagsmål brød ud.
Det var på ingen måde det første slagsmål Dal var endt i, i sit liv, men han var på ingen måde trænet til det heller. Overraskelses momentet tjente til hans fordel, men manden kom sig hurtigt over det, og gav igen. Kampen bølgede en smule frem og tilbage, og Dals opmærksomhed var delt, som han kæmpede med et halvt øje på kvinden. Hun var heldigvis ikke sen til at stikke af, og Dal mærkede en lettelse.
I det mindste var hun sikker nu.
Manden var dog ikke sen til at udnytte Dals uopmærksomhed, og sendte Dal tumlende bagud, direkte mod et barn der kom løbende. Dal kunne have jordet barnet, og have holdt sig på benene, men i stedet vred dværgen sig i sidste øjeblik væk, så han kun strejfede barnet. Til gengæld hamrede Dal ind i et træ, tabte pusten, og væltede til jorden, hvor manden ikke var sen til at kaste sig indover ham, med et grumt smil på læben.

Astrid fik pustet sig godt op på den korte tur over med de to mænd. Først nu hvor hun rigtig lagde mærke til dem, gik det op for hende at den ene var en Dværg som hende selv, han var klædt fint til lejligheden, og uden det karismatiske skæg de fleste dværge var så stolte over.
Mennesket havde kastet sig over den skægløse dværg på jorden, og virkede onskabsfuld nok, til ikke at stoppe mens legen var god. Et spilt-sekund overraskede det Astrid. Dværge var kendt for deres kamp. Dette var blot et almindeligt slagsmål, og mennesket virkede ikke til at være en soldat af nogen art.

Astrid greb fat i menneske mandens skuldre og halv kastede ham over hoften for at få de to kamphaner fra hinanden ”Tag jer så sammen! hun lyd som en sur tante, der havde mistet tålmodigheden. Hun sørgede for at stå så hun kunne se dem begge. Med hænderne i siden og et vredt blik kastet til dem begge. Hun vidste ikke om de var modtagelige for fornuft eller om de ville kaste sig over hende. Hun var i det mindste trænet til kamp og selvforsvar. ”Hvis i skal slås så gør det, hvor det ikke genere andre” fortsatte hun, med en gestus ud mod festlighederne.

Astrid nået dog ikke at sige mere, da mennesket med et råb af arrigskab kastede sig over hende. Til forskel for for de to kamphaner var Astrid dog trænet. Hun undgik mandens angreb, med et vrid med kroppen og gav ham en ordentlig knytnæve i mellemgulvet, der sendte ham i knæ hivende efter vejret. ”Desuden er damen smuttet, så der er virkelig ikke noget at slås om mere!”

Dal blev forbløffet da slagene der havde regnet nedover ham, pludselig ophørte. Det var dog først da en kvindestemme lød, at Dal sænkede armene, der havde beskyttet hans ansigt.
Det sidste i verden Dal nok havde forventet at se, var en dværg. Hans egnes kærlighed var en sjældent set ting, for den åbne elverskjorte og manglen på skæg gjorde ham åbenbart mindre dværg i nogles øjne.

Alligevel stod den stolte dværgekvinde og holdt dem adskilt, og Dal var hende evigt taknemmelig. Med en anstrengelse skubbede Dal sig op og sidde, men holdt hænderne hvor kvinden kunne se dem, som hun tydeligt holdt øje med dem.

"PAS PÅ!" udbrød Dal, da kvindens blik faldt på ham, og manden så det som sit snit til at kaste sig over hende med et råb. Dals advarsel viste sig hurtigt unødvendig, da kvinden gjorde kort proces på sin modstanden. Dal skar en halv grimasse da kvindens slag ramte mandens mellemgulv. Det så umådelig smertefuldt ud.

Da manden ikke lod til at rejse sig lige med det første, kantede Dal sig i stedet på benene, og tog sig en smule til ansigtet, hvor en lille strøm af blød løb fra hans næse. "Tak for din indblanding frøken, din tydelige ekspertise i afklapsninger var hårdt tiltrængt" takkede Dal kvinden lettet, men forholdt sig stadig roligt ved træet, velvidende at hun ikke nødvendigvis havde besluttet sig for om han selv trængte til samme behandling som den anden mand eller ej.
"Jeg er ked af at vi forstyrrede din Forårsfest, men jeg kunne ikke bare stå passivt til mens han forgreb sig på kvinden fra før.. Men jeg er glad for at hører hun nåde væk" forklarede han, og lød oprigtigt lettet, til trods for det lag tæsk han selv havde pådraget sig.

Astrid blev stadig lidt forbløffet over at se sin racefælle klædt sådan og barberet, men hun lod sig ikke mærke med det lige nu. Der var en slogskamp at afslutte. Hvilket det i øjeblikket virkede til at være lykkes. Mennesket havde i hvert fald ikke vejr til at fortsætte og dværgen begyndte at tale alt for fornemt til Astrids smag. Hvor i Zaladin var den dværg vokset op. Hun så strengt på ham ”Hvem i kiles navn kalder du Frøken..” hendes stålfaste blik mødte den fremmed dværgs øje, fast og beslutsomt. ”jeg har hverken brug for smiger eller fornemme tiltale, jeg har brug for i stopper”

Dværgen virkede dog knap så aggressiv som mennesket, hun lod derfor blikket falde fra ham tilbage til mennesket. Han hev stadig efter vejret, men var nu ved komme op og stå ”Din kortbenet so, gid i blev i jeres frosne helved” han spyttede efter begge dværge, før han gik sin vej. Godt klar over han havde mistet sit fortrin i kampen.

Astrid så kort efter mennesket, før hun vendte sin fulde opmærksomhed mod dværgen, der forsøgte at forklare sig. han virkede oprigtigt og lettet, om det var fordi kampen var over eller fordi kvinden var reddet kunne Astrid dog ikke helt finde ud af. Hun blødte en my op, som han snakkede. ”det var direkte dumt at kaste sig ind i sådan en kamp uden træning” hun nikkede til det blod der dryppede fra hans næse, og de blå mærker der uden tvivl ville dukke op på hans krop efter de mange slag. ”hvis du mente der var noget frygtelig galt og hun var i nød, kunne du jo blot finde en af vagterne” Der var ikke byvagter her, som i hovedstanden. Dog var der altid en flok der holdte øje med tingende og om lov og orden blev overholdt. 

Dal så undskyldende på kvinden og løftede hænder en smule afværgende op ved hendes hårde ord. "Ah, undskyld, du slog mig mere som en frøken end en fru" undskyldte han hurtigt, og trods hendes intimiderende ydre, holdt han hendes blik uden frygt. 

Den skægløse dværg sukkede lettet, da menneskemanden gik, og tørrede blodet der løb fra hans næse, væk med bagsiden af hånden. Sandheden var at Dal bestemt ikke var ked af at slagsmålet var ovre, men hans lettelse var over kvindens sikkerhed. Han fandt ingen fornøjelse i at blive gennemtævet, trods sin ellers forsigtige natur, havde Dal en dårlig vane med at kaste sig ud i ting langt over hans evne, når andre folk var i nød.

Dal sukkede en anelse over kvindens ord "Der var ingen vagter i nærheden, og ingen andre gjorde noget" svarede han ærligt "Desuden, så tror jeg næppe vagterne havde gjort andet end at bede dem om at dæmpe sig" tilføjede han en anelse mere lavmælt. Han var ikke stolt af at tænke så lavt om den lokale ordensmagt, men.. han havde set det for ofte.

Astrid så en smule overrasket på dværgen over hans svar. Hendes pande blev med et rynket da hendes øjenbryn kom lidt tættere på midten. Hun var måske nok en Frøken og ikke en Fru. Men hun havde ment det mere i at han kunne spare sig sine fine taleformer. Hun arbejdede trods alt for føden. ”Astrid..” svarede hun en smule kort for hovedet. I et forsøg på at stoppe både frøken og fru taleformen.

Nu hvor hun ikke skulle bekymre sig om den anden kamphane, så hun ham an fra top til tå. Han var i sandhed ikke et syn man så tit. Men så igen.  Det var så mange underlige væsner og normer i verden. Hun havde vandret  et stykke af sin rejse med en talende kanin, så hvem var hun at dømme hvad der var normalt og hvad ikke var. 

Astrid så sig over skulderen, tilbage på pladsen. Dværgen havde nok ret. Hun spottede i hvert fald et par vagter, der vist morede sig mere med almen småsnak, end at holde øje med de mere langfingret gæster på pladsen.
Hun sukkede og vendte blikket tilbage på dværgen foran hende. ”Måske en ide at lære nogle basale selvforsvar's teknikker, hvis du kaster dig i slagsmål for alle skøn-møerne” der var en del sarkasme at spore i hendes stemme, men hvis man lyttede godt efter også lidt latter. 

Dal så bestemt ikke sin tiltale af Astrid som fornem, men som helt almindelig høflighed. Men hans liv var også et af social interaktion, mere end knytnæver til ansigtet, hvert fald hvis man sprugte ham. Et navn var dog stadig det bedste. "Dalán Handrinson, eller Dal Verdensmand som jeg er bedre kendt på disse kanter" præsenterede han sig åbent. Begge navne var kendt, men af meget forskellige grunde. Blandt dværgene var han ringe agtet for sit manglende skæg og demonstrative forkærlighed for elviske skjorter. Men i den vide verden var han kendt som historiesamler så vel som fortæller. Han havde underholdt på mangt en kro i sit liv, og det var da også hent at han havde skrevet en sang der havde spredt sig.

Astrids forslag trak et smil på Dals læber, der dog blev let forvrænget af smerte. Trods han ingen kriger var, så bar han sine bank pænt. "Det.. er nok ingen dårlig idé Astrid. Jeg er ingen slagsbror, og jeg forsøger altid at undgå fysisk konfrontation men.." han skævede lidt tilbage i den retning bøllen var forsvundet "jeg lader til at ende i dem ofte nok alligevel" indrømmede han.

Astrid havde været en del af landevejen det meste af sit liv. Høflighed var ikke det, hun var løbet på mest. Jovist, når hun skulle købe noget, eller var på en kro, var der nogle få høflige tiltaleformer men det var ikke den slags hun forventede, efter en slagsmål. Hun kendte ikke det første navn han gav, men hun havde heller aldrig følt sig godt tilpas hos sine egne i mange år. For meget dårlig samvittighed.
Dog kendte hun det andet navn han gav. Ikke at hun havde fornøjelsen af, at have hørt hans fortællinger eller sange personligt. Når man tilbragte sin tid fra by til by, kro til kro, hørte man om de forskellige fortællere og skjalde der underholdt med jævne mellemrum. Viden om at han var en fortæller sammen med det fine tøj og glatbarberet ansigt. Fortalte hende en ting. En Romantiker. Hun var tæt på at himle med øjnene. Men holdt sig i skinnet og i stedet gav ham, hendes fulde navn til gengæld. ”Astrid Ravnsdottir Hun var, til forskel for ham, ikke særlig kendt.

”Det betvivler jeg ikke”sagde hun med følelse. Astrid var slet ikke i tvivl om at Dals ord var sande. Hun selv forsøgte helst at blande sig udenom folks små intriger. Hun havde en god portion 'ikke-mit-problem-følelse' og blandede sig først hvis hun blev bedt om det, eller det virkelig irriterede hende. Hun havde også en svaghed for at blande sig, hvis børn var indblandet men det ville man ikke få hende til at indrømme.
Hun blødte dog op og kastede med hovedet ind mod den lille landsby. ”Kom, vi må hellere få dig til helbrederen, så du kan synge og fortælle historier igen... Slagsbror” Hendes ord dryppede af sarkasme, men det var tydeligt med det sidste ord, at det i virkeligheden var velment og en sløret joke.

Dal klarede et kort skævt smil og et nik som Astrid genintroducerede sig selv. Det var rigtig nok ikke et navn han genkendte, men heller ikke hende familienavn ringede en klokke, og Dal synes trods alt han havde vel styr på Dragons familier.. Men måske var hun slet ikke fra hovedstaden? Der var trods alt dværge andre steder end i Dragon.

Dal gjorde heller ikke indsigelse til Astrids gestus om at finde en helbreder "Før an.. frøken" gav han igen med en tydeligt morende tone.
Men adrenalinen var ved at have lagt sig, og Dal blev mere og mere sikker på at hans næse nok var brækket. Dal nåde dog ikke at tage mere end to skridt, før en vred knurren fik ham til at stoppe brat.

En grævling, med et karakteristisk gult halstørklæde, stod og kiggede utilfreds op på Dal, hvis udtryk var blevet meget undskyldende. "Jeg sværger Helga, jeg havde ikke glemt dig, og jeg ved jeg ikke har den tærte jeg lovede dig, men.." grævlingen afbrød hans undskyldning med et fnys, og snusede i stedet lidt af Astrid. Tilsyneladende tilfreds, satte Helga afsted i retningen Astrid havde været på vej, og holdt trit med den anden dværg. Da Dal ikke straks fulgte med, kiggede grævlingen engang tilbage, med et blik der fik Dal til at sætte den ene fod foran den anden igen.

Dal rømmede sig lidt "Helga, dette er Astrid. Hun hjalp ud af et lille problem mens du var væk" introducerede han først dværgen for grævlingen, inden han løftede blikket til sin redningskvinde "Og Astrid, dette er Helga. Som du nok kan se er hun en grævling, men hun har også været min rejsepartner for en tid. Det er en længere historie" forsøgte han at forklarer mens de gik.

Astrid sendte Dal et iltert blik, som han svarede hende igen. Indeni smilede hun dog. En der var god til at læse mimik, ville også have spottet det svage antydning af et smil i hendes mundvig. Dværgen havde jo humor.
En knurren bag dem, fik dog Astrid til hurtigt at vende rundt. Klar til at sparke ud after, hvad end der var kommet frem bag dem. Hun havde mødt nok glubske køtere, til at vide at de kunne springe på én uden grund. Men det var ikke en hund der stod bag hende. Faktisk stod der intet bag hende, grævlingen stod ved Dal. Hun lagde forsvarspositionen fra sig og så en smule målløs på grævlingen og dens tørklæde. Hvad nok var mest mærkelig var måden Dal snakkede til den, som forstod den hvert et ord.

Hun fulgte den med øjnene som den ignorerede Dal og kom hen og snusede til hende ”Ja, det ville jeg heller ikke ha taget som en ret god undskyldning.. Tærte er trods alt vigtigt.” sagde hun til den, igen med sarkasmen i stemmen. Så trak hun lidt på skulderne og gik med grævlingen, som var det noget af det mest naturlige i hele verden, og lod Dal om at følge med dem.

Astrid havde mødt sin del af forskellige væsner på sin vej. Feer, Talende Kaniner, og halvdyr var en hverdag der aldrig blev kedelig. ”Flotte farver, du har dig på dit tørklæde” denne gang var der dog ikke sarkasme, og der spillede et let smil i hendes øjne. Man vidste aldrig om grævlingen forvandlede sig ved midnat. Hun ventede sammen med dyret, som grævlingen tydeligt gav Dal ordre på at lette røven.
Astrid nikkede til Dals introduktion ”Det er altid lange besværlige historier med jer fortællere... ” kommenterede hun en smule tørt og forsatte turen mod den lokale healer, dog nu med et glimt i øjnene der mildnede hendes ansigt en smule.

Der var heldigvis ikke særligt langt, men til gengæld var der kø. Festligheder betød altid slagsmål. De var dog ret så effektive her, så det tog ikke alverden at få en til at se på Dals næse.

Dal var ikke i tvivl om Astrid ikke havde så meget imod ham, som hun gav udtryk for. Hun var ikke den første stoiske kriger-type han havde mødt, og hun ville næppe blive den sidste heller! Hans erfaring var generelt at man ikke var i tvivl hvis de ikke kunne lide en. Så ville de næppe hjælpe en til en helbreder.

Helga gav et lille fnys ved Astrids kommentar, som var hun helt enig med, at det var en dårlig undskyldning og at Dal nok skulle få lov til at gøre bod for det senere med to tærter. Men Helga var bare en grævling med et pænt halstørklæde, der næppe forstod komplekse koncepter som at skylde.
Så igen.. Hun så unægteligt ud til at holde hoved lidt højere som Astrid komplimenterende hendes halstørklæde. 

Dal lo ved Astrids kommentar, selvom det gjorde pokkers ondt, og fik en ny omgang blod til at slage sig fra hans næsebor. "Kun de gode af os" svarede han med et wink, og stak et lommetørklæde i næsen, der hurtigt var blevet frembragt fra en lomme. Han skulle nødig få mere blod på skjorten end han allerede havde.

Turen igennem køen var lyksalig kort, og snart kom Dal ud igen. Næsen bar blevet sat på plads og han var blevet helbredt så de værste skader var væk. Man kunne stadig se han havde fået nogle knubs, og næsen bar selv efter den kyndige behandling, stadig præg af at have været brækket før.
Dal mødte Astrid med et varmt smil "Så god som ny!" erklærede han og slog ud med armene. "Mon du ville tillade mig at give en omgang til min redningskvinde? Helga ville uden tvivl sætte pris på selskabet mens hun spiser sin tærte"

Astrid rystede næsten opgivende på hovedet som Dal kom frem til helbrederen. Optimistisk, smilende og leende på trods af blå mærker og brækket næse. Hun var ikke sikker på at Dværgen vidste hvad der var godt for ham selv.
Hun så ned på grævlingen der blot snusende rundt som en grævling nu gjorde, mens Dal var væk. Der gik heldigvis ikke lang tid før han dukkede op igen, hun havde tænkt over at det var en smule akavet at stå ude foran og vente på en dværg, hun kun kendte navnet på sammen med en grævling.

Astrid så op og måtte næsten misse med øjnene, af Dals tydelige glæde og optimisme. Men det var faktisk forfriskende, selvom hun ikke selv havde så nemt ved de varme følelser. Hvad mere var, det formåede faktisk at få et af hendes smil frem på læben, mens hun igen rystede lidt på hovedet af ham. ”Jeg tænker det er på sin plads.. ” hun sendte et blik på grævlingen, og tilbage på den velklædte dværg, nu med blå mærker.  ”Plus.. det var noget med en lang og besværlig historie om en grævling og en skægløs dværg.” Hun vendte sig sammen med sit nye selskab, for at gå tilbage mod festlighederne igen. 

Dal lo varmt og nikkede til Astrids ord "Ja, det var der vist noget om" klukkede han, og ledte vejen tilbage til festen, øllen og tærterne.
Det tog lidt tid at få samlet alting sammen, igennem køerne. Dal havde insisteret på at hente alting, og bedst Astrid skaffe dem et sted at sidde. Han forventede et blik fra den hårde kvinde ville være nok til at få de fleste til at flytte sig.

Da alt var samlet, vendte Dal tilbage til pladsen Astrid havde fundet i mellemtiden, med øl og tærter stablet balancerende i sin favn. To øl og tre tærter blev fordelt på bordet, og Helga stak gladeligt snuden i sin, uden opsvøb.
Dal satte sig med et tilfreds suk, og tog en hurtig slurk af sit krus, inden han fæstnede blikket på Astrid. "Sådan! Ja, det er ikke hver dag man ser en grævling med et halstøjklæde! Men jeg må dog skuffe dig en smule, for den her historie er ganske dværgeløs for det meste af den" undskyldte han med et lille smil.
"Den starter i stedet, med en halvræv, og en helt almindelig grævling uden halstøjklæde. Halvrævens navn var Cedrik. Da han først mødte Helga, var hun ilde tilredt, såret efter en jægers fælde. Men han lod ikke stå til, nej, for Cedrik var stor af hjerte og nænsom af hånd. Han tog grævlingen ind, og med tid og tålmod, hjalp han Helga tilbage fra Kiles tærskel. Siden var de uafskellige, og Cedrik gav Helga sit halstørklæde, så hun ikke skulle blive væk" fortalt Dal med animeret stemme, og levende kropssprog. Han havde altid mistænkt at der var mere til Helgas halstørklæde en som så, for hun var aggresivt beskyttende over det, og havde nær bidt Dal, da han havde ville hjælpe ved at vaske det.
"De rejste samme længe, gennem tykt og tyndt, og en dag mødte de en sælsom, skægløs dværg. Dvægen og Halvræven kendte hinanden fra mange delte eventyr før, og Grævlingen accepterede den lavstammede mand. Tiden passerede og Cedrik og Helda mødtes med den Skægløse dværg flere gange, indtil en dag.." for første gang tøvede Dal en smule i sin fortælling. Det var ikke en historie han havde fortalt før, og han var ikke van til at fortælle om sig selv.. ikke på den måde hvert fald.
"..indtil dagen de mødte den skægløse, og hans hoved hang tungt. Det var der Helga besluttede at gøre den skægløse selskab for en stund". Dals blik faldt på Helga, og hans smil var hengivent, taknemmeligt.
"Og her er vi"

Astrid sad og ventede på Dal da denne kom tilbage med tærter og øl. Hun kunne ikke lade være med at se på grævlingen, der fornøjet ignorerede dem og gik i krig med sin tærte. Hun var ret sikker på det ikke var en helt almindelig grævling på trods af den lignede gevaldigt.

Da hun hørte Dal sukke vendte hun blikket tilbage til sin gæst. Hun holdt øjnene rette mod ham som hun fraværende tog en slurk af sin øl. Hun himlede kort med øjne der glimtede af en smule latter. En rigtig fortæller. En god intro var på sin plads. Men det var jo denne anderledes dværgs levebrød, så han måtte næsten være god til det.
Som Dal fortalte tog hun sig lidt tærte. En halvræv og en grævling. Hun havde lært, siden hun tog vejen som et hjem, at der var lige så mange væsner som der var tanker. Hun havde dog ikke mødt en halvræv endnu.
 
Astrid forholdt sig en smule tavs, som historien forstummede. Hun tog en slurk øl som hun lod stilheden vare en smule, før hun bryd den. At snakke om følelser var ikke noget hun var særlig god til, og da slet ikke personlige følelser hverken andres eller hendes egne. Men hun forstod godt hvad han mente. Hun havde selv været dybt nede flere gange.
”Det lyder som nogle gode venner.” hun så rundt på festpladsen. ”så du endte på en fest plads, hvor du kæmper for retfærdigheden selv.” svarede hun en smule drillende, som for at påpegede hans tidligere nævekamp.

Astrids kommentar fik på ny latteren frem fra Dal "Retfærdigheden selv er måske lidt højt sat! Jeg havde håbet han var stoppet når nogen blandede sig.. men når det kommer dertil, så tager jeg vel gerne en på tuden for at nogle andre han blive forskånet det" svarede han, og rystede leende på hoved af sig selv. Det var nok tåbeligt, men det var alligevel sket så ofte at Dal næppe kunne løbe fra det, hvor end han gerne ville.

"Men ja, Cedrik og Helga er bestemt nogle fantastiske venner. Og Cedrik har de bedste historier! Der er ikke et problem den halvræv ikke får rodet sig ind i" klukkede Dal muntert "Men han kommer også altid godt ud af dem igen" tilføjede han så, med et snert af jalousi i stemmen. Dal ønskede bestemt ikke at gennemgå de eventyr halvræven gjorde, men alligevel var det svært ikke at misunde hans evne til altid at lande på benene igen.. især igennem en tid, hvor Dal følte han havde brugt mere til på røven end stående på sine egne to ben.

"Men hvad bringer dig til Forårs festlighererne her i år?" spurgte han så nysgerrigt, og stak selv i sin tærte.

Astrid trak let på skulderne. Hvad end dal ville eller ej var han en forkæmper for retfærdigheden. En kamp man aldrig kunne vinde, men som hun havde hørt flere idealister snakke om kun krævede at man gjorde sit.
Hun knep øjnene let sammen og studerede Dals ansigt noget mere. Det var så sjældent at man mødte gode væsner. Folk der ikke havde andre bevæg grunde end at hjælpe andre, at være den bedre dværg. En god dværg. ”Jeg kan lære dig lidt selvforsvar hvis det er” hun anede ikke at hun tilbød det, før det var ude af munden på hende. Et svagt smil viste sig i mundvigen hvorefter hun tog en bid tærte for at skjule det.

Astrid var ikke god nok til at læse følelser til at hun opfattede andet end at ræven var heldig. Hvilket hun fandt utroligt morsomt. En ræv, selv en halv en af slagsen, der havde livet fyldt med ballade men dog heldig nok til at komme ud på den gode side. Det lyd som om ræve ikke for ingenting havde fået deres snu ry.

”jeg strejfer, finder små jobs hvor nogle har brug for en næve at hyre.” hun så rundt på festlighederne. Og tog en slurk øl før hun gav ham en kort genfortælling af hendes sidste tur ”En Lord på et lille gods havde fået stjålet et familie klenodie. Han sendte mig ud for at få tilbage. Vidste sig at være hans bror der havde lånt det for at imponere en pige.” Astrid havde stadig fået sin betaling, da hun havde troppet op på godset med både broderen og pigen i et fast greb. 

hun var ikke en levende fortæller som Dal var. Men hele episoden havde, selv for hende, været morsom om hun fik det frem anede hun ikke.  

Dal havde aldrig haft et ønske om at kæmpe for nogen eller noget. Det var en ting der bare sådan lidt skete! Alt han ønskede var at hører og bevarer folks historier, deres livs gerninger så vel som deres daglige gøren og laden. At redde folk fra gabestokken, ungmøer fra fulde mænd der blev for nærgående, hjælpe flygtninge og få en på tuden af koners lidt for hidsige mænd, havde aldrig været på dagsordenen, men var alligevel alt sammen hændt den skægløse dværg. Det var dog aldrig faldet ham ind at nedfælde sin egen historie.

"Det ville være mægtig værdsat! Jeg håber aldrig at få brug for det, men ja, sådan er det vel med det meste krigs-kunst" lo Dal let, og hævede sit krus i tak. Det var ikke et tilbud han ville sige nej til, og desuden var det en god undskyldning for at nyde Astrids selskab noget mere. Hun slog Dal som en kvinde med en mere interessant historie end hun ville indrømme.

Hans tanker blev hurtigt beskæftiget som Astrid fortalte. "Det lyder da som noget af en historie" kommenterede han opfordrende, og flyttede lidt på sig for at sidde bedre. "En klog mand sagde engang 'der er altid en pige involveret'. Var deres kærlighed sand? Eller var han blevet forblændet af skønhed?" spurgte han, interesseret i at liste så mange detaljer ud som han nu kunne. 

Astrid smilede lidt skævt og forsøgte sig med en joke "Blev nu ikke alt for glad, du ved jo ikke hvad jeg kunne finde på at udsætte mine elever for." Hun tog en slurk af sit krus, før hun fortsatte med sin fortælling. Eller nærmere uddybe den på Dals opfordringer. Hun havde aldrig rigtig oplevet den store forelskelse hvor kærlighed gør blind og dum. Hvilket betyd at Astrid overhovedet ikke kunne sætte sig ind i den dumhed der fulgte med, på trods af at have hørt om det er størstedelen af de historier der blev fortalt og sange der blev sunget. "Jeg tvivler" hun tog en bid af sin tærte og nyd smagen før hun fortsatte fortællingen i et forsøg på at uddybe mere. "jeg fandt den unge mand i en nærlæggende... hun pausede, for at finde det rigtige ord uden at sige direkte at det havde været et bordel " beværtning... Hvor han lovede at tage hende med til guld og grønne skove. hun tog en bid af tærten og trak en smule på skulderne "Ærlig talt tror jeg tøsen udnyttede ham ganske udspekuleret" men det kunne også være Astrids skepsis der begrundende den mening. 


men jeg kan fortælle at det ikke er hver dag der kommer en dværg ind på den slags beværtninger for at trække et par ud ved ørene" afsluttede hun og gav resten af sin tærte til Helga.

Dal lo muntert af Astrids kommentar "Hvis du havde smag for at skade folk unødigt, så var jeg næppe slubbet med en brækket næse før. Jeg har fuld tiltro til at din karakter er bedre end som så. Og hvis dine metoder er ukonventionelle.." Dal trak på skuldrene, uden smilet forlod hans læber "ja, så ved jeg næppe bedre!" sluttede han med en munter latter. Hun kunne bede ham om at stå på hænder i en flod mens hans holdt et fuldt krus mjød mellem fødderne, og han ville ikke vide om det var en helt almindelig øvelse, eller Astrid der tog røven på ham. Men hans mavefornemmelse sagde ham, at trods hendes hårde ydre, så var Astrid en god kvinde.

Dal lyttede spændt med som Astrid uddybede sin fortælling, og måtte holde sig tilbage for ikke at grine før hun var færdig. I stedet var hans smil stort og muntert.

"Ak ja, det er en fortælling så gammel som tiden selv! Fra det øjeblik guderne gav os øjne til at se skønhed, har forelskede hjerter jagtet den" kommenterede han med et lille smilende suk. Det var en klassisk historie, der fandtes i et utal af variationer.
"Men jeg må erkende, tilføjelsen af en dværg gør den bedre!" klukkede han og gaflede den sidste smule tærte i sig.

Dal skyllede tærten ned med en tår fra sig krus, og smaskede lidt tilfreds. "Men hvordan kommer din træning så til at foregå? Jeg kender massere af fortællinger om hvorledes brave helte og bitre hævnere træner, men hvis der er historier om træning af slatne barder, så kender jeg hvertfald ikke til dem" lo han.

Helga kiggede op på Astrid som den ekstra potion tærte blev præsenteret grævlingen, og trak hurtigt den nye ofring til sig, og stak hoved i den frem for at færdiggøre sin egen. Astrid skulle nødig havde en chance for at ombestemme sig igen!