Foråret var så småt ved at overtage Krystallandet, men det betød ikke at nætterne endnu var kølige. Denne nat var ingen undtagelse.
Mørket havde lagt sig som et tæppe indover Tusmørkedalen og dermed også over Tusmørkely, hvis gader var sparsomligt oplyst, af de få gadelygter hvis flamme endnu ikke var gået ud, samt lyset som slap ud gennem de vinduer, hvor folk endnu ikke havde trukket gardiner for, afskærmende for nysgerrige blikke og skumle personer med urene tanker.

Timerne var løbet fra Davina, som hun havde været opslugt af arbejde i hendes butik, så opslugt at hun havde glemt at sætte lukke skiltet i vinduet på døren og slå låsen fra. Lyset endnu tændt, som en invitation til hvem end der bevægede sig rundt, i de kolde stenbelagte gader. Man skulle være heldig hvis det var andet end et af nattens mange børn, man ville støde på i disse sene timer.



(Lidt kort start, men håber den kan bruges alligevel!? ^^)

Den lille sølv klokke som hang i toppen af døren, klinkede da den gik op og lukkede sig i igen. Fordybet i egne tanker, glippede det sådan i den spinkle ramme, hendes krop udgjorde, at hun ved et uheld slog knæet op mod undersiden af bordpladen ”For Zaladin..!” lød det sammen bidt, fra bag lokalet.

Hun havde forsvoret at hun da havde været ude og læse døren, så hun var på igen måde forberedt på at der skulle dumpe en, måske, kunde ind ad den. Et øjeblik lod hun ømmende fingrene gnide på det let forslåede knæ, før hun satte kursen ud i selve butikken. På Vejen derud havde et af hendes velkendte venlige smil sat sig på hendes læber, som havde hun ikke lige bandet med selv samme mund.

Hendes tofarvede blik, mødte skikkelsen af en mand, men det var hans tøj og farvevalg som fik hendes opmærksomhed, han lignede en der var velhavende og den røde farve mindede hende om friskt blod.
Hun havde ikke stirret længe, en alligevel længe nok til hun selv bed mærke i det. Med tre hurtige blink bragte hun sig selv tilbage til virkeligheden og mindede sig selv om hun ikke havde hilst endnu ”Godaften eller nat? Jeg beklager, men jeg er ikke helt sikker på hvad klokken er..” smilet gled over i et beklagende et af slagsen, som hun måske havde talt lidt for meget til hvad en som han ønskede.
De få velhavende personer som havde søgt hendes butik, de var sjældent glade for alt for mange ord, der var undtagelser som bekræftede reglen, men hun antog han hørte til de første.
Ikke længe efter fulgte næste spørgsmål "Hvad kan jeg hjælpe dem med? Søger de noget bestemt?" hendes blik flakkede kort fra ham, rundt i butikken, for atter at lande på hans højere skikkelse.

Han tog hendes lille talestrøm pænt og hjalp hende lidt på vej med hvad tid på dagen de havde rundet, for selvom det var mørkt når hun kiggede mod vinduerne, så var det yderst sjældent at solens stråler alligevel fandt sig vej helt ned i dalen, og så kunne det være svært at skelne nat og dag fra hinanden. Det venlige og høflige smil, gled over i et mere taknemmeligt et for hans ord.

Set en anden alkymist. Sætningen nåede hun lige at nå hende, før hun ubevidst kom til at små stirre på ham, for hun ville aldrig have gættet han også var alkymist, overraskelsen var til at spore i den fine lyse stemme ”Du er selv alkymist?” det forklarede endnu bedre han havde søgt herind, uden at søge noget. For med hånden på hjertet ville hun ikke selv kunne bevæge sig forbi en alkymist butik, uden at sætte fod i den.

Stoltheden lyste ud af hende, før hun nåede at svare ham på hans spørgsmål ”Ja, det er det. Jeg har overtaget den efter min afdøde mor” butikken havde ligget her i mange år. Hendes mor havde haft den før Davina blev undfanget, det var her hun havde mødt hendes far, og det var efterhånden mange år siden Davina havde overlevet hendes mor.
En svag rødlig nuance fandt vej i den lyse hud, henover kindben og næseryg, som hun rødme en anelse ved hans ros ”Syntes de?” at få ros fra en anden med samme viden var altid værdsat, men hun lærte nok aldrig helt at vænne sig til den.
”Davina, Davina Ilyn” præsenteret hun sig selv, stadig med et smil spillende over hendes læber, det var et sjældent syn hvis man fangede hende uden et af de strålende smil.
”Kan jeg byde dem noget at drikke, nu de ikke søger nogen af mine vare?” hun ville ikke helt sige at hun faktisk havde lukket, at hun bare havde glemt at låse døren og puste lysende i lamperne ud, som lyste butikkens for lokaler op, i stedet valgte hun at byde ham lidt til ganen.

Han havde bidt mærke i hendes alt for overraskede tone, hvilket næsten gjorde hende flov for det skulle ikke tolkes til hun ikke troede hans ord ”Det var nu ikke fordi.. " en pause, som hun forsøgte at ændre sine ord, før hun prøvede igen "Jeg havde nok bare forstillet mig du kom fra en fin adelsfamilie?” hun til langsomt strikket nogle ord sammen, som forhåbentligt ikke ville fornærme manden i rødt som tårnede sig en anelse over hende. Hun viste godt bedre end at dømme en bog på dens omslag, men selv blev til tider forfalden til at gøre lige netop det.

Et lille nik slap fra hende ved hans ord til det var familie arv, vel vidende det som reglen var af andre veje alkymistfaget landede i skødet på folk. Hun gjorde antræk til at nærme sig døren ind til butikken ”Ville det gøre dig noget hvis jeg låste døren? Ikke fordi jeg vil fange dig herinde, men jeg må indrømme tiden løb fra mig og jeg har helt glemt at lukke ned for i dag” der var ikke spor af hun forsøgte at smide ham ud og hun håbede han ikke ville tage det sådan, hun havde jo trods alt lige budt ham på lidt at drikke.

Hendes smil blev næsten et lille fnis ”det gør intet, jeg kan ikke sige jeg er bedre selv til at vide hvilke alkymister der findes her i dalen, eller for den sagsskyld landet” hun kendte kun til en anden, eller det var så blevet til to med denne Aubrey, og begge var forholdsvis nyligt opdaget.
”Jeg har været her i 162 år, men kun ejet butikken i 82 år” lød det tænkende, som hun regnede inde i hovedet, hvorfor hun ikke opdagede at de antal år hun havde sagt højt, ikke passede med hun lignede et ungt menneske.

Så han var fra en adels familie? Eller var hans svar mere målrettet at han havde været i en familie? Davina var ikke helt sikkert, men det betød ikke det store i forvejen, faktisk bed hun mere mærke i at han nævnte der næppe var nogle levende, foruden ham selv tilbage. Det fik hende til at se lidt mere indgående på ham, han så ikke gammel ud og hun ville skyde ham til at være måske omkring femogtyve?
Men det ville ikke passe med at hvad han fortalte, ikke hvis han skulle være et menneske, fuldblods menneske for at præcisere.

”Den har mere været stille. Der har ikke været mange kunder, men så har jeg kunnet lave orden ude bag ved og eksperimentere med eliksir.  Det er ikke rigtig min spidskompetence” lød det kvidrende fra hende, som hun trådte hen til døren, hvor et lille klik lød som låsen blev slået til. Et skilt med ordet ’lukket’ i vinduet blev vendt så det kunne læses ude fra, for at hun til slut endte med at hænge brunlædersnor om håndtaget hvor i en blå lilla krystal var bundet fast. Den ville gøre døren og låsen ikke bare uden videre var til at bryde op.
Det var de dage hvor der stort set ikke var andre end hende selv, som var de længste og oftest også kedeligste. Jovist nød hun da sit eget selskab, men hun kunne nu ikke lade være med at savne at snakke med andre.

Hun kunne ikke lade være med at små fnise ”Det skal du ikke tænke på, der er jo så mange personer, så det er let at overse hinanden, selv i flere år” Hun gjorde en gestus mod døren, hvor fra hun var kommet, den som førte ud bag i ”Der er bord og sidde plads der ude, det er lidt mere komfortabelt”

Der var langsomt, men sikkert, kommet flere alkymister og eliksirmagere rundt omkring i landet. Det havde gjort at folk ikke længere skulle rejse så langt for at finde en, som kunne afhjælpe dem med lige netop deres behov og problematik. Alle havde lidt deres speciale, men som oftest kunne de fleste også lidt af det hele.
Det var stadig ikke gået op for hende, at hun helt naturligt havde snakket om sin faktiske alder, den alder det halve dæmonblod gav hende. Hun var stadig både et ungt menneske og en ung dæmon, alt efter hvilket øjne der så, hvilket var grunden til hun ikke fandt det underligt han så hende som ung, selvom at dømme på udseendet, var han ikke meget ældre end hende selv.
”Nej, jeg ved det godt, men det er bare..” hun sukkede næsten opgivende, som følte hun ikke det kunne forklares ordentligt. De dage hvor hun kæmpede mest med sig selv, var også de dage hun var mest skuffet over ikke at have mestret de pokers eliksir, endnu. Hun havde jo allerede levet så længe, ifølge hende selv.

Men som hun stod på grænsen til at sumpe ned i egne tanker, var det som om han lavede en håndsrækning til hende, eller bildte hun sig det bare ind?
Hendes øjne blev en anelse større, som hun spærrede dem lidt op ”Virkelig? Tror du..” endnu en pause, som hun forsøgte sig stille frem, men denne gang var hendes tone ikke opgivende  ”Tror du at du ville kunne lære mig lidt om eliksir?” Hvis han var så god, så ville hun være godt tabt bag en vogn, hvis ikke hun tillod sig den frækhed, at spørger om han ville lære sin viden fra sig. Desuden var det værste som kunne ske, at han sagde nej.

Ude bag ved, nærmest sværmede hun rundt, som hun fandt to glas, satte dem på bordet foran ham, for så at finde ud af hvad hun mon skulle byde af drikkelse. Var det for oplagt at antage, manden i rødt, drak rødvin? Hun greb en uåbnet flaske om den grønne hals, hvor efter hun trådte mod bordet ”Drikker du rødvin? Jeg har også andet, hvis ikke det er dit fortrukne?” hun skævede lidt ned på flasken, men hun spurgte ham. Vinen var ikke en af de dyre vine, som kunne købes i landet, men stadig en ganske glimrende drue!

Da han spurgte til hendes mors navn, lyste hun op på en anden måde end hun havde gjort til nu, denne gang var det med sådan en varme som kun tanken om familie og andre nære, kunne sætte i en.
”Amilia Ilyn, Hun havde ravn sort hår, sølvgrå øjne og en ikke særlig høj kvinde” som hun beskrev hendes mor, spredte der sig en varme i brystkassen hos hende, som fik hendes hjerte til at slå lidt hårdere ved minderne som kom væltende.

Hun var ret så beskeden når det kom til hendes evner indenfor alkymien. Selvom hun var ganske glimrende, hvor særligt gifte skulle fremhæves som hendes speciale, så hængte hun sig til tider mere i det som hun endnu ikke var så sikker på. Derfor ramte hans ord også noget andet i hende, for hans ord virkede ikke til at være en påtvunget smirgen. Han havde kigget på lidt af det som var i butikken og måtte ud fra det have bedømt om hun havde et talent eller ej ”Det vil jeg prøve at huske, ikke at give op før alle muligheder er prøvet” det var et godt råd, som hun ville tage til sig, men hun ville ikke love noget hun ikke kunne holde, og der ville uden tvivl komme dage hvor selv de bedste råd blev glemt.

Hun havde næsten haft så travlt med at finde noget at drikke og at drikke af, at hun ikke bemærkede han nærmest sad på stolen som en statue, for hans brystkasse stod fuldkommen stille, indikerede at han hverken tog luft ind eller ud af sin krop.
Ikke i første omgang, for da latteren aftog og han blev mere seriøs i sit udtryk, lagde hun mærke til hans igen blev stille, som var den stoppet af tiden og forhindrede ham i at trække vejret. Han ville ikke være den første vampyr hun mødte, de var oftere at finde her i dalen, men han var den første som ikke havde lært at vænne sin krop til kunstigt at trække vejret, som et levende væsen.
Ironien i at hun bød ham på vin og så rødvin, fik hende til at smile, et smil som lå på grænsen til en latter ”Jeg beklager, jeg viste ikke du var..” hun stoppede sig selv, for kunne hun tillade sig at kalde ham vampyr? Hvad nu hvis hendes antagelser var helt forkerte? Kunne de være det? Hun slog blikket mod hans brystkasse, afventende for at se den ville hæve og sænke sig.
Som hun forventede skete det ikke, om ikke andet ikke så hyppigt som den burde gøre, havde han været afhængig af luften.
Hun åbnede vinen og skænkede den røde væske op i begge glas, før hun rakte det ene frem mod ham, som hun tog plads ved siden af ham.
Trods hendes observation af hvad han var, så var der ikke skyggen af frygt i hende og selv hvis hun havde forsøgt at skjule den, ville hendes hjertes slag ikke lyve for hans øre.

Let rystende på hovedet hævede hun sit glas, som en gestus til en skål med ham ”seks hundred år.. Jeg bebrejder dig ikke det mindste for ikke at huske alle ansigter eller navne, som du har stødt på gennem tiden, det ville være umuligt for en hver” 600 år.. Det var mere end hun kunne forvente at blive.

Hun rystede let på hovedet, ikke fordi hun ikke ville tage imod hans yderst generøse tilbud, men hun ønskede heller ikke at optage hans tid ”Jeg vil nødigt opdage dig og din tid, for vigtigere ting?” hendes ord gjorde det klart, at hendes hovedrysten ikke havde været en defekte afvisning, men at hun ikke ønske at være til besvær for ham. Alt imens var hendes venlige smil blevet en anelse skævt, næsten undkskyldende.

Som havde han kunnet læse hendes tanker bag den lyse pande, fuldendte han hendes ufærdige sætning, men stadfæstede også da at det var okay hun sagde ordet højt, vampyr.
Der var ikke skyggen af frygt hos hende, hverken ved ordet vampyr som fik lov til at hænge lidt i luften, men heller ikke som han knyttede flere ord til ordet.
Hun havde godt hørt alle skræmme historierne som lille, alle dem som skulle sørger for børn opførte sig ordentligt. Hvilket også virkede ganske glimrende hos de andre børn, men Davina var ikke, og blev aldrig, som de andre børn, for hun var datter af en ærkedæmon, hvis blod løb dybt i hendes indre.

'Jeg bider ikke, eller ikke meget', ordene burde ikke have fået et smil frem på hedes læber, men de krummede sig op ad i et smil som grænsede til latter ”var det dit eget valg? At blive vampyr?” hun viste godt hun måske gik til eller måske endda over en grænse med spørgsmålet, men nysgerrigheden havde alligevel fået et for godt tag i hende, så hun havde end ikke kunnet nå at stoppe hendes ord før de var ude.

Som hans fingere strejfede hendes, var det unægteligt undgåligt for hende at bemærke. Han var kold på den måde som hun ikke før havde mærket. En stærk kontrast til hendes egen varme. Blikket hvilede, hvor han havde været i berøring med hendes hud, ligeså stirrende som hans blik var på hende. Hun glippede med øjnene og fik slet ikke hørt hans tak. Først da snakken faldt på hendes gifte ”hvad? øh, åh.. Du kan lugte dem?” lød det forundret som fascineret fra hende. Kunne han lufte de gifte hun havde på sig? Den i ringen på venstre pegefinger og den i halskæden om hendes hals. Hver havde sin egen unikke gift, begge kunne slå en fuldvoksen orker mand ihjel, men den ene mere pinefuldt end den anden.

Hun løftede glasset med den røde væske og lod den ramme hendes tunge. Hun fortrak vin over mjød, men modsat den søde mjød kunne hun ikke drikke det samme, før hun ville kunne mærke alkoholens virkning. Som glasset blev fjernet fra hendes læber, drejede hun sig på stolen så hun sad mere med fronten mod ham, end siden ”Men det kan også være et problem ar kunne huske for meget eller for godt”

Følelsen af han havde taget hendes ord som en klar afvisning, måske at hun endda havde sagt noget forkert, satte sig bag det tynde bryst, mens en rød farve lagde sig over hendes kinder, følelsen var flovhed. ”Det var ikke fordi.. Du må gerne lade det stå åbent” hendes stemme og smil, noget mere forsigtige end tidligere. Det havde virkelig ikke været hendes mening at feje ham af.
Ordene havde hun valgt forkert, hvilket mest gik op for hende da han talte om tid. Tid var sådan en underlig størrelse, for ikke alle havde lige meget af den, tid kunne så hurtigt blive en triviel ting.

Hun lyttede opmærksomt på hans ord, men var næsten ved at kløjs i den tår af vin, som hun tillod sig at tage. Begravet levende?! Hun spærrede øjnene lidt op, dækkede sin mund som hun hostede af vinens vildfarne færden i hendes hals.
Da hun havde hostet af, var hendes stemme en anelse ru og ordene gled ikke lige så let ”Du var begravet levende?!” forfærdelsen var tydelig at spore hos hende, selv en blind ville have kunnet bemærke den. Hans svar havde kun sat flere tanker i gang hos hende. Hvordan var han kommet op? Hvad havde hans familie sagt? Havde han overhovedet opsøgt dem? Viste han hvad han var da han vågnede?
En vrængen på næsen, så kort at den knapt kunne bemærkes, gled forbi hendes næse ”Du må ikke kalde dig blodsuger.. Det er så…” hun ledte efter ordet hun ville sige, men syntes aldrig rigtig at finde det. Men hun brød sig ikke om ordet, ikke fordi det tydelig gjorde hvad han faktisk var eller gjorde, men det var så nedværdigende, ondskabsfuldt?
Begge ord hun på ingen måde forbandt med denne kønne, mand, vampyr som sad overfor hende. Han virkede i stedet næsten varm, ironisk nok, da hun aldrig havde rørt så kold en person som ham.

’..jeg let høre dine hjerteslag..’ ordene alene fik hendes puls en anelse op og hjertet til at slå hurtigere, ikke fordi hun blev grebet af frygt, men hendes krop reagerede unægtelig, naturligt på, at han trods alt levede af blod. Blod han kunne høre pumpes rundt i hendes spinkle krop i dette øjeblik. Afstanden de havde, ville gøre det umuligt for hende at stikke af, skulle han ende med at ville bruge hende som natmad.
”Er det ikke forstyrrende? Altid at kunne høre andres hjerter?” – ”vent.. kan du overhovedet, tåle vin?” hun skævede mod glasset i hans hånd, ville det gøre ham ondt at indtage det? Blive fysisk dårlig?
Mandler, ordet fik hende til at små fnise, for det var vitterlig det sidste hun havde gættet på. For hende lugtede gifte oftest bare bittert.

//Lukker tråden da den har ligget længe nu, håber det er okay? Ellers så hiv fat i mig. En lukket tråd betyder ikke ingen fremtidige tråde ;)