Svedig og derefter frysende. Freydis datter, Nadiya, svar blevet syg, og eftersom ægtemanden ikke var hjemme, måtte Freydis tage sagen i egen hånd. Dianthos lå lidt under en dags tid væk, så det var bare med at komme afsted, så de kunne finde en healer der kunne hjælpe. Freydis turde ikke tage chancer med hendes lille guldklump. For datteren var en blanding mellem en minotaur og Freydis selv, et menneske. Hvem kunne vide om blandingen af de to racer ville gøre afkommet mere sandsyneligt til at få en eller anden lidelse? Freydis ville i hvert fald være sikker på det blot var en feber, inden hun kunne slappe af. På hesteryg var der bedst odds for at komme frem, så hurtigt som muligt til Dianthos. Freydis havde derfor valgt at binde sit treårige barn fast foran sig, før hun satte gang i hesten.

Endelig nåede de byen, og hesten blev bundet fast til en ledig plads. Med det efterhånden store barn i sin favn fandt hun frem til en byvagt, som kunne fortælle hende retningen til helbredelseshuset. Den bekymrede mor fik nemme anvisninger. Lige ud, til højre og på højre hånd. Med hurtige skridt gik hun så i den anviste retning. Men eftersom det ikke var blevet fortalt specifikt hvor langt lige ud hun skulle gå, endte Freydis i en større mængde mennesker. Det gjorde Freydis nervøs, og det lagde folk mærke til. Som de først havde lagt mærke til hende, lagde de mærke til det halve minotaur barn i hendes favn. De væmmes, og nogle fjendtlige tilskuere valgte at kaste med sten. Nogle ramte. Adrenalinen gjorde dog Freydis var for optaget til at tænke på hvor ondt stenene gjorde mod hendes krop – hun skulle bare passe på sit barn. De flyvende sten sendte dog Freydis i den rigtige retning og inden længe fik hun åbnet døren ind til helbredelseshuset. Det tog kun et øjeblik før hun fandt en kvinde, som så ud til at arbejde i huset. Hun tænkte ikke engang på om kvinden var optaget af et andet arbejde. ”Kan De hjælpe, hun er syg,” hun så ned på sit trætte barn, og lagde ikke mærke til blodet der løb ned langs siden af sit hoved.

Der var stille. Det havde der været længe. Katirra sad ved den store hvide skranke og ventede på at der ville komme nogen. Hun kedede sig. På trods af at det havde været en hård morgen fordi en eller anden idiot  havde væltet en kærre og vognen fyldt med kålhoveder havde trillede ned langs gaden og ramt folk. Heldigvis var det kun overfladiske skader. Men der havde været travlt på grund af markedet. Katirra hadede når der ikke skete noget. Man sagde at ledighed var roden til alt ondt og det var hun i den grad enig i. 

Hun rejste sig op og gik hvileløst rundt indtil der pludselig kom ind en. Det var en kvinde med en stor flænge i hovedet. Hun blødte og hun blødte en del. Katirra kunne se hvor oprevet kvinden var. "Sæt Dem ned, frue, så skal jeg kigge på Deres barn," sagde hun roligt. Hun mærkede forsigtigt barnet på panden, som så nysgerrigt på hende. Hun havde feber. Høj feber endda. "Kan De ligge barnet på briksen, De må gerne holde barnets hånd," sagde hun igen i det samme rolige tonefald. Hun lagde sine kolde hænder på barnets pande og et lys stod ud af hendes hænder. Feberen opløste sig og tilbage var et par enkelte forladte sveddråber på barnets pande. Katirra havde ikke engang set at barnet måtte være halv minotaur. Og hvem var hun til at dømme andre når hun selv var en minoritet? 
"Lad os se på Deres flænge, frue," opfordrede Katirra roligt. 

Freydis satte sig hurtigt i en stol, som stod i nærheden af en briks. Hun beundrede hvordan hendes barn så op på healeren, med sine nysgerrige øjne. Healeren var hurtig om at beslutte sig for en behandling, og Freydis fulgte hendes anvisninger til at lægge datteren på briksen ved siden af. Hele verdenen var stadig kun om hendes datter og bekymringen om hun var for syg. Freydis holdt fast i datterens ene hånd, så hun kunne føle sig tryg. Freydis var blevet en anelse mere rolig, eftersom de fik hurtig betjening, dog pumpede adrenalinen stadig rundt i hende. Nadiya virkede til at syntes det var rart at få kolde hænder på panden.

Freydis beundrede den healende kraft, og lyset fra hænderne. Det var altid facinerende hvordan folks evner kom til udtryk. Freydis egen evne var ikke så imponerende, hun skulle blot lave lidt håndbevægelser. Freydis åndede lettet op, som kvinden trak sig fra sin datter. Nadiya virkede til gengæld som om hun gerne ville tage en lur, eftersom hun lagde sig ti rette på briksen. Opmærksomheden på datteren blev dog taget fra hende, som kvinden nævnte en flænge. Freydis så op på hende med en lettere rynket pande ”Flæ..nge,” hun bremsede sig selv midt i sin undren, som hun mærkede blodet løb ned langs hendes tinding. Forsigtigt tog hun sin hånd op og kunne mærke hendes fingre blev lidt våde af blodet. Hun tog så sin hånd ned til sig og så blodet. Der var måske lidt for meget blod til at man bare lige kunne kaste det hen over skulderen. ”Skal jeg sys?” Hun så op imod kvinden uvidende om hvordan såret så ud eller hvor voldsomt det var. Det var først begyndt at summe lidt i hovedet på hende nu.

Katirra beundrede denne kvinde. Den måde hun beskyttede sit barn frem for sig selv. Sådan vil jeg også være hvis jeg engang får børn, tænkte Katirra. Hun ville være alt det for sit barn, som hendes egen moder ikke havde formået at være. Hun ville ønske hun havde haft en mor, som havde passet på hende, ligesom denne unge kvinde. Men Katirra forstod også det chokeret stadie denne kvinde var i, og måske havde det været dumt at nævne det sår der var på kvindens ene side af hovedet.

”Ja en flænge,” sagde Katirra så roligt hun kunne mønstre. ”Det er ikke så dybt, det kan hurtig klares med lidt healing, men først skal såret vaskes rent. Vent lige et øjeblik,” sagde Katirra hurtigt og gik ind i det tilstødende vaskerum. Hun hentede noget urtevand og en klud hun kunne rense med. Så kom hun tilbage. Hun fugtede kluden i urtevandet. ”Det kan godt svie lige,” sagde hun igen med det rolige tonefald. Så satte hun kluden mod flængen og rensede forsigtigt blodet af. Da hun var færdig, smed hun kluden til vask og kiggede på flængen. Det var en dyb flænge, men ikke noget hun kunne ordne. ”Jeg vil heale flængen nu,” fortalte hun. Hun rørte flængen og lys kom frem fra hendes hænder. Flængen voksede sammen på et splitsekund. ”Så!” sagde hun veltilfreds.

Med en lettere bekymret rynke på panden, lyttede hun til healeren, ”Okay,” hun nikkede forstående og så hvordan kvinde gik fra hende ind i et andet rum. Freydis så i mellemtiden over på sit barn, som allerede havde lukket sine trætte øjne i. Med en rolig blid hånd nussede hun forsigtigt kinden på Nadiya. Med nogle lette, svævende fingerbevægelser samlede hun de små sveddråber i en lille svævende kugle, før hun sendte kuglen af sved væk, ned i en nærliggende spand, som så ud til at være fyldt med vasketøj. Freydis kunne manipulere med vand, og det var derfor ingen sag at fjerne dråberne.

Da kvinden kom tilbage, rettede Freydis sin opmærksomhed til hende, og tog sine hænder ned på sit skød. Selvom healeren fortalte Freydis at det kunne svie, overraskede det alligevel Freydis hvor meget det sveg. En lille flænge burde da ikke svie så meget? Hun skar nogle grimasser som healeren fjernede blodet. Når Freydis endelige ville kunne komme hjem, skulle hun få vasket resterne af blodet ud af sit hår. Der var sikkert noget i hårbunden, som ikke kunne fjernes uden rillende vand. Freydis nikkede en gang, som healeren fortalte at hun ville ordne flængen, og sad derefter stille, for ikke at spolere noget. Hun kunne nu mærke hvordan det hele bandt sig. Det tog kun et øjeblik, men Freydis følte der var tusinder af stadier af smerte, reparation, snurren og til sidst ingenting. Freydis så op på healeren med et lille smil på læberne. Hun havde ikke helt fatningen til at kunne smile fuldt ud endnu. ”Tusind tak,...” hun vidste ikke hvad healeren blev kaldt. Det var trods alt gået lidt stærkt med at komme ind. Hun så taknemmeligt på healeren et øjeblik før hun huskede på betaling. ”Åh, hvor meget skylder jeg?” hun så ned på sin lille læderpung som hang fast i sit bælte. Hun åbnede den og begyndte straks at lede efter nogle ædelsten at betale med.

Katirra var intetanende om kvindens evne. Og hvad kvinden gjorde da Katirra forlod rummet. Hun var godt tilfreds med det hun havde gjort, for man kunne ikke se flængen længere. Det var et lille mirakel. Og en anden ting var, at barnet ikke længere havde feber. Katirra hadede når et barn var sygt. Generelt kunne hun ikke lide når folk var syge, men når det var børn, blødte hendes hjerte. Hun betragtede kvinden foran sig. 
"Hvad skete der, derude?" spurgte hun. Hun var nervøs for at sende kvinden ud i tumult hvis det stadig stod på og barnet eller kvinden kom til skade. Det kunne hun ikke bære. Da kvinden spurgte hvor meget hun skyldte, trak Katirra på skuldrene. 
"Vi har ingen politik over hvor meget der skal betales. Kun at folk skal betale det de ønsker at betale," sagde Katirra efter lidt tid. 
"Men hvis De gerne vil vente med at gå, er det fint med mig. Jeg kan byde Dem på en kop te?"

Freydis sank en lille klump, som der blev spurgt til hvad der var sket udenfor. Hun skævede til sin datter, før hun så op på healeren igen. ”Min datter bliver ikke ligefrem set godt på,” svarede hun, med en lille stemme, ”De bryder sig ikke om tanken, om at hun er halv minotaur… Og så var jeg ekstra uheldig at der var travlt på gaden i dag,” sukkede hun, og så tilbage på sin datter, som allerede sov. Det måtte være rart ikke at skulle kæmpe med feberen længere.

Freydis gav hende et glad smil, og fiskede en rigelig sum krystaller op, og lagde på bordet i nærheden af hvor datteren lå og sov. Da der blev tilbudt te til et længere ophold så hun op med et lille smil, ”Det ville glæde mig,” svarede hun, lettere lykkelig over hun ikke skulle ud i blandt de vrede væsner igen, men havde en chance for at undgå dem, hvis hun blev lidt længere. ”Tak,” kom det stille fra hende før hun endnu engang vendte sit blik til sin datter.

Katirra var ikke overrasket over kvindens fortælling. Hun så hadforbrydelser hver eneste dag, og havde selv mødt dem med hendes baggrund som halvelver. Men det der overraskede hende, var kvindens reaktion på det hele. Det var tydeligt hun var rystet, og derfor kunne Katirra ikke få sig selv til at sende denne kvinde ud på gaden igen så kort efter.
"Jeg er ked af du skal igennem det," sagde hun venligt og rejste sig. Hun gik ud i køkkenet og hældte vand fra en kedel over i en fin kande af porcelæn Helbredelseshuset havde fået som gave fra en af de højerestående familier. Hun fandt teen i skabet og drysset noget af den i kanden, før hun bragte to kopper på en bakke og fandt lidt honningkage på en hylde. Hun bragte det hele ind på bakken og satte det på et lille bord ved kvinden.
”Mit navn er Katirra Tarlonn. Jeg er halv elver, så jeg kender godt til det med at blive… diskrimineret… på gaden,” svarede hun en smule tøvende. Hun skænkede teen op og rakte den ene kop til kvinden. ”Det er lavendelte, det burde dulme nerverne en smule,” sagde hun venligt.

Freydis rystede let på hovedet og viftede afvigende med den ene hånd. ”Jeg er efterhånden vant til det,” fortalte hun med et lettere bredrøvet udtryk. Det var tragisk, at man ikke kunne gå rundt på gaderne i hovedstaden af Krystallandet, uden at skulle få kastet sten efter sig, og få underlige blikke. Men sådan var det vel en gang i mellem.

De grønne øjne fulgte healeren, som hun gik ind i et andet rum. Det varede ikke længe før hun kom tilbage med tekopper, varm te og honningkager. Freydis smilte blidt og meget taknemmeligt til hende. Det var simpelthen så venligt af hende at sørge for lidt ekstra service.

”Det er jeg virkelig ked af at høre, at du går igennem, Katirra,” lød det fra Freydis, som hurtigt havde fået medlidenhed. Hun kunne slet ikke tænke sig til at andre kunne gå igennem det samme som hende selv. Hun ønskede det i hvert fald ikke for nogen, og det var da også derfor hun ikke ønskede sin egen datter ikke skulle gå igennem det. Mange tanker gik igennem Freydis kønne hoved, til tider tænkte hun endda, om det overhovedet havde været klogt at få hendes lille datter, eftersom hun bragte datteren ind til et forfærdeligt liv. Freydis tog imod den kop, som der blev rakt til hende, og pustede let på overfladen af teen før hun tog en lille slurk af den. ”Hvor længe har du været bosat i Dianthos, Katirra?” spurgte hun, så snart hun havde sunket den lille tår varme te.

Det var en del af den gængse livsorden, at væsner der skelnede sig ud, blev peget fingre af, kastet sten efter og spyttet på. Men at det ikke var i orden, var en helt anden ting. Katirra var vokset op med det. Havde næsten fået det igennem modermælken, eller den flaske mælk som Væverinden havde givet hende hver tredje time. Hun var vokset op med en accept af at hun var anderledes og havde elverører. Sådan var det bare. Hun lagde en arm på den anden kvindes skulder. "Derfor gør det det ikke mere acceptabelt, min ven. Det er frygteligt at gennemgå," sagde hun roligt og rørte kort ved hendes elverører der stikkede ud gennem det flettede hår. 

"Tak min ven. Hvad er Deres navn forresten?" spurgte hun venligt. "Jeg er efterhånden vant til det, men at De og Deres barn skal gennemgå dette, skærer i mit hjerte," sagde hun roligt. 
Katirra tog en slurk af sin egen kop, og sank. Varmen beroligede hende. Hun kunne mærke vreden boble i sig. Og tanken om at tage til Elverly strejfede hende endnu engang. Ville hendes familie acceptere hende, eller ville de smide hende på porten? 
Hun vendte tilbage til den anden kvindes ord. 
"Jeg har boet i Dianthos i 144 år. Jeg blev efterladt på gaden, efter min moder fødte mig. En væverinde tog mig til sig, og senere dukkede min moder op, men hun døde," fortalte Katirra. Det var ikke tit hun fortalte om sin egen historie. Oftest var det noget hun holdt for sig selv. 

Freydis rettede med det samme sit blik op mod halvelverens øjne, da der blev lagt en blid hånd på hendes skulder. ”Det er det. Tak for din forståelse,” lød det fra den rødhårede kvinde, efterfulgt af et lille suk. Man kunne se skuldrene sank en anelse samtidig med sukket undslap hende. Det var bare en generel anspændthed at leve med. Altid at skulle bedømme folk i nærheden af en på forhånd, for at finde ud af, om det var nogen man kunne gå forbi uden bekymring eller ej.

Da der blev spurgt om hvad hendes navn var, blinkede hun lidt. Hun var sikker på hun havde nævnt det for kvinden – men måske havde adrenalinen fået Freydis til at glemme sine mannere? ”Det beklager jeg. Mit navn er Freydis Monrad,” præsenterede hun sig endelig, og sænkede sit blik en anelse.
Da Katirra nævnte datteren, kunne de grønne øjne ikke holde sig væk fra pigebarnet der lå og sov på briksen ved siden af. ”Det er også hårdt,” lød det fra hende, som hun valgte at nusse sin datters hånd, mens hun sov.
Katirra begyndte så at dele noget af hendes historie, og Freydis trak sin fregnede, blege hånd til sig for at rette sit fokus på healeren foran hende. Et øjeblik var hun ved at måbe over hvor mange år kvinden havde været i Dianthos, indtil hun huskede sig selv på at halvelvere levede længere end mennesker, og holdt sig meget bedre. ”Det lyder tragisk, kære,” Freydis lagde forsigtigt, en anelse tøvende, en hånd på halvelverens knæ, for at vise hun var der til at støtte hende.