Det var tidlig aften og solen var endnu ikke gået ned. Katirra havde nattevagt, og sad ved et skrivebord og nød et måltid bestående af brød, ost og pølse. Hun var iklædt en af de lyse kjoler de gik med i Helbredelseshuset. Hendes hår var flettet tæt ind til hovedet.

Der var stille i Helbredelseshuset. Næsten så stille så man kunne tabe en nål og lyden af klirren fra nålen når den ramte jorden, ville lyde som om nogen skød en kanon ind i en af husets fire vægge. Katirra nød stilheden. Det var en stor kontrast til byens larm. Hun havde en længsel efter dybe grønne skove og lyden af fugle der sang. Ikke vidste hun hvorfor, men det måtte være hendes elvergener der kaldte på Elverly. 

Hun drømte tit om Elverly og mødet med hendes mors familie. Hun rystede kraftigt på hovedet så tankerne ville forsvinde. Hun vidste jo godt at Faelwens Tåre blomstrede for tiden, og at der ville gå lang tid før hun kunne komme til Elverly. Og hvem sagde overhovedet at hendes familie ville tage imod hende. De kendte hendes eksistens men havde ikke opsøgt hende. Og hvad nu hvis de slet ikke var i live længere?
Denne gang rejste hun sig op. Og stampede i jorden, for måske at få lidt jordforbindelse igen. Hun burde ikke lade hendes egne usikkerheder komme til udtryk!

Hun satte sig ned og stirrede mod døren. Hvis ingen kom i her til aften, ville det blive en meget kedelig vagt. Masser af tid til at spekulere over ting hun endnu ikke var herre over. Hun sukkede dybt.

Katirra var ikke den eneste der havde nattevagt. Myrilla havde også. Hun elskede at have dem, hun kunne komme til Helbredelseshuset før solen gik ned og tage hjem, som solen begyndte at komme frem. Myr var ikke glad for mørket, det havde til vane at føre konsekvenser for hende.

Det var usædvanligt stille på Helbredselseshuset. Myrilla valgte derfor at gå ind til værelset hvor Katirra arbejde. Myr vidste hun havde nattevagt med hende. Myr smilede glad, som hun så Katirra næsten havde et lidt tomt blik. ”Er du okay?” spurgte hun med en blid stemme.

Katirra var så fraværende at hun ikke engang lagde mærke til om andre havde nattevagt end hende. Hun vidste lærlingerne sov ovenpå for hun havde været oppe på loftet for at se til dem. Ikke at hun ville afslører det hvis nogen spurgte, ville hun bare sige at hun skulle hente noget... Men hvorfor ikke bare indrømme at hun var betænksom? Det skadede jo ingen. Måske var det fordi... alt det med den mystiske mand der havde kontaktet hende for nogle uger siden. Nok bøjede hun reglerne for hvem hun healede og at hun tit opholdt sig nede i Skumringskvarteret var en dyb dyb hemmelighed, hun ikke engang kunne fortælle Myrilla selvom hun var det tætteste på en veninde. 

Hun så mod Myrilla da hun kom ind. "Jeg... jeg tænker bare på Elverly igen," fortalte hun sin ven og kollega. "Hvad med dig? Jeg vidste slet ikke du havde nattevagt!"

Katirra var så fraværende at hun ikke engang lagde mærke til om andre havde nattevagt end hende. Hun vidste lærlingerne sov ovenpå for hun havde været oppe på loftet for at se til dem. Ikke at hun ville afslører det hvis nogen spurgte, ville hun bare sige at hun skulle hente noget... Men hvorfor ikke bare indrømme at hun var betænksom? Det skadede jo ingen. Måske var det fordi... alt det med den mystiske mand der havde kontaktet hende for nogle uger siden. Nok bøjede hun reglerne for hvem hun healede og at hun tit opholdt sig nede i Skumringskvarteret var en dyb dyb hemmelighed, hun ikke engang kunne fortælle Myrilla selvom hun var det tætteste på en veninde. 

Hun så mod Myrilla da hun kom ind. "Jeg... jeg tænker bare på Elverly igen," fortalte hun sin ven og kollega. "Hvad med dig? Jeg vidste slet ikke du havde nattevagt!"

Katirra var så fraværende at hun ikke engang lagde mærke til om andre havde nattevagt end hende. Hun vidste lærlingerne sov ovenpå for hun havde været oppe på loftet for at se til dem. Ikke at hun ville afslører det hvis nogen spurgte, ville hun bare sige at hun skulle hente noget... Men hvorfor ikke bare indrømme at hun var betænksom? Det skadede jo ingen. Måske var det fordi... alt det med den mystiske mand der havde kontaktet hende for nogle uger siden. Nok bøjede hun reglerne for hvem hun healede og at hun tit opholdt sig nede i Skumringskvarteret var en dyb dyb hemmelighed, hun ikke engang kunne fortælle Myrilla selvom hun var det tætteste på en veninde. 

Hun så mod Myrilla da hun kom ind. "Jeg... jeg tænker bare på Elverly igen," fortalte hun sin ven og kollega. "Hvad med dig? Jeg vidste slet ikke du havde nattevagt!"

Katirra var så fraværende at hun ikke engang lagde mærke til om andre havde nattevagt end hende. Hun vidste lærlingerne sov ovenpå for hun havde været oppe på loftet for at se til dem. Ikke at hun ville afslører det hvis nogen spurgte, ville hun bare sige at hun skulle hente noget... Men hvorfor ikke bare indrømme at hun var betænksom? Det skadede jo ingen. Måske var det fordi... alt det med den mystiske mand der havde kontaktet hende for nogle uger siden. Nok bøjede hun reglerne for hvem hun healede og at hun tit opholdt sig nede i Skumringskvarteret var en dyb dyb hemmelighed, hun ikke engang kunne fortælle Myrilla selvom hun var det tætteste på en veninde. 

Hun så mod Myrilla da hun kom ind. "Jeg... jeg tænker bare på Elverly igen," fortalte hun sin ven og kollega. "Hvad med dig? Jeg vidste slet ikke du havde nattevagt!"

Myrilla smilede, som Katirra indrømmede at have tænkt på Elverly. ”Har du overvejet at tage derhen?” spurgte hun roligt.

Myrilla havde aldrig selv været i Elverly, kun hørt historier om stedet hvor smukt og fredfyldt der var. Et sted kunne gerne ville se, men ikke alle elverne, især mørkeelver kunne være nogle værre idioter. Katirra var den eneste hun kendte, der var relateret til dem og som hun fandt behagelig at bruge tid sammen med.

”Udmærket. Jeg har primært nattevagter. Der er enten dejlig stille eller fantastisk travlt” Det hændte at der skete slagsmål på et af krostederne og de så lettere berusede personer, kunne både have knivstik, blåtøje, brækket næse, hånd eller ben. Skaderne var ofte mange, men Myr elskede når der var travlt. Hun nød dog også stilheden, der var denne aften.

Katirra stirrede ud i luften før hun svarede. Ja, hun ville så gerne til Elverly,, men hun var bange. Bange for hvordan de ville tage imod hende, eftersom hun ikke var fuldblodselver. 
"Ja, jeg vil gerne til Elverly, men jeg skal have en plan først," sagde Katirra tankefuldt. "Jeg vil gerne finde min familie. I det mindste vide om de er i live."

Hun nød Myrillas selskab. Hun kunne være sig selv, og behøvede ikke at have en facade på. De kunne passe Helbredelseshuset i fællesskab uden at støde ind i hinanden når der blev travlt. Det var en god egenskab. 

Katirra havde sjældent nattevagter, fordi hun brød sig ikke om mørket. Og derfor hændte det at hende og Myrilla ikke havde mange vagter sammen. Hvad generede hende, fordi hun kunne godt lide at tilbringe tid med hende. 
"Jeg vidste ikke du havde så mange nattevagter, men jeg burde jo vide det, eftersom vi så sjældent ser hinanden," svarede hun. En anden ting ved mørket, var at folk var mere rastløse og var mere villige til at slå hinanden ned fordi de havde alkohol i blodet. Katirra hadede det. 
"Hvordan går det ellers med dig? Det er længe siden!"

Oprydning ~ Jeg er igang med ryde lidt ud i mine tråde <3