Der var stille i Helbredelseshuset. Næsten så stille så man kunne tabe en nål og lyden af klirren fra nålen når den ramte jorden, ville lyde som om nogen skød en kanon ind i en af husets fire vægge. Katirra nød stilheden. Det var en stor kontrast til byens larm. Hun havde en længsel efter dybe grønne skove og lyden af fugle der sang. Ikke vidste hun hvorfor, men det måtte være hendes elvergener der kaldte på Elverly.
Hun drømte tit om Elverly og mødet med hendes mors familie. Hun rystede kraftigt på hovedet så tankerne ville forsvinde. Hun vidste jo godt at Faelwens Tåre blomstrede for tiden, og at der ville gå lang tid før hun kunne komme til Elverly. Og hvem sagde overhovedet at hendes familie ville tage imod hende. De kendte hendes eksistens men havde ikke opsøgt hende. Og hvad nu hvis de slet ikke var i live længere?
Denne gang rejste hun sig op. Og stampede i jorden, for måske at få lidt jordforbindelse igen. Hun burde ikke lade hendes egne usikkerheder komme til udtryk!
Hun satte sig ned og stirrede mod døren. Hvis ingen kom i her til aften, ville det blive en meget kedelig vagt. Masser af tid til at spekulere over ting hun endnu ikke var herre over. Hun sukkede dybt.