Det var gået hurtigt. Det var kun få dage siden, at Freya var blevet en del af Lysets Hær som en del af Griffens Brigade. Og nu var hun allerede blevet sendt af sted. Freya havde kigget sig en enkelt gang over skulderen – da de lige var reddet igennem byens store mure for at fortsætte til deres destination; Tusmørkedalen. Det var det her, hun gerne ville, men alligevel... lige da hun var reddet ud af byens porte havde hun følt et lille stik i hjertet. Hun var begyndt at kende så mange i Dianthos, og selvom hun i 28 år havde levet som nomade, så virkede det pludselig... forkert... at forlade stedet. Selvom det kun var for en stund. Hun ville jo komme tilbage. Ikke sandt?

Et klap på hendes skulder og et opmuntrende smil fra en af hendes nye kammarater havde dog straks fjernet al tvivlen i hendes hjerte, og som venskablige rivaler havde de for en stund ladet deres heste strække deres lange ben i gallop under dem. De 10 ryttere havde en fredelig tur på deres vej imod Tusmørkedalen, og Freya nød at sidde på hesteryg igen. Fjordhesten hun havde fået tildelt var stærk og med et roligt sind. Det var samme hesterace som de havde haft i hendes familie, hvilket kun fik hende til at nyde turen endnu mere.


Freya havde rejst meget rundt i Nordlandet. Det var her, hendes familie havde været nomader. Så selvom hun havde rejst meget, så var rigtig mange steder i Krystallandet helt nye for hende. Og Tusmørkedalen var ingen undtagelse. Men hvor hun normalt godt kunne forestille sig, hvordan skove og marker måtte se ud i de forskellige dele af landet, så var Tusmørkedalen altså noget ganske andet. Dalen var indhyllet i et tæppe af tåge, og det gav Freya et helt nyt syn på, hvordan folk kunne være kommet på ideen om, at vampyrer fandtes. Men altså... Lyssky væsener, der drak folks blod? Helt ærligt. Det kunne da kun være historier som forældre brugte, hvis deres børn havde været uartige.

De var kommet til byen Tusmørkely om aftenen og havde derfor valgt at tage en overnatning på den lille kaserne, der var i byen. Her havde de taget sig af deres heste og gjort klar til næste dags mission. De skulle ind i skoven, for folk var begyndt at forsvinde, og røde lys kunne nogle gange ses om natten. Utrygheden havde området ikke været i stand til at tage sig af alene, så hovedstaden havde valgt at sende Freya og de ni andre soldater af sted for at tage sig af sagen. Se hvad det hele handlede om. Og det lød på deres korporal som om det hele lugtede af mørk magi.


Næste morgen fortsatte de til fods. Turen virkede lang, for de drog langsomt af sted, mens de søgte området for spor, fælder og fjender. Selvom de havde en lokal med, der kendte området godt, så var det alligevel nyt territorie, hvor der var dødeligt stille. Men pludselig gik det stærkt.

Soldaterne stoppede, da de hørte en lyd. Lyden af noget tungt. Efter det huskede Freya ikke meget. Kun de lysende, røde øjne. Pilene, der haglede nedover dem. Den kæmpestore, sorte bjørn der tårnede op over hendes ellers så høje skikkelse. Dens øjne ville hun aldrig glemme. De pupilløse øjne, der lyste blodrødt i flammer af galskab. Bjørnen var ikke i sin egen vilje... Det var længe siden, den sidst havde haft et valg at træffe.

Nogle af de andre soldater faldt sårede om i bagholdet. Bjørnen kløvede sig igennem dem som en nyslæbet økse igennem brænde. Det så ikke godt ud.

Hun kunne tage chancen.

Frygten for det store bæst var så overvældende, at følelsen alene kunne brække en mands knogler. Frygten skreg til hende at hun skulle løbe væk, løbe i sikkerrhed. At der var for mange måder, det kunne gå galt på.

Men hvad nu hvis det lykkedes?

Med et brøl der matchede bjørnens gik halvorkerkvinden til angreb på den massive bjørn, mens dens fokus var andetsteds. Den var uforberedt på hendes angreb og brølede i smerte, da hendes sværd sank ned i dens flanke. Det gav en af de andre soldater muligheden for at skære i dens hals, men mere så Freya ikke af kampen.

Bjørnen langede ud efter hende, og selvom hun prøvede at undgå dens slag, så skar dens skarpe kløer igennem huden på hendes ene lår. Kraften fra dens slag fik hende til at falde bagover og hun gled ned ad en bakke, langt væk fra kampen.

Hjelmen og rustningen beskyttede hende mod de værste slag. Men sårene på hendes lår var smertefulde. Hun fandt amuletten frem som hun havde fået, da hun var trådt ind i Lysets Hær, og som hun bar som en halskæde. Koncentrerede sig om magien i den og kanaliserede dens healende evner imod sit sår. Men magi var slet ikke Freyas stærke side, og hun havde haft så utrolig kort tid til at øve sig i denne nye magi, der kom til hende fra amuletten. Et smertefuldt støn forlod hendes læber, da såret delvist lukkede sig, så det værste af blødningen stoppede. Men hun kunne ikke blive her. Langt over hende kunne hun høre, hvordan kampen var ved at dø hen. Hun kunne ikke høre bjørnen længere. Var den død?

En ting var i hvert fald sikkert. Hun måtte finde en vej tilbage til Tusmørkely. Langsomt fik den robuste halvorkerkvinde rejst sig og begyndte at halte af sted. Hun vidste ikke, hvor længe hun gik. Normalt kunne hun navigere via stjernerne. Men selv hvis trækronerne i skoven havde givet hende muligheden for at se himlen, så var tågen i skoven for tyk. Det gjorde det svært at orientere sig. Men, vent... var det, lys?

Freya havde ingen anelse om, hvor hun var. Men pludselig var der et hus. Mennesker, endelig! De burde kunne hjælpe hende. Hun bandede og svovlede over sin sårrede skikkelse, mens hun beslutsomt kæmpede sig hen til døren for at banke på. “Hjælp!” hun bankede på et par gange med en knyttet næve. “Er der nogen... hjemme?”. Benene svigtede pludselig under hende og hun faldt pladask på numsen lige foran døren. Hun var stadig ved bevidsthed, men hendes hjerte galloperede af sted i hendes bryst og hun følte sig svimmel af anstrengelse.

Hastige skridt lød inde fra huset, men det var svært for Freya helt at bedømme om der kun var ét sæt fodtrin eller flere. Det var som om hendes sanser var lettere slørrede. Mere nåede hun dog ikke at dvæle ved det, før døren foran hende gik op og hun kiggede på en høj, slank, ung mand. Lyset fra huset skinnede bag ham og gav hele hans skikkelse en utrolig dybrød farve, der i et øjeblik mindede Freya om en flod af blod. Hans tøj var utrolig fornemt, i flere lag, og så alligevel i så blødt et stof at det vejrede som rosenblade i den lette vind, der kom ned fra bjergene og fik en skælven til at ryste igennem Freyas krop. Hvad laver en adelig mand helt herude?

Den rødklædte mands stemme var venlig, men overrasket, da han rakte hende en hånd som Freya gladeligt greb om. Hun kunne ikke bebrejde ham hans overraskelse – faktisk var hun lidt imponeret over, at han ikke gik helt i panik over at en fremmed kvinde pludselig dukkede blødende op på hans lille veranda. Hvad der også overraskede hende var, hvor stærk den slanke mand var, da han hjalp hende op uden problemer og fik hende bragt indenfor. “T-tak,” fremstammede hun, da hun fik placeret sig i stolen ved køkkenbordet, stadig ør i hovedet og forbløffet over... havde han lige støttet hendes omtrent 100 kg uden problemer? Den havde hun alligevel ikke set komme. Hun kendte Pax, og denne mand så ud til at være næsten lige så tynd som ham, dog ikke nær så høj. Og Pax havde i hvert fald haft problemer med at slæbe hende igennem Dianthos gader, selvom han var stærk...

Hun blev trukket ud af sin tankestrøm, da den rødklædte mand kom ned fra anden sal med to flasker i hånden til hende. Eliksirer? Hendes øjne flakkede imellem de to ukendte væsker, men Freya besluttede sig snart for, at hun ikke havde andet valg end at stole på den mand, der så venligt var i gang med at tage sig af hende. Alt andet ville være uhøfligt. Hun tog de to væsker og drak dem hurtigt, klar på at de nok ville smage utrolig grimt, men det var faktisk ikke så slemt igen. Et støn undslap hende, da hun mærkede, hvordan det begyndte at svie i hendes sår. Følelsen genkendte hun dog. Det var helingsprocessen, der blev fremskyndt i hendes krop, og var det en meget mere intens følelse, end det hun før havde prøvet. Måske fordi såret denne gang var større. “Årh, mit hoved...” brummede hun og lænede sig ind over køkkenbordet, men kunne så mærke at... “det har det meget bedre!” udbrød hun og satte sig ret op i stolen med front imod den rødklædte mand. “Samson? Den bjørn har et navn? Men... den var jo slet ikke et normalt dyr længere!” hun kiggede på ham med øjne så store som tekopper, inden hun fik dem blinket væk som hendes tidligere tanke fløj tilbage i hovedet på hende. “Hvad laver du... jeg mener De... helt herude? Er du alene? Jeg mener-” Freya, du burde snart have lært det ikke er pænt at stirre sådan “Tusind tak. For din hjælp. Jeg ved ikke, hvor jeg var endt henne, hvis jeg ikke var stødt på dit hus, øh... mit navn er Freya, Freya Sagosdottir,” endte hun med at introducere sig selv med et blidt, taknemmligt, og også lidt omtumlet smil.

Freya fangede sig selv måbende ved udsagnet om at denne mand havde et eller andet underligt forhold til en gigantisk bjørn som han havde givet et eller andet... noget! Som hun ikke havde forstand på. Hun fik dog hurtigt lukket den dinglende underkæbe igen. “Øh, okay. Jeg har vel også... altid ønsket mig en dejlig bamsebjørn som ven?” lo hun forvirret og trak på skuldrene. Måske det var bedst ikke at snakke for meget om den bjørn... Hun skrev sig i hvert fald bag øret, at den boede her i området. Hvorend 'her' så var. Og hun havde ikke lige tænkt sig at møde den... Samson, igen med det samme.

“Åh, mange tak, jeg ville elske at blive her natten over,” begyndte hun snaksagligt, nu hvor hun allerede havde det meget bedre. Det var utrolig pænt af ham at hjælpe hende, hun kunne slet ikke beskrive den varme følelse af lettelse det havde været at se Aubreys venlige ansigt. Og rødbrune øjne. “Vi blev sendt af sted fra Dianthos for at undersøge området,” forklarede hun og trak så lidt på den ene skulder. “Noget med folk, der forsvinder og røde lys. Jeg er bare den nye rekrut i hæren, så jeg kender ikke alle detaljerne. Jeg er bare ved at blive lært op. Jeg... Jeg håber de nåede at komme væk,” mumlede hun bekymret og kiggede kort ned i køkkenbordet, mens hun fraværnede, tankefuldt, kløede sig i håret. I morgen. I morgen kunne hun tage tilbage til Tusmørkely og finde ud af, om de andre havde klaret den. Men lige nu var der ikke noget, hun kunne gøre. Hun var nødt til at hele først. Hun rystede lidt på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden og kiggede på Aubrey. Hans smukke, røde hår, der passede perfekt til hans tøj. Den blege hud. “De røde lys må jo så næsten stamme fra Samson tænker jeg, og... Så... du er virkelig alene?” hun kiggede på Aubrey med letrynket pande – og det skyldtes ikke kun smerterne fra hendes healende sår. Selv havde hun levet et liv op og ned af sin egen familie nærmest dag ud og dag ind fordi de havde levet som nomader sammen i Nordlandet i 28 år. Og nu boede hun i en storby, Dianthos, hvor hun ofte sås med venner, kollegaer og boligkammerater. Hun kunne slet ikke forestille sig at bo helt alene i et hus langt væk fra... alt, faktisk. Hun havde elsket livet som nomade i vildmarken i Nordlandet, så det var slet ikke fordi Freya ikke forstod ønsket om at være tæt på den smukke, vilde natur. Men alene... uden nogen at dele det hele med. “Er det ikke... bliver du ikke... ensom?” spurgte hun lavmældt med næsten trist mine, og lænede sig ind over køkkenbordet som om de skulle til at tale om en hemmelighed.

Freya kunne ikke lade være med at kigge lidt nærmere på Aubreys øjne, da han nævnte dem. Freya nåede dog ikke at komme frem til nogen konklusioner, da hun igen huskede sig selv på, at hun skulle stoppe med at stirre. Kunne det virkelig være, at Aubrey havde noget at gøre med det røde lys, folk havde set? Men han var jo bare et normalt menneske? Men... nu havde hun boet noget tid i Dianthos, og hun ville ikke ligefrem sige at rødlige øjne var normalt hos mennesker. Tværtimod. Men der var også så mange ting hun ikke vidste om verdenen. Måske det lige nu ikke var tiden til at stille for mange spørgsmål om Aubrey. Han var trods alt så venlig at hjælpe hende, og han kunne også pege hende i den rigtige retning mod byen i morgen.

“Vampyrer? Hmm jeg ved ikke... jeg tror ikke rigtig på det. Tror jeg. Efter at have oplevet Tusmørkedalen, så kan jeg godt forstå rygterne. Her kan godt være lidt skræmmende,” måtte hun indrømme og lænede sig tilbage i stolen. I en langsom bevægelse, så hun ikke kom til at provokere hendes healende sår. Dalen var så dyb at tågen aldrig helt lettede, og det indhyllede hele stedet i en mystik hun sjældent havde set lignende.

Det lod til at de var meget forskellige, hvad angik behovet for sociale aktiviteter. Freya var sjældent alene i lang tid, mens Aubrey lod til at nyde det. Hun lagde hovedet lidt på skrå, da Aubrey nævnte at han havde haft lærlinge. “Lærling? Som alkymist? Hvad laver du egentlig som en alkymist? Er det eliksirer?” spurgte hun med et nysgerrigt glimt i de mørkebrune øjne.

Historier har som regel en eller anden jordisk forklaring, havde manden i rødt sagt. Den skulle hun lige tygge lidt på. For det var vel egentlig meget rigtigt. Freya var dog ikke helt sikker på, om hun forstod, hvor Aubrey ville hen med den sætning. Mente han, at vampyrer fandtes? Og i såfald, hvilken størrelse var vampyrer i forhold til, hvad man hørte af grusomheder i historierne? Det var svært lige at gribe om, men det gav grobund for eftertanke. Snakken om væsnerne og mystikken gjorde dog på ingen måde Freya bange for den fremmede mand. Han havde jo trods alt lige hjulpet hende.

”Menneskekroppen,” gentog hun eftertænksomt, da Aubrey begyndte at forklare om sin akademiske levevej. ”Det lyder spændende”. Men også utrolig ærgerligt, at Aubrey blev set skævt til grundet sine tillærte kundskaber. Men meget frygt, meget mistro og fordomme, bundede vel egentlig i, at folk ikke forstod. Selv oplevede Freya, hvordan folk så ned på hende, fordi hun var halvt orker. Det havde gjort det utrolig svært for hende at finde et sted at bo i Dianthos, da folk havde set skævt til hendes herkomst. Og selvom hun efterfølgende havde fået mange venner og bekendte i Dianthos, samt boet der i et par måneder efterhånden, så skete det stadig, at fremmede folk var hurtige til at dømme hende.

”Du har hjertet på det rette sted,” sagde hun imponeret med hovedet lidt på skrå. Varme i øjnene. For Freya sagde det en hel del om manden, at han trods sit ønske om at være alene, stadig hjalp til når større katastrofer indtraf. Det kunne jo være så let for en eneboer bare at afskærme sig helt fra omverdenen og bare lade folk sejle i deres egen sø. Men sådan var han ikke. ”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere, når folk er i nød. Min viden om kroppen rækker ikke længere end til at rulle et par bandager om et sår,” forklarede hun med et skævt smil, velvidende at det langt fra var brugbart i alle tilfælde.